I just want to forget everything..

[Jarniqa Dynithril]

Lucifers stemme rungede, men ikke fik hans ord fæstne i Jarniqas sind. Det hele snurrede for meget. Hun kunne ikke fokusere.. Loftet bølgede og hun syntes at se prikker for øjnene! Derfor syntes det hele også bare bedre, når man lukkede øjnene i, og forsøgte at holde det hele ude.. Desværre kunne hun ikke holde det ude, at madrassen bølgede ned. Et resultat af en andens aktivitet i sengen. Hun vrængede læben. Den mand var dummere end dum! Øjnene slog hun op. Dog kunne hun ikke fokusere, som øjenæblerne blot syntes at vandre rundt i hovedet på hende. Det var vel også for det bedste, at hun ikke fik ham taget ham ordentligt i blik? I så fald kunne han ikke benytte sig af sin magt over hende! "For-sviiind! sagde hun klagende, alt imens hun hævede sin ene hånd, og lavede en gestus med den. Meningen var, at hun på magisk vis ville kaste ham ud af sengen. Fuldskaben gjorde dog i stedet, at en vase helt ovre i vindueskarmen tiltede og smadrede mod gulvet. Hendes eget hoved faldt slapt til siden, som den sidste anstrengelse tvang hende i dvale.. Blidt lå en ravnsort hårlak hen over hendes nu ubekymrede ansigt, alt imens et tungt åndedræt faldt over hendes let adskilte læber. Som et lys var hun gået ud...

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Luicfer var for stædig, til bare at vende ryggen til og forsvinde. Nej, det ville ikke komme på tale, før hun i det mindste havde vist, at hun ville lytte til ham! Hvorfor tog hun det så hårdt, når han intet havde gjort?! Næverne knyttede han, som han ellers stædigt blev liggende i sengen ved siden af hende, selvom det så tydeligt, måtte være hende imod at han gjorde det. Det var for pokker hende, som han ville have, og det kunne hun bare ikke forstå? Han ville jo kun hende!
Lucifer blev derfor stædigt liggende i sengen ved siden af hende. At hun forsøgte at få ham ud, selvom det kun gik ud over vasen, som stod på en kommode ikke langt fra døren. Hun ville virkelig gerne have ham fra det her sted, men det var ikke noget, som han ønskede at efterkomme.
Hånden lukkede Lucifer derfor om hendes håndled, hvor han trykkede så fast om det, at han kunne tvinge hendes hånd ned i sengen. Magi skulle hun bestemt ikke bruge på ham! "Det sidste, du burde gøre brug af nu, er magi, Jarniqa.. Lyt til hvad jeg har at sige.. og så skal jeg nok gå.." forsøgte han igen.. At hun så stort set allerede var faldet i søvn, fik ham til at sukke opgivende.. Han slap hende igen, tog fat om dynen og lagde den om hende. Forbandede kvinde! Han lagde sig selv til. Han lå og vogtede over hende, for hele natten.

[Jarniqa Dynithril]

Tørke.. Det føltes som om, at en sandstorm havde raseret Jarniqas mund! Utilpas kørte hun let rundt med tungen i munden der syntes helt drænet. Smerte.. Det føltes som om, at folk havde skreget hende ind i ørene i timevis, og at hendes hjerne som resultat nu skreg tilbage. Lidende stønnede hun. Tør følte hun sig på siden af kinden. Helt indtørret. Hun hævede sin ene hånd. Den føltes som bly! Som om hendes krop var blevet lammetævet. Med nogle kraftanstrengelser fik hun hånden op til kinden, som hun let kradsede. Indtørret savl.. Hvor belejligt. Ynkeligt stønnede hun igen. Var det virkelig, hvad alkohol gjorde? Skabte kolossale lidelser dagen efter? Hun stønnede igen, inden hun glippede med øjnene. Så megen lys.. Det var morgen, og dagslyset strømmede ind gennem ruderne, som gardinerne ej var blevet trukket for. Hun lavede en blanding mellem et ynkeligt støn og en ynkelig mumlen. Hun blinkede med de tilslørede smaragdgrønne øjne. En skikkelse. Hun blinkede igen. En mandlig en. Alexander? Træt gned hun øjnene. Klarer blev hendes blik. Lucifer.. Gårsdagens hændelser fandt langsomt fæstne i hendes sind, og hun mærkede sit bryst knuge. Skulle hun flygte? Ideelt forekom det ikke, når hun tænkte på, at hendes krop føltes helt mørbanket. ".. Hvordan kunne du? endte hun direkte med at spørge. Langt klarere i stemmen end i går. Hun forlangte svar. Hun havde elsket ham.. Af hele sit hjerte, og han havde forladt hende uden et ord? Blevet væk for uger, hvor hun så havde tvunget sig adgang til hans tilstedeværelse gennem sindet og set ham hos Athena.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Stædigt havde Lucifer ligget ved Jarniqas side igennem natten, hvor han havde nægtet at flytte sig, uanset hvor meget hun ville råbe det af ham, for ikke ville det gøre nogen forskel for hans vedkommende. Han var selv gledet hen i søvnen som timerne var gået.
Stemmen som brød stilheden, var nok det, som vækkede ham igen. Jarniqas stemme. Langt mere værende, end hvad den havde været dagen i forvejen. Selvom han langt fra havde fået den søvn, som han skulle have haft, så tvang han øjnene op. Skulle de til at tage den igen? "Skal vi virkelig til at tage den igen?" spurgte han denne gang mere sammenbidt. Han lagde sig om på siden, så han denne gang, var i stand til at betragte hende direkte. Hvorfor var hun så ked af noget, når det aldrig nogensinde var sket? Det var næsten det, som gjorde ham mest frustreret!
"Jeg har intet gjort.." gentog han igen. Denne gang var det måske muligt for ham, at få et ord indført hos hende? Han bad da virkelig til det, for det andet, kunne han da heller ikke arbejdet med. Han brød sig ikke om at se hende så ked af det, og vide at det var hans skyld.. også selvom han i princippet intet havde gjort. Kunne hun ikke bare tro på ham, når han rent faktisk skænkede hende sandheden? "Jeg ved ikke hvad du har set.. hvad du ved, eller hvordan du har fundet ud af det, men jeg kan forsikre dig om, at der intet er sket," fastholdt han denne gang træt. Han var efterhånden ved at være så træt af at sige det.. men det var vel en nødvendighed, når hun overhovedet ikke havde nogen tiltro til ham? Hvilket næsten var det, som sårede ham mest, for han havde da intet gjort, for at gøre sig fortjent til den mistillid.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene kneb Jarniqa sammen igen, som hun opdagede, at Lucifer ønskede at diskutere ... igen. Lignede hun en der var frisk på en diskussion? Hvad var der også at diskutere? Hun vidste, hvad hun vidste, hvor ondt det end gjorde. Hun ønskede jo ikke, at det skulle være sådan her, som hun blot ønskede ham. Ja, hun havde jo også helt håbet på, at de kunne "stikke af sammen" igen, som hun var blevet færdig på slottet. Håndfladen lagde hun mod panden. "Jeg ved, hvad jeg vil," fastholdt hun, inden hun lod øjnene glide op igen. Behageligt var det dog ikke.. Det gjorde helt ondt at se, som det tvang hjernen til at arbejde det mere. Hvor hun dog hadede sit liv lige nu.. Hovedpine.. Kropssmerter.. Tørke.. Hjertesorg. Manglede hun noget? Hendes blik hvilede på ham. Ikke varmt og kærligt, som det ellers plejede at gøre. Nej.. Lige nu følte hun kun smerte over hans tilstedeværelse. "Jeg ved, at du forsvandt en dag, imens jeg arbejdede.. Jeg ved, at du ikke viste dig på slottet i uger.. Jeg ved, at du tog hjem til din lille veninde." Hvordan kunne han modsige hende i al dette? Kunne han ikke se, hvor forkert det var, og forstå, at det gjorde ondt på hende, som hun rent faktisk havde ægte følelser involveret? Men selvfølgelig ... Hun kom jo i den sidste række blandt alle. Mange havde hun end ikke haft i sit liv, men alligevel havde det været nok til, at de havde glippet mellem hendes fingre. Ondt gjorde det.. Hun havde jo ret og sagt ingen nu.. Og ingen var stadig meget, skønt hun højst havde oplevet at have to i livet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Frustrerende var det uden tvivl for Lucifer, at det var således, at Jarniqa drog konklusionerne, uden at lytte til, hvad han havde at sige først, for ikke havde han tænkt sig, at fortsætte den evige diskussion med hende. De ville jo aldrig blive enige uanset!
"Jeg har ikke tænkt mig, at fortsætte diskussionerne, Jarniqa. Det eneste jeg vil have, at du skal vide, er at jeg overhovedet ikke har gjort noget af det, som du beskylder mig for." At hun så ovenikøbet havde kaldt ham for alt mellem kidnapper til voldtægtsmand, gjorde det heller ikke bedre, men for nu, valgte han bare at bide det i sig. Han satte sig mere op i sengen denne gang. Var Athena hende så stort et problem? Han forstod det virkelig ikke! Han havde jo absolut intet gjort, og kunne ikke drømme om at gøre det! Hans blik søgte hendes skikkelse. Han kunne jo mærke på hende, at hun var ked af det.. men hvorfor helt præcist? "Jeg tog ikke hjem til min såkaldte veninde.. Faith sendte bud, og jeg responderede.. Hvis du så absolut skal vide det, planlægger vi angreb på Dvasias' kongehus.. vi vil have det væltet," forklarede han. Det var hans mulighed, hvorpå at han kunne skrive sig ind i den gode bog igen, og det havde han uden tvivl tænkt sig at forsøge sig med! "Er det virkelig Athena du er så bange for? Hvorfor?" spurgte han denne gang. Som om at han kunne finde på at gøre noget med nogen anden, når han havde hende!

[Jarniqa Dynithril]

At han ikke ønskede at fortsætte diskussionen kunne Jarniqa ikke tage sig af. Ikke så længe, at hendes bryst knugede og hendes hjerte splintrede. Derfor holdt hun også blikket bestemt hvilende på ham som tegn på, at hun ikke gav sig. Hvad han derimod måtte sige, måtte chokere hende ... og såre hende "Faith..," mumlede hun først. Næsten uhørligt. Han havde ikke været hende utro? .. Måske ikke, men gavnede dette svar? Hvis han havde forladt hende uden tøven grundet Faith, betød det, at han ønskede en plads ved hendes side igen. Et sted, hvor hun ikke havde hjemme. Hun var ikke velkommen i Appolyon.. og ikke ønskede hun at leve i Appolyon.. og hvad var der med Dvasias? Agtede han bare at drage i kamp uden at inddrage hende? Hvad hvis han faldt? Hun ville end ikke vide, at han var død og hvorfor så. Stolede han virkelig ikke på hende, siden han intet havde fortalt hende? Interesserede han sig ikke for hende, siden han ikke havde værdiget at fortælle hende noget? Og Athena.. Hvorfor hun var bange for hende? Var det ikke tydeligt? "Jeg er ikke dæmon, Lucifer. Jeg bliver det aldrig.. Jeg frygter Athena, fordi hun er, hvad jeg ikke er. Din race. Derudover frygtede jeg det værste, da du forsvandt uden et ord, og at jeg så, at du var i hendes hjem. Ville du ikke finde det mistænkeligt, hvis jeg forsvandt for uger, og var hos en anden mand, som jeg ikke havde fortalt dig om? Derudover frygter jeg din moder. Du higer stadig efter hende. En plads ved hendes side, og jeg ved, at jeg ikke kan stå ved din side længere, hvis du får den.. Derudover sårer det mig, at du begiver dig ud på så store og betydningsfulde færd, uden at værdige mig en tanke.. Og desuden, hvorfor Dvasias? Du er jo end ikke interesseret i at regere landet, så ej kan jeg se, hvorfor du skal risikere dit liv for det," sagde hun direkte. Såret, vred, forvist, opgivenhed. Hun følte det hele. Nej. Det havde ikke just været en lettelse at høre, at han ikke havde ligget i med en anden kvinde. Ikke med det svar, som han havde givet hende. Svaret rummede jo den sandhed, at der ikke var plads til hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde mistet alt, da han var blevet kastet ud af Appolyon. Som hun ønskede sin moders accept, så ønskede han den ved sin egen. Den kvinde, som havde opfostret ham om ikke andet. Hans blik søgte hendes skikkelse. Havde det ingen betydning, at han intet havde gjort med nogen bag hendes ryg? Appolyon var ganske vidst ikke et sted hvor hun ville slå sig ned.. og efter den pinlige afsked han havde haft med stedet, regnede han heller ikke med at skulle sætte sine fødder der nogensinde igen.
"Som du ønskede din moders accept, så ønsker jeg min moders i retur," begyndte han. Igen lagde han sig ned ved siden af hende. Det var bestemt ikke fordi, at han havde tænkt sig, at vende ryggen til hende. Han ønskede blot hendes forståelse for hans situation. "Som Manjarno har været dit hjem, er Dvasias og har Dvasias altid været mit. Jeg regner ikke med at du vil forstå, hvorfor jeg føler, at jeg er nødt til at gøre det her. Glem Athena.. Der er ikke nogen grund til at tænke på hende," sagde han denne gang direkte. Det gjorde ham ked af det, at hun ikke kunne vise ham en større tillid. Jovist havde han dummet sig en gang eller to, men aldrig så voldsomt! "Jeg er ikke interesseret i nogen trone eller nogen magt.. Jeg vil vise landet her, at selvom de tog det hele fra mig, at jeg stadig er her.. og at jeg er stærkere end hvad de tror jeg er.." Han lagde sig igen ned ved siden af hende. Hånden lod han stryge over hendes kind. Han hadede, når hun skulle være så ... ked af det.

[Jarniqa Dynithril]

Jo, Jarniqa forstod, hvordan det var at hige efter ens moders accept, men ikke mente hun, at Faith fortjente Lucifer. Ej heller mente hun, at Denjarna fortjente hendes.. Ikke længere. Hun havde set op til hende. Drømt om hende.. Og hun havde skuffet. Nu følte Jarniqa blot, at hendes moder havde brugt hende efter eget godtbefindende. Ikke af moderlig kærlighed. Men hun havde åbenbart heller aldrig oplevet forældrelig kærlighed. Hun havde jo åbenbart ikke været så vigtig for Damien, som han ellers havde udtrykket. Igen mærkede hun den uhelbredelige smerte. En smerte, som end ikke Lucifer kendte til. "Hun fortjener ikke din accept," sagde hun kort for hovedet som tegn på, at hun ikke ville give sig. At han ønskede at kæmpe for Dvasias, forstod hun ikke. Han levede der jo ikke længere. Derfor forstod hun ikke, hvorfor han ville sætte livet på spil for det. Risikerer at miste hende.. "Du har ret.. Jeg forstår ikke, at du forlod mig uden et ord. Forstår ikke, hvorfor du har lyst til at dø for en sag, uden at informere mig om det," sagde hun køligt, som det uden tvivl gjorde ondt. De skulle forestille sig at være et par.. Det virkede bare ikke som om, at Lucifer ville indordne sig det koncept. Ondt som hun havde det, endte hun derfor også med at vende ansigtet bort fra ham, som han forsøgte at stryge hendes kind. Også skønt, at hun trængte til at føle, at hun var værdsat. Dog kunne hun ikke føle sig værdsat af ham, når han sagde det til hende, som han gjorde. Han havde jo ikke bare taget sig en timelang tur i parken. Han havde derimod forsvundet sporløst for uger, og så for en sag, hvor han kunne dø. Skulle det virkelig glæde hende?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Måske Faith ikke fortjente det... måske gjorde hun. Det var vel op til ham selv at afgøre og ej hende? Hans blik søgte derfor hendes skikkelse, og med en mere fast mine, end hvad han havde gjort hidtil. Ikke ønskede han, at nogen skulle placere ordene i hans mund. "Måske gør hun ikke det.. Men hun er noget af det som jeg har.. foruden dig," sagde han oprigtigt. Kvinden havde været som en moder for ham, og selvfølgelig kunne han ikke vende ryggen til dette.
Sådan som hun fremstillede det, så kunne han da godt se, at hun skulle være ked af det.. Men han ville ikke kunne sige, at han ikke levede i Dvasias.. Han levede jo faktisk ikke rigtigt nogen steder. Han rystede kort på hovedet, som han trak hånden til sig. Hun afviste ham. Han hadede virkelig når hun gjorde det! "Jeg havde ikke regnet med, at det ville tage så lang tid. Jeg gik ud fra, at det ville være noget hen af.. et kortvarigt møde.. præsentation og planlægning.. Jeg vil jo heller ikke have, at du skal rende rundt og være bekymret for mig," fortsatte han. Hvorfor tog hun det egentlig så tungt? Han ønskede jo bare, at hun havde det så godt, som det var hende muligt. "Der er ting der plager dig, Jarniqa... Snak nu med mig.." endte han denne gang med en mere frustreret stemme. Han hadede, når hun bare vendte ryggen til ham, og lod som han knapt eksisterede!

[Jarniqa Dynithril]

Faith fortjente ikke Lucifer. Det stod Jarniqa fast på. Desværre vidste hun, at Lucifer altid havde været blind for der faktum, og for det havde hun også altid vidst, at han altid ville hige efter sin moders accept. Hun sukkede. Hun kunne vel frygte, at hvis det gik, at hans moder så ønskede ham tilbage? Og hvad ville han så vælge? Af hvad han havde vist hende nu, var hun ikke i tvivl om, at hun var den der ville blive fravalgt og hans moder valgt. Ondt gjorde det igen. Hvad var det også de forbandede mødre havde?! Faith og Denjarna?! Alle de mænd, som hun omgav sig valgte mødrene. "Jeg forstår.. Du vil altid styrte til hende, hvis du får muligheden," sagde hun blot. Og forlade hende , fortsatte hun trist i hovedet. Hun fnøs. "Ih ja.. Et kortvarigt møde, hvor du måske mister hovedet. Jeg kan godt se, at min bekymring er komplet unødvendigt," sagde hun sarkastisk. Dårlig som hele situationen gjorde hende, satte hun håndfladerne mod madrasserne og skubbede sig op i en siddende stilling. Rundtosset og ør gjorde det hende i hovedet, alt imens hendes hals føltes som en ørken. Hun burde få noget.. Fristende var det næsten at fortsætte drukken.. Det havde i det mindste dulmet hendes smerter. "Tale med dig? Hvorfor? Du agter jo tydeligvis ikke at tale med mig," afviste hun. Han forventede, at hun tømte sin sjæl for ham.. og i retur troede han, at han kunne være som en lukket bog. Det kunne bestemt ikke give mening i hendes hoved! Intet af det gav mening for hendes.. Hendes værge havde forladt hende for at leve som drage ved hendes moders side. Hendes kæreste var parat for at dø for en sag, som han ikke levede under, samt han altid ville løbe efter sin moders skørter.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvem sagde, at Jarniqa var den som ville blive fravalgt? Han havde nu ligget her hele natten med hende, og det gjorde han altså ikke uden at have en grund til at gøre det! Han himlede med øjnene. Nu var hun bare flabet og irriterende.. og det plejede at være hans job! "Hun er min moder," forsøgte han igen. Hun var noget af det eneste som han havde, og havde han muligheden for at skrive sig ind i den gode bog igen, så ville han da uden tvivl gøre det! Han blev frustreret.. vred over hele situationen, når det var denne her måde, at det skulle foregå på. Han rystede på hovedet, og satte sig op ved siden af hende. Han var ikke fuld.. selvom det havde været meningen, at han skulle ud og have en god aften. Denne havde hun ligeledes formået at ødelægge for ham.
"Men her er jeg, og her er du, og der er stadig intet sket. Tror du virkelig, at jeg ville gøre noget, uden at snakke med dig? Du følte for at søge til Manjarno, for at stå der for dit hjem og dine værdier.. Jeg ønsker at gøre det samme. Selvom Faith tog mit navn og Appolyon fra mig, er Dvasias stadig mit hjem," forklarede han direkte. Var det virkelig så svært at forstå? Han rykkede om bag hende, hvor han lagde begge hænderne mod hendes skuldre. Han trykkede om dem. "Tvivler du på min kærlighed til dig, Jarniqa?" spurgte han denne gang direkte. Også efter alt det, som han havde gjort for hende? Så var der da kun en grund til, at han var skuffet!

[Jarniqa Dynithril]

"Dit valg," sagde Jarniqa henkastet. Nej, hun støttede ikke hans ihærdige søgen efter sin moders kærlighed. Faith fortjente den nemlig ikke.. og Denjarna fortjente ikke hendes hengivenhed. Hun havde gjort sit for at hjælpe sin moder, men som tak var hun bare blevet skubbet til siden, og fået revet sin værge fra sig. Ganske vidst var hun gammel nok til at klare sig selv, men stadig.. Det havde jo altid været hende og Damien. Hun fnøs ad ham. "Om jeg tror, at du ville gøre noget uden at inddrage mig? Du har for pokker allerede gjort det! Men selvfølgelig.. Du har ret i, at det på ingen måde er en væsentlig ting at forsvinde ud af det blå.. At være væk i uger.. At planlægge et attentat på et helt kongerige," lød det bidende sarkastisk fra hende. Hvorfor pokker skulle han være så egocentreret?! Det var jo forhelved ikke kun ham længere, som de rent faktisk var et par, men ja.. Det værdigede han vel næppe så. Såret vendte hun de smaragdgrønne øjne mod ham, som han talte om deres kærlighed. "Det er ikke mig der forlod dig uden et ord," svarede hun ham blot. Han skulle bestemt ikke få hende til at tro, at det var hende der var problemet! Det var ganske vidst ikke kun ham der udgjorde en smerte hos hende, men stadig forvoldte han hende en stor en!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Lige præcis.. Mit valg," sagde Lucifer direkte. At Jarniqa ikke ville være i stand til at støtte ham i det, var selvfølgelig beklageligt, men der var bare ikke noget som man kunne gøre ved det. Det var en tanke, som rent faktisk irriterede ham en del. Var det meget at forvente? En smule støtte? Han havde jo ikke gjort noget andet end at planlægge sammen med de andre. Han ville jo have taget fat i hende, når han vidste, hvad han kunne forvente sig af tingene her.
Forlangte Lucifer for meget af hende? "Jeg vil jo ikke fortælle noget, før jeg vidste helt præcist, hvad jeg kunne forvente.. Jeg sidder jo her nu, ikke sandt?" Han vendte blikket mod hende. Den slags diva-opførsel, var han virkelig ved at blive træt af! Uanset hvad han gjorde, så var det jo for pokker forkert, og det var ved at trætte ham! Han himlede let med øjnene, hvor han alligevel forsøgte at bide det hele i sit. Hans hænder strøg over hendes skuldre, ganske roligt, nu hvor hun ikke afviste ham fuldkommen. Det passede ham mere end fint. "Tror du virkelig, at jeg har tænkt mig, at vende dig ryggen? Manjarno er ikke mit hjem, Jarniqa.. Jeg forsøger at redde de sølle rester, som er tilbage af det Dvasias, som jeg kan huske.. Og det kan du ikke engang støtte mig i?" spurgte han denne gang. Var det overhovedet underligt, at han følte sig skuffet over det?

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene kneb Jarniqa en anelse sammen. "Og det mener du retfærdiggør din handling? Men fint, jeg tror da også bare, at jeg vælger at drage ud på en færd, og så må jeg se, hvor lang tid der går, før jeg finder det passende at vende tilbage," sagde hun ironisk, som hun i den grad følte sig svigtet. Derfor troede hun heller ikke på ham, som han sagde, at han ville have vendt tilbage, end han ville have foretaget sig noget yderligere.. Som om.. Han havde forladt hende for uger uden et ord, og det havde han ikke haft nogen kvaler med. Blikket fjernede hun igen fra ham, som han begyndte at berøre hende. Ikke vidste hun, hvad hun skulle sige til det. Hun var jo endnu ikke i sit glade sted. ".. Jeg ønsker, at jeg skal være dit hjem, ligeså vel som du skal være mit. Vi behøver ikke andre.. Vi kan klare os uden," sagde hun direkte. Ikke ønskede hun, at de skulle binde sig til lande. Ikke længere. Hun ønskede, at de skulle binde sig til hinanden.. Desværre kunne hun forstå at det ikke var muligt. Hun var nemlig ikke nok for Lucifer. Han ønskede sig moder, og han ønskede åbenbart også Dvasias. Sin kjole begyndte hun at fingre med. Krøllet var den blevet efter, at hun havde sovet i den, men ligeglad var hun. Endvidere var den slet ikke, hvad hun havde gået i på slottet. Det var dog også fordi, at hun havde stjålet den. Grim var den dog ikke. Gad vide, hvordan det hele havde været, hvis ikke hun havde ladt Salvatore bringe hende hjem? Havde de så stået uden disse kvaler? Dog håbede hun det ikke, da hun ville finde det ubærligt, hvis hun vidste, at hun var skyld i al denne elendighed.