What to mean?

[Matthew Igleéias]

At folk stirrede ud af vinduerne, for at kigge på dem, var ærlig talt slet ikke noget som Matthew tog sig af. Denne kvinde ønskede han ned med nakken! Tænk at overfalde en mand på den måde, fordi at han valgte at gå mod døren! Det beviste jo bare for ham, at man aldrig nogensinde skulle vende ryggen til en forbandet varulv! Utilregnelige var hvad de var!
Med en kraftig hvæsen, slog Matthew ud mod hende, for at tvinge hende lidt på afstand. Der var jo tænder, klør og pels over det hele! Ondt gjorde det, sådan som hun rev og flåede i ham, men at bide.. Det var slet ikke noget som hun skulle få lov til! Giftigt var det jo trods alt for en vampyr og det vidste han jo trods alt også godt. Ikke at det gavnede hans situation, for denne kvinde, ønskede tilsyneladende at ende hans liv, om hun kunne komme til det!
Kvinden bed ud efter ham. Matthew trak hånden til sig, hvor hun så fik fat i hans ærme, men ikke hans hånd - heldigvis! Ikke ville han dele skæbne med det bæst! Han hvæsede kraftigt. Han ville føre hende klynke og pibe.. Se hende trække sig med halen mellem benene og storme hjem til flokken, og opleve det nederlag! Han ville elske at gøre det! "Forpulede loppesæk!" udbrød han, hvor han endnu en gang forsøgte at slå ud efter hende, for at slå hende i jorden. Han ville flå hende, om han kunne komme til det!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At Rhaenys ikke fik fat i Matthews hånd, som hun bed, ærgrede hende uden tvivl! Hun havde trods alt ikke bragt ham herud for at pusle om ham, som hun derimod ønskede at sætte ham på plads! Derfor kunne hun på ingen måde stille sig tilfreds med hans ærme! At ødelægge hans klæder var nemlig ikke det samme som at ødelægge hans krop! Som han gjorde mine til endnu et slag, var hun denne her gang på dupperne! Hurtigt sprang hun til siden, hvor hun trådte et par skridt tilbage. Det ene forben hævede hun, alt imens hun løftede hovedet højt og vente snuden imod himlen. Her hylede hun et klart hyl. Hvis der var nogen ulve i nærheden ville de komme.. Hvis ikke var hun alene, og så ville hun også få bugt med vampyren på egen hånd! Hurtigt sprang hun frem igen. Dette skulle nok lykkes hende på den ene eller anden måde! Det var ikke den første gang, at hun stod overfor en vampyr! Hun ville få ham ned, og så var hun ligeglad med, om det gik stærkt eller langsomt! Bagom ham løb hun, hvor hun denne her gang gik efter hans ben! At bide ham og trække ham ned! Som hun kom tæt nok på, bed hun denne her gang efter hans ankel. Pinefuldt kunne det være, og hvis hun var heldig og fik fat kunne det være, at han ikke ville kunne gå efter. I så fald gjorde det i hvert fald hendes sag det lettere!

[Matthew Igleéias]

Hvor var hun dog direkte irriterende! Dette var noget, som kun satte Matthew i en meget dum situation, og særligt fordi at det var en forbandede varulv! Han var virkelig træt af dem, og de forbandede pelsede bæster! De var bare direkte irriterende! Han hvæsede med en kraftig stemme, idet han vendte sig mod hende. Hun fik heldigvis ikke fat i hans hånd, for hun skulle for pokker heller ikke have lov til at bide hans hånd af, eller nogen af hans andre lemmer for den sags skyld!
Endnu en gang hamrede han direkte mod hende, for at få hende væk. Hun hylede.. .Det skar næsten igennem krop og lemmer med en form for kraftig gys. En tone så ren, havde han ikke hørt i frygtelig mange år.. Og alligevel, så vækkede det bare alt ved ham. Han blev vred.. Gud hvor han dog blev vred over det! Han nåede denne gang ikke at reagere, før hun denne gang fik fat i hans ankel. Før han vidste af det, så røg han denne gang direkte i jorden. Han klemte øjnene kraftigt sammen, inden han fast vendte sig om, for at sparke direkte ud mod hende, for at få hende til at slippe ham. "Slip mig!!" hvæsede han med en kraftig stemme, inden han forsøgte at sætte hænderne i jorden, for at springe direkte mod hende. Ondt gjorde det dog. Han havde ondt i foden!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Om der var nogen der ville reagere på hendes hyl, vidste Rhaenys ikke. Det havde dog været forsøget værd. Varulvene holdt ganske vidst til i Iyanna skov, men stadig kunne de finde på at strejfe omkring. Hvis der desuden var en varulv i nærheden, ville vedkommende straks vide, at det var deres leder der havde kaldt. Selv kunne hun dog ikke vente på en reaktion og derfor sprang hun også frem mod Matthew i et angreb. Tilfredsstillelsen svømmede på et øjeblik ind over hende, som hun mærkede, hvordan hendes gab lukkede sig om hans ankel, og derfor også, hvordan nogen af de bagliggende tænder måtte søge ned i hans kød. Arrigt rystede hun på hovedet. Både for at få bedre fat og for at forværre skaden. Da han faldt til jorden, tilfredsstillede det hende derfor blot igen! At han forlangte, at hun slap ham, valgte hun pænt at se bort fra. Også selvom han sparkede hende, og rent faktisk formåede at sparke hende i hovedet! Ondt gjorde det, men det var en smerte, som hun måtte se bort fra, da det var hende der havde overtaget! Som han forsøgte at komme op på benene igen og angribe hende, valgte hun med hastige skridt at bevæge sig baglæns, uden at hun slap hans ankel med gabet! Han ville derfor ende med at falde ned igen – medmindre han var umådelig god til at hinke, hvilket hun tvivlede stærkt på – hvor hun ville begynde på at trække ham hen over den hårde og kolde jord. Han skulle bestemt ikke vinde denne her dyst! Ikke lod hun en vampyr gå! Og denne her mand var så heldig, at han kunne tjene endnu et godt formål for hende!

[Matthew Igleéias]

Vreden havde for alvor meldt sin ankomst ved Matthew, og særligt, da hun havde sænket sine tænder direkte ned i hans ankel, og derved også holdt ham fast. Ikke på vilkår, om hun skulle have lov til at køre sådan rundt med ham! Han hvæsede arrigt, som han denne gang direkte vendte blikket i retningen af hende. Aldrig i hans liv, kunne han huske, at han havde været så vred og så arrig før, som det han var lige i øjeblikket, og som det stod lige nu, var det bare umuligt for ham at få fat i hende! Havde han virkelig tabt? Tanken om det, gjorde ham forbandet vred, for ikke på vilkår, om han ville gøre det!
Det hyl havde vel været for at tiltrække andre varulve, som muligvis kunne opholde sig i nærheden? Han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade sig æde af en hel flok, fordi at hun ikke kunne finde ud af at gøre det på egen hånd! Han hvæsede kraftigt igen, som hun begyndte at rive ham med henover jorden, som hun ville have han med.. Have ham med hvorhen helt præcist?! Ikke var han warlock mere, men han var bestemt ikke dum af den grund. Han samlede derfor sten i sine hænder, inden han forsøgte at komme om på ryggen, så han kunne kaste dem direkte imod hendes ansigt.. forhåbentlig ramme hendes øjne, så han kunne blænde hende, inden hun fik ham trukket med for langt væk herfra! Det forbandede bæst havde bare at slippe ham! Og det skulle være lige nu!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Selv elskede Rhaenys det faktum, at hun havde overhånden! Denne mand skulle nemlig ikke tro, at han bare kunne komme spankulerende og tro, at verdenen var i hans hånd! Derudover kunne hans person være en billet for hendes vedkommende. Hen over jorden blev hun derfor ved med at trække ham. Om det gjorde ondt på ham, var hun ligeglad med, da hans tilstand ikke ragede hende en høstak. Han kunne have dybe flænger over det hele, og det ville passe hende. Derfor var hun ligeglad med, om han blev hevet hen over ujævne brusten, små sten, og måske glasskår endda. Hvad hun derimod ikke var ligeglad med, var de sten han kastede efter hende! Hans fod havde været en ting, da den var stor og massiv og dækkede et større område. Stenene derimod var i forskellige størrelser og former, og var derfor mere irriterende! En af dem ramte hendes mere følsomme snude, hvor den anden ramte hende tæt på øjnene. Noget der instinktivt fik hende til at lukke dem i, alt imens hun kort måtte trække hovedet til sig, og derfor også slippe hans ankel. En blodsmag havde hun i munden, hvor den hvide pels omkring mundvigene også var blevet malet rødt af blod. Matthews blod. Arrigt endte hun med at knurre, som hun bestemt ikke fandt sig i det! De hænder skulle derfor stoppes, så de ikke kunne forårsage mere skade! Frem mod ham sprang hun, som hun nu sigtede efter at lande på hans overkrop. At sænke kløerne i hans brystkasse og at bide sig fast i hans hænder! Meget havde hun uden tvivl at se til som ene ulv, som vampyren ikke just var en svag fjende. De var nemlig ikke ligeså ramte af skader, som en normal menneskekrop ville have været.

[Matthew Igleéias]

Matthew ønskede at denne kvinde skulle slippe ham, hvilket hun slet ikke kunne gøre hurtigt nok, for dette var virkelig noget der pissede ham af! For at sige det mildt! Han ville ikke ligge der for hendes fødder, og lade hende gøre med ham, hvad hun havde lyst til! Derfor fandt han det kun nødvendigt, at tage fat i sten og andet, som han nu kunne få samlet i sine hænder, vende sig om på ryggen, og kaste det hele direkte mod hendes ansigt, for at få hende til at slippe ham igen. Ikke om han ønskede, at lade hende få tingene, som hun ville have det! Ikke på vilkår! "Forbandede bæst..!" vrissede han med en fast tone, som han endnu en gang, vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
Hun blødte fra ansigtet ved hans kast af sten og andet småt, som han lige havde fået samlet i hans hænder. Han gispede svagt, som hun måtte slippe ham, og han satte hænderne i jorden, for at trække sig den modsatte vej. Hun var dog hurtig, hvor hendes klør satte sig direkte i hans bryst. Dog en smerte, som han slet ikke havde tiden til at tage sig af, da det var vigtigere for ham, at komme ud af denne situation! Denne gang fik hun fat i hans hånd, hvilket fik et halvvejs skrig over hans læber. Den anden hånd greb brutalt fat i hendes pels i nakken, hvor han af alle kræfter, rev og sled, for at få hende til at slippe ham. Aldrig havde han bedt om den her konfrontation af en forbandet hund!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Lyden af hyl, var det som havde fået Junior til at reagere stort set med det samme. Hyl af hans leder.. hans alfahun. Havde hun problemer, siden hun hylede op på den måde? Ikke var det noget, som han ønskede, og ikke var det noget, som han ønskede skulle ske på denne her måde!
Derfor havde han heller ikke tøvet med at forvandle sig. Den store ulv stormede igennem landet og mod det sted, hvor han var overbevist om, at han havde hørt hylet komme af. Han trak vejret dybt, inden han stoppede op på en bakketop. Her skød han brystet frem, inden han selv hylede mod den store måne overdem. Et kraftigt, klart og stærkt hyl, som respons på hendes eget kald. Han sniffede op i luften, hvor en kraftig brummen måtte forlade ham. Han måtte fange hendes duft, for at kunne finde hende jo!
Dér var den! Junior satte derfor i guld firspring igennem den smukke og barske natur som nu var en del af Imandra, hvor han søgte direkte i retningen af byen, hvor hendes duft kun måtte blive kraftigere og kraftigere. Han var i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, at han havde fundet den.
Junior nåede hurtigt byen. Det som dog mødte hans syn, fik ham kraftigt til at knurre. Manden der rev og sled i Rhaenys var ham kun alt for velkendt. Matthew! Han var hurtigt henne ved dem, hvor han tvang Matthew til at slippe hende, hvor han bevidst placerede sig selv, og sin massive vægt, over den frie arm. #Er du okay?# spurgte han denne gang direkte, som han vendte blikket mod hende. Hvad var grunden til alt det her påstyr?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Matthews ord hørte Rhaenys hver eneste gang. Dog reagerede hun ikke på det, som hun havde hørt det hele før, og som situationen nærmest bad ham om at sige det. Det eneste hun valgte at fokusere på var derfor at få ham ned. Han skulle slås ud, hvis det skulle være helt optimalt, men at slå en vampyr ud var ikke just den mest simple ting, man kunne sætte sig for. Forbandet sejlivet var de nemlig! Derfor turde hun heller ikke forholde sig i ro for blot et sekund! Derfor sprang hun på ham så snart, at hun havde sluppet ham. Udkørt ville hun uden tvivl være når dette var overstået, men det var, hvad det var. Forhåbentligt var gevinsten det værd! Hendes kløer borede sig gennem hans dyre klæder og ned i hans bryst, som hun med al sin vægt landede oven på ham. Hånden bed hun ligeså fast i, hvor hun vred i den, om den eller en finger så skulle ryge af. Han skulle bare svækkes, så han ikke kunne yde modstand! Det var også her, at hun hørte et hyl! Der var i hvert fald én anden varulv i nærheden, og som hendes var blevet besvaret, vidste hun, at der ikke ville gå mange minutter før, at de havde selskab. Det var dog også her, at hun mærkede, hvordan hun brutalt blev taget i nakkeskindet og bare flået bort. Igen kunne det kun lade sig gøre grundet hans vampyriske styrke. En anden ulv sprang ind, hvor hun så, hvordan den fluks sprang på Matthews arm. #Hjælp mig med at slå ham ud,# bad hun kortfattet. En samtale som heldigvis kun hun og Junior kunne høre. Hun knurrede ad Matthew der mere og mere lignede en strandet hval, hvor hun igen forsøgte at springe mod hans arm og lemlæste den.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde naturligvis hørt hylet, og derfor havde han heller ikke tøvet med at reagere på det, og særligt fordi at det var vigtigt for ham, at det blev gjort. Han var selv blevet langt større siden han var blevet en del af koblet, og det var han uden tvivl stolt af. Ganske vidst kunne han ikke nedlægge sine med-hanner i armbrydning endnu, men han var godt på vej, til at kunne udgøre en større modstand, end hvad han havde gjort tidligere.
Junior placerede sig direkte ovenpå Matthews arm, for at forhindre ham i at kunne gøre brug af den, for han skulle bestemt ikke rive og flå sådan i Rhaenys! Det var slet ikke noget, som han fandt sig i! Han knurrede advarende af manden. Matthew var en mand, som han under normale omstændigheder, ikke ville have kastet sig i krig med, og særligt fordi at det var den mand. Han havde desværre for mange kontakter, som han kunne trække i, og ikke ønskede han, at udsætte nogen for fare.
Manden skulle slås ud. Han nikkede, inden han denne gang vendte sig mod manden igen. Han kneb øjnene sammen, idet han forvandlede sig tilbage til sin menneskelige skikkelse. Han knyttede næven ganske let.. kraftigt, kun for denne gang at sætte et slag direkte ind mod mandens hoved. Et slag erstattede derfor hurtigt det andet, for at slå manden helt ud, og for at være sikker på, at han var slået helt ud denne gang!

[Matthew Igleéias]

En ting, var at Matthew skulle håndtere en forbandet varulv, men at der skulle komme en anden rendende, for at komme hende til undsætning, var en tanke, som gjorde ham direkte vred, også fordi at han vidste, at det satte ham direkte i en situation, som han ikke brød sig det mindste om!
En kraftig hvæsen brød hans læber, som hans frie arm, blev tvunget direkte ned i jorden under ham. Han spændte i kroppen. Han blødte fra foden, som hans hånd også føles helt følelsesløs lige nu, hvilket bestemt heller ikke var noget, som faldt i hans gode jord på noget tidspunkt. "Jeg slår jer begge to ihjel! Bare vent!" hvæsede han med en fast og kraftfuld stemme, som han så på dem skiftevis. Hvad pokker ville de ham? Tage hans liv? Det ville være dumt.. Jaqia ville sende hæren efter dem, og de ville ikke tøve med at slå dem ihjel, hvis de kunne komme til det!
Manden forvandlede sig. Synet af ham, genkendte Matthew dog med det samme. "Du.. dig!" Igen gjorde han et kraftigt forsøg på at komme op, også selvom knytnæven ramte ham i hovedet, og slog ham direkte tilbage i jorden igen. Han blinkede kort med øjnene, også selvom de resterende slag, som kom direkte efter, slog så kraftigt mod hans hoved, at det gjorde ham svimmel, og rent faktisk formåede at slå ham ud. Han blev liggende slapt på jorden.

//Out

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ej mente Rhaenys, at hun var svag fordi, at hun havde kaldt på hjælp. Det lå nemlig i varulvenes natur at færdes og jage i flok. De var nemlig et flokdyr ved siden af de andre racer der levede meget individuelt. Desuden måtte man også se på, hvad der reelt sit var muligt, og hvad der var urealistisk.. Og det var ingen løgn, at en vampyr alle dage havde været en hård modstander. Kunsten ved Matthew var desuden også, at hun ikke skulle dræbe ham, men bare slå ham ud. Det var nemlig ej heller noget hun var vant til, som hun var vant til at skulle slå de modstandere ihjel, som hun stod overfor.
At Matthew truede med at slå dem begge ihjel, tog Rhaenys ikke særligt højtideligt. Det var dog også kun fordi, at hun vidste, hvad hun vidste.. ellers havde hun nemlig stået i problemer til halsen, og det ville hun aldrig have kunnet udsætte sit kobbel før! Derudover var der også det faktum, at hun ikke havde selvmordstanker omkring sig selv. Fortsat bed Rhaenys ud efter Matthew, hvor hun ud gennem øjenkrogen sansede, at Junior forvandlede sig. Helt naturligt syntes han at tage det nu, skønt der var det faktum, at han nu var splitternøgen foran hende, og de vinduestilskuere de havde fra værtshuset. Hun hørte genkendelsen fra Matthew, inden han gik ud som et lys. Perfekt! Hovedet trak hun tilbage, som der ikke var yderligere grund til at lemlæste Matthews krop nu hvor, at han var gået ud.. Så skulle det kun være for sjov. Blod havde hun i sit smukke hvide hoved, men størstedelen var nu engang Matthews. #Jeg takker for din hurtige respons, Junior,# lød hendes stemme venligt. Forventet var det, at en varulv kom på en anden varulvs kald.. men stadig hørte et tak med. #Han kan ikke blive her.. Han skal fragtes til Det Mørke Morgengry.#

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

For Junior, var det efterhånden en vanesag at forvandle sig, og rent faktisk sidde i ingenting. Det var vel gået op for ham hvordan den slags foregik i et kobbel? Næven mødte Matthews ansigt mere end en gang.. Lige hvor mange gange, vidste han ikke, men han var nødt til at sikre sig, at manden var slået ud, så der ikke skete nogen ulykker undervejs, for det var slet ikke noget, som ville gavne nogen som helst! Han trak hånden til sig, som selv nærmest var blevet blodig af de mange slags, som han havde givet manden direkte i ansigtet.
Manden var slået ud.. Det var også først der, at han vendte blikket mod Rhaenys igen. Selvfølgelig havde han reageret på hendes kald. Hvilken ulv ville ikke gøre det ved sin leder? "Selvfølgelig.. Jeg hørte dig, så frygtede, at noget var galt," fortalte han denne gang igen. Blikket drejede han mod vinduet til kroen, hvor folk nærmest stod med næsen helt oppe i ruderne, for at se hvad der skete. Var det virkelig så spændende. Et kort træk fandt vejen til hans mundvig, inden han indtog forvandlingen igen. Ulven var ham en velsignelse, og ej det modsatte. En svag knurren kom fra halsen, som han igen vendte blikket mod hende. Det Mørke Morgengry? #Og hvad skal Matthew helt præcist der?# spurgte han denne gang. Nu havde manden jo set ham.. vidste hvem der havde slået ham ud, hvilket også gjorde, at han satte sig på mandens hadeliste. Han ville gerne vide helt præcist hvad der ville ske.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

De lysende øjne holdt Rhaenys mod Junior, som Matthew ikke længere udgjorde nogen trussel. Han sov trygt, sådan som han havde det nu. Derfor ville det ikke blive slemt at transportere ham til slottet her i New Dale. Det ville ganske vidst være dødvægt, men i det mindste var det ikke direkte modstand. #Noget er altid på færde omkring blodsugere,# lød det roligt fra hende. Undgået kunne al dette have været.. men hvorfor skulle det have været det? Matthew havde været en pestilens, og så var der det faktum, at han kunne leveres til Sephiran. Hun betragtede Junior, som han skiftede tilbage til hans ulveskikkelse. Hvilken smuk ulv. At han allerede var faldet til, glædede hende. Nervøs havde hun dog heller ikke været i det sekund, at han havde mødt koblet for første gang. Det var der, at han hørte til. Hovedet tiltede hun en anelse, som han spurgte, hvad Matthew skulle på Det Mørke Morgengry. #Noget er under opsejling i Dvasias og her i Det gamle Imandra. Hvad der er, skal jeg nok snarligt inddrage dig og resten af koblet i,# lovede hun. Det var nemlig ikke fordi, at det skulle være en hemmelighed for ham og de andre varulve. Hun skulle blot have det hele på plads, inden hun kunne fortælle sit kobbel det. Ikke ønskede hun nemlig at være den, som kom med falske nyheder. Ikke når, at de var så store som den hun havde. Derfor måtte Junior bare ligge sin lid til, at hun vidste bedst for ham og resten af varulvene. Gabet lukkede hun nu om Matthews underarm. Ligeglad med, at tænderne igen satte sig i hans kød, og ikke kun hans ærme. Her begyndte hun at trække ham. Ikke kunne det gå for hurtigt!

// Out

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Matthew var nu gået ud som et lys, og derfor kunne Junior nu også vende sin opmærksomhed i helt andre retninger. Det passede ham egentlig ganske fint, for det var Rhaenys som havde hans fulde fokus. Hvorfor ikke ende mandens liv, nu hvor de havde muligheden for at gøre det? Det var i hvert fald sådan, at han måtte anse tingene. Han brummede en kende utilfredst. Han brød sig ikke om at blive ladt i uvidenhed, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han slog let med halen. En flot ulv var han trods alt, og det var han stolt af. Særligt nu, hvor det var gået op for ham, at det var værende en velsignelse, og ikke en forbandelse, som han selv havde anset tingene for at være.
Hans blik gled til Matthews skikkelse. Lige nu var manden på ingen måder nogen trussel, men hvad skulle der ske? Det var det, som gjorde ham en kende urolig, og det var skam også derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. #Det ser jeg i så fald frem til.# konkluderede han ærligt, inden han denne gang trådte om på hendes anden side. Her tog han fat om Matthews anden arm med et fast greb med de spidse tænder, kun for at være behjælpelig med at trække manden med sig af sted. Han ønskede ikke, at det var en byrde, som skulle hvile på hende alene, og de skulle have manden med sig, inden han ville ende med at vågne igen. Det var ikke en chance, som han ville tage!

Out