The light is back inside of me..

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas kunne slet ikke se nogen grund til at skulle skamme sig på den måde, for det var slet ikke nødvendigt. Heller ikke i hans øjne. Han selv havde ondt af hende, og det, som hun havde levet, og særligt, når det havde været på denne her måde, at det skulle foregå. Alt taget i betragtning.. så havde han rent faktisk ondt af hende. Han ville derfor oprigtigt gerne hjælpe hende.
"Det er det.. Desværre," sagde han med en dæmpet stemme. Han blev stående foran hende. Det ar heller ikke hans mening at gøre det ukomfortabelt for hende. Overhovedet ikke. Han var rent faktisk glad for at hun åbnede op på ham på den måde, og fortalte ham, hvordan hun havde det.
Et stille smil passerede hans læber. Det var jo også den slags, som han gerne ville have frem i lyset, for det var jo sådan, at han gerne ville have, at folk skulle se på ham. Det var vigtigt for ham. Det var meget vigtigt for ham faktisk.
"I så fald, er min opgave og lykke gjort. Jeg ønsker at det er sådan, at folk skal se på mig," fortalte han med en oprigtig stemme. Det var en ven han havde fået, og det var noget som alt sammen betød meget for ham. "Det glæder mig virkelig, Myia," sagde han glad, som han trykkede i hendes lille hånd.

[Myia Destiny Flancker]

At åbne op for folk på denne her måde, var bestemt heller ikke noget som Myia gjorde normalt, men her føles det alligevel skræmmende naturligt for hende, at gøre det. Det var egentlig ikke noget, som hun kunne gøre noget for. Overhovedet ikke faktisk.
Igen vendte hun blikket en smule ned. Det var ikke fordi, at det var ubehageligt på nogen måde for hende, eller noget, der mindede om det, men for hende, var det bare.. grotesk, at det var sådan, at verdenen var skruet sammen. "De tog vingerne fra mig," sagde hun direkte, som hun endnu en gang, måtte vende blikket i hans retning. Det gjorde ondt for hende at sige, men det var nu alligevel bare omstændighederne, som det var lige i øjeblikket.
At tage hans hånd, og rent faktisk få en ven, var noget, som hun virkelig godt kunne lide, og det alene, var hun heller ikke bange for at indrømme for nogen som helst. Når det endelig skulle siges, så var det ikke sådan her hun typisk opførte sig. Et stille smil passerede også hurtigt hendes læber endnu en gang. "Det må jeg sige. Det er også det indtryk jeg fik af dig.. Allerede da jeg så dig første gang. Jeg kan lide det," sagde hun denne gang meget direkte... Havde hun virkelig sagt det? Det var slet ikke typisk hende, at sige noget, der måtte minde om dette! Overhovedet ikke faktisk! Hun smilede let. "Er du meget kendt her?" spurgte hun videre nysgerrigt, som et stille smil passerede hendes læber.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At høre at de tog vingerne fra hende, forundrede Lucas dybt. Af hvad han kunne se, kunne han da fornemme at hun havde vinger på ryggen? Var det så ikke hendes egne, men derimod nogen, som var blevet skænket til hende efterfølgende? Uden tvivl var det en tanke, som han måtte finde meget fascinerende, og ej var det noget, som han kunne lægge det mindste skjul på, når det endelig var. "Så dem du har, er ej dine egne?" spurgte han tydeligt forundret, hvor et smil banede sig vejen over hans læber. Ikke fordi at han var hånende eller noget lignende, for det kunne da slet ikke falde ham ind.. Men tanken om det var meget fascinerende!
Med de ord, søgte Lucas om bag hende, hvor han var i stand til at tage dem i blik. Ikke ville han røre dem eller noget, for det var vel meget intimt? Desuden vidste de jo stadig ikke særlig meget om hinanden, men det var vel også noget, som ville komme med tiden?
"Jeg har været her i mange år, men aldrig rigtigt haft noget med de øvrige engle at gøre.. hvis der er noget specielt du hentyder til?" spurgte han roligt, som han endnu en gang, måtte hæve blikket op mod hendes skikkelse. Han ville faktisk gerne hjælpe hende. Det var da.. frygtelige ting, som denne kvinde havde været igennem!

[Myia Destiny Flancker]

Pludselig følte Myia sig som intet andet end en udstilling, og det var faktisk skræmmende ubehageligt. Hun lod ham dog, for hun følte ikke at det var det samme ubehag, som det havde været, da andre havde kigget på hende, på den måde tidligere, så det alene, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun rystede på hovedet. Det var en tilværelse og et liv, som hun havde fået, takket være Zarakiel. Hun stod virkelig i en taknemmelighedsgæld til den mand, og det var hun heller ikke bange for at indrømme.
"Jeg tror, at det var skæbnen, som lod mig møde Zarakiel den dag.. Han gav mig denne fantastiske mulighed, og lod mig komme hjem til Himmeriget igen.. Nu forsøger jeg så bare, at gøre, hvad jeg kan, for at imødekomme det hele.. Det er bare ikke nemt," fortalte hun. Hun følte jo stadig at rigtig mange kiggede efter hende, fordi hun var meget atypisk en engel, og det kunne jo også godt mærkes.
"Altså.. alt her omkring er stort set nyt for mig, så.. hvis du ville altså.. så kunne du måske vise mig lidt rundt?" spurgte hun med et stille smil på læben. Hun ville jo gerne lære det hele at kende, så hun endnu en gang, kunne blive en rigtig engel igen!
Myia fumlede let med hænderne. Det lignede hende jo slet ikke at blive så nervøs og genert, men hun ønskede at det her skulle fungere.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas gjorde ikke dette, for at betragte hende, som havde hun været en udstilling, men derimod fordi, at han fandt det meget fascinerende, at det rent faktisk kunne lade sig gøre, for det var heller ikke noget, som man rigtigt hørte om, kunne man sige. Et stille smil passerede derfor også hans læber.
"Det kommer ikke bag på mig, at det er en handling lavet af kærlighed, må jeg sige," sagde han med en rolig stemme. Zarakiel havde virkelig brugt energi på dette håndværk, af hvad han kunne se, for de lignede jo rigtige vinger. "Tillad mig.." begyndte han roligt, inden han holdt hånden frem, for let at røre ved dem. De føles også ægte. Han var uden tvivl fascineret af dette. Han var rigtig meget fascineret af dette her!
At hun gerne ville vises rundt, kunne Lucas sagtens gøre. Det ville også være ham en sand glæde, at dele det med nogen. "Det skal da være mig en stor ære, om du vil lade mig," tilføjede han varmt. Han ville bare gerne gøre andre glade, og hvis det var det, som skulle til med hende, så kunne det jo heller ikke just blive bedre, kunne man sige. Han trak sig tilbage, så han ikke stod for tæt på, inden han igen søgte op foran hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde brug for en omgangskreds, og nu hvor muligheden langt om længe bød sig, hvorfor skulle hun så ikke bare ende med at tage imod? Desuden var Lucas en mand, som virkede varm og ikke mindst meget reel, og det var uden tvivl også en tanke, som faldt i hendes meget gode bog lige i øjeblikket. Det var måske meget naivt, men hvad kunne hun da gøre ved det?
"Kærlighed ligefrem?" spurgte hun direkte. Nej.. det var vel ikke sådan, at det hang sammen, var det? Svagt måtte hun føle hvordan hendes kinder begyndte at brænde. Nej.. Hun skyldte ganske vidste Zarakiel forbandet meget, for det, som han havde gjort hende, men det var vel.. sådan at det hang sammen? Han havde givet hende denne enestående chance og enestående mulighed, for at få lov til at få sin værdighed og i særdeleshed sit liv tilbage, og det var det, som for hende, var det vigtigste lige nu.
"Det vil jeg hellere end gerne. Jeg kan endnu ikke helt finde rundt her," sagde hun denne gang med et mildt grin. Hun var glad.. skræmmende optimistisk lige i øjeblikket, og det kunne hun jo heller ikke ligefrem skjule, når muligheden endelig var der. Hun gjorde tegn til at de kunne gå. Der var vel også meget at se som en del af Himmeriget? Nok mere, end hvad hun kunne huske.

[Lucas Marcellus Himalaro]

"Kærlighed, ja. Den slags ting, kommer jo ikke ligefrem ud af det blå," sagde Lucas med et overbærende smil, som han betragtede sig af hende. Der måtte ligge noget i det, hvilket han heller ikke var i tvivl om, når det endelig var. Men det var nu heller ikke just en sag, som han ville blande sig i. Særligt ikke, når det nu foregik på denne her måde.
At hun gerne ville se ting, uden at fare vild, kunne Lucas nu godt forstå! Den mulighed havde han jo trods alt, og for ham, var det virkelig vigtigt, når det foregik på denne her måde. Han rettede sig op endnu en gang. Han nikkede. "Det kan være forvirrende, at finde rundt her i starten, så jeg kan udmærket godt forstå dog.. Lad mig vise dig rundt," sagde han med en rolig stemme, som han atter nikkede bekræftende i retningen af hende.
Armen holdt Lucas ud, så hun var i stand til at tage denne, dersom det skulle være interessant for hende, at gøre, så han fint og stolt kunne lede hende rundt. "Så lad os komme af sted," sagde han roligt, inden han vendte om på hælen, for at forlade templet. Han var uden tvivl glad for, at han var kommet her i dag.

//Out

[Myia Destiny Flancker]

En kraftig rødmen steg omgående i Myias kinder ved hans ord. Var det virkelig rigtigt, at det var sådan, at Zarakiel så på hende? Måske hun havde været klar over det, men af den grund, så havde hun jo forsøgt at skubbe det bare en smule på afstand til sig selv om ikke andet.
"Det.. er meget muligt," sagde hun blot. Hvad andet skulle hun da kunne sige? Hun stod overfor en ny ven, som hun kun lige havde lært at kende, og alligevel havde han formået at gøre hende ekstrem nysgerrig på sig selv og sine omgivelser ikke mindst, og det var ikke noget, som hun kunne lade være med. Et smil passerede hendes læber, som hun rakte ham hans arm. Hertil lagde hun sin egen på plads i denne.
"Hvilken gentleman," sagde hun smilende, som hun denne gang også valgte at søge med ham. Heroppe i Himmeriget, var det vel også meget begrænset, hvad der egentlig kunne ske? Bildte hun sig selv ind i hvert fald, og det var noget, som hun egentlig også havde det fint med. Dertil valgte hun også at forlade templet sammen med ham, blot for at se, hvad han kunne vise hende. Hun glædede sig rent faktisk til det.

//Out