My love.. were are you?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

De mange nysgerrige blikke, var heller ikke noget som Demarcus brød sig synderlig meget om, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme for nogen som helst, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Hans blik søgte hendes skikkelse denne gang. Penge havde han rigeligt af, og han ønskede at være en retfærdig 'arbejdsgiver', så i den forstand, kunne han heller ikke bruge hende som en slave. Som i.. overhovedet ikke, faktisk.
En tjeneste, var derimod noget, som han gerne ville have, for det var noget, som han ville få langt mere ud af på sigt, end hvad han ville af det andet, så det var da dumt af ham, at takke ja til den slags, og særligt, når han vidste, at hun jo ville til fastlandet, for at finde denne Cale.
"Jeg er fra tid til anden, på fastlandet grundet forretningsaftaler med stedet. Jeg ønsker at du finder Cale.. og bringer ham med tilbage hertil," sagde han direkte. Kentaure hørte til her på øen. Nu havde han set hvor skævt folk kiggede bare til ham, og han ønskede naturligvis at værne om det, som var på øen i forvejen, og det inkluderede trods alt dem! "Overbevis ham om, at det er her han skal være.. At I skal være.. og jeg bringer dig gratis til og fra fastlandet," forklarede han med en direkte stemme.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall fuldt roligt på ham som de gik, hun var nervøs for hvad for en tjeneste han ville bede om, og om hun overhovedet kunne opfylde den. Hun gik roligt vider, og lytte som han snakke til hende og så på hende. Det han bedt hende om fik hende til kort og stoppe, hente cale.. og tage tilbage her til! Var han tosset? Det ville hun ikke få cale til så godt kendt hun ham. hun starte dog med og gå igen. ”jeg får aldrig cale med på og tage tilbage her til.. det ved jeg.. ” mumle hun til sig selv mens hun gik.

”hvad vis jeg ikke kan få ham til og tage med her til?” spurt hun, for hun vist cale hadet denne ø og hun bebrejde ham ikke. Vis han kom igen ville de risiker han blev tage igen og det vist være cale eller hun var interesseret i, ”cale ender bare i arenaen igen.. det vil jeg ikke vær skyld i.. ” hun så ned mens hun gik, vis det betød han så ikke ville hjælpe hende så måtte hun bare findende en anden måde og komme til fast landet og finde cale, for finde ham ville hun og nu hade hun da info om at han var på den anden side af havet.
Tankerne kørt rundt i hendes hoved, hun kunne slet ikke se hvordan hun skulle overtale cale til og tage med tilbage til denne dumme ø. Det blev ikke med hans god vilje, det vist hun og det kræve et eller andet der virkelig stærk handling eller ligene der skulle få ham til og ænder mening kunne hun forstille sig, men hvad vist hun ikke.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde skam forståelsen for, at Cale måske med største sandsynlighed, ikke ønskede at komme tilbage hertil, og helt ærligt.. hvem kunne klandre ham? Med det, som han havde haft på opleveren hvad det angik, var det ikke underligt.
"I realiteten, kan du ikke komme med denne udtalelse, før du har ført samtalen med Cale," sagde han med en rolig stemme. Han lod sig bestemt ikke slå ud af en smule modgang, og der var dette bestemt heller ikke noget, der mindede om noget undtag. Han vendte sig efterfølgende i retningen af hende endnu en gang, hvor smilet atter bredte sig på hans læber. Han var en lysten og optimistisk mand, hvad den slags måtte angå.
"Hvem har givet udtryk for, at han kun skulle tilbage til øen her, for Arenaens skyld? I hører til her.. Jeg har før sat mine ben på fastlandet, og jeg tvivler på, at I vil være særlig vellidt," sagde han oprigtigt. Sådan som folk havde skævet efter ham, og han var jo trods alt ikke en halv hest! "Jeg kan skænke Jer begge skjul og ly, samt fred på min Herregård," tilføjede han. De kunne arbejde for ham og på den måde, være sammen, og alligevel være så meget 'fri'. "Den mand har kæmpet i den Arena i så frygtelig mange år. I min optik, har han gjort sig fortjent til sin frihed nu," fortalte han oprigtigt, som han igen så på hende. Hun virkede trist.. hvorfor nu det?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på demarcus som han snakke, hans ord fik hende til fnyse lydløst han kendt tydelig vis ikke cale men hun sag ingen ting hun tvivle virkelig på cale ville følge med bare fordi hun bad om det.
Hun fuldt roligt med ham mens tankerne kørt rundt, da hun så han kigge på hende med et noget bred smile blev hun en smule urolig. Som han snakke kunne hun vel godt se de hørt til her, men vis ikke cale skulle tilbage til øen for igen og være i arenaen hvad skulle de så? Og var fastlandet virkelig så kolde over for væsnerne her fra øen? Det var svært og forstille sig det hele.
Hun så på ham som han snakke, om skjul og ly på hans herregård. Hun så tydelig vis overrasket ud, hvorfor ville han gør så meget for dem? Han kendt dem jo slet ikke, hun skulle lig tykke på det inden hun åbne munden ”vil.. de virkelig lade os være på deres herregård.. hvorfor? Hvorfor er de så gavmild mod to de ikke kender” hun fatte det virkelig ikke. Hun så lidt ned, ja han hade ret cale fortjente og være fri og lykkelig. Han hade virkelig være i gennem meget, og mydall følt en ubeskrivelig smerte inden i når hun tænkt på det.
Hun kigge ned mens hun gik mens tankerne kørt i hovedet på hende, hun åbne dog munden til sidste ”okay.. jeg skal nok forsøg og få overtalt cale til og tage tilbage.. vis de virkelig mener de vil give os ly og skjul hos dem” hun så på ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde sin ganske særlige måde, at drive en forretning på, og igennem tillid og respekt, havde han jo for længst fundet ud af, at man skulle starte, og det var skam også det, som han havde tænkt sig, at gøre i denne omgang. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse endnu en gang.
Cale kendte han ikke personligt. Han havde kun set, hvad manden havde formået at præstere igennem sit hårde arbejde og sit hårde slid i arenaen, igennem de sidste rigtig mange år, og derfor stod han fast på, at manden ligeledes fortjente, at få sin frihed. Desuden havde han set fastlandet, og kunne allerede nu, konkludere, at det bestemt ikke var et sted, som han ville anbefale dem, at opholde sig på.
"Du kan prøve.. Det er mine kriterier. Øen her står i forvejen svagt overfor fastlandet, hvis de vil forsøge på noget. Vi er nødt til at holde vores egne her," fortalte han. Desuden vidste han ikke hvordan Cale havde det på fastlandet, og ej vidste han, hvordan manden blev behandlet. Et sted kunne han være ligeglad.. Han kunne, men det var han ikke.
"Jeg er sikker på, at vi alle sammen kan hjælpe hinanden lidt. Jeg har brug for hjælp, som I tilsyneladende har det samme. Vi kan alle få noget ud af det," sagde han med et smil på læben. At hun gik med til det, glædede ham kun! "Glædeligt! Hvad er Deres navn?" spurgte han. Han skulle jo have gjort plads til hende nu.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig forvirret men et sted mærke hun også håbet og glæden vokse, for hun ville snart finde cale! Og så skulle de være sammen som det var meningen to kentaur skulle være det.
Hun fuldt roligt med ham mens hun tænkt på cale, og hvordan hun dog skulle overtaler ham til og tage med tilbage. Hun kunne jo bare fortælle ham at de var bleven tilbudt ly og skjul hos manden her, men ville cale tro hende? Og kunne hun stole på demarcus? Det var ikke rigtig til og sig ud fra det hun kunne se.
At øen ikke stod så stærk vis fastlandet prøve noget kendt hun intet til, hun snakke jo ikke rigtig med nogle der kunne fortælle hende den slags. hun passe bare sig selv og sikker sig sin egen sikkerhed, for hun vist cale ikke ville se hende komme galt af sted så hun søger for hun var sikker bedst muligt.
Hun så på ham som han snakke igen og kunne da godt se de alle ville få noget ud af det. men stadig hun var en smule utryg ved det men hun sag intet, hun så på ham som han smile og spurt om hendes navne. ”Mydall” sag hun roligt og så på ham ”og dem?” spurt hun og fuldt roligt med ham, ”hvor er vi på vej hen?” spurt hun og så på demarcus for de hade gået i nogle tid efter hånden, og hun var lidt utryg ved de bare blev ved med og gå uden og se ud til og stoppe.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

I Demarcus' øjne, hørte kentaurere til her på øen, og selvfølgelig var det også noget, som han havde tænkt sig, at holde fast i. Alt taget i betragtning, så var han egentlig ganske tilfreds med, at denne kvinde, måtte være af den samme mening. Her hørte kentaurer til, såvel som så mange andre væsner og racer, som var forbeholdt øen her.. Sandhedsseere, og den slags. De havde intet at lave på fastlandet.
Mydall.. Et smukt navn måtte han sige. "En glæde. Mit navn er Demarcus Lathan Gaetulicus," præsenterede han sig denne gang med en stolthed i stemmen, og det var heller ikke noget, som han kunne, eller ønskede at lægge det mindste skjul på, når det var.
"Jeg agter at tage af sted igen her en af de nærmeste dage. Jeg skal få arrangeret med plads til dig på mit skib," sagde han roligt. Han søgte denne gang mere ned i retningen af havnen, så hun da kunne se, hvad han kunne byde på hende undervejs, for det ville uden tvivl også blive en lang tur for hende.. Som det også var for ham, men hun tog jo af sted på grund af hjertet.. Han gjorde det på grund af hans forretninger, og for at opretholde de aftaler, som han i forvejen havde.
"Du kan tage med og se?" tilføjede han med et smil på læben.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, mens de gik stille og roligt videre. Hun var enig med ham, for vis dem på fastlandet virkelig så skævt til dem fra øen ønske hun da bestemt ikke og leve der, men.. cale.. vis han ønske og blive på fastlande så blev hun der også men nu ville hun holde sit ord og forsøg og ham med til øen.
Hun så på ham som han præsenter sig, ”det en ære og møde dem demarcus” sag hun og bukke hovedet høfligt. Hun så på ham mens de begyndt og gå mod haven, at han ville tage af sted en af de nærmeste dage var dejligt for hun ville gerne afsted meget snart! Hun skulle finde cale og sikker sig han var i live, og søger for han kom sikkert med hjem til øen, hvor de så enlig ville kunne være sammen i fred og ro. Hun så på ham, som han spurt om hun ville med og se.
”jo gerne.. jeg har aldrig sejle før.. så jeg må være ærlig jeg er lidt bange for det.. hvor lang er turen?” spurt hun mens hun valgt og komme op og gå ved siden af ham, det var nemmere og høre ham så inde og gå bad ved ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Mydall var en meget høflig en af sin slags, hvilket uden tvivl var noget, som faldt i rigtig god smag ved Demarcus. Det var noget ganske andet, end meget af det andet, som han nu havde mødt undervejs. Hun vidste, hvordan man skulle gribe sagerne an.. respektfuldt og høfligt. Det var noget som han umådelig godt kunne lide. Han nikkede anerkendende mod hende, inden han fortsatte sin vandring ned mod havnen.
At hun ikke havde været ude på havet før, forundrede ham ikke. Det var noget som de færreste havde gjort på stedet her. Han håbede og bad dog til, at hun ville formå at få manden med sig tilbage igen. De hørte nemlig til her på øen, og det sagde han ikke for sin egen vinding, men fordi at det jo var sandheden.
"Glimrende," begyndte han med en rolig stemme. Han fortsatte. I det fjerne lå havnen, hvor den friske havluft, ligeledes også måtte melde sin ankomst. "Turen over havet, vil tage nogle dage. Det er en lang tur, og vi er nødt til at tilrettelægge det efter vejr og vind," fortalte han sandfærdigt. For nu, handlede det om, at få det med, som nu skulle med, og så måtte man tage resten senere. Hver ting til sin tid.
"Jeg skal nok få arrangeret, så der også er plads til dig," tilføjede han. Kajen var stor.. Den var smuk, og den var omgivet af det smukke vand. "Der er ikke noget at være bange for," forsikrede han sandfærdigt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var en høflig kvinden, det hade hun altid være. Det kom vel fra hendes mor, hun huske sin mor som høflig mens hendes far var mere stille og snakke sjælden med andre ind hende og hendes mor den gang. Hun gik stille og roligt med ham, mens hun ellers lytte til det han sag. At han syntes hendes høflighed var en ekstern god ting kendt hun ikke til, men hun syntes selv at det var okay.
Hun kigge frem og kunne se havet i det fjerne, og hun begyndt og kunne dufte havet også. Hun sank en klump, som han sag turen vare et par dage, hun vist ikke just hvor sø stærk hun var hun hade jo aldrig sejle før. Hun så på ham, ”okay.. plejer sådan en tur og være rolig.. eller?” hun vist enlig ikke hvad hun sådan skulle spøger om. Hun så på ham som han sag han nok skulle klar det hele med og få plads til hende, hun syntes lidt det var fornærmende hun vist godt hun fyldt med sin heste krop men hun var da heller ikke så stor.
Hun så på ham og så der efter på kajen, her var da enlig meget smukt men hun fortrak skoven. Hun så på ham, som han sag det ikke var noget og være bange for. ”virkelig?.. ” hun så mod havet og var virkelig ikke helt tryg ved det men hun gjord det for cale! Så kunne hun godt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Havet kunne uden tvivl være farligt, og det vidste Demarcus jo trods alt godt. Derfor var det også vigtigt, at de valgte den helt rette tid inden de tog turen over. Nu havde han forhørt sig med alverdens vejreksperter, som skulle være tilkoblet på øen her, og de havde alle sammen sagt det samme - det var ved at være tid, og det var også derfor, at han havde valgt at tage turen nu her indenfor de nærmeste dage. Det var i hvert fald sådan at han så på det, kunne man sige.
"Det kan blive vildt og voldsomt ude på havet.. Der er jo intet til at tage vinden for.. Udover skibet naturligvis. Det har nu klaret to ture over havet," fortalte han sandfærdigt. Han havde ganske vidst kun været med på den ene tur, men det havde jo været et sted at starte, trods alt.
Her var smukt.. Det var smukkere, når man kom ud på det åbne vand. Selv der måtte Demarcus erkende, at han selv nød at være ude på det åbne vand, hvor han knapt så meget, var begejstret for fastlandet, og måden, som de håndterede de situationer på, som måtte opstå.. og den måde, som de kiggede efter nye på, gjorde det ikke bedre.
"Jeg har været med en enkelt gang tidligere, uden at der skete noget. Der er ikke noget at være bange for. Det er denne, som vi skal sejle med," informerede han med et smil på læben. Han pegede ud en af de store både, som allerede lå for havn. Store sejl og et kæmpe mandskab, der var ved at gøre den klar. Den gik under navnet 'Guldminen'.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall lytte bare til ham som han snakke, hun brød sig minder og minder om den tur. Også selv om han sag skibet hade klart hele to ture til og fra øen, så hjalp det ikke rigtig. Hun sukke lydløst, mund hun ville blive dårlig under turen? Hvad skulle hun lave på båden? Mund der var hav monster! Hun fuldt bare med mens hun kigge rundt på haven, hun tænkt også meget på fastlandet. Hun hade altid være meget nysgerrig omkring fastlandet siden de begyndt og komme til øen, før hun hade mødt cale så ønske hun at komme til fast landet. Men nu ville hun bare have sin cale hos sig, og leve et liv med ham og intet andet.
Mydall så mod båden han pege på og måtte da se overrasket ud ”den er jo enorm!” hun kigge på skibet og stoppe helt op mens hun kigge på den, hun bed sig i læben og så på demarcus. ”hvordan er fast landet? Er der koldt eller varmt? Hvordan ser de ud?” hun var stadig nysgerrig og ville gerne vide mere, hun hade kun mødt en fast lands mand før og det hade nær være hendes død i det tilfælde.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var ikke bange for turen over havet, for det havde han heller ikke haft nogen grund til at gøre frem til nu. 'Guldminen' havde klaret begge ture, som hun havde været ude på, og selvfølgelig skulle den også klare en tur mere. Det var han overbevist om.
Selve skibet var temmelig stort, men det var også meget, som det skulle overkomme meget ude på det åbne hav. "Det skal kunne klare mange ting derude, så det er nødt til at være stort," fortalte han. Om hun ville få dårlig mave eller lignende, skulle han ikke kunne sige. Det eneste, som han egentlig kunne forsøge, var jo bare at gøre turen så god og behagelig for hende, som overhovedet muligt.
At hun spurgte ind til fastlandet, forundrede ham ikke. For hende, var det vel lige så rart at vide, hvad man havde at forholde sig til?
"Koldt.. Mørkt.. Dystert, og De fleste ser efter Dem.. Særligt på baggrund af hvad De er," fortalte han ærligt. Han kunne jo lige så godt forberede hende på det. Selv kiggede folk efter ham, når han havde været der. "Og så er det stort og med helt andre traditioner. Det er ganske fascinerende," erkendte han med et smil, inden han søgte tætteer på skibet. "Kom med ombord, og undersøg det," opfordrede han med et smil på læben.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var bange for havet, hun hade hørt historier når hun hade være i byen og også over hørt et par fisker. Selv om båden var stor var hun sikker på et eller andet ville ske dem, hun gik dog roligt med ham og prøve på ikke og blive for nervøs for turen og prøve bare og holde tankerne på sin dejlig cale. Som han forklar hvorfor skibe var stort kom et åh fra hende mens hun bare fuldt efter ham.
Hun var virkelig nysgerrig på fastlandt, og det han fortalt hende var ikke just noget der lød rart. Hun så på ham og sank en klump, ”fast lande lyder sandelig ikke som et rart sted” hun fuldt roligt med, hun brød sig virkelig ikke om det han sag. Hvordan mund cale ikke hade det lig nu der over hos de frygtelig væsner, hvad vis de gjord grimme ting ved ham! måske var han spæret inde igen! eller brugt som transport dyr! Tanken fyldt hende med panik og frygt for cales ve og vel. ”hvilke slags traditioner? ” spurt hun underne og så på ham som de kom nærmer skibet, hun sank en klump som han opfordrede hende til og gå ombord, ”nu går den ikke i stykker vis jeg kommer der op vel?” hun vist godt han hade sagt den hade klar to ture frem og tilbage men hun frygt, altså den ikke ville kunne klar en kenatur krop, hun fuldt dog med til de skulle op på skibet. Det var meget usikkert hun kom op af gå planken og op på dækket, hun følt sig allered utilpas ved og stå på dækket selv om skibet ikke bevæge sig, hun endt med og støtte sig til relingen og ønske allered hun skulle af igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var betænkelig ved havet, men havde derfor ikke nogen grund til at være direkte bange for det. Hvorfor skulle han da være det? Han sendte hende en rolig mine. Der var ikke nogen grund til at være så bange for tingene, som skete på havet. De havde nøje læst hvad vejret ville sige, og derfor vidste de også godt, at vejrguderne ville være med dem i dette tilfælde.
"Jeg er glad for at være fra Tayevania," sagde han direkte. Fastlandet, var slet ikke et sted, som han kunne forestille sig, at slå sig ned, og derfor håbede han selvfølgelig på, at Cale ville være af den samme mening, så de kunne samle samtlige væsner på denne ø, som rent faktisk hørte til her. "De har konger og dronninger, og fører krige mod hinanden. Det er virkelig en anden verden," sagde han ærligt. Hvor de her på Tayevania forsøgte at imødekomme retfærdighed for alle parter - på deres egen særlige måde om ikke andet, så var det jo det stik modsatte, der foregik på fastlandet.
Skibet ville sagtens kunne bære hendes vægt, så det var på ingen måder noget, som hun skulle være bange for. Overhovedet ikke! "Tvært imod. Kom med op," opfordrede han med et smil, som han trådte op af rampen der førte op til dæk. Folk hilste på ham, som han endelig meldte sig på dæk, og han hilste igen. De var jo meget snart klar til afgang!