Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

Bare de hade det godt skulle det hele nok gå, det var adeline sikker på. Hun smile bare, glæden var tydelig i hende, og hvorfor skulle det være anderledes? Hun var jo komme ind et godt hjem, hendes datter hade fundet en far, hun hade fundet en ny ven med muligheder for mere med tiden? Og de alle kunne enes kunne hun bede om mere? Hun så på lucas, og smile bare og lo bare og så på ham. ”sandt nok sandt nok.. fars lille pige” hun smile og så på ham, mens hun lytte til claudia der hoppe rundt og var lalle glad og grine mens hun sang den samme sang om og om igen omkring adeline og lucas kys.

Roligt hade adeline bare gået i køkkenet for at pakke ud, så det kom på plads. Så mange hun bare kurven med tøj og få det lagt på plads men det hast ikke så meget. Hun så på lucas som han snakke ”det kan jeg godt forstå, det bliver dejlig med ekstra plads til claudia” hun smile bare blidt og så på ham som han læne sig frem og kyssede hende, meget forsigtig igen. den rødelig farve tog igen fat i hendes kinder, roligt lukke hun øjne og gengældt det forsigtig kys, hun kunne jo lig det så hvorfor tøve? Hun sukke svagt, og holdt bare kysset hun ville lade lucas bestemme hvor længe han ville holde kysset, claudia skulle de nok ikke frygte så dem hun hade for travlt med og synge og hoppe rundt inde i stuen.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var meget overbevist om, at de nok skulle få det rigtig fint sammen. Det var et mål for ham i hvert fald, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han sendte dem begge et varmt smil. Han havde fået en rigtig god ven, som han også kun måtte håbe på, at der ville komme noget mere sammen med på et tidspunkt. Man kunne i hvert fald håbe på det, og den tanke, var virkelig, virkelig rar. Han nikkede mod hende og med et smil på læben. "Nemlig.. Og jeg elsker det," sagde han denne gang. Den rolle som fader, tog han da hellere end glædeligt på sig, og særligt når det var denne her vej, det måtte gå. Der skulle udbygges, så de alle sammen kunne være der. Frem til da, måtte de bare komme hinanden lidt mere ved, end hvad de havde gjort til nu.. Men det overlevede de vel også?

Det var at gå hurtigt for dem, men Lucas følte, at det var på sin plads. Desuden virkede det heller ikke til at Adeline havde noget imod det. For ham, var det næsten det vigtigste. Han kyssede hende. At hun så besvarede det i den forstand, havde han slet ikke noget imod! Han smilede let til hende, som han selv valgte at bryde det. "Jeg er sikker på, at vi alle sammen får det rigtig godt her." fortalte han denne gang. Han vendte sig mod Claudia, som han endnu måtte have på armen. Den var også begyndt at sove, men at give slip.. Det kunne han da slet ikke få sig selv til. Han holdt virkelig forbandet meget af dem begge to. Han vendte sig mod Claudia. "Er du klar til at komme ned?"[/Color] spurgte han denne gang. Han trykkede hende let ind mod sig.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile bare, det hele skulle nok gå. Hende og lucas kunne jo enes og hade da temmelig godt sammen som venner, forhånlige mere som tiden gik men for nu en rigtig god ven hun hade kysset lidt med. hun så på ham og smile bare, som han sag han elskede det ”mhm det har jeg godt lagt mærke til” hun smile bare, det var tydelig lucas nød sin nye far rolle, han gik i vært fald all in på det hvilke var ret sødt og se på. Og claudia nød tydeligvis at få den opmærksomhed og kærlighed fra ham, som jo ikke var det samme som fra ens mor. Adeline var sikker på de nok skulle klar den til udbygning var klar, og at det heller ikke gjord noget de kom hinanden mere ved den næste tid ind til den udbygning var klar, det skulle de nok overleve så det tog hun ikke så tungt.

Adeline han roligt gengældt hans kys, hvorfor skulle hun ikke? Hun kunne godt lig de kys han hade give hende, og omvendt dem hun hade give ham. hun så på ham og smilebare blidt, da han brød kysset af sig selv. Hun så på ham og nikke bare, ”det jeg også ret sikker på” hun smile blidt og så på claudia der sjovt nok igen hang på hans arm. Hun lo lidt, ”claudia ned fra lucas arm inden den falder helt af” claudia så på dem ikke videre meget for det men ned kom hun da, i steden for kramme hun sig bare ind til hans mave adeline lo ”hvad med i to laver noget sammen så får jeg sat alt på plads, og så skal du have et bad unge dame” hun smile blidt, hvor claudia utydelig brokke sig ind mod lucas mave, tydeligvis ikke en der var vild med og skulle i bad.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas elskede virkelig det her, og det kunne han heller ikke skjule. Det ønskede han faktisk slet ikke at skjule. De gjorde ham glade, og de gav ham en grund til at smile. Og at de allerede nu, dagen efter de havde mødt hinanden, kunne kysse lidt, gjorde det da også kun bedre! Et smil passerede kort hans læber. "Du er perfekt," sagde han denne gang. Han ønskede jo bare, at hun skulle vide, hvad det var for en fornemmelse, som hun efterlod ham med. Og Claudia også for den sags skyld, for det skulle man da endelig ikke glemme. Ikke hvis det var noget, som man kunne undgå i hvert fald. Han smilede let for sig selv denne gang. Han kunne jo slet ikke lade være, når han var omkring dem.
Claudia lod han glide ned af hans arm, og stillede hende ved siden af sig. Hans arm summede helt efter at have båret på hende så længe. Det var nu ikke fordi at det var noget som havde gjort ham det mindste. Tvært imod, for han kunne jo godt lide, at stå der sammen med hende, og særligt hvis han fik muligheden for at gøre det igen.

"Det lyder som en fornuftig idé.. Min mave begynder også snart at brokke sig." Før de var kommet ind i billedet, havde han nu heller ikke været særlig god til at passe på sig selv. Han vendte blikket mod Claudia. "Så hvad siger du? Skal vi tage en flyvetur?" spurgte han denne gang med et stille smil på læben. Han ville jo gerne. Han elskede jo virkelig det familieliv, som han pludselig havde fået.
Lucas vendte sig mod Adeline. Igen fik hun et kys på vejen. "Vi er lige udenfor," endte han denne gang, inden han gjorde tegn til at hun skulle følge med. Lige en flyvetur inden, var vel en god ting? Og så havde hun andet at tænke på imens.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline nød virkelig det her, det var en fantastisk føle igen og have et familie liv som hun jo bare gerne ville have. Lucas gjord dem glad, det kunne hun se på claudia og føle på hende selv. At der kun var gået en dag siden lucas mødt dem, og allerede nu kunne hende og lucas små kysse og flirt lidt med hinanden, det var en helt ubeskrivelig følelse. Hun så på ham som han snakke til hende, og kaldt hende perfekt. Det slog bene lidt væk under hende, og en rødme steg op i hendes kinder. Den hade hun ikke lig regne med ville blive smidt i hovedet på hende, hun så på ham og kom med et par søde små fnis for hun vist da slet ikke hvordan hun skulle svar på den udtale den kom jo helt bag på hende. Claudia så på sin mor der fnise, og enlig opført sig temmelig sært i forhold til normalt ”far hvorfor fniser mor?” spurt hun og så på lucas da hun var komme ned af hans arm, men bare hade om hans ben i steden for. Adeline tog sig sammen og så på claudia ”fordi din far kaldt mig noget mor ikke lig hade set komme, ikke noget og tænke over min pige” claudia så underne på adeline men lod den ligge og holdt bare om lucas.

Adeline smile og så på ham, ”nå da så må jeg heller få bikse noget sammen inden det sker” hun lo lidt og smile bare til dem, mens claudia så op på lucas og smile stort ”YAY! Flyve tur!” adeline lo bare og så på lucas og kunne bare se hvor meget han nød dette familie liv han hade fået. Roligt gengældt hun kysset han hurtig gav hende inden de gik, hun smile og sukke svagt ”jeg kalder når maden nærmer sig klar” hun smile, og gik ellers i gang med og få gang i ildstedet og få sat en kylling på spyd så den kunne blive stegt mens hun ellers ville forberede lidt grønsager og lidt børd til maden.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Af hvad Lucas havde set og bemærket ved Adeline, så var det kun det perfekte. Hun var en dejlig og varmhjertet kvinde, hvilket han godt kunne lide, og hun havde den dejligste datter, som han endda havde fået lov til at tage til sig. Desuden var de begyndt at dele disse små ting, som gjorde det endnu mere perfekt, også for hans vedkommende. Han kunne i hvert fald ikke lade være med at bide sig fast i det, og det kunne i den grad også godt mærkes, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt.
Hendes reaktion derimod, var en som han godt kunne lide. At Claudia selv måtte bide sig fast i den, kom et sted heller ikke bag på ham. Han strøg den lille pige over håret denne gang. "Fordi din mor også bliver lidt genert, når jeg fortæller hende de ting," fortalte han denne gang med en tydeligt drillende stemme.

Mens Adeline lavede mad, kunne han jo passende tage Claudia med ud for at lege? Han ville elske at gøre det, hvilket hun nok også var klar over. Det var jo ikke første gang, at de tog den tur nu, og han elskede det jo selv. Ingen tvivl om det! Han grinte let. "Du kalder bare, hvis der er noget. Vi er lige udenfor," fortalte han denne gang, inden han gjorde tegn til Claudia at følge med.
Lucas satte næsten i løb ud af døren igen. Et roligt løb, så hun ville kunne følge med. Først da han var kommet udenfor, spredte han de store vinger, inden han denne gang satte af fra jorden og søgte op mod den lyse himmel oppe over dem.

[Adeline Magarita Jakson]

At lucas mente at adeline var perfekt, hade virkelig slog hende lidt af pinden for hun hade ikke høre de ord om sig selv i mange år efter hånden. Så at høre det nu ja det var helt underligt, men det var bestemt ikke en dårlig ting igen. hun så bare på ham mens hun stadig hade let rød kinder. At claudia så bed sig mærke i det, ja det var vel ikke noget nyt der. hun så på lucas som han strøg pigen over håret, at han så også svar på claudias spørgsmål gjord ikke hendes rødmen minder, ”nu er i altså ikke særlig søde” protester hun, dog med et kærligt smile på læberne, hvor claudia bare fnise og tydeligvis nød den god stemning der var mellem dem alle sammen.

Adeline så på lucas som han snakke, og nikke roligt ”jeg skal nok kald vis det er så smut i nu bare” hun smile og lod dem smutte mens hun begyndt på maden. claudia smile, og fuldt med lucas. At han så løb mod døren fik hende til og løb efter ”vent på mig!” kaldt hun da de kom uden for at lucas søgt til himmelen ganske nemt med de stor vinger hvor claudia først skulle have sin frem og med lidt minder vinger baske så hun kom op i luften så hun kunne følge med lucas ”far! Vent på mig!” kaldt hun igen mens hun baske med de noget minder vinger og forsøgt og følge med lucas så godt hun kunne.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas synes nu, at de var meget søde. Han kunne i hvert fald ikke se nogen grund til at hun skulle handle og reagere på den måde i hvert fald. Han grinte svagt og rystede på hovedet. "Jeg synes nu at vi er meget søde.. hvad synes du, Claudia?"[/Color] spurgte han denne gang.
Det var egentlig utroligt hvor stor en tillid man fik til hinanden på frygtelig kort tid. Det var i hvert fald det, som gjorde sig gældende i denne situation. For ham, var det nemlig noget, som betød uendelig meget, så det alene, kunne han heller ikke lægge skjul på. Han holdt af dem begge to, og uden tvivl meget mere, end hvad han egentlig burde. Men hvad.. Det var jo ikke noget, som han kunne gøre noget ved lige nu. En skade sket.. men en skade, som dertil også var yderst kærkommen.

Som lovet, søgte Lucas direkte udenfor, hvor han også forventede, at Claudia fulgte med. Ganske rigtigt, kunne han høre hende lige bag sig! "Kan du fange mig?!" kaldte han denne gang, inden han hurtigt satte af fra jorden, og søgte op mod himlen. Han var ikke særlig højt oppe. Det ville jo være unfair. Han ville jo med lethed kunne komme fra hende. Her vendte han sig mod hende i stedet for, og med et kæmpe smil på læben. "Kom så!" opmuntrede han denne gang. Han følte sig virkelig som den lille piges far, og det at hun lod ham gøre det, var uden tvivl det bedste af det hele. Han søgte en smule højere op, men uden at vende ryggen til hende. Han ville være sikker på, at han havde hende med.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på dem og sukke bare som han snakke til claudia der fnise, ”joo meget søde” sag hun sødt og så på ham, og smile bare. Adeline ryste på hoved og så på dem, ”ja ja i to ” hun smile bare og så på lucas. De hade virkelig en stor tillid til hinanden til tros for den kort tid de virkelig hade kendt hinanden, ikke at det ikke var noget adeline var glad for. Enlig hade de faste og rigtig trygge rammer i sær for claudia, hvilke bare gjord adeline glad for det var det som adeline gik mest op i at hendes lille pige hade det godt og var lykkelig og som det så ud nu så var claudia mere lykkelig ind nogle sinde hvilke bare glædet adeline rigtig meget.

Claudia løb efter lucas uden for, hvor han kaldt på hende og bad hende fange ham. ”ikke så hurtig!” kaldt hun og forsøgt og følge med på bedste vis, og baske ivrigt med vingerne. Hun så ham som hun baske med de små vinger og ivrig forsøgt og følge efter ham og der ved fange ham, ”snyder! Du har større vinger ind mig!” beklage hun, dog med et grin på læben mens hun baske ivrig efter ham og da enlig fik mere fart på. Det tog hende lidt tid men enlig fik hun fat om hans ben, og grine ”jeg fik dig! Fik dig!” hun grine og så på ham, mens hun gispe lidt for han hade da bestemt ikke være nem og fange i hendes opfattelse ”faaaaaar… kan du lære mig og lave tricks i luften var var var?” hun så sød på ham mens hun holdt fast om hans ben og smile bare til ham.

[Lucas Marcellus Himalaro]

De var da meget søde og elskværdige! Det synes Lucas i hvert fald, at de havde været, og det var ligeledes også derfor at han handlede som han gjorde. Et sted var det utroligt, hvor hurtigt at tilliden dem imellem var endt med at komme, men hvad.. Det var jo ikke noget skidt. Han var blevet utrolig glad for dem begge, og det synes også at Claudia og Adeline havde det på præcist samme måde. Det var i hvert fald noget, som betød utrolig meget for ham lige nu. "Vi er lige udenfor!" kaldte han igen, for at vide sig sikker på, at hun havde hørt det samme.

Lucas kom hurtigt ud, og satte af mod luften. For ham, var det jo en smal sag at komme derop. Claudia havde svært ved at følge trop, men det ville komme med tiden. Det var han sikker på! Den dag hun for alvor fik styr på vingerne, ville hun hurtigere komme derop end ham! Han grinte. "Du er så ung! Du kan godt følge med!" opfordrede han. Han vendte sig, så han denne gang fløj baglæns. Her lod han hende tage fat om hans ben. Det var jo heller ikke meningen, at hun skulle blive kørt helt træt, før de overhovedet var kommet igang.
Her slog han ud i en latter. "Du er da godt nok hurtig!" meddelte han leende. Han smilede et varmt smil. Gud hvor var han dog blevet glad for dem begge to. Om han kunne lære hende tricks i luften? "Det kan jeg da," fortalte han denne gang. Men om det var klogt..? Det var jo straks en anden sag.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline more sig Bare over de to og deres lille drilleriger, de var skam søde og elskværdig begge to. Hun så på dem og smile bare som hun så på dem, så dejlig og se claudia så knytte til lucas selv de ikke hade kendt hinanden særlig længe. Hun så på dem, som de to stak af for at løbe ud ”hyg jer!” kaldt hun efter dem, og lo bare mens hun gik roligt i gang med maden så de kunne få et ordentlig måltid mad.

Lucas var hurtig i forhold til claudia, men hun forsøgt og følge efter så godt hun kunne selv om hun jo ikke hade lig så stor vinger som lucas i nu, hun puste lidt da det jo kræve en smule af hende sådan og skulle skynde sig for at komme op efter ham, som han snakke så hun anklagende på ham ”ikke når du så stor! Det ikke fair!” klage hun og baske efter ham til hun fik fat om hans ben, og trykke sig ind til det mens hun baske de små vinger. At han begyndt og grine og syntes hun var hurtig hende bare til og smile, og klemme sig ind til hans ben. Hun så på ham og juble helt som han sag han ville lære hende trick ”yay! Tricks! ” grine hun og slap hans ben og baske bare ivrig med vingerne mens hun så på ham, tydeligvis ivrig for at vide hvad han ville lære hende.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde virkelig intet imod at rende undt og lege far for den lille pige. Han var virkelig begyndt at holde af dem begge to, og han havde svært ved at forstå, at der ikke var nogen anden mand, som havde valgt at åbne for dem. Nu var han jo selvfølgelig glad for det, for det havde givet ham den fantastiske mulighed, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at se bort fra, hvis han kunne undgå det.
Smilet forblev på hans læber, som hun denne gang fik fat i hans fod. "Du er ellers rigtig dygtig til at flyve, Claudia!" roste han hende som det første. Han var selvfølgelig glad. Han elskede at tilbringe tiden sammen med dem, også selvom det var trættende at være far. Nu havde han jo heller ikke prøvet det før, også selvom han jo faktisk havde en voksen søn fra et tidligere forhold. Han havde jo bare aldrig selv været særlig heldig hvad den slags angik før.

Og at lære hende tricks? Ja, ville det overhovedet falde i Adelines smag? Han smilede glad, inden han tog omkring hendes håndled, og tvang hende til at slippe ham, for i stedet at tage hende op i sine egne arme i stedet for. "Men sch... Det bliver vores lille hemmelighed." Igen placerede han den lille pige på sin arm. Hvilke tricks skulle han vise hende? Han kunne jo en del. .Særligt i hans liv som en soldat og kæmper for Procias, så var det i hvert fald at mære. Ingen tvivl om det. Han smilede kort, men let for sig selv. Han grinte, inden han strøg hende over hovedet. "Du er og bliver en lille ballademager!" udbrød han glad. "Hvad skal vi finde på? Hmm.." endte han tænksomt.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia var tydeligvis glad for lucas hade valgt og ville være hendes far, hun så det virkelig som en kæmpe ting det var tydelig for alle. Hun var tydeligvis glad, nej mere ind glad hun var lykkelig som bare pokker. Adeline var i vært fald glad for, at claudia nu hade en mandelig rolle model og ikke bare hende så det var jo bare dejligt. Claudia så på ham som hun holdt fast om hans ben, og så op på ham, og smile bare stort som han rose hende for at være en dygtig flyver ”ikke så god som dig far” hun smile sødt og kramme bare hans ben. At lucas var begyndt og blive træt, mærke claudia ikke hun var helt opslugt af og brug tid sammen med ham at hun slet ikke lage mærke til det selv. Men hun kendt jo heller tikke til at lucas hade en voksen søn, hun troede enlig bare hun var lucas eneste ’barn’

Claudia ville virkelig gerne lære ny tricks hun kunne lave, når hun var ude og flyve rundt. hun så på ham, adeline ville sikkert blive lidt bekymret men ikke sur, det regne claudia da i vært fald ikke med. hun så på ham som han tog om hendes hånd led og tvang hende til og slippe hans ben, for så og tage hende op i hans arm. Hun smile bare, og slog vingerne sammen så hun ikke smække ham en på hoved med dem. Hun fnise da han sag det blev deres hemmelighed ”okay far” hun smile og lag armen om ham mens hun så afvente på ham, hun grine dog da han kaldt hende en ballademager og strøg hende over hoved ”nahej! Jeg er engle søde er jeg” hun fnise og så på ham. og smile bare, mens han tænkt og glædet sig til og høre hvad han kunne finde på.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var ved at være træt. Han var jo på ingen måder vant til det høje energiniveau, som hun kørte i. Ikke fordi at det var noget, som han som sådan kunne gøre noget ved. Han klarede sig nok til trods for det. Det var han jo bare nødt til, kunne man sige. Han grinte lystigt. "Nu har jeg også kunne øve mig i rigtig mange år," fortalte han denne gang. Han smilede glad til hende, inden han denne gang tog fat om hende, for at sætte hende på sin arm i stedet for. Det var lidt mindre anstrengende for ham, end at have hende siddende som en klods omkring hans ben.

Lucas kunne ikke være andet end lykkelig, når han var sammen med dem. Det var næsten som om, at de bare var skabt for hinanden, hvilket var en tanke, som han i særdeleshed godt kunne lide. Hun var og blev en lille ballademager, men i det her tilfælde, så var det slet ikke dårligt ment. Tvært imod, så var det ment som en god ting. Han holdt af hende, som havde hun været hans egen datter.
Hvad kunne de dog finde på. Lucas ønskede jo trods alt heller ikke, at hun skulle komme til skade, og særligt ikke, hvis det var noget, som virkelig kunne undgås. Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det, og særligt lige nu. Han prikkede hende denne gang i siden. "Du er fars lille ballademager, er du," endte han med en tydeligt morende stemme, inden han vendte blikket ned mod jorden. Herfra var der jo trods alt også et godt stykke ned, kunne man sige. Han smilede let hemmelighedsfuldt til hende. "Kan du holde godt fast tror du?" spurgte han denne gang med en meget sigende mine. Han kunne godt vise hende, hvor god han var med de stærke og store vinger nemlig.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia så på ham mens han snakke, og hade hende oppe på hans arm. ”nemlig! Og jeg er har ikke kunne øve så meget som dig far! Der for er det snyd du så hurtig!” påpege hun og så på ham, og smile bare mens hun putte sig ind til ham som en lille kat kunne man vel sige. Claudia smile bare som lucas forsat holdt om hende, mens han tænkt over hvad han ville vise hende af tricks, hun håbe snart han fandt på noget inden adeline kom ud og sag der var mad. Hun så på ham, som han hade kaldt hende for en ballademager og hade bare fnise og spille søde og uskyldig selv om hun godt vist hun var en lille bisse til tider. Hun grine da han prikke hende i siden og vred sig lidt, ”haha far! Nej! Det kilder” grine hun og klammer sig ind til ham mens hun grine. Hun gispe da han enlig stoppe og puste mens hun lytte til hans ord og nikke ”mhm” kom det fra hende, som hun knuge sig stramt ind til ham med arme og ben, og så spændt på ham for hvad hade han mund fundet på af tricks.
Imens hade adeline fået lave maden, noget kylling grille over flammerne i sten ovne, noget brød og lidt grønsager også. Hun smile bare som hun begyndt og sætte på bord, og åbne vinduet ud til hvor de to lege ”Claudia! Lucas! Spise!” kaldt hun ud af vinduet, og stak hovedet ud for at se om hun kunne få øje på dem nogle steder.