I just want to forget everything..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne forstå, at han havde dummet sig, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han var ked af, at have gjort hende så ked af det, da det jo aldrig havde været hans hensigt med dette. Han rystede kort på hovedet, og lod hænderne fortsat hvile mod hendes skuldre. Hun ville være hans hjem? Det ville alt sammen være godt, men de var jo nødt til at slå sig ned et sted, hvor de kunne være sammen. Det kunne de ikke gøre i et land, uden et navn.. uden et tilholdssted. "Jeg ved godt, at jeg har dummet mig, okay?" bed han denne gang af hende, da han slet ikke så nogen grund til at fortsætte med at køre rundt i den. Trist gjorde det ham.. men fint. Det var vel egentlig også, hvad hun var ude på?
Hænderne trak Lucifer til sig igen. Ikke just synes hun, at bryde sig om hans tilnærmelser. Var det overhovedet noget nyt? Hvis det ikke var det ene, der var noget galt med, så var det jo det andet! Og han var ved at være meget træt af det! "Gid det var så vel.. Du er kvinden, der står mig nærmest i mit hjerte, Jarniqa, men selv vi har brug for tag over hovedet og mad på bordet, samt tøj på kroppen.. Det må jo komme et sted fra," forsøgte han. Han ville virkelig gerne have, at det her skulle fungere, men det kom jo desværre ikke af sig selv. Gid det gjorde.. men det gjorde det ikke.

[Jarniqa Dynithril]

Han indrømmede, at han havde dummet sig? Mente han det så også? Selv ville Jarniqa nemlig ikke mene, at det var normalt at lave en så idiotisk fejl. Idiotisk var nemlig, hvad den var "Du skal ikke bide af mig!" svarede hun derfor skarpt igen.. dog glad for at høre, at han i det mindste undskyldte. Blikket holdt hun fortsat stift nede på sine hænder, som han stoppede berøringen. Ikke at det hjalp hende.. dog havde det andet heller ikke hjulpet. Meget lidt hjalp ganske enkelt lige nu. Hun tog en indånding. "..Jeg kan skaffe os mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg kan jage med bue pil, og jeg kan ... fremskaffe os klæder at gå i," endte hun indtrængende med at sige. Før havde hun altid været vant til et primitivt liv, samt hun havde arbejdet som tyv.. Hvorfor skulle det derfor ikke kunne gå? Hun kunne ikke se det. Hun kunne jo sagtens forsørge dem! Ganske vidst ikke med en urimelig sum penge, men derimod med det hun kunne udrette. "Og hvorfor skal Dvasias blive vores hjem? Hvorfor ikke Imandra eller et andet sted? Hvorfor skal jeg risikere at lade dig dø, når det ikke vil være den samme skæbne der tilfalder mig?" fortsatte hun frustreret og lagde armene om sig selv. Hun elskede Lucifer. Af hele sit hjerte. Og hvis han ikke havde været hende utro, var de vel stadig, hvad de var? .. Og derfor kunne hun ikke lade ham ofre sig! Hvorfor skulle hun risikere at miste ham, når hun vidste, at hun ville leve videre ... alene? Ondt mente hun det ikke, som det var ren og skær kærlighed hun følte til ham. Hun var faldet for ham.. og hun var faldet hårdt for ham. Det kunne hun ikke længere komme udenom. Ikke efter, at hun havde ladt ham komme ind.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer mente rent faktisk sin undskyldning. Endnu var det svært for ham, at skulle tage hensyn til andre, når han havde været så vant til at gøre det på egen hånd, og endnu måtte gøre det på egen hånd. Det var jo trods alt, hvad han gjorde nu. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han kneb øjnene let sammen. "Så hold op med at bide af mig!" bed han igen. Denne gang rejste han sig fra sengen. Det var bestemt ikke dette gensyn han havde regnet med at gøre med sin kæreste. Svagt bed han derfor tænderne sammen. Frustrerende lod han hænderne glide igennem det mørke hår.
Svær var denne situation for Lucifer, da han oprigtigt gerne ville have, at hun forstod, at han gjorde det her, fordi at det var en sag, der var vigtig for ham! Han kunne ikke se bort fra det faktum, at han var dvasiansk af hjerte, sind og sjæl, og nok for altid ville være det. Uanset hvor meget hun ville forsøge at tage det fra ham. "Men det skal komme et sted fra, Jarniqa.. Vi er nødt til at slå os ned et sted.. Imandra er underlagt Dvasias.. Du ønsker ikke Dvasias, og jeg er uvelkommen i Manjarno.. Hvor efterlader det os?" spurgte han denne gang. Oprigtigt ønskede han jo at finde ud af det. Desuden brød han sig bestemt ikke om tanken om, at det var en kvinde, der skulle brødføde ham, når det kom til det! Han ville hende gerne.. han ville en fremtid med hende, men det krævede også lidt at de kunne samarbejde her.

[Jarniqa Dynithril]

Irriteret fnøs Jarniqa af ham. Ganske vidst bed han af hende, og hun af ham.. men stadig skulle han ikke bide af hende! Hun havde ikke gjort noget galt! Det var ham der var problemet! Ham der drog ud på farefulde færd, uden at fortælle det til hende! Det kunne ikke være noget under, at hun var vred og såret! Særligt som det havde vist sig, at alle tog beslutninger uden at inddrage hende. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham. ”Procias kunne være en mulighed. Sågar Tayevania,” endte hun med at sige. Hjem kunne hun bare ikke vende.. eller i princippet kunne hun godt. Hun havde bare ikke lyst. Ondt gjorde det dog, som hun ellers særligt savnede det smukke Paggeija. Hagen hævede hun. ”Men du undgik nogle af mine spørgsmål.. Hvorfor skal jeg lade dig begive ud på en færd, hvor du kan risikere at miste dit liv, når jeg ikke kan det samme?” spurgte hun direkte. Sandheden var jo, at det var farefuldt at bevæge sig i krig mod det dvasianske kongehus. Han kunne dø.. og det ville efterlade hende alene. Noget hun ikke ønskede, som hun jo elskede ham. Ondt ville det også gøre, hvis hun ikke var der, hvis det skete. Ja, han havde jo ønsket, at hun var i et helt andet land, mens det stod på. Synderlig klog var han nu ikke af en mentaldæmon at være.. Der var meget, som han ikke tænkte på. Faktisk tænkte han kun på sine egne behov. Noget der bestemt ikke gavnede hende! ”Og hvad håber du helt præcist med at hjælpe din moder? Håber du en plads ved hendes side igen? Du ved godt, at hun har tabt sin magt, ikke?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Uanset hvad Lucifer måtte sige i en sag som denne, så var det tydeligt, at han ikke kunne gøre det godt igen. Var det underligt, at han selv ønskede at finde sin plads i alt dette? Og særligt nu, hvor han vidste, at det ville være komplet umuligt for ham, at få den plads, som han tidligere havde haft? "Tayevania? Ikke på tale," endte han med en kortfattet stemme. Procias.. det var en mulighed, men det var bestemt ikke med hans gode vilje, da han jo trods alt var dvasianer med hjerte, sind og sjæl. Det var ikke noget, som nogen omkring ham, nogensinde ville være i stand til at tage fra ham. Overhovedet ikke.
Altid skulle Jarniqa være så fisefornem og fin på den, hvilket selvfølgelig var noget, som gjorde ham frustreret. Kunne han i det hele taget gøre noget som helst rigtigt for hende? "Du har et tilhørsforhold, hvor jeg intet har! Det er min måde, hvorpå, at jeg kan vise andre, at jeg ikke er helt væk, selv på trods af, hvad Faith tog fra mig.. Forkert eller ej, men dette er noget, som jeg er nødt til at gøre..!" fastholdt han denne gang mere stædigt. Han trak sig mere væk fra hende, hvorefter han rejste sig op. Han ønskede ikke at gå, men at ligge der, når man i det hele taget følte sig så.. uvelkommen, gjorde ondt. Han elskede hende, nok mere, end hvad han var i stand til at beskrive. Og derfor gjorde det ondt. "Jeg ved, at hun har mistet sin plads som leder blandt dæmonerne. Respekt og anerkendelse, på trods af, hvad jeg mistet.. Det er vel ikke meget at ønske sig?" spurgte han denne gang. Ligesom alle andre.. så ønskede han et sted at være, et sted at føle sig anerkendt.. Hun gjorde det ganske vidst. Eller havde gjort. Nu var han da ikke så sikker mere.

[Jarniqa Dynithril]

At han ikke ønskede at drage til Tayevania, forstod Jarniqa et sted godt.. Det var trods alt langt væk, og et komplet fremmede land for dem. Dog var hun næsten villig til det, som hun blot ønskede at komme væk fra det hele. ”..men Procias?” endte hun med at sige, som han ikke havde nævnt lysets land. Procias var vel næsten det sidste bud, hvis de skulle leve uden påvirkning.. Kunne hun ikke også leve i Procias? Selv huskede hun de smukke og enorme skove, samt det store bjerg, og det var jo alt, hvad hun elskede! Og Lucifer … kunne han ikke også blive glad for det? Tidligere havde han jo sagt, at han blot ønskede hende.. Nu med hans moder, kunne hun dog helt frygte. Panden rynkede hun, alt imens hun skubbede sig op på benene. Noget der fik det hele til at snurre en anelse for hende. ”Hvilket tilhørsforhold?!” bed hun af ham, som han ramte et ømt punkt hos hende, uden at vide det. Hun havde nemlig intet tilhørsforhold længere! Hun havde en moder der misbrugte hende. En værge der havde forladt hende. En fader, som hun ikke kunne acceptere. Armene lagde hun over kors. ”Men fint! Så gå ud og dø for din elskede moder! Jeg er ligeglad!” sagde hun demonstrativt, skønt hendes hjerte knugede. Hun ønskede jo ikke at miste ham, og slet ikke ønskede hun ham død! Ondt gjorde det hele bare lige nu. At han ønskede respekt og anerkendelse hos sin moder, måtte være op til ham. Selv tænkte hun blot, at han ville blive skuffet i den sidste ende. ”Hvis det er, hvad du vil,” sagde hun kortfattet. ”Tænk dog på, hvorfor og hvornår hun tilkaldte dig. Da hun skulle have brug for hjælp til at klare en større fjende. Det er ren og skær udnyttelse. Ikke kærlighed til sin søn.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Om Lucifer kunne slå sig ned i Procias? Han vidste det ikke. Han vidste, at de havde et kæmpe problem med dvasianere for tiden, og uanset hvordan man vendte og drejede det, så var det jo også det væsen, som han var. Han havde ikke tænkt sig, at vende ryggen til sin baggrund, og det var overhovedet ikke noget, som ville have lov til at komme på tale for hans vedkommende! "Ønsker du reelt at slå dig ned i lysets land? Dem som igennem mange år, alligevel har jaget vores slags bort?" spurgte han denne gang. End ikke han var i tvivl om, at de ikke ville se positivt på hende, med hendes baggrund.. Og ham mindst af alt, med den, som han havde.
Forvirret måtte han kigge mod hende. Hvorfor skulle hun nu råbe efter ham? Hun vidste, at han intet tilhørsforhold havde, og særligt ikke efter, at Faith havde smidt ham ud! "Du har da for helvede i Manjarno!" udbrød han igen. Hun skulle bestemt ikke stå der og råbe af ham! At hun så derimod skulle forsøge at bilde ham ind, at Faith ikke elskede ham, gjorde også, at han så fuldstændig rødt lige nu! Ikke var det ord, som han overhovedet ville høre hende sige! Hun vidste intet om den sag! Overhovedet intet! "Fortæller du mig, at hun ikke elsker mig?" spurgte han denne gang direkte. Hans øjne blev nærmest mørke af raseri. Det her var slet ikke noget, som hun skulle udtale sig om! "Du kender hende ikke.. Du ved ikke hvad det vil sige, at være en Jaceluck..Hvis hun ikke havde elsket mig, så ville hun have slået mig ihjel.. Du ved INTET om det!" udbrød han denne gang med en arrig stemme. Næverne knyttede han, samtidig med at de begyndte at ryste. Nu blev han for alvor vred!

[Jarniqa Dynithril]

Om Procias ville åbne sig op for dem, vidste Jarniqa ikke, men hvad andet havde hun at gå efter? Hun kunne bare ikke vende hjem! Derfor ønskede hun vel reelt en plads i Procias, og så med Lucifer ved sin side? ”Hvorfor ikke? Vi skal nok kunne finde os til rette der. Vi vil have hinanden,” sagde hun. Desuden, så var hun nødt til at tale vel om planen, hvis hun skulle have Lucifer med på den, og det ønskede hun jo. Hun ville jo gerne have ham med sig. Han var også det eneste hun havde.. ”Jeg har intet i Manjarno!” endte hun med at råbe af ham, som det skar i hendes hjerte bare at tænke på det! At tænke på Damiens forræderi imod hende.. En ting var hendes moder, men helt anden ting var Damien! Det strammere i minen måtte hun blive, som Lucifer begyndte at råbe og skrige. Det var også noget der fik hendes blod til at koge. Særligt fordi, at hun var særdeles ustabil i denne tid. ”Hun forlod dig for fanden! Jagede dig ud af dit hjem! Forviste dig! Kalder du måske det for kærlighed?!” sagde hun direkte, alt imens hun slog ud med armene. ”Hvis det er sådan det er forventet at være en Jaceluck, så er jeg glad for, at jeg ikke er en af jer!” Forskruet var hans billede fuldkomment! Han elskede noget så … bizart og forkert! Ikke på vilkår, at hun ville elske sin familie efter, hvad de havde gjort ved hende! At Lucifer derimod var af en anden mening, fandt hun direkte dumt. Særligt fordi, at hans situation var værre, som han direkte var blevet jaget ud.. men der var den vel igen. Hun var ikke dæmon, og det var Lucifer og hans familie, og i Lucifers optik var det det stærkeste i verdenen. Hun mærkede, hvordan det måtte få hendes indre til at fryse.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

De ville måske have hinanden, men ville det give dem den tryghed, som de begge søgte? Selv Lucifer ønskede et sted, hvor han kunne slå sig ned og sige, at det var hans.. Det var der han skulle være, og med hende ved sin side, selvom skæbnen tilsyneladende også skulle komme på tværs af dette. "De jager mørke væsner ud af det land, som aldrig nogensinde før.. Folk af mørk afstamning - som dig og mig, vil blive jaget ud, så snart, vi ville passere grænsen," fortalte han direkte. Et liv på flugt, ville han bestemt heller ikke kalde for særlig attraktiv, og det håbede han da også, at hun ville forstå! Begge ønskede de et sted, som de kunne kalde for hjem.. At hun så derimod synes at have mistet hvad hun havde, gjorde ham da først forvirret! "Du har da din mor, og din værge, Jarniqa! Nu skal du heller ikke komme, og gøre det værre, end hvad det i forvejen er, vel?!" udbrød han kraftigt. Han fandt sig bestemt heller ikke i, at hun skulle råbe og skrige af ham, for det havde hun slet ikke nogen ret til! Overhovedet!
Lucifer så denne gang rødt. Ikke var der nogen, som skulle plante den slags tanker i hovedet på ham! Det fandt han sig absolut ikke i! "Havde jeg været en dæmon, som hun intet følte for, ville hun have taget mit liv, Jarniqa! Du skal overhovedet ikke udtale dig om en sag, du INTET kender til!" udbrød han med en fast tone. Hun var glad for at hun ikke var en Jaceluck? Tanken gjorde ondt.. Kunne hun ikke acceptere det, kunne hun ikke acceptere ham, for det var det han var - En Jaceluck. Og han var stolt af det. "Godt at vide.." vrissede han sammenbidt. Han vendte sig mod døren. Det gjorde ham vred, skuffet og ikke mindst meget ked af det.

[Jarniqa Dynithril]

Let var det ikke just.. Selv ønskede Jarniqa blot et sted for hende og Lucifer at være. Hun elskede ham, og derfor skulle hendes plads naturligvis være ved hans side. At der i så fald skulle være så mange udefrakommende faktorer, irriterede hende grænseløst! Procias.. Hadet til mørkevæsner.. Faith.. Hvorfor kunne det hele ikke være simpelt for en gangs skyld?! Hendes liv havde ikke været andet end et problem, siden Damien havde søgt efter hendes biologiske fader, og så fundet Salvatore! Inden da havde hun levet perfekt i Paggeija-bjergene med sin værge. ”Hvad skal jeg sige?! Intet sted er tydeligvis en mulighed,” sagde hun opgivent. Procias havde mørkevæsner, og uheldigvis var hun halv af hver, og Lucifer hel. Manjarno rummede hendes tidligere familie. Dvasias rummede Faith og Theodore. Tayevania kom ikke på tale. Håbløst syntes det at være! Tænderne bed hun sammen. Hendes moder og værge? ”Jeg har ingen!” sagde hun direkte. Sandheden var også, at det ikke havde følt som om, at hun ej heller havde haft Lucifer længe.. Hun havde følt ham tabt i det sekund, at han havde forladt Neutranium, og nu hvor de stod overfor hinanden syntes det ikke at gå til det bedre. ”Hvis jeg intet ved, er det fordi, at du intet fortæller mig! Du skrider jo også bare uden så meget som et ord!” råbte hun tilbage. Det hele var simpelthen bare for meget! Hun mærkede sit hjerte knuge det mere sammen, som han vendte sig imod døren. Forlod han hende nu igen? Og var det i så fald det imellem dem? Hurtigt slog hendes hjerte, som det nærmest flaksede af sted. ”Skrider du nu igen?” endte hun direkte med at spørge ham. Tankelæser var hun jo ikke.. Ikke som ham. Hun kunne blot ane energierne i luften.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Efterhånden var det svært for Lucifer i det hele taget, at finde en grund, til at skulle blive her. Alt synes at være forkert, og alt han gjorde var forkert.. Ja, at han var en Jaceluck, var tilsyneladende også forkert, men lige den del, kunne han altså overhovedet ikke gøre noget ved, og ikke havde han tænkt sig at gøre det! Han himlede med øjnene. Nu måtte hun simpelthen stoppe! Det var jo heller ikke til at holde ud, at høre på! "Drop den barnlige attitude! Jeg synes for helvede heller ikke, at det her, er særlig sjovt!" vrissede han tydeligt sammenbidt af hende.
At høre hende sige, at hun ingen havde, var et sted også en bekræftelse i hans øjne på, at der intet var. Overhovedet ingenting! Næsten som var det en knude, der måtte samle sig i hans bryst. Han var tilsyneladende heller ikke god nok for hende. "Jamen tak.. Virkelig mange tak, Jarniqa!" udbrød han denne gang med en langt mere fast tone, end hvad han tidligere havde benyttet sig af. Denne tanke gjorde uden tvivl ondt, og han kunne bare intet gøre ved det! Om han skred? Han ville ikke just tage det ord i sin mund! Men denne kamp ville han ikke. Han var allerede nu ved at være træt af den! "Og hvad så hvis jeg gør? Jeg gider ikke det her, Jarniqa! Ikke skal du komme og belære mig, eller tale om min familie i en sag om kærlighed, når du intet kender til det! Desuden.. hvis du har det så fantastisk ved ikke at være en Jaceluck, så skal det åbenbart ikke være dig og mig!" Ordene smertede for ham at sige, men det var vel en nødvendighed? Han vendte blikket mod hende.. Vredt og såret.

[Jarniqa Dynithril]

”Tror du, at jeg finder det morsomt?!” råbte Jarniqa såret og frustreret igen. Det hele gjorde jo forbandet ondt! Det hele syntes nemlig at arbejde imod hende.. Ikke ønskede hun at råbe frem og tilbage, men intet syntes heller at være, som hun ville have det. Hun ville jo blot elske ham. Leve med ham. Drage ud med ham.. og ved siden af have en værge der endnu var menneske.. men al det syntes tydeligvis at være for meget at bede om. Mange tak? Stiv i ansigtet var hun. ”Og hvad mener du så med det?” spurgte hun skarpt. Hvad havde hun nu sagt forkert?! Let var det ikke! Måske var pointen i det hele taget, at hun bare skulle holde kæften lukket! Det hele syntes jo blot at gå galt ellers. Knusende syntes hendes hjerte helt at være, som han begyndte at tale. Og hvad så, hvis jeg gør? Jeg gider ikke det her! …så skal det ikke være dig og mig. Han gjorde det forbi. Hun vidste det. Hun havde vel vidst det siden, at han havde forsvundet? Tårerne havde hun grædt for længst, hvor der nu kun syntes at være tomrummet tilbage. Hun var alene. Lucifer ønskede hende ikke. Damien ønskede hende ikke. Hun var bare alene.. og ikke fordi, at hun selv havde villet det. Hun havde jo villet dem begge. Af hele sit hjerte. ”..Fint..,” sagde hun tonløst. Ganske knust. Han elskede hende ikke.. Hvad mere kunne hun gøre så? En ting var dog sikkert.. Han skulle ikke gå ud og efterlade hende her! Stående helt ensom, knust og forladt! Det tomme blik holdt hun på ham, som hun hævede hånden. Handlingen skete prompte, som en energi trykbølge skød fra hende og ramte ham, så han ville flyve ud gennem den lukkede dør, og ramme væggen på den anden side. Som det skete, samlede hun selv skørterne, inden hun tomt forlod værelset og passerede forbi ham, uden at værdige ham et yderligere blik.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Tror du at jeg gør?!" vrissede Lucifer igen, som han denne gang, kraftigt vendte sig imod hendes skikkelse. Ondt gjorde det uden tvivl for ham, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Uanset hvad han gjorde, synes det at være forkert i hendes øjne, og det var han ved at være træt af. Hårdt var det, at fortsætte med at kæmpe, og fortsætte med at prøve, når det overhovedet ikke bar frugt på noget tidspunkt!
Nu var ordene sagt.. Det var slut. Hvis hun ikke synes om en Jaceluck, kunne hun næppe synes om ham, for det var en del af ham, og en del af hans identitet, også selvom det gjorde ondt på ham, i det hele taget at sige dem. Hans blik søgte hendes med en fast mine. Denne gang var det dog en facade. Noget måtte han nemlig gøre, for at holde den sorg på afstand, som han følte så klart og tydeligt i hans indre og i hans sind, for det gjorde ondt. Ingen tvivl om, at det gjorde ondt! "Fint..!" Han nåede kun lige at vende sig imod døren igen, da fødderne mistede fodfæstet under ham, og hvor han brutalt blev kastet direkte ind mod døren, som måtte give i hængslerne. Et kraftigt og smertefuldt gisp brød hans læber, da han røg direkte ind i den modsatte væg, og faldt direkte til gulvet. Tænderne bed han derfor sammen, hvor han lod hovedet falde til gulvet. Hånden lagde sig mod hans ribben. Dette gjorde ondt! Forbandede kvinde! Forbandede Dynithril! At kæmpe sig op, tog tid. Han var vel bare overbevist om, at det ville blive sidste gang, at han så hende igen?

//Out