Time Changes

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne sagtens være sød, hvis det var det, som han havde lyst til. Han vendte blikket mod hende. Selv en dæmon og en Jaceluck kunne overraske, for det var stadig den som han anså sig selv for at være, og så var han egentlig ganske ligeglad med, hvordan alle mulige andre måtte se på ham. Han kneb øjnene svagt sammen.
"Ja, tro det eller ikke.. Men jeg kan godt," pointerede han denne gang med en kortfattet stemme, som han endnu en gang, vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Om Mattheus var en mand, der ville give sig uden kamp, tvivlede han dog stærkt på. Hvorfor skulle han? Det var bestemt ikke, hvad man kunne sige, var typisk for en mand.
Lucifer lod Cecilaya træde ind i lokalet først, hvorefter han selv fulgte trop efterfølgende. Manden brølede op allerede med det samme. Han gav sig ikke. Det passede Lucifer mere end perfekt! "Honestly.. Havde du regnet med, at manden bare ville give sig?" spurgte han denne gang med en kortfattet og meget direkte stemme. Ilden viste sig endnu en gang i hånden. Selvom varulve var et væsen, som man skulle passe på, var han fast besluttet på, at dette ikke skulle have lov til at fejle! "Kom an lille vovse.." endte han med et kækt smil. Han havde brug for spænding, og her kom det jo! Det var jo helt perfekt!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Til nu var hun ikke meget imponeret over sin såkaldte bror, men hun havde en fest over at få ham til at bide lidt i støvet, ligesom han forsøgte at få hende i knæ med sine kække, åndssvage kommentarer. Hendes intense blik betragtede Mattheus velvidende om at han nok havde tænkt sig at gøre modstand, men det var da forsøget værd. Da han i stedet begyndte at gennemgå forvandling, trådte hun et par skridt tilbage og sukkede.
"En pige har vel lov at håbe?" En flammekugle dannede sig i hendes hånd på bare et øjeblik, uden at hun selv følte sig generet af varmen.
"Opfør dig nu pænt. Vi er her ikke for at slå ihjel," påmindede hun. Man kunne aldrig vide med en Demoniqz, for det var hvad hun så det som.
Mens Lucifer besluttede sig for at lege, tog hun sagen i egen hånd og lod flammen brede sig som en mur af ild, som forhåbentligt ville stoppe det store bæst som prinsen hurtigt blev til.
Personligt brød hun sig ikke synderlig meget om vareulve og Lucifer ville tilsyneladende gerne vise sig - som altid, så hun trådte lidt baggrunden og stod og nød lidt for meget at se ham knokle for den plads han kæmpede sådan for.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At gå med dem, fordi de bad om det, var slet ikke noget, som passede ind i Mattheus' planer. Han ville vide hvad de havde gjort ved hans mor, som han ville vide, hvad pokker de var ude på! Hans moder reagerede ikke, som hun plejede at gøre, og hun plejede da også at vide denne slags ting på forhånd, for det var ikke forekommet før, at nogen havde fået skovlen under Castle of Darkness på den her måde! Han brummede advarende, hvor det gled mere og mere over i en kraftig knurren.
Ilden som bredte sig, var bestemt ikke en af slagsen, som Mattheus brød sig om. Lyset skar i hans øjne og varmen var bestemt heller ikke noget, som han bifaldt for noget som helst! De var der måske ikke for at slå ihjel..? Men hvad var det så helt præcist, de gerne ville? Han trak sig væk fra væggene, for at komme mest væk fra ilden. Han ville ikke for tæt på den! Overhovedet ikke! Ilddæmoner.. Dæmoner..! Havde Jared ikke engang styr på dem?
Mattheus sænkede sig i forbenene, inden han direkte satte i spring efter tøsen først. Hvem hun var, var han ligeglad med. Lige her og lige nu, var hun intet andet end en kæmpe trussel. En trussel, som han ville have ud af verden hurtigst muligt!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer bar ganske vidst ikke Demoniqz-navnet, også selvom han vidste, at det var en del af ham, men han anså sig selv som en Jaceluck, og det ville han for altid gøre. Han lod ikke denne unge tøs ødelægge det for ham, så han skulle nok vise, at han var det bedre, og derved også den rettemæssige, at lukke tilbage i Appolyon, velvidende om, at det ikke havde noget med Faith at gøre længere. Ikke siden hun havde mistet den kongelige titel om ikke andet. Det ændrede dog ikke på, at han virkelig agtet at stå som det stærkeste af Faiths afkom! Han fandt sig bestemt ikke i noget andet!
"Du skal jo absolut være en kæmpe lyseslukker," mumlede han kortfattet. Kronprinsen måtte de ikke slå ihjel. De måtte jo faktisk ikke slå nogen ihjel på stedet her, og det var efterhånden ved at være temmelig irriterende.
Mattheus gjorde sit spring, hvilket var, hvad der fik Mattheus til at reagere med det samme. Han kneb øjnene sammen. Han søgte omgående ind i hovedet på den unge kronprins, hvor han plantede en smerte uden lige, for at tvinge ham i jorden. Det havde uden tvivl sine fordele, at være en mentaldæmon! Særligt nu hvor han ikke måtte slå ihjel.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya var ikke ude på at spille med musklerne. Faith og Kimeya havde ikke været der i mange år, så hvad skulle hun bruge dem til nu? Og Appolyon? Hvorfor skulle hun vende tilbage til det sted og se Jared i øjnene, velvidende om at han ikke ville kunne røres fordi han havde den status som han havde. Hvis Lucifer ville spille med musklerne, så skulle han da være meget velkommen til det.
De grønne øjne søgte gennem flammerne og fandt den pelsede skikkelse. Stakkels kræ, det måtte bestemt ikke være særlig fantastisk at være vareulv. Hendes hpnd blussede med en ny flamme, men inden hun havde kastet den, sprang Mattheus frem mod hende, og ramte hende med de skarpe kløer. Hun gispede og bakkede lidt men faldt ikke i jorden. Flammen bredte sig fra hendes krop og dannede et beskyttende værn omkring hende.
Begge hænde rlod hun falde til brystet hvor de dybe rifter havde flået en del af det slidte tøj og havde forsaget nogle ret uheldige blødninger der sved uden lige.
Hun trak vejret gennem sammenbidte tænder og så kort hen på Lucifer, der havde fået tvunget ulven i gulvet. Hvordan var ikke til at sige, men det var i princippet også ligegyldigt. "Hvordan får vi ham ned?" spurgte hun med sin mors stædighed. Bare fordi hun var såret, var hun ikke klar til at trække sig, nu skulle de bare have ham ned til sin mor.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus knurrede og viste tænder, som var det noget, som han håbede på, at det var noget, som ville skræmme dem væk, for han ønskede slet ikke dette! Overhovedet ikke! Derfor gjorde han et kraftigt udfald mod denne kvinde, for at få bare en af dem væk. Han ramte.. Klørene tvang sin vej igennem hendes hud, som var det en kniv igennem varm smør, og han vidste, at det gjorde ondt!
Selv nåede Mattheus kun lige at fryde sig ved tanken, inden en frygtelig intens smerte, plantede sig i hans hoved. Han klemte øjnene sammen, hvor han kraftigt trak sig igen. Han peb og klynket, som var det en form for skrig, for han kunne slet ikke klare den smerte i hovedet! Igen måtte han blotlægge de store, spidse og skrape tænder. Denne gang gjorde han et kraftigt udfald mod Lucifer, også selvom den smerte, som han havde i hovedet, var så kraftig og så intens, at han slet ikke følte, at han kunne se eller fokusere ordentligt! Men det måtte være denne mand, som gjorde det. Det kunne ikke være andet. Han bed denne gang kraftigt ud efter ham, bare for at få ham til at stoppe, så han igen følte, at han kunne være til. Det andet skar virkelig igennem marv og ben, og det gjorde ondt!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det ville da være dumt, om ikke Lucifer valgte at udnytte denne situation, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det. Han vende blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, og med en tydelig irriteret mine. Han nåede dog ikke at gøre mere end det, før ulven var sprunget direkte på hende, og havde ramt.. Det begyndte at bløde, og ifølge ham, var det temmelig voldsomt!
"For helvede..!" endte han sammenbidt. Mentalt satte han yderligere intense smerter i ulvens hoved, for at sikre sig, at den ikke ville få noget ud af det. Han spændte i hele kroppen. Hvad de skulle gøre? De skulle have ulven ned at ligge, og det var ikke noget, som kunne gå hurtigt nok! Ulvens massive forpoter satte sig direkte i hans bryst, hvor han væltede baglæns, og direkte ned i gulvet med et brag. Hånden hævede han kraftigt, for at lukke den omkring pelsen tæt ved halsen, hvor han forsøgte at tvinge ham væk og ned. Automatisk hævede han temperaturen voldsomt, for at hæve temperaturen også i ulven. Forbandede bæst! Han skulle bare lige prøve! Smerten holdt han mentalt ved lige, for at sikre sig, at der ikke skete noget. "E-er du okay?" spurgte han denne gang. Mattheus havde ikke nået at rive i ham, men derimod kun væltet ham omkuld. HUn derimod, var kommet til skade. Det var ikke hvad der var brug for lige nu!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Lettere vaklende, bakkede Cecilaya til hendes ryg mødte væggen og ydede en smule støtte. For et kort øjeblik lukkede hun øjnene og holdt hånden hen over de dybe rifter, så blodet i stedet løb mellem hendes fingre. Det skar i hele kroppen, men hun nægtede at gå i gulvet foran Lucifer, han skulle ikke se sig bedre end hende. Lettere sammenkrøbet, slog hun blikket op under sine øjenbryn og betragtede det dumme kræ til Mattheus med et olmt blik, prustende i et forsøg på at huske at trække vejret selvom det var langt mere smertefuldt.
"Aldrig haft det bedre," svarede hun kortfattet og himlede med øjnene. Selvfølgelig havde hun det godt, halve hendes bryst og mave var bare flået op, så hvad regnede han egentlig med? Idiot!
Hun rettede sig lidt op og følte sig en smule svimmel. Det var nu ikke fordi synet af blod plejede at gøre hende dårlig, men der var en hel del af det. "Og hvor.. hvordan planlægger du så at.. få ham ned i kælderen?" spurgte hun lidt anstrengt og sank en klump. Blidt førte hun hånden ned over sine sår, og brændte dem. Lugten af brændt kød bredte sig i takt med at blodet størknede. Det ville ikke holde længe, men det stoppede blødningen til anden hjælp kom til, desværre tog det ikke smerten.
Hun tog en dyb indånding og så på ham. "Lad os få det overstået og finde Enrico," nu var hun bare irriteret, hvilket ikke klædte hende som ellers plejede at være alt for munter og livlig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Smerten som Mattheus følte i sit indre, var så intens, at han næsten følte sig blændet af det. Det gjorde ondt, og det var i vejen, og han ønskede egentlig bare, at det skulle stoppe! Han peb, som Lucifer denne gang fik ham tvunget ned i jorden. Og denne gang måtte han jo så vælge at blive liggende. Det gjorde for ondt at rejse sig, og nu var han jo heller ikke ligefrem den der var mest trænet til kamp og strid, og han var bestemt heller ikke ved sine fulde fem lige for tiden.
Klørene rev let i gulvet, hvor han knurrede advarende, også selvom det var med klynk, for det gjorde ondt alt sammen! Den intense smerte, som han nærmest blev fodret med, var virkelig mere end hvad han lige umiddelbart kunne holde til.
Den kulde, som han var blevet mødt med, og smerten, som næsten synes at lamme hans krop, gjorde det også temmelig umuligt og næsten svært for ham, i det hele taget at bevæge sig. Han knurrede svagt, selvom det at bevæge sig, var noget som smertede i hvert et led. Øjnene klemte han i, også selvom han tog det mod til sig.. og den styrke, som det ligeledes også måtte kræve alt i ham, at snappe ud efter Lucifer, bare for at få ham til at slippe, for han ønskede slet ikke at ligge der!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var på ingen måder nogen idiot. Han kunne jo se, hvordan Cecilaya havde det, og han kunne jo se, at det gjorde ondt på hende. Det var muligt, at de havde deres interne fejde, om hvad der var ret og forkert i forbindelse med Jaceluck og ikke Jaceluck, for der blev de tilsyneladende aldrig nogensinde enige!
At hun absolut skulle spille høj og hellig, var som at se Faith igen. Han himlede med øjnene. "Fair nok," endte han kort for hovedet, mens hans eget fokus måtte hvile på varulven, som han nu havde liggende under sig, for ikke i verden, om den skulle have lov til at sætte tænderne i ham, nu hvor han sad så tæt på den.
Enrico skulle de ligeledes også have fundet. Inden han nåede at sige mere, snappede Mattheus ud efter ham. En tanke, som gjorde ham direkte vred og rasende! Han slap ham omgående, kun for at knytte næven, og kylede den direkte i hovedet på manden med alt den kraft, som han kunne lægge i det. Han skulle i hvert fald ikke snappe ud efter ham!
"Jeg skal nok tage ham.. Find du Enrico.. Hvis du kan magte det," sagde han kort for hovedet. Igen vendte han sig mod Mattheus, for at slå ud efter ham. Han skulle nok få slået manden ud, så han kunne få ham flyttet herfra!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Stønnende satte hun en hånd i den modsatte side og kæmpede for at rette sig helt op. Det blødte stadig en smule, men i det mindste var det forholdsvis kontrolleret nu. Resten måtte hun tage sig af senere. Hendes blik gled hele tiden hen det store kræ med et lidt skeptisk blik, som var hun bange for at Lucifer pludselig ville slippe kontrollen.
"Sikke en gentleman du er," hun sendte ham en grimasse af et smil og sukkede tungt. Det var da perfekt at sende hende ned til en vampyr med et åbent sår, men det var nok netop hvad han håbede på, dog nægtede hun at give op nu, han skulle ikke have lov til at sejre. "Nej det er fint. Jeg klare det," svarede hun irriteret hvoefter hun trak sig tilbage mod døren. "Bliv nu ikke ædt," bad hun hvorefter hun forsvandt ud af døren.
En anelse humpende kæmpede hun sig ned af trappen og stønnede anstrengt hvor hver gang hun tog et skridt. Det gjorde ulideligt ondt, men hvad gjorde man dog ikke for at tvære den ud i Lucifers ansigt? Hun bevægede sig fra det øverste tårn og ned i kælderen hvor hun vidste Enrico måtte være. Desværre havde hun altid synes han var en god mand og hun var meget imod at være nødt til at gøre dette, men han ville aldrig støtte op om noget nyt, måske hun kunne tale ham fra at kæmpe mod hende?
"Enrico!" kaldte hun så det gav genlyd i den mørke kælder. Hun orkede ikke at gå ét skridt mere.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde i det mindste formået at skade dem, hvilket var noget, som passede ham mere end fint! Også selvom han var temmelig fastlåst lige i øjeblikket, hvor det alligevel var meget begrænset hvad han kunne gøre, ændrede det bestemt ikke på det faktum, at han så brændende forsøgte at gøre det. Det andet her, var da en direkte irritation for ham, uden lige!
En knurren måtte alligevel komme fra ham, da han kraftigt snappet ud efter den unge mand, som holdt ham nede. Hvem han egentlig var, var ikke rigtigt noget, som han tog sig synderlig meget af. I hans optik, var de begge to direkte irriterende, også selvom det var knægten, der havde fat i ham! Hvad han dog ikke havde set komme, var slaget direkte mod hans ansigt. Ganske vidst var han en ulv lige i øjeblikket, men det gjorde endnu ondt! Han brummede svagt, hvor de resterende slag direkte mod hans ansigt, formåede at slå ham ud.
Hovedet faldt tungt direkte ned i gulvet ved siden af dem, hvor han denne gang blev liggende. Selv den massive ulvekrop gled mere og mere hen i komplet ro. Han kunne slet ikke rumme mere af dette.

//Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne jo godt se, at Cecilaya var kommet til skade, men det ændrede ikke på, at de havde en opgave, som de skulle tage hånd om. Og han agtet at gøre det! Han slog Mattheus ud, og det så rent faktisk også ud til at virke. Så var det vel bare et sted at få manden slæbet ned i kælderen, inden han ville vågne af det? Han himlede med øjnene, inden han denne gang rørte sig. Hans knoer blødte af de kraftige slag, selvom han nu heller ikke tog sig af det.
"Jeg har styr på det hele, prinsesse.. Pas du bare dit eget," sagde han kort for hovedet. Han så til, som hun forlod salen, og efterlod ham alene med varulven. Måske det var at smide en såret.. blodig og svagelig kvinde ned til en vampyr.. Han var ligeglad. Det var de to, som de skulle håndtere, og nu hvor han tog sig af det pelsede bæst, var det vel bare på sin plads, at hun tog sig af vampyrmanden, som gemte sig et andet sted? Han rejste sig op og rystede kort på hovedet. "Ja, ja... kom med mig lille vovse.." Han tog fat om dyrets bagben, kun for at trække af sted med ham, for at få ham låst af vejen, inden han ville vågne igen. Det ønskede han jo heller ikke ligefrem.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvad er skete rundt omkring på slottet lige i øjeblikket, var Enrico ganske uvidende om. Han vidste at Jaqia var igang med et møde med nogle af de nære, som hun havde - hvor han havde valgt at holde afstand. Han selv var ved siden af sig selv, og det var desværre også gået udover hans arbejde igennem den seneste tid. Han savnede Valerie.. og så alligevel. Han var faktisk overhovedet ikke vant til, at føle, som det han gjorde lige i øjeblikket, for det lignede ham overhovedet ikke.

Stemmen som kaldte hans navn, var en fremmed og ukendt af slagsen, og han kunne høre den på lang afstand. Det var ikke Jaqia, hvilket han hurtigt kunne konstatere, og Noelle var det heller ikke. Den kvinde, havde han jo heller ikke set skyggen til i det, som måtte være en mindre evighed!
Med faste skridt, søgte han skikkelsen.. En skikkelse, som var fremmed, og alligevel så velkendt. Han havde jo ikke set hende, siden hun havde været helt lille.. Den juleaften, hvor de alle havde været samlet i Marvalo Mansion. "Ser man det.. Cecilaya Jaceluck?" endte han stilfærdigt, som han stoppede op igen. Noget var i gære.. Han vidste det, og lugten af blod, som pludselig hang så tydeligt i luften, var ham kun en tydelig bekræftelse på dette!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya lænede sig op af den kolde væg og lagde en hånd oven over såret så hun ikke havde en direkte hånd på det. Godt nok var det lukket for en kort stund, men det havde bestemt ikke taget smerten, hvor meget hun så end måtte hade det. Hun vidste at Enrico ville reagere, hvis ikke på hendes kalden, så ved lugten af blod, og ganske som ventet anede hun hans skikkelse tage form i det svage lys der var. "Enrico," hilste hun roligt. Af alle var han den hun havde mindst lyst til at skade, Evan såvel som Faith havde bedt hende om at rydde ham af vejen, men det ville hun kun gøre hvis det blev allermest nødvendigt. "Jeg beklager virkelig," sagde hun oprigtigt og hævede en hånd for at skabe en ring af ild omkring ham, velvidende om at det ikke ville behage hans vampyr synderligt meget.

Hun stønnede og slog hovedet tilbage mod den ru væg. Hun måtte hellere få det her overstået, så hun kunne komme hjem og få gjort noget ved dette.. hvor end hjem var. "Jeg vil gøre det kort.. slottet er overtaget, både Jaqia og Mattheus er faldet. Overgiv dig med det samme og gør det her meget lettere for os begge to," bad hun stille. Hun ønskede ikke at slå ihjel, det var primært noget hun gjorde i selvforsvar og ikke andet.