Cheers! In... friendship?

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde måske gjort en forskel for dem, men for ham, var det virkelig ikke så stor en ting igen. Det havde været vigtigt for ham. Det havde været vigtigt for ham, at gøre noget for dem, og at tage dem til sig, føles bare så naturligt. Var det overhovedet underligt, hvis han slet ikke ønskede, at hun skulle tage sin datter med væk igen? Hvis det her, var en lille og uskyldig måde, hvortil at han kunne holde dem hos sig, så gjorde han det gerne! Normalt lignede det på ingen måder Lucas at blive egoistisk, en her kunne han ikke rigtigt undgå at tænke i de baner. Et kort smil passerede hans læber. At se Adeline så glad, gjorde det også det hele værd. "Jeg tror aldrig, at jeg har mødt nogen, som kan udvise så meget taknemmelighed, som jer to," fortalte han denne gang. Det gjorde ham intet. Tvært imod, så gjorde det ham glad.
Lucas trykkede denne gang let i hendes hånd, som smilet nu heller ikke var til at tage fejl af. Han ville jo gerne have, at de alle sammen havde det godt, og det var jo ikke alt, som kom af ingenting. Han smilede lidt for sig selv. "Vi skal have styr på hvordan vi gør det, til tilbygningen er færdig.. Altså.. Jeg kan stadig godt tage sofaen," sagde han denne gang. Han trykkede denne gang Claudia ind mod sig. Hun havde haft brug for en far, og nu havde hun rent faktisk også fået en! Så kunne det jo heller ikke ligefrem blive bedre, kunne man sige. "Jeg kan lide at have Jer her.. Derfor skal I også have det godt," tilføjede han denne gang. Det var faktisk vigtigt for ham, at de havde det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så det virkelig som en kæmpe ting, og hun satte virkelig pris på alt det lucas hade gjort for dem. At han bare hade tage dem til sig, og give dem et trygt hjem hvor de kunne være var virkeligt en stor sinde ting og gør for dem. Hun så på ham, der var ikke længer grund til at rejse fra lucas det ville knuse claudias hjerte og selv kunne adeline ikke lig tanken om og undvære lucas, han betød virkelig frygtelig meget for hende. Hun så på ham, selv smile hun meget for hun var glad.. utrolig glad faktisk, ”det svært ikke og være taknemlig når sådan en engle kommer og reder ikke en men elle to stakkels piger fra et utrygt liv på jorden vil du ikke give mig ret i det??” hun så på ham og smile bare blidt til ham, han måtte da give hende ret i hun ikke kunne være andet ind taknemlig efter alt det han hade give dem, to fremme engle han aldrig hade mødt men blot tage til sig
Hun mærke han trykke let om hendes hånd, hvilke bare fik hende til og smile til ham. hun tænkt lidt ”tja nu du er bleven far, vil claudia nok gerne have du putter hende mange af gange frem over.. så der vil nok også være dag hun gerne vil have du også sover sammen med hende måske” det ville ikke under hende vis claudia gerne ville putte sig med lucas som hun gjord det med hende, hun så roligt på ham ”og jeg kan også godt sove på sofaen ind i mellem vis det er så du ikke ender med dårlig ryg” hun så på ham, claudia trykke sig ind til lucas men var stoppe med og hulke og hang bare op af ham og knuge sig ind til ham. adeline smile bare ved synet ”ellers må vi finde noget vi kan ligge på gulve på så kan en af os 3 ligge der, eller vi kan køre på skift” hun så roligt på lucas mens de gik videre. ”og vi kan lig og være hos dig.. så der for skal du også have det godt” hun så på ham, og smile blidt til ham inden hun gav hans kind et lille kort kys.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At være far, var på ingen måder en stilling som Lucas havde noget imod at påtage sig, og særligt, når det var for sådan en dejlig pige som Claudia. Ikke var det nogen hemmelighed, at han var gået hen og blevet utrolig glad for hende, selv på denne korte tid, og endnu bedre var det, at det hele jo var gengældt fra hendes side af. Han holdt hende på armen og om nakken, mens han endnu holdt hende i hånden, for han ønskede slet ikke at lade nogen af dem gå nogen steder. Han var virkelig blevet glade for dem, på alt for kort tid. "Altså.. jeg synes nu ikke, at jeg har gjort så meget igen.." sagde han denne gang. I hans øjne, skulle det bare mangle, at folk forsøgte at beskytte og passe på hinanden. Det kunne vel ikke være anderledes, kunne det?
Adeline var uden tvivl noget af det mest kære, som Lucas længe havde været overfor. Hun havde nok ret. Desuden ville han slet ikke have noget imod at putte Claudia fra tid til anden. Bare hun ikke følte sig erstattet eller udkonkurreret, for det var han jo på ingen måder nødt til. Han smilede varmt til hende. "Det ville jeg nu heller ikke have noget imod," fortalte han denne gang, og med et stille smil på læben.
Afvisende rystede Lucas på hovedet. "Det skal du slet ikke. Jeg skal nok tage sofaen. Det var jo mig, der bød her ind i mit hjem.. Det som nu er jeres hjem. Det skal I slet ikke bøde for," forsikrede han denne gang. Nu hvor de også nærmede sig hjem igen, så var der jo stadig mange ting som kunne og skulle ordnes. Han sendte hende et varmt smil. "Skal vi alle sove i stuen i aften så? Claudia..? Hvad siger du?" spurgte han denne gang, hvor han samtidig også måtte vende sig mod den lille pige i stedet for. Hvad mon hun ville sige til det?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var glad for lucas hade ville tage den titel som far for claudia, den lille pige hade drømt om en far siden hun var helt lille og selv ønske adeline hendes datter skulle have en far, for hun hade selv haft en i sit tidligere liv og han hade være uundværlige. Og nu hvor det var så tydelig claudia var bleven meget glad for lucas så føltes det helt fint for hende at det var lucas der var bleven hendes ’far’ hun så på ham, og gik bare roligt videre med de to kurve i den ene arm, mens hun holdt lucas i hånden. ”men det har du, og så længe du siger du ikke har så længe bliver jeg ve dog sig du har” hun så på ham, og smile bare roligt og blidt til ham.
At lucas så adeline som noget af det mest kære, kendt hun ikke til. Selv syntes hun blot selv hun var en ganske normale kvinde, og en helt almenlig mor dog måske til tider naive lig som sin datter men det var nok der det kom fra. Hun så på ham mens de gik, claudia ville helt sikkert have lucas til og putte hende eller sov hos hende ind i mellem vis ikke oftere men det ville hun lade de to om. Hun så på ham som han snakke, ”godt for din lille pige der vil helt sikkert puttes af sin far” hun smile og så på ham, mens de gik. ”det ville ikke være så slemt og sove på en sofa for mig eller claudia lucas, du får den helt til og lyde som en ond sofa” hun lo og så på ham, han smile bare blidt. Da han spurt om de skulle sove i stuen den aften, så adeline lidt underne på ham, hvordan skulle de alle kunne sove der? og hvad med deres alene tid de nærmest lig hade aftalt. Hun sag dog intet da hun kunne se cluadia bevæge sig lidt, den lille pige gned sig lidt i øjnene og nikke så mens hun sag ”mhm” til lucas, adeline trak vejre dybt ”så sover vi i stuen i nat” sag adeline roligt og smile bare ganske roligt til dem.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det kunne godt være, at Lucas lige havde kostet dem deres hyggestund i aften, men den skulle de nok kunne få. Igen ville han heller ikke gå alt for hurtigt frem, og særligt ikke, når der var børn i billedet. Lucas havde nu altid været en omsorgsfuld og god mand, hvilket også var det, som gjorde ondt i den anden ende. Altid havde han været den, som var blevet ladt alene, og den tanke gjorde ham trist. Det var dog ikke en følelse, som han havde lige nu, og gud hvor var det rart, at det var på den måde. For første gang i rigtig lang tid, følte han rent faktisk, at han havde fundet helt præcist den plads, som han skulle have, og det kunne på ingen måder blive bedre end det. Han elskede det virkelig! "Jamen jeg har ikke gjort så meget.. Har jeg?" I hans øjne, var det her jo slet ikke noget voldsomt eller noget stort, og det stod han altså fast på, uanset hvordan hun ville det eller ikke, så gjorde det bare ikke nogen forskel for ham lige nu.
De kunne da godt alle sammen sove i stuen i aften. Det ville slet ikke gøre ham noget. Desuden skulle Claudia også føle, at hun var en del af det, mens de voksne stille og roligt fandt ud af det. Adeline var uden tvivl et godt kærestepotentiale, og han kunne jo virkelig godt lide hende. Derfor var det også meget vigtigt for ham, at dette ikke var noget, som skulle ødelægges, inden man kom så vidt. Han grinte lidt denne gang. "Du har helt ret kære Adeline. Det er en farlig og meget ond sofa, jeg har derhjemme," sagde han leende. Han kunne jo slet ikke holde masken længere! "Vi kan rede op til os alle i aften og bare ligge lidt.. Hun sover jo alligevel," sagde han denne gang. Jovist var der særlige ting de ikke kunne gøre med en lille pige ved siden af, men det var vel til at overleve. De kunne jo stadig nusse lidt og ligge og snakke.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var lidt trist over deres hyggestund var røgen, men det var vigtiger at claudia var glad og de kunne alle skabe et beder fællesskab sammen. Og de hade ikke travlt, hverken hende eller claudia hade travlt med og komme videre i livet så de hade tid nok til og finde ud af om det her var noget for dem eller ej. Hun vist hvordan det føltes og mangle en beder halv del til en selv, børn fyldt ganske vist meget af tomrummet men det var aldrig det samme som en voksen der kunne skænke en den tryghed og kærlighed man selv gav videre til ens barn. Hun så på ham mens de gik, hun var glad for lucas og glad for han var komme ind i deres liv ”jo du har og tror jeg har remse dem op et par gang nu.. du har gjort mere ind man kunne ønske lucas, og det vil jeg altid være taknemlig for” hun så på ham og smile blidt. De ville komme til og diskutere det her mere ind en gang for hun ville ikke give sig, han hade gjort meget om han selv kunne se det eller ej.
At sove i stuen gjord hende intet, det kunne sikkert være rigtig hyggeligt. Claudia trykke sig bare ind til lucas mens de gik, mens adeline bare nød denne dejlig gå tur. Lucas hade bestemt god kæreste potentiale og hun håbe dybest inde at der ville spir lidt mellem dem men nu måtte tiden vise hvor de ville ende henne. Hun så på ham som han grine, hun måtte selv ende med og le for hun kunne da heller ikke lade være, selv ikke når han også grine, selv claudia kluk lo mens hun holdt sig ind til lucas. Adeline så på ham og smile blidt, mens claudia protester ”nahej! Jeg vil ikke sov! ” adeline smile bare ”det også først i aften lille skat” sag hun men claudia holdt fast ”vil heller ikke sov der nej” hun trykke sig ind til lucas.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Efterhånden var Claudia begyndt at blive tung for Lucas at have på armen, men at slippe hende, var slet ikke noget, som ville komme til at ske. Han var jo blevet glad for hende.. Hans lille pige.. Det var egentlig en ganske sjov tanke, nu hvor han tænkte det igennem. Nu var det ikke fordi at han umiddelbart havde noget imod det, for det havde han virkelig ikke, og det var der heller ikke nogen grund til, hvis han endelig skulle sige det. Kort måtte han derfor trække på smilebåndet igen, inden han så mod Adeline. Så meget havde han altså heller ikke gjort, og det ville han meget gerne have lov til at stå fast på, når det endelig skulle være. "Jeg er om ikke andet, så bare meget glad for, at jeg har haft muligheden for at gøre noget for jer.. Det her, er noget, som I begge to har fortjent," sagde han denne gang. Han nikkede bekræftende mod hende igen, og uden at smilet falmede det mindste af hans læber.

De ville meget snart være hjemme, og der var stadig en del ting, som skulle gøres. Nu var det heller ikke fordi at klokken var særlig mange, og derfor var der heller ikke nogen grund til at Claudia skulle være så bange for, at hun skulle i seng. "Det er først i aften, min pige," forsøgte han sig med, som hun trykkede sig ind til ham. Hun ville heller ikke sove der? Var det ikke typisk børn, at de slet ikke ønskede at sove? Han grinte svagt, inden han let rystede på hovedet. Han vendt sig denne gang mod Adeline i stedet for. Det var en virkelig dejlig pige. Han holdt af dem.. Virkelig, virkelig meget faktisk. "Og det der.. Det er mors stædighed," pointerede han med et smil på læben, hvor han heller ikke kunne lade være med at grine. Han nød jo uden tvivl alt dette!

[Adeline Magarita Jakson]

Det skulle ikke under adeline vis lucas fandt claudia tung, hun var tros alt 10 år så det forstod man jo godt. Hun kunne dog ikke se på lucas at det var det han følt lig nu, hun smile bare til ham som de gik stille og roligt. Mens han snakke, ”jeg er også glad for du valgt og give os muligheden for at få det så godt som vi har det” hun smile bare og så på ham, stille kom claudia ”det jeg også far..” hun nusse sig ind mod lucas, mens adeline bare smile, glad for at se claudia vær så glad for lucas, og lucas var glad for hende det varme virkelig inde i hendes hjerte og se på de to.

Snart ville de være hjemme, der var nok og se til for lucas materialer ville komme den næste dag, og så skulle byggeriet i gang, hun selv skulle i morgen tilbage til arbejde på slotte hun kunne jo ikke bare blive væk, og hun hade jo ikke andet arbejde hun kunne gør i steden for. Hun så på ham som han snakke til claudia der hade nægte og sove, ”jamen jeg vil ikke sove.. hvad vis.. far ikke er der når jeg vågner?” spurt den lille pige mens hun klemt sig ind til ham. adeline så på lucas da han grine og hade sagt det var hendes stædighed han så i claudia ”du ikke så lidt fræk i din mund var” hun lo selv og så på ham, ”men jeg kan sig, din stædighed liner hendes pænt meget også!” hun lo bidt og så på ham, og endt med og kysse ham på kinden igen.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Claudia var virkelig en tung pige, men selv Lucas, kunne ikke få sig selv til at sætte hende fra sig igen, og særligt, his det var noget ,som han kunne blive fri for. Det var nemlig ikke nogen hemmelighed, at han holdt utrolig meget af dem begge to. Et sted havde de vel fået den største betydning for ham på frygtelig kort tid? Det var i hvert fald sådan, at han så på det hele i hvert fald. "Jeg gør det, fordi at jeg har lyst," fortalte han denne gang. Han smilede let for sig selv, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, når det nu endelig var i den anden ende. Han trykkede Claudia tæt ind mod sig, og med et smil på læben. Det kunne jo heller ikke blive bedre nu.

Det var slet ikke meningen at Claudia skulle være bange for, at han ikke ville være der, når hun slog øjnene op igen. Lucas kunne i den grad love hende for, at han ville være der, for han havde slet ikke nogen intentioner om at skulle søge nogen steder hen, og det havde han så sandelig heller ikke nogen grund til. "Det skal du slet ikke være bange for min pige. Jeg lover, at jeg vil være det første du ser, når du åbner øjnene," sagde han denne gang. Hvis de alle sammen lå i stuen og sov, så var det vel heller ikke utænkeligt? Desuden havde han en tilbygning, som han skulle have færdig, og han vidste jo godt, at det i forvejen ville komme til at kræve en del af ham, for at blive færdig.. Men han gjorde det gerne alligevel!
Huset kunne de se i det fjerne. De var der lige om lidt. "I er forfærdelige begge to! Jeg er slet ikke så slem..!" sagde han denne gang med en tydeligt drillende stemme. Han rakte tunge af Adeline. Han kunne ganske enkelt ikke lade være.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, som han snakke og smile bare blidt ”og jeg er meget glad for du hade lyst til og hjælpe os” sag hun ganske blidt, hvor claudia stille sag ”også mig far” mens hun trykke sig ind til ham, adeline smile bare det var skønt og se claudia så glad og tryg ved lucas, det kunne da ikke blive beder kunne det? hun hade næsten svært ved og tro på der var noget beder inde og se de to så tætte sammen som lig nu, hun smile bare til dem for hun kunne jo heller ikke lade være og smile lig nu.

Adeline så på ham, som han love claudia han ville være det første hun så når hun vågne igen næste morgen. Det var dejligt og se lucas svar med den selvtillid og tro han hade i stemmen, hun troede på lucas ville holde ord for hvor skulle han også forsvinde hen? Claudia så på ham som han snakke, ”på lille finger ære?” spurt hun og rakt lucas sin lille finger, en ting adeline og claudia hade sammen hvor de love hinanden ting og der efter gjord løft fast ved og holde om hinandens lille finger og nærmest give hånd på den måde.
Adeline så på lucas efter hun hade set huset i det fjerne, men hade så vendt blikke mod ham. i kor kom både adeline og claudia ”Nej du er meget værre!” de to tøsser begyndt og grine, mens de munter gik tilbage mod huset, adeline så på ham og så godt han rakt tunge hun var hurtig og snuppe hans tunge med hendes læber og med besvær sag ”så nu har jeg din tunge! så kan du ikke være så fræk i munden!” claudia grine bare mens adeline selv lo mens hun hade blidt om hans tung med læberne lidt inden hun slap, hun kunne jo ikke holde fat for evigt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Selvfølgelig havde Lucas da lyst til at hjælpe dem! Hvorfor skulle han da ikke have det? De havde været gode og åbne overfor ham, og så kunne han ærlig talt ikke se, hvorfor han skulle opføre sig anderledes overfor dem. "Selvfølgelig. Jeg gør det kun fordi at jeg har lyst til det," fortalte han denne gang. Han havde jo ikke følt sig tvunget til noget eller noget i den stil, og det ville han heller ikke komme til. Han vendte blikket mod lille Claudia. Hun var virkelig ved at være tung at have på armen, så det var godt, at de da meget snart var hjemme. Han smilede varmt til hende, som kun en far kunne. Man skulle jo næsten tro, at han var hendes også biologisk. Det var jo lige før, at det også var sådan, at han selv havde det med alt dette.

Lucas kunne love hende for, at han ville være noget af det første, som hun så, når hun slog øjnene op. Og at lyve for de små størrelser, var slet ikke noget som ville komme til at ske! Han slap denne gang Adelines hånd, for at lade sin lillefinger glide omkring Claudias. "På lillefinger-ære," lovede han denne gang, og med et varmt smil på læben. Igen var der hende som de også skulle have in mente.. Hun skulle jo også have det godt på trods af disse omstændigheder.
Han rakte kun tunge af dem. Nu var de onde ved ham altså! At Adeline var hurtig og rent faktisk fangede den, overraskede ham. Han kunne ikke lade være med at grine. "Æ an ie ysse gej.." pointerede han, som hun jo havde fat i hans tunge. At hun så slap hans tunge, fik ham kun til at grine. Han kyssede hende kort. "Og nu kunne jeg.. Lad os komme ind." Nu stod de jo nærmest foran døren alligevel.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var virkelig glad for lucas hade følt en lyst til og hjælpe dem, for det hade bare gjort hende mere glad ind vis han gjord det bare fordi han hade ondt af dem eller, bare gerne ville te sig godt ud for andre. Hun så på ham, ”og det jeg glad for du gjord” hun smile blidt til ham. det var dejlig og føle sig velkommen og ikke føle sig påtrængende hos ham og i hans hus, eller det var vel et sted deres hus nu? det var lidt underligt og tænke på men det var også noget hun godt kunne lig og tænke på, deres hjem det lød jo ikke tosset i hendes hoved. claudia var jo ikke lille mere, hun veje jo noget mere ind den gang hun var ganske lille, nu var hun jo en stor pige på 10 så der var noget mere og løft på.

Claudia smile som han gav hende hans lille finger og love det på lille finger ære, hun smile stort og putte sig bare ind til ham, tydeligvis ellevild med det. adeline smile og så på ham ”ikke helt tosset og have sådan en lille fars pige var?” spurt hun blidt og lidt drillenden mens hun bare smile og nød hvordan tingen var endt ind til videre.
Hun hade bare smile da han rakt tunge og hade hurtig snuppe hans tunge med læberne, som han snakke med hun hade om tungen lo hun mens hun holdt fat ”j fo kke ha doo iiar” kom det fra hende for hun forstod jo ikke hvad han sag, hun slap roligt tungen og så på ham og lo sammen med ham. hun rødme let ved kysset han så gav hende, og lo bare ”så bisse!” grine hun, hvor hun så på døren de var endt ved roligt åbne hun døren og claudia kom ned fra lucas, og hoppe glad ind i stuen mens hun sang ”mor og far sider i et træ! K-y-s-s-e-r i ny og næ!” adeline lo blot og lod pigen synge mens hun bare kurven med mad i køkkenet og satte kurven med tøj på spisebord.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var kun glad for, at han endelig havde fået muligheden for at være noget for nogen. At han så kunne gøre så stor en forskel, var i hans øjne kun en god ting. Han elskede det, og at se dem så glade og smilende - begge to, var uden tvivl det hele værd, også i hans øjne, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Smilet forblev denne gang på hans læber. "Godt," sagde han denne gang, hvor han kort trykkede om hendes hånd. Han elskede jo det, at være omkring dem, og det at vide, at der ikke skulle mere til, for at holde dem ved sig.. Jamen kunne det blive bedre så? Selvom de måske ikke var noget fast lige nu, så var han slet ikke i tvivl om, at han efterhånden drømte om at det ville komme. Selvom han ikke havde kendt dem i særlig lang tid.

Et lillefinger-løfte. Det var noget som Lucas sagtens kunne give hende. Han ville være det første som hun så, og han havde så sandelig heller ikke tænkt sig, at smutte nogen steder. Særligt, hvis han kunne undgå det. Han smilede let, hvor han lod den kære pige lægge sig til rette igen. "Hun er tung.." kommenterede han med et smil på læben.
At hun havde taget fat i hans tunge, morede ham virkelig. Det var at drille hinanden, og gud hvor havde han da savnet, at det skulle være sådan! Det var vel sådan noget, man hurtigt kom til at savne i en fast egen familie? Han kyssede hende, inden han kort skulede mod Claudia i stedet for. [c]"Man må ikke drille.."[/b] Han lod hånden prikke hende lidt i siden, inden de nåede hoveddøren, så de denne gang, kunne komme indenfor i stedet for. Hjem kære hjem.. Der var jo også rigtig mange ting, som skulle ordnes nu.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var virkelig taknemlig for at lucas hade valgt og være den som, ville hjælpe dem og nu også være en far for en pige der gerne ville have en far som hendes størst drøm hade være så længe. Hun var virkelig glad, hun følt glæden fylde hele hendes krop, og fylde hendes sind med lyse munter tanker. Hun smile bare da han iegn snakke, og gengældt hans klem om hans hånd, han var virkelig en ren engle i krop og sind hun var virkelig dybt taknemlig for hun hade mødt ham. drømme om en fast ting med lucas vokse i hende, også selv om de tog det roligt så vokse den lille drøm i hende og hun nød det meget.

Det lille finger løfte var en vigtig ting for claudia, det vist adeline og der for tog hun den slags løfter meget alvorligt. Men hun regne også med lucas kunne holde hans ord, det var jo et nemt løft nu hvor de skulle sove i stuen alle sammen. Hun så på ham som han smile og lo let ved hans kommentar ”hun er også 10 søde ” sag hun roligt og smile bare til ham, det hade være sjovt og pjatte og drille hinanden lidt og snuppe hans tunge også. Hun hade bestemt nydt kysset da lucas gave hende et da de kom inden, hun lo bare af claudias drillen og så på ham, mens claudia grine og skyndt sig væk fra lucas inden han kilde hende mere. Adeline smile bare og gik i køkkenet med begge kurvene begyndt roligt og pakke maden ud mens hun nynne stille og roligt, mens claudia grine og var tydelig vis bare i super godt humør.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Så lang tid de alle sammen havde det godt, så var Lucas glad. De var nemlig med til at gøre ham glad, og det betød meget for ham. Nok var Claudia 10 år, men af den grund, så var det vigtigt for ham, at hun havde det godt, og vidste, at der var nogen, som var glade for hende. Dertil var han også yderst beæret over, at det var ham, som skulle agere som hendes far, da det heller ikke var noget, som man spurgte gud og hvermand om. Det var i hvert fald sådan at han så på det, men nu var det aldrig til at vide, hvad der foregik i en lille piges hoved.
"Måske.. Men hun er jo blevet min lille pige nu," fortalte han denne gang. Smilet var i hvert fald slet ikke til at tage fejl af, og det kunne godt mærkes. Han var glad, som han aldrig havde været glad før, og selv for ham, betød det virkelig, virkelig meget.

Lucas førte dem med sig ind i huset denne gang. Det hele ville komme til at ligne en kæmpe byggeplads, men han måtte igen tænke på, hvad han fik ud af det. Det var egentlig det eneste, som han havde i hovedet. Han smilede glad for sig selv. "Jeg glæder mig til at få det udbygget." sagde han denne gang. Han var virkelig glad, og det var ene og alene deres fortjeneste, at det forholdt sig således. Han kunne i hvert fald ikke lade være med det, når det endelig var. Ingen tvivl om det. Han lænede sig denne gang frem.. Her kyssede han Adeline, selvom det var mere forsigtigt.