What to mean?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Et frit eller erobret Imandra? Selv havde Rhaenys endnu svært ved at vurdere, hvad forskellen var på det ene eller det andet. Da det havde været frit, havde det været lovløst. Der havde alle gjort, som det passede dem. Noget hun og hendes kobbel nød godt af, som det nød bedst af det, når de kunne køre deres eget lille samfund. Så havde landet haft en konge for en kort overgang, og nu ønskede den mand nok engang at blive konge. Om han kunne klare opgaven for anden gang, tvivlede hun endnu på, da hun aldrig havde gjort sig i anden chancer. Derudover var forskellen ikke så stor med Dvasias som hersker. Grænserne var åbne, men det var ikke fordi, at de dvasianske borgere overstrømmede deres nye land.. Det eneste der var sket var, at Dvasias hjalp til i byerne. Noget hun igen ikke mærkede af, da hun primært levede i skoven uden for det civiliserede samfund.
Rhaenys løftede glasset op til læberne. Hun havde brug for noget stærkt i dag. Stærkere end den mjød, som de serverede tilbage i lejren. Derfor havde hun gylden whisky i glasset, hvor hun bare skubbede det frem på bardisken, hver gang hun ønskede det opfyldt. Oppe ved selve disken sad hun nemlig, som hun ikke sad sammen med en klynge af mennesker på de andre borde og sang højlydt eller spillede terninger. Sjældent var det i det hele taget, at hun mængede sig med omverdenen. Grunden til, at hun var her i aften var også det, at hun havde brug for at tænke over situationen, uden at hun skulle kontrollere de mange varulve. Nok var der nemlig at se til i koblet, som varulve ikke just var den mere stille race. Hun tog en ny slurk af whiskyen. Et vant ansigt var hun ikke her på værtshuset. Derfor fik hun også et par blikke i sin retning.. eller også var det fordi, at hun ikke lignede den typiske kvinde. Ganske vidst havde hun en kvindes skønhed med sit lange gyldenblonde hår der hang hende løst ned ad ryggen. Det markerede ansigt, de klare øjne, og de kvindelige former. Tøjet var dog anderledes, som det tydeligvis var hjemmelavet og noget tilfældigt. Af skind var det lavet, hvor der var to dele. Overdelen der på kryds og tværs dækkede hendes barm og skuldre, og underdelen der i den ene side gik til knæet, og som i den anden side næsten gik til op over låret.

[Matthew Igleéias]

"Lad være.. please, lad være.." tiggede og bad den unge kvinde om. Den kolde hånd mod hendes hals, fik hendes hjerte til at hamre og banke. En følelse, som Matthew kun måtte elske.
"Sch... Det er hurtigt overstået alt sammen," hviskede han med en kold røst tæt ved hendes øre. Han blottede tænderne, kun for at lade dem synke direkte i hendes smukke hals. Et kraftigt gisp brød hendes læber, idet at Matthew tog for sig, af det smukke tag-selv-bord, som han havde fundet i det gamle Imandra. Hvad der egentlig foregik under næsen på den dvasianske royale familie, vidste han ikke.. Om han gjorde, havde han nok været langt mere opmærksom, end hvad han havde været til nu.

I takt med, at kvinden gled mere hen i døden, og han til sidst tømte hende, lod han hende blot falde til gulvet, som intet andet end en kludedukke. Et lille klæde fiskede han op af lommen, for at tørre det værste af blodet af hans læber. Det havde været fantastisk. Der var ikke noget bedre end de unge kvinder, som kunne stille hans sult på bedste vis!
Matthew forlod derved gyden, for at søge videre igennem byen. Selv var han iklædt de fine klæder, da han søgte over gaderne, for at komme til Den Skrigende Kælder. Nu var det et sted, som han havde hørt en del om, og derfor var det vel også bare på sin plads, at sætte sine fødder der? Med et slesk smil, skubbede han døren op. Der var mennesker her, men ikke så mange, som han havde håbet på. Et sted gjorde det ham vel skuffet? Han rynkede kort på næsen, inden han søgte op til bardisken. Nu havde han været kendt for at gøre sine vilde entréer, og det havde han alle dage gjort. Han var trods alt en Igleéias, og endda den sidste tilbageværende. "Rødvin af din bedste årgang," krævede Matthew, da han endelig tog pladsen ved en af de ledige stole, som nu var. Han kom ind som han ejede stedet og bar sig frem med en umådelig selvtillid.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Røg og alkohol var de primære lugte på værtshuset. Forstærket var en varulvs lugtesans dog, og derfor kunne man umuligt snyde Rhaenys for at lugte den vampyr, der trådte ind på værtshuset. En utilfreds dæmpet brummen lød derfor fra hendes hals, hvor det havde lydt som en knurren, hvis hun havde været i sin ulveskikkelse. Aldrig havde hun kunnet fordrage vampyrer, og aldrig ville hun kunne fordrage dem. Værre var det også kun blevet efter, at deres slags havde dræbt hendes elskede ven, leder og idol, Nathanael. Whiskeyglasset holdt hun en anelse strammere om. Hvem kunne i det hele taget lide vampyre? Andre end dem der selv ønskede at blive en? At der i det hele taget var nogen der ønskede dette, begreb hun ikke. Så ville hun hellere dø! Ud af øjenkrogen så hun blodsugeren, som han satte sig ved bardisken. Spankulerede omkring, som han ejede det hele.. Selvhøjtidelige skvat! Hvem han var, vidste hun dog. Leder af varulvene var hun, og derfor kendte hun selvfølgelig til dronningens blodsugerkæreste. Forfærdeligt.. Dronningen var dog ikke bedre selv.. Hun var ligeså ækel som ham. Hvad værre var, at hun havde været død, og så genopstået på ny! Unaturlige sindssyge! Måske var det årsagen til, at hun skulle støtte Sephiran? Ganske vidst var det ligeså unaturligt, at han havde genopstået, men stadig.. han var ikke en forpulet blodsuger. Han var af kød og blod med et bankende hjerte. Igen drak hun af whiskyen. Selvom det kriblede i at slå blodsugeren ned, lod hun være. Her på værtshuset vidste hun ikke, om de var støtter af Imandra eller Dvasias, og Imandra var jo stadig underlagt Dvasias, og derfor også denne forpulede blodsuger på sin vis. Hvorfor skulle denne verden være så fordømt til tider?

[Matthew Igleéias]

Matthew havde altid opført sig, som ejede han det hele. Det lå egentlig også i hans opdragelse, som han var den, der konstant var blevet fremhævet som bedre, end sin kære bror. Det var vel bare noget, som satte sig frygtelig hurtigt? Ikke at han havde noget imod det, for det var bare den mand, som han var.
Derfor satte han sig også bare ned på den tomme plads. Den brummen som måtte komme fra denne kvinde, fangede dog hurtigt hans interesse. Var han så uvelkommen? Ikke at det var nyt for ham, da han igennem rigtig mange år, havde været en hadet og ikke mindst frygtet mand. At han nu også var blevet en vampyr, havde været en handling sket på hans eget ønske. Oprigtigt havde han jo faktisk ønsket sig, at han skulle være i besiddelse af den styrke og de kræfter, samt være et barn af natten. "Hvis du ikke kan lide min tilstedeværelse, så må du jo gå," sagde han kort for hovedet, uden egentlig at kigge på hende. Hvorfor skulle han da i det hele taget værdige hende et blik? Han havde ikke noget udestående med denne kvinde, så hvorfor skulle hun i det hele taget have det med ham? Han lod en bleg finger vandre langs toppen af hans glas, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.. Denne gang kiggede han reelt set på hende. Køn.. synd, hun kun måtte blive kaldt for en sølle køter og hund. Det stank virkelig langt væk fra hende!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Blodsuger og en snob? Værre kunne det næppe blive.. Ingen af de dele forstod Rhaenys sig på, og derfor gjorde det det også det værre for hende. Hun kunne bare gå? Den mand var lige lovligt fræk! Komme her og tro, at han ejede det hele! Det var jo til at kaste op over! Hun måtte tage en dyb indånding. Det var uden tvivl fristende at springe på manden. For det første fordi, at han var en blodsuger.. og for det andet fordi, at han troede, at han var bedre end hende. Det handlede uden tvivl om at slå koldt vand i blodet. Noget der aldrig havde været let for hende, når det kom til blodsugere. Hun bundede hele sit whiskyglas, inden hun skubbede det over mod værtshusejeren, som et tegn på en ny genopfyldning. ”Jeg tror såmænd, at det lige lykkedes dig at få mig til at kaste op i min egen mund,” sagde hun sarkastisk, som hun ingen ”pæn” pige var. Hun var vant til at slås med mænd og høre på et groft sprog. Derfor var det ikke unaturligt, at hun kunne være således. Slet ikke overfor en, som hun allerhelst så i jorden. Det værste var nemlig, at denne mand ikke var født vampyr. Han havde været en warlock engang.. Derfor havde han valgt at omfavne vampyren. Ja, den blotte tanke kunne igen få det hele til at vende sig i hendes mave. Værtshusejeren der ikke var sløv til at opfange, at der var gnister i luften, sendte de to parter nogle blikke. Hvis de blev ved, ville han smide dem ud! Værtshuskampe havde det nemlig kun med at brede sig, og ikke ønskede han, at alle gæsterne lå og slog på hinanden resten af natten. Indtil nu skænkede han dog op til Rhaenys igen, så hun igen kunne tage om sit glas.

[Matthew Igleéias]

Hvorfor skulle Matthew opføre sig anderledes, end hvad han havde valgt at gøre til nu? Hvis synet af ham, generede hende så meget, så måtte hun j bare gå. I hans øjne, var det ren og skær logik, så det kunne da ikke komme bag på ham, at det var sådan, at han tog på tingene. Hans blik stirrede direkte i retningen af hendes skikkelse i stedet for.
"Det beklager jeg.. Er det til at sluge, eller skal jeg finde en skål med vand, så du kan skylle det ned igen?" spurgte han direkte. Slåskampe og den slags, var ikke noget, som Matthew gjorde sig, for det havde han slet ikke nogen grund til. Han havde det i munden, og i kroppen, dersom det skulle vise sig, at blive en direkte nødvendighed. Han tvivlede dog. Ikke hvis hun valgte at blive smidt ud om ikke andet, for han havde ikke tænkt sig, at starte noget som helst op!
Matthew lod denne gang sit eget glas stå på bordet, og med blikket intenst hvilende på denne kvinde. Han havde jo intet gjort. Han var bare kommet og sat sig, og det generede hende? Hvis det generede hende så meget, så gjorde hun da bare ret i, at hun kunne gå? Han var der ikke for balladen.. Okay, måske var han lidt, men det behøvede hun ikke at vide. Han var en mand, hvor ballade, altid var i nærheden.. Og han elskede at lege med det, når han fik muligheden for det.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Meget havde blodsugeren måske ikke gjort Rhaenys, men stadig var det nok. Både i form af, at han i det hele taget var til, og da han kom til værtshuset med en arrogant attitude. Noget der ikke just passede til stedet her i det hele taget. Afslappet var stemningen her, og derfor var det mildt at sige, at han brød det billede. Hvad lavede han desuden også her? Burde han ikke være i Rimshia på Castle of Dark? Havde dronningen mon smidt ham ud? Et sted måtte hun næsten fryde sig ved tanken.. Faktum var dog, at han ikke var ønsket her. Dog kendte hun en person, som nok ville sætte pris på at møde ham. ”Den dag jeg vil have brug for hjælp fra en blodsuger vil være … aldrig,” svarede hun igen med et kynisk smil på læben. Hjælp fra ham? Nu måtte hun le! Hvis han skulle hjælpe hende, kunne han pænt fjerne sin eksistens. Det ville desuden ikke kun være en hjælp for hende, men derimod en hjælpe for hele verdenen, da ingen brød sig om en vampyr. ”Det ville dog lette min tilværelse, hvis du tog turen ud af døren igen.. Jeg kan endda være behjælpelig med at vise dig vejen, hvis det skulle være det,” tilføjede hun koldt. Noget der hurtigt fik værtshusejeren til at se op, som han ellers havde været i færd med at pudse nogle af glassene. ”Udeståender tages udenfor værtshuset!” skræppede værtshusejeren, som han på ingen måde ønskede et optrin her! Skræmt var Rhaenys ikke just over værtshusejerens ord. Hvis hun havde været bange for at stå alene med en vampyr, havde hun nemlig ikke været leder for varulvene!

[Matthew Igleéias]

Matthew lod sig bestemt ikke skræmme af denne kvinde.. Varulv eller ikke, så var han alligevel fuldstændig ligeglad med det. Hans blik stirrede på denne kvinde. Det var meget muligt, at det var hende som ikke ønskede ham her.. Han var ligeglad med det, for hvorfor skulle han tage det tungere end som så? Det havde han jo slet ikke nogen grund til. Han smilede kort for sig selv, hvor de spidse hjørnetænder måtte vise sig i hans mundviger. "Jeg som troede, at unge djævle af hunde, selv blev opdraget bedre af deres forældre," sagde han direkte. Han havde jo pænt spurgt, om han skulle finde en skål med vand, så hun kunne skylle den forfærdelige smag væk. Det var jo lige før, at det var dyrplageri, at lade hende rende rundt og have det på den måde.
Matthew var der ikke for at gøre noget ved nogen som helst, så det at bartenderen skulle blande sig, var noget som direkte irriterede ham! Hans blik gled direkte mod bartenderen, hvor det denne gang var en tydeligt advarende mine, mod så meget som at overveje at blande sig yderligere, for det var slet ikke noget, som han ville finde sig i! Igen vendte han sig mod Rhaenys. "Du kan lige så godt smutte med halen mellem benene, som I hunde nu plejer at gøre. Jeg vil ikke bekrige nogen," afsluttede han, inden han tømte sit glas og satte det fra sig på bordet.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Afsky strålede Rhaenys’ blik af, som hun anede de spidse tænder i hans mund. At han brugte dem til at suge folks blod, fandt hun direkte afskyeligt! Det var på ingen måde menneskeligt, som det var en sygdom! Han havde vel heller ingen medfølelse over for sine mennesker? Han kunne vel i princippet drikke fra hende og enhver anden her på værtshuset? Blodsugere havde også en irriterende tendens til at føle sig som jordens centrum. En arrogant holdning var det at have, men vampyren var generelt også en arrogant race. ”Det er snarere dig der ingen manerer besidder,” bed hun tilbage. Respekt havde hun ikke for blodsugere, men hvorfor skulle hun også have det? Det var en race der skulle udryddes! Dog skulle man stadig være påpasselig omkring dem, som de var snu og ikke mindst stærke. Det kunne man ikke tage fra dem. De ville gøre sit for at overleve. Dog havde hun stadig slået dem ihjel før, og igen kunne hun gøre det, hvis det var det. Som blodsugeren begyndte at true værtshusejeren, snerrede hun, så spidse tænder begyndte at vise sig i hendes mund. Lysende og stirrende var hendes øjne ligeså blevet, men dog var hun ikke forvandlet endnu. Værtshusejeren skulle han bestemt ikke true! Han var en uskyldig mand i denne sag. Hende skulle han dog heller ikke nedgøre! ”Lad os tage den udenfor, som den gode værtshusejer så pænt foreslår,” snerrede hun ad ham, alt imens hun skubbede sit whiskyglas fra sig. Helt ved siden af havde en slåskamp med en blodsuger nu heller aldrig været! Det var vel også noget tid siden, at hun havde været rigtigt i gang?

[Matthew Igleéias]

Hvorfor skulle Matthew andet, end at placere sig i centrum for stedet her? Det havde han jo trods alt alle dage gjort, og dette var bestemt ikke noget undtag. Han elskede det, som han elskede det liv, som han nu havde fået. Han stirrede i retningen af den irriterende varulv. Han besad ikke menneskelige følelser.. Ikke udover dem, som han valgte at gøre det overfor, vel og mærke. Såsom Jaqia. Der var ikke noget bedre, end de stunder, som de sammen, var i stand til at dele. "Du sårer mit hjerte," endte han, hvor han næsten dramatisk, måtte lade hånden glide mod hans hjerte i samme omgang. Han tog det nu ikke tungere end det. Det var der ingen verdens grund til i hans øjne og optik om ikke andet.
Bartenderen burde bestemt ikke blande sig i denne her sag! Han fandt sig bestemt ikke i det! Hans blik gled igen mod Rhaenys, som valgte at give efter for bartenderens ønske? Ville hun virkelig tage den udenfor? Fint! Han satte hånden i bordet. "Hvilken lydig lille hund, vi har her," vrissede han kortfattet. Han havde lige spist.. lige næret sig, så energien havde han! De spidse tænder og de næsten lysende øjne, indikerede også for ham, at han kunne være indstillet på, at der ville ske noget nu. Var det underligt, at han kunne lide den tanke? Noget spænding havde man da altid godt af! Med den tanke in mente, søgte han udenfor med faste skridt. Folk fulgte dem med blikket.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Koldt fnøs Rhaenys, som han tog sig til hjertet og sagde, at hun sårede ham. Gid hun kunne! Det kunne hun dog ikke, da der ikke var noget hjerte at ramme alligevel. ”Blodsugere har intet hjerte,” afviste hun ham koldt. Intet bankende havde han i sit bryst. Ingen varme havde han i sin krop, altså.. Han var død. Intet værd var han derfor i hendes øjne, som han nærmere burde udryddes. Noget, som hun pænt kunne hjælpe til med. Hvilken tjeneste hun dog ville gøre jorden! Som han rejste sig fra sin plads og bekendte, at de kunne gå ud og tage resten af deres ”snak”, mærkede hun tilfredsstillelsen stige i sig. Hun løb ganske vidst en risici ved at gøre dette uden hendes flok.. men som leder af varulvene burde hun kunne tage en enkelt blodsuger uden dem. Nøje betragtede hun ham, som han gik forbi hende og nærmede sig døren. Perfekt.. Hun rejste sig fra sin plads, som hendes hud var ved at danne pels. Hun var klar til dette! Som han kom hen til døren og var parat til at forlade værtshuset, satte hun selv i løb! Et splitsekund gik der kun, inden hendes klæder lå på gulvet, og en smuk ulv på alle fire galoperede over mod Matthew. Et bagholdsangreb var det måske, men mod en blodsuger gjaldt alle kneb! Han skulle ej heller gå helskindet herfra! En snerren forlod hendes læber, inden hun satte af. Med forpoterne og kløerne fremme, sprang hun mod hans ryg i et forsøg på at hægte sig fast der, og lade ham vælte ud af døren. Han skulle helt bestemt ned i støvet og rulle! Andet havde han ikke fortjent!

[Matthew Igleéias]

Matthew havde skam et hjerte. Det var bare ikke ensbetydende med, at det hamrede og bankede i hans bryst, for det havde det ikke gjort i flere år. Han trak kort på smilebåndet, hvor de spidse tænder igen måtte vise sig i hans mundvig. Hun måtte hade det lige så meget, som hun ville, og det ville ingen forskel gøre for hans vedkommende. "Jeg har faktisk et. Det er bare en skam, at det ikke banker," pointerede han med et smil på læben. Selv kunne han ikke, og ville han ikke tage det tungere end det.
Matthew rejste sig, for at komme mod døren, også selvom han knapt nåede den, før de massivt skarpe kløer satte sig direkte i hans ryg, efter hun havde forvandlet sig, og taget springet. Med det spring og den kraft, som hun derimod også måtte lægge i det, fik Matthew uden tvivl også en kraftig overbalance, hvor han denne gang, var den som faldt forover og direkte ind i døren, som han tvang op, idet han faldt ned på jorden lige udenfor. Et kraftigt gisp brød hans læber, efterfulgt af en kraftig hvæsen. Magen til frækhed! Han havde bestemt ikke bedt om denne behandling! "Dit forbandede... tøjdyr!" hvæsede han, hvor han forsøgte at få sig vendt, så han kunne få fat i hendes pels, og kaste hende af sig. At ligge under det forbandede dyr, var slet ikke noget, som han havde lyst til! Det gjorde ham direkte vred! Virkelig, virkelig vred! Han forsøgte derfor at kaste hende af sig, inden han rejste sig. Denne gang, var det ham som gjorde et udfald mod hende i form af et kraftigt spring. Tænderne havde han blottet. Han fandt sig ikke i den opførsel!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ej troede Rhaenys på, at en blodsuger kunne have den samme sjæl som en levende. Ikke på vilkår! De var unaturlige og modbydelige, og derfor skulle de heller ikke have lov til at være til! Hvis det stod til hende, havde det også været en udryddet race. Det havde hun også givet til kende over for rådet her i Det gamle Imandra. Til nu måtte hun dog nøjes med Matthew.. Hvis hun ønskede det, kunne hun give ham videre til Sephiran. En sådan handling ville dog også betyde, at hun havde taget et valg. På Matthew sprang hun, hvor hun var ligeglad med det faktum, at hun kom bagfra. Kløerne lod hun sive i hans kolde ryg, som hun sad fast og snerrede ham direkte ind i øret. Han skulle bestemt ikke tro, at han var velkommen her! Rykket i sig mærkede hun, som Matthew faldt omkuld ude på gaden. Under hende. Hvor det dog frydede hende! Snappede ud efter ham gjorde hun, da han kaldte hende for et tøjdyr. Bort blev hun dog kastet, hvilket fik hende til at glide en anelse hen over jorden. Børster rejste hun, så gyldne og hvide hår stod lodret op, alt imens hun hurtigt kom op på alle fire igen og vente blikket mod ham. Hendes spidse gab var på alle måder udspilet, som hun knurrede ad ham. Hun gav bestemt ikke op! Hastigt sprang hun til siden, så hun undgik hans angreb, inden hun selv sprang i hans retning. Fremme var tænder og klør, som hun kom imod hans ben, som hun agtede at springe på det og sætte tænder og klør i det!

[Matthew Igleéias]

Denne behandling, var slet ikke noget som faldt i Matthews gode bog, hvor det derimod gjorde ham direkte vred! Her var han gået ganske roligt i retningen af døren, for at tage den udenfor, og hun havde sprunget på ham, allerede inden! Tydeligt var det, at man ikke engang kunne stole på varulve! Selv når man intet havde gjort! Denne gang havde hun virkelig også bedt om det!
En kraftig hvæsen brød hans læber, som han kraftigt vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han fik fat i hendes pels, hvor han brutalt kastede hende fra sig i stedet for. Denne gang var det ligeså også ham, som måtte blotte tænderne. Han fandt sig nemlig ikke i at hun gjorde det her, og særligt ikke ved ham! Matthew Igleéias! Det var nok det dummeste, som hun kunne gøre! Han sprang direkte imod hende, hvor hun gjorde det samme. Hans hænder lukkede sig omkring den smukke og blanke pels. Hvilken yndig pelset frakke hun ville udgøre, den dag, han fik hende ned at ligge, og han ville elske at gøre det!
Folk begyndte at mase sig op af vinduerne, for at følge med i hvad der foregik udenfor. En vampyr og en varulv i kamp og strid. Det var bestemt ikke første gang, at man hørte om det, men det var sjældent, at det rent faktisk skete. Matthew knyttede næven, for at give hende den direkte mod ansigtet. Der var klør, tænder og pels over det hele, og han var ved at være træt af det!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Publikum fik Matthew og Rhaenys hurtigt, men hvad andet havde man kunnet forvente? For det første var der tale om en varulv i sin ulveskikkelse der sloges med en vampyr. En strid der altid havde været kendt for hele verdenen. For det andet var der tale om, at det var varulvenes leder mod dronningens af Dvasias’ forlovede. Og for det tredje havde hele optrinnet begyndt inden på Den Skrigende Kælder, og derfor var gæsterne derfra naturligvis nysgerrige. Ligeglad var Rhaenys dog med tilskuerne.. Hun skulle blot vinde. Det var det eneste der gjaldt! Om hun kunne var hun nødt til at have troen på. Ellers havde det også været dumt at udfordre ham i det hele taget! Som hans kolde og klamme hænder greb om hendes pels og tvang hende ned og ligge, peb hun kort. I et forsøg på at komme væk, udspilede hun sine kløer, hvor hun arrigt rev dem mod den arm der holdt hende ned og hans krop, så hans tøj også måtte gå itu. Slaget mod sit hoved, kunne hun ikke undgå, som han holdt hende nede. Derfor peb hun også igen, som det alle dage havde gjort ondt at blive ramt af en vampyr! Dog afskrækkede det hende ikke, som hun kort tid efter begyndte at knurre og vise tænder. Hævn skulle hun uden tvivl have.. og det ville blive hans hånd, som det ville gå ud over! Hun knurrede ham, inden hun bed efter den hånd, som havde slået hende! Her ville hun lade sine skarpe tænder synke ned i hans kød, så hun sad fast og holdt ham stille, inden hun ville begynde at ruske med sit hoved, så hans hånd ville blive tvunget rundt. Hvis hun gjorde det hårdt nok, så den til sidst faldt af, ville hun bestemt ikke være ked af det!