The eyes of your life..

[Deleted]

Natten var taget til. Månens tod højt på himlen, den blege måne som måtte kaste et smutk bleg skær over jorden, som den eneste lyskilde ud over stjernerne som var taget til. Det var stoppet med at skulle sne, var delvis begyndt at smelte det ændrede dog ikke det faktum at det endnu var køligt udefor og med en brise der næsten frøs alt den blidt strøg over til is. Midt i mørket, midt på gaden sad den kvindelge skikkelse på jorden. Omkring hende lå flere bundter af papirer, hvor en sten var placeret over kun for at skulle holde vinden fra at rive dem med sig. Malerier malet i det samme lå også i papirform omkring, nogle med skrappe farver, andre mere dystre, nogen neutrale, ikke at de rigtig forestillede noget, mere blot strøg af den eprsonlighed hun for ekstremt mange år siden havde set på den selv samme gade. De mørkeblonde lokker hvilede omkirng hendes ene skulder, mens det skovgrønne blik hvilede fast og koncentreret mod papiret i hendes skød hvor hun var i fuld gang med fjerpennen *.. Jeg sidder i mørket, kigger blot tilbage på det samme sekund, ser ham passere mig igen, kan dufte den samme duft af blod, jeg ved han er en dræber men endnu gør han mig tryg. Et tomt blik, han så ikke på mig men jeg begærede tanken om at lærer ham bedre at kende, mere end jeg nogensinde havde begæret kød og blod. Stadig drømmer jeg om at skulle se ind i hans øjne, synke dybt ned i det store mystiske ocean, udforske den verden som han for mig var gået hen og blevet. Mens jeg havde betragtet ham kunne jeg skimte hans tænder, så sylespidse, værre end knive, beundrede det på sit vis. På trods jeg er født ud af en race med en sådan skønhed at jeg er i stand til at skulle forfører enhver mand jeg kunne begære, så var jeg intet i forhold til hans blege hud, intet i forhold til hans..* hun tænkte alle de ord inden de gled ned på den bunke papirer som allerede havde nået en god længte. En underlig tanke. Det ene øjeblik, det glimt af den mand var det som gjorde hun var i stand til at skulle fortsætte livet. Hun kendte ikke hans navn, hun vidste ikke hvem eller hvad han var, et sted så skræmmende og et andet sted morende. Hun dyppede stille pennen i blækket *.. hans mørke hår og udtryksløse øjne..* afsluttede hun stille sin sætning, lod pennen rulle ned ved hendes side med et lille 'klunk' som den ramte asfalten fortjente en lille pause. Med en smidig bevægelse, så elegant rejste hun sig stille, rettede på den laksefarvede kjole som måtte sætte helt tæt til den yndefulde krop, fremhæve den slanke talje og de små runde hofter. Hun sukkede stille, lod den slanke hånd glide gennem det store krøllede hår som vildt måtte indramme hendes blide ansigt. Blikekt gled frem for sig, så hen af vejen som for hendes øje virkede uendeligt. Det var stille.. Stille som natten. Det måtte undre hende at end ikke ulvens hylen i natten kunne høres, ingen uglens tuden, hun var alene, et sted ikke specielt betryggende, men lige i aften var hun ligeglad. Det bankende hjerte sagde hende at noget spændende ville foregå i aften, at aftenen ikke ville blive den værste hun havde haft, en så dyb fornemmelse der herskede i maveregionen. Hun slap endnu et tungt suk, nød følelsen af køligheden ramme mod hendes hud, noget som dog frembragte en gåsehud, hun frøsingen tvivl om det.

[Deleted]

Dominics liv var virkelig bundet i en lang rutine efterhånden. Alt skete på den samme måde og det var sjældent uden nogen undtag. Han sov om dagen, gik ud om natten, lod jagten ske, lod den blive en succes inden han søgte tilbage til kirkegården i Dvasias, hvor han igen lagde sig i hvilen og sådan fortsatte det.. Han var virkelig ikke ude ellers. Han kunne ikke fordrage de mange menneskemængder.. Han fik virkelig bare panik ved tanken og endnu værre når han var blandt dem. Endnu en gang havde han valgt at skulle søge ind mod byen. Den mørke kappe var alt som han havde kastet om sin egen krop, også selvom han vidst, at han havde en ganske særlig måde, at skulle jagte på.. Sulten stod virkelig højt i ham i dette øjeblik og det var virkelig også det eneste som han havde i tankerne lige nu, det var at den måtte og skulle stilles og at det virkelig ikke kunne gå hurtigt nok! Hans skridt var hurtige, de var elengante og alligevel bevægede han sig anderledes end de fleste nok ville have gjort det; Han bevægede sig fuldt ud i det åbne, næsten som han ønskede at signalisere, at han ikke ønskede nogen ondt.. Ganske rigtigt, så var det virkelig også de færreste som lagde mærke til ham.. det var jo kun når han var sulten, at han søgte ind mod byerne for at finde det som man så fint kunne beskrive som omvandrende happymeals som bare ventet p at blive samlet op, spist og så smide skraldet til side når man endelig blev færdig med det... det var jo i bund og grund det som hans liv gik ud på.. Han havde jo aldrig haft nogen eller noget andet som havde formået at skulle holde ham gående på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Kutten var slået ned, så de mørke øjne og det gyldne og mør hår til at indramme hans ansigt.. En anelse beskidt var han dog alligevel.. han havde jo ikke noget andet end det som han gik rundt og stod i på nuværende tidspunkt.. kæmpet sig igennem fra dag til dag. Blikket som ved et klart rovdyr som allerede havde sat jagten ind, var et som faldt til hvert et vandrende væsen.. alt for mange havde valgt at skulle vandre rundt i par netop i aften og det var virkelig noget af det værste.. Der havde han klart lært på den hårde måde.. Arret fra hans kind, nedover halsen og halvvejs over brystet hvilede igen for livet.. han skulle ikke ud i det samme en gang til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han stillede sig ved den ene mur, stadig helt synlig og med blikket.. alligevel så fast og så intetsigende, som måtte falde til hver eneste kvinde og hver eneste mand som passerede ham på sin færd igennem gaderne, nogle med smil og andre med latter, ikke en glæde som ville vise sig på hans læber.. Det var virkelig sjældent han smilede, han havde jo teknisk set ikke noget som helst, at skulle smile over på nogen måde i det hele taget. Han skubbede sig væk fra muren af og bevægede sig hurtigt, dog elegant og lysløst ned af gaden.. Han vidste jo trods alt hvad han skulle se efter og han vidste hvad han skulle søge.. Om det jo så dukkede op, var jo så en hlet ande side af sagen som han ikke brød sig meget om. Han fnøs lavmælt og tydeligt med en irritation. Han knyttede hænderne let og alligevel fast, så de næsten helt blå blodårer trådte frem over hans stærke overarme.. han trænede selvfølgelig.. med det liv som han havde, var han jo virkelig tvunget til at leve.. Han havde jo trods alt intet at miste, så det var jo mærkværdigt nok, at han alligevel. Han slog den tanke ud af hovedet, det var virkelig ikke sådan at han skulle eller kunne tænke i øjeblikket. Han rundede stille hjørnet og bevægede sig videre.. Kun med blikket som måtte søge efter den ene lille som skulle være hans offer for i aften og til nu, havde han ikke videre været heldig.

[Deleted]

At den selv samme mand som hun mere eller mindre elvede et helt liv på befandt sig netop i nærheden var virkelig intet hun var klar over. Et sted kunne hun vel stå ved at have søgt efter ham i tide og utide, men aldrig rigtigt haft heldet med sig, hvorfor skulle hun have det lige i aften? Skæbnen gik egne veje og den epriode hun havde set ham var hun som en falden engel så tæt på randen til springe ud fra en klippe, de minutter hun havde fuldt ham med blikket, den scene som endnu måtte køre i hendes hovede, som en engel sendt fra gud, reddet hendes liv uden selv at være den mindste smule klar over det, hun kunne kun takke ham for at være i live og ved godt mod idag. Natten var smuk ingen tvivl om det. Så mange dage så mange nætter alle sammen brugt på at skulle beskrive og male den, nu var det blevet for kedeligt siden havde hun beskæftiget sig med at forsøge at analysere den mand hun ikke kendte navnet eller noget som helst på, regnede ikke med nogensinde skulle få en be eller afkræftelse på noget som helst. Vinden rev let i hendes mørkeblonde lokket, hun kunne føle spidserne kilde pirrende mod hendes ryg og skuldre, den nøgne sulbrune hud, den kvindelige skikkelse som spillede sig frem for månen. Det måtte undre hende at ingen befandt sig i nærheden, alt ud over de papirer under hende som måtte blafre i et forsøg på slippe væk fra den tunge sten som var lagt over kun for at skulle forhindre dem i at flyve vidt omkring. Et sller andet sted var livet vel ensomt. Eniyah kunne bruge flere timer på sidde og spekulere for sig selv over hvad lykke var? Var det det som hun levede i? Behøvede man et godt job med autoritet, et stort hus og mand og børn for at være lykkelig? Hun vidste det virkelig ikke, det var det som et sted var skræmmende.. Hvornår kunne man sige at man levede i en lykke? Hun bukkede sig stille ned, fjernede en sten roligt som hun måtte gribe om den bunke papirer som måtte hvile under. Denne gang ikke skrevet på med en håndskrift deriod malet med de mange måder og farver som hun huskede hans aura på, den duft af dræber, og dog så uskyldig på en måde, så mange måder hun havde beskrevet ham på, de evige noveller hun kunne skrive om og om igen uden han til nu havde fået et navn for hendes side, han var for hende endnu bare "manden". Stille bladrede hun igennem, meget tilfreds faktisk med de fleste. Igen levede hun sig ind i en helt anden verden det var så begrænset hvor meget hun egentlig levede i virkeligheden efterhånden. Den ene hånd gled stille i hendes nakke, masserede fort et kort øjeblik før de slanke pirrende fingrer måtte stryge over hendes bløde hals i nærmest et kærtegn derefter falde tilbage ned langs side, mens hånden som måtte holde papirene faldt ned langs den anden. Blikket hævede hun rolgit lod det fange af den smukke måne over hende, sank helt ind, omgivelserne forsvandt mere eller mindre omkring hende som en form af trance. Ingen var i nærheden, ud over hendes som stod på den vej som om dagen var den mest befolkede, blot betragtede den smukke nattehimmel som befandt sig et sted over hende.

[Deleted]

Begrebet lykke, var virkelig helt og særdeles ukendt for Dominic. Han havde været uønsket siden han blev født, placeret på et børnehjem for mørke væsner og kastet ud den dag han blev myndig.. Meget lutter og lykke, var der ikke at finde i hans daglige tilværelse og det havde der aldrig været noget af igennem hans liv. Han havde altid været selvlært, altid lært af sine egne fejl, da der heller ikke havde været nogen anden til at skulle vise ham hvordan tingene skulle gøres. Han var efterhånden bare så ekstrem vant til det at han ikek reagerede mere på det. Det var vel bare meningen, at han skulle leve det ensomme liv hvor han kun måtte gøre tingene alene og på den måde som han måtte finde som det rigtige? De mange som gik sammen to og to.. skænkede hinanden de mange kys og kærtegn, var virkelig ikke noget som han tog sig af.. Han reagerede end ikke med en misundelse, det var virkelig bare et syn som han var så vant til og som han så mange gange igennem hans alleredde lange liv, havde sagt til sig selv, at han aldrig nogensinde ville komme til at opleve. Der var vel heller ikke nogen kvinde som ville ønske en mand som ham? En som ikke havde mere end det som han gik og stod i.. kun med et Mosouleum at hvile i når solen var oppe.. Det var jo trods alt trygt nok for ham. Der var vel heller ikke nogen som alligevel ville savne ham, hvis det en dag skulle ende med at gå helt galt for ham? Der var jo ikke nogen som kendte ham.. Han havde intet at miste.. Det var virkelig også det som var noget af det mest skræmmehde for ham. Blikket hævede han kort og tænkende mod den store måne.. Det var vel ligesom det var for ham hver eneste aften.. Han var måske en af dem som bevægede sig åbent, men han bed aldrig nogen foran nogen anden, der foretrak han at gøre det alene. Han var en dræber.. han gjorde jo virkelig ikke noget andet, selvom det ikke var det begreb som han ville bruge når det kom til ham selv.. Han var en overlever.. han kæmpet for det hver eneste dag.. Han havde ikke nogen til at servere det hele for ham bare sådan uden videre.. Han havde aldrig oplevet en mor og fars lykke, han havde aldrig oplevet den tryghed som en familie burde give sine børn.. alt det var han blevet snydt for.. Han var igen.. bare blevet vant til det. Han endte med at stoppe op, da han kun lige rundede hjørnet.. Kvinden som stod lidt længere nede af vejen.. de mange papirer.. og endda også alene. Det var da i den grad det bedste som han kunne hentyde til et offer for denne aften. Et svagt smil endte med at brede sig over hans læber og med den samme intense mine i ansigtet. Tænderne viste sig svagt i hans mundvige. Han var virkelig heller ikke bange for at stå ved hvad han var. Det var i det mindste noget som han tydeligt havde lært på det børnehjem som havde været hans hjem i dette helvede igennem så ekstremt mange år. Han gik mod hende med de rolige og fattede skridt og med den rolige og alligevel så ulæselige mine i ansigtet. Han bevægede sig tæt op af væggen, selvom han stadig gik i det åbne ude blandt folk, hvor de faktisk kunne iagttage hvert eneste af hans mange skridt og handlinger.. for nu i hvertfald. Han stoppede op bag ved hende og uden at skulle tage blikket fra hende det mindste. Tungen lod han roligt stryge mod læberne. Tænderne løb allerede i vand. "Faret vild?" spurgte han med en rolig stemme.. Så rolig og toneløs at det ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv de fleste. Han lod hånden roligt falde mod hendes skulder. At der lå mere i det fra hendes side af.. hvor meget han allerede måtte betyde for hende, var virkelig noget som var helt ukendt for ham.. Hun var virkelig bare som enhver anden kvinde som han mødte på sin vej, blot et simpelt offer for natten. Han lod hovedet søge let på sned og med et let svagt træk i hans egen mundvige.. Et sted.. sindssygt.

[Deleted]

Selv havde Eniayh været den som boede alene mere eller mindre siden hun blot var en ung pige, alene ude i skoven, hvor hun selv havde måttet sørge for føde ogly, noget som kunne være svært at finde et sådanne sted, aldrig havde der for hendes været en at skulle snakke med, gå til når noget var galt men hvad skulle også gå galt? På mange måder havde hun jo absolut intet liv, hun kunne tegne og skrive det var det og det var hvad hun som oftest fik hele dage til at gå med efterhånden. Vinden så blid og kølig som havde det været et blidt strøg fra en mands varme hånd hen over hendes kind,et kærtegn som hun aldrig havde følt og så vidt hun vidste ville komme til at skulle føle, hun var ikke typen for kærlighed, ikke den slags om ikke andet, kærlighed overfor naturen troede hun på, for livet men ikke mellem to mennesker der var aldrig noget som hun havde oplevet på nogen fronter og slet ikke blandt hendes slags født til at fører mænd, føde deres barn og lade dem vandre rundt uden en sjæl, født til at skulle tage hele deres liv fra dem uden at skulle slå dem ihjel, så langt værre end nogen tortur nogensinde ville blive i hendes øjne. At han nærmede sig tog hun virkelig ikke notits af, fanget i månens blege skær som bandt hende i en form af trance, noget som gjorde hende til et desværre alt for let offer, det havde aldrig været hende nødvendigt at skulle forsvare sig af samme grund bar hun ingen våben og hendes race var jo ikke ligefrem direkte fysisk stærk. En kulde strøg over hendes hud, hun knugede om papirerne i hendes hånd, omringet af alt det andet. Hvorofr hun lige i aften valgte at bringe ethvert kunstværk med sig til dette sted, vidste hun virkelig ikke, det var der hun så ham den første gang, den første gang hun blev fortryllet af hans væsen og skikkelse, hun ønskede at lade dem alle samles her som havde det været en stor roman hun var igang med at skulle skrive og selv ville lave illustrationerne til. Den skikkelse som endte bag hende, en som hun virkelig ikke lod sig genere af, i hendes verden var hun endnu alene, om ikke andet så før hånden endte mod hendes skulder, noget som straks måtte rive hende ud af den verden hun stod så dybt begravet i, lade en kuldegysning vælde over hende som hans kølige hånd endte mod hendes egen skulder dækket af den silkebløde hud, der endnu måtte fremstå som en smule varm på trods hun havde befundet sig i kulden i noget som efterhånden var alt for længe. Stemmen.. For hende som en hvislen der borede sig direkte ind, ikke klar over at det var ham som hun stod overfor, den mand som holdte hende ved livet. Et underligt ubehag var steget i hende, eftersom han kom så tæt på så hurtigt som om de kendte hinanden og det var slet ikke en mulighed, det var begrænset hvor mange mænd hun kendte mere eller mindre ingen. Hun vendte sig om mod ham, trak sig per automatik væk fra hans hånd "Nej jeg.." det funklende blik med en underlig intens gnist som endte mod han skikkelse, ordene som øjeblikkeligt blev kvælt. Hun genkendte ham.. Helt automatisk begyndte Eniyah at skulle bakke bagud, hendes hjerte hamrede som en sindssyg,igen kunne hun lugte dræberen, ikke bange mere overrasket over rent faktisk stå overfor ham igen. Den blege hud, de sylespidse tænder hun kunne ane, det dystre blik og den neutralitet som hvilede. Hun knugede så stærkt om papirene at hendes knoer måtte gå hen og blive hvide, havde hun vidst at han var vapyr og kendt til racen ville hun havde forsøgt at slappe af, virkelig ikke klar over det faktum at hendes hurtige faste hjertebanken kun fristede så langt mere.

[Deleted]

Dominic kunne knapt læse. Det var jo virkelig begrænset hvad en gammel kvinde kunne lære alle de unger som hun havde haft på hjemmet og det var nu heller ikke fordi at han selv havde muligheden for at skulle gøre mere ved det, end det som man allerede havde valgt. Bøger havde han virkelig ikke nogen anelse om hvordan han skulle skaffe sig. Penge havde han jo ikke og han boede jo i sin egen ensomhed på den dvasianske kirkegård. Her i Manjarno, var der nemlig kun det nee sted han undgik at skulle søge hen og det var nær Neutranium.. det var jo ganske godt kendt, at Fabian holdt det sted under en voldsom stor beskyttelse specielt nu om dage. Han lod hånden falde, da hun valgte, at skulle trække sig væk fra ham. Hun var varm, i den grad et varmblodigt væsen. Det var nu ganske sjældent, at han egentlig brugte stemmen, det var mere eller indre bare, når han stod i en situation som denne.. Han måtte vinde og finde tøsens tillid, få hende med sig et sted hvor de kunne være alene, så ikke en eller anden tilfældig forbipasserende skulle finde hende og derved også komme hende til hjælp. Den fejl havde han allerede begået en gang og arret vidste han, at han sikkert ville være bærer af resten af hans lange liv. Det var tydeligt og mere blegt at se på end resten af hans krop.. Der havde klart været en healer i billedet under den situation, ellers var det først endt helt galt for ham. Hendes stemme.. Aldrig kunne han huske, at han havde set hende tidligere.. eventuelt havde han måske passeret hende på gaden, men et forhenærende heldigt offer som var sluppet med livet i behold, hvilket skete i tide og utide, var ikke noget som han ville mindes om hende. De spidse hjørnetænder skjulte han dog ikke på noget tidspunkt. Han var virkelig stolt over hvad han var og hvad han havde formået at skulle præstere med de midler som han havde for hånden og det i sig selv, var virelig ikke meget. Han lod hånden falde langs hans ene side og med hovedet som valgte, at søge let på sned. Kulde og varme var ikke noget som han mærkede nogen direkte forskel på, kun når han kom i konkten med en kilde som det selv.. en varm krop.. det bankende hjerte som han så tydeligt kunne høre hvilede i hendes bryst. Ikke at han var den type som ønskede eller ville hoppe på hende dirkete ude i det åbne.. Nej, han havde i den grad lært at beherske og kontrollere sulten, i alle fald til en grænse, selvom den dog var alt for hurtig at nå for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. At blive drevet til den sindssyge var noget som han havde oplevet og det var noget som han i den grad for alt i verden ønskede at skulle undgå endnu en gang, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tog et skridt stille mod hende og uden at skulle slippe hende med blikket. Han var i den grad på jagt, det dyr i ham var i den grad vågen og det ønskede blot at få stillet den værste sult og så søge skjul endnu en gang. "Virkelig? Jeg kunne have sværget på det.." sagde han med en rolig og næsten eftertænksom mine. Han blinkede let med øjnene, hvor han bare lod blikket hvile så fast i hendes, at man skulle tro at han prøvede at stirre igennem hende, selvom det nu langt fra var tilfældet.. Blikket var tomt, som det havde været mere eller mindre igennem hele hans liv. "En kvinde som dig.. på et sted som dette?" Mere eller mindre ment som et tydeligt spørgsmål. Tungen strøg let over hans læber og med den lette eftertænksomme mine. En smuk kvinde alene på denne tid, var nu meget sjældent man ville falde over.. lige hvorfor hun så havde valgt at reagere som hun havde gjort, var nu mere eller mindre en reaktion som han efterhånden var så vant til, så det var der ikke nogen nyhed i. "Du frygter mig.. ikke?" spurgte han pludseligt. En pludselig tanke som bare slog ham ind, uden at han egentlig fik tænkt videre over den. Maden ville han have hjem i aften og nu havde han endelig fundet byttet for denne aften. Han tog endnu et stille og varsomt skridt mod hende. Hun havde ikke nogen grund til at skulle frygte ham.. endnu vel at mærke, han havde jo trods alt absolut intet gjort hende på dette nuværende tidspunkt. "Må man spørge..:" Han gned hagen med en rolig og eftertænksom mine. "En smuk kvinde som dig.. har vel også et smukt navn?" Han hævede sigende det ene bryn. Nu var jagten da for alvor sat ind.

[Deleted]

En ting Eniyah måtte sig var i det mindste at de andre nymfer havde gjort meget ud af at skulle lræer hende at læse og skrive, tal var hun ikke god til dem så hun ingen mening med, men hvad angik det andet så var det en ting hun havde fået godt med sig, et sted hjalp det jo så også at hun var ganske lærernem. Hvor han kom fra, hvordan han levde og i hvad, der var så mange spørgsmål hun kunne stille sig selv men uden at skulle finde svaret rigtigt, hun kendte intet til ham, end ikke hans navn og alligevel kunne hun stå inde for at han var den hun baserede et helt liv på, kun ud fra få minutter og en scene som havde kørt på hendes nethinde i så mange år nu. Ville han overhovedet forstå om hun ville nævne noget for ham? Det at skulle vinde hendes tillid ville for hans vedkommende langt fra ende med at blive det mest komplicerede, hun var bundet af ham, et sted så dybt afhængelig af ham det måtte være skræmmende, beundrede ham, beundrede hans væsen, det ville virkelig ikke være en udfordring, for med ham følte hun sig underligt tryg, selv på trods hun både kunne lugte og se den dræber som måtte hvile i ham.. Et sted. Det var ikke de sylespidse tænder som skræmte hende, det var ikke den kælighed i hans tone som fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, eller hans yderst tiltrækkende og lokkende væsen, men det faktum at hun kunne se ind i hans øjne, høre hans stemme, noget hn aldrig før havde haft æren af. For ham var hun luft, men for hende var han... Alt. Uden at have set ham ville hun aldrig have stået her nu,om det så i situationen var en god eller dårlig ting var jo så det. Fast og hårdt hamrede hendes bankende hjerte mod brystet, hun kunne ikke slappe af, andrelinet der måtte pumpe så hårdt hun kunne føle det mod tindingen skræmmende. Han tog et stille skridt mod hende og hun valgte at skulle blive stående, mundlam, alle ord var kvælt i hendes hals, alle ord lød dumme selv i hendes tanker, der var intet at sige. Eniyah var sikekr på han ville le hende op i ansigtet om hun ville sige sandheden at han var hele grunden til hun søgte til dette sted, når intet sted længere var trygt på grund af krigen, en så uskyldsren kvinde på alle måder, hun havde virkelig intet at lave her på denne tid, og da slet ikke alene. Det faste blik fik hende end ikke til at føle sig ilde til mode, hendes eget blik hvilede i hans dog med et så intenst blik, gennemborrende dog mere af nysgerrigheden. Hvad mente han med en kvinde som hende? "Jeg.. Ville bare.." prøvede hun i den blide melodiske stemme, så sukkersød og så fin, mens blikekt stille sank mod de mange bunker papirer som endnu måtte ligge på jorden under diverse sten, mens en rødmen endte med at stige hende til kinderne. Tungespidsen stræg roligt over hendes rosa læber som for at fugte dem, mens blikekt øjeblikkeligt gled tilbage i hans ved hans ord. Hun rystede fast på hovedet, det kunne ligne frygt, men det var langt mere overvældeldse og respekt for ham som måtte stå der "Nej Sir.." svarede hun stille dog bestemt, hun følte sig tryg sammen med ham selvom det vel lød frygtelig naivt. Eniyah lod ham komme tættere uden selv at bakke væk, prøvede virkelig at skulle beherske sig, hans komplimenter gik direkte ind, satte sig fast på nethinden uden hun nogensinde ville tro han gjorde det for at skulle gøre hende ondt. Hun tog endelig chancen lod den ene hånd endelig bevæge sig som hun havde stået stivnet, strøg det tykke hår bag ørene, for derefter lade den falde slapt langs hendes side igen. "Eniyah.. Sir" endte hun atter, høfligheden fejlede virkelig intet, måske det var korte svar men hun var virkelig mundlam, ønkede nærmere at høre hans navn, det var vel på tide...?

[Deleted]

Hvilken betydning, at Dominic egentlig havde for denne kvinde, havde han virkelig ikke nogen anelse om. Han havde jo aldrig nogensinde haft nogen betydning for nogen, så hvorfor skulle dette stilles som et hvert andet form for undtag af den slags? Ikke at det direkte var noget som han ønskede at skulle stå og tænke, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde jo aldrig nogensinde spillet nogen rolle for nogen som helst, så hvorfor skulle dette nu også gå hen og vise sig at være anderledes? Alene havde han altid været om alt.. om sin egen overlevelse og han havde jo sågar aldrig nogensinde været i nærheden af det som man kunne kalde for et godt venskab eller forhold.. Han var virkelig en definition af det som man vel kunne kalde for en klar og tydelig enspænder. Han havde aldrig nogensinde haft brug for nogen andet end i den korte tid ihans liv, hvor han havde været på børnehjem, selvom det nu ikke var noget som han var stolt af.. Følelsen af, at være uønsket var altid noget som han havde siddet med, så hvad skulle han da bruge folk til? Andet end at nære sig når det var nødvendig.. Selv til tider kunne han sidde og tage sig selv i bare at stirre ind i væggen, med så mange tanker som slet ikke hørte hjemme ved ham; Såsom.. hvorfor kæmpet han egentlig videre? Ville nogen overhovedet savne ham den dag jagten ville gå hen og mislykkes helt? Han havde jo allerede været udenfor et tydeligt uheld og det ar ville nok hvile der til evig tid.. Ikke at det generede ham det mindste.. Han havde blot oplevet, at kvinder spurgte ind til det af ren medlidenhed.. det var slet ikke en egenskab som han vidste hvordan han skulle vise.. Han vidste jo ikke engang hvad det var. Hendes bankende hjerte var virkelig noget som kun måtte lade hans tænder løbe i vand.. Han vidste, at hans metode for jagt virkelig ville være stærkt undervurderet af de fleste.. han kunne fint lege med sit offer i timer på denne måde.. han ville ikke risikere at de skulle ende med at skrige op, det var jo allerede en effekt som han havde mærket.. Han huskede stadig den dag alt for tydeligt efterhånden og det var i den grad ikke noget som han ville glemme bare sådan lige foreløbig. En ting var at være den desperate nybegynder.. nu var han et erfaren rovdyr og det var i den grad også det eneste som han direkte formåede, at skulle leve resten af sit liv på.. det betvivlede han virkelig ikke. Han tog det sidste lille skridt mod hende, hvoraf han roligt hævede sin ene hånd og varsomt lod den stryge mod hendes kind. Det var virkelig som han kunne danse til hendes hjerterytme.. så hurtig og så fast, at det virkelig var helt og særdeles umuligt for ham, ikke at lægge mærke til den, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det lette smil hvilede dog stadig fast på hans læber. Kun var det når jagten skulle sættes ind, at han viste denne mere.. menneskelige side af sig, ellers var han indelukket, holdt sig altid alene.. han havde aldrig nogensinde haft nogen grund til at skulle gøre noget andet. "Du ville bare..?" spurgte han roligt. At føre en samtale var nu heller ikke noget som han fandt naturlig, men hendes tillid den ville han have inden han bragte den det skridt videre. Han nikkede til hendes præsentation.. det var i den grad et meget usædvandligt navn, dog et meget smukt og nærmest eksotisk navn i hans øjne.. Og det passet virkelig perfekt til denne smukke kvinde, det herskede der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende roligt. "Du behøver virkelig ikke at tiltale mig med en titel.. jeg er bare... et normalt væsen.. ligesom alle andre.." Han trak let på sine skuldre som havde det været det rene ingenting. Hun skulle bare ikke få lov til at gøre tingene større end det som de allerede var, det ville han virkelig bare ikke være med til, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Et yderst smukt navn.. Så må jeg vel også præsentere mig?" Han hævede sigende det ene bryn. Det var flækket og selv mødt af aret nedover hans kind. Det havde vel kun lige været med nød og næppe, at han var sluppet med livet i behold efter en sådan omgang. Han trak stille hånden til sig igen og lod den falde ved siden af sin egen krop. "Jeg er Dominic.:" præsenterede han sig med en rolig stemme.. Nok ikke et navn som ville sige hende noget som helst.. ville han da gå ud fra. "Dominic Vidar Neriah Lupercion," præsenterde han sig med sit fulde navn.. Det i sig selv, var kun noget som han normalt ville have gjort af ren og skær høflighed, da det jo også var noget som han selv var bære af. Ikke at der var nogen tvivler der overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. "Vil du gå med mig ned af gaden? Det er hyggeligt at snakke.." tilføjede han roligt, selvom det for hans vedkommende var en stor løgn. Han foretrak klart at gå alene.

[Deleted]

Han kendte absolut intet til hende, men hun følte hun kendte alt til ham, og det var på trods hun end ikke havde nogen idé om så meget som hans navn. Det væsen han var, den aura han bar mkring sig, den var virkelig kun fascinerende. Det at skulle stå foran en mand som havde reddet hendes liv uden selv at vide det, det var tydeligt etchok for hende, også af den grund hun bar sig ad med en adfærd der mest af alt kunne minde om frygt, sandehden var dog den at hun følte sig mere tryg når han var i nærheden end når nogen anden var det. Den aften hun havde set ham passere hende forbi, var en periode hvor hun kraftigt havde overvejet blot at forsvinde.. Ingen ville savne hende. Når hun engang ville være døden nær ville ingen end ligge mærke til hun var forsvundet, stadig en tanke som måtte gøre ondt, men et sted var hun vel selv uden om det? Hvem han som person var, og hvad han havde været igennem, hun havde virkelig ingen idé, hun havde aldrig udvekslet så meget som et ord med ham før i aften, en tanke som rent faktisk forekom hende underlig, så meget de rent faktisk måtte have tilfælles, begge enespændere, begge alene, begge.. Uvirkelige på sit vis. Hjertet var ustyrligt bankede i den faste rytme så hårdt mod hendes bryst, noget som kun måtte lokke ham, ikke det som hun kendte det midnste til, hvad angik racerne omkring sig vidste hun virkelig ikke meget det var ikke fordi hun nogensinde havde været omgivet af andre end de nymfer som måtte udstøde hende, gøre hende til den alene unge kvinde hun var idag, ikke at hun bebrejdede dem. Den kølige hånd som måtte falde mod hendes silkebløde hud, så varm selv på trods det var timer siden hun sidst havde været i varmen, et blidt kærtegns om kun lod det løbe hende koldt ned af ryggen på en måde, og dog igen så gøre hende tryg, uden den mindste mistro om hun blot var en del af en leg for at han skulle kunne overleve, hun lod ham komme tæt på uden protester og det var som den eneste "Jeg ville bare.. Færdiggørenogle projekter, Sir" hviskede hun stille næsten åndeløst som det tog pusten fra hende på en måde. For et kort øjeblik skævede hun mod de papirer hun holdte i hånden og videre ned mod dem som endnu måtte ligge på den hårde asfalt i et forsøg på at slippe væk af stenens tag. Der var noget over ham.. Noget som lod hende miste pusten, noget som lod hende sidde tilbage og kun give hende lyst til at trække sig tæt på ham, mærke hans arme omkring hende, en skræmmende tanke selv for hende. En rødmen måtte stige i hendes kinder ved hans kompliment, det var hun virkelig ikke vant til at høre fra nogens læber. At han så ville prsentere sig selv fik hende for en kort studn til at holde været i ren og skær spænding.. Nu kom det.. Han var ikke længere blot et billede men en bekendt. Som hånden faldt måtte hun næsten føle en ærgelse, dog intet hun tog sig yderligere af. Et yderst smukt navn. Passede perfekt til den mamorblege mand, de dystre øjne som dog kunne få hende til at.. Smelte..? Et sted. "Det glæder mig virkelig at møde dem, Si..Dominic" rettede hun hurtigt sig selv, lod de smalle læber spille ud i et så imødekommende blidt smil, hvor hun stille måtte sætteden ene fod bag og stille neje, høflighed var en ting hun var blevet opvokset med i en virkelig høj grad. For sig selv gentog hun navnet, smagte på det.. Delikat.. Aldrig havde hun troet at han skulle overgå hendes forventninger meget mere.Nervøsiteten hang tydeligt ved, hjertet, den tone hun gjorde brug af, rødmen, det var vel ganske tydeligt, ikke mindst ved hans ord om at skulle tage en vandring med hende, som regel bar hun sig frem alene, hun var ikke god til det med ord, dog endte hun med at nikke uden speciel tøven "Hellere end gerne" endte hun stille, bukkede sig stille ned for at samle alle papirerne i en stor bunke og tage dem i hånden. Dette var hendes værker, alle sammen bygget over ham, og han havde ingen idé.. Ingen idé om hun var så dybt afhængelig af ham..

[Deleted]

Dette virkede virkelig enkelt.. næsten for enkelt i hans øjne, selvom det nu i bund og grund slet ikke gjorde ham det mindste. kunne han få sin føde for denne aften, så var han yderst tilfreds og en kvinde som hende, kunne vel kun smage? Også i dets bogstavelige forstand, det var han heller ikke i tvivl om. Han tog det nu meget professionelt.. yderst professionelt, det var han jo nødt til. Det ville jo trods alt ikke gavne ham, hvis hun ville lugte lunten? At han bare ville tvinge hende med sig væk fra folk derude for så at ende med at sætte tænderne i hende på et tidspunkt, hvor der ikke ville være nogen til at redde hende? Det var jo den taktik som han altid havde kørt, så hvorfor skulle dette være anderledes? At hun så direkte var afhængig af ham.. havde bygget adskillige noveller og andet på ham som person, var ikke noget som han tænkte det mindste over eller kendte det mindste til overhovedet. Hvorfor var det desuden også noget som han skulle tænke over egentlig? Han havde altid været alene, altid gjort tingene på sin egen måde og for sin egen skyld.. Han kunne end ikke huske, at have set denne kvinde før. Måske, at han havde passeret hende en gang eller to tidligere, men af den grund, så kunne man vel også kun sige, at hun havde været heldig, ikke at blive udstedt som aftenens måltid for hans vedkommende. Følelse og det som måtte minde om det, var aldrig noget som han havdde udvist overfor nogen som helst.. det var aldrig noget som han havde vist for nogen eller oplevet selv. Den lille og den usynlige med kun et motto i livet; Stærkest er den som står alene - og det var i den grad også det motto som han levede sit liv efter. Han var den stærke, han klarte alle tingene alene og han gjorde det virkelig også så godt som det var ham overhovedet muligt. Han sendte hende blot det korte og dog så diskrete smil - så intetsigende, så.. ufølsomt og koldt. Det var ikke noget som han ville eller kunne vise hende. Det lå virkelig slet ikke til ham som person at vise sig selv fra en sådan side, så hvorfor begynde med det nu? Han nikkede mod hende roligt og stille. "Husk det.. Ikke de der høje titler.. det er jeg slet ikke værdig.." Han var ikke selv bange for at indrømme det overfor nogen, hvorfor skulle han desuden også det? Det var jo bare noget som de høje adeler eller kongelige brugte.. det var jo slet ikke ham. Han var bare en del af den store majoritet som kunne glemmes.. den lille del af befolkningen som man slet ikke kendte til, den del som man slet ikke ville savne, hvis de skulle gå hen og blive væk i den anden ende og han var efterhånden så vant til det. Ikke bare på grund af hans race, men hvad han var.. ubetydelig.. Hvad hun gik rundt med i hænderne, var jo kun noget som han kunne spørge om, selvom det nu ikke var nogen former for spørgsmål som forlod hans læber det mindste overhovedet. Han ville tage det hele som det kom, lige nu var hendes tillid ham det vigtigste inden han ville sætte tænderne i hendes varme hals. Tænderne løb i den grad i vand, det kunne han mærke noget så tydeligt, selvom det nu ikke var noget som han direkte ønskede at skulle tænke videre over, så var han jo nødt til det.. Det måtte bare ikke virke alt for åbenlyst hvad det var at han havde tænkt sig med dette møde, det var da noget af det sidste som han havde lyst til! Han lod hånden roligt falde mod hendes ryg, hvor han med den anden, gjorde en rolig og let høflig gestus ned af gaden inden han blot begyndte at gå. Hånden mod hendes ryg, ville automatisk få hende til at følge med sig, hvis hun ville gå af sin frie vilje, var det jo bare en hel del bedre. En vampyr som vandret sådan i det offentlige var jo ikke altid set på den som var på jagt.. Han var i den grad på jagt, byttet var fundet, nu manglede han virkelig også kun at skulle fange det, og han regnede med at lade det komme ganske så hurtigt når han endelig ville være i stand til at komme ordentlig igang med det. "Så.. fortæl mig mere om dig selv. Går du ofte ude så sent og alene?" spurgte han roligt. Ikke bare, at dette for hans vedkommende var så naturlige spørgsmål, det var jo det som måtte afgøre hvorvidt om hans instinkter havde været korrekt ved at skulle udvælge hende fremfor enhver anden som han kunne falde over på gaden, i så fald, var det jo ikke noget som han ville bruge sin tid på. De mørke øjne vendte han roligt mod hende, ikke mindst med den så klare og tydelige nysgerrighed som han bare ikke formåede at lægge skjul på.. Dog alligevel en klar facade, da han hellere ville virke mere nysgerrig og menneskelig, selvom det nu var det stik modsatte som var realistisk. "Jeg mindes ikke at have set dig herude før?" Han hævede sigende det ene bryn, selv med det lette smil på læben. Hans tænder forblev tydelige fremme. .han var i den grad stolt over det han var.

[Deleted]

Måske at det for hans vedkommende var enkelt men Eniyah havde trods alt heller ikke den mest fjerne idé om hvilke tanker han sad med, det var jo komplet sindssygt men han var hele hendes liv og øfrst til aften kendte hun hans navn.. Dominic. Hun smagte endnu på det, perfekt! Papirene i hendes hånd blafrede roligt i de blide vindpust der måtte trække sig på, hun lyttede til dem, knuede om dem så hårdt at hendes knoer måtte ende helt kridt hvide, han var hendes livsværk og det skullei den grad blive over hendes lig at han ville læse de utallige noveller, og betragte hendes utallige malerier som alle sammen måtte bygge på det væsen hun i løbet af ganske få sekunder havde fået færden af, han havde vel end ikke lagt mærke til hende som hun havde med ham? Hun var endnu betaget af ham, blikket havde fundet sin vej mod jorden hvor hun kunne mærke rødmen var endt med at skulle titte frem, der var så mange ting over ham som hun ikke formåede at sætte finger på, et så venligt væsen det var sjældent hun oplevede det, og et andet sted var det vel blot hende selv som var mere end bare det som man ville kalde for naiv, at stole så blindt på han og uden at have den mindste betænkelighed "Jeg skal prøve at huske det" endte hun med den blide sukkersøde tone, som vel kun en som hende kunne bære, med den uskyldighed der måtte pryde hende på alle måder. Et sted måtte hun tage sig selvi nakken for ikke ende med at tiltale ham den høje titel, i hendes øjne var han den langt mere end værdig, hun derimod var blot en lille nymfe der desperat forsøgte at finde en grund til livet. Det var det som hun havde mistet allerede i en tidlig alder,e n grund til at leve det liv, og den gave som hun var blevet skænket, ingen ville savne hende, hun lavede så ganske alene og kun med de mange kunstværker om ham til at holde hende igang, et sted ar hun end ikke bange for at indrømme at han var den som gang på gang tog tanken om blot at ligge sig til at dø, fra hende, somme tider var det frygtelig fristende, men at leve i det mørke som hun så kraftigt frygtede det var ikke det som hun måtte bryde sig om. Tilliden til ham var mere stor end det sm den burde være, det var vel ganske tydeligt hun fattede ingen mistanke, hun ville end ikke vælge at tro at han kunne finde på at gøre hende det mindste, men i hendes hovede, og i hendes mange tanker var han jo det som man kunne kalde for den perfekte mand, hun havde skabt ham som person, og nu stod hun overfor originalen om man kunne sige det sådan. Hånden mod hendes ryg, fik hende helt per automatik til at begynde at gå ganske stille og roligt, hun kunne føle de hårde sten under hendes nøgne fødder, ikke at det var det som hun tog sig det mindste af. hendes skridt var rolige og varme hun kunne fornemme hans skikkelse gå ved hendes side, og hun fulgte med ham uden at skulle gøre det mindste, igen hun stolede på ham så endeløst for i hendes øjne var han en ven. Hun rystede let på hovedet til hans ord, de mørke lokker måtte let og yndefuldt danse omkring hendes milde ansigt "Jeg.. går ikke ofte ude" svarede hun kort for hovedet, hun var ikke vant til at blive talt til, så hvad skulle hun i virkeligheden svare? Desudenså ville hun langt hellere snakke omkring ham end hun ville omkring hende selv, for ærlig talt så var der intet at fortælle, hun var alene og med ham der hjemsøgte hendes tanker hver evig eneste dag, og det havde han gjort i længere tid end det som hun nok selv ville vedkendes "Det tror jeg heller ikke du har" medgav hun roligt, og med et lille smil som måtte træde frem over hendes perfekte rosa læber. Måske han ikke havde set hende på disse kanter, men hun havde i den allerhøjeste grad set ham, og siden havde hun valgt at holde fast, og hun gjorde det endnu, et sted var det jo netop hele grunden til at hendes tillid til ham var enorm.

[Deleted]

Det forundrede virkelig Domnic noget voldsomt, at hun viste ham denne form for tillid, for han havde virkelig aldrig nogensinde set hende før? Han undrede sig noget tydeligt over hendes måde, at skulle opføre sig på. Han kunne virkelig ikke huske, at han havde set en kvinde så naiv som det hun viste sig, at skulle være lige i øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogent vivl om overhovedet. Han betragtede hende med et roligt blik og selv med det svage smil. Set fra hans side af, så var dette virkelig ren og skær skuespil. Han havde sin sult som skulle stilles og dette var i den grad også denne måde som han måtte gøre det på, for han havde selv set, at den anden i den grad ikke fungerede for ham i praksis. Han lod blikket føres stille mod hende, alt imens som han valgte, at skulle føre hende med sig væk fra det offentlige og mere ind i det skjulte, han nød nu mest, at skulle sidde og spise alene. Så naiv som hun var lige for øjeblikket, så naiv havde han aldrig nogensinde troet at han ville opleve, at nogen ville være. Hun havde slet ikke været noget problem, at skulle få med sig overhovedet. Dog alligevel at det måtte glæde ham i den anden ende, så kunne sulten i det mindste stilles i aften, uden de største problemer. Hvad havde han så at skulle klage over i den anden ende? Han nikkede mod hende. Alle disse titler, var slet ikke noget som han ville kunne bruge til noget. Han var død for verdenen omkring ham. Det var sjældent at hans ofre overhovedet ville overleve et møde med ham. Ikke fordi, at han var voldelig eller noget hen af det, men udelukkende fordi, at han drak alene, han holdt ofrene fast til han kunne høre deres hjerte være lige ved at stoppe. Dem som faktisk overlevede, var dem som var så heldige, at de blev fundet igen bagefter. Han havde til nu, heller ikke fundet nogen som havde fortjent det evige liv som han ellers selv var blevet 'velsignet' med. "Det er godt min kære." sagde han roligt, som det ikke betød det mindste, selvom det jo alligevel faktisk var meget. Han forholdt sig normalt skjult for omverdenen, selvom rygtet; Manden med aret i ansigtet, efterhånden var kendt specielt her i byen. Det var jo trods alt ham. Hendes stemme.. så sukkersød som intet andet han kunne forestille sig, at skulle lægge øre til og han nød det i den grad. Han førte hende roligt med sig til en mere lukket gyde, hvor der i den grad var stor chance for at nogen overhovedet ville finde dem. Desuden havde hun vandret alene, så der var vel heller ikke nogen derude som ville vente på hende? Man kunne nok selv stå ved, at ha nvar ved at være godt kræsen når han valgte, sine ofre, men det var virkelig også med en ekstrem god grund. Han vendte sig mod hende idet han var endt med at skulle stoppe op midt i det hele. Han hævede roligt sin ene hånd og med blikket hvilende på hende og selv med det svage smil. Hans spidse hjørnetænder var at skulle se i hans egen mundvige. Han skjulte dem ikke. Han var jo trods alt stolt af den mand som han var, og det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han smilede let. "Det kunne jeg næsten gætte mig til. Det er faktisk sjældent, at jeg render rundt udenfor.. Det er farligt.. også for en som mig," påpegede han roligt og med et hævet bryn. Han lod hovedet søge let på sned. Hendes perfekte læber, den søde duft.. den varme og det bankende hjerte, det var virkelig en alt for stor frist at skulle stille foran ham og han kunne i den grad heller ikke sige nej. Han lænede sig bare en anelse mod hende. "En så smuk pige som dig, burde virkelig ikke rende rundt herude alene.. specielt ikke nu.. Og sandt.. Et så smukt ansigt, ville jeg være i stand til at huske." Han sendte hende et let charmerende smil. Han skjulte virkelig ikke sine tænder. Han var stolt af manden han var. Han var stolt af hvad han havde præsteret til nu.. foruden det lange og grimme ar fra hans kind, ned af halsen og halvvejs over brystet. Lige den ene lille ting, var noget som han i den grad godt kunne have undværet.

[Deleted]

Man kunne i den grad kun kalde hende for en kvinde af direktenaivitet, men hun var på den anden side ikke vant til at omgås andre væsner, eller være social på nogen måde, ingen kendte vel rigtigt til hendes eksistens hvis man kunne sige det sådan, og så desuden måtte man jo huske den tanke at hun følte hun kente ham til punkt og prikke, på trods hendes eneste møde med ham ud over dette kun havde været for ganske få sekunder, hun var blot blevet så betaget af hele hans væsen, det var hele grunden til at hendes hjerte endnu måtte banke, og derfor var hun ikke bange for ham i hendes hovede kendte han jo hende nøjagtig ligeså godt, og man skadede ikke folk man holdte af, ikke i hendes egen lille fantasi verden som absolut intet havde med den virkelige verden at gøre, det var bare noget som vel aldrig rigtigt var gået op for hende. Hendes blod var så sukkersødt, hendes væsen så uskyldigt og hendes hud så blød, hun var en direkte godbid for et væsen som ham og det var end ikke noget som faldt hende ind, tæderne var nået hende for syne men intet kendte hun til de andre væsner ud over hendes eget, hun skænkede virkelig ikke skuespillet en tanke, det faldt hende ikke ind at hans venlighed var falsk at alt han ønskede var at stille dagens sult på hende, stadig ligeså naivt måtte hun følge med, lytte til deres rolige skridt hen over gaderne hvor hun blot fulgte efter ham, hun var ikke godt bekndt på stederne som dette, skoven var hendes hjem hvis man kunne kalde det sådan om ikke andet. Han var en dræber, og hun var et alt for nemt offer, hun levede at diverse planter hun måtte finde rundt omkring, hun levede på de mange ting som måtte findes i skoven og i naturen, og igen dyrene var de eneste hun omgikkes i løbet af en dag og de var ganske fredelige, ønskede ikke at skade hende, så i hendes øjne kunne han da umuligt ville noget ondt? Hun tænkte ikke på hende selv som et offer og ham som en koldblodig morder, der dræbte for eget liv, hun havde jo ej heller selv taget et eneste liv nogensinde end ikke når det kom til dyr. Intet kendte Eniyah til de mange rygter omkring ham, ikke ud over dem som hun selv havde skabt i de mange noveller og historier alle bygget på ham og sm hun nu måtte knuge i hendes hænder, og holde så tæt til kroppen. På trods hun ikke selv så det, så var Eniyah som enhver anden nymfe et utroligt smuk og yndefuldt væsen. Hendes lange mørke lokker som måtte falde langt som det var over hendes ryg, de lysende øjne, en solbrun silkeblød hud, så tynd og fin, for hendes del var hun som alle andre, udseende var end ikke en ting som hun for alvor måtte gå op i, der var alligevel ingen som skulle se på hende hun var mutters alene. Hun lod sig fører ind i guden, hvor blikket hvilede ligefrem for sig, hun var ikke vant til denne form af situationer hvor et væsen frivilligt talte til hende, og hvor det nok ville undre mange at han førte hende ind i en mørk gyde afsides så skænkede hun det end ikke en tanke "Tiderne er ikke de mest sikre.. Uanset hvem man er bør man ikke færdes alene" mumlede hun svagt og med en tydelig rød farve i kinderne, hun var virkelig frygtelig genert, specielt overfor ham, det var en stor aften, bare det at kende hans navn, se hans skikkelse, lytte til hans stemme.. Som i det hele taget kun skabte et behageligt gys i hende. Aldrig før var hun blevet skænket et kompliment, det var måske også derfor hendes ansigt endte i en fuldkommen rød farve ved hans ord, aldrig før var hun blevet kaldt for smuk, hun kunne føle den sitren brede sig i hendes krop skabe den varme "Jeg er.. Ikke andet end et ganske normalt ansigt som så mange andre, Si.. Dominic" hendes slanke fingrer gled stille om hendes modsatte overarm mens blikket var gledet mod jorden, med en så uskyldig mine, en smule usikker, også mere som for at dæmpe farven i kinderne, som måtte hænge ved selv på trods af den dejlige kølige luft omkring dem. Hun kunne føle stjernerne over, og månens blege lys som blev skjult i denne ensomme mørke gyde hvor de var endt.

[Deleted]

Eniyah var virkelig mere naiv end det ville gavne nogen. Dominic kunne virkelig ikke huske, hvornår han sidst havde været i nærheden af nogen, som var så naiv som hun havde vist sig at være. Alle andre ville have en alarmklokke til at ringe, når en fremmed kom hen, bad dem om at gå med og førte dem væk fra folk til en gyde. Det var i alle fald, det som han selv havde erfaret igennem disse lange tider, så hvorfor skulle hun reagere så anderledes som dette havde vist sig, at skulle være i den anden ende? Et sted var han jo egentlig ligeglad og så.. alligevel ikke. Det var i den grad sjældent, at han faktisk formåede, at skulle føre en samtale på denne måde. Det var jo ikke fordi, at han var kendt herude foruden under navnet 'manden med det store ar'. Ja, han havde et stort ar, det var rigtigt, men et spøgelse var han jo for mange når de endelig så ham, så mærkede de ham jo knapt. Det var sådan at han ønskede det, selvom det var ganske så ensomt i længden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. En køn tøs var hun virkelig og så naiv, så kunne man da heller ikke være mere end sikker på, at det ville gå galt i den anden ende, hvad end om man ville det eller ikke, så var der jo heller ikke meget, at skulle gøre ved den sag i hans øjne, det var der virkeig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev stående og med blikket mod hende. Hun var udstedt som hans aftensmad for i aften, det var der ikke nogen tvivl om, selvom det dog stadig forundrede ham, at hun virkelig ikke havde fået nogen former for mistanke overhovedet, så var det klart også noget som gjorde det hele så meget nemmere for ham. Dem som gik rundt alene, blev sjældent savnet, så var det jo bare det som glædet ham mere end det som han nok ville være i stand til at skulle stå ved bare sådan uden videre. Han var nødt til at dræbe for sin egen overlevelse, selvom han i den grad var typen som måtte leve på det absolut minimum for det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var sådan som han ønskede det, for ikke at vække den største mistanke blandt folk, når det jo var dem som han gik rundt og blandt hver eneste dag fra før af, det var der jo heller ikke nogen tvivl om. Han mente dog sine komplimenter. Hun var virkelig en smuk og i den grad også en meget køn tøs. "Lige præcis..Derfor forundre det mig, at du er et af dem som tør vandre alene.. Når det er kendt, hvor farligt det kan være.." Han hævede hånden og lod den roligt og stille stryge mod hendes kind. Han vidste hvilken metode han skulle bruge for at få det hele som han ville. Hvad hun var af race, var ham fuldkommen ligegyldigt, så længe det ikke var dødt, så havde han virkelig intet, at skulle klage over, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvorfor hun virkede så genert i hans nærhed, havde han virkelig ikke nogen anelse om overhovedet, dog at hun var så naiv, at hun faktisk virkede til at hun stolede på ham på en ganske anden måde, end det som han egentig lige havde troet, var noget som klart forundrede ham mest, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak sig stadig kun nærmere. At hun beskrev sig selv som alene og som et simpelt væsen, var noget som blot var ham selv en bekræftelse. Ha nlod hånden roligt stryge mod hendes kind og med det svage smil på læben. At det faktisk var ham, at hun havde bygget alle sine noveller og historier på, havde han ikke nogen anelse om. At hun faktisk havde spottet ham denne ene gang tidligere, var selv noget som i sig selv, var helt ukendt for ham på alle måder, hvad end om man ønskede det eller ikke. "Jeg tvivler.. du er noget meget mere end det.." hviskede han roligt mod hendes øre, da han var kommet tæt nok på det. Den anden arm lod han roligt snige sig omkring hendes liv, hvor han forsigtigt trykkede hende tættere ind mod sig igen og uden at smilet ville falme det mindste overhovedet. Hovedet lod han synke endnu en anelse, hvor han blottede sine tænder og roligt lod dem synke ned i hendes hals, som var det en varm kniv direkte igennem smør. Han bed sig godt fast og startede med at nære sig, ved at skulle suge det ekstremt søde blod til sig. Han lukkede øjnene stille og roligt, lyttede til hendes hjerte og hende vejrtrækning og uden at skulle slippe hende det mindste.

[Deleted]

Normalt var Eniyah virkelig ikke vant til at skulle omgås andre på den måde, hun var ikke vant til at skulle tale frit eller være social og som oftest undgik hun det faktisk for hendes egen skyld hun ville ikke stå der i midten uden at vide hvor pokekr hun skulle gøre af sig selv, men denne mand var anderledes.. Det var en hun havde ventet på at stå overfor i frygtelig mange år nu, en hun havde drømt om at se igen, den stemme som talte nu var det ikke længere kun hendes egen fantasi, og hans blik det var ikke længere kun det billede som blev mere og mere uklart efter de sekunder hun kunne fornemme ham passere hende bare sådan uden videre uden at ligge mærke til hende eller noget som helst. Folk med hovedet på det rette sted ville i den grad lade alarmklokkerne ringe når en vampyr fulgte dem med ind mod en mørk gyde væk fra den menneskemængde som ellers måtte hvile, en komplet fremmede om ikke andet, problemet var jo så bare det at for hendes vedkommende var Dominic ikke fremmede, han var hele grunden til hun endnu kunne ståå ved livet på den måde osm hun gjorde, hun stolede så blindt på ham og alt han måtte se i det var den rene naivitet. Det så uskyldige varme blik hvilede i hans, og hun så intet. Betragtede hans blik uden så meget som en mistanke til at hun for i aften ville være hans mad, at hun blot var et simpelt offer, og ikke speciel som han fik hende til at føle. Papirene var knuget i hendes hænder, hun nægtede direkte at slippe dem, de mange billeder malet med naturens godter, samt de mange noveller som måtte hvile det var det som skænkede hende glæden og nu stod hun foran selve kilden og det var som om ordene direkte dukkede op i hendes hovede og satte sig sammen inden hun kunne skrive dem ned, den mand måtte være hendes muse. Et eller andet sted var Eniyah slet ikke klar over var farlig gaderne og omegnen måtte være, men på den anden side, ingen kendte hende der var ingen som ville søge hendes grav, mindes hendeog savne hende, så der var intet at frygte for hende var døden blo noget som før eller siden ville komme og hun ville end ikke prøve at stå imod den, hun var alene "Jeg har intet at miste" endte hun med et stille skuldertræk. Det lille træk i mudnvien var synligt hun følte næsten anstrengend eofr musklerne som hun ikke var vant til at bruge på den måde. Rødmen sad tydeligt i hendes kinder, så uskyldig og så naiv stolede på den mand som kun havde i sinde at tage det liv fra hende, det bankende hjerte og hun opfattede absolut intet, kun fordi hun den ene gang havde spottet ham i de sekunder. Den kolde ånd som faldt mod hendes varme kind, gav en underlig intens følelse, en nervøs sitren som hun ikke kunne komme uden om, hun skubbede ham ikke væk. Stadig uden at skubbe ham væk lod hun ham komme tættere, han sagde ting som ingen nogensinde før havde sagt, han gjorde ting som ingen før havde gjort. De slanke fingrer strøg stille gennem det mørke år som måtte hvile omkring hendes skuldre, lettere nervøst et sted vel, hele hendes liv stående i den skikkelse netop foran hende. Eniyah ville netop til at besvare hans ord, det at armen faldt om hendes liv gjorde hende direkte mundlam, hun lod sig vel et sted rive med for der var ingen former for modstand. Den smerte som omgående måttetage til i hendes krop, skar igennem det hele. Hvor vidt hun skreg eller ej vidste hun end ikke. Hendes blik spilede hurtigt op, og alt hun så for sig var fuldmånen over hende. Kunne hun ville hun skubbe ham væk, men hun var holdt af hans greb, fanget i en form af stemning. Hjertet bankede mere fast og hurtigt end nogensinde mod hendes bryst, så hurtigt at det gjorde hende direkte svimmel. Hendes blod var sødt.. Rent.. Der var ingen synder, der var intet, det rene nymfeblod. Tårerne tog til i hendes blik, hun følte hvordan benene truede med at knække under hende og der stoppede hun med overhovedet prøve at kæmpe imod. Stille faldt hun mod hans arme, kneb øjnene sammen og prøvede at bide smerten i sig. Hendes puls blev langsommere og hendes vejrtrækning langt mere anstrengt.. Døden måtte holde om hende og så var der intet at gøre, at kæmpe imod ville være direkte nytteløst. Papirerne faldt ud af hendes hånd, spredte sig i gyden, bogstavelig talt var det at se hendes liv passe revy.