human or dragon ?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kiggede skiftevist på dem begge to. Siden den mand, tog så tungt, at Serenity var væk, gjorde ondt på ham. Han savnede hende uden tvivl også selv, men det var bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det.. Desværre.
"Det er meget at forvente, at jeg kan tage denne mand med mig, siden det er så ukontrolleret som det er. Det er... grotesk, at folk skal igennem det, og særligt for dem, som de kender og holder af.. som en søster," sagde han denne gang, som han igen vendte blikket i retningen af manden der sad der. Han kunne nok næppe gøre det på egen hånd, sådan som han havde det, og hvis han tog Serenitys bortgang så hårdt, var det også synd og skam.. Hvad var der at gøre ved det? Det var jo lidt det, som gjorde det besværligt for ham.
Et tungt suk brød hans læber, som han denne gang trådte tættere på manden. Dragen havde brug for hvile, men i hans øjne, var det på tide, at denne mand, ligeledes, også tog sig bare en smule mere sammen og kom ud af situationen og den depression og andet, som han nu måtte være ramt af.
Langsomt lod Thranduil hånden falde mod hans skulder. "Rejs dig," bad han denne gang med en autoritær stemme. Han kunne jo ikke lade være. Han var jo en konge af skovene her.

[Deleted]

Erigor var vel stadig lidt ramt af det hele med serenity og det gjorde ikke situationen bedre med hvad han havde været igenem men det var vel heller ikk noget han kunne gøre meget ved,
da der blev næsten kommanderet at han rejste sig gjorde han vel næsten af ren reaktion dette, den stemme der kom frem som det blev sagt, han kikkede med tomme øjne der langsomt lyste lidt mere op i sig og det virkede til der dukkede lidt mere liv op i dem, "hvem ?" lød det svagt fra ham som han kikkede på manden, det var tydeligt han spurgte til hvem han var men som hans hoved var nu var dette ord nærmest det eneste der kunne komme igenem munden.
Sirath rejste sig også op så godt hun kunne og kikkede mod manden, "jeg vil også gerne vide dette hvis det er muligt og spørge" sagde hun og bukkede hovedet ned som respekt hun havde da allerede opfanget at han var en som måtte være vigtig.
Hun gik nu langsomt tættere mod erigor så han kunne støtte sig langs hende som de ventede på og finde ud af hvem han var og om han egentlig ville hjælpe dem ? 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var slet ikke vant til at være en ukendt mand, og derfor vendte han også blot blikket i retningen af Erigor, som sad krummet sammen foran ham. Han lod hovedet søge på sned. Hvem? "Thranduil Devárniä. Elvernes konge.. Og Serenitys mand," fortalte han denne gang.
At tage ordene i sin mund, gjorde ondt, men det handlede jo udelukkende om at holde hovedet højt, for det andet var heller ikke ligefrem til gavn for nogen som helst, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han savnede hende.. selvfølgelig gjorde han det, og det samme med hans afdøde og nyfødte datter. Han var jo faktisk ladt alene igen, og det var ikke første gang, at den slags var forekommet. Det var anden gang det skete for ham.
"Jeg kan forstå, at du kendte hende?" fortsatte han. Det var uden tvivl hårdt, og det var smertefuldt for ham, at snakke om Serenity, men selv han vidste, at han et sted var nødt til at gøre det. Han kunne ikke lukke munden om det, for tid og evighed og for resten af hans liv. Selv han havde brug for at få det bearbejdet på en eller anden måde, også selvom det var svært. Det var virkelig svært for ham, at gøre det.

[Deleted]

erigor kikkede med mere lys i øjnene på manden som han stod foran ham, Thranduil ? han havde hørt navnet før og spærrede først øjnene op da han hørte hvem han var og hans forhold til serenity ,
med dette gik han lidt tættere på ham og kikkede på ham, "serenity ? serenity....hun er " mere fik han ikke frem før han atter blev stille igen men dog med et seriøst ansigt denne gang det gik endelig rigtigt op for ham hun var væk og det kunne han selv mærke inden han vendte sig lidt væk og kikkede i jorden, "hvis...hvis jeg havde HVIS JEG HAVDE VÆRET DER VAR DET IKK SKET hvorfor skulle hun også gå væk selv" lød det frusteret fra ham inden tonen blev mere nedtrykt men han måtte komme sig over det han havde en fornemmelse for der havde været noget der ude noget der var kommet forbi lyset vampyre måske, Sirath havde set nogle få på hendes tur i skoven men det kunne da ikke havde været dem ? og hvorfor ville de være der på det tidspunkt ? havde de været efter ham besøget hos cathlina var ikke ligefrem endt som det var meningen på den anden side ville vampyre vel aldrig kunne overleve sådan et sted ?
han var virkelig ikke sikker men vendte sig atter som der blev snakket til ham igen, han stillede sig op af sirath og kikkede på thranduil,
"ja jeg kendte hende kort dog...hun hjalp mig i skoven efter et uheldigt møde hun var venlig ved mig og nu.." sagde han og kikkede bekymret på manden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At præsentere sig som Serenitys mand, gjorde det uden tvivl mere virkeligt for denne Erigor, hvilket var noget som passede Thranduil udmærket. Selv gjorde det ondt for ham, at snakke om det, men det var vel heller ikke underligt, når det var noget, som var sket så meget for nylig? Uanset hvad man havde gjort, havde den skæbne været uundgåelig. Der var ingenting her i dette land, som kunne forhindre den slags. Desværre. "Hvad der skete med Serenity.. var uundgåeligt," sagde han denne gang. For selv Thranduil gjorde det ondt, at skulle nævne det, men han kunne jo ikke komme udenom det.
Måske Thranduil skulle have gjort mere for hende? Ved tanken alene, måtte han sænke blikket, næsten som havde han stået og skammet sig. Hun var jo heller ikke den første, som han mistede på den måde. Hun var rent faktisk den anden. Denne gang, havde det så også bare taget hans lille datter med i faldet i samme omgang.
"Hun døde i hjemmet og i trygge omgivelser, Erigor.. Der er intet udefra, som har forårsaget det tab af hendes liv." Hans øjne blev blanke, hvor han denne gang vendte blikket i en anden retning. Det var bestemt ikke noget, som nogen skulle have lov til at se!
Thranduil lukkede øjnene let i. "Hun var en varm sjæl.. Et stort tab for os," afsluttede han tamt. Det gjorde virkelig ondt for ham at snakke om.