human or dragon ?

[Deleted]

Thranduil Íl Aleazea Devárniä

had, vrede, sorg så mange følser kunne mærkes i hovedet på sirath, der var sket mange ting og noget var helt galt.
Det havde nu været nogle måneder siden kvinden Serenity var gået bort, 
Erigor havde selvfølgelig hørt om dette og havde ikke været sig selv siden, over de næste uger havde han ændret sig han var mere aggresiv trist nedkørt og kold meget mere en hvad han plejede og være, sirath selv kunne ikke helt regne ud hvad dette var og var nu begyndt og blive nervøs for ham, sådan havde hun aldrig set ham før og kunne bestemt ikke lide det, hans krop ændrede sig fra tid til anden han opførte sig langt mere som et dyr en normalt og havde en styrke der kunne måles selv med sirath selv.
Sirath var nu taget afsted og havde efterladt erigor i skoven bag hende, hun måtte finde nogen bare en eller anden der kunne kikke til hans problem der måtte da være nogen her ude som kunne hjælpe hun ville ikke se ham sådan og have brug for at finde en løsning hurtigt,
det var nu lidt tid siden hun var stoppet med og flyve da vingerne ikke længere kunne bære hende, for træt til og flyve fra skaden og den ustabile tilstand som erigor var i for tiden, båndet mellem det var løst men hun kunne ikke forstå hvad der skete,
var her virkelig ikke nogen nær som havde forstand på hvad der kunne gøres ? da hun var nået længere ind i skoven var det nok hun kunne nu ikke længere bevæge sig meget og faldt forover så stor som hun var og begyndte at trække vejret roligt og tungt som hun lå i græsset og kikkede frem for sig, var det her virkelig så langt hun kunne komme for sin rytter ?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dagligt måtte Thranduil være forbi sin hustru og datters gravplads, blot for at sikre sig, at de endnu måtte ligge der. Grotesk som det end var, var det forfærdeligt at tænke på, at det var endnu en tragedie, som skulle ramme ham. Det var blevet en smule nemmere nu, men tårerne truede endnu med at falde. Det gjorde ondt. Det var jo heller ikke første gang, at han havde lagt de kæreste i hans liv i graven. Alle faldt omkring ham. Aldrig skulle han have en nær sig igen. Aldrig.
Skoven var hans hjem, og nu regnede han bestemt heller ikke med, at han nogensinde skulle forlade den igen. Han gik rundt med en konstant smerte i brystet, og han sov ikke meget. Kunne han, undgik han for alt i verden, at være hjemme. Selv sengen føles skræmmende stor, og de mange ting, som skulle have været til hans lille pige, havde han ikke fået ud. Ej heller Serenitys sytøj, som endnu lå der. Det havde jo været en del af deres liv. Det havde været meningen, at det skulle være en del af deres liv.

At komme lidt væk fra folket, og lidt væk fra elverne, så han kunne få lov til at være lidt selv. Herude følte han desuden også, at han kunne smide den faste maske i ansigtet fra tid til anden, om ikke andet. Han stoppede op ved et af de gamle træer. Nogen var derude.. Men det spørges lige.. hvad var det?

[Deleted]

Det hele var svært meget svært hun kunne mærke den tunge følse i hendes bryst varmen og smerten af det som hendes rytter gik igenem det var rigtig hårdt.
som hun lå der i græsset nær træerne mærkede hun nogle nærme sig der kom en lugt hun have oplevet før en elver ?
lige nu var hun egentlig ret ligeglad med hvem det var hvis der var nogen som kunne hjælpe ville hun tage imod det far hvem som helst det var snart ved og blive for meget,
#er der nogen ? jeg ber der hvis der er nogen svar mig# det var cirka hvad hun kunne få ud af kroppen for nu det var i forvejen svært og fokusere på tale og samtidig holde kroppen vågen,
sirath begyndte igen og nærmest kravle langsomt mod hvad hun havde opfanget men holdte stadig afstand i tilfælde af der ville ske noget  som hun var nu kunne hun bestemt ikke gøre meget selv,
"jeg...det gør ondt jeg ber dig jeg ved ikke hvad der sker " fortsatte hun igen,
hun havde ingen anelse om at denne mand som var her havde meget mere kendskab til kvinden serenity som de havde mødt måneder tilbage en nogen anden,
af alle personer var dette vel den sidste der ville hjælpe en som havde kendt hans kone kort tid inden hun døde ? 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kneb øjnene let og fast sammen. Det var bestemt ikke dette, som han havde været indstillet på, da han havde søgt ud i skoven. Der var virkelig mange fremmede væsner i skoven i denne her tid, og ikke ønskede han, at de skulle komme her og lave ulykker og mere ballade! Ikke på hans vagt!
Thranduil greb fat om sin bue og lagde en pil på buestrengen, mens han fortsatte ind i skoven. Det var her, at hans blik måtte falde til et.. væsen, som han slet ikke mindes, nogensinde at have set før. En drage..? Var de også ved at komme hertil nu? Han vidste bestemt ikke om det var et væsen, som an kunne stole på, og særligt ikke, som det var lige nu. Han kneb øjnene let sammen.
"Hvor er din rytter?" spurgte han som det første, da han trak mere op i buen, ment som en advarsel. Hvis der var noget folkeslag, som han stolede på, så var det elverne. Der skulle i forvejen meget til, før han i det hele taget udviste noget, der mindede om respekt eller lignende, for noget individ, og særligt når det foregik på denne her måde. Hans hjerte begyndte fast at hamre mod hans bryst.
Søgte dragen hjælp? Det var uden tvivl ved det helt forkerte folkefærd, at den gjorde det ved!

[Deleted]

sirath fortsatte og forsøgte hårdt at koncentrere sig, blikket blev mere slørret men hun kunne efterhånden stå op igen dog var det bestemt ikke nemt,
"han... han er i skoven noget er galt han er ikke som han plejer" begyndte hun næsten panisk med tydelig træt stemme,
hun havde vel en lille ide om hvad dette kunne være men efter al den tid var der virkelig stadig problemer ?,
da han havde været i fængsel var folket begyndt at udføre underlige eksperimenter på ham ændre ham gøre ham anderledes, sirath havde aldrig rigtig forstået præcis hvad de havde gjort men han var bestemt ikke bare et menneske nu, hans styrke var større en normalt hans syn generelt hans sanser som havde han fået en del fra sirath,
og nu havde sorgen måske gjort det værre ? hun forstod det ikke men måtte bestemt gøre noget,
"jeg forstår jeg ikke burde være her men der er ikke andre steder jeg kan finde nogen der ville hjælpe jeg kan ikke tage mig af ham alene " fortsatte hun med en mere dæmpet stemme
"efter den kvinde...forsvandt har han ikke været sig selv som om hans kræfter er gået ud af kontrol som jeg er lige nu kan jeg ikke styre det selv"
hun lød nu lidt trist selvfølgelig var elvere ikke dem der normalt hjalp andre men mon ikke det var muligt nu ?
hun håbede bestemt på at det ville kunne lade sig gøre.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde mere end rigeligt at tænke på i forvejen, og derfor ønskede han ikke også dette. Han havde nok! Særligt efter tabet af hans hustru, og nu skulle han stå overfor en drage, som ønskede hans hjælp? Det var totalt den omvendte verden for ham. Desuden var drager ikke just kendt for at ville opsøge hjælp. Nu vidste Thranduil i forvejen ikke særlig meget om det væsen, da han altid havde holdt sig til elverne, som i hans øjne, var det eneste rigtige.
Buen stod han endnu med, spændt i sine arme, blot i tilfælde af. Han stolede ikke på nogen, og særligt efter at han atter skulle lægge sin familie i graven, så var der ekstra mange ting, som han nu også skulle tage højde for.
Han kneb øjnene svagt sammen. "Ikke ved jeg hvem du er.. eller hvem din herre er," begyndte han. Umiddelbart var han heller ikke gjort kendt med elviske drageryttere. Det var noget som i hans øjne, også måtte forekomme ham meget surrealistisk.
Dragen omtalte en forsvunden kvinde. Kun Serenity og hans lille datter var meldt som mistet, forsvundet og savnet igennem den seneste tid. Hans hjerte føles som en isklump i hans bryst. "Hvilken kvinde er det du omtaler? Tal!" beordrede han, inden han spændte buen mere op. Det var trods alt det mest ømme punkt, man kunne ramme ved ham nu. Og derfor ønskede han.. krævede sine svar på sine spørgsmål, før han så meget, som ville overveje at stå til hjælp med noget som helst!

[Deleted]

hun kunne vel egentlig godt forstå han var lidt anspændt som en stor drage som hende nu stod her foran ham,
hun kunne fornemme han var en vigtig person så måske det ikk var det smarteste men havde hun noget valg ?
der måtte gøres noget ved Erigor og det skulle være snart ellers ville hun ikke vide hvad der kunne ske.
Sirath forsøgte roligt og rette på sig selv inden hun pustede lidt ud og fortsatte talen, "jeg...jeg er ikk sikker hun var der kun nogle få dage hjalp os hun var så sød der er ikke mange der har kunne tage sig af erigor på samme måde som hende jeg er ikk sikker på hvem hun var....serenity mener jeg det var hun forsvandt for nogle måneder siden "
hun lukkede nu øjnene lidt som hun tænkte tilbage det var slemt kunne der være sket hende noget hvor var hun ?
kunne hun ikke hjælpe erigor nu ?
"ved du hvem hun er ? eller hvor hun er måske hun kan hjælpe" fortsatte hun næsten bedene,
hun vidste virkelig ikk hvad hun kunne gøre lige nu,
"hun var virkelig god ved ham næsten som en mor hun fandt os i skoven så rar" fortsatte hun med et lille smil
hvis bare hun vidste hvor kvinden var nu kunne dette måske undgås.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste godt, at det var begrænset hvad en pil og en bue, kunne gøre mod så stort et væsen, men skulle det vise sig, som en nødvendighed, så ville han prøve. Han spændte mere op i buen, jo mere dragen talte. Det var først, da hendes navn blev sagt, at det var som en syngende lussing for ham. Det var tydeligt i hans ansigt, at han udmærket godt vidste, hvem det var dragen måtte omtale.
Buen sænkede han, som han slakkede mere og mere på bruestrengen. Han bed tænderne sammen. Kendte de Serenity? Tårerne meldte sig endnu en gang i hans øjne. Han havde ikke ligefrem været forberedt på at skulle blive konfronteret med det i en stund som denne.
"Serenity er ikke en ukendt kvinde hos mig," sagde han dog. Det var hans hustru. Hans afdøde hustru, som han vidste, nu ville være tabt for tid og evighed, hvilket næsten var den tanke, som gjorde mest ondt på ham.
Buen og pilen lagde Thranduil væk igen. Hvem end denne drages herre måtte være, havde han kendt hende.. Og enhver der var ven af Serenity, var en ven af ham, og det var sådan, at han ønskede, at det skulle forblive, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt.
"Serenity er borte," tilføjede han. Hans stemme var denne gang mørk. Han forsøgte ikke at lade sig påvirke af det, selvom det var svært. Hårdt. Han elskede hende jo stadig.

[Deleted]

Sirath kikkede bedrøvet ned som han forklarede om hende og fortalte hun var død det kunne vist mærkes i dem begge måske erigor selv havde følt dette ? "det..det er jeg ked af jeg frygtede sådan noget var sket "
hun forsøgte igen stille og rejse sig op svært var det men det skulle lykkedes hun kunne jo ikke ligge der resten af tiden når Erigor havde brug for hjælp, "jeg ved det er meget at spørge om efter hvad der er sket men vi har brug for hjælp hvis i på nogen måde kan hjælpe med hvad der sker erigor har aldrig været god til de her ting og efter hvad der er sket er han blevet mere ustabil hans krop er ikke normal længere sådan har det altid været når det her sker "
hun tænkte sig lidt om som dette blev forklaret det var rigtig nok i fængslet havde vagterne brugt en form for magiske lænker til og holde ham ind til de kunne forsegle hans problem igen,
problem det var i hvert fald hvad de kaldte det hun vidste dog ikke hvad det var nok kunne hun føle hvad der skete med ham som de store kolde vægge holdte ham fanget i fængslet men præcis hvad det var havde hun ingen forstand på, var han overhovedet menneske længere ?
Sirath havde hørt om tilfælde hvor folk var ændret blevet til noget andet forvandlet, man kunne kalde det mange ting men en ting var sikkert det så bestemt ikke godt ud for ham,
"kender jeres folk til magi ? jeg kan huske vi forseglede hans styrke sidste gang de brugte vist også en form for magiske lænker bare et eller andet der kan hjælpe" hun var virkelig desperat nu hun ville ikke miste ham hun vidste jo godt en drage normalt ikke kunne overleve tabet af sin rytter men skulle det ske ville hun alligevel ikke kunne leve et liv uden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tabet af Serenity var endnu noget, som gik Thranduil frygtelig meget på. Ikke mindst også fordi, at det havde kostet ham hans lille pige, som han havde lagt i graven ved siden af hende. Om ikke andet, så skulle de have hinanden. Et barn kunne uanset ikke klare sig uden sin moder, og han havde aldrig været særlig god til det med børn før.
"Jeg beklager, at skulle skænke dig den forfærdelige nyhed," sagde han ærligt. Det gjorde ham oprigtigt trist og ked af det, men hvad kunne han gøre ved det? Hun var død og borte, og ville derfor heller ikke komme tilbage igen.
"Jeg og mit folk, er ikke magiske i den forstand," måtte han alligevel informere vedkommende om. Det var ikke nogen hemmelighed. Elverne havde deres form for magi, som var langt anderledes, end hvad der var typisk i omgivelserne og omverdenen, som de også måtte være en del af. Venner af Serenity, var vel også venner af ham?
"Vis mig frem til ham," sagde han med en endelig stemme. Selv forstod han ikke hvorfor Serenity aldrig havde nævnt det for ham, men han gik da ud fra, at hun havde sine personlige grunde, til ikke at have fortalt ham noget om denne mand.

[Deleted]

Sirath rejste sig langsomt op som der blev bedt om at vise vej til ham, hvis denne mand kendte til serenity måtte han vel være til og stole på, ja nu hvor hun tænkte efter kunne han ikke være ? "jeg vil gå ud fra du er den som delte livet med kvinden ? jeg fornemmer den samme duft af en der er van til et højere liv en de fleste fra dig" sagde hun roligt mens de gik genem skoven så godt hun nu kunne,
nok var elvere van til og leve i skoven og det kunne til tider være svært og skilde dem fra hinanden via duft alene men der var nu noget over de her adelige figure som gav en anderledes duft fra sig men det kunne hun tænke over senere,
det tog dem dog ikke længe at komme frem til stedet hvor erigor måtte være,
foroverbøjet sad han på knæ i midten af skoven og det blev tydeligt at den ikke var helt god markeringer lå over hans krop armene mere skællet en hvad et menneske burde være kroppen mere muskuløs og strukturen var ikke helt menneskelig
tænder og øre var mere spidse og fingrene var blevet til kløer hans vejrtrækning var tung som han sad nærmest som han sov,
"han har været sådan et godt stykke tid nu heldigvis er han rolig for tiden den magiske lås der har holdt det tilbage til nu er stadig aktiv men svag" forklarede hun som de kikkede mod ham inden hun selv bevægede sig langsomt mod ham, dette problem var ikke nemt og tage sig af hvis det ikke var muligt og finde nogen som kunne hjælpe med det og det håbede hun bestemt hun kunne finde nogen der kunne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var den mand, som havde levet sammen med Serenity, og selvfølgelig var han rigtig glad for det, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om. Han var glad for det.. Han havde elsket hende, og det havde selv været hårdt for ham, at blive underlagt den smerte endnu en gang, da det jo heller ikke ligefrem var første gang, at dette skete for ham.
"Hun var min hustru," medstemte han kortfattet, da han ikke så nogen rund til at skulle lægge mere i det. Han var i forvejen ikke meget for at snakke om det. Med nogen som helst faktisk, for tanken om det, gjorde ondt, og den var uden tvivl også meget smertefuld. Ikke at det var noget, som han kunne skjule det mindste, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke.

Manden som han kunne spotte mellem træerne, lignede bestemt ikke noget, som Thranduil ville kalde for normalt. Han kneb øjnene let sammen. Var det ham? Ham som denne drage ønskede at søge hjælp til? Han spredte fingrene en anelse. Mest fordi at han frygtede, at han skulle stå overfor en mand, som rent faktisk ønskede at gøre ham ondt, for det ønskede han selv på ingen måde. "Jeg kan forstå, at De søger Serenity?" spurgte han med en ganske kortfattet stemme. Det gjorde ondt på ham. Tårerne truede med at komme, men overfor en mand.. Nægtede ham at lade dem falde.

[Deleted]

det virkede ikke som om erigor lagde mærke til meget som han sad her var han lukket af for næsten alle folk udefra,
hans sind var ikke hans eget det var tabt, forvirret, der var mange ord for det dog så han ud til og reagere på navnet der blev givet, "Se....se.....serenity ?" kom det svagt fra ham som et barn der forsøgte og udtale dets første par ord
til og starte med reagerede han som sådan ikke han fortsatte med og sidde med kroppen foroverbøjet, de sorte tegn der kørte om kroppen bevægede sig roligt som de forsøgte at holde i ham, "Serenity ?, hvor serenity,  finde serenity" ordene var korte og lød specielle som han virkelig forsøgte at finde frem til hvad der skulle siges, han havde været sådan før de første gange det var sket i fængslet fuldstændig fortabt i sin egen krop ude af stand til og tale en normal sætning, Sirath kikkede ned og sukkede, #det er kun forseglingen som holder ham rolig lige siden de bæster gjorde det her ved ham har han opført sig speciel og nu med serenity gik det galt igen et mislykket forsøg på at skabe en hybrid mellem drager og mennesker og det her var resultatet # sagde hun med tydelig sorg i stemmen,
han var ikke længere sig selv folkene i dvasias havde forsøgt at skabe en blanding mellem rytter og drage en skabning der skulle kunne langt mere en normalt men det var slået fejl og det havde nu skabt en ustabil situation som sirath selv intet kunne gøre noget ved,
"er det muligt vi kan opholde os hos jer til vi kan finde nogen som der kan hjælpe ? jeg kan forstærke låsen på ham en gang mere men han vil være svag efter dette og har brug for hjælp så der ikke sker mere med ham"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Som Erigor var i øjeblikket, vidste Thranduil ikke, om han ville udsætte hans egen slags og hans eget folk for sådan en.. mærkelig en. Det var egentlig det nærmeste af en reel beskrivelse, han faktisk kunne komme, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han stirrede fast på manden. Manglende respekt, skulle man da godt nok lede længe efter! Her stod han.. skovens konge, og blev betragtet som var han luft.. en mild vind, der bare blæste forbi ham.
Thranduils blik søgte i retningen af dragen. Denne ønskede vel bare at gøre det bedst muligt for sin rytter? Hvis det da overhovedet kunne kaldes for et menneskeligt væsen mere. "Det forekommer mig ikke som et menneskeligt væsen," fortalte han kort for hovedet. Han stolede jo i forvejen ikke på særlig mange.
Serenity var død og borte, og der var ikke noget at gøre ved den sag, selvom Thranduil ville ønske, at der var. Hun ville ikke komme tilbage, og der var bare ikke noget, man kunne gøre ved den sag, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. an havde det rent faktisk dårligt ved tanken om det. "Jeg har et folk, som jeg må tænke på. I den tilstand, er han ikke en, som jeg ønsker i nærheden af dem," sagde han. Han kendte ikke manden, og for alt hvad han vidste, kunne manden være meget utilregnelig. Hans blik søgte mandens skikkelse igen.
"Hvad er hans navn? Og hvad har hændt ham?" spurgte han med en kortfattet stemme. Han knyttede næverne. Hvorfor var der bare ikke ro at finde nogen steder?

[Deleted]

Sirath sukkede som der blev spurgt til hans tilstand og hans navn det var klart nok han var nervøs for det hele og ville vide hvad han kunne, sirath rejste sig lidt op igen med besvær inden hun talte, "hans navn er erigor og hvad der er sket ham ?...... han har været fange i dvasias i de sidste 1000 år som en aftale for hans søsters sikkerhed under disse år er der blevet lavet forsøg og eksperimenter på ham i et forsøg på at skabe en hybrid mellem drager og deres ryttere som du kan se gik det ikke helt efter planen" som hun forklarede dette begyndte erigors krop langsomt og gå tilbage til dens normale udseende igen, skællene forsvandt og tænder samt øjne blev igen menneskelige inden tegnene fra jorden samlede sig om hans krop og forsvandt, han kikkede lidt forvirret op inden det gik op for ham hvad der var sket,
"igen ?" spurgte han bare lige ud mod Sirath inden hun nikkede,
"du kan være rolig der vil ikke ske noget der er styr på det igen vi har bare brug for et sted og være til vi kan komme afsted igen mine kræfter er svage og jeg har brug for at slappe af inden jeg kan flyve igen"
forklarede hun nu roligt og bedene som erigor fik samlet sig selv og rejste sig op mens han langsomt gik mod dem