Let me take you home

[Deleted]

Evan Embelowni Strife, Noelle Jaceluck, Cale Joseia Nightgale

---

Turen over havet, havde i forvejen taget en mindre evighed for Evan og de soldater, som han nu havde fået med sig. Efter Faith var faldet af som leder, og der var sket de markante ændringer i Dvasias.. Først og fremmest, var han overrasket over at blive kaldt til af Silia, men det var en udvikling for landet, som han godt kunne lide.
Det skælvede endnu i hans ben, som han ledte flokken af soldater til fods, hvor han selv måtte sidde til hest. Kimeya havde bekræftet, at Noelle var her, og at hun havde været i live, da han havde været her, men det var jo ikke til at sige, hvordan det var nu? Gud nåde trøste dem, hvis hun var gledet bort imellemtiden! "Find hende.. Gennemsøg byen!" beordrede han denne gang med en fast tone.

Soldaterne spredte sig for alle vinde, og søgte direkte igennem Galarion. Folk trak sig med det samme væk fra ham, da de heller ikke ønskede at komme fortæt på. Det var først da de nåede Rådspaladset, som lå i det fjerne, at han kunne se det.. Et stort kors midt på pladsen. Hans hjerte startede med at hamre mod hans bryst, som aldrig nogensinde før.
"I kommer med mig! Nu! Dræb hvad der kommer i vejen!" annoncerede han. Han satte hælene i hestens side, inden den satte i fuld firspring over pladsen. Her sprang han af. Synet af Noelle hængende på et kæmpe kors, var næsten det mest groteske som han havde set! "F-Få hende ned!" fortsatte han. Denne gang trak han til våben. Ingen skulle have lov til at forhindre ham i at få hende med sig!

[Noelle Jaceluck]

Selvom det var tidlig morgenstund så havde solen allerede hævet sig på himlen og varmede Tayevania op. Helvede til et sted. Bogstavelig talt. De skarpe stråler fik Noelle til at hæve hovedet en smule og misse med øjnene blot for at konstatere at hun havde levet endnu en dag. Hver dag passerede mange hende og hun kunne høre dem tale overrasket om hvor lang tid hun havde overlevet på dette kors, også selvom hele hendes krop skar af smerte. Hendes blege, nærmest gennemsigtige hud var præget af dråber af sved der løb ned over hendes krop, dels grundet solen og varmen og dels grundet kroppen anstrengelser for at overleve.
Hellere arenaen end dette. Hun hang nøgen på det store trækors, med ar og mærker på hele kroppen og blod løbende fra hendes hænder og fødder der var sømmet fast til korset. Sorte rander under hendes øjne fik hende til at ligne en der var mere død end levende, men det var hun nok også.

Hele hendes krop føltes stiv. I dagevis havde hun hverken bevæget arme eller ben, eller så meget som en finger og når hun forsøgte så var smerten ulidelig. Trods hun inderligt forsøgte at holde liv i sin indre flamme, så var hun efterhånden nået til et punkt hvor hun næsten bare ønskede at døden ville tage hende, mere smerte kunne hun ikke håndtere. Igen gled øjnene i. Hun var overbevist om at hun hørte Evans stemme, men det var ikke første gang og hun vidste det var indbildning. Hovedet hang slapt igen. Hvis hun nu bare lod øjnene glide i, og lod søvnen tage hende, ville hun vågne igen? Formentlig ikke, men så ville alt smerten også langt om længe forsvinde.

[Deleted]

I hvilken forfatning Evan skulle have fundet Noelle, vidste han ikke, men det var bestemt ikke sådan her, at han have tænkt sig det. Overhovedet ikke! Soldaterne kom hastigt efter på hans ordre, kun til at se deres egen hærfører hængende nøgen på det store kors foran dem. Mange begyndte nærmest at bede, bare ved synet. Grotesk som det end var, var det slet ikke noget, som Evan selv fandt tiden til.
"Få hende ned!" beordrede han med en fast tone. Turen hjem til fastlandet, vidste de jo godt i forvejen, ville være frygtelig lang., og han agtet bestemt ikke at lade Noelle dø, inden det kom så vidt. Det var varmt her, og solen var stort set kun lige kommet op. Soldaterne forsøgte at finde ud af, hvordan de skulle gribe sagen an.
"Få det kors lagt ned!" beordrede han denne gang. Soldaterne var denne gang meget hurtigere henne, hvor de i samlet flok, fik tvinget korset op af sin plads i jorden. Nogen gravede, mens andre trak, hvorefter de kæmpede, for stille og roligt, at få lagt korset ned, så det blev lagt på jorden, hvilket nok også ville give hende mere tid og fred til at trække vejret.
Evan søgte hurtigt op til hende, hvor han lagde hånden mod hendes svedige kind. "Noelle, kan du høre mig?" spurgte han dæmpet, og dog krævende. Han lod hende bestemt ikke dø nu!

[Noelle Jaceluck]

Der var ingen fedt tilbage på hendes krop, selv ikke efter en fødsel, hvilket var lang tid siden nu. Det eneste der var at se var tynd og skadet hud hen over en bunke knogler der stod tydeligt ud og endnu mere for hvert åndedrag hun kæmpede for. Der bredte sig kaos i byen, men selv de høje lyde registrerede hun knapt, og under alle omstændigheder havde hun ingen overskud til at reagere på dem.
Først da nogle idioter greb fat i korset reagerede hun med et skingert skrig der fyldte morgenen. Det gjorde ondt. Meget! Hun græd, ikke fordi hun havde noget andet valg, men tårerne trillede uvilligt ned over de alt for blege kinder i ren og skær lidelse. Hun bad i sit indre til at hendes hjerte ville stoppe med at slå, det var ikke til at holde ud.
Smerten lettede lidt da korset blev lagt og hun ikke længere hang i sin egen vægt. Hele kroppen skælvede, hun gispede desperat efter at få luft, og slog blikket op for at se sig direkte skrækslagen omkring. Alting var sløret, hun var kun svagt ved bevidsthed, men Evans stemme... Evans stemme kendte hun over alt. Beroligende på en eller anden måde. Altid havde han haft hendes ryg, altid, men han var langt væk, det måtte være ønsketænkning. Svagt mærkede hun en berøring mod sin kind, men det var tydeligt at hun var langt væk i sin egen verden, lukket inde i minderne om hjem og ønsket om død. "E-Ev-E.." fremstammede hun og gav op, hendes læber kunne slet ikke forme ordene, så udmattet var hun. Det måtte være en ny drøm, et sidste håb, han kunne ikke være der.

[Deleted]

Noelle var ikke andet end en skygge af sig selv, og det var ikke noget som Evan brød sig om! Han ville gerne se hende på fødderne igen! At høre hende skrige, var et sted lettende, for så vidste han da, at hun var i live! Korset blev lagt på jorden, hvor han selv denne gang forsøgte at få kontakt med hende. Hun var der, også selvom hun var så frygtelig fjern. De skulle nok komme hjem, og gerne inden, der blev skabt alt for meget fokus.
"Sch, Noelle.. Vi er her nu, og vi skal have dig hjem," forsikrede han hende med en rolig stemme. Soldaterne havde mere eller mindre skabt en cirkel omkring dem, for at sikre sig, at ikke alt for mange for tæt på.
Kort strøg Evan hendes kind en sidste gang, inden han trak sig ud til hendes ene hånd, som lå fæstet til det hårde kors. Hvor længe hun havde hængt der, vidste han ikke, men ned, det skulle hun, og det kunne ikke gå for hurtigt! Han lagde hånden over det første søm. "Det her kommer til at gøre ondt.." Om hun overhovedet hørte det eller ikke, var han ligeglad med. Dette var bare en nødvendighed. Han lagde hånden mod sømmet, inden han på magisk vis, trak det ud i sådan en kraft, at det blev gjort i løbet af ingen tid. Det fløj til himmels, inden det landede ved siden af dem. Han rejste sig derfra igen.
"Sørg for at ingen kommer for tæt på!" beordrede han med en fast tone. Ikke var de der for at påføre nogen skade, men derimod bare at få Noelle hjem. Han søgte til den anden hånd, hvor han gentog processen. Sømmet fløj direkte ud af hånden og landede ved siden af hende.

[Noelle Jaceluck]

Der var ikke meget liv i hende tilbage. Håbet havde hun opgivet for lang tid siden, men det var hårdt for hun havde altid haft en idé om at hun ville dø tidligt, men i kamp for det land hun elskede, for den Dronning hun tjente, og hor var den Dronning henne? Nu ville hun dø ynkelig på et kors, glemt af alle hun havde lagt bag sig. Næsten alle i hvert fald. Hun kunne mærke Evan, høre ham men hun bildte sig ind at det måtte være på kanten af døden hvorfor skulle han ellers være der?
Intet af det der foregik omkring hende registrerede hun. Hverken advarslen om at det ville gøre ondt, eller de andre soldater som han havde taget med sig. Hun havde lyst til at advare ham, bede ham om at tage væk inden de ligeså ville hænge ham på korset, men uanset hvor meget hun inderligt forsøgte at åbne munden, så kom der intet andet end rædselsslagene stødvise, åndedrag. Da sømmene endelig blev revet ud, måtte hun stikke i et skrig for hver gang. Hun rystede klagende på hovedet, men rokkede ikke så meget som en finger, for nu havde hendes krop nærmest vænnet sig til den nuværende stilling.
Det ene ben gled ned ved siden af det andet da han løsnede det søm som havde holdt hendes fødder banket sammen. Ej ville hun være i stand til at gå nogle vegne.
En pludselig tanke slog hende om Cale. Ham havde hun givet et løfte, desuden var han den eneste i dette helvede der betød noget. "C-Ca-C-Cale," fremstammede hun anstrengt og stønnede. "Fi-f-Find C-Ca..." igen gav hun op på at forklare, men håbede inderligt at han ville lytte til hende. Hun kunne ikke tage herfra uden Cale!

[Deleted]

Det vigtigste i Evans øjne lige nu, var at få Noelle hjem, og det kunne heller ikke gøres hurtigt nok. Hun havde været væk i frygtelig lang tid.. flere år faktisk, og derfor ønskede han at få hende hjem. Han havde ikke fået lov til at tage af sted af Jaqia. Dette var rent faktisk planlagt sammen med Silia.
Cale? Hvem pokker var Cale? Evan søgte op til hende igen, hvor han denne gang tog mere fat i hende, for at føre hende ind mod sin skikkelse. Han havde endelig fundet hende, og han var her, for at komme hjem. "Noelle.. hvem er Cale?" spurgte han denne gang med en direkte. Han kunne ikke lade være med at røre ved hende.. sikre sig, at hun var der, og at hun endnu holdt sig vågen, for det var hun nødt til, frem til de nåede fastlandet og kom tilbage til det gamle Imandra, hvor hjælpen ville være at finde. Frem til da, var det virkelig vigtigt, at hun holdt sig vågen!
"Du er nødt til at holde dig vågen, Noelle.. hører du mig? Du er nødt til at holde dig vågen," fastholdt han med en kortfattet stemme. Kappen tvang han denne gang af sin krop, for at pakke hende lidt ind i den, så hun ikke lå til fri og offentlig skue for alt og alle. Ikke at han ønskede at dele synet, og han vidste, at hun heller ikke ønskede det samme.

[Noelle Jaceluck]

Dagene havde taget hinanden således at Noelle ikke anede hvor lang tid hun havde været væk. Det måtte være år. I mange år havde hun kæmpet i en arena for sin overlevelse, men fordi hun var fra fastlandet havde de placeret hende på dette kors sidenhen. Langsomt var det begyndt at gå op for hende, at dette ikke var en drøm. Evan var der og han ville tage hende med hjem. Hvor så end det efterhånden var.
Uden at have nogen kontrol, mærkede hun tårerne som trillede, dels af lettelse og dels af smerte selv nu hvor sømmene var væk. Det gjorde ondt at han tog hende ind til sig, det gjorde ondt at bevæge så meget som en muskel, efter at hæve hængt der i sin fulde vægt i så lang tid.
"F-find C-Ca-le, t-tag ham m-m-med," fik hun frem med en stemme så skrøbelig at det kun var ham som hørte det. Hun havde lovet Cale, at tage ham med når Jaqia hentede hende hjem. Hvorfor var der gået så lang tid, hvorfor først nu?
Allerede da han trak hende ind i favnen var hendes øjne gledet i. Hun kunne ikke holde sig vågen mere, det var for hårdt også selvom hun vidste at det ville tage livet af hende. Hvis de bare var kommet noget før.. det var slut med at kæmpe, hun kunne ikke udstå mere af den lidelse. Langsomt faldt hun hen i hans arme, stadig en smule bevidst om hvad der skete, men kroppen og sindet gav bare efter nu hvor mulighed endelig bød sig.

//Out

[Deleted]

Det var i flere år, Noelle havde været her på øen, og det var på tide, at få det afsluttet. Jaqia havde ikke givet ham muligheden for det, men det havde Silia derimod, og derfor hade han heller ikke tøvet med at skulle tage nogen steder. Det var også det, som han havde gjort her. Det havde vel i bund og grund, været med til at redde hendes liv nu? Han var kun ked af, at han havde brugt så lang tid på at dukke op. Men nu var han her,og han gik bestemt ikke nogen steder igen.
Evan lukkede øjnene. Hvem end denne Cale var, så måtte de finde ham. Hvis det var med til at give hende en eller anden form for ro, så var det uden tvivl noget, som han agtede at gøre. "Hvor kan jeg finde ham..?" spurgte han med en kortfattet stemme. Også selvom hun allerede var gledet væk. Han ruskede svagt i hende. "Noelle..!"" kaldte han fast, også selvom han kunne se, at der intet var at gøre lige nu. Han rystede kort på hovedet. "Søg øen rundt.. Find ud af hvor Noelle har været, og find ud af hvor og hvem denne Cale er, og bring ham ned til skibet. Vi tager afsted når han er fundet," sagde han med en kortfattet stemme, inden han rejste sig op med hende i sine arme. Hun vejede jo heller ingen ting. Han brød derfor cirklen, for at bringe hende ned til vandet, så hun kunne komme ombord på skibet.
Soldaterne søgte hurtigt ud, for at finde ud af hvor de kunne finde denne Cale. Inden længe ville han nok også være bragt ned til skibet.

//Out

[Cale Joseia Nightgale]

Som Noelle var klynget op på et kors midt på den åbne plads, var Cale heller ikke kommet fra behandlingen på den måde, som man nu ville håbe på, at han havde gjort det. Øjnene lukkede han endnu en gang, som hans ben måtte give efter under ham. Igennem de sidste mange dage, havde han stået lænket i salen ind til Arenaen, som de nye gladiatorere kunne få lov til at bruge som boksebold, øvelse og prøvelse. For nu, kunne man jo sige, at Arenaen og legene var færdige for den næste sæson, men på grund af hvad han selv havde gjort, og særligt omkring Noelle, nu var noget, som han skulle straffes for.
Den blødende mand, hævede blikket, idet at soldater af fremmed art, måtte jage de på flugt, som var i færd med at slå løs på ham. Han havde mange åbne sår.. dybe flænger stort set over hele kroppen, og han var træt. Bare at holde sig på benene, kunne være frygtelig hårdt for ham lige nu.
"H-hvem.." Han hævede blikket. At Noelle var reddet ved rådspaladset, var slet ikke en tanke som slog ham.. Ej heller Mydall. Bare hun ikke så ham sådan her. Det var bestemt ikke hans mest positive side.
"Cale..?" spurgte den ene med et hævet våben. Våben som Cale bestemt ikke var meget for at se så tæt på sig, som det han gjorde lige nu. "Ja, jeg.. hvem..?" gentog han endnu en gang forvirret. Han var hævet i ansigtet, hvilket i forvejen, gjorde det svært for ham at se noget som helst. Lænkerne som holdt ham fast, blev sluppet.. på alle 4 ben og hans arme. Han kollapsede næsten foran dem alle sammen. Lettet over, at han kunne bevæge sig.
"Du skal med her.." beordrede soldaterne, inden de ved hjælp af Cale, hjalp ham tilbage på benene, og hjalpham derefter også ned og tilbage til skibet. Nu kunne de komme derfra.

//Out