I just want to forget everything..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tydeligt forvirret over hele dnene situation, var hvad man kunne kalde Lucifer for, og det var han nu heller ikke bange for at erkende for nogen som helst. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Uden tvivl såret.. Han var virkelig såret over, at hun havde taget det på denne her måde, for hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Og hvem var det egentlig hun snakkede om? Den tøjte som an var glad for? Helt præcist hvem skulle det forestille sig at være, for han havde jo ikke været sammen med nogen! Det kunne han da slet ikke finde på, når han nu var sammen med hende!
"Og hvem hentyder du helt præcist til, Jarniqa?" spurgte han denne gang med en hård stemme. Han trådte hen mod hende. Den mand, skulle bestemt ikke fraholde ham i at snakke med hende, for der var tydeligt sket noget her i denne situation, som gjorde, at det var svært for dem, at finde ud af tingene, som det var lige i øjeblikket. Han ville snakke med hende, uden at der var andre til at føre ordet for hende. "Helt ærligt.. Drop den barnlige opførsel, slip den.. mand.. Og så snak med mig," opfordrede han igen. Han var bestemt ikke indstillet på, at opgive tanken om hende endnu! Han havde jo aldrig nogensinde givet slip på hende.. Hvad pokker var det, der fik hende til at tro på det?

[Jarniqa Dynithril]

Hvem hun helt præcist hentydede til? Ondt gjorde det uden tvivl! Jarniqa mindedes endnu, hvad hun havde set på Acheron Landsted, da hun havde forsøgt at finde Lucifer. Hun havde set Athena. Ingen tvivl om det. Den kvinde ville hun kunne genkende alle veje nu! Derudover havde hun set to andre mennesker der, som han åbenbart havde været til et helt orgie i det hus! Ikke ønskede hun at være med til det! Ikke med de følelser, som hun nærede til Lucifer. ”Spil ikke uskyldig!” råbte hun skældende. Alexander forsøgte at holde et godt tag i hende, men alligevel formåede hun at rive sig fri. Usikker var hun uden tvivl på benene, hvor hun nu sejlede hen til Lucifer, som hun valgte at skubbe til. For at forhindre et fald, måtte hun dog samtidig gribe fat i hans stof. Hun var bestemt ikke vant til at befinde sig i en situation som denne! Hun drak aldrig.. og ikke var hun vant til at skulle tøjle denne her form for sorg. Stædigt rev hun i hans tøj. Hun var barnlig? Han var et forpulet svin og en bedrager! ”Hold kæft!” skændte hun fortsat på ham. ”J-Jeg så, at duu var ved At-hena! Jeg så fleere væra sammen!” Ha! Hvordan ville han komme ud af den? Det var umuligt! Ikke at det glædede hende, at det skulle være sådan, men det frydede hende da, at han ikke kunne tage fusen på hende. Hun slap hans tøj. Ikke skulle han tro, at hun nød at være der. Også på trods af, at hun kunne mærke længslen i sig. Det behøvede han dog ikke at vide! Hun skubbede sig fra ham. Noget slingrende. De var vel færdige nu? Igen gjorde hun anledning til at gå tilbage til Alexander.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde jo ikke gjort noget andet forkert, end at tage af sted, uden at hun havde været klar over det. Og han vidste, at det havde været forkert, men af den grund, havde han faktisk intet gjort. Han tog imod hende, som hun forsøgte at skubbe til ham. Var det hendes forsøg på at holde ham på afstand? Det skulle i hvert fald ikke have lov til at lykkedes for hende! Athena? Havde hun været i hans hoved, for at se hvad han så? Desuden havde han intet gjort med Athena!
"Så du har set mig med Athena.. Well done, tillykke med det! Tror du at fordi jeg har været under samme tag med hende, at der rent faktisk sker noget?" spurgte han direkte. Athena var en gammel veninde af ham, og aldrig ville han kunne se hende som noget andet, og ikke var det noget, som han ville lade ske på nogen måde. Hun kunne råbe af ham, alt hvad hun ville, og det ville ingen forskel gøre for hans vedkommende. Faktisk var det noget, som direkte måtte irritere ham, som intet andet, så det var bestemt ikke noget, som måtte sige så lidt.
Lucifer tog et skridt frem, hvor han forsøgte at lukke hånden om hendes håndled, for at forhindre hende i at gå nogen steder. Hun var jo plørefuld. Ikke noget vidunder, at det var svært for hende, at tænke bare en smule rationelt en gang imellem! "Du går ingen steder," endte han kort for hovedet. Han ville snakke med hende om det her!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa havde ikke decideret set Lucifer ligge i med Athena, men dum var hun ikke! Han var taget hjem til hende for flere dage – uger endda – uden at have sagt noget til hende, så hvordan kunne det være andet? At han bare var forsvundet fra den ene dag til den anden, gjorde desuden endnu ondt.. men hvad fanden. Hun var åbenbart ikke værd nok at tale med, inden man skred. Hendes værge havde jo heller ikke advaret hende om, at hun ville miste ham. Han havde også bare forladt hende. Ikke ønskede hun derfor nogen. De svigtede hende jo alle! ”Hvorfor ikke? ..Jag betyder in-tet for dig.. Jeg betyder intet for nogen,” svarede hun afvisende og såret igen, som det jo var sandheden. Væk fra Lucifer forsøgte hun at komme. Hvorfor skulle hun også ønske ham, hvis ikke han ønskede hende? Vaklede på benene gjorde hun, og da han pludselig greb hende om håndledet, forsvandt benene også væk under hende. Om det var pinligt eller ej, kunne hun ikke selv vurdere i sin fuldskab. Hun kunne kun vurdere, at hun nu var på gulvet. For ikke at få for mange afskrabninger på kroppen, måtte hun tage fra med den frie hånd, så hun derfor ikke bare dunkede ned, men sad ned. Hvorfor skulle han dog også begynde på al det? Brynene rynkede hun på. ”Slip mig!” sagde hun tvært, alt imens hun forsøgte at rive armen til sig. Til at snakke med, var hun ikke just. Ikke i den tilstand, som hun befandt sig i. Derudover var et sted som dette heller ikke punktet for en mere dybdegående og personlig snak, som Lucifer ellers ønskede af hende.
Alexander der i øjeblikket stod og så på, vidste snart ikke længere, om han skulle gå eller holde fast i, at Jarniqa skulle med ham. Han havde jo endnu ikke fået af hende, hvad han ønskede sig endnu, men samtidig kunne han se, at det projekt blev mere og mere problematisk ved, at den irriterende mand var dybt vedholden, og da Jarniqa var vældigt beruset.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Så lang tid den anden mand holdt afstand, havde Lucifer det fint, for lige nu, var det også det eneste, som han havde brug for, og de var han heller ikke bange for at erkende. Han havde for pokker aldrig forladt hende.. Han havde aldrig vendt ryggen til hende, og han havde aldrig nogensinde gjort noget med en anden kvinde, end Jarniqa! Han ønskede ikke nogen andre, og ja, han vidste udmærket godt at han have dummet sig, men var det ensbetydende med, at det var noget som han skulle straffes for resten af sit liv? Hans moder havde sendt bud efter ham, og derfor havde han reageret, og derfor havde han taget af sted.
At hun nærmest gik i gulvet, forundrede ham en smule, hvor han hurtigt var henne, for at få hende op igen. Ikke ønskede han, at lade denne mand få hende, eller lade hende søge nogen steder hen! "Ikke før vi har snakket, Jarniqa.. Du er blændet af hvad du tror, er sket, men som aldrig har fundet sted!" sagde han med en hård stemme. Det gjorde også ham ked af det, og i forvejen skulle der meget til. Hun betød intet for ham? Hvor pokker kom den idé fra? Det gav jo ingen mening! "Jarniqa.. fokusér..! Jeg har aldrig været ligeglad med dig! Du betyder langt mere for mig..!" endte han bestemt. Forventede hun, at han ville skråle ud af sin kærlighed til hende? Det var hårdt for ham.. svært for ham.. Men han forsøgte rent faktisk. Han var ikke færdig med hende!

[Jarniqa Dynithril]

Irriteret slog Jarniqa efter ham, som han hjalp hende op på benene. ”..Jag ønsker ikke din hjælp!” sagde hun stædigt, alt imens det hele syntes at sejle for hende. Det hele bølgede det mere for hendes blik, hoved og krop efter, at hun var styrtet i gulvet. Hun burde sidde ned.. Måske endda ligge ned. Ikke blive holdt om af ham! At hun nød det havde hun lyst til at slå sig i hovedet for! Igen forsøgte hun at skubbe sig væk fra ham. Det var dumt, at han var så tæt på. Det burde ikke være sådan. Ikke længere. ”Arrh.. sårh du forsvandt aaldrig? Ikke i flere uger? Jag var bare dum nok til ikke at kunne finde dej,” lød det ironisk og snøvlet fra hende. Hun var ikke dum! Han havde ikke været på slottet, og han havde ikke efterladt nogen besked! Han havde bare skredet, og nu vidste hun, hvorfor. Athena. Måske hun var den dumme, fordi hun stædigt holdt fast i, at racer intet betød? Det betød jo alt for Lucifer.. Øjnene lukkede hun i. Måske det hjalp med at stoppe den forbandede snurren. Ansigtet havde hun alt imens vent ned mod jorden, mens hun rystede på hovedet. Han sagde bare, hvad hun ønskede at høre.. Hun betød jo ikke noget for nogen. Lucifer vidste det måske ikke endnu, men hendes værge havde også kastet hånden af hende. ”Ikke flere løgne..,” mumlede hun hovedrystende. ”Jag betyder iintet for nogen.” Det lød næsten for tragisk til at være sandt, men sandt var det.. Hun havde kun haft to personer helt tæt på sig her i livet, og de havde nu forladt hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ondt gjorde det uden tvivl for Lucifer, at se Jarniqa på denne måde, og særligt fordi, at han vidste, at det måtte være på grund af ham, at hun gjorde det. Han bed tænderne en smule sammen, og rystede kort på hovedet. Hvor var hun dog irriterende stædig lige i øjeblikket! For stædig til overhovedet at indse, hvad han egentlig havde gang i lige her! Han holdt derfor fat i hende, selvom hun forsøgte at skubbe ham fra sig. "Det er jeg ligeglad med. Jeg lader ikke nogen anden hjælpe dig," fastholdt han med en kortfattet stemme. Ondt gjorde det nemlig, at se og høre hende på den måde, og særligt, når han et sted udmærket godt vidste, at det var hans egen skyld, for han var jo taget af sted uden besked eller noget som helst. Han ville ikke se hende i armene på nogen anden. Overhovedet faktisk!
"Forstå mig nu, Jarniqa.. Jeg har aldrig været ligeglad med dig, og selvfølgelig har du en kæmpe betydning for mig.!" At han skulle sige det så højt, irriterede ham kun endnu mere. Han hadede at blotlægge sin sjæl på den måde! At nærmest råbe, at han elskede hende.. Det lignede ham på ingen måder, at gøre sådan noget! Han tog denne gang fat i hende, og rev hende mere ind mod sig. "Hold nu op, og hør, hvad jeg har at sige! Så kan du forbande mig til helvede bagefter om du vil!" vrissede han sammenbidt. Begge hænder forsøgte han at lukke om hendes overarme. Han ville jo for pokker da ikke miste hende på denne her måde!

[Jarniqa Dynithril]

Irriteret blev Jarniqa, som hun mærkede, at han blev ved med at holde fast i hende. Hvorfor skulle han være så besidderisk?! Hvorfor skulle alt være som han ønskede det? ”.. Du er dum!” lød det afvisende fra hende i mangel på bedre ord. I sin fulde tilstand, var hun dog selv af den opfattelse, at hun lød ganske imponerende. Faktisk følte hun rigtigt, at hun gav ham tørt på.. Sandheden var dog, at hun nærmere svajede fordi, at hun dårligt kunne stå på sine egne ben, og at hun ikke lød spor intelligent, som hun snøvlede over ordene, og ikke kunne forme de mest optimale sætninger. ”Løgnar! Du forlod maig! Damien forlod maig! Jag betyder iintet for folk,” fastholdt hun. Smertende var det helt at sige. En sand fiasko var hun virkelig.. Hun kunne hverken holde på sin værge eller på sin kæreste. De ønskede begge andre kvinder mere end hende. Hendes værge havde altid forgudet hendes moder, og havde nu givet sit liv til hende. Lucifer havde altid forgudet sin race, og havde nu fundet en iblandt dem. Hvordan skulle hun kunne hamle op med det? Det kunne hun tydeligvis ikke! Hun var virkelig bare så god.. indtil det bedre dukkede op. ”Slip maig!” udbrød hun stædigt, som han rev hende tættere på sig. Langt væk af alkohol stank hun, alt imens hendes ellers så klare smaragdgrønne øjne var tydeligt slørede. Stædigt begyndte hun alt imens at banke mod hans brystkasse med sine knyttede næver. Trættende var det dog. Både at bevæge sine hænder så hurtigt, og imod noget så hårdt, og så at skulle præcisere sine slag.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa var da noget af det mest stædige, som han nogensinde havde været ude for! Og et sted, var det noget, som han godt kunne lide. Deres personlighed passede sammen, også selvom de vidste, hvordan de skulle pisse hinanden af, og det var uden tvivl mærkbart i en situation som denne. Bartenderen begyndte såvidt at overveje, om han skulle deltage, og sikre sig, at de kom fra hinanden eller ej, hvilket Lucifer nærmest kunne høre i mandens tanker. Han kneb øjnene sammen.
"Du skal også være så skide påståelig, Jarniqa! Tag dig sammen, og hør, hvad jeg har at sige..!" Ikke på vilkår, om han havde tænkt sig, at give slip på hende, for det havde han da godt nok ikke! Han ville bare gerne sikre sig, at hun forstod, at han ikke havde forladt hende, selvom han havde været væk for det, som nok måtte være uger. Men der var noget på gang, som han følte, at han var nødt til at deltage i. Havde selv Damien forladt hende? Var hun nu ikke sikker på, at hun dømte det hele for hurtigt og for hårdt? "Den mand brændte mig, for at holde dig sikker.. Er du sikker på, at han nu har forladt dig?" spurgte han kort for hovedet.
At hun gav sig til at tæske løs på hans bryst, fik ham til at himle med øjnene. I forvejen, var det jo meget begrænset, hvad hun kunne gøre ved det her. Bartenderen kom denne gang ud på gulvet, hvor Lucifer fast mødte hans blik. "Giv os et værelse. Jeg skal nok betale," sagde han kort for hovedet. Han havde ikke lyst til at tage den blandt alle andre gæster på stedet her. Bartenderen skævede mod dem, hvor han tøvende rakte ud efter en af nøglerne bag disken. "Nr. 27," sagde han, og kastede nøglen til Lucifer, som greb den. "Fint. Jarniqa.. Kom," afsluttede han, hvor han trak hende med sig derfra. Han havde fået nok!

[Jarniqa Dynithril]

Stædig var Jarniqa, men det havde hun nu engang fået af vide, at hun havde arvet fra sin moder. At en Dynithril-kvinde vidste, hvad hun ville have, og ikke bare gav sig. Vedholdende agtede hun også at være i denne sag, for hvorfor skulle hun finde sig i at have en mand, der havde det fint med at forsvinde for uger, og ligge i med andre kvinder? ”Tag dig selv sammen!” bed hun arrigt igen. Hvorfor skulle hun tage sig sammen, når det var ham der var synderen?! Forbandede arrogante egoist! Hvorfor elskede hun en sådan type?! Selv havde hun hørt, at hendes moder skulle have været uheldig med mænd, så måske det igen bare var en Dynithril-ting? Hun himlede med øjnene. ”Selv-følig.. Iingen tror på maig,” lød det sarkastisk fra hende. Theodore troede hende ikke. Lucifer troede hende ikke. Belastende var det, at alle fandt hende en løgner! Det gjorde jo forbandet ondt, og hun ønskede ingen af dem nær så! Ked af det var hun, og igen gad hun ikke mere. Hun ønskede bare at komme hjem.. Desværre kunne hun bare ikke kanalisere sin magi, og samle den, så hun kunne transportere sig herfra. Øjnene kneb hun sammen. Et værelse? Næh nej! ”Jaig vil ii-ikke have et værelse med daig!” skændte hun på ham. Hvad bildte han sig ind?! At tage den beslutning for hende, når hun tydeligvis ikke ville med ham! Nu hvor, at Alexander også havde opgivet hende, ønskede hun blot at grave sig ned i et hul. Måske hun til sidst kunne slå rødder der og på den led blive der for evigt? Tiltalende lød det. ”Naij!,” råbte hun ad ham, som han begyndte at trække i hende. Stridte imod gjorde hun, hvilket betød, at hun nærmest spændte ben for sig selv. Slæbt med blev hun dog, selvom hun gjorde sit for at slippe væk fra ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

I øjeblikket skulle Lucifer måske prise sig lykkelig for, at hun rent faktisk havde svært ved at stå på sine ben, udelukkende fordi at hun var plørefuld? Nu hvor det også var en verden, som hun var blevet introduceret til, så gjorde det faktisk også tingene det nemmere for ham. Han ønskede at snakke med hende i enerum, uden at halve Imandra lyttede på, for det ønskede han da overhovedet ikke! At stramme grebet om hende, gjorde han derfor, for at sikre sig, at hun ikke bare slangede sig fri af ham. Det var noget af det sidste, som han ønskede sig, og særligt lige nu!
"Jeg har nu hørt din side af historien, så lyt da til min!" bed han af hende. Denne stædighed, så han sig meget gerne fri for lige nu. Han var trods alt ikke ude på noget, hvad hende angik, og frustrerende var det derfor at vide, at hun heller ikke udviste en større tillid til ham! Hvad var det han havde gjort, for at fortjene dette? Ej synes han, at det var retfærdigt på nogen måde, at det foregik således!
Et værelse havde han fået, og det var der de skulle hen nu! Han ville ikke give hende noget andet valg! "Jeg er fuldstændig ligeglad, Jarniqa! Had mig hvad du vil, men lyt da for pokker til, hvad jeg har at sige først!" endte han kortfattet. Uanset hvor meget modstand hun gjorde, var hun for fuld til at blive stående stabilt på sine ben, så der havde han fordelen. Han himlede med øjnene, inden han denne gang vendte sig mod hende. Før hun vidste af det, ville hun ligge over hans ene skulder. "Du giver mig intet andet valg.." endte han tydeligt irriteret. Han søgte til værelse nr. 27, hvor han fik låst op og trådte ind. Han låste døren igen, før han satte hende fra sig.

[Jarniqa Dynithril]

Sagt sin mening havde Jarniqa, men det var ikke ens betydning med, at hun følte, at Lucifer havde lyttet til hende, for ... det havde han jo tydeligvis ikke! Hun ønskede ham borte! Langt, laaangt borte. Også selvom, at hendes hjerte kaldte på ham. Derfor passede det hende ej heller, at han tvang hende med sig. Det kunne han ikke tillade sig! Han havde ingen ret til hende, og stadig havde han kostet hende Alexander. Egoistiske skiderik! At han ønskede, at hun lyttede til hans side af sagen, var hun bestemt ikke enig i! Hvad andet kunne det betyde end løgne og sorg? Hun gispede, som han kastede hende over skulderen. "Skiiiderik! Kujon! Idiot! Kid-napper! skreg hun ad ham, alt imens hun hamrede løs på hans ryg med sine knyttede små næver. Ked af det var hun. Vred og .. dårlig. Hun kunne mærke, hvordan hendes mave vendte sig, som det hele gyngede oppe på Lucifers skulder, og sådan som hun dinglede med hovedet. Rundtosset var hun, og derfor overskuede hun ikke at skrige meget mere. Igen mærkede hun det hele snurre i sig, som hun blev sat ned og låst inde . Hvilken frækhed! Som gele var hendes ben, og derfor måtte hun helt gribe fat i sengestolpen for ikke at ryge med hovedet først. "Du har ingen ret! skændte hun. Igen fortsatte hun med at råbe af ham i håb om, at det ville få ham til at opgive sagen. "For-sviind! Voldtægtsforbrydar! Psykopat! Trættende var det at råbe sådan om, men tabe måtte hun ikke! Hun ville blot falde i hans spind igen, og han ville blot igen narre hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lige nu var Lucifer mest fristet til at slå hende ud, og få hende i seng, så hun kunne sove rusen ud, for det her, var der virkelig ikke nogen, der kunne holde ud at høre på, hvilket var meget tydeligt! Ikke ønskede Lucifer, at have den opmærksomhed hvilende på sig, og derfor ønskede han selvfølgelig at trække sig med hende, og det var bestemt heller ikke noget, som kunne gå hurtigt nok nu! Han kneb derfor øjnene tydeligt sammen. Nu måtte hun simpelthen stoppe!
"Du er så plørefuld, at du ikke kan tænke rationelt, Jarniqa!" udbrød han med en fast tone. Hun kunne kalde ham hvad hun ville.. men det her, måtte han gøre, også selvom det gjorde ondt at høre hende kalde ham alle de ting. Måske det var en mur hun mødte nu, men indvendig, gjorde det ham faktisk meget ked af det. Tænderne bed han tydeligt sammen, hvor han fast rystede på hovedet igen. "Fald nu ned, og hør hvad jeg har at sige!" bad han denne gang. Hun var virkelig ved at irritere ham noget så voldsomt! Virkelig, virkelig meget denne gang! Han trådte denne gang mod hende. Kidnapper? Voldtægtsmand? Han havde kun en gang, været ude for at røre ved hende, hvor hun ikke ville have det, og se hvad der var sket med ham efterfølgende? Troede hun ikke at han havde lært? "Voldtægtsmand..? Er det virkelig sådan at du ser mig?" endte han vredt.. ked af det? Det var da noget af det sidste, som han ville have hvilende på sig!

[Jarniqa Dynithril]

Plørefuld var uden tvivl, hvad Jarniqa var og ikke just på den gode måde. Det var også den allerførste gang, at hun drak, og desværre havde hun påbegyndt den vej i den allerdybeste sorg. Noget der blot gjorde hende indelukket. Hun var bestemt ikke den energiske og smilende pige, som hun plejede at være, men hvad havde hun også at glæde sig over? Hendes kæreste fandt fornøjelse i at hygge sig med andre kvinder, og hendes værge havde isoleret sig selv som en drage. Hun knugede om sengestolpen, alt imens hendes ben troede med at gå i hver sin retning. Hun var fuld? Bla, bla, bla.. Hun skulle lytte til ham? Bla, bla, bla. Voldtægtsmand? "Hva, skullæ jaig ællers tro..? Du har låssst maig inde.. Ufrivilligt.. Med daig," snøvlede hun sig anklagende frem med ordene. Hun gyngede faretruende i kroppen, hvilket fik hende til at falde ned i madrassen med et bump . Sorg overvældede hende. Sidst Lucifer havde været med en i sengen, havde det ikke været med hende.. Eller, hun vidste ikke engang, om det havde foregået i en seng. Hun havde jo tilegnet sig den erfaring, at senge var unødvendige. Hun lukkede øjnene i. Loftet snurrede rundt. Hun havde hovedpine, og hun kunne mærke fugt i øjenkrogene. Hvorfor skulle han gøre al dette? Og hvorfor skulle han se forbandet attraktiv ud imens? Kunne han ikke bare ligne en skurk, som han var en? Som hun lå der i sengen og med lukkede øjne, mærkede hun, hvordan hun måtte blive det mere døsig, og hvordan hendes åndedrag måtte slappe af. Glemt var sorgen langt fra, men fuldskaben lammede nærmest hendes krop.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Frustrerende var det uden tvivl for Lucifer at vide, at Jarniqa ingen tiltro havde til ham, og særligt, når han intet havde gjort med nogen som helst! Planerne om at slå Dvasias ned, og lade noget nyt komme til, stod på dagsordenen nu, og derfor ville han heller ikke lade Jarniqa ødelægge det, hvis det var noget som han kunne gøre noget ved. Han bed tænderne tydeligt sammen.
Ja, han havde låst døren! Han havde tvunget hende hertil, kun for at få hende til at forstå, hvad det var, han ønskede at fortælle hende, for hun gjorde det da godt nok heller ikke nemt for ham! Han elskede hende.. ønskede hende, og i retur, blev han kaldt for kidnapper og voldtægtsmand? Meget var han uden tvivl, men det var bestemt ikke en del af det! "For en gangs skyld, så hør hvad jeg har at sige!" udbrød han denne gang. Opgivende måtte han ryste på hovedet. Hun forstod det bare ikke.. Overhovedet ikke. Han søgte hen mod sengen, da hun var dumpet ned i den. Hun var fuld.. hun tænkte ikke rationelt, og det kunne da uden tvivl godt fornemmes. Langsomt kravlede han derfor op i sengen og hen mod hende. Han lagde sig ned ved siden af. "Jeg har ikke været sammen med nogen.. og særligt ikke Athena," fortalte han oprigtigt. De havde ganske vidst været under samme tag, men der var virkelig ikke sket noget! Det elskede han hende alt for højt til! "Du burde sove.. så tager vi den i morgen," sagde han endeligt. Nu lå hun da i sengen. Så langt, så godt.