Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var virkelig glad for hun hade mødt lucas, han dømt hende ikke som dem på jorden kunne finde på og det var ikke noget hun syntes bare fordi de var af samme race men hun hade set det i ham som den han var, og det var hun sandelig taknemlig for. Det var nok umuligt og finde nogle der ikke hade en eller anden form for uheldig fortid med sig nu om dage, adeline hade nok bare mere ind en mere gennemsnitlig kvinde hade, heldig vis hade claudia ikke opleve noget som skulle plage hende resten af live hvilke kun var godt. Det hade ikke være nemt og være enke og med to børn selv om den ene ikke rigtig hade være inde i billede, men stadig var i hendes tanker altid. der for var det dejligt lucas ville hjælpe hende, claudia var glad for ham og det gave adeline et lille pust rum. Adeline håbe virkelig oliver ville komme hjem igen, både så han kunne møde sin søster men også så lucas kunne mød ham i sær vis det her udvikle sig til mere ind en søde flirt.

Glo tøj var adeline bleven vantil de skulle jo brug nyt tøj, og med en datter der elskede kjoler lig for tiden så var det svært og undgå. Claudia smile og hygge sig meget, adeline tjekke tøjet og snakke med bod ejeren i mens. Hun så på lucas som han hade kysse hendes kind, hvilke hade efterladt en rød farve i hendes kinder. Claudia hade set det, og stod og smile kæmpe stort, hvem vist hvad den lille pige dog tænke om det. ”det skal vi nok” svar adeline roligt og smile bare inden han gik, og de to tøsser forsatte med og se på tøj.
Da de enlig begyndt og gå mod lucas, stor smile claudia tydeligvis glad for det hun hade fået. Hun gik med kurven med mad i, adeline gik roligt ved siden af med kurven fyldt med tøj og andre små ting der var i vært fald nok. Som de kom hen til lucas smile hun bare roligt ”ja for nu i vært fald og dig? Fandt du alt du skulle brug?” spurt hun inden hun så på manden der snakke til dem, claudia smile bare stort og ville sig noget men adeline var hurtig denne gang ”vi kan desværre ikke kalde os disse titler, vi er ny her oppe og hr. lucas har være så venlig og lad os bo hos ham mens vi finder os til rette” hun smile ganske venligt til manden, claudia så på dem på skift ”jeg vil heller være en datter..” kom det mut fra hende, inden hun spurt ”hvad betyder datter enlig var?” adeline så roligt på pigen ”datter er det ord man bruger til og fortælle at man er barn af en bestemt person, når jeg siger du min datter så ved folk at det betyder jeg har født dig” svar hun ganske roligt til pigen, der bare stod og lytte ganske pænt til det der blev sagt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Mens de kiggede færdig på det, som de nu skulle kigge på, tog Lucas videre, for at finde det, som han selv skulle bruge, for at gøre klart til den udbyggelse af hans gamle hjem. Kunne han få dem til at blive, ville det bestemt heller ikke gøre ham noget, hvor han derimod godt kunne lide, at have dem redende. Faktisk var det noget af det bedste han vidste, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
At de derimod skulle blive kaldt for hans kone og datter, var en tanke som varmede. Desværre kunne man ikke sige, at det var således at tingene forholdt sig. Han trak kort på smilebåndet. "Ja, det er desværre ikke lige sådan, det forholder sig." sagde han denne gang. Han vendte sig mod dem. Claudia ville være datter? Ja, andet ville godt nok også have været mærkeligt, måtte man sige!
Han sendte dem et smil, mens manden tydeligt krøb sig lidt. "Åh.. Jeg.. jeg beklager. Det var slet ikke min mening. Det var bare.. Lucas har snakket meget om dig," sagde han denne gang. Lucas vendte blikket hurtigt mod ham. Det havde slet ikke været meningen, at den slags skulle være sagt! "Og det var meningen, det skulle have været vores hemmelighed." pointerede han denne gang med et svagt smil på læben. En rød farve havde denne gang i hans kinder. Så lang tid havde han jo heller ikke kendt Adeline eller lille Claudia, og de havde jo lovet hinanden, at det ikke skulle gå så hurtigt og hastigt frem.. Men nu? Det var jo virkelig dumt det her! Han vendte sig denne gang mod Adeline. "Jeg har fundet det jeg skal bruge." forsikrede han denne gang. Manden nikkede denne gang. "Jeg sørger for at få det transporteret, min ven," sagde han denne gang. Også for at skifte mene lidt.

[Adeline Magarita Jakson]

Det var dejligt der var sådan en harmoni mellem alle 3, adeline følt sig godt tilpas med og være sammen med lucas faktisk ganske meget. Og hun kunne ikke rigtig forstille sig og pluslig flytte ud fra hans hus igen, slet ikke nu han ville lave en udbygning så claudia kunne få sit eget værelse for det var jo ikke noget man bare gjord over for hvem som helst! Hvilke hade give adeline et klar indtryk af han ønske de blev og kendt hun claudia ret ville hun bestemt gerne blive hos lucas, og det måtte adeline indrømme det ville hun også helst.
At de blive kaldt for kone og datter, hade fået adeline til og rødme og hjerte til lig og hoppe et ekstra slag. Men desværre kunne hun just ikke kalde sig den titel som tingen var lig nu, selv om det bestemt ikke ville være så skidt en titel igen. hun så på lucas som han snakke til manden, og claudia der spurt ind til hvad en datter var. hun forstod enlig godt pigen hun ønske sig jo virkelig en far som mange andre børn måtte have, og kunne man bebrejde hende? Nej det kunne man ikke hun var jo blot et barn der ønske sig noget andre børn hade. Hun så på manden som han afslør at lucas hade snakke meget om hende, her rødme hun selv lig som lucas mens claudia stirre på skift mellem dem ”i helt rød i hoved!” kom det fra hende, hvor adeline bare lave tegne til hun lig skulle være stille, hun så på lucas som han snakke til manden og måtte fnis svagt det var nu sødt han faktisk hade fået rød farve i kinderne, det kunne hun drille lidt med sener men for nu lod hun det ligge. Claudia stod bare og observere nøje hvad der forgik mellem de 3 voksen hun stod sammen med, adeline smile til lucas som manden snakke og hun kigge på ham ”det virkelig pænt af dem mange tak” sag hun høfligt, claudia så på lucas og endt med og hive ham svagt i bukseren ”Lucas! Lucas! ” starte hun og vente på han svar hende inden hun åbne munden igen ”hvorfor har du snakke om mor med manden?” spurt hun så, hun var jo en kvik på 10 så hun opfange jo bare alt, adeline rødme stadig og sukke inde i ”claudia altså du er da også så nysgerrig” kom det roligt fra hende, men claudia hørt ikke efter med stirre bare op på lucas med hendes stor sød øjne.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det her havde på ingen måder været meningen eller intentionen for Lucas! Og da slet ikke, at de også skulle finde ud af, at han havde snakket om dem! Han havde jo.. Han var jo blevet glade for dem begge to, og derfor ønskede han jo på ingen måder, at de skulle forlade ham igen. Der var jo også en grund til at han valgte at udbygge i sit hjem på den måde, så de netop kunne være der alle sammen. Lucas var virkelig.. blevet glade for dem, og endda sikkert på en måde, som han slet ikke burde så hurtigt. Men nu var det jo så alligevel sket. Og det var ikke fordi at han havde noget imod det.
Hans gode kammerat skulede han denne gang efter. "Og du skulle absolut.." endte han denne gang. Adeline tog det nu meget fint, hvor Claudia derimod.. Straks fangede hun hans opmærksomhed. I forvejen skulle der faktisk heller ikke særlig meget til med de kære små størrelser. De var alle sammen nogen, som han elskede. Han forgudede virkelig børn. Han trak denne gang på smilebåndet. Han kunne tydeligvis ikke slippe fra den situation uanset hvad. "Fordi jeg er blevet rigtig glad for din mor.. Og hun er en dejlig kvinde," svarede han denne gang. At lyve for små børn, kunne han slet ikke få sig selv til. Og særligt fordi at den unge pige, spurgte af en grund.
Han hævede hånden, hvor han strøg hende over hovedet denne gang, inden han knælede ved siden af hende. Han kunne godt lide at være i barnets hovedhøjde, når han snakkede med dem. Et smil bredte sig tydeligt på hans læber denne gang. "Som jeg også godt kan lide dig," tilføjede han denne gang. Claudia, var da noget af det mest kære, som han nogensinde havde været ude for!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod bare roligt, og så på dem alle sammen dog med rød kinder. Det her var nu lidt pinligt men det more hende også en smule, det var nu sødt lucas sådan snakke om hende, hun tog det som et godt tegne. Hun så på ham som han snakke til manden han hade købt materialer af, hun lo lidt og så bare på claudia der som altid hade være hurtig og opfange det hele, og stod og stor stirre på dem det var virkelig ikke til og sig hvad den pige tænkt på lig nu, adeline så på lucas som han snakke til pigen, og rødme lidt som han sag han var bleven glad for hende og fandt hende dejligt. Claudia så på ham ”Dejlig nok til i skal giftes?” spurt pigen lige ud hvilke fik adeline til og rødme ”claudia dog” kom det fra hende, og lag en hånden på en ene rød kind og sukke hvad skulle hun dog stille op med det barn ind i mellem det var virkelig det stor spørgsmål til tider. Claudia så på sin mor inden hun så på lucas, da han strøg hende over håret og kom ned i hendes højde ”Du må godt gift dig med mor.. men kun på en betingelse!” adeline så på pigen og ville sig noget, men claudia forsatte ”vis jeg må… ” hun tøve kort og kigge lidt ned på sin fødder som lucas sag han godt kunne lig hende, claudia så på ham hans ord sad lig i skabe for pigen fik stor våde øjne, men så ikke spor trist ud ”du må godt få mor.. vis.. vis jeg må kald dig far” hulke pigen så, og gned øjne en smule, mens adeline både rødme men også fik helt ondt af og høre claudias ord, men hun sag intet hun ville lade de to om det her for det var ikke noget hun skulle blande sig i lig nu da det her handle om claudia ønske sig brændende en far, og nu håbe hun på en mulighed mellem hende og lucas så hun kunne kalde ham for far, det gjord virkelig ondt og se claudia så ked af det og håbe fuldt på samme tid det var synd hun hade det sådan, og adeline følt blot det var hendes skyld.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var inderligt blevet glad for dem, også selvom han havde lovet Adeline, at tage det stille og roligt, også fordi at der var børn i billedet. Igen, var det meget begrænset, hvad han kunne sige, eller hvad han kunne gøre, men hvad var der at gøre ved det nu? Skaden var for hans vedkommende allerede sket, og han vidste det jo faktisk også godt.
Her blev han siddende i knæ foran Claudia. Bevidst gav han hende den fulde opmærksomhed, mest for at glemme det andet, og så håbe på, at han kunne få den rødmen under kontrol igen. Også mest for sin egen skyld om ikke andet, for det her, var heller ikke ting, som kom ud af ingenting, kunne man sige. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Giftes? "Jeg tror lidt, at det er hurtigt nok gjort, Claudia.." endte han denne gang. Hvad andet skulle han sige? Det var virkelig, virkelig hurtigt!
Her så han skiftevis på den lille pige, og på Adeline. Hvad skulle han sige? Han var da kommet så langt, som at konstatere, at det var kærestepotentiale, men det andet.. Det ville vel komme hen af vejen, hvis det skulle vise sig, at de rent faktisk var noget for hinanden? Det var sådan, at han så på det om ikke andet. Den lille piges ord, varmede ham dog. Hvis hun måtte kalde ham for far? En titel, som han aldrig før havde kaldt sig ved. "Hvis din mor giver dig lov.. Så må du kalde mig far allerede nu," fortalte han denne gang. Han kunne jo lide det.. Og selv nu, var han slet ikke i tvivl om, at det her, var en lille pige, som han kom til at have rigtig meget med at gøre, også i tiden fremover.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var bleven rigtig glad for lucas, det var der ingen tvivle om. Men de hade lovet hinanden at tage det med roligt fordi claudia var i billede. Det gjord at der var visse begrænsninger i hvad lucas kunne sig eller gøre hvilke ikke altid var en god ting, men de måtte stå ved hvad de hade lovet hinanden og tage det så roligt det nu var muligt for dem. Claudia så på lucas, hun hade så mange tanker i et lille hoved og så mange følelser også omkring det her. At den lille pige ønske dem gift var en kær tanke, men det var temmelig hurtig for ind nu hade lucas og adeline dårlig nok lært hinanden og kende, og de var da slet ikke klar til og spring på den vogn og blive gift just. Claudia så tydeligvis ikke videre glad ud da lucas sag at det var for hurtig det med og blive gift, det gjord adeline trist og se hende så ked af det, men det var nu en gang som tingen var. adeline så på dem med et mildt og roligt blik, og smile svagt til lucas. Hun ville lade ham snakke frit pigen hade tydeligvis brug for og snakke med ham, så hun ville bare lade dem snakke. Claudia snøft og gned øjne, hun ville bare så gerne have en far og hun kunne rigtig godt lig lucas. Adeline så på pigen overrasket over hun bad lucas om og være hendes far bare ud af det blå, men hun forstod hende godt og da lucas snakke om at vis hun gav lov måtte claudia godt kalde ham far, så hun bare på den lille pige som hun blidt strøg over hovedet. Claudia så mod adeline der nikke roligt, dette fik den lille pige til og bryd helt ud i hylen som hun klynge sig ind til lucas ”far!” hyle hun og trykke sig bare ind til lucas, mens adeline selv kort måtte fjerne et par tåre der samle sig i hendes øjne, det var smukt og følsomt syn og se, enlig fik claudia en hun kunne kalde far lig som andre børn kunne en drøm adeline vist claudia hade haft lig siden hun var en 4-5 år gammel.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas vidste jo godt, at det her rørte et meget særligt og specielt emne for lille Claudia. Hvorfor skulle hun ellers bringe den op på den måde? Han ville jo gerne være sammen med dem, og i bund og grund, så havde han virkelig intet imod, at skulle springe ind i den rolle for Claudia, hvis det også var okay for Adeline selvfølgelig. Her blev han siddende på knæ foran hende og med et stille smil.
Selvom det var tydeligt, at lille Claudia faktisk blev ked af det denne gang, hvilket på ingen måder havde været hans intention med noget af dette. Han lod derfor hovedet søge en smule på sned. Hvis det var okay, måtte hun godt kalde ham for far alligevel.. Uden at det behøvede at involvere et ægteskab. Det var også alt for tidligt, for så godt kendte han den jo slet ikke endnu!
Selvom Adeline forholdt sig tavs, var hendes nik med hovedet og et smil mere end tegn nok. Den lille pige blev i hvert super glad for det! Sådan som hun nærmest sprang ind i hans arme, måtte han alligevel grine, og slå armene om hende i stedet for. Her trykkede han hende tæt ind mod sig, hvor han vendte sig mod Adeline igen. Et taknemmeligt smil. "Din far," sagde han denne gang, også mest for at bekræfte hende i det. Hun havde vel brug for det? Og med hende i favnen, rejste han sig denne gang op igen. Han var glad.. Han strålede virkelig denne gang!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline vist dette var noget helt særligt for claudia, hun hade sukke efter en rigtig far så længe og hun så det hele i lucas, adeline bebrejde hende ikke lucas var så naturlig i rollen som en fader figur, han var tålmodig, han var venlig og hjælpsom og meget lege syg af hvad hun hade set, han passe jo super godt til børn.
Adeline så på claudia der var ked af de ikke skulle giftes, men det var lig hurtig nok nu skulle hende og lucas lig brug noget mere tid sammen og find ud af om det her ville udvikle sig til mere inden hun ville sig noget, selv om lucas bestemt ikke ville være et dårlig mach for hende.
Hun hade blot smile og nikke roligt, da lucas hade sagt han godt ville være claudias far vis hun gav lov. Hun så ingen grund til og sige nej til det, så hun hade bare nikke og smile ganske roligt. Claudia sad som en abe fast på lucas, tydeligvis super glad for enlig og have en rigtig far. Dette smelte adelines hjerte for nu hade claudia det hun ønske sig hvad kunne være beder ind og se sin lille pige så glad. Claudia hulke mens hun trykke sig ind til lucas, der blot bekræft at han nu var hendes far. Hun snøft og hulke mens hun klynge sig til ham mens han rejst sig med hende. Adeline kunne se på lucas at han var glad det stråle ud af dem begge to faktisk ”kom så i to, lad os heller komme hjem igen” sag hun roligt og smile bare kærligt til dem begge to, claudia så dog ikke ud til og slippe lucas lig nu og det bebrejde hun hende ikke, nu man hade en far tur man da slet ikke slippe igen adeline lo lidt og begyndt blot og gå hjem ad efter pænt og have sagt farvel til manden lucas hade handle med.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Bare alene tanken om, at det var en rolle, som Lucas fik lov til at påtage sig, var virkelig det hele værd, og det betød vanvittig meget for ham lige nu! At se Claudia være så glad og vide, at det var ham, som gjorde hende så glad.. Jamen, så blev det jo heller ikke ligefrem bedre, kunne man sige! Det var jo en helt fantastisk fornemmelse, og han nød det jo selv!
Derfor rørte det ham virkelig ikke, at den lille pige sad som klinget fast til ham på den måde, som hun gjorde det. For ham, var det faktisk det hele værd. At vide, at der rent faktisk var nogen, som ville gøre det, og rent faktisk var så glad for ham. Det var jo heller ikke noget, som han i forvejen var særlig vant til, kunne man sige. Øjnene lukkede han denne gang let i. Ikke var der nogen grund til at hulke og være ked af det, selvom han tolkede det lidt som af lykke, og det var en tanke, som han virkelig på alle måder, måtte elske. "Det er okay, Claudia," forsøgte han denne gang. Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle rende rundt og være så ked af det.
Adeline havde ret. De burde søge hjemover nu. Han smilede kærligt til dem begge, hvor han lod Claudia hænge om hans nakke og hals. Han havde nemlig ikke noget imod at skulle bære hende hjem. Lige nu, følte han, at han kunne klare hele verden, hvis det skulle være det! "Lad os det," sagde han denne gang. Materialerne ville komme i løbet af i morgen, og så var det jo ellers bare at komme igang med det hele. Det i forvejen ville jo komme til at tage ekstremt lang tid, men hvad.. Han ønskede at bygge det. Han ønskede jo, at de skulle blive. Hans frie hånd, greb ud efter Adelines. Han kunne nemlig holde ved dem begge, inden han søgte hjemover denne gang.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod bare ganske roligt, og så på de to. Det var tydelig og se at de begge to var meget glad, til tros for claudia tudet som en gal. Hun holdt sig bare i ro, det var vidunderligt og vide at claudia hade fået sit stor ønske opfyld og at lucas uden videre ville påtage sig så stor en titel som far på sig, uden og virke til og tøve det mindste. Hun så roligt på dem, hun smile mens hun følt sit hjerte smelte helt det var virkelig et dejlig syn og hun vist det her kun kunne betyde en god begyndelse på et beder liv her i himmeriget for dem. Claudia hyle som hun bare klynge sig ind til lucas, hun var bare så glad at det hele kamme over for hende. ”jeg.. er så.. *snøft* Glad.. far” hulke hun og trykke sig bare ind til lucas mens hun langsomt begyndt og falde til ro i hans arme.
Adeline så på dem mens hun forslog de tog hjem, hun så på luca som han søger for og have om claudia inde han kom op og stå. Adeline smile bare kærligt til ham, glad for at se dem begge to så glad. Hun smile bare som lucas mad gav at de skulle gå hjem. Hun smile bare og samle claudias kurv op inden hun begyndt roligt og gå mens hun mærke lucas tage hendes ene hånd, hun så på ham og smile kærligt til ham og blidt flette sin finger ind i hans inden hun gav ham et kys på kinden ”mange tak lucas” hviske hun stille, til ham og smile inden hun så på claudia der putte sig ind til lucas og var falde helt til ro ”åh fars pige” sag adeline roligt, hvor claudia kom med et mhm lyd hvilke bare fik adeline til og smile.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At nogen kunne blive så glad over så lille en ting, havde Lucas i sandhed svært ved at forstå. Det var en titel og en post, som han glædeligt påtog sig, nu hvor han havde muligheden for det. Han var jo på utrolig kort tid, kommet til at holde utrolig meget af dem begge to, og derfor var det svært ikke at gøre det. Han var glad, og det var tydeligt, at de også var det. Så blev det jo trods alt heller ikke bedre for hans vedkommende. "Det ved jeg, at du er, min pige." forsikrede Lucas denne gang. Han vidste jo slet ikke hvordan han skulle reagere på, at hun reagerede så kraftigt, som hun gjorde. Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle reagere på den måde.
På vejen hjem, lod Lucas også Adeline sammenflette deres fingre. Han kunne jo godt lide det. Et varmt og kærligt smil måtte denne gang brede sig over hans læber, som han så mod hende i stedet for. Han var glad. Det var jo hende, som netop gjorde ham så glad, som han i øjeblikket også måtte føle sig. "Der er ikke noget at takke for.. Virkelig." forsikrede han denne gang. Han kunne jo virkelig godt lide, at stå der og være der med dem. Det føles skræmmende naturligt, at gøre det, også selvom han kun havde kendt dem for en dag. Det var jo ikke fordi at det havde været særlig lang tid, kunne man sige.. Særligt, når det var på den her måde. "Jeg er virkelig blevet glad for jer." Han trykkede denne gang den lille pige ind til sig. Det var skræmmende hvor hurtigt det var gået, men han kunne jo lide det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på de to, det var bare til og mærke hvor megen en glæde at der var lig nu efter det her, det var virkelig dejligt at Lucas påtog sig denne rolle overfor claudia som tydeligvis var rigtig glad for Lucas hade godtage at være hendes far, den lille pige hulke mindre og mindre som hun hang der om Lucas hals, og begrave ansigt mod hans hals og skulder. Adeline smile bare så Lucas snakke med den lille pige, der bare snøft og nusse sig ind til ham. Adeline hade roligt flette deres finger inde i hinanden som de begyndt og gå lige så stille mod Lucas hus, deres hjem var det væld nu. Hun så på ham og smile bare kærligt til ham, "det er noget og takke for Lucas, du har opfyldt min datters ønske som er et hun har haft så længe og det ikke bare en titel man bare springer på uden det har en påvirkning på en.. Du har opfyldt hendes drøm og det har skænke hende en ro som det har skænke mig en ro om at nu har min lille pige en som hun tydeligvis stolt vil kalde sin far, ham hun kan søg til når mor ikke dur eller hun har brug for beskyttelse " hun så. På ham og smile kærligt til ham, han hade give dem så meget han bare ikke selv så som noget stort men det her betød utrolig meget for dem hun kunne slet ikke forstå hun ikke hade søgt op i himmeriget noget før så hun kunne have mødt Lucas. Adeline så på ham og smile bare til ham, "og vi er meget glad for dig Lucas... Jeg er rigtig glad for dig" sag hun stille pg rødme svagt, det var virkelig uhyggeligt hvor naturlig det her føltes for hende, alt flade bare i hak som de kom frem ad, dog meget hurtig men et sted hade hun helt mist følelse af at det var noget skidt at det gjord, i sær nu Lucas og claudia kaldet hinanden for far pg datter.

[Lucas Marcellus Himalaro]

For Lucas var det her virkelig ikke nogen stor ting. Det var en meget personlig, og frygtelig, frygtelig privat ting, men det var vel bare sådan, at det måtte være i den anden ende? Han vendte blikket mod Adeline, mens han endnu måtte have den lille Claudia siddende på armen og klamrende om halsen. At det betød så meget for hende, at have en far, kunne han godt mærke, og at det var en rolle, som hun ville have, at han skulle have.. Jamen, kunne han overhovedet bede om mere? I hans øjne, var det jo helt igennem en fantastisk ting! "Jeg mener det.. Det er virkelig ikke så voldsomt en ting for mig," forsikrede han hende denne gang om. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, og særligt ikke nu.
Svagt trykkede han hende denne gang i hånden. De var nu på vej hjem. Hjem til deres hjem, og det var sådan, at han egentlig havde det fint nok, hvis han endelig skulle sige det. Han ville gerne være der for dem begge to, og nu hvor de var på vej hjem til deres nye hjem, så blev det da godt nok heller ikke bedre, kunne man sige. Ikke nogen tvivl om det. Og nu hvor de var på vej hjem, så var der jo alligevel mange ting, som lige skulle falde i hak. "Vi skal have fundet ud af, hvordan vi tilrettelægger det hele bedst.. Det er jo også jeres hjem nu." Selvom han kun havde kendt dem i et døgn, så gjorde det ikke nogen forskel for ham. Aldrig havde han følt sig så tryg og så komfortabel omkring nogen, som det han gjorde med dem i øjeblikket.

[Adeline Magarita Jakson]

For claudia var det lucas hade gjort en kæmpe stor ting, den lille pige ville huske dette resten af hendes liv, den dag hun fik en far.. en rigtig far. Dette var noget der glædet adeline, det var virkelig så meget mere inden lucas kunne se, der var så mange følelser og betydning i det at det var helt tosset. Claudia holdt sig bare ind til lucas, tydeligvis var hun ikke klar til og slippe sin nye far lig nu, og det forstod adeline skam ganske godt. Hun så på lucas som han snakke til hende, ”men det er en kæmpe ting for claudia.. og mig, jeg kan virkelig ikke takke dig nok lucas.. det her er noget som jeg aldrig ville kunne gør gengæld for, i vært fald ikke 100 % jeg skylder dig virkelig” hun så på ham.
Hun mærke han trykke om hendes hånd, hvilke fik hende til og smile. de var på vej hjem til deres alle sammens fælles hjem, det var virkelig en fantastisk følelse. Adeline kunne ikke længer se en grund til og finde noget andet, claudia ville ikke kunne undvære lucas og hun selv, tja kunne man bebrejde hende at hun heller ikke ønske og flytte væk igen. hun så på ham som han snakke, ”hvad tænker du da på vi skal have tilrettelagt?” spurt hun ganske roligt, for at høre hvad han ønske der skulle planlægges om deres nuværende boligforhold. Selv om de hade kendt hinanden i kun et døgn så føltes det her så skræmmendene rigtig, hun følt sig tryg og komfortabel præcis som en familie skulle være.