The eyes of your life..

[Deleted]

At være i nærheden af nogen som kunne være så naive, var slet ikke noget som Dominic havde haft i tankerne, nogensinde at skulle opleve. Sandt at de flestes alarm ville v ære gået, ved at en vampyr ville føre dem alene væk fra mængden og ned mod de mørke gyder, da det i sig selv, var kendt for dem at være et sted hvor de havde det godt faktisk. Det mørke og den følelse af det, som måtte give dem den form for tryghed og der var Dominic så sandelig heller ikke noget undtag overhovedet. Han holdt stadig godt fast omkring hendes krop. At absolut hele hendes levende tilværelse, var noget, som havde bygget sig på ham, var slet ikke noget, som han kunne tænke sig til. Han mindes slet ikke at have set hende før. Måske, at han havde passeret hende på gaden, men det var jo mere eller mindre også bare det i den anden ende, det var der jo heller ikke nogen tvivl om. Han havde aldrig nogensinde oplevet det, at noget som helst.. eller nogen som helst for den sags skyld, skulle have muligheden til at vække noget som helst af det, som måtte kaldes for følelser i hans sind, det var slet ikke noget, som han havde troen på. Han var et gammelt forældreløst barn, vokset op på et børnehjem og så smidt ud når han var blevet for gammel og derved også klaret sig efter bedste mening derefter, selvom det jo indebar, at han skulle slå ihjel for at overleve selv, så var det jo bare det som han måtte gøre. At hun ikke gjorde meget modstand kunne han godt mærke, også selvom det nu ikke var noget som betød noget for ham direkte. De mange papirer som hun måtte miste.. noveller, historier omkring ham selv. En skam, at han slet ikke ville være der til at læse dem, for det var en utrolig vigtig egenskab som han aldrig nogensinde havde lært. Der var jo heller ikke nogen til at skulle gøre det for ham, for den sags skyld, det var der jo heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Der havde han jo stået ganske alene, han havde altid stået alene, og det i sig selv, var faktisk noget som et sted gjorde ondt, selvom han nu bare havde valgt, at skulle acceptere den ensomhed som noget af det bedste i hans liv. Han var stærk, han kunne stå alene, han kunne klare sig alene, hvad andet havde han egentlig brug for? Som hun selv måtte blive svagere og svagere, så gik han stille og roligt ned i knæ selv og uden, at skulle slippe hende. Hans opmærksomhed forblev dog på hendes vejrtrækning og hendes hjerteslag. Hvor længe han sad der, vidste han ikke, men han var dog umådelig mild overfor hende, end det som han ville have været overfor så mange andre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som han selv måtte stille sin egen sult, hvor han selv tvang sig til at skulle slippe det greb omkring hende, hvor han stille lod hende glide ned på jorden under ham. Normalt ville han slippe og så bare gå.. hun var anderledes. Hun havde snakket til ham som havde han været en ven og det var noget som han dog i den grad ikke havde oplevet før på nogen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne faldt stille til hendes skikkelse, selvom det nu ikke just var med følelse på nogen som helst måde overhovedet ,tvært imod, så var dette virkelig bare noget som han måtte acceptere, for det var det som var ham selv nødvendig for hans overlevelse og det var noget som han måtte sige til sig selv igen og igen, udelukkende fordi, at han nægtet, at skulle få dårlig samvittighed over det her. Han lod hovedet søge let på sned, lod den ene hånd roligt hæve sig, hvor han strøg den over hendes kind med et stille smil på læben. Tungen lod han roligt fange de sidste mange dråber af blod som måtte hvile der, inden han vendte sig mod de mange papirer som havde spredt sig som et virvar omkring dem. Hendes skrig, ville der ikke have været nogen som ville være i stand til at høre, det var han allerede i sig selv, ganske så sikker på, selvom det nu og da, slet ikke var noget som havde nogen betydning for ham overhovedet. Han rejste sig roligt op og begyndte, at skulle samle de mange papirer sammen. Billeder som tekster, selvom han nu ikke var i stand til at skulle læse, så kunne han da altid betragte de mange billeder. Han havde klaret sig fantastisk uden at have været i stand til at læse eller skrive for den sags skyld, det var nok noget som han aldrig nogensinde ville være istand til. De mange billeder.. alle af tilsyneladende den samme mand. Han så stille ned af sig, arret i mandens ansigt, som havde det været som hans eget. Hana hævede hånden og lod hånden stille glide med sit eget. Det var dybt og ville nok aldrig nogensinde heale ordentligt, selvom det nu var noget som han havde accepteret. Man lærte vel trods alt af sine fejl? Og der var han så sandelig heller ikke noget undtag på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte blikket stille mod hende efter et stille og roligt øjeblik og så tilbage på malerierne. Hvis det var hende som havde tegnet dem.. Var det så ham som hun havde tegnet og malet?

[Deleted]

Man kunne roligt sige at Eniyah var frygtelig naiv og langt mere end godt kunne være på alle punkter, dette ville være et farersignal for enhver anden men hendes tillid til ham var virkelig det som måtte gøre hende blind, der var ikke et sekund før han havde ladet tænderne synke i hendes hals at hun rent faktisk havde troet at han ville gøre det, og kun fordi det var noget som han aldrig ville finde på sådan som hun kendte ham hvilket i den sande virkelighed var overhovedet ikke. På alle måde var Eniyah et væsen af det direkte let, hun lvede og åndede i det, men selvom hun stod i mørket med hans tænder i hendes hals, så var hun endnu ikke utryg hun gav sig blot hen til ham stadig i troen om at han ville passe på hende, der var virkelig ingen form af mistillid. Den slanke skikkelse hvilede i hans armene, hun var sunket i benene, der var ingen magter tilbage der kunne holde hende oppe, hun følte selvom hvordan hun måtte blive svagere og svagere, eftehånden var det blevet hende umuligt blot det at holde øjnene åbne. De sank stille i bag hendes øjenlåg, pludselig måtte kulden for alvor komme til hende og male den gåsehud over hendes fine hud. Hun var selv vokset op et helvedes sted hvor hun var den som lev frosset ude, hun havde altid været alene, men det var en barsk verden hun var født i og det var noget som hun var klar over hun valgte blot leve med den viden og så ikke bebrejde eller for den sags skyld hade, der var så mange andre følelser. Sandt at sige at hun var ensom det kunne hun ikke komme uden om, men hun var tryg i skovene, de mange ord fik hend etil at føle sig bedre, at få følelserne ned på et papir, for det var de groveste som måtte gennemborre hende, til tider mistede hun ligefrem livsmodet, frygtede for at skulle miste den mand som havde fået større betydning for hende end nogen anden på trods hun ikke kendte ham på nogen måde, hun frygtede stadig at skulle miste ham, for hende var han blevet langt mere end blot en figur i hendes mange noveller, digte og malerier. Lyden af papirer var det som lod tårerne stille søge ned over hendes blege kinder.. Det var hendes liv som måtte flyve ud af hendes hænder og bare i luften, det gjorde virkelig ondt, lige der var hun en af de heldige som havde lært kunsten at læse og skrive, til gengæld så var tal ikke noget hun fandt det mindste ud af. Eniyah følte ham synke i knæ og hun gjorde ikke engang så meget som en lille bevægelse for at følge med det knækkede bare under hende, der hvor hun dog stadig måtte hvile i hans favn. Kulden tog til, hendes hjerte slag blev langsommere og svagere, bankede kun i enkelte slag. Da han lod hende glide alene ned mod de hårde sten der måttte borre sig ind i hendes ryg, måtte hun endnu være ved livet men det var i den grad en kamp. Hendes øjne var lukkede, hun kæmpede intenst for hver eneste vejrtrækning. Trygheden forsvandt da han endte med at rejse sig. Et sted følte hun vel et lille stik af skuffelse, for hendes del var han en ven og så langt mere end det og had lod hende bare ligge? Det var end ikke det faktum at hun stadig kunne føle smerten så intens og den manglende energi, hun frygtede ikke døden men følelsen af hans arme omkring hende som det sidste det var noget hun i det mindste måtte håbe på. Det blide strøg mod hendes kind, hvor hans hånd end ikke føltedes brændende mere for hendes hud var blevet nøjagtig ligeså kold. Et blidt smil tvang hun vejen frem over hendes rosa læber, som for at lade ham vide hun var okay på trods hun lå på dødens rand, stadig naiv nok til at tro han overhovedet ville tage sig af det, han var vel ligeglad? Hendes lunger peb for hver gang hun indåndede, der ville ikke gå længe før hun måtte give op, hvorfor hun overhovedet gad kæmpe var det hun i det stille sind spurgte sig selv om. Roligt tvang Eniyah blikket op, betragtede ham samle de mange papirer tilsig og studere ham nøje.. Det var alt hvad der behøvede før hun slog hovedet tilbage, lod det lange mørke hår roligt flyde omkring hende, lod enhver muskel i kroppen slappe af og med de lukkede øjne hvor tårer alligevel søgte ned over hendes blege kinder, hun havde opgivet kampen nu måtte hun bare vente på at døden ville tage hende i hendes favn.. Sekunderne var talte.

[Deleted]

Normalt set, så ville Dominic bare lade sine ofre blive liggende og enten lade andre finde dem, ellers ville de jo dø. Der var jo ikke rigtigt nogen andre valg i hans øjne set i den forstand, det var der jo heller ikke nogen som helst tvivl om. Det ar som var i mandens ansigt på hendes tegninger, måtte han næsten bare forbinde med sit eget. Det lignede virkelig efter det, som han selv var i stand til at se. Mange havde spurgt ind til det, men det var de færreste som overhovedet vidste, hvad der var sket. Han vendte blikket stille mod hende, som hun måtte ligge der og faktisk også kæmpe for livet. Der var noget ved hende, som han ikke havde set nogen andre steder. Ikke at det var en tanke som skræmte ham eller noget som helst, det var slet ikke det, men det var i den grad også noget, som han slet ikke var i stand, til at skulle sætte en finger på, på nogen måde overhovedet. En følelse som han slet ikke havde kendt til eller følt det mindste til før. Hun havde set ham, det var nu efterhånden ved at gå ganske tydeligt op for ham. Han gik stille tilbage til hendes skikkelse, lagde papirerne ved siden af hende. Han lod hånden roligt stryge hendes kind. Lige nu, var han virkelig bare skræmmende rolig. Han havde vel heller ikke direkte nogen grund ,til at skulle gå helt amok over det ene eller det andet vel? De mørke øjne lod han fæste sig direkte til hendes skikkelse. Han bed sig let i læben. ”Det er mig… på dine tegninger, ikke?” spurgte han stille. Han rystede stille på hovedet, gik igen stille ned i knæ ved hendes skikkelse, som han varsomt og stille ,valgte, at skulle tage op i sine arme igen. Det var bare den tanke som havde sat sig i hans hoved. Han kunne virkelig ikke bare lade hende ligge der.. Det kunne han bare ikke. Han betragtede hende med et roligt blik. Hans mine havde slet ikke ændret sig det mindste på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var der jo i bund og grund, heller ikke nogen grund til faktisk. Han havde aldrig nogensinde haft brug for nogen før.. tanken om hvorvidt om det faktisk var noget som var omvendt, var slet ikke en tanke som han havde tænkt sig det mindste, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sukkede dæmpet, bed sig svagt i læben og så sig kort omkring. Jovist, de var stadig alene. Dette var ikke en skæbne som han normalt ville lade falde til disse væsner. Det var aldrig sket før fra hans side af, at han ville tage den sjæl fra nogen som helst.. et sted var det jo faktisk noget som gjorde ondt? De var levende, de havde et helt liv foran sig… Det var ikke noget, som han nogensinde ville kunne tage del i, og det var noget, som han var udmærket godt klar over i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, selvom det nu bare var noget, som han prøvede, at skulle bide i sig for nu. Han sukkede dæmpet og låste grebet forsigtigt omkring hendes krop. Hun havde ikke gjort noget, som kunne minde om modstand og det var noget af det, som i den grad også måtte forundre ham mest, for det var virkelig ikke noget, som gav nogen former for mening for ham, på nogen som helst måde overhovedet, det var så sandelig også helt sikkert i den anden ende. Han førte det frie håndled op til sine læber. Han vidste udmærket godt hvordan det skulle gøres, det var bare første gang, at han selv skulle gøre det og han vidste, at det gjorde ondt, når kramperne måtte sætte ind, det var bare noget som man måtte tage med. Kroppen ville dø selvom man levede videre.. Det var sådan, at han altid havde fået det forklaret. Han lod sin ene spidse hjørnetand rive let op i håndleddet og førte det roligt over hendes læber. Han lod hende trygt hvile i hans arme og ind mod hans favn. Han kunne bare sidde og lytte til, at hendes hjertebanken og hendes vejrtrækning måtte blive tungere og tungere.. et sted med en bekymring, selvom det slet ikke var noget, som han overhovedet var i stand, til at udtrykke på nogen som helst måde overhovedet. ”Drik.. så lover jeg, at du får det godt igen,” sagde han med en rolig og sandfærdig stemme. Det var jo ikke nogen hemmelighed, tvært imod, det var jo rene fakta. Han knyttede hånden, lod hånden falde lidt tilbage, så blodet ville have frit løb ned på hendes læber og ned i hendes svælg. Så meget som det så ud, at hun stolede på ham, så var det vel også muligt for ham, at skulle få hende til at drikke det? Også selvom de var hans blod. Han lod armen forblive omkring hende, så hun havde noget at hvile op af når kramperne ville sætte ind. Han ville ikke bare lade hende ligge.. Hun var virkelig for unik på en underlig måde.

[Deleted]

Hvad dette havde udviklet sig til, var langt fra det som Eniyah lige havde ventet sig, men hun bebrejdede ham ikke, naiv som hun endnu måtte være og så godtroende, sel vpå trods det nu så ud til hun kunne hvile her alene, stille falde hen i døden, føle at hendes krop ville blive koldere og hendes hjertebanken svagere, den varme som hun altid havde været prydet af og som nu var blevet taget fra hende, stirret lige ind i øjnene på hendes liv og det var blevet taget fra hende bare sådan uden videre. Hvad der var sket og hvordan han havde fået det ar var hun slet ikke klar over, hun kendte jo intet til ham ud over hans navn, men de minutter det havde taget ham at passere hende forbi til han ville være ude af syne, nåede hun at fange enhver lilel detalje af den mand som senere var gået hen og blevet hendes direkte redning, det ar hen over var nok det som måtte vække den mistabke i ham et sted vel, det var jo det som gjorde det tydeligt. Et hav af malerier, hele hendes liv, og de noveller som han ikke var i stand til at skulle læse, da de først var i hans hænder, og det liv var samlet i hans knyttede næve, lod hun sig slappe af i enhver muskel og ventede kun på at døden ville komme og tage omkring hende. Nu forstod han vel hvorfor pokker hun havde knuget så meget om alle de papirer? hendes kamp for livet blevet opgivet nu lå hun blot der ganske afslappet med en stikkende smerte og kunne ikke rigtig gøre andet end at vente. Papirene gled ned ved hendes side, de slanke fingrer kæmpede for lade en enkel hvile mod og dermed sørge for at de ville blive liggende. Hans kolde hånd over hendes kind som ligeså var så frygtelig tæt på at være ligeså kold, var det som måtte lade en gennemsigtig tårer dryppe stille som en perle fra hendes øjenkrog og ned mod hendes ører og lange bløde hår der hvilede omkring hendes skikkelse. Blikket mødte hans, hendes krop skælvede, hun kæmpede virkelig for det nik som det lykkedes hende at skulle komme med som et tydeligt tegn, det var ingen anden end ham og det hverken ville eller kunne hun lyve sig fra på nogen måde. Eniayh kæmpede end ikke imod det at skulle blive samlet op i hans favn, hun sagde ingen lyde udviste ikke frygt, hos ham var hun tryg, selv nu måtte hun stole så blindt på ham og hun kunne end ikke forklare hvorfor. Der var ingen grund for ham til at skulle gå amok, hun lå der, udskadelig hun kunne end ikke beskytte sig selv og det var tydeligt, hun var hjælpeløs lå i hans favn og stirrede mod hans blik uden den mindste form af bebrejdelse men kun med smerte at læse i blikket, den hjertebanken om kun blev svagere og svagere og hvor den fine hud måtte ende koldere og koldere og hun havde absolut ingen form af kontrol over det. Ethvert væsen havde deres svagheder og en vampyrs var tydelige, og nu lå hun der havde draget hendes egne erfaringer, hvilede i hans stille favn hvor hendes åndesræt kun måtte blive tungere, og kroppen så meget mer eudmattet hun kendte intet til noget som helst, hun var ikke klar over at han var i stand til at skulle forvandle hende, elelr hvad han sad med i tankerne, hvad hun frygtede mest var at blive efterladt her alene til døden. Det var sløret for hendes blik men hun anede ham fører håndledet til munden hvorefter det lod sænkes mod hende. Hun følte den dråbe glide ned over hendes silkebløde læber, og for et kort øjeblik måtte hun sende ham et undrende blik, men igen så blind som hun måtte stole på ham så tøvede hun end ikke med at gøre som han sagde. De silkebløde læber lukkede sig om det blødende sår hvorefter hun lod tungespidsen næsten som kærtegn glide over hans kølige hud for at slikke blodet væk. At det ville komme til at gøre frygtelig ondt ganske snart var hun uviddende om, men lige der stolede hun virkelig bare på ham også fordi at hun som sådan ikke rigtig havde noget andet valg hun lå for døden. Hovedet faldt stille tilbage i hans skød, med øjnene vidt åbne, og læberne som havde sluppet hans sår. Hendes sidste vejrtrækning tog også den sidste pust fra hende, lod hendes hjerte stoppe i den sidste ende, hendes krop var så kold, men hun følte intet, alt var blevet sort, og nu måtte hun bare ligge der, i armene på et helt liv uden selv at vide hvad pokker der skulle til at ske.

[Deleted]

De papirer havde en tydelig betydning for hende, det havde Dominic allerede fundet ud af, selvom det nu i bund og grund ikke var det som betød noget. Hele pointen var, at det var ham som hun havde tegnet, som havde han en eller anden betydning for hende, selvom det vel først her til aften, var at de havde mødt hinanden? En tanke som tydeligt måtte falde ham ind, for han mindes virkelig ikke, at have været tæt ved hende på nogen måde. Det ar var virkelig et kendetegn på ham og det var det som de mange måtte forbinde, når man snakket om manden med det grimme ar, for han vidste, at det ikke var pænt, selvom det nu aldrig nogensinde ville heale helt, så var det jo bare den skade, som havde gjort, at han havde taget ved lære af sine mange fejler og mangler og det var også af den grund, at han gik frem på den måde som han gjorde det. Selvom de mange alarmer måtte ringe når en fremmed måtte føre en kvinde med sig væk fra mængden og til gyderne, så gik den dog stadigvæk, så foreløbig, var der jo heller ikke nogen grund til at skulle lægge de mange strategier væk igen, det var der jo heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han betragtede hende roligt i hans arme. Alle hendes mange papirer hvilede ved hans side, nu hvor det havde den betydning for hende, så var det noget som et sted, også skulle have en betydning for ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han betragtede hende stille, ja næsten med en bekymring. Han var vant til at rende rundt som en form af et spøgelse. Han var jo aldrig en type som man rigtigt måtte lægge mærke til normalt. Han rendt altid rundt alene, det var blot arret som folk måtte lægge mærke til, men ikke den person som han faktisk måtte være og det var noget som et sted gjorde ondt, selvom det nu bare var en tanke som han havde vænnet sig til. Han havde et sted at søge skjul og maden kunne han fint skaffe hvis han var heldig, hvad mere havde han brug for. Han lod hende tage de små mundfulde som dette måtte kræve inden han trak håndleddet til sig, slikkede over såret, som for at lukke det og med blikket hvilende på hendes skikkelse under sig, et sted var han vel også bekymret for hende, selvom der virkelig ikke var nogen grund til at det skulle være sådan. Hun stolede blindt på ham og det var så sandelig eller ikke noget som man kunne sige, at han havde oplevet tidligere, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned, hævede hende godt i hans arme og holdt hende tæt ind mod hans egen favn, hvor han blot måtte vente på, at de mange kramper måtte sætte ind. Kroppen ville dø, men stadig vill hun stadig være i live, det var virkelig den tanke som havde sat sig så tydeligt i hans eget sind, det var bare sådan at det skulle være. ”Det vil gøre lidt ondt… men jeg sidder her,” sagde han stille og med en klar og tydelig oprigtig stemme, det var slet ikke noget, som han ønskede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han ville holde hvad han lovede hende, for han havde vel heller ikke givet hende nogen anden grund, til at skulle tro noget anderledes vel? Han rejste sig roligt op, tog fat om hendes papirer, lagde dem i hendes favn og løftede hende stille i hans eget favntag idet at han med de rolige skridt, forlod han gyden med hende så tæt ved sig. Han lyttede stadig til hende, havde opmærksomheen på hende, men det var virkelig bare den følelse og den så kraftige fornemmelse, som direkte måtte nægte ham selv, at skulle lade hende ligge der og bare vente på, at hun ville dø. Hvad det var, det vidste han ikke, men det var i sig selv, faktisk en tanke som måtte frustrere ham selv en hel del, så havde han intet andet valg, end bare at bide det i sig, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke stort, at skulle gøre ved den sag. Hun lå svag og hun lå sårbar.. Han kunne bare ikke få sig selv til at lade hende ligge.. Det kunne han virkelig ikke.