What to do now..?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denjarna Dark Dynithril

---

Man kunne ikke just sige, at der var noget positivt at berette om den mørke prins i det mørke land.. En tilværelse indhyldet i ren mørke, og særligt efter tabet af Aliyah. Endnu en gang havde han lidt et meget personligt tab. Først Lilith.. Hans elskede søster, og nu det her? Han vidste ikke om han kunne klare det længere.
Et mørkt havde lagt sig over hans ansigt, som han stirrede ud over det mørke vand. Ikke en vagt var der i nærheden af ham. Han havde denne aften selv valgt at søge ud, da det var noget, som han personligt havde haft brug for. Og nu hvor efteråret for alvor var ved at lægge sig, så var det også tydeligt at se og mærke på det dvasianske vejr og klima. Det blev hurtigt mørkt, og det blev meget hurtigt koldt her.
Kappen blafrede efter Mattheus, som han denne gang bevægede sig tættere på vandet. Siden tabet af Aliyah, havde fuldmånerne været hårde. Han klarede den jo nok. Det var jo heller ikke fordi, at han havde haft meget andet valg, kunne man sige.

Søen var henlagt i komplet stilhed. Mattheus kunne godt lide det, for det gav ham også tid til at ordne sine mange tanker. Hovedet lod han søge på sned. Han var nok vokset betragteligt med tabet af den kvinde, som havde vist sig at være hans alfahun.. En tanke, som endnu gjorde ondt, og han kunne jo heller ikke undgå at bide sig fast i det. Vinden rev i hans hår og i hans fine og kongelige klæder. Han frøs jo ikke ligefrem. Han blev stående ved søen. Månen højt oppe over ham, kastede de lange skygger. Han var alene.. både i hans omgivelser, men også i hans private liv. Han havde jo faktisk ikke noget.

[Denjarna Dark Dynithril]

Dvasias. Et land, som Denjarna ikke havde sat sin fod i i umindelige tider. Ikke siden, at Salvatore havde reddet hende herfra. Underligt var det at være tilbage her, som det i princippet var hendes fødeland, og det land, som hun havde levet længst i. Manjarno var hun nemlig ej fra, som hun blot havde valgt landet af hjerte. Tæt omsluttet af en mørk kappe var hun, som det var bedst, at hun ikke blev set.. Hun var trods alt fjenden, hvis man spurgte landet her. Særligt, hvis man spurgte kongemagten. Derfor var det uden tvivl risikabelt, at hun viste sig her.. men mindre risikabelt var det vel, når hun viste sig i naturen og ej i en af byerne? Derudover havde hun også et bagholdsangreb i ryggen, hvis det endelig skulle vise sig at gå galt. Damien. Som de var blevet lænket sammen som drage og rytter, havde hun fundet ud af nogen ting. De følte, hvad den anden følte. De kunne høre hinandens tanker. Han kunne rent faktisk høre hendes til en forandring. Derudover havde hun fundet ud af, at de ikke kunne være adskilt. Hvis de forsøgte at bevæge sig for fjernt hinanden, mærkede de begge et ubærligt stik i brystet. Derfor havde hun også fløjet hertil med ham. Sammen var de dog ikke lige nu, som hun havde aftalt, at han kunne sondere terrænet eller tage sig et hvil i græsset, mens hun så sig omkring. Kunne man bebrejde hende for at savne landet.. bare lidt? Særligt Den Sorte Sø der havde været et af hendes foretrukne steder. Yndefuldt bevægede hun sig omkring. Skjult af hætten var hendes ansigt, alt imens selve kappen gemte på en sort kjole. Bedst måtte det være at agere en smule tilbageholden.. Hvis det nu skulle ske, at hun stødte ind i en.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Sjældent var det, at Mattheus bevægede sig ud på den anden side af grænsen til dette land. Dette var hans hjem, og selvfølgelig agtet han at gøre sin moder stolt, ved selv, at være en del af den royale stand, og være et ansigt udadtil. Bare lige i aften, var det ham, som havde brug for at trække sig fra det hele. Det var ham, som havde brug for at puste ud, og bare finde ud af, hvordan han skulle håndtere det hele. Kravene som hans moder konstant lagde på hans skuldre, var tunge, selvom han kæmpede for at opnå dem, og imødekomme dem, som det nu var ham bedst muligt! Disse tanker kunne han slippe. For nu vel og mærke.
At han ikke var alene pludseligt, var en fornemmelse, som straks måtte prikke til ham. Det føles som havde han øjne i nakken. Øjnene lod han derfor glide op, hvor han lod hænderne falde ned langs hans krop igen. Han sagde nu ikke noget højt, da han ikke havde nogen grund til at skulle gøre det. Et kort smil passerede hans læber. Han var blevet langt mere voksen siden han havde mødt Denjarna sidst. Man kunne vel sige, at han ikke havde været meget andet end en ung knægt dengang, de havde mødtes sidst? Han trak vejret dybt, inden han rettede sig op og lod skuldrene søge tilbage på plads. "Jeg ved, at De er her," sagde han roligt. Igen lod han blikket søge mod månen. For nu, var han fuldkommen rolig, da han ikke vidste, om vedkommende var fjendtlig eller venlig indstillet. Og lod en prins ikke tvivlen komme folket til gode?

[Denjarna Dark Dynithril]

Hvad Denjarna egentligt håbede på med sit visit her, vidste hun ikke.. Håbede hun på at føle et stik af hjemve? Håbede hun på at føle sig ligeglad? Svært var det at sige.. Landet havde jo været hendes hjem på godt og på ondt. Hun bevægede sig hen over plænen. At det var køligere her end i Manjarno, havde hun hurtigt bidt sig mærke i. I så fald var det stadig ved det gamle, som Dvasias altid havde været køligere i temperatur og havde haft færre solskinstimer. Hendes sølvgrå blik faldt fremad. Det blik der altid lyste. At hun ikke var alene, måtte hun hurtigt sande. En silhuet viste sig nemlig længere fremme. En mandlig en. Jeg ved, at De er her. Stemmen sagde hende noget... men hvad? Meget havde jo hændt hende, sidst hun havde været her. Sidst hun havde været her, havde hun været underlagt fangeskab. Noget der uden tvivl frarøvede en nogle af sine minder. Derudover havde der sket meget siden sidst. Hun havde flygtet til Manjarno. Havde fungeret som dronning i en række år. Hun havde gået bort.. Noget der igen frarøvede en ens minder. Og nu var hun igen dronning. Hun fugtede de rosenrøde læber let. ”Burde det skræmme mig?” lød det roligt fra hende, hvor hendes klare og melodiske stemme måtte være tydelig. Ej var hun kommet hertil for ballade.. Dog var det næsten naivt at tro, at man kunne være i Dvasias, uden at det havde konsekvenser. Det havde det jo altid haft. Om man søgte problemerne eller ej, syntes de altid at finde en her. Særligt for hendes vedkommende. Roligt stoppede hun op. Om dette skulle gå skidt eller godt for sig, kunne hun dog sige, at hun havde noget at trække på. Det var jo de færreste der havde noget at sige imod en drage.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus skænkede ikke vedkommende så meget som et blik. For alt hvad han vidste, var det nogen, som kun var der, for at passere ham, og komme videre? Han selv ville have det fint med dette, da han heller ikke ønskede at blande sig i noget som helst, som i værste tilfælde, kunne ende med at svide til hans egen ende, og det ønskede ingen. Stemmen som svarede ham i retur, var derimod en som han kendte. Let knyttede han næverne. Havde Denjarna alligevel vovet sig tilbage på den mørke side af grænsen? Tanken måtte et sted få ham til at le. Han fandt den virkelig underholdende!
"Det spørges jo.. Særligt med tanke på, hvad De laver på denne side af grænsen, Denjarna Dynithril," sagde han denne gang, hvor han også drejede hovedet i hendes retning. Hun var langt hjemmefra med tanke på, at hun skulle have siddet på tronen i Manjarno. Et land, som var løsrevet fra Dvasias, hvilket var en handling sket uden at det havde været Dvasias' ønske og intention! Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse. Ikke rokkede han sig ud af stedet, velvidende om, at han burde handle og reagere på dette, men hvorfor? Han selv stod her alene, og hun virkede da til at gøre det samme? Hvis hun ikke havde andre lurende i skyggen. Hun havde jo i forvejen vist sig, at være meget utroværdig!

[Denjarna Dark Dynithril]

At vedkommende der havde henvendt sig til hende var Mattheus Angeleráx, prins af Dvasias, og daværende konge af Dvasias, havde Denjarna ikke set komme. Hvorfor skulle hun også have haft det? Det var flere år siden, at hun sidst havde set ham. Derudover havde de heller aldrig nået at blive synderligt tætte, og til det havde han også vist sig at være utroværdig, og yderst følelsespræget. De sølvgrå øjne hvilede på hans skikkelse. Nej, hun havde ikke just ventet at se ham her. Bange var hun dog ikke. Både fordi, at hun havde Damien i baghånden og fordi, at Mattheus reelt set aldrig havde gjort hende skade. Svigtet hende havde han ganske vidst, men aldrig havde han gået direkte efter hende. ”Jeg er født her.. Det er vel tilladt at besøge sit eget fødeland, prins af Dvasias,” kommenterede hun med et sigende smil på læben. Morsomt fandt hun det selv, at han havde mistet titlen. Presset havde vel endt med at blive for stort? Særligt som hun havde hørt, at det havde kappet over for ham, som hun havde fundet tilbage til Derick. Sjovt var det næsten, at hun engang havde ønsket at hjælpe ham.. og at han havde ønsket at bo med hende. Roligt stod hun stille og betragtede ham. Hun følte hverken for at nærme sig ham eller flygte. Om han ville hende noget på godt eller på ondt, vidste hun egentligt heller ikke.. Engang havde han været forført af hende.. Så havde han set sig arrig på hende.. Og nu stod hun praktisk talt som fjenden. Hun stod jo som dronning af et land, der ikke just havde en positiv historie med hans land, Dvasias. Hvad skete der dog ikke for, at der blev pustet liv i hendes gamle minder? Først Gabriel og nu Mattheus? Hvad var hans rolle i det hele taget for tiden? Det var jo ikke nogen hemmelighed, at Jaqia overskyggede ham på alle led og kanter.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Overrasket var Mattheus uden tvivl ved dette møde. Han havde bestemt ikke regnet med, at han skulle stå ansigt til ansigt med Denjarna igen, og særligt ikke efter sidst. Det var meget muligt, at de ikke havde fået muligheden for at blive særlig tætte, men selv han havde siddet igen med følelsen af, at være blevet fravalgt, hvilket aldrig var særlig behageligt for nogen som helst.
Afslappende blev Mattheus stående og kiggede på hende. Tænk engang at hun havde taget turen tilbage hertil, når hun selv så tydeligt havde givet udtryk - overfor mange, hvor meget hun måtte hade og foragte stedet. Et kort smil passerede hans læber. Antydningen af spidse tænder måtte derfor også vise sig skjult i hans blege mundviger. "Jeg vil heller ikke påstå, at jeg har kylet Dem ud endnu, Deres Højhed," kommenterede han kort for hovedet, inden han denne gang vendte sig mere mod hende, end hvad han havde gjort hidtil. Hans arme hvilede langs hans krop, hvilket kun indikerede, at han var ganske afslappet lige i aften. Hovedet lod han søge på sned. "Desuden er der stadig langvejs til Mørkelvernes landsby," tilføjede han. Så i det hele taget.. hvad var hun her, for at lave? Det gjorde ham selvfølgelig skeptisk, og særligt fordi, at han vidste, at hun var en, som man i forvejen, skulle være meget påpasselig omkring.

[Denjarna Dark Dynithril]

På ingen måde brød Denjarna sig om det, som hun så antydningen af hans spidse tænder. Faktisk hadede hun det … og frygtede det. Der havde været dengang, hvor hun var blevet bidt og rent faktisk forvandlet. Dernæst havde der været Derick der havde bidt hende i lidenskabens øjeblik. Til sidst havde der været Alexander, der havde pint og hånet hende ved at bide hende. ”Ikke her og nu måske,” svarede hun roligt igen. Som hun stod overfor ham, måtte hun jo pludselig mindes, hvordan han sidst havde skreget ud af hende, da hun havde sagt, at hun havde genset Derick, og at det havde fået følelserne til at blusse. Langt mere afslappet måtte han dog stå nu.. Var det ironisk, hvis hun også mindedes, at det faktisk var her, at de havde mødt hinanden for allerførste gang? Længe siden var det dog efterhånden. Nærmest som havde det været i en helt anden tid. Det kunne man dog også sige, at det havde været.. Hun havde været vampyr. Derick og Vladimir havde været i hendes liv. Hvad der var blevet af dem, vidste hun egentligt ikke.. Selv regnede hun dem for at være døde.. Mere barmhjertig var den tanke dog også, da der ellers var det faktum, at begge mænd havde svigtet hende. Hun betragtede ham, som han sagde, at der endnu var lang vej til mørkelvernes by.. Ikke at hun var af den samme mening, for det var hun ikke. ”Og er du sikker på, at du ved, hvor min races by er?” spurgte hun roligt. Boet der havde hun, som hun også havde ledet racen. Derfor vidste hun også, at racen holdt til i skoven ved siden af søen her. Dybt inde i skoven om end. Skjult for nysgerrige blikke var byen trods alt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var en ganske anden mand Denjarna stod overfor i øjeblikket, end den, som hun havde mødt sidst. Dengang han ikke havde været meget andet end blot en ustyrlig teenager. Nu havde han da fået nogenlunde styr på sig selv igen, alt taget i betragtning, og det havde han det fint med. Selv ved dette gensyn, hvor han førhen nok ville have reageret langt hårdere, end hvad han havde gjort lige i øjeblikket. Nysgerrig var han dog. Hvad var grunden til, at dronningen af Manjarno søgte hertil? Det var uden tvivl langt væk hjemmefra! "Korrekt," sagde han med en blot rolig stemme, som han blev stående. Ikke følte han for at gå for tæt på. Det var aldrig til at vide, hvad hun havde rundt forbi.
Mørkelverne var aldrig et folkefærd, som Mattheus havde begået sig meget med, af åbenbare grunde, da det i forvejen, var et folkefærd, som holdt sig frygtelig meget for sig selv, og særligt i tiden, som var, kunne man jo sige. Armene hævede han let, som han lod dem søge over kors. Han rokkede sig stadig ikke ud af stedet. Ikke ville han, og ikke ønskede han det. Denjarna var egentlig bare en torn i øjet, som han så søge tilbage til Manjarno igen, og gerne så hurtigt som muligt. Han rystede kort på hovedet. "I skoven lige ved.. men skoven er trods alt stor.. og De har lang vej hjem," sagde han dog. Velkommen ville han bestemt ikke byde hende, selvom han vel et sted ikke havde nogen videre ret til at smide hende ud? Han ville dog stadig elske at se hende passere grænsen og søge tilbage til det neutrale land, hvor hun hørte hjemme.

[Denjarna Dark Dynithril]

Begge blev de begge roligt stående. Enten fordi, at ingen af dem ønskede at være den første til at give sig, eller fordi, at de faktisk ønskede noget. Denjarnas sølvgrå blik hvilede på ham. Det mere roligt end sidst gik det i hvert fald lige nu og her. Måske var det ren og skær skuespil.. og måske var det den ægte vare. Af hvad hun vidste af, var en ting dog sikkert. Hun ønskede ikke at stå tilbage med en lang næse. At han nærmest hentydede til, at hun burde søge hjem – over grænsen – måtte hun hæve det ene øjenbryn. Havde han mon det mellem benene til at gå imod hende? Selv tvivlede hun.. På den anden side kunne en sådan handling også vise andet end nosser. Det kunne vise et tvært barn, som den side Gabriel havde vist hende, som han havde fundet hende i en af sygesengene i Procias. ”Jeg sætter pris på Deres bekymring, Deres Højhed, men ej behøver De at skænke mig den. Jeg har til fulde styr på mine destinationer,” sagde hun sigende, alt imens smilet hvilede svagt på hendes læber. Hun havde muligheden for at flyve på drageryg, og derfor behøvede hun ikke at tage højde for tid og afstand. Hurtig var Damien nemlig i luften, og derfor kunne de nå langt på ingen tid.. men dette faktum kendte den kære Mattheus vel ikke til. Han havde måske hørt dragen hun huserede, men det var vel næppe allerede kommet Dvasias for øre, at hun nu også var blevet den drages rytter? ”Men som De udtrykker bekymring for mig, kan jeg ligeså udtrykke for Dem. De har kun mørket her, og der er alligevel en god vej til Rimshia,” kommenterede hun roligt. Dog tvivlede hun på, at det ville få ham til at gå. Det ville bestemt ikke have fået hende til det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad Mattheus forventede, at få ud af dette, vidste han faktisk ikke rigtigt. Han ønskede ikke at gå derfra med blikket i jorden.. hånet og nedgjort, som han havde gjort sidste gang, de havde stået overfor hinanden. Man kunne i hvert fald ikke kalde det for en videre succes. Enhver som havde bare en smule kendskab til Denjarna, vidste at hun husede en drage, men at der skulle ligge mere i det end det, vidste de færreste nok. Derfor gik Mattheus jo trods alt også ud fra, at dragen måtte være i nærheden, og ikke ønskede han, at ende op som dragens foder for natten! Langt fra!
"I så fald, går jeg ikke ud fra, at det er mig en nødvendighed, at fortælle Dem, at De er langt fra Manjarno?" spurgte han fortsat med en rolig stemme. Umiddelbart ville han ikke sige, at hun var velkommen her i landet, da det som regel ikke førte noget godt med sig, og det var ikke just de stunder og situationer, som han ønskede at stå i. Endnu stod han jo som en repræsentant for landet her, også selvom han i princippet intet havde at sige i den sammenhæng, og det vidste han jo godt. Smilet bredte sig kun mere. Forsøgte hun nu at give ham svar på tiltale? Det var muligt, at Spiden.. en vampyrrace, var en stor del af ham, men han var en del af andet, som gav ham muligheden for at færdes ude om dagen, om han ønskede det. Det var blot ubehageligt for ham, når han gjorde det. "Sig mig.. Bekymrer De Dem om mit helbred, Deres Højhed?" spurgte han let. Det var da det sidste, som havde været i hendes tanker før i tiden!

[Denjarna Dark Dynithril]

Langt væk fra Manjarno og Neutranium var Denjarna, men selv vidste hun, hvor hurtigt hun kunne vende tilbage dertil, hvis det var det. Derfor lod hun sig ikke påvirke af Mattheus’ ord.. medmindre det var en trussel. Det kunne det nemlig meget vel være, som hun vidste, at hun havde skuffet ham, og at hans moder ikke brød sig om hende. ”Skal jeg forstå Deres ord som en trussel, Deres Højhed?” spurgte hun ham roligt. Langt hjemmefra var hun måske, men ubevæbnet var hun ikke just. Dum var hun nemlig ikke, som hun vidste, at hun var inde på fjendtligt territorie. Derfor havde hun hele tiden vidst, at der var en risici med hendes tilstedeværelse. Smilet trak hun kort på ved hans ord. Om hun bekymrede sig for ham? Ikke just.. Ikke siden, at han havde kylet hende ud, samt brudt sine ord til hende. Der havde været engang, hvor hun havde ønsket at hjælpe ham, men det var nu engang. ”Pas på med ønsketænkning og realitet, kæreste. Det ender med at bide Dem i røven,” kommenterede hun sigende. Dog tvivlede hun på, at han ville noget med hende længere. Ikke sådan som han havde ignoreret hende, som hun havde haft brug for hjælp. Selv erindrede hun nemlig, hvordan han havde sagt, at han aldrig ville lade noget ondt hænde hende igen, som han var blevet forfærdet, som hun havde fortalt ham, at hun tidligere var blevet fanget og havde været underlagt tortur. Noget, som han tydeligvis havde været ligeglad med i den sidste ende. Han havde nemlig ladt en af sine egne ledere gøre det ved hende! En leder, som hun nu meget passende havde lagt til hvile og spredt for alle vinde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denjarna var uden tvivl langt hjemmefra, og Mattheus ville ikke just sige, at hun var ønsket her. Han kunne ikke just sige, at hun var ønsket her, i og med, at hun var den kvinde, som hun nu var. Ej var hans ord noget, som hun skulle tolke, som en trussel, og ikke var det meningen, at det nogensinde skulle tolkes på den måde i hvert fald. Han lod hovedet søge mod den anden side. "Synes De, at det skal betragtes som en trussel?" lød det roligt fra ham, som han denne gang valgte at tage et skridt tættere på. Mange år var gået, siden de havde set hinanden sidst, hvilket selvfølgelig også godt kunne mærkes. Han var blevet langt mere voksen, også selvom han endnu kunne mærke en følelse af vrede, ved synet af hende. Kvinden, som havde valgt ham fra. Ja, sengang havde han nok reageret noget voldsomt. Det var ikke noget, som skulle ske igen.
"Det er blot min personlige anbefaling.. Tag det som et godt råd, Deres Højhed.. De er ej ønsket på denne side af mørkets grænse, og jeg anbefaler Dem blot om at tage hjem," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Han stoppede op. Ikke mere end nogen få meter fra hende. Han lod endnu armene forblive korslagte, og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse. Det var lang tid siden, man i det hele taget havde set og hørt noget til hende.. Var hun derfor ude på noget, siden hun søgte over på denne side af grænsen? Ej var det vel underligt, at han handlede, som han nu gjorde, var det?

[Denjarna Dark Dynithril]

Om det havde nogen mening, at hun blev og talte med Mattheus, vidste Denjarna egentligt ikke. Spøjst var det næsten.. Engang havde de talt så godt sammen. Siddet ved samme middagsbord. Siddet i den samme sofa.. Og nu syntes der ikke at være andet en formelle spydigheder. Intet spydigt sagde de måske til hinanden, men undertonerne.. Undertonerne var der skam. Det unikke sølvgrå blik holdt hun på hans skikkelse, som han nærmede sig. Ikke rørte hun sig. Ikke ønskede hun at give ham den tilfredsstillelse at træde tilbage. Om hun var nervøs, vidste hun ikke helt. Et sted kunne man vel aldrig lade være med at have i baghovedet, hvad hans race kunne gøre? Specielt når man havde prøvet det, som hun havde. ”Jeg tager det som en trussel. Dog en yderst høflig en af slagsen,” endte hun ærligt med at sige. Det bar jo et snert af en trussel, at han kom med en formaning om, at hun var langt hjemmefra, at hun ej var ønsket her, og at hun burde tage hjem. Dog ønskede hun ikke at lystre ham. Ikke på vilkår! Det var ikke fordi, at hun ønskede at bruge en hel nat på stedet her, men nægtede at gå efter blot to minutter gjorde hun nu. Derfor blev hun elegant stående. Stående med rank holdning, med blikket på ham, og endnu med kappen og hætten over sig. ”Derfor vil jeg også venligst fortælle Dem, at jeg vælger at se bort fra Deres trussel. Jeg kan endvidere fortælle, at jeg agter at sondere terrænet her, og De ønsker at give mig selskab eller ej,” afsluttede hun stilfærdigt. Nærmest som havde han intet at have skulle sagt i sagen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Med tanke på hvad de engang havde gjort, og hvor de nu måtte stå, så var det egentlig underholdende at tænke på, at de var gået fra den ene boldgade, til den anden. Her stod de.. formelle spydigheder lå i undertonen, og ja.. Mattheus ønskede slet ikke at hun skulle være på denne side af grænsen, men siden han godt kunne tænke sig til, at der var en drage i billedet her, så ville han bestemt heller ikke forsøge sig med noget. "I så fald, så er jeg storslået tilfreds," sagde han dog. En trussel, ville han ikke kalde det, for ikke havde han truet med bål og brand, samt hævet våben overfor hende. Det var uanset ikke hans stil at gøre brug af den slags.
Mattheus blev denne gang stående. At hun stadig agtet at undersøge områderne her, forundrede ham ikke. Selvfølgelig ville hun det, når han havde opfordret hende til at gøre det modsatte! Han trak vejret dybt. "Naturligvis.. Naturligvis." Igen slap han hende med blikket. Hænderne førte han fra den korslagte stilling, og videre om på ryggen, hvor han blev stående rank og fin. Han var en ganske anden mand, end den, som hun havde mødt sidst, de havde stået ansigt til ansigt. Mange år, havde desuden også passeret siden dengang, kunne man sige. "Det må være den gamle Mørkelver i Dem," sagde han dog. Altid skulle man gøre det modsatte af, hvad der blev opfordret til!