Time Changes

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvis det ikke havde været for Cecilayas kald, så havde han været påvikret af duften af blod, for nu hvor han stod tæt på hende, kunne han da tydeligt fornemme, at det måtte være fra hende, at dette måtte komme. Hvorfor hun stod der midt i korridoren og var tilskadekommet, forstod han ikke.. Og da han skulle til at søge imod hende, dukkede ringen af ild op. Denne tvang omgående Enrico til at stoppe op. "Cecilaya.. Hvad foregår her..?" Denne gang reagerede han mere voldsomt, hvor han også trak sig ind mod midten, for ikke at blive ramt. Han brød sig bestemt ikke om ild!

En mindre hvæsen brød hans læber. Ikke havde han forventet, at en som Cecilaya ville reagere på denne måde, og opføre sig på den måde overfor ham.. Så truende i sin adfærd, når hun så tydeligt også havde det dårligt. Hvad foregik der? Var slottet under angreb? Der var jo bare intet der indikerede at det skete! Næverne knyttede han let, som han vendte blikket mod hende. Altid havde han været dronningen.. og derved Jaqia loyal. "Så du forventer, at jeg vil gå ned i knæ, og tigge for mit liv?" spurgte han denne gang direkte. Skuffelsen ramte ham. Han var skuffet over hendes måde at tackle det her på.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det kunne godt være at hverken Lucifer eller hendes mors ikke havde nogen samvittighed, men det sidste hun ønskede var at slå ihjel med mindre det blev direkte nødvendigt. Om ikke andet skulle Enrico have en mulighed, han havde været en del af hendes familie i mange år og hun huskede at hun havde været glad for ham som barn, og Aliyah havde ligeså altid holdt meget af ham. "Faith.. og Evan har overtaget slottet. Dronningen er væk Enrico, det er på tide at vinke det hvide flag," hun skubbede sig væk fra væggen med et svagt støn og gik lidt tæt på de livlige flammer der holdt ham fanget, lettere vaklende. Man kunne tyndeligt se Mattheus' kløer som havde taget fast i hendes bryst og hendes mave.

"Jeg har ikke lyst til at gøre dig ondt. Jeg forventer ikke at du skal falde på knæ for mig, men overgiv dig til det kommende styrer, vær loyal mod det som du har været mod Jaqia, og du kan frit leve videre," hun fangede hans blik. Det var tydeligt at hun virkelig ikke lystede at gøre ham ondt, men selvom hun lod som om at denne mission ikke rørte hende, så var det ikke sandt. Han havde ingen idé om hvor meget hun havde at bevise overfor sin familie og for Jared ikke mindst.. særligt Jared som havde set hende som et svagt individ, ude af stand til noget større. "Det er ikke for at skynde på dig, men det her gør ret ondt, så hvad bliver det til?" spurgte hun lidt anstrengt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Slottet var overtaget.. For Enrico, var det virkelig svært at forestille sig, for der var intet der indikerede det. Foruden det faktum, at han lige i øjeblikket, stod i en ring af ild, som han ikke kunne komme ud af igen! Han stirrede fast i retningen af hende. Ild havde han aldrig brudt sig om, og for en som ham, var det jo direkte farligt, at komme for tæt på.
Enrico vendte blikket den anden vej. Var Jaqia virkelig faldet? Det var trods alt hende, han havde svoret sin evige loyalitet til, og dette ønskede han bestemt ikke anderledes. Det var hans liv.. Det var sådan, at det skulle være.

Enrico rystede kort på hovedet. På baggrund af hans loyalitet, havde han jo allerede taget et liv. "Tror I virkelig, at jeg vil efterkomme det ønske, Cecilaya? Jeg er dronningen loyal.. Det dvasianske styre loyal.. Jaqia loyal," sagde han med en kortfattet stemme. Hvem skulle reelt tage over hende, og gøre arbejdet mindst lige så godt? Han tvivlede stærkt på, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Han stirrede fast på hende. Han havde nærmest været som en onkel for hende, dengang hun var lille, og nu var hun den, som skulle tage hans liv? Hvor ironisk! "Jeg kan ikke give mig," afsluttede han. Valget var taget.. og på baggrunden af ilden, kunne han ikke stille noget op, andet end at vente.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Slottet var meget rolig alt taget i betragtning, men det var ligeså meget fordi Faith og Evan var ret diskrete, Lucifer fik i hvert fald ingen medalje for den del. Stod det til ham, så havde der været langt flere dødsfald end der til nu havde været. Hun frygtede inderligt at Enrico ikke ville overgive sig, og hun ville være tvunget ud i større ting end hun ville kunne magte og bærer på sin samvittighed. Hun kunne ikke skuffe sin mor, og hun kunne ikke vise sig svag overfor alle dem der allerede havde stemplet hende. "Det var det svar jeg frygtede. Det er synd du ikke kan se potentialet i det andet, for du ville passe perfekt ind. Du er en god mand Enrico og jeg hader at være tvunget til dette," sagde hun ærligt og slap et tungt suk, hvorefter hun bakkede et par skridt tilbage igen.

"Jeg beklager virkelig... hvil i fred," hun lod cirklen af flammer samles så det i stedet blev til et mindre bål. Derefter tog hun en af fakkelholderne og kastede den mod hans bryst med fast hånd. Hun ville ikke se resten, end ikke om den ramte eller ej, hun håbede ikke. Han kunne bare forsvinde, så hun bakkede væk og begyndte at gå op af trappen for at komme væk. Nu var det ikke længere hendes ansvar mere. Det var på tide at finde de andre så de kunne komme væk herfra.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico bed tænderne tydeligt sammen. Han ville ikke se potentiale i noget andet, end hvad han selv havde svoret sit liv og sin loyalitet til, og det var sådan, at han havde det i hvert fald. "Jeg ved ikke, hvad I har planlagt bag mørkets ryg, Cecilaya.. Men det vil forundre mig dybt, hvis det skulle fungere," sagde han direkte. Og de regnede med hans støtte i det? Det var bestemt ikke noget, som ville komme på tale i det hele taget!

Hvil i fred.. Bare at høre ordene, var helt grotesk. Ringen som nærmest omsluttede sig ham, som havde han stået midt i et bål, var det, som kraftigt fik ham til at stivne. Hans øjne for op, hvor et kraftigt skrig brød hans læber. Dertil var det nok mere overraskelsen over, at det var... faklen, der ramte ham direkte i brystet, som gjorde udfaldet. Den satte sig nemlig i hans hjerte. Ilden slangede sig op af ham, idet han faldt baglæns og direkte ned i jorden. Her blev han denne gang liggende.. Huden blev askegrå, inden ilden tog fat om ham, og brændte lystigt.. Sikrede sig, at Enrico denne gang, var død for alvor.

//Out