What to do now..?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville bestemt ikke påstå, at han havde opgivet landet, som han derimod havde haft helt andre ting at tage sig af. Hans moder derimod, var en langt bedre leder og regent af landet, end hvad han var, og derfor havde han valgt at give efter, for at lade hende komme til orde i stedet for. Hvad var der forkert i det? "De gode ting, har en tendens til at skuffe eller svigte.. Hvorfor skulle man udsætte sig selv for det?" spurgte han direkte. Alle de gode ting som han selv havde haft i livet, var mistet, og det havde påvirket ham på må og få, og nu stod han så her. Hun havde været en af de gode ting, som han havde haft i livet, og en af dem, som havde svigtet ham noget så grusomt. Og nu stod han her med hende igen.. Var det underligt, at han reagerede, som han nu gjorde?
Mattheus vendte sig direkte mod hende denne gang, og med en fast mine. Hår på brystet? Var det en lektie, hun forsøgte at lære ham? "Så du er taget hele denne lange vej til Dvasias, for at spille kæk og flabet overfor den første, som du ville møde på din vej? Det må jeg sige.. Visse ting, har ikke ændret sig over de mange år," kommenterede han kortfattet. Armene lod han denne gang falde over kors. "Så det skal vi bruge tiden på? At mundhugges som sidst?" spurgte han direkte. Irriterende, som det end var!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Ting kommer og går.. Det vil de altid gøre. Det er dog ikke ens betydning med, at man ikke skal nyde det der har været,” sagde Denjarna ærligt. Jo, hun havde oplevet dårlige ting, men de dårlige ting havde sjældent været foruden noget andet. De påvirkede jo en. Udviklede en. Den største udvikling i hendes liv, ville altid være Derick, og selvom det havde vist sig, at de ikke var sunde for hinanden, ønskede hun ikke at være foruden det, som de havde haft. For det første havde hun elsket ham, og ville nok altid gøre det, og så havde han formået at få hende ud af sin indsnævrede mørkelviske skal. At Mattheus dog ikke var til at arbejde med, måtte hun hurtigt sande. ”Hvis du havde lyttet til, hvad jeg sagde, er jeg faktisk ikke kommet her for dig eller nogen anden. Jeg kom her for området. For at nyde stedet, men det er selvfølgelig ikke noget, som du forstår dig på. Altid skal der være et problem, og det er mig nu mere end klart, at jeg drog det rigtige valg, da jeg forlod landet her. Landet her er måske fantastisk, men befolkningen er mere end råden,” lød det køligt og sandfærdigt fra hende. ”Find en anden at mundhugges med, eller som der vil slikke dine fødder, prins. Jeg har bedre ting at tage mig til,” sagde hun i et afvisende farvel, inden hun vendte om på hælen. Mere og mere blev hun kun bekræftet i, at Manjarno var hendes kald! Først Tayevania for en uge siden, og nu Dvasias! Ikke at Dvasias undrede hende spor. Bort fra Mattheus måtte hun gå, hvor hun måtte kalde på Damien gennem sine tanker.

// Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

"Også når man forbinder tingene med det negative, som er hændt efterfølgende?" spurgte Mattheus kort for hovedet. Jovist kunne man nyde det.. se tilbage på det gode, som var sket, men svært var det for ham, og særligt med Aliyah, nu hvor hun var væk, og han vidste, at han ikke ville få hende retur igen. Hvilket næsten var det værste af det hele. Dette ødelagde også rigtig meget af oplevelsen, som han havde haft med hende, fordi at han ganske enkelt ikke kunne holde ud, at mærke det så tæt ind på sin egen krop, men det var derimod bare yderst begrænset hvad han kunne gøre ved det.
Denjarna var ej en kvinde som Mattheus havde den største tillid til, og han ville desuden også mene, at han havde sine grunde til at handle og reagere på denne her måde. Ganske enkelt fordi at hun havde vist sig at være falsk som en slange tidligere. Hvorfor lave om på dette? Han kneb øjnene let sammen. Var hun virkelig blevet så nærtagende? "Du gjorde ret i at forlade landet, som du ville gøre ret i at søge tilbage til det land, du kommer fra, Denjarna. Områderne her er smukke.. Ganske vidst, men det er ikke ensbetydende med, at de er dine til at nyde." Det var en noget hård afsked hun valgte at tage. Noget måtte plage hende, for hun plejede da end ikke at reagere sådan, da de havde haft noget sammen? Var det underligt, at han måtte.. fryde sig en smule ved denne tanke? "Med glæde, Deres Højhed," endte han kortfattet, inden han selv fortsatte runden. Han kunne jo selv vandre den, inden han ville søge hjemover.

//Out