My love.. were are you?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig ikke meget for havet, hun frygte virkelig det ville ende med at der sket noget slemt. Hvorfor skulle det også lig være en båd som man skulle brug for at komme over havet, det var på de her tidspunkter hun ønske hun kunne flyve. Så behøve hun kun og tænke på og holde sig oppe og ikke flyve ind i en torden sky. Hun så på ham som han sag han var glad for at være fra tayevania, mydall sag intet for hun vist enlig ikke om hun var så glad for at være fra øen, men det kom nok af hvordan folk så på en kentaur. Hun hade set hvordan folk behandle hendes elskede cale så hun var ikke vider stolt over øen heller, men hun sag ingen ting men smile bare en smule.
Hun lytte til det han sag om fastlande, ”konger og dronninger? Er det lige som ø rådet her?” hun så underne på ham, det lød bestemt ikke som et rart sted. ”er der krig der hvor vi skal hen?” spurt hun forsigtig, mund hun skulle tage sin bue med? Bare for en sikkerheds skyld. Hun så på de folk der var på skibet som hilst på demarcus, de virke flinke men igen det var demarcus de hilst på og ikke hende. Gad vide hvordan de ville have det med en kentaur ville komme ombord på deres skib. Hun kom op på skibet men støtte sig til rælingen for hun hade det virkelig skidt, med og gå på skibet hun hade mest lyst til og skynde sig af igen eller ligge sig ned. Men hun blev dog ståenden, ”d-det et fint skib.. hvornår var de vi skulle afsted” spurt hun mens hun holdt fast i rælingen og virkelig bare ønske sig selv ned igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At flyve, var desværre ikke noget som en kentaur kunne, eller noget, som Demarcus kunne for den sags skyld, så i den forbindelse, så var det jo bare en vej tilbage: Det var turen over havet, og derfor var denne jo nødvendig. Det var vel ikke noget, som hun umiddelbart var bange for, var det? Hans blik søgte hendes skikkelse ganske roligt, som et smil passerede hans læber. Han selv tog det ikke særlig tungt. Det var en tur på nogle dage, som de bare skulle have overstået.
"Landet, som vi lægger an til, ønsker ikke et råd, som vi har her.. De ønsker derimod at sidde to individer med magten. Det er meget gennemgående der," fortalte han med en sandfærdig stemme. Ikke ville han lyve for hende. Ikke ønskede han at lyve for hende.
Demarcus rystede på hovedet. "Ikke der hvor vi skal hen. Jeg ved naturligvis ikke hvor Cale befinder sig.. Men i landet Imandra, er der ikke krig," forsikrede han hende. Han så sig om på båden, nu hvor de var kommet ombord. Det passede ham mere end fint. De ville jo meget snart være klar til at tage af sted! Og det passede ham jo mere end fint.
"Jeg går stærkt ud fra, at vi er klar om et par dage," sagde han med en sandfærdig stemme. Hånden lod han stryge kærtegnende over rælingen, som han vendte blikket mod hende igen. Hun virkede.. usikker. "Er De okay, Mydall?"

[Mydall Lupita Vivar]

Hvorfor skulle skibe lig være det eneste måde komme over, det var da skide træls når man ikke brød sig om tanken og skulle ud og sejle. Hun holdt bare fast i rælingen og prøve og trække vejre dybt, og finde sig mere tilpas med det men det virke ikke rigtig. Det var hende alt for uvante og gå på et skibe og gå på træ på den her måde, hun lytte som han snakke roligt. Det lød virkelig underligt med to forskellig sad på en trone og bestemt det hele, i forhold til rådet der var her på søen selv om kentaur ikke var en del af rådet de holdt sig for sig selv.
Hun så på ham, og var da glad for der ikke var krig der hvor de skulle hen, hvad kaldt hans stede imandra? Et spøjst navn, det gjord hende dog ked af det han ikke viste hvor cale var. For hvor skulle hun så starte med og lede? ”er dette.. imandra stort?” spurt hun stille, det ville jo være rart og vide om hun skulle brug dag på og lede efter ham.
At de var klar om et par dag var stadig næsten for længe for mydall, men sådan var det vel bare. Hun så på ham som han snakke til hende. ”jeg.. kan bare ikke lig følelsen af og stå på skibet.. det bevæger sig..” hun lukke øjne og pust, for skibet bevæge sig jo næsten ikke, kun ganske lidt men det var stadig alt for meget for mydall ”kan jeg komme af nu?” hun så på ham, det var tydelig hun nok skulle have lidt hjælp for at komme ned igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At hun ikke brød sig om at sejle, kunne Demarcus da tydeligt godt mærke på hende, sådan som hun klamrede sig til rælingen, som var hun bange for at falde, så skulle det da nok vise sig, at blive en umådelig lang tur for hende. Han vendte sig mod hende. Stod det ikke stille? Foreløbig lå det i havn, så de var jo heller ikke taget af sted endnu, så der var bestemt ikke noget at frygte!
"Nej.. Efter hvad jeg har forstået, skulle Imandra være det mindste land, af de 4 vidst, som er en del af Fastlandet," forklarede han roligt. Selvfølgelig kunne han da ikke sige, hvor Cale måtte befinde sig henne. Det var jo hendes opgave, at finde frem til ham. Han tilbød hende blot en mulighed, for at komme dertil, så hun ville være i stand til at finde ham.
At hun virkelig var så nervøs, var noget, som helt klart forundrede Demarcus. I det tilfælde, ville det blive en virkelig lang tur for hende, og det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed! "Hvis det er svært for dig nu, hvor skibet reelt står stille, så bliver det en lang tur over havet," sagde han sandfærdigt. Tanken gjorde ham trist et eller sted. Ville hun mon finde modet til at komme af igen? Han endte dog med at nikke. "Kom," opfordrede han. Hvordan hjalp man lige en kentaur af et skib?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt bare fast i rælingen, hun var virkelig usikker med og stå på skibet. hun brød sig ikke om følelsen i hendes ben der kom ved at så på et træ skib, hun var sikker på hun endt med og gå igennem. Hun så på ham som han snakke, og at landet de skulle til så var det rart og vide det var det mindste. Så burt det vel heller ikke tage så længe og finde cale, det var bare og regne ud hvor han mund var. Og så måtte hun jo spøger folk om information selv om det nok ikke blev så nemt, for de ville sikkert se underne på hende og ikke fokuser så meget på det hun sag men hvordan hun så ud.
Hun så på ham som han snakke, og sukke ”det ved jeg allerede det bliver” kom det fra hende, i et dybt suk. Den her tur ville blive et marridt men hun skulle nok gennemføre det, for hendes elskede cale. Hun ville krydse alverdens have for at finde ham, selv om det og sejle virkelig ikke var noget for hende. Hun så på ham som han sag kom og nikke hun, det var meget usikker skridt mydall tog som hun nærme sig rampen. Turen op af rampen hade vær okay nem men ned af den var noget andet, hun tråde langsomt og varsomt for hun følt rampen ville brase sammen under hende, og hun kunne skride på den. Hun kom langsomt mere og mere ned inden hun hoppe det sidste stykke og sukke bare glad for at mærke fast jord under hovene igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At nogen virkelig kunne være så bange for at mærke skibets gyngen under sig, havde Demarcus svært ved at forestille sig. Han blandede sig dog ikke i det. Det eneste, som han kunne konstatere ud fra dette, var at det ville blive en virkelig lang tur for hende, hvis hun da ville kunne klare turen over havet om ikke andet.
Demarcus fulgte hende med hen mod rampen igen, så de kunne komme ned. Han tog turen ned af denne først, hvorefter han vendte sig mod hendes skikkelse igen. At hun sprang det sidste stykke, for at lande trygt på jorden igen, sagde han intet til. Det var vel bare sådan, at hun egentlig reelt havde det bedst? Og det var jo ikke noget, som han kunne tage fra hende.
"Du er sikker på, at du vil kunne klare turen over havet?" spurgte han denne gang direkte. Det ville gynge og vippe langt mere derude, end hvad det havde gjort her. Her var det jo trods alt kun de små sidevinde, som lige rev ved fra tid til anden. Han lod armene søge ned langs hans krop. "Turen over, vil tage nogle dage, og jeg kan ikke garantere for, hvor rolig en overfart, det vil blive." tilføjede han dog. Han ville jo blot sikre sig, at hun tog det helt rigtige valg, hvad det her angik, og det var han nu heller ikke bange for at erkende for nogen. Overhovedet ikke faktisk.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig ikke meget for det skib, eller tanken om havet. Men hun var nød til det ellers kom hun aldrig til cale igen, og aldrig til og se ham igen og det ville hun ikke risiker. Hun var glad da hun lande på jorden igen, det var virkelig intet beder ind fast jord under hovene. Hun sukke stille og fik bare vendt sig mod demarcus, som han snakke til hende, ”ja ja! Jeg skal nok klar det! det skal jeg!” sag hun bestemt og så på ham, hun ville ikke bakke ud nu, hun skulle over til cale og finde ham. hun så på ham som han snakke, hun sank en klump hun vist godt han intet kunne love sådan var det jo, havet kunne være uforudseligt det vist hun dog. Men det var mere om der var farlig væsner der ude der kunne gør noget, hun sank en klump ”det går nok.. ” svar hun bare og smile roligt til hende mens hun ellers stod stille på jorden, hun så på ham og smile en smule ”ellers andet jeg skal vide eller noget bestemt jeg skal have med?”
Hun så på ham før hun så ud mod havet, tankerne gled mod cale og håbe virkelig han var okay der over. Hun håbe han hade det godt og ikke blive tortureret eller dreven til og være slave der også.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Cale var kommet over havet, og til fastlandet, så hvis Mydall ville finde ham, så var det denne mulighed, som han kunne skænke hende. Dertil var han nu temmelig sikker på, at han ikke ville kunne anbefale hende, at tage den svømmetur over havet, for det ville hun nok næppe klare, for det var.. virkelig også hendes skyld!
"Det er blot den mulighed, som jeg kan byde dig, om du ønsker at finde Cale, Mydall." endte han med en rolig stemme.
Demarcus ville ikke tvinge hende til noget, som hun ikke havde lyst til at gøre, men det var det valg, som han kunne give hende, og særligt, når det måtte være på denne her måde. Han nikkede mod hende. Hvis hun var så overbevist om at hun ville med, så skulle han selvfølgelig også gøre plads til hende, og det agtede han faktisk også at gøre. "Tag med hvad du føler, er nyttigt og brugbart for dig, så skal jeg nok sørge for resten," sagde han med en ganske stilfærdig mine. Hvorvidt om hun ville lykkedes i sin søgen for den mand, som hun elskede og holdt kær, vidste han ikke, men han kunne gøre hvad han kunne, for at sikre sig, at øens beboere kom godt fra det, og var sikret, for det var det, som var hans hovedopgave ved dette. Det var derfor at han ønskede at få et forhold og et samarbejde med fastlandet.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall vist godt der ikke var andre måder og gør det på, hun så på ham og måtte vel bare tage sig sammen og overvinde sin skræk for havet. ”jeg vil med.. jeg skal med ellers ser jeg måske aldrig cale igen” hun så på ham.
Hun var nød til det, for hun vil finde sin cale igen lige meget hvad og om det betød hun skulle ud på en træls sejl tur så ville hun gør det, hun så roligt på ham som han snakke og nikke. ”okay.. betyder jeg må hjem og se hvad jeg kan brug.. ” ikke at hun hade særlig meget og tage med ud over sin bue hun eje så ikke noget tøj ud over den læder top hun gik rundt i der dække kun bryste.
Hun var virkelig nervøs for turen, men hun skulle nok klar den for hun skulle jo finde cale og have ham med hjem så de kunne få et rigtig liv sammen. Hun så mod båden igen og sank en klump ”nå… så må jeg jo heller komme hjem og hente det jeg skal brug inden turen” hun så på demarcus og smile en smule, og så mod skoven i det fjerne. Hun så der efter på ham igen, ”jeg kommer bare her nede de næste par dage ind til vi skal afsted” hun smile en smule hun ville hjem og pakke og hvile sig, hun trængt virkelig til det.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At hun vidste, at det var den mulighed hun havde, var da kun en glæde for Demarcus, for så vidste han da, at de havde grebet tingene rigtigt an i den forbindelse. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse, som han hævede hånden, og lod den stryge over hendes kind. Det bekymrede ham virkelig, at se hende på denne måde, også fordi at han ikke havde nogen anelse om, hvornår han ville få hende at se igen. Det eneste, som han kunne håbe på, var at det hele ville ordne sig alligevel.. Det håbede han i hvert fald.
"Når to dage har passeret, vil jeg drive skibet mod åbent vand og mod fastlandet. Jeg kan vel forvente, at du vil stå på kajen her, inden da?" spurgte han roligt. Sådan som de havde det med tidsplan og det hele, så kunne han nemlig heller ikke stå og vente på hende, når det skulle komme så vidt.

Et stille smil passerede Demarcus' læber, som han nikkede mod hende. At hun havde ting, som hun ville have med, kunne han skam godt forstå, og ikke var det noget, som han ønskede at afholde hende fra. Overhovedet ikke faktisk.
"Tag af sted, Mydall.. Så ses vi her når solen har passeret himlen to gange," afsluttede han med en rolig stemme, som et kort smil passerede hans læber. Han havde i hvert fald troen på at overfarten nok skulle være god.

[Mydall Lupita Vivar]

mydall vist det her ville blive en slem tur for hende, hun kunne godt regne med at blive en del sø syg så det her skulle nok blive en oplevelse af den værste for hendes vedkommende. Hun så på ham som han strøg hende over kinden, det fik hende dog til og bakke lidt væk. hun brød sig ikke om nogle rørt hende ud over cale, hun så vagtsom på ham, mens hun holdt afstand. ”2 dag jo jeg skal nok være her inden da” sag hun roligt og så på ham. før hun kigge mod skibet, det var virkelig stort og en smule skræmmende men hun skulle afsted og red cale! Det var hendes mål og hun agte og udføre det.

hun så mod demarcus igen, og nikke bare som han bade hende tage af sted. ”ja vi ses demarcus.. igen.. jeg skylder dem virkelig for denne mulighed” hun smile en smule inden hun vendt sig rundt, og satte i trav mod sit hjem for hun skulle pakke og forberede sig, for hun måtte ruste sig til hvad fastlandet mund hade og byde på. Atl fra hvad vejre de hade til hvad trusler der måtte være, hun ture ikke risiker at komme galt af sted mens hun var der over for at finde cale.

//Out

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At røre ved hendes kind, var måske meget intimt og for nært for hende, og derfor tog Demarcus det ikke tungt, at hun havde valgt at trække sig. Det var dog ikke nogen hemmelighed, at det reelt set, bekymrede ham, at hun tog den overfart så tungt, som hun nu gjorde. Han rynkede kort på næsen, inden han blot valgte at nikke i retningen af hendes skikkelse igen. "Udmærket," sagde han blot. Var hun der ikke, ville de sejle uden hende, for de havde slet ikke tiden til at vente. De rejste der, fordi at vejret ville være bedst, og der ville være størst og bedst mulighed, for at de ville komme igennem det, og det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele.
Denne gang lod Demarcus hende gå. Jo hurtigere hun kom tilbage til skoven, jo bedre var det, og særligt fordi at en fri kentaur, bestemt ikke var noget som lå til normalen her på stedet. En skam et sted.. Alle havde de krav og ret til deres frihed, såfremt at den var fortjent. "Hold aftalen, så er jeg tilfreds," sagde han med en rolig stemme. Vigtigst var det for ham, at hun fandt ud af, at det ikke var alt i adlen på øen her, der var onde og groteske. Der fandtes faktisk nogen gode mænd iblandt. Han nikkede som afsked mod hende, inden han vendte sig mod skibet igen. Inden længe, var de klar til afgang.

//Out