My love.. were are you?

[Mydall Lupita Vivar]

Hvor længe hade det været siden hun begyndt og lede? Dag? Måske et par enkle uger? Hun var ikke sikker, men hun ville forsætte med og lede. Mydall gik gennem markeders pladsen også selv om folk så på hende, det var jo ikke hverdag man så en kentaur i byen. I vært fald ikke en fri en, hun vist hun skulle vær forsigtig i byen. Efter den ballade hun hade lavet den gang hun var komme for at se til cale i arena cellen, hade hun ikke ture komme for langt ind i byen. Men nu var cale væk! pist væk! først hade hun ledt hos hans herres bolig, men der var han ikke og hun var nær bleven tage også, der efter arenaen men der måtte hun flygte da hun blev genkendt. Der efter huske hun det han hade sag stjerneren hade fortalt ham, og hun hade ledt ved kysten, ved alle søer, floder, år og damme men ingen cale.

Mydall var træt, hun så træt ud. Hun hade sove elendig vel videne hendes elskede cale var forsvundet, og hun var alene som stjernerne hade forudsagt. Hun savne ham.. så forfærdelig meget, uden ham følt hun sig ikke hele mere. Hun gik rundt i gaderne frygt hun fandt ham død et sted, eller måske nogle mishandle ham! hun mærke hjerte synke længer og længer ned i maven, hvor kunne han være?.. hvorfor var han bare forsvundet? Hvorfor hade han ikke tage hende med? Elskede han hende slet ikke mere? Tanken var grim og tænke og hun endt med og stoppe op og kort gnid sig i øjne for at undgå tårerne der samle sig i øjne for at falde. Hun så mod himlen, det var ved og være sen eftermiddag. Hun burt find mad, søg hjem i skoven, få sovet. Men vær aften var gået med og være i lysningen, se efter tegne i stjerneren på hende og cale ville finde sammen igen. men intet, ind til vider hade de bare vist hun skulle vær alene noget i nu, og det hade ført til en nat med gråd og savn over sin mangle elskede i nærheden.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hesten kastede med hovedet, da Demarcus søgte ned igennem markedet. Denne gang, var han ude for en ganske særlig opgave. Han ville finde et smykke kun godt nok til hans hustru. Umiddelbart ville han ikke sige, at han elskede hende, men med det samarbejde, som han havde fået med et kommende frit Imandra, så var han nu alligevel glad og tilfreds med det, som han var endt op med. Hun var nem at arbejde med, og hun gik ikke i vejen, hvilket han havde det godt med!
At der skulle være en kentaur her i byen, forundrede dog Demarcus meget. Nu var man kun kendt med den, som havde holdt til i Arenaen frem til nu. En mand, som var forsvundet, og dette var en ting, som selv måtte gå udover hans forretninger! Arenaen havde mistet tilskuere på den mands forsvinden, og det gik også hårdt udover Cyrenic, som frem til nu, havde stået som ejer af ham.

Elegant svang Demarcus benet over hesten, hvor han tog om tøjlerne i stedet for. Endnu var det underligt, at se dette væsen frit i byen, og derfor var det også noget, som hurtigt vækkede opmærksomhed. Og ikke af den gode slags, skulle da lige siges. Han fortsatte med faste skridt ind mod markedet, og derved også denne kvinde.
"De er langt fra skovene, frøken," sagde han blot. Ikke fordi at hun var velkommen her, men det var uden tvivl et meget farligt sted for en fri kentaur at opholde sig. Og han gik ud fra, at hun var fri, da der intet var af tegn som indikerede, at hun skulle være en kvinde af slavestand.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade hørt rygter om at arenanen ikke var så populær mere som før, efter cales forsvinde. Og det gjord også at jagten på en ny attraktionen var høj, og at hun var her var bestemt skidt men hun ville ikke opgive og finde cale, hun måtte finde ham! hun hade brug for ham.
De mange blikke gjord hende utryg, mange blikke så på hende som mulig profit for hun var jo i det man nok sag perfekt stand for hun hade ingen tydelig ar, hun var sund og rask og stærk af en kvinde kentaur at være. Så det var jo alle de god ting man kunne søg i en frisk ny slave.

Mydall stod i sin egen verden da der blev snakke til hende, hun så på Demarcus som stod ikke langt fra hende.
”det ved jeg hr.. men jeg går ikke hjem før jeg finder den jeg søger” sag hun stille, de sølvgrå øjne var matte fra den mangle søvn og savn af cale. Den mand hade virkelig bare tage hendes hjerte med storm, og uden ham følt hun sig ikke hel overhovedet, hun trak vejre dybt. Hun kunne hør flere mænd hviske, hun burt virkelig begynd og gå videre, holde sig i bevægelse og undgå og stå stille. Men hun vist ikke hvor hun skulle lede, hun hade været over alt allerede så hvad nytte det og lede igen her i området, ”måske han er ved arenaen igen.. måske ja.. cale må være der” mumle hun stille og begyndt på ny at gå, mens hun gik med armen træt og slap ned langs siden.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At se en fri kentaur på stedet her, var uden tvivl noget som fascinerede Demarcus meget. Desuden var der kun en, som var blevet spottet tæt på stedet her, og det var i nærheden af den mand, som nu også var væk. Kunne det passe, at det måske var ham, som denne kvinde var på runden efter? Det var jo aldrig til at vide, kunne man jo sige. Det var derimod med til at gøre ham temmelig nysgerrig.
Et svagt smil passerede hans læber. "Og hvad er det, som De søger?" spurgte han med en tydeligt nysgerrig mine, som han lod hovedet tilte på sned.

Demarcus stoppede op ved denne kvinde. Det var uden tvivl en skam, at hun lod sig være fri, og derfor også meget vovet at hun turde komme hertil alene.. Som hun sagde mandens navn, var han pludselig ikke i tvivl om, at det var den forsvundne slave, som hun søgte efter.. men hvorfor helt præcist?
"Så De har ikke hørt, at Cale.. krigeren af Arenaen ikke længere er her?" spurgte han med en rolig stemme. Der var jo heller ikke ligefrem noget som man kunne gøre ved det.. Andet end at kæmpe for at finde en anden hovedattraktion, inden den næste sæson af lege skulle starte op. Dertil var det noget, som de rent faktisk havde travlt med. Rigtig, rigtig travlt med faktisk! Cale var her ikke.. Og nu hvor flere og flere af fastlandets beboere var blevet spottet her, var Cale også set fragtet ned til en båd i en meget skadet tilstand og bragt over det store vand mod fastlandet.. Mon hun vidste det?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall svæve mellem og være i sin egen tanker og lytte til demarcus, det var svært og holde fokus på og høre på ham og planlægge hvad det næste hun skulle gør var. At hun var et farligt sted vist hun, men for cale ville hun gør alt. Hun så på ham som han snakke til hende, ”cale..min cale” sag hun stille og følt bare flere blikke vende sig mod hende, hun stoppe op og begyndt og gå tilbage mod demarcus det var for farligt og forsætte længer inde i byen nu, i sær hvor folk hade hørt hvad hun sag.

Da han sag cale ikke længer var her kigge hun omgåenden mere vågen på ham, ”hvad mener de med han ikke er her? Hvor er han!” hun kom helt hen til ham, vist han hvor cale var? Det måtte han jo vide siden han sag sådan, ikke? Hvorfor ville han ellers sige sådan? Eller hade hun bare ikke hørt andre sig noget ligene, ”e..er han død?” spurt hun tydelig med en stemme der kunne knække, han måtte ikke være død for det ville hun ikke kunne bære, hun hade brug for ham. hun ville ikke være alene igen.. hvordan skulle hun kunne være alene igen efter at have brug tid sammen med ham? hun elskede ham og han hade sagt han elskede hende.. og hun troede på ham, hun ville gerne blive ved med og tro på cales ord, men hvor var han så? Vis han elskede hende hade han være de steder han pleje, han ville have sagt vis noget ænder sig men han var bare pist væk. mydall mærke tåre trille ned af kinderne hun frygt virkelig for demarucs svar, han måtte bare ikke være dø.. hun ville give alt for at bare for at vide han ikke var død.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Denne kvinde måtte uden tvivl elske manden, siden det var så hårdt hun reagerede på, at han ikke længere var til stede. Frygteligt som det end var, kunne han snildt erstattes i Arenaen til næste sæson, også selvom han havde været en stjerneattraktion. Det var bare ikke kommet til at ske på den front i hvert fald. Hesten stod roligt bag ham. Han selv forholdt sig rolig, for han tvivlede på, at denne kvinde ville gøre ham noget her midt på åben gade, når folk i forvejen kiggede meget efter hende. En kentaur.. frit i byen. Det var bestemt heller ikke noget, som man så særlig ofte i hvert fald. Det kunne man da meget hurtigt blive enige om.

Cale var ikke død.. Ikke af hvad Demarcus vidste om ikke andet. "De misforstår mig," begyndte han. Han var sandhedsseer. Han levede og åndede for andheden og retfærdighed - som den var ment efter hans hoved om ikke andet.
"Død er han ikke.. Ikke af hvad jeg er kendt med," forsikrede han hende roligt om, som et stille smil passerede hans læber. Den slags tanker, måtte hun slet ikke gøre om det, for det var jo slet ikke sikkert, at det var tilfældet! "Beboere fra fastlandet kommer konstant til øen her.. Dæmonen som vi havde haft i vores besiddelse, tog de med.. og ham inkluderet.. Han er som sagt ikke længere her," fortalte han. Om han var død af sine kvæstelser, efter hvad han havde været udsat for, skulle han ikke kunne sige.. Men han var ikke længere på Tayevania.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig dybt ulykkelig uden cale, hun savne ham utroligt meget og hans forsvindende skræmt hende virkelig for hvad kunne der ikke vær sket ham? hvad vis han var såret? Og lå et sted og var døende? Hun kunne slet ikke forstille sig hvad der kunne være sket med ham. hun vist cale var vel set i arenanen fordi han kæmpe så godt som han gjord, og hun hade ikke just set nogle tegne på cale sidste gang de sås at han ikke længer var arenanens ynglings kæmper.

Hun så afventende på demarcus mens tårerne trille ned af hendes kinder, hun var virkelig bange for hans svar. At han så sag hun misforstod, fik hun et forvirret ansigts udtryk. Hun blev dog lette et sted da han sag han ikke var død men måden han sag det på gjord hende lidt nervøs. Hun så på ham som han fortalt at beboer fra fastlandet hade tage ham med sig, blev hun en smule mere bleg ind hun var i forvejen. ”fastlandet..” kom det chokeret fra hende. Hvad, hvorfor, hvordan? Mange tinge rumster i mydalls hoved efter de oplysninger. Hvorfor hade de tage ham med? Hvorfor hade han lade dem tage ham med? Hvorfor efterlod han hende der? Hun måtte have svar men hvordan? ”hvorfor tog de ham med!” spurt hun tydeligvis nervøs forsvaret var det for han skulle være slave der over nu? hvad så med dem? Hun hade ingen midler til og kunne tage til fastlande, hun eje jo intet af værdig, hun kigge ned i jorden. Tårene trille ned af kinderne, hvad skulle hun dog gør nu? hun hade mist sin elskede cale og hun kunne ikke en gang tage efter ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Kvinden her måtte uden tvivl elske den mand, siden hun reagerede så voldsomt, som det hun nu havde gjort, og ikke var det noget, som han kunne gøre noget ved. Han betragtede hende med en meget direkte mine. Hvorfor stå der og græde, om det ikke var en mand, som havde nogen overordnet værdi for hende? "Du elsker ham, gør du ikke?" fløj det pludselig bare ud af ham, uden at han egentlig tænkte over sine ord. Det var i hvert fald tydeligt, at det ikke var en mand, der var ligegyldig for hende.

Cale var blevet taget med til fastlandet, og det kunne Demarcus da godt fortælle hende. Hvad hun så havde tænkt sig, at bruge den viden til, vidste han ikke. "Det er det.. Det er der ingen der ved. Dæmonen der var korsfæstet på Rådspalads-pladsen, blev hentet.. og de søgte efterfølgende til Arenaen for at hente ham." Ikke løj han, for det havde han absolut ingen grund til, kunne man sige.
Hun måtte mangle og savne ham. Selv var han jo ved at klargøre sig til endnu en tur mod Imandra, da det var der at han havde det tydelige samarbejde med Sephiran. "Du ønsker at tage efter ham?" Det var en lang tur over havet.. Og desuden vidste han ikke, hvad hun ville finde undervejs. Det eneste som han kunne sige, var at fastlandet var et mærkeligt sted.. med mange forskellige og højest mærkværdige racer.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall sukke og snøft en smule, hun savne virkelig sin cale. Hun følt sig ikke hel uden han var i nærheden af hende, eller bare det han ikke var på øen. Hun snøft som demarcus pluslig spurt om hun elskede cale, ”mere ind noget andet” sag hun stille og gned sig kort i øjne der var begyndt og blive rød af og tude sådan. Hun sukke og mærke bare folk stirre på hende som var hun et stykke kød, men igen der var en god pris på en kentaur på slave markedet det vist hun.

At ingen vist hvorfor cale var bleven tage med var fusterene, hvad kunne grunden være? Var det fordi de var sur på ham? var den dæmon som demarcus nævnt hende som cale hade fortalt, hans partner der skulle hjælpe ham med og kæmpe sig fri? Det var så forvirrende det hele, hade cale virkelig bare lade dem tage ham uden og giv igen? hvorfor hade han så ikke bedt disse mennesker hente hende? Ville han slet ikke have hende med? Elskede han virkelig ikke? Brugt han hende bare? Hun vågne fra sin tanker som hørt demarcus snakke til hende, ønske hun og tage efter ham? ja for helvede! Hun ville have svar og dem ville hun have fra cale! Han hade en del og forklar hende. ”mere ind noget andet.. men jeg ejer intet af værdi.. jeg vil ikke kunne få råd til og tage over havet.. jeg er fanget her” hun så ned af gaden, ned mod haven. Hun ville ønske hun bare kunne løbe til haven, spring på en båd og bare tage af sted men hun ane ikke hvor cale ville være på fast landet, og hun kendt ikke til den verden der var der over, eller hvad der kunne vente en kentaur som hende der. Ville de prøve og gør hende til slave så snart hun satte bene der? Eller ville nogle prøve og dræbe hende? Hun vist virkelig ikke hvad der kunne være der vente hende på den anden side af havet vis hun ellers kom af sted.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var lige før, at Demarcus havde ondt af hende. Selv vidste han ikke hvordan det var at undvære dem som man holdt af på den her måde, men det var tydeligt fir ham, at dette var en kvinde, som havde stor betydning for hende. Hvorfor skulle hun ellers handle som hun gjorde?
Hvorfor Cale var drevet væk fra øen og tvunget med, vidste han ikke, for af hvad han havde forstået på, hvad folk havde set og erfaret, så var det at manden var drevet med, uden at det havde været med hans vilje, at han var taget med, men i mandens tilstand, så var det ikke underligt, at han havde set sig tvunget til at gøre det. "Jeg kan forstå, at det er noget, som har gjort dig ondt," sagde han roligt. Selv gik han meget op i retfærdighed, og ikke fandt han det retfærdigt på nogen måde, at det var sådan, at hun skulle have det. Overhovedet ikke faktisk!

Demarcus vendte blikket mod hende. Han lod hovedet søge på sned. "Kom med," bad han denne gang med en rolig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket od hendes skikkelse. Han kunne i hvert fuld ikke lade være. Han var en retfærdig mand, og selvfølgelig ønskede han også, at det var således, at hun skulle behandles, så det alene, var bestemt ikke noget som sagde så lidt.
"Jeg er ved at få færdiggjort en sejlads til fastlandet," forklarede han. Selv ønskede han ikke at blive set i samtale med en kvinde som hende.. ikke ondt ment, men han havde en forretning, og et liv, at holde oppe.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig ulykkelig uden cale, han var hendes lyspunkt her på øen og nu var han der ikke og det var noget hø! Mydall trak vejre tungt, hvor hun dog savne ham. tankerne kørt rundt i hendes hoved, mange spørgsmåls snurre rundt i hovedet af hende. Hun ville ønske hun kunne finde svar lige her og nu, men det kunne hun ikke og det var frustrerende. At han forstod hvor ondt det gjord fik hende til og se på ham, gjord han nu også det? hun var dog ikke sikker men hun sag intet til det. hun sukke bare stille og kigge kort omkring hvor dem der hade set på hende skyndt sig og se væk, hun burt se og komme vider inden der sket noget.

Hun så på ham som han bad hende gå med ham, hun så på ham med et lidt utryg blik men at blive der ville være nok en lig så farlig ide som at og blive ståenden der. Roligt begyndt hun og efter ham, men hun holdt sig bag ham. som han snakke om han var ved og få et sejlskib gjort klar, så hun på ham lidt underne hvorfor fortalt han hende det? var det fordi.. ”vil de lad mig sejle med?” kom det så underne fra hende, ”jamen.. jeg kan ikke betale dem igen.. jeg har intet” hun så på ham, mens hun bare gik vider med ham hvor en pokker han nu gik hen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvorfor afholde folk fra at være sammen med den, som de elskede og holdt af? Selvom Demarcus bestemt ikke var meget for at lade folk forlade øen, som rent faktisk burde være her.. som i hans øjne, hørte til her, og det var noget som han naturligvis godt kunne stå ved, når det endelig var i den anden ende.
Selv begyndte han blot at gå, hvor han alligevel forventede, at hun ville følge trop, for hvorfor skulle hun da gøre andet? Et kort smil passerede dog hans læber, som han denne gang, vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Hvem siger, at jeg kræver noget i retur?" spurgte han. En tjeneste, var vel en anden værd? Man behøvede ikke altid at handle med penge. Det var noget af det, som han havde fundet ud af.

For nu, handlede det for Demarcus om, at komme en smule væk herfra, udelukkende fordi at han heller ikke ønskede, at fanges i samtale med en kentaur, og særligt, når der var handler på programmet, så var det slet ikke noget, som kom på tale for hans vedkommende, for det var slet ikke det, som han ønskede at blive associeret med. "Det kan arrangeres med andet end guldmønter, min kære ven," sagde han blot. Han trak hesten med efter sig. Han var nu temmelig sikker på, at dette nok skulle vise sig, at blive meget interessant. Det var i hvert fald den fornemmelse, som han havde af det hele.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall gik roligt efter ham, hun holdt nøje øje med ham for hun kendt ham ikke og hun stole meget lidt på ham lig nu. hvad han gjord sig af tanker kendt hun ikke til, og det var noget der kunne gener hende for hun ville ønske hun vist det så hun kunne vide om det her var farligt. Hun så på ham som han kigge mod hende og snakke til hende.
Kræve han ikke noget i retur? Jamen.. hvad? ”jamen.. vil de ikke have noget for at gør det for mig?” spurt hun tydeligvis forvirret. Hun satte hastigheden lidt op så hun ikke helt så langt bag ham, hun forstod virkelig ingen ting. Men hun for stod dog det her, at vis han virkelig ville hjælpe hende over havet så ville kunne finde sin elskede cale igen!

Hun så på ham mens han snakke igen, måden han sag det på gjord hende nervøs. ”hvad vil de så have ind guld? ” spurt hun nervøst, ville han kræve hende som slave? Have hende til og arbejde for sig? Eller brug hende som transport dyr? Hun sank en klump, for hun ville ikke være nogle af delene. Hun elskede og være fri og hun akte ikke og ænder det, men minder det galt cale.. hun ville opgive alt for den mand som hun elskede så høj som noget andet

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var måske meget utraditionel hvad den slags angik, men han stod derimod også fast på, at han ønskede at dem som kom fra øen her, skulle blive her, men det var så til gengæld også tydeligt for ham, at det ikke ville komme til at ske. Han trak kort på smilebåndet, som han vendte blikket mod hende. Guld havde han i forvejen meget af, og derfor var det da ikke nær så spændende og brugbart for ham, som så meget andet kunne have været. "Jeg er en reel mand.. Hvorfor skulle jeg ønske noget, som jeg har i overflod i forvejen?" spurgte han oprigtigt, da han vendte sig mod hende igen.
Nej, han ønskede hende ikke som en slave. Det var da fuldkommen dumt af ham, at gøre det, hvis han gik med til at hjælpe hende til fastlandet, og give hende muligheden for at søge efter den mand, som hun nu ønskede at finde, for han var jo trods alt ikke at finde på stedet her. Desværre.
"En tjeneste.. Det er alt, hvad jeg forlanger," sagde han denne gang,s om han vendte sig mod hende endnu en gang. Han ville bare gerne have hende lidt med væk fra folket og de nysgerrige blikke, inden han gjorde noget som helst, men det var der jo trods alt også gode grunde til, da han bestemt ikke ønskede, at folk skulle vide det.. Det ville skade hans ry og rygte, og det var han på ingen måder interesseret i. Langt fra faktisk.

[Mydall Lupita Vivar]

Det var virkelig underligt det her, hvorfor ville han dog hjælpe hende? Og i sær når han ikke kræve penge? Hun forstod virkelig ikke den mand. Men igen hun kendt ham ikke og vist ikke om han kunne være farlig, hun så på ham mens de gik. Roligt kom de længer og længer væk fra de mange mennesker og der blev mere ro omkring dem, selv om mydall stadig følt sig overvåget som et stykke frisk kød.
Han hade jo enlig ret med det han sag, men vis han hade overflod af penge hvad ville han så have fra hende? Som han sag en tjeneste var det han forlangt så hun underne på ham ”en tjeneste? Hvilken slags tjeneste?” spurt hun roligt og fuldt bare med, hvad kunne hun dog gør af tjenester for ham? hun kunne brug en bue og jage det var hun god til men nok ikke just det han mangle plus han vist jo heller ikke have hun kunne og ikke kunne. Hun så bare på ham, at det var så skidt vis nogle så ham snakke med hende kendt hun ikke til. Hun lytte ikke rigtig efter når folk hviske og tiske om hende når hun hade være i byen, at kentaur virkelig var set som noget så slemt kendt hun bare ikke til.