I just want to forget everything..

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck

”Du ligner en der kunne trænge til en drink.. Her.. Det er på huset,” lød det venligt fra bartenderen, som han tog om et glas og hældte en klar væske i det, inden han skubbede det over disken. Jarniqa der sad på den anden side lod fingrene lukke sig om glasset. ”Tak,” mumlede hun stille, inden hun løftede glasset op til læberne. Ikke var hun vant til at drikke. Aldrig havde hun forstået ideen i det.. men nu gav hun det chancen. Som glasset kom tæt på hendes hoved, skar hun dog en omgående grimasse! Det stank jo! Bartenderen smilede overbærende til hende. ”Lugt ikke til det.. Smag ikke på det.. Bare skyl det ned,” forklarede han hende. Jarniqa tog en indånding. Hun var ikke vant til at drikke, men selv vidste hun, at folk gjorde det for at lette deres kvaler.. og derfor gjorde hun det. Glasset førte hun op til læberne, inden hun bundede al indholdet. Reaktionerne kom hurtigt! Den tørre hals der føltes helt brændt og dræbt for al liv. Den korte hosten over at have fået noget så pludseligt og noget så stærkt. ”Det skal nok blive bedre med tiden..” Det var sådan det hele havde startet..

Efter at have modtaget sin første drink og efter at have siddet i baren i et kvarter, og bare betragtet … underholdningen, fik Jarniqa nu selskab. En nydelig mand kom og satte sig ved hende. Ældre end hende var han, men bestemt ikke så gammel, at det var frastødende. ”En smuk kvinde der sidder helt alene i en bar? Det burde aldrig kunne lade sig gøre,” begyndte han charmerende, alt imens smilet var printet på hans læber. ”Tillad mig at gøre dig selskab, og lade alt hvad du drikker være på min regning.” Det var sådan, at det hele var begyndt at eskalere..

Timer var der måske gået nu.. Hvor mange drinks der havde været, vidste Jarniqa endvidere ikke. Der havde været 1 … 2 … 3 … 4 … og … så var det bare gået i glemmebogen. Svære havde de været at få ned til en start, men nu syntes de bare at glide ned som vand! Det hele var desuden begyndt at blive det mere svævende i hendes hoved. Alkohollen gjorde nemlig sit arbejde, og så forsøgte Alexander at holde hende på andre tanker. Manden der havde sat sig ved hende. Endvidere var han kommet tættere på. Hun kunne mærke, hvordan hans stærke mandekrop var imod hendes side, alt imens hans fingrer dansede over hendes ryg, og til tider gled noget sydpå. Til tider fik det det til at vende sig i maven på hende. Hun havde jo ikke hjertet med, som hun havde haft med Lucifer, men den mand havde hun jo ikke set i flere uger, samt han hyggede sig med en anden. Andre gange tænkte hun, at det egentligt var meget rart, da hun i så fald følte sig 'god nok'.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Planerne var lagt, og Lucifer havde fået sin opgave i det henseende. I den forbindelse, vidste han jo også godt, at det ville blive farligt. Deraf også en grund til, at han denne gang havde søgt ud i byen, bare for at lette stresset og presset bare en smule, for det var lige præcist, hvad han havde brug for lige nu.
Lucifer savnede Jarniqa. Han manglede hende, men med alt det andet, som der havde været igennem den seneste tid, så var dette bare nødt til at samle tankerne lidt om opgaven, som han havde foran sig. Han ønskede jo at vinde Faiths respekt igen.. Hendes anerkendelse, da det jo endnu var hende, som han måtte anse som sin moder.

Den Sprællende Ørred, var nu også et sted, som Lucifer havde hørt meget om, og nu så en mulighed, for selv at opsøge. Han var taget af sted selv. Cecilaya var en kvinde, som han måtte finde direkte irriterende, så selvfølgelig havde han brug for et break! Inden han skulle arbejde mere tæt med hende i hvert fald.
Døren slog han derfor roligt op. Han havde rejsekappen på, og var foruden det, meget velklædt. Han var jo omkring sin familie.. Sin slægt, som han stadig var stolt af, velvidende om, at de havde smidt ham ud. Han så bort fra det, hvis dette var hans måde, hvorpå at han kunne få den anerkendelse, så ville han have det. Et kort smil passerede hans læber. Selve stemningen på stedet her, anså han som hyggelig.. imødekommende og varm, og det passede ham mere end fint. Så langt, var han overrasket på den gode måde faktisk!

Hætten slog Lucifer ned, hvor han kort rystede på hovedet. Udenfor var det jo stadig koldt, og han skulle meget gerne holde lav profil, og særligt, som det var lige i øjeblikket, med alt det, som de nu havde i vente. Hans blik gled omkring.. Det var derimod kvinden, der blev kærtegnet af en anden mand, der hurtigt fangede hans interesse. Var det virkelig? Omgående følte han vreden melde sig. Han genkendt hende.. overalt! Langsomt søgte han tættere på. Han var nødt til at vide sig sikker, før han gjorde noget!

[Jarniqa Dynithril]

Helt ukendt med det faktum, at Lucifer var på Den Sprællende Ørred var Jarniqa. Øjne for meget havde hun nemlig ikke i sin berusede tilstand. Smuk som altid var hun, men ikke klædt i de kongelige klæder, som hun ellers havde gået i i den seneste tid. Hjemme i flere uger havde hun ikke været, og da hun ikke ønskede at blive associeret med prinsessen af Manjarno, havde hun gået tilbage til sit gamle erhverv. Den enkle, men kønne røde kjole, som hun bar, havde hun stjålet, ligeså vel som det mad, som hun havde levet af. Hun havde jo ikke tænkt på penge, da hun havde stukket af hjemmefra. ”Jeg er sikker på, at du ville gøre det bedre end danserne på podiet,” lød det fra Alexander. Jarniqa slap en munter latter. ”..Og d-DU min gode hærre er en gliiimrende løgnar,” lød det en blanding af entusiastisk og beruset fra hende. Alt imens hun sagde det, prikkede hun drillende til Alexanders brystkasse. Noget der fik hende til at sidde noget ustabilt på sin stol, som den for hende syntes at gå på bølgegang. Det fik dog også Alexander til at se sit snit, som han nu lod armen glide helt om hende. Hånden lagde sig imod hendes lænd, alt imens han førte hendes krop tættere på sin. Hurtigt fik det Jarniqas hjerte til at slå. Han var så tæt på.. Han var flot.. men hun var ikke vant til at have mænd så tæt på.. Han var ikke Lucifer.. Fandens til Lucifer! ”Lad os tage den i enerum, hvis ikke du er komfortabel med at gøre det foran alle disse mennesker,” lød det indsmigrende fra ham, alt imens han strøg hendes ravnsorte lokker væk med sin frie hånd. Dette gjorde, at han kunne komme til hendes hals, som han blidt begyndte at kysse. Smilet forsvandt øjeblikkeligt fra hendes læber. Ikke var hun vant til at blive kysset af folk, som hun kun var vant til Lucifer. En mand der havde svigtet hende.. Hjertet havde hun ikke med, men fuldskaben gjorde det tåleligt, ligesom det faktum, at hun nægtede at lade Lucifer være den sidste mand, der havde rørt hende! Den ære skulle han ikke have! Hvis hun ville, kunne hun altid gå i cølibat efter dette.. Øjnene lod hun glide i. Måske hun kunne nyde det, hvis hun intet så?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste godt, at det måske ikke havde været gennemtænkt af ham, at smide alt han havde i hænderne, og tage til Imandra. I hans optik, havde det blot været nødvendigt. Uanset, var han ikke velkommen i Manjarno, og folk havde jo psykisk gjort en masse, for at få ham ud. Var det overhovedet underligt, at han handlede og reagerede på den måde, som han gjorde? Det ændrede dog ikke på det faktum, at han virkelig savnede hende. Ønskede at tilbringe tiden med hende.
Dertil var Lucifer nu heller ikke i tvivl om, at den kvinde, som han stod overfor i øjeblikket, måtte være Jarniqa. Det var dog langt fra i det vante miljø, som han var vant til at se hende i! At se manden lægge an på hende.. kærtegne hende, som det havde været hans ting at gøre frem til nu om ikke andet.. Denne gang, var det bare ham, som så rødt!

Manden kyssede hende.. Det var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over for Lucifer. Denne gang møvede han sig fast igennem menneskemængden, hvor han lagde hånden fast mod mandens skulder. "Jeg vil på det kraftigste anbefale dig, at have både mund, hænder og tanker så langt fra hende, som det er dig overhovedet muligt." Hans stemme var næsten lige så dræbende som hans øjne. Om blikket kunne slå ihjel, så var denne mand faldet til jorden, allerede med det samme! Han knyttede næven fast, idet at han valgte at kyle den direkte mod mandens ansigt. Ikke på vilkår, at han skulle have lov til at berøre hans elskede Jarniqa på den måde! Det var slet ikke noget som han fandt sig i!

[Jarniqa Dynithril]

Underligt var det at mærke en anden mand så tæt på, når nu Jarniqa var vant til, at der kun havde været én mand på det plan. Det underlige ønskede hun dog at se væk fra, som dette var for det bedste! Lucifer skulle nemlig ikke have æren af at droppe hende eller tro, at han kunne spille på to heste, og så gå med sejren derfra! Hun var nødt til at vaske alle hans berøringer og kærtegn væk med en andens! Og Alexander her så tydeligvis noget i hende, som Lucifer ikke havde gjort.. Han gav hende i hvert fald den opmærksomhed, som Lucifer ikke havde villet givet hende. Brynene rynkede hun en anelse. Den stemme? I sin egen fuldskab tænkte hun dog ikke mere over det før, at hun ikke længere kunne fornemme Alexander mod sig. Omtåget slog hun øjnene op. Så slaget, som Alexander fik, hvor hun mest af alt bare tænkte.. hvorfor? Det næste hun dernæst så var Lucifer.. Fantaserede hun ham eller var han her virkelig? Hvis hun fantaserede ham, måtte hun hellere knalde hovedet ned i bordet! Ikke ønskede hun at fantasere dette! ..Ellers var han her virkelig, og i så fald troede han, at han endnu havde ret til hende. Noget han bestemt ikke havde længere! Han havde løjet for hende ligesom Damien! Ingen af dem elskede hende! Om det var det ene eller det andet der foregik, tænkte hun, at hun allerhelst ikke ville slå hovedet ned i bordet, så derfor fulgte hun sin anden tanke. Rundt på stolen vendte hun, så hun pegede mod bartenderen, alt imens Alexander fløj mod Lucifer. ”Find dig en anden form for morskab, galning!” råbte han, inden han selv måtte lange ud efter Lucifer med en knyttet næve. ”..Endnu.. to af di.. disse?” bad hun noget snøvlet og dog muntert, som hun hævede sit tomme vodkaglas. Bartenderen der stirrede noget på de to kæmpende, skænkede dog alligevel op til hende. Som hun fik det ene glas, bundede hun det. Som hun fik det andet, vendte hun om i stolen, inden hun kylede indholdet efter Alexander og Lucifer. I så fald kunne hun finde ud af, om det blot var hendes fulde øje eller virkeligheden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Aldrig kunne Lucifer huske, at han havde været så vred, som det han var lige i øjeblikket. Han vidste, at det havde været forkert, bare at tage af sted, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ville lade nogen anden, komme i nærheden af Jarniqa, og særligt på den måde! Det var hans eneret, og det var bestemt ikke af slagsen, som han havde tænkt sig, at lade andre tage fra ham! Ikke på vilkår! Hans øjne slog nærmest lyn bare ved tanken, så vred, som det gjorde ham.
"Du holder dig bare langt væk fra hende!" nærmest hvæsede Lucifer, da han endnu en gang vendte blikket vredt i retningen af manden overfor ham. Den knytteden næve ramte ham tæt ved øjet, hvor han selv var tvunget til at bakke en anelse. Det var muligt, at han i denne omgang, var den, som ødelagde den gode stemning, som i forvejen var på stedet her.. Han var ligeglad! Dem som lagde en hånd på Jarniqa - på den ene eller den anden måde, fortjente at miste livet ved dette! Han gjorde denne gang et kraftigt udfald mod denne mand, for at få ham væltet ned i gulvet, hvor der lød et kraftigt 'bump'. Flere havde ligeledes også rejst sig fra deres pladser, for at kunne se, hvad der skete. Nogen jublede og kom med tilråb, og andre opfordrede bartenderen til at få dem smidt ud. Endnu en knytnæve skænkede Lucifer denne mand, for at få ham væk, inden han lagde hånden mod hans bryst. Omgående sænkede han temperaturen.. voldsomt. Det ville begynde at ise til, og han fokuserede selvfølgelig på manden under ham. "Sidste advarsel!" endte han med en fast tone. Han skulle holde sig langt væk fra Jarniqa!

[Jarniqa Dynithril]

Vodkaen ramte. Lucifer og Alexander fik hver især noget af den klistrede alkoholiske væske på sig. Jarniqa stirrede bare.. Ænsede svagt, hvordan Lucifer slog Alexander, hvordan Alexander slog Lucifer, og hvordan Lucifer slog Alexander igen. Hun blinkede med øjnene.. Hvad lavede han her? Hvad troede han, at han havde gang i? Han havde ingen ret til at gøre det! Hun var ikke hans længere! Det havde han for fanden selv sørget for! Hun så, hvordan Lucifer holdt Alexander nede, og holdt ham mod brystkassen. Hurtigt slog hendes hjerte. ”Hvad fanden bilder du dig ind?!” endte hun med at skrige ad Lucifer. Hånden hævede hun med det tomme glas, inden hun kylede det direkte efter Lucifers hoved.. eller hun forsøgte.. Hendes motorik var nemlig ikkeeksisterende efter alle de glas, som hun havde fået indenbords. Derfor endte det med at ramme en helt anden. Noget der automatisk fik den ramte til at stikke sidemanden en knytnæve. Noget der helt fik en barkamp til at bryde ud. ”Stop! Er du sindssyg, idiot!?” råbte Alexander febrilsk af Lucifer, som han forsøgte at tvinge Lucifers hånd bort, som han jo kunne fornemme kulden! Jarniqa lukkede sine fingre om stolens sæde, inden hun skubbede sig op.. Okay.. Det hele gyngede.. Var der jordskælv? Hendes ben føltes som gele.. og ikke på samme måde, som når Lucifer gjorde hende blød i knæene. ”S-Stop det der!” endte hun selv med at sige, inden hun gik frem. Noget der resulterede i, at hun fik overbalance og gik en anelse for hurtigt frem. Derfor sagde det også dunk som hun ramlede direkte ind i Lucifer. En handling der måtte tvinge ham af Alexander, og hende over Lucifer. En vrede og sorg meldte sig i hende. Også selvom det var meningen, at drukken skulle få hende til at glemme ham. Hun begyndte uhæmmet at slå ud efter ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det her var næppe noget som gavnede Lucifers situation, og særligt fordi, at han havde lovet, ikke at gøre sig alt for bemærket, men når han så en anden lægge an på hans pige, så kunne han jo for pokker da heller ikke lade være! Tanken om det, var noget som gjorde ham direkte arrig.. Ikke bare arrig, men rasende! Han følte nærmest for at slå ihjel lige nu! Han stirrede fast i retningen af denne mand. Han blødte fra en flænge, som han havde fået over øjenbrynet, selvom han ikke tog sig af det lige nu. Det var en smerte, som han måtte tage sig af senere.
"Jeg er ikke spor tosset.. Du leger med den helt forkerte!" hvæsede Lucifer med en vred stemme, inden han fortsatte med at sænke temperaturen. Han ville lade manden fryse... lade ham vide, at han uden tvivl havde kastet sig ud i krig med den helt forkerte mand, og han agtet uden tvivl også at gøre dette! Hans blik søgte direkte mod Jarniqa. Hun forsøgte at kaste ting efter ham? Et sted gjorde det ham sur. Nok fordi, at det var noget, som rent faktisk gjorde ham ked af det. Han var bestemt ikke færdig med hende. Overhovedet ikke faktisk.
At hun så endte med at falde direkte ind i ham, så han røg af denne mand, fik ham til at slippe, for i stedet for, at gribe om hende. Han ønskede jo trods alt heller ikke, at hun skulle komme til skade! "Han skal ikke røre ved dig, Jarniqa.. Flyt dig," bad han med en fast tone. Han var bestemt ikke færdig med denne mand endnu! Han havde virkelig lyst til at slå ham ihjel. Aldrig før i hans liv, havde han siddet med så desperat en følelse, som han gjorde lige nu!

[Jarniqa Dynithril]

”JEG HADER DIG!!” endte Jarniqa med at skrige ad Lucifer, uden at hun stoppede slagene mod ham. Hun kunne muligvis ikke knuse hans hjerte, som han havde knust hendes, men hun kunne forhåbentligt forvolde ham lidt fysisk skade. ”Jeg ønsker aldrig at se dig igen!” Ondt gjorde det. Hun havde oprigtigt troet, at han og Damien havde elsket hende, men faktum var, at ingen af dem havde gjort det. Hvis de havde gjort det, havde de nemlig ikke været i stand til at gøre dette mod hende. Hårdt var det.. Faktum var jo, at begge mænd havde valgt at nøjes med hende, indtil de begge havde fået sig, hvad de virkelig ønskede sig. Lucifer havde vel også blot sagt, at han elskede hende, så hun kunne føle sig tryg? Og lykkedes ham havde det også. Han havde manipuleret hende i allerhøjeste grad! Mod hans hoved og bryst slog hun, indtil hun fornemmede en hånd mod sine skuldrer. ”Kom med, snut.. Han er ikke det værd,” lød Alexanders stemme, som han tvang hende bort fra Lucifer. Beruset som hun var, måtte han holde hende ind til sig, som han fik hende op, da hun ellers ville falde om. Selv vidste hun godt, at Alexander ikke elskede hende. Det kunne hun ikke forvente, og særligt, når det tydeligvis var en umulighed at gøre. Derfor ønskede hun blot, at han fik hende til at føle sig interessant for blot en aften, mens han fjernede Lucifers berøringer fra hende. At Lucifer havde så sort et hjerte, at han rent faktisk var kommet over til hende nu, overraskede hende dog. Det overraskede hende, at han var så modbydelig, og at han antog hende for at være så dum. Hun vidste jo, hvad han havde lavet og ikke ønskede hun at stå model til det! Hun elskede ham jo, og derfor havde hun ønsket, at de havde delt samme tanker.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer følte et vis slag direkte mod hovedet, ved Jarniqas ord. Hun hadede ham? Var det virkelig ord, som hun mente? Et sted gjorde det ham ked af det, og et andet sted, gjorde det ham.. vred. Han følte sig virkelig, virkelig vred, og særligt, når det måtte være på denne her måde! Han lod derfor manden rive hende væk fra ham. Hans hjerte hamrede direkte mod hans bryst. Ville hun slet ikke ham mere? Ville hun virkelig bytte ham ud for det der? For den mand, der gramsede på hende!
Lucifer rejste sig med det samme. "Jeg ved udmærket godt, at du ikke mener det, Jarniqa," endte han med en fast tone. Han var vred, men det var kun fordi at han ikke vidste, hvordan han skulle tage det ellers. Han ville ikke give slip på hende. Det var rent faktisk noget af det sidste, som han havde lyst til! "Hvis du tror, at jeg bare giver slip... tro om igen!"[/Color] Han knyttede næverne. Denne gang lod han blikket glide direkte i retningen af denne mand. Han sænkede hans temperatur.. Dæmonisk som det end var, så gjorde han det alligevel, for han ville have den mand væk fra Jarniqa, og selv indtage den plads, for det var hans at tage! Og det sagde bestemt ikke så lidt! "Jeg siger det kun en gang mere.. Slip hende, og bak væk," endte han advarende. Han ville bare gerne have hende med sig.. Hvad pokker var der ikke lige, der gik af hende!?[/font]

[Jarniqa Dynithril]

Hun mente det ikke? Troede han virkelig, at hun var så dum, så hun ikke selv vidste, hvad hun tænkte og følte?! Jarniqa mærkede både vreden og sorgen vælde op i sig. Ondt gjorde det, og ikke forstod hun, at det hele skulle være endt således. Hun havde elsket ham af hele sit hjerte, og så var al dette sket.. Han var stukket af fra hende og forsvundet over i en anden kvindes arme. Derfor vidste hun udmærket, hvad hun mente om det! Hvis han læste hendes sind ville det også være soleklart for ham. Dog vidste hun, at han ikke havde gjort dette, siden hun havde forment ham adgang til hendes hoved. At han ikke ville lade hende gå her ned, forstod hun ikke.. Ikke når han havde fravalgt hende og så igen.. Han kunne vel bare ikke klare tanken om, at hun heller ikke gad mere? At der var en der sagde ’nej’ til ham? ”..Gå nu, Lucifer,” endte Jarniqa blot med at sige. Hun ville ikke lade ham køre rundt med hende.. Udnytte hende.. Så stor var hendes psyke nemlig ikke. Det var desuden ord som fik Alexander til at smile. Grebet om Jarniqa strammede han en anelse. Noget der på sin vis var godt, da hendes ben endnu føltes som gele. ”Lyt til hende, mester.. Du er ikke ønsket her,” lød det triumferende fra Alexander, inden han hjalp til med at vende ham og Jarniqa om. Ikke havde han fyldt så megen alkohol på kvinden, så hun bare kunne smutte fra ham! Derfor passede det ham ganske udmærket, at det forholdt sig således.. Også selvom han endnu kunne smage blodet fra sin flækkede læbe. Bevidst valgte han at føre Jarniqa med sig væk fra manden. Selv ønskede han at få hende for sig selv nu!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på dette. Ene og alene det faktum, at hun stod i armene på en anden mand og bad ham om at smutte, som havde han gjort hende noget så gruelig forkert, og det var slet ikke noget som han forstod. Ganske vidst havde han forståelsen for, at hun var vred på ham, fordi at han havde valgt at tage af sted, men.. så meget som det her? Det havde han nok ikke ligefrem regnet med, kunne man da sige. Han bed tænderne sammen. Han så virkelig rødt!
Bartenderen fulgte med, og det samme gjorde resten af dem, som befandt sig i salen i øjeblikket. Han vidste at han handlede voldsomt, men var det underligt, når han så sin fulde kæreste i armene på en anden mand? "Ti' stille!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Han ville slet ikke høre det her.. Han ville slet ikke stå der og se til, at en anden mand lagde an på hans kæreste! Han trådte endnu en gang frem, hvor to større mænd, trådte til, og lagde hånden mod hans skuldre, for at holde ham tilbage. "Det er ikke her du skal tage den konflikt, kammerat," sagde den ene direkte. Han udvekslede kort blik med Lucifer. Var det bare det? Var det virkelig sådan her, at Jarniqa havde tænkt sig at ende det? Det var en tanke, som gjorde ham direkte vred et sted! Han vred sine skuldre fri af deres greb. Han havde virkelig lyst til at slå den mand ihjel! "Så... Det er det, Jarniqa?" spurgte han denne gang. Velvidende om at hun var fuld og nok slet ikke burde tage sådan nogle beslutninger.. Men lysten til at slå sig ned her i aften, var virkelig faldet til nulpunktet!

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det. Ondt gjorde det hele! Lucifer der fra den ene til den anden dag forsvandt.. Hun der var begyndt at blive nervøs for det.. Dernæst Damien der havde forladt hende for i stedet at vie sit liv til hendes moder.. Så da hun fandt ud af, at Lucifer var med Athena.. Og Theodore der slet ikke fandt hendes sorg rimelig. For meget var det hele.. Ganske enkelt for meget! Var det virkelig så underligt? Lucifer og Damien havde været de to mest betydningsfulde dele af hendes liv, og nu havde de begge forladt hende. Lucifer legede ganske vidst med hende nu, men det gad hun ikke være med til! Hun nød ikke smerte, og slet ikke denne her form for smerte! At han så vovede at sige til hende, om det bare var det, føltes næsten som en kniv i hjertet! Ja, det var bare det! Men nej, hun ønskede ikke, at det bare var det! Hun elskede ham jo for pokker! En kærlighed der dog ikke var gengældt, og ikke ønskede hun at give den til en anden igen. Nu havde hun jo sandet, at kærlighed var af det onde. Hånden lagde hun mod Alexanders brystkasse, hvilket fik ham til at stoppe op. Skønt det var tydeligt at se, at hendes blik var svimlende grundet fuldskaben, viste hendes smaragdgrønne øjne også tydelig sorg. ”Du endte det, husker du vel nok?” lød det sigende og kortfattet fra hende. Ikke var hun den der forlod ham. Hun ville aldrig have forladt ham, hvis han havde ønsket hende. Derfor måtte hun også fastlægge, at det var hans fortjeneste. Blikket vendte hun væk igen.. Det gjorde ondt at se på ham. Han så så godt ud, og så var der følelserne. Al sammen en torn i øjet på hende selv, og garanteret en fryd for ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ondt gjorde det ikke bare på Jarniqa, men ligeledes også på Lucifer, for han kunne bestemt ikke mindes at han havde valgt at gøre det slut med nogen som helst! Som i.. overhovedet ikke! Han havde valgt at tage afsted, fordi at han havde været nødt til det. Fordi at han var ønsket et andet sted! Det var da ikke ensbetydende med, at han ville slå op med hende!
"Jeg gjorde det slut? Jeg har for pokker ikke gjort noget slut!" Han tvang sig frem mod hende. Han følte sig desperat.. Og det lignede ham heller ikke ligefrem, og tvang sig derfor også forbi fyrene, som havde forsøgt at holde ham tilbage, for dette ville han gerne have løst, og gerne så hurtigt som muligt! Var det virkelig sådan her, at det skulle ende? Det ville han ikke! Han havde desuden også andre steder at være, end at hænge efter hende konstant! Det stod han da også gerne fast ved, om det skulle være det! Han bed tænderne sammen. "Jarniqa.. Lad os snakke.. alene," endte han denne gang, hvor han sendte en direkte fast og dræbende mine i retningen af herren som stod og havde - i hans øjne, lidt for godt fat i hende! Det var en tanke, som rent faktisk gjorde ham vred og irriteret, for han ville ikke have det! Og denne barnlige opførsel.. Ja, han havde valgt at tage væk, men af den grund, havde han da for pokker da ikke slået op med hende! Det kunne slet ikke falde ham ind!

[Jarniqa Dynithril]

Ikke gjort noget slut. Ikke gjort noget slut?! Han havde for fanden forladt hende uden så meget som en note! Intet kys på kinden, og et … jeg er tilbage om en uge … eller et brev, hvori der stod, at han var væk så og så længe. Han havde desuden ikke kun forsvundet, som han også havde været hende utro! Troede han da, at han kunne få hende til at tro andet? Hun havde for fanden set, at han havde været med Athena! Hvorfor skulle han ellers være taget hjem til den kvinde, uden at have sagt noget til hende?! Hans sag var derfor på ingen måde stærk! At han havde brug for at lege med hende på denne her måde, gjorde desuden kun mere skade end gavn. Var han virkelig så ond, at han nød at lege med hende på denne her måde, eller havde hun gjort ham noget, som hun ikke selv anede råd om?! Hun stirrede noget sløret på ham, som han rev sig fri fra de store mænd. Hun havde snart behov for at sidde ned… eller ligge ned. Det hele var begyndt at snurre en tand for meget i hendes hoved. Det føltes derfor også helt som om, at det var Alexander der holdt hendes krop oppe. ”..D-Duu vil snakke? Snak heee..llere med den tøjte, s-soom du tydeligvis er så glad for,” sagde hun kortfattet. Bam! I hendes fulde optik lød det sindssygt godt. At sætningen ikke var blevet leveret så klokkerent, som hun selv troede, var en anden sag.. Hun kunne ikke høre de snøvlede vendinger, eller når hun trak for længe på ordene af gangen. Sandheden var dog også den, at hun egentligt slet ikke burde være oppe eller her længere. Ikke med al det hun havde drukket. Det optimale ville uden tvivl være, at hun fik sovet rusen ud.. men så klart kunne hun ikke tænke lige nu og her, og ej var Alexander villig til at slippe hende før, at han havde fået det af hende, som han ønskede sig.