Cheers! In... friendship?

[Lucas Marcellus Himalaro]

De mange spørgsmål var ikke nogen af slagsen, som gjorde Lucas utilfreds eller ubehageligt til mode, for det gjorde det på ingen måde. Overhovedet ikke. Hans blik vendte han denne gang i retningen af hendes skikkelse denne gang. Han rystede afvisende på hovedet. Så varm og god en kvinde. Kunne han for en gangs skyld, være så heldig? Det ville være fantastisk at få den mulighed en dag. "Måske en dag... Måske en dag," sagde han denne gang, og med et smil på læben. Det var svært andet i hvert fald.
Igen trykkede Lucas omkring hendes hånd, også selvom han tydeligt godt kunne se, at Claudia slet ikke var tilfreds med noget som helst. Mon ikke, det var noget, som ville komme en dag? Han smilede til dem begge. "Lad os finde noget tøj.. Jeg vil gerne se på redskaber og andet til huset, hvis det skal udbygges," sagde han denne gang med en rolig stemme. Der var så mange ting, som man skulle tage højde for, og særligt, når der var flere i huset. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste.
Lucas rystede afvisende på hovedet, og med et smil. "Slet ikke. Det.. det er nok bare ikke lige det, som jeg havde regnet med, at skulle høre.. Altså.. så hurtigt i hvert fald. Hun er en kvik lille en," sagde han denne gang med et stille smil på læben. Han var glad.. Det var dog stadig meget underligt af den grund.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline forsøgt sig bare og hold sig i ro, og svar på spørgsmålet som claudia hade stille dem. Hun kunne godt forstå lucas var bleven chokeret over pigens spørgsmål for det var hun selv bleven. Hun så på ham som han ryste på hovedet, og begyndt og snakke, ”ja.. en dag.. måske” hun så på ham og smile bare blidt til ham.
Hun mærke han trykke om hendes hånd igen, og gengældt bare klemmet mens de enlig kom hen til marked som var der de skulle hen. Claudia lyst lidt op nu de var komme til målet, og smile bare mens hun nysgerrig kigge rundt. adeline så på lucas som han snakke om det han skulle se på, ”okay det med tøjet burt ikke tage længe, med minder claudia ikke kan beslutte sig for hvad kjoler hun vil have” hun smile bare, mens man hørt claudia brokke sig ”Hey!” adeline lo blot som pigen selv måtte grine inden hun slap lucas hånd og løb dem i forkøbet hen til en tøj bod. Adeline smile bare, her kunne hun lade pigen løbe hvor hun ville uden at behøve og være bange for der sket hende noget.
Hun så på lucas som han snakke igen, hun smile undskylden ”ja.. meget kvik beklager virkelig claudia er meget åben munde” hun så på ham, og smile et lille smile inden hun så mod pigen der kigge kjoler i stor stil. ”tror ingen af os hade regne med claudia ville stille det sprøgsmål.. slet ikke så hurtig.. det var jo kun i aftes vi..” hun rødme lidt og lod være og sig mere da hun ikke ønske claudia måske hørt hende, eller andre omkring dem for den sags skyld.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde på ingen måder regnet med det spørgsmål så hurtigt, men kunne dog ikke udelukke, at han godt kunne forestille sig, at skulle være sammen med dem på et senere tidspunkt. Nu var de begge virkelig fantastiske væsner, og en kvinde som Adeline, var jo en kvinde, lige efter hans smag, så det kunne han bestemt ikke benægte. Han kunne i hvert fald godt lide dette. Ikke at der skulle herske nogen tvivl om det. "Ja.. En dag," istemte han. Stod det til ham, kunne de sagtens kalde sig ved titlen som et par i dag! Det var vel bare.. hurtigt? Særligt, når der også var børn i billedet, selvom det allerede lød til at han havde fået den lille piges accept, hvilket han naturligvis var glad for.
Denne gang måtte Lucas bryde ud i en latter. Han nød jo uden tvivl dette. Ikke at der skulle herske nogen tvivl om det. "Så er det jo godt, at vi har god tid," sagde han glad. De gjorde ham glad, og uden tvivl også mere, end hvad han havde været i frygtelig lang tid nu.

Claudia løb i forvejen, for at undersøge boden. Heroppe var der nemlig ikke noget at være bange for, og det var naturligvis også en kæmpe fordel, som man ikke skulle se bort fra. Her var der ro.. og det var virkelig rart. "Det skal du ikke tænke på. Jeg var bare ikke lige forberedt på en accept så hurtigt." Han sendte hende et stille smil. Han kunne i hvert fald ikke lade være.
Jo mere hun sagde, jo mere måtte han smile. "Det var en god aften.." sagde han denne gang. En som han gerne så gentage sig.

[Adeline Magarita Jakson]

det var hurtig at Claudia hade midt det spørgsmål det var adeline enig i, men nu var det bleven stille og de hade svaret så godt de kunne. Hun kunne da bestemt godt forstille sig og en dag være sammen med lucas, som mere ind en bofælle. Han var en god mand, og jo mere hun lært ham og kende jo beder faldt han i hendes smag. Hun så på ham som han istemte det hun sag, og sendt ham et lille sød smile. selv om hun intet ville have haft i mod og kalde sig et par allerede så var det for hurtig, det ville se lidt forkert ud i forhold til adeline hade claudia og tænke på. Også selv om claudia så ud til og have lukke lucas ind i deres liv så måtte de nok vente et par dag.. eller måske en måned eller lidt mere måske. Adeline så på ham som han grine og smile bare og lo svagt selv ”mhm det er ganske godt” hun smile og så på ham.

adeline så mod sin datter som hun kigge på boden med tøj, tydeligvis betage af alle de fin kjoler hvilke more kvinden i boden som vist claudia kjoler i hendes størrelse. Adeline så på ham som han snakke, ”sådan er claudia.. noget hurtig til og lukke op for dem hun kan lig.. ikke altid en god ting men her oppe går det nok” hun smile skævt ”man kan vist kalde hende for meget naiv.. det kommer vist fra mig” hun smile skævt og så på ham, hun rødme lidt som han sag det var en god aften. ”så… det ville ikke gør noget vis den måske gentog sig i aften? Eller en anden dag?” hun så på ham mens de nærme sig boden som claudia var ved.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var hurtigt, at spørgsmålet var kommet, men de havde vel også været hurtige til at afværge det igen? Det var i hvert fald sådan at Shade måtte se på det. Et kort smil passerede hans læber. Selvom de ikke havde kendt hinanden så længe, kunne han uden tvivl godt se Adeline, som kærestepotentiale. Og i den forbindelse, var det ham intet problem, at hun havde børn i forvejen, og havde været sammen med andre mænd. Han havde det faktisk ganske fint med det, hvis han selv skulle sige det. Han var vel gået hen og blevet glad for hende..? Selv på denne korte tid? Det var svært andet. Han nikkede denne gang med et smil på læben mod hende. "Det har du helt ret i," sagde han denne gang. Desuden skulle de bo sammen nu, så det var jo også vigtigt, at de fandt ud af, hvordan tingene skulle være dem imellem. Det var faktisk ting, som han selv måtte anse som meget vigtigt, og det kunne han heller ikke lægge skjul på, når det endelig skulle være.

Claudia var gået langt i forvejen, hvilket for nu, faktisk passede Lucas ganske udmærket. Hans blik hvilede på Adeline. Så varm og kær en kvinde. Han kunne i hvert fald godt lide det, når det var på denne her måde. Han smilede varmt. "Heroppe sker der hende intet.. Jeg er da kun glad for, at hun kan lide mig," sagde han denne gang. Han kunne jo lide dem begge to.. Andet havde jo været fuldkommen tragisk!
Smilet bredte sig. "Hun er en god og varmhjertet lille pige.. Hun må være sin moder i sine unge dage." Han trykkede om hendes hånd. Om aftenen måtte gentage sig? "For min skyld - hver eneste aften," sagde han denne gang. Det havde jo været en fantastisk fornemmelse!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var virkelig taknemlig for lucas tog claudias spørgsmål så pænt, faktisk hade han tage alt med hun hade et barn og en længer fortid med trist hændelser pænere ind man kunne forvente. Lucas hade mange ting adeline godt kunne lig, og som passe helt rigtig til en fremtidig kæreste i sær det at lucas kom godt ud af det med claudia og han tog hende sådan til sig fra dag 1 det var virkelig imponerende. Hun så på ham og smile bare, som han også smile til hende og snakke til hende. En dag ville de måske kalde sig kærester men for nu, kunne man vel kalde det for en begyndende flirt.

Claudia var tydeligvis optage i alt det damen i boden vist hende, det fik adeline til og smile claudia var bare en rigtig pige som elskede kjoler. Adeline så op på lucas mens de gik nærmer, og smile bare mildt til ham. det lå hende naturlig og være mild og kærlig men overfor lucas var det bare anderledes. ”det en stor fordel at der sikkert her oppe.. og jeg forstår godt hvorfor hun så let kunne lig dig, du har så mild en personlighed, du villig til og vil lege med hende, du behandler hende helt som var hun din.. jeg tror claudia nyder og have en som opfør sig helt som en far, også selv du ikke er forpligt til det” hun smile bare blidt til ham.
Adeline rødme en smule og lo, ”jeg ved nu ikke om hun liner mig.. den gang var jeg en drage rytter, og blind men jeg husker dårligt min tide fra det liv.. efter jeg genopstod her oppe.. vågne jeg som en voksen så.. jeg ved ikke hvordan jeg har være som barn mere” hun så mod claudia, og trykke blidt i hans hånd og rødme lidt ”så.. i aften?” spurt hun stille med lidt rød kinder mens hun bare holdt om hans hånd.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Firtede de? Ja, et sted gjorde de jo, men det var uden tvivl en fornemmelse, som Lucas virkelig godt kunne lide. Et stille smil passerede hans læber, som han så mod hende. Han havde taget det pænt, for et sted kunne han da godt forstå, at det var et spørgsmål som den lille pige stillede. Hun havde jo ikke nogen far i sit liv, og derfor var det vel et sted også ganske oplagt at spørge ham, når det endelig kom til stykket? Hans blik vendte han derfor mod den lille pige, som synes at gå helt amok i kjoler og det hele derovre, hvilket nu kun fik ham til at smile. Der var ikke nogen tvivl om, at det virkelig var en udvikling, som han godt kunne lide.

Igen var det Adeline, som fangede hans fulde opmærksomhed. I hans verden, var der ingen tvivl om, at hun ville være det ideelle for ham, og han kunne jo godt lide det. Derfor handlede det også lidt for hans vedkommende i, ikke at ødelægge det, nu hvor han havde muligheden for det. "I frygten for at sige noget forkert... Så falder det mig bare naturligt," sagde han denne gang. Svagt trak han på skuldrene, inden han sendte hende et smil. Han holdt af dem begge.. Claudia med. Og sikkert også Oliver, hvis han nogensinde fik muligheden for at hilse på den kære mand. "... Du har været blind?" spurgte han næsten forundret denne gang. Svagt rystede han på hovedet. "Jeg er nu glad for, at du har fået den chance til," sagde han denne gang. Det betød faktisk meget for ham. Smilet bredte sig, hvor han lagde sin anden hånd om hendes. "I aften," medstemte han. Han var jo helt fristet til at få den tilbygning færdig nu jo!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, de flirte vel et sted gjord de ikke? Det hade hun i vært fald opfatte i går aftes. Hun så på ham, og smile bare som hun så han også smile. cluadia hade jo fat sin grund til og spørg og det viste adeline godt. Hun så på ham mens de gik bare videre, mens hun så mod claudia der så ud til og have forelskede sig i en yndig simpel hvid kjole, med blonder i kanterne, det var bare typisk for claudia og kunne lig den type kjoler men de klædet hende skam også rigtig godt.

Adeline så på ham som han snakke til hende, hun var selv bange for og ødelægge noget så de måtte tage det roligt nu selv om det var svært, men hun kendt sig selv godt nok til hun nemt selv blev for ivrig og hun ønske ikke og skræmme lucas væk. hun så på ham og smile blidt ”du skal ikke frygt du siger noget forkert lucas for det har du ikke lucas” hun så på ham og smile bare til ham. hun så på ham da han spurt om hun hade være blind, hun nikke ganske roligt ”ja… får mange mange år siden da jeg stadig var en drage rytter” hun så på ham. og smile bare, ”er jeg også.. ellers hade jeg jo ikke mødt dig” hun så på ham og smile bare mildt. Hun så på ham som hun mærke hans anden hånd lægge sig oven på hendes hånd også, hun rødme lidt som han medstemt at de skulle side sammen igen i aften, hun smile blidt til ham ”glæder mig” hun smile og så på claudia der løb hen til dem ”mor mor! Kom og se den fin kjole!” adeline lo og lod claudia hive hende og lucas hen til boden hvor adeline begyndt og gennemgå kjolen for at se om den nu var syet ordentlig.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lige nu var det ikke Claudia, som Lucas havde øje for, men derimod for Adeline. En virkelig smuk kvinde. Han kunne jo umuligt gøre andet! De flirtede.. Det måtte de gøre. Det var i hvert fald sådan, at han opfangede det hele, og det var heller ikke fordi at han havde noget imod det. Det handlede vel egentlig bare om at tage det lidt mere med ro, da der også var børn i billedet, som man skulle tage hensyn til, og det sidste, som han ville, og havde lyst til, var at gøre dem kede af det, fordi at de ikke havde fået det til at fungere alligevel. Så kunne de undgå det, så gjorde han det altså. Også for hendes børns skyld.

Et kort smil passerede denne gang hans læber. For ham, gjorde det her jo en verden til forskel, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han nikkede mod hende. "Det er jeg glad for at du siger," sagde han denne gang taknemmeligt. Han var jo ikke ude på at gøre nogen af dem kede af det, eller forhaste sig med noget som helst. For det var slet ikke hans hensigt med noget af dette.
Der var tydeligvis mange overraskelser gemt i lille Adeline. "... Det må jeg sige.." sagde han denne gang. Han vidste ikke, hvad andet han rent faktisk skulle sige. Han lod blikket falde mod Claudia, som tilsyneladende havde fundet lige den, som hun gerne ville have. "Det må have været hårdt," tilføjede han denne gang. Det gjorde ham faktisk lidt.. trist på deres vegne. Alt det hårde, som hun havde oplevet i sit liv.

[Adeline Magarita Jakson]

De flirte det hade adeline opdage, og hun ville enlig heller ikke stoppe med minder de begge blev enig eller lucas udtrykke at det skulle stoppe, men ind til videre virke han mere.. med på og forsætte og flirte med hende. Hun så op ham, som de gik sammen hen til claudia. Efter som claudia var inde i billede var de nød til og være mere rolig, oliver kunne ikke rigtig sige noget for hun hade ikke set den dreng siden han var hvad..8 år eller der omkring hvor han fik sin drage og puf så var han bare væk. hun håbe han var okay, hun sukke inde i så lucas ikke skulle se det.

Hun så på lucas som han smile et lille kort smile til hende, hun smile ganske roligt til ham. ”jeg skal nok sig vis det er du skulle sig noget forkert… men kan sig ind til nu er det ikke sket” hun smile og så på ham, hun vist godt han ikke var ude på og sig noget forkert og det var da også godt nok men han behøve ikke frygt vis det skulle ske. Hun så på ham som han snakke igen, hun smile bare svagt og så på claudia som fik dem med hen til boden. Hun trak vejre dybt ”det var det.. men jeg klager ikke over hvor det ført mig hen, jeg er bare glad for at have fået en chance til” hun så på ham og smile blidt inden hun fokuser der efter på kjolen og nikke, den var i orden så den måtte hun godt få, ”den er i orden claudia andre du gerne vil have?” hun smile og lod pigen kigge mens adeline begyndt selv og kigge lidt tøj, og spurt roligt lucas om hans mening et var hvad hun syntes men hun ville vide om han kunne holde ud og se på den, bare for sjov for at se hvordan han reager.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At flirte med Adeline, havde Lucas bestemt ikke noget imod. Det var i forvejen en sjældenhed, at han fandt nogen, som han fandt den særlige interesse for, som han havde gjort med hende, og han elskede den følelse, som det efterlod ham med. Den eneste grund til at han slog bremserne en smule i, var fordi at der var børn i billedet, og han ville nødigt have, at det skulle gå så forhastet, at de ikke kunne finde ud af det. Det var i hvert fald ikke hensigten eller intentionen med noget af dette, kunne man sige. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Så varm og dejlig en kvinde. Selvom de ikke havde kendt hinanden i særlig lang tid, betvivlede han på ingen måde, at det var en kvinde, som han i hvert fald, slet ikke lystede skulle forlade stedet . Slet ikke!

De nærmede sig nu Claudia, som allerede var i fuld gang med sin shopping af tøj. Han ville bare gerne have hentet de materialer, som skulle bruges, så han kunne bygge huset ud, og der derfor ville være plads til dem alle sammen. For ham, var det rent faktisk noget af det vigtigste lige nu. Det var jo meningen at de skulle være der alle sammen. "Godt," sagde han denne gang. Smilet forblev dog på hans læber, da han let trykkede om hendes hånd.
Her vendte han blikket mod Claudia, som selv synes at kunne tage favnen fuld af alle de smukke og fine kjoler, som nu måtte hænge der. Ikke at han ville have noget imod det. Bare at se pigen smile sådan, var virkelig også det hele værd i hans øjne. "Det ved jeg.. Og.. Jeg er også glad for det," fortalte han denne gang. Om det havde forholdt sig anderledes, havde de jo aldrig mødtes. En tanke, som han et sted måtte finde.. skræmmende.

[Adeline Magarita Jakson]

At lucas flirte med hende gjord hende slet ikke noget, det var da rart og vide nogle fandt hende tiltrækkenden stadigvæk tros hun var mord til to, og selv om hun så ung ud så hade hun jo lidt år på bagen. Hun så på ham, og smile bare at lucas fandt hende interessant hade hun regne ud ellers hade han nok ikke flirt med hende. Hun så på ham, og smile bare, mens de gik det her var nu meget dejligt og hun hygge sig virkelig. At lucas slet ikke ønske hun forlod stedet kendt hun ikke til, men hun hade bestemt ikke lyst til og flytte tilbage til slotte og jorden vis det her udvikle sig forsat og nu hvor han ville bygge til huset ønske hun heller ikke og flytte væk igen.

Claudia var virkelig glad for kjoler det kunne man se, adeline nød og se pigen smile sådan og find kjoler. Hun så på lucas og smile ”det her skal nok gå hurtig, vis det er kan du jo gå hen og se på matrialere så vi hurtiger færdig” hun smile og så på ham, inden claudia vist hende en kjole mere. Det endt med adeline fandt 4 kjoler til claudia og fandt selv 2 kjoler til hende selv, og et par bukser og bluser så var hun dække. Hun fandt også lidt undertøj for det mangle de enlig også, de fik vist lidt mere tøj ind planlagt.
Hun så på lucas og smile bare blidt til ham, ”det var godt, det en helt uhyggelig tanke.. var jeg ikke genopstået hade jeg aldrig fået claudia.. og heller aldrig mødt dig.. det skræmmenden” det var virkelig en uhyggelig tanke, for hun elskede claudia utrolig meget, og lucas betød allerede meget for hende så det var heldig at hun ikke bare var bleven i jorden men faktisk var komme tilbage igen, nok hade der være mange dårlig ting i hendes liv men også mange gode heldigvis.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At Adeline var mor til to, og derfor havde været sammen med mænd før ham, var ikke noget som han sagde noget til. Nu var han selv nået den alder, hvor det nok var.. utrolig urealistisk, at han ville finde en kvinde, som var henlagt uberørt. Dog måtte han alligevel sande, at han godt kunne lide den tanke. Han kunne lide tanken om, at det var en kvinde, som vidste, hvad hun ville have, samt havde den erfaring både i soveværelset, men også omkring livet. Han ville ikke det unge.. Og at der var børn i billedet, var derfor kun en bonus i hans øjne. Og endda også den slags, som han ikke ønskede, at se bort fra.

At kigge på tøj, var ikke ligefrem Lucas' specialitet, også selvom han godt kunne lide, at de ville have ham med. Det alene, var faktisk noget, som betød utrolig meget for ham, og det i sig selv, lagde han bestemt heller ikke skjul på, når det nu endelig var. Et smil passerede denne gang hans læber. "Det lyder til at være en god idé. Jeg har også noget af et byggeprojekt, at begynde på derhjemme," fortalte han denne gang. Var det nogen skam at sige, at han glædede sig til at komme igang? Så de kunne få deres plads alle sammen?
Smilet falmede dog en anelse. Det var selvfølgelig trist, at hun havde haft det liv, som hun havde haft, men ud fra, hvad han kunne se, så var hun kommet rigtig godt igen med det hele, så det blev jo heller ikke ligefrem bedre. "Selvom jeg ved, at det er hårdt sagt.. Så er jeg glad for det. Det her møde, vil jeg ikke have været foruden." Han vendte sig mod hende, hvor han kort kyssede hendes kind. "Jeg tager over og kigger på hvad jeg skal bruge. I kommer bare over, når I er færdige," sagde han denne gang. Han slap hende denne gang, inden han kort sendte Claudia et smil, inden han søgte fra dem.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var en stolt mor til to, og hun ville bestem ikke undvære dem for noget i denne verden. Hun hade dog efter hånden opgive lidt tanken om og finde en mand, som hun kunne beholde og ikke gik hen og blev dræbt inden for kort tid, men også finde en der kunne leve med hun hade hele to børn, som var med to forskellig fædre ikke desto minder. Lucas hade dog vist sig og være en af de næsten sjældene typer der gik ville leve med den viden, og som tog det så pænt som han gjord hvilke var meget vildt syntes hun. adeline hade da erfaringer i soveværelset det var lidt svært ikke og have det, hun hade jo være gift selv om sjælden hade set sin mand, og dafnir hade være noget mere tilbage holdene når det kom til det intime. Hun vist hvad hun ønske og ville have, men hun forvente bestemt ikke og få det selv om hun kunne se mange af de ting hun ønske sig i den kære lucas som virkelig begyndt og have charme sig ind i hendes hjerte på uhyggelig kort tid.

Kigge tøj var noget der faldt naturlig for adeline og tydeligvis også Claudia, som var meget betage af hvad kjoler der var her i himmeriget. Men hun forstod godt vis det ikke lige var lucas, hun så på ham og smile bare og nikke. ”nemlig så kig du heller det, så lader jeg shoppe pigen kigge løs, og så kan jeg også lige kigge efter lidt til aften” hun smile bare blidt til sig, hun så frem til når hans byggeprojekt var færdig, så var der værelse til claudia og lidt mere privat rum til dem.
Hun på claudia, der smile og være glad. Det var sådan et smile som kunne få alt det onde der var sket adeline til og smelte væk, ja hun hade være uheldig men hun hade fået en dejlig dreng der ganske vist var væk men også en pige der braget hende meget glæde så tog hun gerne den fortid hun hade haft med sig. Hun så på lucas, hun smile ganske roligt ”og jeg ville heller ikke være foruden dette møde” hun smile blidt til ham, og rødme som han kysse hendes kind. Claudia hade set det og stod bare og kigge på dem med stor øjne og et stort smile, adeline nikke roligt ”skal vi nok vi ses om lidt” hun smile og så på claudia og bad hende kigge videre, i mens kunne adeline gå lidt væk og kigge mad, inden hun kom tilbage og købt de ting claudia hade fundet efter godt 25 minutter gik de hen mod lucas som de hade aftalt, i adelines kurv som var godt proppe med tøj, og claudia hade en minder kurv med mad i armen og et kæmpe smile.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas skulle være den sidste til at dømme folk, hvilket han udmærket godt vidste. Han havde jo selv været vidt omkring, og endda forsøgt sig med den samme kvinde hele to gange. Det var bare ikke gået, og han havde taget konsekvenserne af det. Han var åben hvad angik muligheder, og den fortid, som dem omkring ham, skulle være bærer af. Det var jo bare en skam, at en kvinde som Adeline havdeværet så uheldig. At skulle ende som enke, og sidde alene med to børn! Var det overhovedet underligt, at han ønskede at hjælpe hende? At hun så samtidig var kommet ham så tæt, var jo en anden ting, som man bare måtte tage med, kunne man sige. Han havde intet imod det. Claudia var noget af det mest kære, som han nogensinde havde stået overfor, og man kunne vel sige, at han allerede på utrolig kort tid, havde valgt at tage dem til sig? En dag, kunne han jo samtidig kun håbe på, at han også ville få muligheden for at hilse på hendes voksne søn.

At glo på tøj, var ikke ligefrem det som Lucas havde mest lyst til lige nu. Derimod ville han gerne kigge på de materialer, som skulle til, netop for at bygge den tilbygning, som ville give Claudia et værelse, og dem noget mere privatliv. Det var det, som faktisk passede ham mere end fint lige nu. Han sendte hende et smil. Han var virkelig blevet glad for dem begge. "Bare giv jer god tid," bad han denne gang.
Kysset mod Adelines kind, kunne han slet ikke lade være med. Han ville jo gerne, som han ville dem begge. At den lille pige, så skulle se det, havde ikke ligefrem været meningen, men det var nu forekommet alligevel. Derfor lod han dem være, mens han søgte til det, som han nu skulle finde.
Hvor længe han stod der selv, vidste han ikke. I øjeblikket, var Lucas i fuld forhandling med en af englene, som lovede at bringe materialerne til hans dør for en alligevel okay pris. De gav hånd. I hans hånd stod Lucas selv med et dokument som beskrev alt, hvad han skulle bruge. Han glædede sig til at komme igang! Han drejede hovedet, da han endelig fik øje på dem. "Blev I færdige?"[/Color] spurgte han denne gang. Den anden engel vendte sig mod dem. Han sendte Adeline og Claudia et smil. "Så det er kone og datter? Et yndigt par," roste han dem.