Time Changes

[Jaqia Destiny Angleráx]

Faith Jaceluck Marvalo, Evan Embelowni Strife

Jaqia gik rastløst frem og tilbage. Hun havde mærket den indre uro siden Matthew var forsvundet uden ord. Formentlig lå han nok og forsøgte at varme sig i en eller anden latterlig kvindes seng, og nej tanken gjorde hende ikke jaloux, men behøvede han at gøre det nu i en tid hvor alt var kaos? Det var i tider som disse, hun savnede at ligge i sin grav, den grav som havde været hendes for mange år siden efterhånden og som kun var blevet forstyrret af Enrico og den finke til Noelle. Guds ske tak og lov for at hun var væk nu. Ikke længere hendes problem selvom hun udadtil havde udvist en falsk bekymring.
Et større møde var netop afsluttet. Kimeya havde ikke været i til stede i aften for hun havde sendt ham på en anden opgave men mange andre var dukket op for at diskutere Matthew-krisen. Hendes lange blonde hår, var samlet i en tæt hestehale der kun fik de iskolde, blå øjne til langt tydeligere at stå frem.
"Faith. Kan jeg låne dig et øjeblik?" spurgte hun koldt. Hun havde ingen idé om hvad der ventede hende i aften, hun stolede på Faith, naivt som det end måtte være. "Evan vil du have os undskyldt? Jeg har en vigtig sag at diskutere med Ms. Jaceluck," hun så på ham med et hårdt blik der afslørede at det ikke var nu han skulle begynde at diskutere med hende. Hun foldede armene hen over sit bryst og kastede et blik ud af vinduet, ud i mørket. Det var ikke fordi hun ikke nærede tillid til Evan men han var ikke i inderkredsen - han var ingen mord sith.

[Deleted]

At Matthew var væk, gjorde udelukkende arbejdet og kampen om Dvasias meget nemmere og meget bedre for alles vedkommende, og det passede selv Evan fint. Faith og ham, sad med til dette møde, hvor der blev snakket om landets fremtid. Lige i aften, kunne man sige, at han egentlig bare havde snakket med, da han havde helt andre planer, og Faith havde jo trods alt gjort det samme. Selv var han forholdsvis pænt klædt til anledningen af mødet. Hans tanker hvilede dog helt andre steder, end hvor de måske burde være, men det var svært, når han havde Noelle sengeliggende derhjemme.
Evans blik søgte i retningen af Jaqia, som mødet gik mod sin ende. Hun ønskede, at han skulle tage af sted? Hans blik indikerede på ingen måder, at der skulle være noget som skulle indikere det bagholdsangreb, som de herunder, var ved at planlægge på den kære dronning, hendes familie og landet her. Det var virkelig på tide, at der skete noget nyt her omkring!
"Naturligvis, Deres Majestæt," afsluttede han med en rolig stemme. I den forstand, kunne man vel godt sige, at hun havde pisset på de forkerte mennesker? Noelle var her heldigvis ikke til stede, for så var deres cover allerede afsløret, så det var kun godt, at det slet ikke var tilfældet! Han rejste sig roligt fra bordet, kun med et sigende blik i retningen af Faith. Han ventede på klarsignal. Når de var klar, så ville de gå til værks! Han glædede sig til at tvinge Dvasias igennem en ekstrem tiltrængende revolution nu!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith rejste sig med en rolig bevægelse og så ikke for meget på Evan. Det skulle helst virke så naturligt som muligt, så Jaqia ikke ville fatte mistanke, den kvinde var i sig selv svær nok at holde hemmeligheder for. Hun var iklædt sin røde dragt, er sad tæt om den spinkle krop og med en agiel i et bælte omkring hendes liv. Hun nikkede mod Jaqia. "Naturligvis Mistress," svarede hun og kunne nærmest have bidt tungen af sig selv. Den naive dronning troede fuldt ud på at hun havde tæmmet hendes indre flamme, men det var alt andet end sandt. Hun havde levet i skuespillet, holdt igen for Kimeya men nu var end ikke han en stor del af hendes liv længere, trods hun havde håbet på at se ham i aften, for sin egen skyld vel og mærke, for han ville nok ikke gå særlig godt i spænd med deres planer.
Jaqia indbød nu selv til muligheden om at starte krigen. Hun sendte et gengældende blik mod Evan. *Hold fokus på hendes sind. Jeg tager chancen,* tænkte hun velvidende om at Evan var i hendes hoved. Først da han var ude, vendte hun sig mod sin Dronning. "Så hvad kan jeg hjælpe Dem med Mistress?" spurgte hun og mærkede sine håndflader blive varme.
Hun gik lidt tættere på hende. Langsomt fik hun føling med den svage varme der var i hendes indre og greb fat om den, ganske simpelt for at skrue varmen lidt op. Hendes grønne øjne borede sig ind i Jaqias, og fastholdt det, mest for at holde eget fokus uden at virke for oplagt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Uroen var altoverskyggende. Hun havde slet ikke været i stand til at bevarer fokus. Enrico havde overtaget mange af de royale pligter frem til Matthew igen var fundet og hun kunne slappe af, men hun havde en fornemmelse af at noget var helt forkert. Hun besværede sig end ikke med at svare Evan, i stedet nikkede hun fast mod ham og vendte derefter alt opmærksomhed mod Faith.
"Matthew skal findes. Kimeya er allerede sat på opgaven, men nogle skal vogte over tingene her på slottet. Nu hvor du ikke længere har dine dæmoner at fokuserer på, forventer jeg at du er her," sagde hun fast, velvidende om at Faith nok ville se det som lidt af en degradering.
Hun bemærkede ikke varmen meget.. ikke til at starte med. "Og jeg.." hun rynkede på panden og så ned af sig selv. Hendes kolde krop bemærkede nu den stigende hede i det indre. Faith? Hun så op. "Hvad end du forsøger Faith, så vil jeg råde dig til at stoppe!" hun spidsede de sylespidse tænder og tog sig til brystet. Det gjorde ondt, meget endda. Hun vidste at dette var måden hvorpå Faith før havde slået hendes bror ihjel i sin tid, men hun ville vel ikke gå imod hende?
"Det er en ordre!" hvæsede hun fast. I tilfælde af at Faith nu skulle have været i tvivl. Denne gang forsøgte hun at kæmpe mod smerten for at gribe ud efter hende.

[Deleted]

Evan var i Faiths tanker, så de derigennem kunne kommunikere, og holde kontakten med hinanden. Faith vidste vel, at hun i den forbindelse, kunne stole på ham? Desuden var de her for den samme opgave, så naturligvis var det også noget, som godt kunne mærkes, for det var vigtigt at dette her ikke slog fejl! Han tillod bestemt ikke, at det var noget, som slog fejl!
Evan forlod lokalet, og stillede sig lige udenfor døren. #Jeg har din ryg,# fik hun blot tilbage, som han denne gang, valgte at forlade lokalet. Han stoppede kontakten med Faith, for derefter at søge direkte til Jaqias tanker i stedet for. For ham, var det nemlig vigtigt at det her ikke slog fejl, for om det gjorde, ville det jo straks ende med at koste dem alle sammen livet, og ikke ønskede han at det var noget, som skulle ske!
Evan hørte Jaqia hævede stemmen, og det var der han slog til for alvor. Han gik direkte ind i hendes krop og sind, hvor han denne gang 'frøs' hende indefra, for at sikre sig, at hun intet kunne gøre ved Faith, men derimod kun stå der og tage imod den behandling, som hun denne gang måtte blive mødt af. Evan trådte endnu engang ind i lokalet, hvor han lukkede døren efter dem. Cecilaya og Lucifer skulle nok tage sig af Enrico og Mattheus. "Deres Majestæt," endte han. Hans blik søgte hendes skikkelse. Denne gang var det hende, som havde problemer, og han nød det virkelig!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Evan havde været en af Faiths betroede i mange år... sammen med Jared som havde vist sig ikke at være hendes tillid værdi, i princippet vidste hun ej heller om Evan var den værdig, men umiddelbart så virkede han som om at han var på hendes side i alt dette. Ved siden af ham, var hun ikke blot en gammel leder der havde mistet sin stilling, han lod reelt set til endnu at følge hende af egen fri vilje, selvom Jared i mange år havde været hans bedste ven, måske ligefrem bror.
"Tror du virkelig jeg vil tjene som din personlige barnepige, Jaqia?" spurgte hun med en tone der havde ændret sig fra værende høflig til at være direkte hånlig. Hun kunne se at kvinden fik mere og mere ondt. Hendes egen krop rystede i hendes anstrengelse over at holde fast i varmen og fortsat gør den værre. Det gjorde ondt, skar i hendes eget indre, fordi det var hårdt. "Jeg er færdig med at spille din slave. Du tog landet ud af min hånd, nu tager jeg det af din," hun prustede mellem sammenbidte tænder og slap i det samme Evan kom ind da koncentrationen blev brudt.
"Evan. Vil du være venlig at lægge Dronningen i lænker?" spurgte hun og satte en hånd i siden. Eftersom han var magisk gav det mere mening at det var ham der stod for det. I mellemtiden stillede hun sig ved siden af kvinden der havde ødelagt hendes liv et utal af gange og trak sin agiel, for at holde den mod hendes hals, der blev rød og hævet.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Dette skulle have været et almindeligt forretningsmøde. Jaqia havde sat sin lid til disse folk, velvidende om at noget hele tiden havde ulnet et sted i dybet. Nu vidste hun da hvad det drejede sig om. Varmen tog til. Hun gik i knæ, og stønnede hæst af smerte. Hendes blege hænder gled ned på det hårde gulv og tvang hende til at ligge der. "Fa-Faith!" vrissede hun.
Godt nok havde den kvinde altid været upålidelig, Jaqia havde altid afskyet hende, den eneste grund til hun var dragten, var fordi det havde været lettere for hende at tæmme Kimeya på den måde. Da Evan kom ind, så hun fra den ene til den anden med hårde, kolde øjne og forsøgte at vride sig fri, men Evan havde allerede overtaget hendes sind og havde frosset hende, selv når hun forsøgte reagerede hendes krop ikke på det.
Hun bandede i det indre, forbandt de to langt væk.
Hun blev liggende på gulvet til agielen - et våben hun selv havde skabt blev sat på hendes hals. Ulidelig smerte ramte hende, nok havde hun trænet soldater, men selv var hun ingen og kunne slet ikke håndtere den smerte det var. Hun skreg.. det var kroppens eget forsvar.
Der gik ikke mange sekunder før smerten slog hende ud. Alt sortnede og i stedet for at sidde halvslap, faldt hun sammen på gulvet. Hvorfor havde hun ikke set det komme?!

//Out

[Deleted]

Dette var måske noget, som satte Evan i et dårligt lys ved Jaqia. Dog var det ikke noget som rørte ham det mindste. Det var rent fkaitsk vigtigere for ham, at være på god fod med Faith. Naturligvis var det beklageligt at hun havde mistet sin stilling, men af den grund, så fulgte han da naturligvis efter hende, som han alle dage havde gjort. Lige der, var der nemlig ikke nogen forskel for hans vedkommende.
Et tilfredst smil passerede hans læber, som han søgte indenfor, og så til, hvordan Jaqia lå for fødderne af Faith. Var det noget vidunder, at han nød synet? Den arme kvinde havde bare valgt at pisse de forkerte mennesker af, og nu måtte hun i det tilfælde, også betale prisen for det, og det var ærlig talt slet ikke noget som rørte ham. Han kunne ikke være mere ligeglad.
"Det klæder dig, kære Faith," sagde han roligt. At stå der med sit våben med den kære dronning liggende for sine fødder. Dronningen blev slået ud. At bringe hende bag lås og slå, skulle virkelig ikke være ham noget stort problem. Kimeya, Mattheus og Enrico var jo derimod nu også mænd, som de skulle til at håndtere.
"Selvfølgelig. Gå ud og hjælp de resterende. Der er endnu mange ting, som vi er nødt til at vogte os for," sagde han denne gang. Kvinden tog han fat i. På en temmelig brutal måde, kun for at tvinge hende med sig derfra, og søgte direkte til fangekælderen, hvor han kunne få hende bag lås og slå.

//Out

[Faith Jaceluck Marvalo]

Var det noget vidunder at Faith nød det her, måske en kende for meget? Hun slap Jaqia med våbnet da hun faldt sammen som en kluddedukke for hendes fødder. Endelig følte hun sig stærk efter alle de år. Antydningen af et smil gled over hendes læber, men forsvandt hurtigt, ulempen og samtidig fordelen ved dragten, var at hun med den på, ikke havde den store kontakt til sine følelser, ingen samvittighed, ingenting.
"Du har ret. Det klæder mig ganske godt," konstaterede hun og slog agielen i den modsatte håndflade. Det gjorde ondt på hende at holde på den, men nu havde hun lært at håndtere smerte bedre end de fleste, der skulle mere til at slå hende ud, tilsyneladende mere end ved dronningen i hvert fald.
"Giv mig ikke ordre Evan," advarede hun. Det kunne godt være at hun ikke længere var leder, men hun tog ikke imod ordre fra nogen mand.. eller kvinde for den sags skyld.
"Bring vores kære dronning ned i kælderen, jeg vil sikre mig at rollingerne ikke møder for stor modstand," hun gik med højlydte skridt der gav genlyd i salen, ud af de store porte og overlod ham med ansvaret for Jaqia. Hun stolede trods alt stadig på ham, desuden var der andre og mere presserende ting at tage sig af.

//Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Slottet var indtaget, men ikke af en hel hær. Det var noget, som alt for hurtigt blev spottet og afsløret, og dette var slet ikke noget, som Lucifer ønskede sig. Selve slottet havde han ikke været på før. Faktisk var det enormt af et enkelt hjem i forhold til, hvad han var vant til at færdes i, og særligt efter at han havde været tvunget til at forlade Appolyon.
Arbejdet med Cecilaya var i forvejen ganske stramt, da det vel stadig for ham, var en kamp om Faiths gunst? Og han havde bestemt ikke tænkt sig, at tabe den! Han vidste, at Faith og Evan tog sig kærligt af deres kære dronning, hvor de derimod skulle tage sig af kronprinsen, som de vidste, også måtte være her et sted. Det var jo bare lige.. hvor han mon havde gemt sig?
"Og helt præcist hvordan havde du regnet med, at vi skulle finde ham?" spurgte han med et kort, men flabet smil på læben. Hans hænder var fuldstændig varmet op, i tilfælde af at manden skulle komme frem. Den korridor, som de nu måtte vandre rundt på, var lang.. den var øde, og der var heller ikke særlig mange vagter. Gad vide, om de overhovedet ville finde ham på stedet her? En kugle af ild, dannede han i sin hånd. Han var spændt.. Og han havde efterhånden brug for at få det ud!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya nærmest dansede ned af den oplyste korridor. Hun havde aldrig været morderisk eller noget i den stil, men det beøtd ikke at hun nød når der endelig skete noget. Mattheus skulle ikke slås ihjel, han skulle bare indfanges, hun synes nærmere det var utroligt at hun faktisk var gået med til at gøre det, for hvad fik hun ud af det? Hun vidste at Lucifer var lige ved siden af og stadig alt for lysten efter at konkurrere med hende, kun så deres moder ville huske hvor fantastisk han var og tage ham tilbage. Ynkeligt, men ham om det.
"Du ejer virkelig ingen fantasi, gør du? Hvis du var bare den mindste smule nysgerrig ville du vide at prinsen nærmest bor på sit kammer," hun sendte ham et smørret smil og tog et par spring op af trappen hvor hun sprang et par trin over.
Der var ikke noget kaos så det måtte vel betyde at Evan og Faith havde klaret deres del, nu var det op til dem at stå for resten. Og hvem havde lige fået den åndssvage idé om at de skulle gå sammen? De nåede de kongelige gemakker, hende lidt før ham grundet hende høje energi niveau. "Vil du have æren brormand?" spurgte hun muntert og gjorde gestus mød døren. De risikerede at få deres ende på komedie, men hey, man skulle jo tage en risiko somme tider.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde stort set boet på de kongelige gemakker siden han havde mistet Aliyah. En kvinde, som han havde haft så nært og varmt til hjerte. Fuldmånerne var efterhånden en kæmpe byrde, som han ikke kunne gøre det store ved, andet end at komme igennem dem på bedst mulig vis. Det gjorde dog ondt. Det var smertefuldt, som det aldrig nogensinde havde været før.
Fremmede dufte havde han skam bidt sig mærke i, men det var ikke noget nyt. Hans moder var vel igang med mødet, og derfor kunne man vel godt forestille sig, at der skulle være mange til stede. Han selv havde meldt fra, ganske enkelt fordi, at han havde brug for tid og fred. Mødet med Denjarna, kunne man heller ikke sige, havde forløbet sig helt som man kunne have håbet. Han var mistroisk.. stolede ikke på nogen. I den forbindelse, stolede han end ikke på sin egen moder.

Stemmerne, som lød lige udenfor hans egen dør, var hvad der fik ham til at hæve blikket. Det var bestemt ikke vagterne, som han kunne høre. Svagt knyttede han næverne, hvor en svag brummen brød hans læber. Det irriterede ham virkelig, også selvom han intet gjorde for nu. "Jeg er ikke interesseret i selskab!" meddelte han med en fast tone. Om det var en del af tjenestestaben eller andet, så skulle de bare lade ham være!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste virkelig ikke meget om kongefamilien her i landet, og skulle han være helt ærlig, så kunne han ikke være mere ligeglad, end hvad han følte sig i øjeblikket. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Hun var jo.. bare direkte irriterende!
"Og hvorfra helt præcist, skulle man vide det?" spurgte han med en kortfattet stemme. Af den ro, som havde lagt sig over stedet her, så kunne det godt lyde som Evan og Faith havde haft succes med opgaven at skulle fange Jaqia, hvilket passede ham fint. Jo færre der bed sig fast i det her, jo bedre var det uden tvivl også for dem alle sammen.

De kongelige gemakker stoppede de denne gang op ved. Han himlede kort med øjnene. En ensom tilværelse. Han rystede kort på hovedet. "Nårh ja.. hvorfor ikke.." Flammen som han havde i hånden, lod han denne gang vokse, og vilkårligt kastede den direkte mod låsen, der nærmest sprang op. "Damerne først," opfordrede han denne gang med en tydelig flabet stemme. Han bukkede nærmest for Cecilaya, og lod hende træde ind først.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya var heldig at vide lidt om alle, hun elskede at opfange smuds, både i krogene, og med egne øjne og ører. Hun vidste ganske vidst ikke vildt meget om kongefamilien, men med hendes nysgerrighed havde hun alligevel opfanget lidt, særligt efter Aliyahs død. Måtte den kvinde hvile i fred, det havde været en af de få fra slægten der faktisk havde været noget værd.
"Man skal være nysgerrig, men mænd som dig bekymre sig kun om sig selv, så det er lidt meget at forlange," konkluderede hun for sig selv. Lucifer var en selvglas idiot, han sigtede for højderne, klædte sig flot, forførte en prinsesse og forsøgte at vende tilbage til sin tabte plads ved deres mor side, og hun var hjemløs, enten døde hendes mænd eller også udnyttede de hende for at blive noget vigtigere, men hun klarede sig. Hun var stadig i stand til at sidde med et stort smil.
Hun nikkede og så kort væk da flammerne eksploderede og døren sprang op. Hun var ligeglad med at Mattheus ikke lige var i selskabeligt humør. "Gentleman? Hvem skulle have troet et?" hun passerede ham med et morende glimt og trådte ind på de kongelige gemakker for at rette blikket til Mattheus i stedet for.
"Okay Deres Exellence. Op af fjerene. Der er ingen grund til at gøre det her dramatisk, så jeg vil råde dig til at følge med," hun vinkede ham hen til sig med et uålmodigt suk.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tabet af Aliyah, var endnu noget, som Mattheus kæmpede for at komme over, men det var virkelig ikke nemt, og det var noget, som rent faktisk føles direkte.. smertefuldt. Han havde ikke nogen anden. Man kunne vel sige, at hans mening med livet.. hans alfahun var.. væk? Han bed tænderne sammen, hvor han denne gang, håbede og bad til, at de som befandt sig på den anden side af døren, fattede en hentydning! For han var på ingen måder interesseret i noget, der mindede om selskab Han ønskede derimod bare at være alene.

Som døren nærmest sprang af hængslerne, fik hurtigt Mattheus til at dreje hovedet. Hans øjne lyste gule allerede med det samme, da det gik op for ham, at det var ment som et angreb og intet andet!
Mattheus spændte kraftigt i hele kroppen. Slottet var under angreb, og hvor var hans mor i dette henseende? "Forsvind herfra!" udbrød han nærmest med en brummen uden lige, da han rettede sig op endnu en gang. Han rettede sig op, hvor han allerede nu.. indtog sin forvandling. Hans krop øgede markant i størrelse, hvor han brød sit tøj, for at gøre plads til den massive ulv. Ikke ville han lade dem gøre noget ved ham! Hvad havde de gjort ved hans mor?!
En kraftig hylen kom fra ham, idet at hans forvandling blev færdig. Han rev i gulvet under ham og blottede de spidse tænder. Han stirrede fast og advarende i retningen af dem begge to.