The light is back inside of me..

[Myia Destiny Flancker]

Lucas Marcellus Himalaro

---

Solen stod højt, som den gjorde hver eneste dag på stedet her, også selvom det intet gjorde Myia. Hun var glad.. Lykkelig, som hun ikke havde været det i uendelige tider, og det føles helt fantastisk, at hun havde fået disse muligheder i sit liv igen. Ikke at hun kunne lægge skjul på det, for det hverken kunne hun, eller ville hun.
Templerne var derfor det sted, som hun denne gang, valgte at opsøge. For hende, var det nemlig her at det hele startede. Det var nemlig vigtigt for hende, ikke at falde i igen, at hun holdt det hele ved lige.. Tanken og troen på magterne i det høje, og særligt på de muligheder som Zarakiel havde givet hende.. Muligheder, som hun kun måtte være manden frygtelig taknemmelig for, for det betød alverdens for hende, og ikke var det noget, som hun havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på.

Templerne tårnede sig højt oppe over skyerne, som dannede grundlag for Himmeriget. Intet ondt kunne nogensinde komme herop, og det vidste hun. Derfor var hun også på den rigtige plads. De store lysende porte gik op for hende, som hun søgte indenfor. Skrifter gamle så det ikke kunne tælles, stod langs de mange vægge. Hun læste på dem dagligt.. Mindede sig selv om, hvorfor hun endnu var her. 

[Lucas Marcellus Himalaro]

Templerne var ligeledes også et af de steder, som Lucas havde tilbragt mesteparten af sin tid på, når han ikke var sammen med sin søn, og nu også Melrose. En kvinde, som han forsøgte at hjælpe tilbage til lyset, da det selv var her, at hun af hjerte, hørte til. Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var Procias og i Himmerigets land, at den kvinde hørte til!
Vingerne hvide som den fineste sne, var lagt smukt over hans ryg, som han så til, som portene gik op. Han var nemlig allerede til stede i salen. Ikke at det gjorde ham noget. Englene var i forvejen en synkende race, og det i hans øjne, var bekymrende. Han var en hjertevarm mand, som tænkte meget over handlinger, inden han gjorde dem, også selvom det var med til at koste dyrt i mange henseender. Denne gang var han også fast besluttet på, at det ikke skulle have lov til at gå galt igen.
En smuk kvinde gjorde sin entre. Det mørke hår, var meget atypisk en engel, men derimod noget, som han godt kunne lide. "Kommet for at mindes?" spurgte han med en rolig, men dog indbydende stemme. Alle her havde de deres grunde til at søge til stedet her. Ikke nødvendigvis på grund af synd, men derimod de mange tanker, som man også meget hurtigt, kunne gøre sig undervejs.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde sine gode grunde til at opsøge stedet her, hvilket hun godt vidste. Det var bare ikke grunde som hun ville dele med nogen anden. For hende, var det egentlig bare vigtigt, at hun fortsatte med at tro på, at det her var noget som hun fortjente. Hun havde fået et smukt hjem på benene, og hun tog sin andel af arbejdet på ligefod med de øvrige engle, som var her. Selvom de ikke var særlig mange, så var det næsten som en familie, hvilket uden tvivl faldt i rigtig god jord ved hende.
Den mandlige stemme, fik hende hurtigt til at kigge op. En rød farve meldte sig omgående i hendes kinder, inden hun igen næsten forlegent kiggede væk. Lige denne her del, havde hun aldrig været særlig god til, kunne man sige, og det blev hun nok heller aldrig. "Det tror jeg nu godt, at man kan kalde det," sagde hun denne gang med en ærlig stemme. Hun trak kort på skuldrene, inden hun trådte tættere på. Stemmerne rungede nærmest i væggene her. Der var heller ikke rigtigt noget der kunne dæmre for det. Desværre.
"Du har vel også dine grunde til det?" fortsatte hun. Hun var her for sin egen overbevisning, for den var virkelig ikke særlig god. Nok heller ikke underligt med det liv, som hun havde haft frem til nu, for præget af lykke, havde det jo på ingen måder været. Derimod det modsatte. Det havde der været rigtig meget af.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Et let smil bredte sig på Lucas' læber. Hun virkede som en god og varmhjertet kvinde. Det plejede folk som regel at være, når de opsøgte stedet her, for det var ikke et, som man opsøgte, hvis man ikke havde en grund til at gøre det, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme for nogen. Han havde selv sine grunde, men det var nok mere på vegne af et andet individ, end det måtte være for hans egen.
"Det er jeg.. Jeg beder mine bønner her," fortalte han. Hånden lod han vandre let over en af de mange høje søjler, også selvom man næsten ikke kunne se, hvad de egentlig holdt oppe. Det var uden tvivl et smukt sted, og kun til englene. Lige her, var de uden tvivl den mest velsignede af alle racerne i Procias - også i hans øjne.
"Jeg ønsker ikke at blande mig. Det er bare sjældent, at jeg møder nogen her," tilføjede han. Det var vel heller ikke nogen skam, at ønske noget socialt engang imellem? Desuden var det sjældent at nogen ønskede at have noget med ham at gøre, og særligt fordi at han havde det bånd til mørket, som han nu havde, og dette var jo særligt på grund af hans søn, og i særdeleshed Melrose, som han forsøgte at hjælpe med at finde lyset. Og han agtet jo at gøre det.

[Myia Destiny Flancker]

Det var ikke mange engle, som Myia havde snakket med igennem den seneste tid, men okay.. Hun var endnu meget ny her på stedet, så selvfølgelig var det også noget, som hun kunne mærke, og særligt, når det foregik på denne her måde. Hun var genert og forfjamsket omkring nye, så det alene, var ikke noget, som kunne komme bag på nogen. Hun vendte blikket ned mod sine fumlende hænder. Hvorfor skulle hun altid reagere på denne her måde? Hun forstod det ikke, og det var en tanke, som hun rent faktisk måtte finde direkte distraherende!
"Hører nogen dine bønner?" spurgte hun. Det var noget af det, som hun nok skammede sig mest over. Den manglende tro, som hun havde haft i sin tid på jorden. Ikke at det var underligt med det liv, som hun nu havde levet, men det var ikke noget, som han behøvede at vide.
Myia rystede kort på hovedet, hvor hun lod hånden stryge over sin pande. Hun havde vel allerede sagt for meget? "Det er ikke et sted som mange opsøger, kan jeg fornemme. Jeg fik også at vide, at jeg med største sandsynlighed ville være alene.. Men.. ja.." Noget selskab behøvede vel heller ikke ligefrem at være nogen skidt ting? Det var det næppe. Hun ville ikke se på det, som nogen skidt ting i hvert fald! "Mit navn er Myia," sagde hun. Et let og stille smil passerede derved også hendes læber igen. Hun forsøgte da i det mindste.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hvorvidt om der var nogen til at høre bønnerne, vidste Lucas ikke, men han troede på det. Han troede oprigtigt på, at der var nogen til at høre dem, for hvordan skulle lykken og glæden da ellers ramme dem og deres elskende? Et svagt smil passerede hans læber. Hun troede ikke på det, hvilket han da meget hurtigt kunne konstatere ud fra, hvad hun fortalte ham.
"Min tro får mig til at tro på det. Jeg tror på, at der er nogen, som vi ikke kan se, og som det ej er meningen at vi skal se," fortalte han med en rolig stemme. Han tog ikke det som noget særlig højtideligt. Han var nok den sidste, der skulle dømme folk, og ikke ville han kalde sig fordømmende på nogen måde. Han var derimod meget åben af sig.
"Uanset hvad dine grunde er, til at søge til stedet her, er jeg sikker på, at det er meningen, at du skal være her," sagde han denne gang med en rolig stemme. Hun præsenterede sig rent faktisk? Et smil passerede atter hans læber, som han denne gang søgte tættere på hende. "Mig en glæde. Mit navn er Lucas," fortalte han. En gammel engel var han faktisk her på stedet, også selvom han havde været meget fraværende over en lang række år.

[Myia Destiny Flancker]

Myia vendte blikket tænksomt ned i jorden. Hun var slet ikke vant til, at der var nogen, der udviste den form for venlighed overfor hende, eller den åbenhed for den sags skyld. Det var underligt for hende, men det var derimod også noget, som hun virkelig godt kunne lide, og det var hun jo heller ikke bange for at lade ham vide. Det var rart, at hun ikke blev dømt for noget på forhånd.
"Min tro forlod mig for mange år siden. Jeg kæmper med at finde den retur. Zarakiel er mig en stor hjælp der," fortalte hun. Hun følte for, at åbne sig for denne mand.. For Lucas. Han virkede som en reel og god mand, og det var noget, som hun godt kunne lide.
Hans ord fik den røde farve til at forblive på hendes kinder. Det var virkelig underligt, at have det på denne her måde, men det var derimod også begrænset, hvad hun kunne gøre ved det. Hun førte armene let omkring sig. Var det ham sådan en glæde at hilse på hende? Det var hun jo heller ikke ligefrem vant til, kunne man jo sige. "Det håber jeg virkelig. Jeg har brug for det efterhånden," sagde hun efterfulgt af et tungt suk. Bare at der var nogen der ville høre på hende, var noget, som gjorde en verden til forskel for hende. Det var uden tvivl noget, af det mest fantastiske nogensinde!

[Lucas Marcellus Himalaro]

Alle ville de kæmpe med deres tro på et eller andet tidspunkt. Så meget vidste Lucas, så det at Myia var nået til det punkt nu, var ikke noget at sige noget til. Han håbede bare, at hun fandt hvad hun havde brug for, og hvad hun søgte, og ikke lod sig lokke af mørket og skyggerne. Det slog engle ihjel, hvilket var noget, som han havde mærket sig af tæt ind på sin egen krop, og ikke var det noget, som han nogensinde skulle ønske for nogen som helst! Aldrig nogensinde!
"Zarakiel er en god mand, hvad angår det, og som ser det gode, selv hvor folk ikke selv kan se det," medstemte han med et smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Særligt ikke, når det var på denne her måde. Han lod hovedet søge på sned. Hvordan kunne det være, at det var så svært for en smuk kvinde, at finde det, som de havde brug for? Det havde han svært ved at forestille sig.
"Det har en tendens til at komme når man har brug for det, men mindst venter det.. Du må jo sige til, hvis der er noget, som jeg kan hjælpe med," sagde han med en rolig stemme. Hvis han kunne gøre noget, som ville gøre en forskel for hende, var han da mere end glad for det, hvilket han bestemt heller ikke havde tænkt sig at lægge skjul på. Han kunne lide at hjælpe andre. Det var jo nærmest hvad han åndede og levede for.

[Myia Destiny Flancker]

Lucas var virkelig en god og venlig mand, hvilket uden tvivl var noget, som faldt i rigtig god jord hos Myia. Hun kunne ikke skjule det i hvert fald. Smilet blev jo også derfor mere og mere naturligt på hendes læber, og det var noget som hun godt kunne lide.
"Det kommer måske når man har brug for det.. Men jeg venter endnu. Det er svært at klamre sig til troen om noget, når man føler sig.. svigtet.." sagde hun næsten skamfuldt. Hvis der var noget deroppe, så var det noget, som havde vendt ryggen til hende, og det havde vært hårdt for hende.
Hvorfor åbnede hun i det hele taget op for denne mand? Det var svært for hende at beskrive hvorfor, men hun følte bare, at det var noget, som hun kunne tillade sig at gøre, uden at der var noget galt med det, og det var hun uden tvivl også rigtig glad for.
"Hvad ville du kunne gøre for mig?" spurgte hun pludseligt. Hun ville ikke kunne benægte, at det var rart at have andre end Zarakiel og Tashi at snakke med, men et sted skulle man jo trods alt starte, og det var hun heller ikke bange for at erkende. Det var bare svært.. Det her var overhovedet ikke noget i nærheden af, hvad hun havde regnet med, at skulle blive mødt af, bare sådan uden videre.. Men det var derimod noget, som hun godt kunne lide.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Zarakiel var en god mand, så det at det var en mand, der gerne ville hjælpe hende, var en tanke som Lucas var ganske godt tilfreds med, for det var vigtigt for ham, at hun da ikke følte, at hun stod alene med det. At svigtet jo så havde ramt, gjorde det ikke ligefrem bedre for ham, for det gjorde ham faktisk trist til mode. Det kunne han heller ikke skjule for hende.
"Kan jeg tillade mig, at spørge, hvad der er sket dig, siden du føler, du blev svigtet?" spurgte han denne gang. Han vidste godt, at det var en meget vigtig og nok også stor og personlig del af hende, at spørge ind til, men nu havde hun jo ligesom lidt prikket hul til ballonen, og så kunne han heller ikke bare lade den gå.
Hvad han ville gøre for hende? Der var mange ting som han kunne gøre. "Jeg kan skænke dig en hånd i venskab, Myia," begyndte han med en rolig stemme. Et sted skulle man jo trods alt starte, og dette var jo heller ikke ligefrem et undtag. Procianerne skulle hjælpe hinanden, og det var noget, som han i forvejen levede og åndede for. "Give dig en som du kan fortælle ting til.. Alle har brug for nogen omkring sig. Desuden er du ny på stedet her, ikke sandt?" spurgte han roligt. Dertil måtte hendes viden da i forvejen være meget begrænset.

[Myia Destiny Flancker]

Var det virkelig så tydeligt, at Myia var ny på stedet her? Det var ikke meningen! Det var jo meningen, at hun skulle vise, at hun var en ung kvinde.. eller.. en kvinde om ikke andet, der rent faktisk havde styr på tingene, og som ikke var en eller anden, som bare rendt rundt som en hovedløs kylling.
"Mørket har i flere år, haft mig i sine bidende klør. Jeg har lige brudt de lænker," fortalte hun. Det var ikke noget, som hun direkte ønskede at lade nogen vide om hende.. Eller i det mindste kende til detaljerne omkring, for det var bestemt heller ikke noget, som hun var videre stolt af, men med det liv, som hun havde haft, var det vel heller ikke underligt igen, at hun var nødt til at tage tingene på denne her måde? Så lang tid, at han ikke dømte hende for det, så var det nok heller ikke så slemt, så det havde hun det egentlig ganske fint med.
Mange venner kunne man ikke sige at Myia havde. Faktisk var dem som hun havde i sit liv, nogen som kunne tælles på en enkelt hånd. Hun havde jo aldrig rigtigt haft noget socialt, da det altid havde været noget, som var hende nægtet.. Nu kunne hun, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle begå sig. "Det.. det lyder som en virkelig dejlig ting," sagde hun med et smil. Det betød faktisk rigtig meget for hende, at det var på den måde!

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var meget tydeligt, at Myia var ny på stedet her, også selvom det virkelig ikke var noget, som rørte Lucas. Det rørte ham ikke, og ikke var der nogen grund til det. Alle havde sine grunde, og nu hvor hun var i Himmeriget, så var det også meningen, at hun skulle være her. Det var i hvert fald sådan, at han så på det.
"Det gør mig ondt. Mørket har forsøgt sig med mig engang.. Det kostede mig livet i stedet for. Andre kræfter har valgt at give mig en chance til," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Han havde ingen kvaler ved at snakke om det, for hvorfor skulle han da det? Det var jo en del af ham, som det havde været en del af hende, at have det på den måde, som hun nu havde det.. Og hun var ikke den eneste, som kendte til den mørke påvirkning.
At tilbyde et venskab, var da det mindste han kunne gøre. Et smil passerede hans læber. "Det tænkte jeg nok. Det synes jeg også. Du virker som en god og hjertevarm kvinde," fortalte han med en rolig stemme. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Han ville virkelig gerne have et forhold til hende, og særligt, hvis det var noget, som han fik muligheden for. Han elskede at lære nye at kende nemlig.

[Myia Destiny Flancker]

Var det virkelig så tydeligt, at Myia var ny på stedet her? Det var heller ikke noget, som hun rigtigt brød sig om, men det var bare ikke noget, som hun kunne gøre ved det. Hun vendte blikket en smule ned, hvor hun igen stod og fumlede med hænderne.
At Lucas ligeledes var kendt med mørket, og hvad det kunne gøre, gjorde det faktisk en smule nemmere for hende, for så var hun heller ikke alene om det, hvilket uden tvivl var rigtig, rigtig rart for hende. Hun smilede svagt for sig selv. "Mørket er forfærdeligt. De.. tog først mine vinger fra mig, og tvang mig til alt muligt, som jeg ikke havde lyst til," fortalte hun med en ærlig stemme. Det var en tanke, som rent ud faktisk gjorde hende ked af det at tænke på. Sephiran havde ikke umiddelbart været strid ved hende, men det havde uden tvivl været mærkbart for hende, selv den dag i dag.
En ven, ville hun bestemt ikke have noget imod, for dem havde Myia bestemt heller ikke mange af. Ikke at det var noget som hun kunne gøre noget ved nu, men nu hvor manden selv tilbød det, var hun da virkelig dum, hvis hun sagde nej. Så det var slet ikke noget, som ville komme til at ske for hendes del.
"M-mener du det?" spurgte hun med en forfjamsket stemme. Det var slet ikke ord, som hun havde regnet med at høre fra ham!

[Lucas Marcellus Himalaro]

Mørket var uden tvivl forfærdeligt, hvis det havde den effekt og påvirkning, som det nu også havde haft på ham, så det var i forvejen meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han sendte hende et stille smil. Han selv var ikke en mand, so kunne gøre noget som rigtigt ved det.
"Mørket er et grotesk sted, og særligt hvis man er et så lyst væsen, som os engle. Vi tåler mørket meget dårligt, men det ved du jo alt om," sagde han med en rolig stemme. Han selv tog tingene som de nu kom, for han havde jo heller ikke rigtigt andet valg.
Det var ikke fordi at han kunne nægte, at han ville tage valget fra hende, men et venskab var vel et sted at starte? Desuden kunne han godt lide hende. Han havde måske ikke det største kendskab til hende, men han anså hende nu alligevel som en god og hjertevarm kvinde, og det var noget, som han godt kunne lide. "Selvfølgelig. Hvorfor skulle du ellers komme her..? Du er en engel.. en smuk kvinde, og du har været meget igennem. Jeg håber da alligevel, at det er det indtryk du også har fået af mig," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et smil, inden han rakte hånden frem. Han selv var et væsen uden noget mørkt eller ondt i sig. Han ønskede bare at alle havde det godt.

[Myia Destiny Flancker]

Myia skammede sig. Skammede sig over, at hun havde ladet mørket komme så tæt ind på sig, også selvom det uden tvivl, ikke var noget, som hun kunne gøre noget ved. Hun sukkede tungt og vendte blikket mod hans hånd, som han denne gang, valgte at holde frem for hende. "Det gør jeg.. og det er forfærdeligt," sagde hun med en dæmpet stemme. Tanken gjorde ondt. Ingen tvivl om, at det var noget, som virkelig gjorde ondt.
Han virkede som en god mand, og det var noget som selv Myia godt kunne lide, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. "Det.. det er det skam, Lucas. Du virker som en god.. og varm mand," begyndte hun. Ikke at det var ensbetydende med, at han kunne finde på at gøre hende noget, for det troede hun ikke på, at han kunne. Han virkede som en god og hjertevarm mand, og det var noget som hun uden tvivl rigtig godt kunne lide.
Hånden endte hun denne gang med at tage om. Hans var stærk og stor i forhold til hendes, og det kunne hun jo uden tvivl godt mærke. Et stille smil passerede hendes læber, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. "Og.. jeg vil gerne være din ven," sagde hun med en tydelig rød farve i kinderne. Hun kunne i hvert fald ikke skjule det.