You are here!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig chokert over det han fortalt hende, hvorfor hade de gjort sådan noget ved ham! det var jo skrækkeligt! Hun så på ham som han snakke, ”det priser jeg også cale.. mere ind noget andet det ved du” hun så på ham og smile lidt, ”stjernerne fortalt mig om min rejse, og jeg skulle søg en tid.. men jeg fandt dig til sidst.. eller du fandt vist mere mig.. uden dig ville jeg være bleven solgt som slave her på fast landet” hun så på ham, og klemt hans hånd blidt.
Hun mærke hans pande mod hende og så bare på ham, og nusse hans kind. ”du har og klar dig.. jeg har rejst langt for og finde dig min elskede.. der bliver ballade vis du ikke gør” det sidste sag hun dog tydelig i en drilsk tone for hun kunne ikke finde på og lægge hånd eller hov på cale, han var det mest kære hun hade som hun kunne kalde for ’hendes’ på en måde, og hun hade ikke tænkt sig og gør manden hun elskede ondt på nogle måde.

Hun fuldt roligt med ham, mens de gik tilbage mod det sted som cale nu hade opholdt sig i en tid. Hun var dog bekymret for ham, ”jeg har dog en fornemmelse af det mere ind ligge ned du har brug for cale.. ” hun så mod ham, mens hun klemt om hans hånd. Når de kom i sikkerhed og forhåbentlig fik lidt lys ville hun se på ham, hun hade ikke mange kræfter til og gøre noget nu, men så snart solen stod op ville hun. hun så mod strife manor som de kom nærmer huset, mydall blev lidt nervøs men fuldt stadig villig med. Hun så mod den mørke bygning, den så ikke just hyggelig ud, der var jo ingen lys og det gjord hende nervøs. Men hun fuldt med inde, hun kunne godt lugt heste det var åbenlyst, og hun hørt dem også begynd og bevæge sig og lave lyd som de kom der inde. ”er der mulighed for lys?” spurt hun og holdt bare fast i cales hånd.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var ikke et sekund i tvivl om, at fastlandet var noget, som i længden havde reddet hans liv, og særligt, når det havde været på denne her måde. Ikke at han sådan rigtigt kunne gøre noget ved det. "Vi fandt hinanden," sagde han roligt. Han var glad. Dette havde været meningen. Det var det eneste som havde nogen betydning for ham lige nu!
Cale trykkede omkring hendes hånd. Han havde aldrig været særlig heldig her i livet. Det var jo faktisk kun hende, som havde været en god del af ham på den måde.. Og han ønskede jo bare at passe på hende.. Og det var grunden til, at han havde handlet og reageret, som han nu havde. "Jeg har det fint.. Du skal virkelig ikke bekymre dig for mig," forsikrede han hende med en rolig stemme.

Cale førte hende med sig til stalden og derind. Det var mørkt i forhold til det smukke oplyste hjem. De huse, som de fandt her, var bestemt heller ikke, som dem de typisk fandt på Tyevania. Han var fascineret af det. Men igen, så var det også sjældent, at han i det hele taget. Han nikkede.
"Her.." Han slap hende denne gang, for at søge langs væggen, hvor der stod små lanterner, som han fik gang i, så de kunne se bare en smule. Selv i hans mørke pels, var der dybe sår og rifter, som kun lige havde lukket sig. Han støttede knapt på det ene bagben, og han lignede noget der var løgn. Uden tvivl kraftigt forslået.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, mens hun holdt hans hånd og holdt hovedet mod hans pande, ”ja.. vi fandt hinanden ” hun smile lidt, hun var glad for de hade fundet hinanden. Tiden uden ham hade være utrolig skræmmenden og tom, selv om de før hen hade vær afskilt hele tiden af mure og tremmer så hade det stadig være uhyggeligt og være på øen, og vide han var væk og sener høre han var her. Det hade virkelig gjort hende utryg, ”du må aldrig sådan forsvinde igen.. jeg tror ikke jeg kan tåle vis du forsvandt igen” hun så på ham, og nusse hans kind blidt. Hun elskede virkelig den mand hvad skulle hun dog gøre uden ham. ”jo mere du siger det jo mere bekymre jeg mig” sag hun bare ganske roligt til ham, mens hun holdt panden mod hans og bare nød og mærke ham tæt på og høre hans stemme igen.

Mydall fuldt med inden i stalden, hun kunne ikke se noget som helst før cale fik tændt for nogle lanterner. Hun skulle lige blink lidt og vende sig til lyset inden hun så på ham, og fik et chok da hun så hvordan han så ud. Han line virkelig noget der var løgne! Var det ikke fordi hun kunne kende cale på stemme og hans måde og være på over for hende, ville hun næsten ikke have troede det var ham. ”åh cale..” kom det fra hende, det her var virkelig bare chokerne. Hendes øjne blev blanke, det var svært ikke og blive ked af det på hans vegne. Hun gik hen til ham og forsigtig strøg ham over kinden, ”har ingen tjekke de sår!? Du skal ned og ligge lig nu!” hun så på ham før hun så rundt for at se om hun kunne gætte til hvor han sov henne for han skulle ned og ligge og hvile og det skulle være nu.

[Cale Joseia Nightgale]

De havde fundet hinanden, og det var det, som for Cale egentlig havde den største og vigtigste betydning. Alt det andet, var egentlig helt ligegyldigt for ham lige nu. Han sendte hende et smil og trykkede om hendes hånd. "Jeg har klaret mig til nu.. Der skal heldigvis mere til, før jeg bukker under," forsikrede han.
Cale ønskede slet ikke at tænke på, at han kunne risikere at miste hende igen på et senere tidspunkt, for hånden på hjertet - så var det noget af det sidste, som han ønskede at tænke på lige nu. "Du skal heller ikke tænke på, at skulle undvære mig igen.. For det kommer ikke til at ske," forsikrede han. Denne gang havde han brug for at få det sagt, for denne gang, var det ham, som blev overbevist om det. Han var jo trods alt her, og sammen med hende nu.

Lyset afslørede hans tilstand for hende, også selvom han vidste, at det på ingen måder, var videre positivt, så var det bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det lige nu. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han var virkelig gennemtæsket, og han havde det ikke særlig godt.. Det kunne han i hvert fald mærke nu. "Mydall.." forsøgte han, inden han tog omkring hendes hænder, som han trykkede let i sine egne. Han bakkede forsigtigt og haltende, hen til en større bunke hø. Her dumpede han ned at ligge. Han faldt tungt. "Jeg klarer mig.." forsøgte han igen. Han var en stærk mand.. Han burde ikke være afhængig af nogen!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og holdt blot om hans hånd, hun var så lykkelig for og have fundet ham i live og i god behold. Hun så på ham, og smile lidt ”jeg ved godt der skal meget til.. men jeg bekymer mig stadig.. og det er fordi jeg elsker dig” hun så på ham og nusse han kind ganske blidt.
Mydall så på ham og smile bare som han snakke, ”godt.. for du slipper ikke for mig nu” hun smile og så på ham, og kysse ham på kinden, hun hade ikke tænkt sig og giv slip igen. han var fri.. fri fra arenane og nu ville hun beholde ham sådan her! Hun ville ikke se ham som slave igen, og det ville heller ikke ske vis hun kunne få cale med tilbage og indfri det løft hun hade holdt Demarcus. Hun trykke hans hånd blidt og trak vejre dybt og var bare så glad for at have fundet ham, det var virkelig ikke til og beskrive med ord hvordan hun hade det.

Mydall så på ham, han så virkelig skrækkelig ud og det bekymre hende virkelig. Hun så på ham, som han sag hendes navne. ”ingen Mydall mig her! Kan du ligge dig!” kom det næsten i en kommando til ham, hun fuldt med hende til den større bunke hø han åben bart sov i. hun gispe helt som han bare dumpe ned og ligge temmelig tungt, ”så drop den stædighed! Du ser skrækkelig ud og tydeligvis har du det heller ikke godt! Nu hviler du.. også kigger jeg på de sår i morgen som det første.. ” hun sukke og gned øjnene for tåre. Hun fik lagt sig så hendes menneske krop lå på hans side af hans menneske krop der ikke vent mod hans egen heste krop. Roligt lag hun hans hoved mod hendes bryst, ”hvile her.. og så kigger vi på det i morgen” hun strøg ham blidt over håret og lag hoved ganske let mod hans, og lag armen om ham som støtte så han kunne brug hendes bryst som pude. Hun mærke selv hvor træt hun enlig var nu hun lå ned, og hun sov også temmelig hurtig.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde ikke regnet med, at han nogensinde skulle slippe for Mydall, for det ville han heller ikke! Ikke nu hvor han endelig havde fået hende, som en del af hans liv igen, for det var noget som han havde savnet, og det var han skam heller ikke bange for at erkende for hende.
"Du er her.. Og det er det vigtigste for mig," sagde han med en rolig stemme. Han havde det ganske vidst ikke godt, men lige hvad angik hende, så forsøgte han da, at holde sig optimistisk. Nu var han heller ikke kendt med det løfte, som hun havde givet til Demarcus, om at forsøge at få ham tilbage til øen igen.

Cale lukkede øjnene let, efter han var dumpet ned på jorden. Hun var bekymret.. Det var det eneste, som egentlig gav nogen mening for ham, når hun handlede og reagerede på den måde, som hun nu gjorde det. Han sukkede næsten opgivende. Det gjorde jo ingen forskel!
"Jeg har ikke ladet nogen kigge på det, nej... jeg stoler ikke på dem.." sagde han med en direkte kortfattet stemme. Det havde jo været skræmmende nok, som det var i forvejen. At hun lagde sig ved ham, sagde han intet til. Han savnede det.. havde brug for det, og det var også sådan, at han havde det lige nu. "Jeg skal bare hvile.. så kommer det hele lidt af sig selv.." Han lod armen glide om hende. Han ville have hende ved sig. Det var det, som var det vigtigste for ham lige nu. "Jeg er i live, og jeg trækker vejret.. ikke sandt?" Han tvang øjnene op, hvor han så mod hende igen. Han var langt mere rolig nu, hvor han vidste, at hun også var der.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun hade ikke tænkt sig og slippe ham igen som de stod nu. hun ville følge ham gennem tykt og tyndt og sikker sig han ikke bare forsvandt igen, hun så på ham og smile blidt. ”ja jeg er her.. og jeg bliver her ved din side” hun så på ham og smile blidt, og nusse bare hans kind. Hun håbe dog hun kunne forblive sådan hos ham, og få ham med hjem til øen som hun hade lovet demarcus. Plus det her land var jo det rene vandvid og blive i, der var koldt, folk var farlig og alle stirre på en som var man et misfoster hvilke slet ikke var noget mydall brød sig om.

Hun så på ham som han lag sig, og hun også fik lagt sig ned og lagt hans hoved mod hendes bryst. Hun sukke og så på ham, ”du burt lade dem se på det.. de har jo ikke gjort dig noget ind til videre.. så det kunne vel ikke skade du hade ladet dem kigge på det” hun sukke og så på ham og nusse ham i håret og nød bare hans hoved var mod hendes bryst, hvor hendes hjerte banke fast mod bryste. Hun så på ham, ”det kan godt være du i liv.. men ikke længe med de sår! Vis de går i grim betændels.. uf! Du så stædig som et æsel” hun sukke bare med øjne lukke, hun var virkelig bare træt lig nu. ”jeg ser på det i morgen.. ingen men.. ingen protest for du kan ikke stoppe mig” hun kysse hans panden blidt, og gabt. ”jeg vil dig.. kun det bedste..” mumle hun hvor efter man hørt hende trække vejre dybt, mydall var gået ud som et lys, mens hendes arm om ham lå fast hun hade ikke tænkt sig og slippe bare fordi hun sov, hun lag hovedet mod hans der lå på hendes bryst og sov bare tungt hun trængt virkelig til det.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde det ikke godt, men han stolede bestemt ikke på disse væsner fra fastlandet! I den forbindelse, havde han jo kun mødt Noelle, som var en, som han følte, at han kunne stole på. Det var ikke noget, som han viste for særlig mange.. Noelle og Mydall.. de var vel de eneste i hans liv, som han følte, at han kunne tillade at vise denne side til? Og det var det, som også gjorde, at han handlede, som han nu gjorde.
"Vi har hinanden nu, og det er det, som betyder noget," sagde han med en rolig stemme. Et smil passerede hans læber, selv på trods af træthede, som han følte i krop og sind. Nu følte han så, at han på ordentlig vis, kunne give efter for det, som han ikke havde gjort det tidligere.

At hun skulle hundse sådan rundt med ham, indikerede da kun en ting for ham: At hun ikke var ligeglad, og at hun var bekymret for ham. Han kunne jo godt lide det. "Jeg vil ikke lade dem kigge på det.. Jeg stoler ikke på dem," sagde han direkte.
Cale vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Han lagde armen omkring hende, hvor han let trykkede hende ind mod sig. At hun ville tilse dem, havde han det langt bedre med. Han stolede jo trods alt også på hende. "Men det er ikke sket.. du kan tilse dem i morgen.. Jeg vil hellere lade dig gøre det.." At der så ikke kom nogen svar, forundrede ham lidt.. Han hævede blikket en anelse.. kun for at se hende sove. Han smilede svagt for sig selv, inden han selv lagde sig til. Der gik heller ikke lang tid, før han var faldet i søvn.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og strøg ham blidt over kinden, at han ikke stole på folk fra fastlandet kendt hun selv for godt til. Efter det hun hade opleve stole hun heller ikke på dem, de var jo radsomme de væsner der boede her. Hun så på ham og trak vejre dybt og kysse ham på kinden. ”ja.. det er vigtigst.” hun så på ham, og nød bare og være sammen med ham. og nød bare de var sammen igen, hun hade virkelig savne ham og hun hade slet ikke kunne klar tåle den tid hun hade være alene på den måde. Selv om hun normalt var alene så hade hun mangle de tider de var sammen ved hans tidligere herre, for det gjord jo hun ikke var helt alene. Hun så på ham og nusse bare blidt hans kind og klemt hans hånd.

Hun hade bare ligge ved ham, og lytte bare til det han sag mens øjne var lukke. Hun var for træt til og åbne dem igen, ”gør jeg heller ikke.. men det burt du have bid i dig.. de sår skal ses på” insister hun og sukke bare opgivenderne, så stædig som han var. Hun mærke han trykke hende ind til sig, og hun trykke der for hans hoved mod hendes bryst, hun smile svagt i søvne og sov bare tungt. Hun ville se på hans sår næste morgen, og få dem renset godt igennem og sikker sig der ikke var betændelse i nogle af dem. Og så måtte hun have noget mad, hun var virkelig sulten efterhånden og det kræve noget og flygte og flytte den stor hestekrop man nu en gang hade.

Næste morgen, vågne mydall først tæt på middag. Hun hade virkelig trængt til den søvn, hun åbne dog sløvt øjne og kigge rundt. der gik lidt før hun sådan huske hvad der skete, og kigge ned på af sig og så på cale der sov. Hun smile blidt og sukke lette for at se det ikke var en drøm, plus hun opdage det var første gang de to sov sammen. Hun smile stort og kysse forsigtig hans pande, hun kom forsigtig ud af hans arm og kom op og stå. Hun kunne mærke de to ben hundene hade bidt i gjord ondt og kigge ned mod sit ene forben, det var lidt hævet skønt der var betændelse nu. hun sukke og halte så stille hun kunne, mens hun ledt efter en spand som hun så ville have fyldt med vand så hun kunne få renset hendes og cales sår.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste, at han var stædig, for det havde han alle dage været, så det var heller ikke noget, som kunne komme bag på nogen. Han vidste at han burde have ladet nogen kigge på de sår, men det var fuldstændig uaktuelt for hans vedkommende! Ikke i verden, om han ville lade andre end Noelle kigge på dem, og af hvad han vidste, så var det slet ikke noget, som hun var i stand til på nuværende tidspunkt.
"Men nu er du her til at gøre det, så kan du tilse dem i morgen," sagde han med en oprigtig stemme. Det var jo ikke fordi at han ønskede at lægge meget mere i det. Hun var bekymret, og det varmede ham virkelig. Ingen tvivl om det. Hun skulle nok få lov til at få tingene tilset, og nu hvor de endelig var sammen igen.

Det lignede slet ikke Cale at sove længe, men denne gang var det som om, at han rent faktisk kunne slappe af, nu hvor han havde hende ved sin side.. og han var fri. Han var langt mere afslappet nu! Det var kysset mod hans pande, der tildels måtte vække ha, hvor han ellers blev liggende, da hun rejste sig op. Hans blik fulgte hende. Hun selv, så heller ikke ud til at have det godt. Han trak vejret dybt. "Du ser heller ikke ud til at have det godt, Mydall," kommenterede han endeligt. Det var uden tvivl noget, der bekymrede ham, og han kunne jo bestemt heller ikke lide det! Overhovedet ikke faktisk! Han satte hænderne i jorden, hvor han hævede sig en anelse, så han kunne lægge sig op i stedet for. Her nu hvor solen var oppe, kunne han da tydeligt se hvordan hun så ud, og godt, det var det ikke!

[Mydall Lupita Vivar]

Han var virkelig stædig det hade mydall oplevet, og det hade sin charme men gud hvor var det da irriterende også. For se nu hans sår han trængt til og få tilset dem. Men hun vist også at lig meget og prøve og snakke ham til fornuft for ja, stædig var han! Hun sukke bare og så på ham, ”du kan tror jeg tilser dem i morgen! ” hun så på ham og trykke sig bare ind til ham, hun var bekymret for hun elskede ham og hun kunne ikke lig og se ham i smerte på den måde! Langt fra!

Mydall dreje hovedet mod ham da han snakke, ”du burt se på dig selv før du taler.. du ser værre ud.. det her er bare små skrammer” hun smile og så på ham, ”prøve og sov lidt mere, mens jeg får fundet en spand og fyldt vand i så vi kan få renest dig godt og grundig” hun så på ham før hun humpe videre, hun fandt en spand til sidste og fik det værste snavs ud. Hvordan mund folkene der eje stedet ville sig til der nu pluslig var 2 kentaur på deres jord? Mund hun ville blive jagte væk? eller bedt om forklaring? Hun vist det ikke. Men hun fandt da ud af stalden, hestene kigge på hende selv de syntes det var underlig og se et menneske med heste krop som dem. Hun kom tilbage lidt efter med spanden fyldt med vand, hun hade også fundet et stykke stof hun kunne bruge som klud til og rense sårene med.
Roligt humpe hun ind til cale igen og fik lagt sig ned, ”så nu ligger du bare stille og så tjekker jeg dig fra top til tå på den her side og bag efter må du op og stå så tager jeg den anden side” hun så på ham og strøg ham blidt over kinden inden hun fik stoffet vådte og vrede op inden hun forsigtig men bestemt begyndt og rense de sår der var værst.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall var virkelig en hønemor, og Cale måtte jo indrømme, at han et sted godt kunne lide det, da det var meget rart, at der var nogen, som rent faktisk kun tænkte på hans bedste og velbefindende, for det var jo heller ikke ligefrem noget, som han var vant til, kunne man sige. "Jeg kan ikke sove mere.." forklarede han roligt, da han så hvordan hun humpede ud af staldene.
Hvordan de andre måtte tage, at der pludselig var to kentaurere her, vidste han ikke, og han var ligeglad. Hvis de lagde en finger på hende, ville han da først for alvor gå amok. Ikke ønskede han at flere skulle have lov til at lægge en finger på hende, for det var en tanke, som rent faktisk gjorde ondt på ham. Ikke ønskede han, at det var noget som skulle ske igen!

Da hun kom retur, vendte han blikket i retningen af hendes skikkelse. Han lå endnu ned, men ikke helt på siden. Hans hestekrop særligt, var præget af frygtelig mange ar, sår og mærker. og det samme med hans menneskelige. Det havde uden tvivl reddet hans liv, at dem fra fastlandet var kommet, men det var ikke ensbetydende med, at han ønskede at blive her, kunne man da sige.
Cale fulgte hende med blikket, hvor han selv tog imod de strøg over hans kind. Det føles virkelig, virkelig rart, at hun gjorde det. "Du er altid så god ved mig," sagde han endeligt. Han fulgte hende med blikket, og med et stille smil på læben. Han havde det allerede bedre nu.. Selv på trods af smerten i hans krop.. over deth ele!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så roligt på ham, hun kunne godt være noget pyller om dem der betød noget for hende. Men manden tog jo ikke vare på sig selv så måtte hun! og hun ville begynde med de sår for de skulle renses. Hun så på ham, ”okay men så bare bliv liggenden okay” hun så på ham før hun forlod stalden, folk på stedet gloede godt nok på hende. Forstålig nok hun kom jo ud af det blå, plus hun var en kvindelig udgave af en kentaur og det hade de jo ikke set før. Hun ture ikke tænke på hvad de mund tænkt om hende, hun fik bare vand i spanden og retunere så ellers tilbage til cale.

Hun så på ham som hun humpe hen til ham, hun kigge på de mange ar, sår og mærker. Der var nok sår og klar for aren kunne hun ikke fjerne, hun så på ham som hun fik lagt sig og vredet stoffe for vand. Hun smile blidt ”nogle skal jo være god ved dig, så hvorfor ikke en som elsker dig ” hun smile bare og begyndt ellers og rens sårene først på hans heste krop, hun gennem kemme ham for så. På maven, under bene, oven på bene, bed hovene, ved låren, ved halen, og på toppen af ryggen hun kunne se. Hun måtte vride stof klumpen op med vand flere gang for den samle hurtig snavs og betændelse, da hun hade klar den side af heste kroppen begyndt hun på såren på hans menneske krop. Hun var forsigtig men også hård vis en af såren var svær og rense men hun prøve ikke og gør så det gjord for ondt, hun så på ham som hun rense nogle ved hans hals. ”håber godt nok jeg aldrig skal rense så mange så på dig igen på samme tid..” hun så på ham og lag panden mod hans, mens hun hade stof kluden mod hans bryst.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall havde nu altid været god ved ham. Det havde hun været, siden han havde mødt hende første gang, så dette var ikke ligefrem noget undtag. Han kunne godt lide det, også selvom det endnu var ham meget uvant. Han blev liggende til hun kom retur til ham igen. Hun selv så ikke ud til at have det særlig godt, og det var bestemt ikke en tanke, som han kunne lide, for han foragtede virkelig at hun skulle se sådan ud!
"Det har du ret i.. Så lad mig tilse dine sår bagefter," bad han. Han kunne jo se, at hundene havde været hårde ved hende.. Særligt sådan som hun humpede, og tog han ikke meget fejl, så var hun også hævet. Det var en tanke, som gjorde ham vred!

Han lod hende vaske hans sår, også selvom mange af dem, faktisk var meget dybe, og visse kunne stadig bløde, så dybe som de var. Han sukkede let. At hun rev i enkelte af dem, tog han sig ikke af. Det var ikke en smerte som han ikke kunne overkomme i hvert fald.
"Du har nu altid været så god ved mig, Mydall.. Hvad har jeg gjort, for at fortjene sådan noget?" spurgte han roligt. Hun havde forandret ham.. Vist ham, at der var en verden derude for ham, hvor han ikke behøvede at være hård og brutal, men at han bare kunne være sig selv. Det var bare underligt, uden et våben i hånden, hvor han skulle kæmpe for sit liv. Han lagde panden mod hendes. Hånden hævede han og strøg over hendes kind.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, som hun kom ned og ligge og så bare på ham. hun hade ondt, de to steder hundene hade bidt gjord en del ondt. Sårene var hæve og begyndt og blive betændte men det var ikke så slemt som hans, hun hade kun enkle rifter ellers og mærker fra rebene var stadig synlig, og ville nok være et stykke tid i nu. hun så på ham som han bad om og få lov og se hendes sår bag efter, ”okay.. så lad gå” hun så på ham, og fokuser ellers på at rense hans sår roligt.

Hun så på ham mens hun rense sårene, de dybeste skræmt hende mest i sær når de begyndt og bløde igen. hun så på ham, som han snakke. Hun smile blidt og tænkt lidt, ”i starten.. var det fordi.. jeg hade ondt af dig.. at se dig slogs og så bare blive sat i den cell.. det gjord rigtig ondt og se, når jeg ved hvordan en normal kentaur mand burt leve, hvordan han burt have det” hun så på ham og smile skævt ”så det var vel for og løft dit humør lidt.. prøve og linder din hverdag en smule.. men.. så begyndt vi og snakke sammen, jeg lært dig beder og kende og jeg begyndt og se den her.. omsorgsfulde mand, der blot hade en uheldig skæbene, og som faktisk lytte til alt min snakken..” hun så på ham og nød hans hånd mod hendes kind, ”og før jeg vist af det.. var jeg forelsket og opsøge dig mere og mere, til jeg ind da fuldt efter dig her til” hun så på ham og smile blidt og så på ham. hun vaske forsigtig hans ansigt inden hun lag kluden i spanden, ”så må du op og stå cale.. så jeg kan tjekke den anden side” hun så på ham og smile blidt, inden hun tvang sig op og stå igen.