Carmine Jordin Marlineo

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine | Jordin | Marlineo

Fulde navn: Carmine Jordin Marlineo
Alder: Ukendt
Race: Fuldblodsvampyr
Job: -
Status: Ugift og ikke i forhold.

Våben: På trods af at Carmine er temmelig trænet i våben, så er det ikke noget han bære på sig overhovedet, han foretrækker vampyrens styrke som våben, og intet andet. Desuden så har han en tanke der siger, at de er for tunge at bære, dovenskaben længe leve. Det der for alvor er hans våben, er hans kendskab til kroppen. Efter de mange års tortur, har han lært de mange punkter at kende, og han ved hvor han skal ramme i langt de fleste tilfælde. Desuden så har en god talegave, der kan gøre ham til en meget overbevisende mand, og en forbavsende god løgner. Man kan også sige, at Carmine efterhånden har nået en temmelig høj alder, og dermed er hans overnaturlige styrke temmelig kraftig, og han slår umådelig hårdt, sammentidig med at han jo selvfølgelig har sin hurtighed og smidighed, man bør ikke ligge sig ud med ham, eller undervurdere ham, på grund af den snedige og strategiske stil han køre, det er helt sikkert.

Udseende og tøj: Carmine er en mand med alt hvad det indebære, også når det kommer til hasn udseende. Han har altid været glad for kvinder, og derfor har han også gået meget op i hans udseende, i mange år efterhånden. Selvom han er vampyr, så er han trods alt oppe i alderen, og alligevel har han i den grad udseendet med sig. Af bygning er han høj, og med brede muskuløse skuldre, der runder ud i et fremtrædent og fast bryst der næsten for ham til at se en smule stor ud. Desuden gør han meget ud af, at have en rank holdning, så det for alvor kommer til udtryk. Han klæder sig mere eller mindre altid, i et par ganske normale bukser, og med en løs skjorte der afslører en anelse af det letbehårede bryst. Han har et meget intenst blik, der dog kan virke lidt skræmmende på mange, fordi hans arrogance står direkte ud af det. Hans hud er selvfølgelig bleg og kold, eftersom han er en vampyr med alt hvad det indebære. Dog er huden præget af flere gamle ar, specielt hen over brystet og ryggen, hvilket han priser sig lykkelig for, at han er i stand til at skjule. Hans ansigt er meget smalt og dog temmelig markant, med et kraftigt kæbeparti, og et blik der i sig selv udtrykker hele hans person, malet i en smaragdgrøn farve, der giver hans ansigt meget mere karakter. Selvølgelig kan hans alder også ses, ved de små rynker ud for hans øjne når de smalle læber lyser op i det kølige, arrogante smil. Selvfølgelig er han også ejer af et sæt sylespidse tænder, som ingen ønsker at komme for tæt på, han gør heller intet for at skjule dem, fordi han er stolt af sit væsen. Hans ansigt er desuden præget af en let skægvækst på hagen og omkring munden, hvilket også får ham til at se mere voksen ud. Hans ansigt er omgivet af halvlant blond hår, der når ham skuldrene, og skifter mellem at hænge løst, og være redt tilbage i en stram hestehale. Han foretrækker dog at have det hængende, eftersom hele hans venstre side af halsen, er forbrændt af gammel sollys, og den dag idag, stadig har udseendet af brændt kød. Sidst men ikke mindst, sætter han ofte sit præg med smykker, heriblandt ringe, er specielt en stor del af ham, ikke mindsy nu hvor han har pengene til overhovedet at kunne opdrive smykker.

Personlighed:Carmine er i det store og det hele en meet anonym mand. Han elsker at stå frem, og han elsker at prale med det han nu har at prale med, men han holder sig samemntidig i bagrunden med mindre det er hans tur til at skinne lidt. Han er en meget ambitiøs mand, der går meget op i det arbejde som han nu må have, og han viser den tydelige loyalitet overfor sin leder, som også er den eneste han har respekt for, resten ser han som folk under ham, og på ingen måde værdige for hans opmærksomhed. Dog er han en høflig mand, der holder på manérene, selv på trods af den manglende respekt han har for andre. I det store og det hele så foretrækker han at holde sig for sig selv, han er ikke til de store sociale grupper, ej heller selvom, han befærder sig ganske udemærket med flere væsner af gangen. Dog har de fleste svært ved at tackle hans ærlighed, og de meninger som han må bære, og som det som oftest, er umuligt at rykke med, hvis først han har fået dannet sig et. Han er i det store og det hele en meget selvstænidg mand, der nyder at gøre tingene selv, så han ved præcis hvad pokker det er han laver. Desuden så har han en indre ro, hvilket blandt andet også har været med til, at han aldrig er blevet grådig, men altid har haft sin sult under kontrol i modstæning til Alex. Uadtil virker han umiddelbart som den mest arrogante mand der kan gå på jorden. Han har en stolthed, og den er tydelig fra det øjeblik man ser ham, det stråler langt ud af den selvsikre mine og det selviske smil, noget som han heller ikke vil komme uden om, at han nok her. Han kan tage ansvar for en større gruppe mennesker, men når alt kommer til alt, så er det ham selv og hans egne behov som det må omhandle. På grund af fortiden er han en ekstremt indelukket mand, der holder kortenen tæt ind til kroppen, og er meget påpasselig med, hvem han fortæller noget som helst til, og store dele af hans liv nægter han at snakke om. Han er en mand bygget op af en slående nysgerrighed, der giver ham motivationen til at arbejde hårdt, og tillærer sig den viden som ellers må følge med, hans elsker desuden at gå i dybden med mere eller mindre alt, og han er desuden god til at tænke i andre og mere kreative baner, end som så. I den post han sidder i, er han også blevet tvunget til at være en meget regelret mand, hvilket han bestemt heller ikke tager forgivet, han håndhæver selv lovene, og han straffer de som bryder den, uden at tøve det mindste.
Det at han er mystisk og indelukket, gør ham også til en udemærket strategiker, ikke mange kan regne ud hvad han tænker eller overvejer, og eftersom han ikke kun er en intilligent, men også en ekstremt listig mand, så giver det ham fordele i kamp, også selvom han som regel er for fredelig til den slags, hans selvbeherskelse rækker for langt, og netop af den grund, har han altid været hjernen bag, mens Alex har været musklerne, og sådan fungere det selv den dag idag. Når det kommer til romantik, så er Carmine meget den frie fugl. Han nyder af kvinders selskab, og han tager ikke nej for et nej, han ved hvad han vil have og så skal han nok få det, om han så blot skal tage til sig, hvad han ønsker. Han har sin betydelige charme, og han har den selvtillid der kan lokke de fleste, han kan være den mest kærlige mand, og finde en romantisk side frem, der dog kun et et ringe dække, og efter hans behov er stillet, mister han igen respekten for kvinden, og udelukkende på grund af, at han har svært ved at skulle binde sig til andet, end hans egen leder, som i dette tilfælde er hans ´bror. Han er en mand med ordet i sin magt, og han har en helt naturlig overtalelsesevne, der sammentidig gør ham til noget af det mest manipulerende, man kan komme i nærheden af, han gør brug af det når det er nødvendigt, for han er heller ikke typen der direkte bryder sig om at lege. Han nyder at udfordre sig selv og andre, på alle tænkelige måder, ikke mindst så nyder han at prese sig selv, både af krop, sind og sjæl. Han er en ærlig mand, og dog skal man ikke altid tage hans ord for gode vare, for som oftest gemmer moralen sig et sted bag en dum eller uforstående kommentar han skænker. Han også meget impulsiv af sig, og på trods han er eftertænksom, så nyder at som sagt at udfordre sig selv, og derfor kan han også fint, finde på at gøre det første det end må falde ham ind, om det så er en god eller skidt ting, afhænger af situationen selvfølgelig.

Fortid: Carmine blev født i en anden tid, hvor verden slet ikke var så udviklet. Vampyrene stod dengang som en form af hovedrace, og dog så var andre begyndt at true dem heriblandt alkymister, warlocker, dæmoner, valkyrier og magikere. Menneskene havde udviklet sig, og var begyndt at få egenskaber, som vampyrene ikke havde set komme. Den ædle race ønskede selvfølgelig på ingen måde, at give stormagten fra sig, og sammentidig så ønskede ingen af de ’nytilkommende’ racer, at være underangeret. Derfor begyndte vampyrene at klargøre et forsvar, bestående af vampyrer der var ment til at kende de bedste forsvarsteknikker, udelukkende fordi de kendte enhver svaghed og enhver styrke inden for deres race. Før at dette kunne lade sig gøre, skulle man finde de styrker og svagheder, afprøve gamle myter. Rigmandsherre fik opgaven stillet, udelukkende fordi de havde både plads og mulighed til at fører de mange eksperimenter. Mænd og kvinder af vampyr racen, fik muligheden for at melde sig, give deres børn til en større sags tjeneste, og fik tilgengæld udbetalt dyre domme af guld og sølv. Carmines mor, var en fattig kvinde der var endt i ufører med en tidligere adelsmand. I ren raseri over den mand som havde snydt hende, gav hun drengen væk og lod ham indfinde sig som et eksperiment. Efter fødslen, blev han straks taget fra hende, og bragt med sig til hjemmet. De første år levede han som enhver anden dreng. Disse mænd bag eksperimenterne havde hjem for de nydfødte, hvor de blev opdraget, til de ville være gamle nok til eksperimenterne. Carmine var i en familie med flere andre børn. Han blev taget sig godt af, og levede det trygt sammen med den familie. Den nat han rundede 500 år, var dette dog slut. En ung vampyr på hans alder, kom med en langt ældre, for at hente ham. De virkede begge kølige, og ekstremt ligegyldige, selvom han havde et godt øje til den unge pige. Det var hendes ord der drev ham til at tage med, for han kaldte og skreg på den kære familie, der ikke havde andet valg, end at lade ham gå. Hele vejen holdte han den unge pige Valaries hånd, knugede den ind i hans. Det store palæ der spejlede sig for hans blik, var dog alligevel noget som drev hans nysgerrighed. Carmine lod sig fører med indendøre. Hallen var smuk, i forhold til noget han nogensinde før havde set. Der duftede af blod, sød blod der blev hældt op, af en kvinde han kunne ane i køkkenet. Forhåbninger voksede i den lille dreng, og blev knust igen, da Valarie slap ham, og søgte mod hendes eget værelse. Den fremmede mand førte ham med ned i dybe kældre regioner. Der var knapt så hyggeligt. De passerede flere lokaler, hvor han gennem dørsprækkerne, kunne ane uhyggelige skygger af genstande. Helt bagerst lød der en summen af snak. Manden klappede ham uden så meget som et ord på skuldren, og låste celledøren op. Flere drenge og piger sad derinde. De fleste snakkede, og legede med de ting de havde kunnet finde. Ingen lagde mærke til det, et nyt barn iblandt var på ingen måde nyt.
Carmine stod alene og så på alle børnene. Ingen ænsede ham overhovedet. I et hjørne sad en dreng, lidt ældre end ham. Hans overkrop var blottet, og forbrændt. Knægten ænsede ikke nogle af børnene. Carmines madras lå ved siden af drengens. Den mørke kælder, tillod ikke nogle former for sollys. Som ham og drengen lå ved siden af hinanden, og alle andre børn sov, det var der de første gang faldt i snak. Carmine var nysgerrig, go ikke mindst bange, og Alexander kunne fortælle ham hvilke grusomheder, der fandt sted på det palæ, grusomheder som Carmine måtte gennemgå flere år efter. Dag efter dag, eksperimenterede den ældre herre. Ham og Alexander, blev bragt ind sammen, gennemgik de samme ting, hvilket skabte et bånd mellem dem, som havde de været brødre. Det var tortur fra dag til anden, ikke nok med at det arrede ham på ydersiden, så arrede det også på indersiden. Tanken om at være ment til, at rådne op på et sted som dette, blive testet og testet til han ville ende som en bunke aske, det var slet ikke en tanke som han måtte hue.
Jo ældre de blev, jo mere frihed fik de også. Carmine selv, sad altid på sin madras og tegnede, mens Alexander sad og drillede ham som enhver anden bror ville gøre det. De var blevet lænket på hænder og fødder til hinanden, og selvom han i tide og utide følte for at stikke Alex en, så ville han heller ikke undvære ham. Som de voksede op, blev de også til stedets ballademagere. De gjorde oprør, og Alex havde en umådelig evne til at overtale ham til mere eller mindre alt. Under de mange torturer stod desuden den unge kvinde, Valarie, som hurtigt var blevet hans store svaghed. Når hun var i nærheden forsøgte han virkelig at bide tænderne sammen. Den eneste overlevelse der var, var at bide tænderne sammen og være afvisende overfor alle, kun at stole på sig selv, for selv mentalt blev de kørt på. Her var Alexander, for hans vedkommende en enorm undtagelse, eftersom det var hans bedre halvdel.
Om aftenen når de andre var faldet i søvn, lå de og drøftede frihed. Hvad der ville være uden for disse murer. Der gik ikke lang tid, før Alexander endnu engang havde overtalt ham til at lave narerstreget, denne gang langt mere farlige end de forrige. De næste ugers tortur føltedes ikke nær så strenge, med den vidden om, at de ville forsøge at komme ud. Enten ville de dø her, eller også ville de dø i forsøget. En måned efter, skete der et brud i rutinen. Denne gang var det mandens datter, den smukke Valarie, der skulle fører kniven. Smerten jog igennem ham, og han hørte Alexanders skrig. Den eneste vej ud måtte være hende. Selvom Carmine var udmattet efter flere timers tortur, og knapt istand til at gå, så tvang han direkte sulten frem i det indre. Få sekunder efter, lå tænderne dybt begravet i hendes hals. Modsat Alexander, så havde Carmine en styrke i kontrol, og han var udemærket klar over bevidstheden idet han satte tænderne i den stakkels unge kvinde. Kort efter blev de placeret i en celle fra de andre børn. Valarie kom ned den aften, og blev hele deres flugtvej. Alexander kendte i det store og det hele ikke noget til hans aftaler, med den unge tøs. Det var bestemt ikke nemt at stikke af, og det måtte gøres lige for solopgangen. I flere timer sad de i et skab, lige nær udgangen. Først nåpr mørket faldt på, kunne de atter stikke af. Friheden var noget ganske andet, end de to unge mænd havde regnet med. For flere måneder, drog de omkring, og lavede egentlig intet. De stjal fra købmænd, for det var deres eneste mulighed, og om dagen søgte de mod kirkegården i centrum, af det der senere blev Manjarno. De boede i et mousuleum, og i det store og det hele klarede de sig fint.
Årene gik, mens han selv og Alexander forsøgte at sunde sig efter de mange år i fangeskab. De skiftedes til at tage, tog af det bedste af det bedste. Friheden gjorde Alex grådig, han kunne ikke få nok, og bukkede under blot ved lugten. Carmine derimod, havde lært at tackle den evige sult. Det varede en lang årrække, hvor Carmine måtte finde sig i grove overfald, fra den mand som havde fået størst betydning for ham, udelukkende fordi han ikke kunne styrer sin sult. Alligevel lykkedes det på et punkt. Begge drak de udelukkende af kvinder. Midt i alt sin grådighed fik Alex direkte vanvittige idéer. Han ahvde hørt af Imandras trone skulle være under et større kaos, og han brød sig ikke om landets daværende dronning. Carmine var sikker på at hans kære bror, gjorde grin med ham, da han påpegede at han ville tage tronen. Det endte ud i et større skænderi, der resulterede i at Carmine direkte vendte ham ryggen og gik. Han nåede dog ikke langt, før han igen måtte tænke på de ting de havde været igennem, og at Alex måtte holdes i snor hvis han skulle stå som konge. Det tog ham mange kvalere, men et par timer efter, vendte han endnu engang snude hjem over, og hjalp Alex med at gøre sig et statskup, hvilket lykkedes.
Blot dage efter trængte de ind på slottet, til deres held var dronningen end død, og det var ganske let for Alex blot at vade ind og sætte sig på tronen. Carmine sad som hans rådgiver, selvom han mere eller mindre var anonym, ingen kendte til hans tilstedeværelse som sådan, for det havde været hans krav, han ville ikke udstilles sådan, han job var at holde Alex i snor. Gennem længere tid, forsøgte han at overtale ham til, at vænne sig af med den store fråds i form af blod, men han nægtede hver eneste gang, og det løb løbsk hver eneste gang. Det var specielt danserinderne der led under hans endegyldige sult, han bad dem danse for ham, og åd af dem alle sammen, og Carmine afskyede tanken. Derfor var det ham en enorm overraskelse da Alex bad ham om at hjælpe ham med sulten. Der gik uger før det gik op for ham hvilken grund der lå bag, men selvfølgelig hjalp han glædeligt til, men at en kvinde skulle være ansvarlig? Det tog lang tid, og Alex stod selvfølgelig ikke til at ændre som sådan, men han kæmpede og han havde sin motivation. Da Alex flere år senere blev smidt af tronen, lovede han at tage sig af den yndige danserinde, der end ikke vidste at han måtte eksistere. Han havde daglig kontakt med Alex, og han var den første der stod til at ønske dem tillykke. Eftrfølgende flyttede de til Dvasias, fordi Imandra stod til en anden magt, og først her, begyndte han for alvor at få en større betydning.

Minder: - Hans år hos den familie, han blev passet af
- De mange år med den uendelige tortur og besættelsen af hans herres unge datter
- Da ham og Alex flygtede fra hjemmet, og søgte mod friheden
- Bekæmpelsen af Alex’s evige sult
- Da Alex indtog tronen, og lod ham stå som hans trofaste rådgiver
- Det nye liv i Dvasias, der var anderledes fra alt det han nogensinde havde prøvet

Styrker: + Hans overnaturlige styrke – På grund af hans alder, er den temmelig kraftig, desuden er han umådelig hurtig.
+ Ekstremt manipulerende – Kan virke mere overbevisende end hvad godt er
+ Ekstremt intilligent både når det kommer til almen viden, men også i kamp hvor det hænger sammen med at være strategisk og snu
+ Hans indre ro og selvkontrol der gør at han kan holde sig selv i snor
+ Meget ansvarsbevidst og hårdtarbejdende, gør hvad der skal til

Svagheder: - Som enhver anden vampyr hader han ild, også fordi han selv er blevet brændmærket af den engang i fortiden.
- Kvinder – Har altid været en af hans største svagheder, den nydelse og den anerkendelse det giver ham, og han tager ikke nej for et nej
- Selvisk
- Hans fortid, specielt når det kommer til den lange tortur, hverken ham eller Alex har været i stand til at tale om det før
- Indelukket – Han beskytter sig af facader, der skræmmer andre væk, dermed er der ikke mange der overhovedet bryder sig om ham

Kendetegn: Brændemærket ned over hans hals og skulder, som han fik under en tortur på det gamle hjem, hvor han blev tvunget til at stå i sollyset i sekunder. De andre sår fra den episode, er vokset sammen på grund af hans race og evne til at heale hurtigt, men lige det sår, har stadig udseende som et kødssår.

Tilholdssted: Dvasias

Andet? Ikke nu

Signatur: Alexander Skarsgård

[Jarniqa Dynithril]

Godkendt!