You are here!

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var ikke den eneste der havde ondt, af hvad han kunne se og erfare, og det var end ikke en tanke, som han brød sig særlig meget om. Tvært imod, gjorde det ham trist, at han havde fejlet i forsøge på at passe på hende, når han så højt og helligt havde lovet sig selv, at det var sådan, at han ønskede det. "Jeg ønsker heller ikke, at du skal komme noget til," fortalte han med en oprigtig stemme.
Han lod hende tilse hans sår, også fordi at han vidste, at der var mange af dem. Rigtig mange af dem, og det var jo heller ikke ligefrem noget, som han kunne sige, at han var stolt af.. Men hvad andet valg havde han haft?

Hendes ord fik et smil til at passere hans læber. Det varmede ham virkelig! At hun så sådan på ham... det var jo en fantastisk og enestående mulighed, også for ham. Han hævede blikket mod hende. Igen fremhævede hun ham, som var han noget specielt og noget unikt. Det var jo ikke ligefrem sådan, at han følte sig.. Eller så på sig selv. Ikke gjorde det ondt, når hun håndterede ham og rensede hans sår.. Hans tanker var helt andre steder. "Det er.." Han tav igen. Følelser var han stadig ikke særlig god til. Det var faktisk noget af det, som han havde sværest ved, om han skulle være helt ærlig.
Cale satte benene i jorden i et forsøg på at komme op. Det gjorde langt mere ondt, end hvad han lige havde regnet med. Han bed tænderne sammen. Det ene bagben støttede han næsten ikke på. "B-bedre?" spurgte han. Han forsøgte virkelig at lade som ingenting.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke, ”det ved jeg.. men sket er sket, og heldigvis er det kun små skader.. i forhold til dig” hun så på ham med et bekymret blik, hun så på ham og vaske bare hans sår det tog sin tid men hun kom da igennem dem. Hun så på ham sim han snakke, ”det er hvad?” spurt hun underne. Hade hun sagt noget forkert? Eller forstod han ikke det hun sag? Hun var ikke sikker, men forsatte bare med og rense hans sår til hun var færdig med den side og kom op og stå.
Hun så på ham, og kunne godt høre han skulle brug et sekund ekstern for at sig beder. ”ja, bare rolig skynder mig” hun kunne regne ud han var i smerte, så hun kom om på hans anden side og begyndt der. Hun arbejde så hurtig hun kunne, at han næsten slet ikke støtte på et bagben bekymre hende. ”er dit bagben okay?” hun så på ham, og vaske roligt videre. Da hun enlig fik færdiggjort ham så hun på ham, ”bag læg dig nu cale jeg er færdig.. jeg vil lig skift vandet i spanden ud” hun smile blidt, og strøg ham forsigtig ned over hans heste ryg inden hun forlod stalden, og kom igen med ren vand i spanden og en rener klud. ”hvor kan jeg enlig finde mad henne her cale? det vigtig du får spist” hun så på ham som hun satte den fyldt spand med rent vand ved cale, mens hun stod og prøve ikke og støtte for meget på de to hæve ben, så hun skifte til og løft det ene ben så det kunne hvile lidt.

[Cale Joseia Nightgale]

Hendes var måske ingenting i forhold til hans, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at Cale ikke kunne lide at se hende på den måde. Det var slet ikke meningen, at hun skulle have det på den måde. Han bed sig svagt i læben og rystede på hovedet. "Du burde slet ikke have pådraget dig de skader," kommenterede han denne gang.
Cale vidste bare ikke rigtigt hvad han skulle sige. Det var egentlig det eneste, som lå i det for hans vedkommende lige nu. Han rystede på hovedet. "Du kom bare ind i mit liv, som en reddende engel. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve det at være.. glad igen," sagde han denne gang. Han rynkede let i panden. "Og med alt det, som du har gjort for mig.. og udsat dig selv for.." Han kunne jo kun håbe på, at det ville tage en ende nu.

Det var tungt for Cale at stå op, men han gjorde det. Han skulle vise hende, at han var en mand nok til at håndtere dette, også selvom det var hårdt og det var tungt. "Jeg klarer mig. De.. skar i benet med noget på Tayevania.." Han havde været udsat for så meget den seneste tid på den ø, at det ikke havde været til at finde ud af til sidst.
Hans blik søgte hendes skikkelse, inden han lagde sig ned igen. Det med et mindre bump. Han var ikke så elegant som han plejede at være. Han lukkede øjnene let. "De.. stiller noget ved bagdøren ved hovedbygningen. Jeg vil ikke tæt på dem, og de vil ikke tæt på mig." forklarede han. Det var meet forskelligt de satte ud, men det smagte godt, og det mættede. For ham, var det jo det vigtigste.

[Mydall Lupita Vivar]

mydall så på ham, hans sår var virkelig slemme. Hvordan kunne folk gør sådan noget ved ham, bare fordi de troede han var forbandet hvilke var latterligt i hendes øre. Hun så på ham, ”jeg kan ikke rigtig undgå skader cale, slet ikke når man er på jagt efter den man elsker tværs over havet og gennem ukendt land” hun smile lidt og så på ham.
hun lytte som han snakke og rødme bare en smule, sikke ord han kunne komme med. De gav hende helt åndenød, hun så på ham og smile bare kærligt. ”jeg ville udsætte mig selv for meget være vis det betød jeg kunne finde tilbage manden jeg elsker så højt” hun smile og så på ham, de skader hun hade nu var jo ingen ting i forhold til hvad hun kunne have fået af skader. Hun så på ham ”jeg vil gør alt for dig cale.. der ikke grænser hvad jeg vil gør for dig, og sammen med dig.. jeg elsker dig, og kærlighed af den ægteslags kan før en til og gør mange ting” hun smile bare kærligt til ham.

hun så på ham som han kom ned og likke med et bump, hun så på ham og trak vejre dybt. Skær i ham hvad var han et stykke kød! Hun kunne blive tosset ved tanken, hun så på ham. alt det de hade gjort hvordan skulle hun nogle sinde få ham med hjem igen til øen. Hun så på ham som han snakke om hvor der var mand, ”så kigger jeg om der er sat noget ud til dig, du skal ikke sulte” hun smile og humpe af sted igen. hun måtte lede en smule inden hun fandt bagdøren bag hovedbygning, hun tog den kurv med mad der var lavet og humpe tilbage til stalden. Hun så på ham som han kom ind, ”jeg fandt det” sag hun munter og fik lagt sig ned ved ham, og satte kurven på gulvet, ”spis du skal have samle krafter” hun smile og kysse ham blidt på kinden, selv var hun sulten men han var vigtigst med alle de sår.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde været vant til at skulle kæmpe for livet, for sådan havde det været længe. Alt for længe kunne man sige."Du skal slet ikke sige sådan noget.." Det burde være ham, som gjorde alt for hende, og ikke omvendt. Det var jo slet ikke meningen, at tingene skulle være sådan her. Han lagde sig ned, også selvom det var temmelig tungt. Han bed smerten i sig. Det var slet ikke meningen, at hun skulle være bekymret for ham på den her måde.
"Forhåbentlig vil det ende nu.. Ikke flere jagte.. ikke mere kap for livet.. ikke mere af den slags.." sagde han med en oprigtig stemme. Selvom det var underligt ikke at skulle kæmpe med våben for sit liv på daglig basis. Han kunne jo ikke undgå at bide sig fast i det, og særligt, når det var på denne her måde. "Det er underligt.. at det er så mange ting som er omlagt nu. Jeg skal ikke længere kæmpe med våben.. for mit liv hver eneste dag," sagde han efter hende.

Et tungt suk brød Cales læber, da han trak det skadede bagben op til sig. Han strøg hånden over det. Det gjorde virkelig ondt! At hun var hurtig tilbage igen, fik ham til at hæve blikket mod hende. Et svagt smil passerede hans læber. "Det samme burde du.. Det har været en lang tur for dig. Spis," opfordrede han. Nu hvor han havde mulighederne, for at bede hende om det.. opfordre hende til det, som det altid havde været omvendt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham mens hun blot renst hans sår, hun smile blidt og strøg ham over kinden. ”jeg sag det.. og jeg mener det” hun så på ham. hun ville gør alt for ham, han betød alt for hende. Hun ville rejse alverdens have for hans skyld, eller bestig det højst bjerg bare han var lykkelig og sikker så var hun ligeglad med hende selv. Hun så på ham, og kunne godt se at han hade det skidt men renses skulle de sår og hun prøve og være hurtig men nænsom. Hun lytte til ham, og nikke. ”ja det vil ende nu cale..” hun smile blidt, det var en tanke der behage hende. Ikke flere dag med kampe og drab, ikke flere piske og hvad en redskaber der blev brugt mod ham. nu kunne han enlig leve som han selv ville, og hun ville være lig ved siden af ham hele vejen. Hun så på ham, og strøg ham blidt over kinden. ”jeg glad for du ikke skal kæmpe mere.. så skal jeg ikke bekymre mig dag og nat for jeg måske aldrig skulle se dig igen.. og nu kan du leve dit liv som du vil, som du har drømt om” hun så på ham og smile bare blidt mens hun nusse hans kind, ”jeg håber bare jeg kan være en del af det liv du drømmer om” hun lod hånden glide fra hans kind til hans bryst hvor den lage sig blidt.

Mydall kom roligt tilbage med skålen med mad, ”er det meget slemt? Dit ben” hun så godt han hade trukket det skadet bagben op til sig, hun lage sig ned og så på ham. hun smile som han opforder hende til og spise, ”okay jeg spiser men kun lidt.. du har mest brug for krafterne” hun smile og kysse ham blidt på kinden, inden hun et stykke brød og begyndt og spise, mens hun slappe mere af i høet og kunne mærke hun stadig var træt men ikke så meget som dagen før.

[Cale Joseia Nightgale]

Det her var en helt omvendt verden for Cale, men han måtte jo erkende, at han godt kunne lide det.. Det var bare underligt, at han ikke konstant skulle tænke på, hvor det nærmeste våben måtte befinde sig, og hvornår han igen skulle kæmpe for sit eget liv, for det var jo det, som han i forvejen, havde været så vant til, kunne man sige. Han rystede kort på hovedet, hvor et smil passerede hans læber. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen.
"Det bliver underligt, ikke at skulle kæmpe for sit liv hver eneste dag.. Jeg.. jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere en frihed.." Han mente det dog. Han kunne slet ikke huske hvad det ville sige, at være fri, og nu var han her.. et helt nyt sted i et fremmed land, med fremmede væsner, og han havde fået sin frihed.. og nu med kvinden som han elskede.

Selvfølgelig var der plads til hende, i det liv, som han altid havde drømt om! Faktisk, så var han jo først begyndt at drømme, efter hun var kommet ind og var blevet en del af det. "Jeg kunne ikke forestille mig et liv, uden at du var en del af det," sagde han oprigtigt.
Her kom hun tilbage med en kurv fuld af mad. Han tog nok ikke fejl, når han sagde, at Noelle havde haft sit at sige i den sag, og han havde intet imod det. Han smilede let for sig selv. "Tag endelig," opfordrede han. Her plejede ikke at mangle noget i hvert fald. Han kommenterede ikke benet, og det af en grund, for det gjorde faktisk temmelig ondt. Han tog selv et stykke brød til sig, som han glædeligt spiste af.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall kunne godt forstille sig det var svært sådan at ænder livs stil uden videre, men hun var glad for den ændring. For hans liv før var jo ikke et værdig liv for en flot kentaur som ham, han fortjent så meget beder inde det. hun så på ham som han snakke og smile bare ganske blidt, ”du skal nok finde ud af det cale.. og jeg er lig her ved din side og hjælper dig vis du får brug for mig” hun smile blidt, for cale kunne jo gør det han ville nu. arbejde med hvad han ville vis han ønske og arbejde, han kunne leve hvor han ville selv om hun jo hade lovet og forsøg og få ham med hjem igen, ”hvad end du vælger og gør nu, med dit liv.. så støtter jeg dig, og bliver ved din side” hun smile blidt.

Hun så på ham som han snakke og holdt roligt brødet i hånden. Hun smile og så på ham, ”er jeg glad for og høre.. for jeg kan ikke forstille mig, mit liv uden dig” hun smile og spist roligt af sit brød, selv om hun var meget sulten så spist hun stadig pænt. Hun fik roligt spist brødet, og tog der efter et æble og begyndt og tykke på. Det var rart med mad, hun kunne mærke hvor sulten hun enlig var bleven og det var pænt meget faktisk. Hun så på ham mens de spist, ”så.. du under dig vel over hvordan jeg kom her til.. jeg ved jo nu hvordan du kom her til” hun så på ham og bed i æblet mens hun slappe af og nød bare og hvile sig her i høet sammen med ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Det her var virkelig underligt for Cale, men han måtte jo indrømme, at han samtidig godt kunne lide det. Det var rart, at han ikke konstant skulle se sig selv over skulderen.. eller i alle mulige andre retninger for den sags skyld. For denne gang, blev han bare liggende i høet for denne gang.
"Det har jeg.. Jeg har brug for dig," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Nu hvor han havde muligheden for det, så ville han da slet ikke give slip på hende! Han fik spist brødet og sænkede så hænderne igen. Det var pinligt nok at være forbidt til en stald, men det var nu heller ikke noget, som han sagde noget til. Han kunne ikke, og han ønskede det heller ikke.

Hvordan hun var kommet til fastlandet, vidste Cale ikke.. Faktisk var det slet ikke en tanke, som han havde nået at gøre sig. Det handlede bare om at nyde hende nu, hvor han havde muligheden for at gøre det. ".. Hvordan er du egentlig kommet til fastlandet?" spurgte han denne gang. Nu hvor hun selv havde bragt det på banen.. Havde hun indgået forhandlinger af den ene eller den anden slags? I i tilfælde.. hvad havde hun betalt for at komme hertil? Pludselig blev han skræmmende nervøs.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun var sikker på alt nok skulle blive godt nu. han skulle bare lig vende sig til tanken om frihed, og det og kunne gøre som han ville. Hun så på ham og smile, ”og jeg har brug for dig cale.. vi skal nok komme igennem dette” hun smile opmunderne til ham, hun kysse ham på kinden ganske blidt. At de sad i en stald rørt ikke som sådan mydall, men hun savne varmen tilbage på øen og skoven. Her var for koldt og øde til hende selv om de også hade skove var det bare ikke det samme. Hun så på ham, og lave en lille bevægelse så hun kom lidt tætter på ham, hun frøs hun var slet ikke vand til de temperatur der var her.

Hun så på ham som han spurt hende hvordan hun enlig var komme der til, mydall tykke af munden og kigge bare ned på rasten af æble hun hade. ”jeg ledt først efter dig.. i skoven.. din gamle herre.. over alt i byen, ind da ve arenaen.” hun så på ham, og smile svagt ”jeg stød på en handels mand, en ved navn Demarcus Lathan Gaetulicus, han under sig over jeg var langt fra skoven og i steden var midt på markedet hvor der blev set meget på mig.. de leder jo efter en til og overtage din plads.. jeg tror de så mig som en mulighed.” hun trak vejre tungt.
”i vært fald mumle jeg om dig og han fortalt mig så du ikke længer var på øen.. jeg var helt knust.. jeg troede først du var død, men han sag du ikke var af hvad han kendt til.. han sag du var bleven tage her til fastlande, af dæmoner” hun så på ham og lag hovedet mod hans skulder. ”han spurt om jeg ønske og finde dig, og jeg svar mere ind noget andet.. han tog mig væk fra marked og de mange farlig væsner som håbe på en mulighed på sikkert og fange mig” hun så op mod cale mens hun hade hovedet mod hans skulder. ”jeg fik lov og sejle med.. da jeg ikke kunne betale bad han i steden om en tjeneste fra mig” hun så på cale, og tog blidt hans ene hånd. ”Jeg love og tage dig med tilbage til øen.. vi høre ikke til her.. men tilbage på øen hvor vi kommer fra” hun lod cale tykke lidt på det inden hun sag, ”han love mig, at kunne jeg det.. ville han søger for turen hjem.. for os begge to, og han vil ind dag lade os være på hans herregård hvor vi ville få ly og skjule fra dem der stadig leder efter en ny til arenane..” hun så på ham, hun vist ikke mere ind det. at Demarcus hade tænkt sig de skulle arbejde som tjener, og stadig have den frihed de hade eller næsten det hele kendt hun ikke til. Hun vist kun han hade sagt de kunne være på herre gården, men hun hade aldrig fået og vide hvad der ville ske ved ikke hun kunne. ”jeg.. jeg ved ikke hvad der sker vis jeg ikke kan få dig med hjem.. han svar mig aldrig på det.. ” hun klemt om cales hånd og holdt hovedet mod hans skulder.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale skulle vænne sig til det nye liv, men han var nu temmelig sikker på, at det nok skulle komme, og særligt nu hvor muligheden for det, rent faktisk ville være der. Han havde hende, og han havde sin frihed. Hvad andet havde han egentlig brug for? Jovist ville et trygt sted at være, også være at foretrække, men han gik da ud fra, at tingene ville komme hen af vejen?
Jo mere Mydall fortalte, jo mere følte han, at hjertet hamrede mod hans bryst. Det gjorde ondt. En ting, var at hun havde fået hjælp, men at det havde været på den bekostning, kunne han bestemt ikke lide! Han havde ikke været på øen.. det havde reddet hans liv, hvilket han var klar over, men.. hvem var denne Demarcus? Han stolede ikke ikke på nogen, som havde mønter på lommen, og særligt på denne her måde! Han vendte blikket mod hende igen. "Folk som Demarcus, er et væsen, som har penge til at gøre, hvad de vil, Mydall.. Det er rent held, at han ikke har taget dig som en slave eller lignende.. Særligt hvis de forsøger at erstatte mig..!" Han tog omkring hendes hånd, som han knugede i sin. Frygten for at miste hende, havde været stor.. og nu stod hun i tjeneste til en mand?
Ordene slog hårdt. Hans blik søgte ned mod deres hænder. De havde mandens ord, men var det noget, som de kunne stole på? "Ord er til for at brydes.." endte han. Han havde givet så meget af sig selv i Arenaen.. At en bare ville give ham fri på den måde.. Det havde han svært ved at forestille sig. "Den ø er livsfarlig for mig.." sagde han oprigtigt. Det gjorde ondt at sige, for det havde jo været hans hjem.. Men det var jo bare en kendsgerning. Den Arena havde været tæt på at koste ham livet mere end en gang.. Og det ønskede han bestemt ikke tilbage til!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun var glad for hun enlig kunne være sammen med ham. lig som det skulle være, de kunne begynde og bygge et liv op sammen. Jo vist var der små ting som et trygt sted og være, osv. Men det vigtigste var at hun hade ham hos sig, og det betød bare alt for hende. Hun så på ham og klemt blidt hans hånd, hun vist at alt det demarcus hade lovet kunne være en løgne. Hun kendt ikke til hvad demarcus tænket eller hade af planer, hun vist bare hun hade være nød til og stole på ham eller hade hun ikke kunne rejse med ham. hun så på cale som han snakke og klemt om hendes hånd, ”han sag han ikke ønske mig som slave cale..” hun så på ham. ”og jeg følt mig ikke særlig utryg ved ham jo mere vi snakke sammen.. jeg tror ikke Demarcus vil bryd sit ord til mig.. jeg sikker på han vil holde det han lover” hun så på ham.
Hun kunne godt forstå han ikke stole på demarcus han kendt ham jo ikke og det gjord hun enlig heller ikke, hun så på ham. ”det ved jeg cale.. men.. vi høre heller ikke til her.. vi jaget lig meget hvor vi er.. og jeg kan ikke forstille mig live her over er nemmer inde tilbage på øen” hun så på ham. hun kunne fornemme at det her ikke gik som håbet, og hun ikke fik ham med hjem. Dette var en tanke der skræmme hende, hun så på ham og trykke sig lidt ind til ham. ”det ved jeg cale.. det ved jeg” hun klemt blidt om hans hånd og trak vejre dybt. ”du behøver heller ikke tage tilbage… vis du virkelig vil blive her.. på fast landet.. så bliver jeg også” hun så op på ham, hun ville ikke lade ham i stikken. Det betød jo så hun opgave det hun hade på øen, alt hun kendt og fandt tryg men at være sammen med cale betød langt mere for hende ind noget andet. hun lod den fri hånden stryge ham over kinden, inden hun trykke sin læber mod hans i et længselsfuldt kys og et dybt suk forlod hendes læber som hun bare nød og kysse ham igen.

[Cale Joseia Nightgale]

Det her satte Cale i et skræmmende dilemma. Ikke bare skulle han tænke på sig selv, men også på et andet individ, og det var han jo nødt til.. det ønskede han, og særligt, når det kom til hende. Han var bare ikke vant til at skulle have så mange andre ting i hovedet. Han vendte blikket kort ned mod deres hænder. Han forstod bare ikke hvorfor en mand som Demarucs ville gøre sådan noget for dem.. når han ikke havde haft noget med den mand at gøre før.
"Jeg forstår bare ikke.. hvorfor han skulle gøre sådan noget. Det.. det er fint, at du stoler på ham.. eller tror at han vil holde ord ikke mindst," forklarede han. Dem som havde penge, betalte sig som regel fra det, og det ønskede han ikke at blive offer for igen. I hans øjne, havde han allerede været udsat for det, alt for mange gange!
"Det er jo også meningen, at du skal have det godt," fortsatte han. Det var en tanke, som frustrerede ham. Det var jo heller ikke meningen, at hun skulle gøre som han ville.. bare fordi at han ville. Desuden vidste han slet ikke hvad han ville endnu. "Vi vil blive jaget, uanset hvor vi tager hen.." endte han næsten trist. Det var en tanke, som rent faktisk gjorde ondt på ham, for han følte virkelig ikke, at det var retfærdigt. Overhovedet ikke! De havde lige så meget krav og ret på fred og ro, som så mange andre!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun vist det var meget og slug og en del og tænke over. Men han skulle jo have det og vide på et tidspunkt, hun så på ham og klemt blidt om hans hænder. ”jeg ved heller ikke hvorfor han gjord det.. men nu har han gjort det, og jeg er her hos dig nu.. det er det der var vigtigst for mig” hun så på ham, hun vist godt dem med penge var de meste farlig og lumske men hvad mulighed hade hun ellers haft for at komme hen til ham.
”jeg har det godt, så længe jeg er hos dig kunne jeg ikke have det beder” hun så på ham, og kysse ham blidt på kinden. Hun sukke lydløst, ja det var så det. de ville blive jagt hvor en de tog hen, hvilke ikke var fair hvorfor skulle de være så jagt, de hade da også ret til et godt og roligt lidt. Hun så på ham ”lad os tænke på det her sener.. fokuser heller på og blive frisk igen.. lig nu kommer vi ingen vejen med vores skader” hun smile blidt, og klemt hans hånd blidt inden hun kysse ham på munden, og trykke sig bare ind til ham. hun holdt kysset lidt inden hun brød det, og så på ham og smile blidt. Hun begyndt dog og spise igen for hun var stadig meget sulten så hun spist æble færdig og tog et andet stykke frugt.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale brød sig bestemt ikke om, at en mand som Demarcus havde valgt at blande sig i det hele, og særligt, når det var på denne her måde. Han vidste, at dem med pengene, var dem med mulighederne, og derved også dem, som man kunne kalde for de mest farlige, hvilket bestemt heller ikke var en tanke, som faldt i hans gode smag. "Jeg frygter for hvad konsekvensen og prisen af det, vil ende med at blive," begyndte han denne gang med en oprigtig stemme. Det gjorde ham trist og ked af det, at det skulle være på den måde. Det var muligt, at han var fri nu.. men det hele hvilede der stadig. Han kunne jo ikke bare give slip på det.
Fastlandet var bestemt ikke et sted for Cale, men det var Tayevania jo heller ikke. Hvor skulle de da kunne søge hen, når det var sådan her, at tingene skulle forholde sig? Det gjorde ondt, og det var forvirrende, og han kunne bestemt ikke lide det! Tankerne blev dog brudt ved hendes kys mod hans kind. Hun var så varm, kærlig og omsorgsfuld, og han kunne virkelig godt lide det. Han sukkede næsten opgivende. "Jeg ved ikke hvad vi skal gøre, Mydall.." endte han denne gang. I forvejen forvirrede hans frihed ham, for han vidste slet ikke hvad det ville sige at være fri.. Efter alle de år, i de evige og tunge lænker.