I have a gift for you ... my king?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Sephiran Acheron

Det mørke morgengry. Rhaenys havde sat Junior af her, som de havde nået portene her. Taknemmelig havde hun uden tvivl været for hans hjælp, men stadig var denne sag en, som hun måtte køre til ende alene! Som hun i sin ulveskikkelse havde bidt sig fast i Matthews arm og ærme, trak hun ham eneulv gennem indgangen til selve slottet. Et langt spor forårsagede dette, som den besvimede vampyr blev trukket hen af jorden. Bloddråber faldt ligeså til jorden, som hendes skarpe tænder stak direkte ned i vampyrens kød. Hurtigt skulle dette gerne gå, som han helst ikke skulle nå at vågne endnu! Derfor halvløb hun, alt imens hun slæbte ham af sted hele vejen op til slottet. Her havde hun mødt de første vagter. Nogle der var kampparate i det sekund, at de så den blodige ulv med den besvimede vampyr. Dæmpet måtte Rhaenys sukke indvendigt, inden hun ligegyldigt slap Matthew med gabet. Herfra vendte hun de lysende øjne mod vagterne, inden hun forvandlede sig. En smuk, blodig og nøgen kvinde stod nu pludselig foran dem. Noget der på et splitsekund gav farve til vagternes ansigter, alt imens deres øjne blev det mere stirrende. ”Mit navn er Rhaenys Adalwolf, leder af varulvene. Jeg og mit kære følgeskab har en hasteaftale med ambassadøren,” lød det roligt og ganske upåvirket fra hende. Blodig var hun omkring munden og på tænderne, samt i det viltre gyldenblonde hår. Derudover var hendes krop lettere støvet, alt imens hun havde nogle mindre sår i ansigtet. ”..K-Kom med.. frue,” lød det noget forfjamsket og forvirret fra den ene vagt. Behjælpeligt valgte han at tage Matthew under armen, så han kunne slæbe ham med ind, fremfor at Rhaenys gjorde det. Smilet søgte øjeblikkeligt tilfredst hen over hendes læber, inden hun ufortrødent fulgte med ind. Her fik hun adskillige blikke på vejen fra tjenestestablen. Noget der dog ikke syntes at påvirke hende, som hun gik, som hvis hun havde været fuldt påklædt. Tronsalen nåede de, hvor de gik ind side om side. ”Kæreste Sephiran.. Jeg bringer dig en gave,” lød det næsten muntert fra hende, som hun spankulerede nøgen igennem hallen. Som hun og vagten nåede et par meter fra selve stolen, stoppede hun op. Hun lavede en gestus med hånden. ”Du slipper ham bare her,” tilføjede hun ligegyldigt, så Matthew Igleésias faldt til jorden med et hårdt dunk.

[Sephiran Acheron]

Tingene syntes at gå fremad efterhånden. Sephiran havde modtaget bud om, at Demarcus var vendt hjem til Tayevania i god behold, hvilket kun var fremragende! Samarbejdet fortsatte jo endnu, så han glædede sig over at have en fod indenfor i rådet på Tayevania, så han muligvis kunne få hele rådets støtte der, så han havde et kommende samarbejde med Tayevania. Det hele syntes nok at skulle gå fra nu af. Han havde fået klarlagt sine tanker omkring den kommende frigørelse fra Dvasias. Nu skulle der bare arbejdes for at samle hæren ind, få smedene igang med at lave våben og faktisk bare bede alle om at komme i sving med arbejdet, så de kunne få gang i det her land endnu engang. Romeo var sat på opgaven om at finde en leder til vampyrerne og prøve at opsnuse dødsenglene ligeså, så de kunne få de to racer med ombord. Ligeså skulle han også have Kimeya hertil igen... ja, mange planer var der under opsejling, de skulle bare sættes i værks! Hvad der foregik udenfor tronsalen gik først op for ham, da dørene gled op. Han kneb øjnene sammen og kunne til en start kun se 3 skikkelser, hvoraf den ene var hans vagt. Vagten slæbte på den anden skikkelse og den tredje gik selv. Hurtigt gik det dog op for ham hvem det var. Rhaenys. Som de kom tættere på fik han også øje på Matthew, der så ret medtaget ud og faktisk var besvimet. Et smørret smil gled over hans læber, som hans blik gled mod Rhaenys. "Rhaenys... Hvilken frygtelig glæde at se dig her... og så med ham på slæb," hilste han hende imødekommende. Han blev siddende på stolen. Selv klædt utrolig pænt på, som altid. Snart manglede han bare kongekronen på sit hoved, så ville alt være godt! "Hvad har du på hjerte?"

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Uindbudt var Rhaenys, men det var, hvad det var. Selv tvivlede hun nemlig på, at Sephiran kunne afslå hende, som han så, hvem hun havde med til ham. Matthew Igleésias. Ingen ringere end Jaqias forlovede, og derfor også den kommende konge af Dvasias. Noget der kunne vende mønten, som det kunne bruges til at presse Jaqia. Intet havde den kvinde ganske vidst gjort hende, men det var måske også problemet.. Mørkets dronning havde været ligeglad. Ligeglad med alt andet end sig selv og at udvide sit land. Derfor så Rhaenys pludselig ideen i at skifte alliance til en der kunne give hende den nødvendige opmærksomhed, samt det hun ønskede sig. Smilet trak hun på, som hun stod i tronsalen lige overfor Sephiran. Ej syntes han at være påvirket af hendes manglende beklædning, men det passede hende også fint. Hun var her nemlig ikke for at gøre kur til manden. ”For at vise dig, at vi varulve er det hold, som du bør spille på, bringer vi dig en gave,” sagde hun tilfredst. Hvilken anden fra rådet havde givet ham noget så stort, som hun nu havde? Derfor forventede hun også, at der blev set på hendes races værd, og de krav, som hun havde kommet med. Hun vendte de brune øjne mod den besvimede Matthew, som hun også gjorde en håndgestus til. ”Jeg bringer dig Matthew Igleésias. Jaqia Angleraxs forlovede, og derfor den kommende konge af Dvasias,” præsenterede hun roligt, skønt han naturligvis vidste al det. Hun trak på smilet. Noget der næsten så blodigt ud, som hun havde blod i hele hovedet og på tænderne. Blikket vendte hun tilbage mod Sephiran igen. ”Jeg tænkte, at han ville bringe dig glæde. Dræb ham.. Leg med ham.. Smid ham i fangekælderen.. Han er din. En gave fra varulvenes leder til den formentligt kommende konge af Imandra.”

[Sephiran Acheron]

Det gjorde intet for Sephiran, at han fik uindbudte gæster. Især ikke når det var Rhaenys, for beviste kun for ham, at rådsmødet havde gjort indtryk for hende. Man vendte jo kun tilbage, hvis man faktisk var overbevist og følte, at der var noget at komme tilbage efter. Det han så foran sig, var uden tvivl noget, der gjorde ham yderst tilfreds! Indtil videre syntes han, at han havde valgt rigtigt, ved at invitere hende. Så for hendes skyld håbede han bare, at deres nystartede samarbejde holdt ved, for de kunne uden tvivl få godt gavn af hinanden begge veje rundt. Han trak vejret roligt og så afmålt på hende, inden blikket gled mod Matthew igen. Han tænkte nærmest ikke over, at hun faktisk stod nøgen foran ham, for hans opmærksomhed lå et helt andet sted. Han nikkede. "Jeg er meget tilfreds, Rhaenys, det skal du vide," fortalte han hende ærligt. Han var ikke kendt for at lyve, så hun burde også vide, at han faktisk mente det. Hun var den første, der faktisk gav ham noget brugbart og det kunne han godt lide. Han holdt altid folk tæt, som var brugbare og hun var lige steget i grader på 'listen'. Han skubbede sig op fra stolen og gik dem i møde, hvor han knælede ved Matthew og stirrede på den besvimede vampyr. "Fremragende," hviskede han fra sig selv. Det hele blev jo kun bedre og bedre efterhånden! Han vidste udmærket alt omkring Matthew. "Jeg siger tak," svarede han og skubbede sig op at stå foran hende. Han så roligt på hende. Blodet berørte ham slet ikke. "Jaqia kommer til at bestemme hans endelige skæbne... Jeg skal nok få masser af sjov ud af ham. Og hvis du keder dig en dag, er du velkommen forbi," svarede han. Han vendte sig mod døren.
"Zahren! Få Matthew lagt i de specielle lænker i kælderen, du ved hvilke!" endte han. Hurtigt kom vagten fra før løbende ind og gjorde som befalet. Han vendte sig mod Rhaenys igen.
"Lad os diskutere sagerne... Vil du have et håndklæde til at tørre dig med?" tilbød han og gjorde en gestus mod sidedøren. De kunne tage dette til det private, fremfor i tronsalen.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Sephiran var tilfreds med hende.. Hendes muligt kommende konge. Det behagede uden tvivl Rhaenys at vide. Særligt fordi, at hun rent faktisk anså sin gave for at være betydningsfuld. Det eneste der ville kunne toppe den var, at en anden kom med Jaqia Anglerax til ham. Noget som hun alligevel tvivlede på ville ske. Sjovt var det næsten, som hun jo ikke havde planlagt at gå efter Matthew. Ikke før, at hun havde stået over for ham. Hvor belejligt.. ”Det glæder mig, at du priser din gave,” sagde hun roligt, alt imens hun betragtede Sephiran, som han stillede sig over til hende. Ganske veltilpas blev hun stående, som hun intet havde imod situationen. At han ville lade Jaqia bedømme Matthews skæbne, kunne hun godt forstå. Hvis han dræbte ham, ville det højst sandsynligt udløse en krig. En krig Imandra endnu ikke havde råd til. Derfor kunne Sephiran måske forhandle Matthews liv i forhold til Imandras løsrivelse.. eller noget i den stil. Hendes brune øjne gled ned på den besvimede Matthew. ”Jeg glæder mig til at høre, hvad mørkets dronning har at sige til denne sag.. Jeg vil dog på forhånd oplyse dig om, at der var vidner ved mit og Matthews … sammenstød. En finurlig hændelse ved Den Skrigende Kælder sammen med en anden varulv,” fortalte hun ærligt. Selv vidste hun jo ikke, om et af vidnerne kunne finde på at løbe sladrende tilbage til Castle of Darkness. Derfor fandt hun det bedst, at Sephiran var på forkant med disse nyheder. Særligt fordi, at hun havde afsløret sig selv i denne proces, og at hun faktisk lå tættere på Rimshia, end hvad Sephiran gjorde. Let trak hun på smilebåndet, som Sephiran tilbød hende et håndklæde, og at de tog den videre sag et andet sted. ”Et håndklæde ville gøre godt. At have vampyr ud over sig er nu ikke en del af min fantasi,” sagde hun med en munter klang.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var oprigtigt tilfreds i øjeblikket. Dette var en uventet og dog glædelig overraskelse for ham. Det beviste kun, at hun faktisk var blevet lidt tilhænger af ham, for ellers kunne hun jo have været ligegled med Matthew, ikke sandt? Det betød, at hun ønskede at få Imandra frit. Selvfølgelig af egoistiske årsager, men det havde man vel også lov til. Han nikkede blot let til hende som gestus. Hans vagt kom ind og fjernede Matthew. Vagten arbejdede hurtigt, da han nok vidste, at han løb på tid. Det var nemlig ej sikkert at vide hvornår vampyren ville vågne op og når han gjorde, skulle han meget gerne være lagt i lænker. Han skulle tænke klogt omkring dette med Matthew, men uden tvivl var det utrolig brugbart! Han så roligt mod hende. "Rygterne skal nok løbe... Lad os bare håbe, at ingen er fulgt efter jer hertil, for så skal Jaqia's jungletrommer nok lyde snart... Jeg håber hun er uvidende om hans placering indtil videre," svarede han hende roligt og med et let nik.
Han vendte om på hælen. Stadigvæk upåvirket af, at hun faktisk var nøgen foran ham, for det berørte ham slet ikke. Han åbnede døren og lod hende følge med ud til de private gange. Længere fremme kunne han se en af tjenestepigerne. "Aliya, hent et håndklæde og bring det til det lille bibliotek," kaldte han op. Hun lystrede straks, nejede i farten og smuttede hurtigt afsted. Han førte selv Rhaenys med sig og nåede til det han havde kaldt 'det lille bibliotek'. Et almindeligt stort rum med diverse bøger rundt omkring. I midten stod et bord med 8 stole omkring og han trådte hen og satte sig ved den ene. Han gjorde en let gestus til bordet. "Tag plads," bad han. Tjenestepigen kom ikke længe efter med håndklædet og afleverede det på bordet, før hun forsvandt igen ligeså hurtigt hun var kommet, da Sephiran sendte hende bort med et svagt håndtegn.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Landet er jo endnu underlagt Dvasias.. Derfor kan jeg ikke sige med sikkerhed, om Jaqias følgere var eller ikke var til stede,” fortalte Rhaenys ærligt, alt imens hun fulgte med Sephiran ud af tronsalen. At Matthew samtidig blev sendt i fangekælderen, sagde hun intet til. Hans lod var nemlig op til Sephiran nu.. eller Jaqia, som Sephiran sagde. Dog ville det ikke gøre hende noget, hvis blodsugeren fik et par ”holdninger” med på vejen. Bare fordi, at Sephiran ikke nødvendigvis ville slå ham ihjel var det jo ikke ens betydning med, at blodsugeren fortjente at have et godt ophold. Roligt fulgte hun med Sephiran ned ad gangen. Ikke var dette et sted, som hun videre kendte til, og derfor så hun sig da også undersøgende omkring. Interessant var der her.. men det var ikke et sted hun ønskede at bo. Med ind i biblioteket trådte hun, hvor hun nikkede med hovedet. ”Jo tak,” sagde hun, som hun blev bedt om at tage plads. Ventede gjorde hun dog, som hun blev stående, indtil hun fik håndklædet i hånden. Med dette tørrede hun let sit ansigt, og særligt sine læber, som lige dem havde været badet i Matthews blod. Rødligt blev det, men intet sagde hun til det, hvor hun blot svingede det om kroppen, så hendes mest private dele var skjulte. Nu tog hun plads i en af stolene overfor Sephiran. ”Har du tænkt over noget af al det, som vi talte om sidst?” spurgte hun ham roligt, hvor hun igen ikke var bange for at gå direkte til sagen. Hvorfor skulle hun også være det? Sephiran vidste jo, hvad hun ønskede, og derfor var det ikke underligt at tænke, at hun havde en lille bagtanke med sin gave. Matthew Igleésias var måske Sephirans ejendom nu, men stadig tænkte hun, at en taknemmelighedsbelønning var på sin plads.

[Sephiran Acheron]

Sephiran nikkede til hendes ord. "Desværre ja. Men det finder jeg jo hurtigt ud af," svarede han sagte. Hvis Jaqias følgere havde været der, så ville der lyde et ramaskrig og snart ville der stå en hær udenfor slottets mure. Ikke at han håbede, det forholdt sig sådan. Imandra tilhørte endnu Dvasias, skønt han nærmest var begyndt at længtes efter den dag, hvor Imandra blev frigjort igen. Han skulle bare finde det rette tidspunkt, for ellers ville Jaqia hurtigt sætte en krig i gang. Så han skulle virkelig tænke klogt over hvad han gjorde med Matthew, uden at lave manden få det behageligt, for manden var trods alt et brugbart våben mod Jaqia. Han tog sin plads i den ene stol og fornemmede godt, at hun blev stående, til hun havde fået tørret det værste blod af. Forståeligt nok. Hans blik gled til hendes, da hun satte sig. Han vædede flygtigt sine læber, som han så mod hende. Han havde allerede gennemskuet, at hun ej kom med Matthew kun for det. Men han havde jo også tænkt over sagerne siden sidst, så det var vel på tide, at de faktisk fik klarlagt nogle flere ting? "Det har jeg," startede han med at svare. Han ville først lige se hendes ansigt, før han fortsatte... lod hende vente med spændingen. "I sagen om vampyrerne mod varulvene, så vil det blive skrevet ned, at alle med undtagelse af vampyrerne, har lov til at bevæge sig gennem Iyanna skov," svarede han hende. Det var jo sådan, hun selv havde ønsket det.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Plads i stolen tog Rhaenys, som hun fik tørret det værste blod af sig, og svunget håndklædet om sin krop. Derfra gled hendes blik forventningsfuldt mod Sephiran. Helt på bølgelængde ville de nok aldrig komme. Særligt fordi, at hun fandt ham dybt unaturlig. Men stadig tænkte hun, at han ikke var dum. Han vidste, at hun ikke kun var her for at aflevere Jaqias forlovede, men fordi, at hun også ønskede svar på nogen af de spørgsmål, som hun havde haft under rådsmødet. Spørgsmål som hun nu mente kunne gå i opfyldelse. Opmærksomt betragtede hun ham. Det havde han… Jaaa? Hvorfor al det hemmelighedskræmmeri, når de begge vidste, hvad der foregik?! Han havde jo for fanden besluttet sig, hvis han havde tænkt over det! Hans endelige beslutning bragte dog et tilfredst smil hen over læberne. Vampyrerne ville blive nægtet adgang til skovene. Så langt, så godt. ”Og hvis de skulle overtræde den lov, har vi varulve i så fald ret til at retsforfølge dem ud fra vores egne præmisser?” fortsatte hun stilfærdigt. Det havde jo været en del af kravet. At vampyrerne ikke havde adgang til Iyanna, og hvis de tog sig den ulejlighed at bryde den regel, at det så ikke var Imandras eller Sephirans lov der gjaldt, men derimod varulvenes. Også selvom de slap levende ud af skoven. Det ville uden tvivl være en lettelse og en tilfredsstillelse, hvis de kunne få det trumfet igennem. Fred mellem varulve og vampyrer ville nemlig aldrig finde sted. Hun havde set, hvad de gjorde. De havde sågar dræbt deres forhenværende leder! Derfor irriterede det hende også, at Sephiran også ønskede vampyrerne som sin allierede.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så roligt mod Rhaenys. Nok ville da altid have uenigheder, men så længe de kunne komme frem til en resultat, som begge ville være tilfreds med, så var det jo det vigtigste. Han tænkte slet ikke over, at hun stadigvæk var nær nøgen lige pånær håndklædet, der skjulte hendes underliv. Det var nok rarest at sidde sådan, eftersom stolen var betrukket med læder. Det blev lidt klæbrigt mod bar hud jo. Han kunne se på hende, at hun ikke var tilfreds med, at han trak ventetiden ud, men ikke desto mindre, så virkede hun da udmærket tilfreds med hans svar. Han så tænksomt på hende, da hun stillede sit næste krav. "Ja, det har I. Til gengæld, så må vampyrerne også gøre med varulve, som de vil, hvis en varulv går ind på vampyrernes grund," svarede han hende. Romeo havde virkelig fået plantet ideen om, at vampyrerne kunne være brugbare i hans hoved, så derfor blev han jo nødt til ligesom at give dem lidt rettigheder. Dog ville vampyrerne ikke få et stort område, de ville bare have en grund... et hus. Varulvene havde hele Iyanna skov. Det måtte da tælle for noget mellem dem?
"Ikke at jeg forventer, at varulvene vil gå ind i det hus som vampyrerne får som tilholdssted, men bare så regler er klare," afsluttede han.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Tilfredsheden mærkede Rhaenys emme i sig, som Sephiran fastgjorde, at vampyrerne var deres ejendom, hvis de skulle slippe ind på deres territorie og ud igen. Det var jo, hvad hun havde ønsket sig. At sikre sig sin races jagtmarker og opholdssted, samt sørge for, at vampyrerne ikke kunne lægge hånd på dem der. At vampyrerne til gengæld selv fik en grund, kunne hun mærke en vis irritation af. Vampyrerne var jo intet værd. At han dernæst sagde, at vampyrerne blot fik et hus måtte hun næsten le. Dog gjorde hun ikke dette, som hun ikke ønskede at give Sephiran ideen om at udvide vampyrernes territorie. ”Os varulvene vil følge det kompromis,” endte hun stilfærdigt med at sige. Dette var jo kun en gevinst for hendes race! Og det var det eneste der betød noget for hende. ”Jeg vil sørge for at meddele mit kobbel, at vores loyalitet ligger hos dig. End videre vil jeg fortælle dem, at de har set den sidste vampyr i deres skove nu,” meddelte hun roligt. Hænderne lagde hun i sit skød. ”Jeg vil se frem til at se det skrevet i Imandras lovgivning.” Dum var hun ikke, og derfor vidste hun, at hun både skulle have hans ord mundtligt og på skrift, før de gjaldt. Særligt det sidste. I så fald kunne ingen ej heller komme udenom, hvad der passede, og hvad der ikke gjorde. Roligt betragtede hun ham. Dette havde i sandhed vist sig at være en god ide! ”Fortæl mig, hvilket hus vampyrerne vil få tildelt. I så fald vil der være klare grænser for begge parter,” opfordrede hun ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran sendte Rhaenys et afmålt blik. Hun var tilfreds. Det var han faktisk også. Han ønskede at sikre sig varulvenes loyalitet, for så vidste han da, at han havde en stor flok støttere, der ønskede at være med til at frigøre Imandra. De ville have ham som konge, fordi han netop kunne love dem hele Iyanna skov som deres territorium. Det ville give dem stor mulighed for at beholde deres hjem og have fri råderum over deres områder. De kunne oveni købet dele det mellem varulvene og sprede sig lidt mere ud i skoven, men det var jo op til dem. Han nikkede. "Udmærket," svarede han sigende. Han gav jo varulvene langt flere rettigheder end vampyrerne. Han havde brug for vampyrerne, men på en anden måde en varulvene. Vampyrerne kunne sendes i krig og varulvene kunne bruges som menneskelige ressourcer i landet. Han trak tilfreds på smilebåndet ved hendes næste ord. Det frydede ham betragteligt! "Du skal få lov til at være vidne, når lovgivningen bliver skrevet. Jeg er ved at finde lærde folk, der kan nedskrive lovgivningen på den rigtige måde," endte han sigende. Han havde uden tvivl brug for dygtige skribenter til det job, for de skulle kunne skrive hans ord præcist ned, så der ikke var smuthuller i hans lovgivning! Han lod hovedet søge let på sned. "Det ved jeg ej endnu, men jeg skal nok informere dig så snart jeg ved det," endte han sigende. Han så mod hende.
"Var der ellers noget?" endte han og rejste sig. For hans del, var de i hvert fald færdige for nu, for han skulle ned og hilse på Matthew!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Storslået tilfreds var Rhaenys uden tvivl med, hvad varulvene fik! Særligt som hun hørte om vampyrernes grinagtige lovning. De havde i hvert fald ikke turde forhandle som hende! Noget hun kun kunne se sig tilfreds med. Vampyrerne burde heller ikke eje magt.. De kunne ikke kontrollere det. Hovedet bøjede hun høfligt for ham. ”Jeg vil se frem til den dag, hvor vi får løsrevet os, og til at se vor nye lovgivning,” endte hun med at sige. Særligt glædede hun sig til denne nye bedre skæbne for sit folk. Derfor ville hun ej glemme Sephirans ord, som hun ville holde ham fast på det. Det var et, som han ikke ville få lov til at bryde, og hvis han forsøgte … så ville hun ikke være bleg for at bide hovedet af ham. Warlocks var muligvis ikke en race, som man burde kimse med, men det var en stor horde af varulve heller ikke!
At han ikke vidste, hvilket hus vampyrerne ville få tildelt, kunne Rhaenys ikke gøre så meget ved. Belejligt havde det dog været, hvis han havde vidst det. I så fald havde hun og resten af varulvene nemlig en ide om, hvad de kunne forholde sig til. Betryggende var det dog at vide, at der lige meget hvad kun var tale om et hus. Måske et sort et, men stadig kun et hus. Det kunne ikke måle sig med hele Iyanna skov. ”Nuvel.. Det vil være godt for både os og dem at kende til reglerne,” sagde hun stilfærdigt.
Om der var mere? Nu var det bare at vente på, at planerne blev sat i gang. ”Det var alt.. Det eneste der er at sige er, at vi er rede, når tiden er inde. Jeg finder selv ud,” sagde hun afslutningsvis. I en forlængelse af det, rejste hun sig også op, så håndklædet lå tilbage på sofaen. Hun stak i et lille smil. ”Deres Majestæt..” Det var den allerførste gang, at hun tiltalte ham med respekt. Sin indre ulv søgte hun, og end ikke to sekunder efter, stod der en hvid hunulv foran ham med gyldne strejf. Forblev gjorde den dog ikke, som hun med det samme satte i et luntende tempo mod døren, så hun fortsatte ud på gangen, og videre ud af slottet.

// Out