What to do now..?

[Denjarna Dark Dynithril]

At han var tilfreds, sagde Denjarna intet til. Han måtte himle op eller være lykkelig, hvis det var det han ville. Han skulle bare ikke gå i vejen for hende. Det skarpe blik tog hun ikke fra ham, som han sagde den gamle mørkelver i hende. En fornærmelse måtte hun helt anse det for, da mørkelver var, hvad hun var! ”Jeg vil altid være en mørkelver,” sagde hun kort for hovedet, som hun faktisk så sig stolt på sin race. Ganske vidst var hun ikke enig med sine artsfæller i alt, men mindre mørkelver gjorde det hende ikke. Slet ikke! Hun havde endda gået så vidt, som at få racen tilbage i sig efter at have været vampyr, for … andet kunne hun ganske enkelt ikke være. Blikket holdt hun på ham, som han hverken kom tættere på eller veg bort herfra. Noget der alligevel fik hende til at trække på smilebåndet. Hendes hoved søgte en anelse på sned, inden hun hævede sin højre arm en anelse. En hentydning til ham, om han så måtte tage den eller ej. ”Har De tænkt Dem at eskortere mig omkring, eller er De på vej væk herfra?” spurgte hun ham roligt. I så fald måtte han selv vælge, hvad der var gældende. En ting var dog sikkert og det var, at hun ikke gik nogen steder. Om hun så var ønsket af ham eller ej. Igen.. Meget lidt kunne han gøre hende, når han tydeligvis var alene, og når hun havde Damien med sig. Hendes drage, som hun nu var blevet en ægte rytter for. Hun kunne kalde på ham, uden end at åbne munden, og han ville i al hast komme flyvende, uden Mattheus overhovedet ville nå at forstå.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ej kunne man sige, at Mattheus stolede på Denjarna, og han havde skam også sine personlige grunde til netop ikke, at gøre dette. Det ændrede dog ikke på det faktum, at han ikke så nogen grund til at skulle stole på hende. Hun tog hans ellers så åbenbart venlige ord som en trussel, selvom det slet ikke var intentionen med noget som helst af dette. Ikke at det var noget som han kunne, eller ønskede at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var. Han smilede kort for sig selv. "Ikke som beskrivelsen af jer, tilfalder," sagde han med en rolig stemme. Denjarna skilte sig virkelig meget fra den typiske mørkelver.
At hun derimod ønskede, at han skulle føre hende rundt i omgivelserne, overraskede ham dog en del. En glæde var det dog, at det ikke lød til, at hun bar nag, over den uheldige afsked, som de tidligere havde haft. Skulle han virkelig gøre det? Han rystede kort på hovedet. "Hvilken forfærdelig mand, jeg vil være, at afvise Deres anmodning." Der var vel noget sarkastisk over hans ord, uden at han egentlig kunne gøre meget ved det. Derfor lukkede han afstanden af, ved at søge tættere på, og derved selv førte sin arm ud, så hendes arm, kunne hvile i denne. Hans blik forblev fast og intenst hvilende på hendes, inden han denne gang begyndte at gå. Hvad han kunne forvente, havde han ingen anelse om, men en ting var sikkert: Denjarna burde under ingen omstændigheder færdes på denne side af grænsen. Hun burde alligevel tage hjem.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt var det, at Denjarna ikke opfyldte alle katogierne for en typisk mørkelver, men kunne det virkelig gøre, at hun ikke kunne anse sig for at være en af dem? Hun betragtede ham med et roligt blik. Dengang hun havde mødt ham, havde han endnu haft meget at lære omkring livet. Det havde hun også forsøgt at hjælpe ham med. Den dag i dag kunne hun dog stadig høre, at han endnu havde meget at lære. ”Er ting virkelig sande, bare fordi at det står nedskrevet i en bog? Hvordan kan De vide Dem sikker på, at noget er og ikke?” lød det roligt fra hende, som hun endnu måtte mene, at han måtte løsrive sig en anelse. Lade sig åbne op og udvide sin horisont ved at tage læring til sig. Engang havde hun været stereotypen på en mørkelver, men den dag i dag havde hun udviklet.. At det gjorde hende til en mindre mørkelver, ville hun bestemt ikke mene. Et smil sendte hun ham, som han strakte sin arm hen mod hende. Et kunstigt et af slagsen var det måske. Også hun havde nemlig svært ved at hitte ud af situationen. ”Som en sand gentleman,” endte hun med at sige.. måske ligeså sarkastisk som ham. Yndefuldt begyndte hun at gå ved hans side. Dette gjorde dog også, at hun helt blev ramt af et flashback fra sidst de havde befundet sig sammen her ved søen. Igen den første gang de havde mødt hinanden. Dengang havde han først anset hende for værende dum, fordi hun intet historisk havde kunnet erindre.. Dernæst var han blevet fascineret af hende.. og så havde han taget hende med til Castle of Darkness. Et sted, hvor hun sågar havde overnattet den dag.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Denjarna skilte sig fra den typiske mørkelver, var ikke noget som Mattheus tog særlig tungt, for det havde han aldrig rigtigt haft nogen grund til det. "Blot kan jeg gå ud fra, hvad Deres race typisk er kendt for.. Og hvor meget De skiller Dem fra denne mængde," fortalte han roligt. Det var ikke nødvendigvis en ting, som behøvede at blive kategoriseret som dårlig, for det var bestemt ikke sådan, at han havde tænkt sig, at se på tingene.
At føre hende med sig rundt, var i princippet ikke noget som Mattheus havde noget imod, også selvom han vidste at han nok ikke ville fremstå særlig populær, fordi at hun var så hadet og uønsket her, som hun var. Ikke underligt, siden hun havde valgt at forlade landet her, for at herske over Manjarno. Et land, som ellers burde have ligget under Dvasias! Hvis det ikke var fordi at Macaria havde ødelagt det hele! Han rystede kort på hovedet. Ikke ønskede han at ødelægge det ry og rygte, som han havde i forvejen! "Du kender mig," sagde han med et let smil på læben. Hans blik gled direkte mod hende. Selv vidste han jo ikke hvad hun lavede, eller hvad hun ønskede i den forstand, kunne man jo sige. "Og hvor ønsker De at søge hen?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. At bare vandre rundt, var jo blot spild af tid, for dem begge to.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Ej vil jeg benægte, at jeg skiller mig ud fra mit folkefærd. Til forskel for dem, har jeg nemlig ladt mig udvikle, og derfor føler jeg ikke, at det er nok til at kategorisere mig som ikke en af dem,” lød det ærligt fra Denjarna. Ganske vidst var hun ikke en tro kopi af den skrevne mørkelver, men stadig var hun en stolt en af slagsen. Som en leder havde hun også stået for dem, og hvis det havde været hende muligt, havde hun glædeligt taget den stilling på sig igen. Mørkelverne var nemlig et slags hjertebarn for hende, om hun mindede om dem eller ej. Sandheden var dog, at hun endnu havde tydelige karaktertræk fra dem, hvis man kunne se ind i hende. Hun havde nemlig blot lært at skjule dem, som hun vidste, hvordan hun bedst muligt kunne få sig det, som hun ønskede. Blidt hvilede hendes hånd på hans arm. Nærmest som om, at der intet var galt mellem dem. Udefra lignede de vel også blot et velhavende par der var ude på en måneskinstur? Dog var det de færreste der gjorde det her. ”De tror ikke på, at jeg blot kan lide en aftentur omkring søen her?” kommenterede hun roligt. Reelt set var det bare det, som hun havde planlagt, som hun havde søgt til Dvasias. Selv vidste hun jo, at hun ikke kunne gøre meget andet. Hun kunne slet ikke søge ind i byerne, uden at blive pågrebet ved den først givne lejlighed. Derfor havde hun virkelig blot ønsket at se søen her. Et sted, som hun ellers altid havde nydt at komme, men som hun ikke kunne besøge længere. Hun vidste nemlig også, at dette bare var en engangsforestilling. Hun kunne jo ikke blive ved med at komme her.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denjarna gjorde altid ting med en bagtanke. Det var det indtryk som han havde fået af Denjarna, også dengang at de havde snakket sammen sidst, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. En stolt mørkelver var hun uden tvivl. "Som jeg nævnte, skiller De Dem ud af hvad der typisk bliver sagt om Deres folk," sagde han dog. Han var dog ikke kommet herned, for at snakke om Mørkelverne. I det tilfælde, så havde han søgt til samfundet, som han jo i forvejen vidste ikke var langt væk herfra.
At hun derimod blot ønskede at søge ned langs søen, forundrede ham dog. Det var da langt væk hjemmefra, og lå der ikke også en sø i Manjarno, som hun kunne tage den samme vandring langs? "De er mig endnu langvejs hjemmfra, blot for en vandretur langs den mørke sø, frøken Dynithril," pointerede han roligt, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han rynkede kort på næsen. Nysgerrig, som han end var, for det var han jo. Hvad var det hun ville? Og var hendes såkaldte drage også i nærheden af hende? "Og Deres drage? Kan jeg frygte for at blive foder for den i aften?" spurgte han videre. Han ønskede det jo ikke just, kunne man sige.

[Denjarna Dark Dynithril]

Det sølvgrå blik vendte Denjarna bort fra Mattheus og ud mod søen i stedet. Smuk fandt hun den nu, som den havde sit helt eget særpræg. Selv kendte hun i hvert fald ikke til et sted, hvor vandet var ligeså mørkt som her. Man kunne vel kalde det for en dyster skønhed? ”Sandt at sige,” medgav hun kortfattet, inden hun nok engang lod blikket glide frem for sig. Ganske vidst var hun ikke længere blandt sin egen slags, men stadig følte hun sig som en af dem. Det ville formentligt aldrig ændre sig. Hvorfor skulle det også gøre det? Den eneste grund til, at hun var blevet adskilt fra dem var fordi, at hun var blevet vampyr, og da hun endelig var blevet mørkelver igen efter flere årtusinder, havde selve landet set sig sort på hende. ”De finder den måske lang, men hvis De kunne se skønheden og betydningen i det, ville du være af en langt anden mening,” sagde hun roligt. Forandret var han måske, men stadig var han ung. Han ville også altid være vanvittig ung i forhold til hende. Han ville aldrig kunne begribe, hvad hendes liv havde været. Svagt trak hun på smilebåndet, som han nævnte Damien for hende. Blikket vendte hun roligt mod ham. Var det, hvad han frygtede? Var det årsagen til, at han ikke havde angrebet hende? At han tænkte, at hun havde sin drage i nærheden. Ret havde han dog. Damien var ikke langt herfra. Hun kunne mærke ham. Adskilt fra hinanden kunne de ej heller være. Ikke længere om end. ”Jeg ved det ikke.. Jeg har aldrig forhørt mig, om han har smag for prins,” lød det legende fra hende, som det jo havde ligget lige til højrebenet!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Dette sted havde nu altid været et af de steder, som Mattheus bedst kunne lide, at opholde sig på. Her var det nemlig mulighed for at han kunne være sig selv, hvilket uden tvivl i forvejen, var noget, som han satte ekstrem stor pris på. Ikke alene, var det noget, som han kunne vise hende nu, hvor han gik med hende ved sin side, og han havde tænkt sig at gøre det. Selvom hun ikke var den typiske mørkelver, vidste han jo godt, at hun bar en helt anden historie, end den typiske ville gøre, og naturligvis var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. "Ville jeg?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Han hævede sigende det ene bryn. Ganske vidst kendte han nok ikke til halvdelen af hvad hun havde været igennem, og selv med den livserfaring som hun havde, kontra den som han selv havde, vidste han jo godt, at det i forvejen, var meget anderledes, end det royale liv, som han havde levet.
Der var meget der skilte Denjarna og Mattheus fra hinanden, men det ændrede dog ikke på, at han altid havde været fascineret.. og nu gik han her med hende igen langs søen. Sjovt nok på det sted, hvor han havde mødt hende første gang. Han himlede let med øjnene og rystede kort på hovedet igen. Hvem ønskede at ende op som dragefoder, hvis de kunne undgå det? "JEg håber så til gengæld, at jeg undgår, at blive den første, som han i det tilfælde, skal smage. Jeg har hørt, at vampyr og varulv, ikke skulle være det mest delikate." Han blinkede kort til hende. Han var jo trods alt stadig en ung mand, som havde meget at opnå med livet endnu. Han havde ikke tænkt sig at ende det i dragens gab!

[Denjarna Dark Dynithril]

Speciel havde Mattheus’ tilværelse været, som han altid havde været kongelig og levet i de rækker. Denjarna derimod havde prøvet alle verdens klasser, hvor man også kunne sige, at hun ikke var ung længere. Derfor var det ikke så underligt igen, at Mattheus’ holdninger var meget indsnævret. Dog havde hun tidligere forsøgt at lave om på dette, men det havde været dengang, hvor de havde været på talefod. ”Det er jeg vis på, at du ville,” sagde hun roligt. At han ikke ønskede at blive dragefoder, forstod hun skam godt. Dog var det ej heller hendes plan, at det skulle ende således.. medmindre han selvfølgelig skulle vise sig at blive fjendtlig og angribe hende. Hvis det skulle ende således, ville hun nemlig gøre alt i sin magt for at beskytte sig, men hvem ville ikke også det? At det eneste der i givet fald fraholdt Mattheus fra at ønske hende ondt var Damien, nagede hende dog. Det var dog ikke noget, som hun kunne gøre ved, og ærlig talt var det heller ikke noget, som hun kunne lade sig overraske over. ”..De nedgør Dem selv.. Jeg er sikker på, at vampyr og varulv smager ligeså godt, som alt andet,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Vampyr og varulv. Det var ikke just lykkeposen, som han havde trukket i, som han havde fået tildelt sin race. Hans ene måtte være den mest forhadte fra hendes side af, og den anden blev set på som et afskum af størstedelen af verdenen. Dog var det intet, som man kunne gøre ved. Han havde det vel også selv fint med at være, hvad han var? Blikket vendte hun for en kort stund op mod himlen. Aftenen i dag var nu engang ganske smuk.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var måske ikke ligefrem af den mest heldige mix lige i øjeblikket, men hvad.. han kunne jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det, kunne man jo sige. Han levede dog med det, og han var uden tvivl også stolt af, hvad han til nu, havde formået at præstere med det. Hans blik søgte hendes skikkelse. At sende op som dragefoder, fordi at han trådte forkert, var jo ikke umiddelbar hans ønske eller intention.
"Eller er det blot fordi, at det er noget, som De ønsker at betragte?" spurgte han med en direkte stemme. Sjovt og underligt, var det nu at skulle gå side om side med Denjarna, og særligt, når det nu foregik på denne her måde. Han kunne dog bare ikke sige noget til det, sådan rigtigt. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun lod blikket søge til himmels i stedet for. Alene det, var nu heller ikke noget, som han rigtigt tog særlig tungt, for det havde han nu heller ikke ligefrem nogen grund til, kunne man sige. Han hævede sin anden arm, og lagde den let over hendes, som han klappede let. Ikke at det nogensinde ville komme til at ske, for han ville bestemt ikke lade sig æde af en drage! Ikke på vilkår! Men hvor det store bæst mon havde gemt sig, var jo straks en anden side af sagen. Han sendte hende et kort smil. Sjovt var det at tænke på, hvor de var startet, og hvor de nu var endt. "Fortæl mig helt ærligt, hvad De laver her, Denjarna," sagde han denne gang direkte. Hun måtte da have en grund?

[Denjarna Dark Dynithril]

Svagt trak Denjarna på skulderen. ”Det er selvfølgelig en skam, at De ikke kan se, hvad jeg kan. Jeg håber dog blot, at De har andre glæder i livet i så fald,” endte hun roligt med at sige. Selv kunne hun se værdet i stedet her. Se dets skønhed. Mindes det, som hun havde oplevet her. Selv nød hun det, og derfor havde hun taget sig den ulejlighed at komme her.. bare for at være her. Noget, som Mattheus tydeligvis ikke kunne sætte sig ind i. Han mente vel, at der skulle være en større mening ved alt? En hage? Som hun mærkede, hvordan han let klappede på hendes arm, tog hun det sølvgrå blik fra himlen for i stedet at lade det falde på hans ansigt. Hvorfor hun var her? Han troede virkelig ikke på hende. Hvorfor skulle der være en bagtanke med alt? Det var dvasianernes problem.. Altid skulle der være noget, da alle var så egoistiske og gale her. ”De har ret..,” sukkede hun dramatisk. ”Jeg er kommet hele den lange vej for at forføre mørkets prins, så jeg kan indtage mørkets trone,” sagde hun sarkastisk i et teatralsk toneleje. Nu hvor han ikke troede på hende, kunne hun jo ligeså godt pensle det ud for ham på en overdrevet måde. I så fald kunne det være, at han kunne forstå, at hun oprigtigt var kommet her for at gå en tur. Paranoide var de på denne her side, når de kom til hende. Det kunne hun dog anse for at være en god ting. I så fald vidste de aldrig, hvad hun planlagde. Ironisk var det dog, at de var paranoide overfor hende, når det var dem der havde gået imod hendes land og ikke omvendt. Det var vel igen dvasiansk fornuft?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Glæder i livet, var der mange af, også selvom den sidste i Mattheus' liv, var lagt i graven, og han derfor forsøgte at finde andet.. og komme videre ikke mindst, så var det bare ikke altid lige nemt, kunne man sige. Det var egentlig ganske grotesk i den sammenhæng. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Det dukker faktisk op fra tid til anden," fortalte han med en rolig stemme. Der var måske ikke så meget lige nu, men gjorde det nogen forskel?
Dragen var i nærheden, hvilket nu var noget, som selv Mattheus havde fået bekræftet, og ikke var det noget, som han ønskede at komme på tværs af, dersom det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Han kunne jo heller ikke lade være. Den spydighed, som han derimod måtte blive mødt af, var bestemt heller ikke en af slagsen, som han måtte sige, faldt i hans gode jord. Han kneb øjnene let sammen. Der var ikke nogen grund til at være spydig, bare fordi at han ikke nærede den store tillid til hende. Han havde da desuden sine meget gode grunde til netop ikke at gøre det! Hans blik søgte hendes skikkelse. "Ej er der nogen grund til spydigheder... Deres Højhed," endte han denne gang langt mere spidst, end hvad han havde gjort til nu. Det derimod, var ikke noget, som han fandt nogen morskab ved.

[Denjarna Dark Dynithril]

”At der er nogen, kan man kun se sig tilfreds med,” sagde Denjarna roligt. Hvad hans liv helt præcist indebar nu om dage, vidste hun ikke. Hun havde stoppet med at se hans liv, da han havde råbt og skreget af hende, næsten ødelagt sin kongerige på grund af hende, og da han havde afgivet magten. Ja, man hørte faktisk slet ikke om ham efter, at hans moder havde kommet til igen. Selv tvivlede hun dog også på, at Jaqia ville lade sig overskygge af nogen som helst. End ikke hendes egen søn. At han derfra blev sur, og begyndte at bide af hende, gad hun ikke være en del af! Derfor endte hun også afvisende med at trække armen til sig, så han ikke længere kunne føre hende rundt. Den form for barndomspjat gad hun ikke være en del af! Ikke når han ikke kunne se, hvor tåbelig han selv var. Hun himlede med øjnene. ”Nej selvfølgelig ikke.. De har fuldt ud belæg for at komme af med spydigheder, men ikke jeg,” lød det ironisk fra hende. Det var jo bare at være dobbeltmoralsk, som det baskede! Han måtte godt mene, at hun løj, når hun ellers gav ham sandheden, men hun måtte ikke drille ham, når han konstant mistænkte hende. Han var vel bare stadig følt med en guldske i munden? Den mand burde i hvert fald i sandhed åbne øjnene og komme ud i livet! Da han havde været lille, havde han fået, hvad han ville have. Da han havde siddet på tronen, havde han ikke forstået, hvad det omhandlede. Da hans moder havde vendt tilbage, havde han gemt sig bag hendes skørter. Og han undrede sig over, at hun havde afvist ham?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville bestemt ikke stå fast ved, at han havde fået tingene, som han gerne ville have dem, for det havde han aldrig gjort. Det var meget muligt, at han var født royal og med en vigtig plads her i Dvasias, men det ændrede bestemt ikke på, at han havde mere erfaring med livet, end hvad hun gav ham credit for at have. Han stirrede på hende med et fast blik. "Jeg tror vi har hver vores opfattelse af dette," sagde han kort for hovedet, inden han selv valgte at stoppe op.
Ikke sagde Mattheus noget til, at hun valgte at trække armen til sig. Hvorfor skulle han? Det havde han da slet ikke nogen verdens grund til. Han kneb øjnene let og fast sammen igen, som han denne gang lod armen falde igen. Spydighed var en ting, hvor flabethed og andet, straks var en helt anden sag, og deraf slet ikke noget, som han ønskede at tage del i. Nok var han ung i forhold til hende, men selv han krævede og forlangede da en vis form for respekt! "Jeg må sige, at spydighed er en ting, som jeg kan håndtere, hvor flabethed og dumdristighed er noget, som jeg gerne ser mig fri for," fortalte han kortfattet. Han lod hovedet søge på sned. Var hun blevet fornærmet nu? Han så nu ikke nogen grund til at hun skulle tage det så frygtelig tungti hvert fald.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og hvad er Deres holdning da?” lød det stilfærdigt fra Denjarna. At han ikke var enig i, at det var godt at have en smule glæde og skønhed i livet, forstod hun nemlig ikke meget af. Men måske var det blot sådan, at han i realiteten var? Da hun først havde mødt ham, havde hun fundet ham en god mand, der ønskede en det bedste.. Dernæst havde hun fundet ud af, at han blot var falsk, og på ingen måde tænkte i den dur. Han havde nemlig sagt ting til hende, samt lovet ting, som han bestemt ikke havde holdt. Mænd var ganske enkelt ikke til at stole på.. Salvatore var den mand, som hun kendte, der var mest troværdig, og stadig havde han formået at skuffe hende. Hvis Damien endnu havde været en mand, og ikke en drage, havde han uden tvivl taget pladsen som den eneste troværdige. At Mattheus’ derfra også blot skulle blive irriterende, kunne hun kun himle med øjnene af. ”Se på det som hår på brystet. Du vil høre mere af den slags,” svarede hun blot kort for hovedet igen. Skridtende stoppede hun ikke, som hun blot fortsatte sin gang rundt om søen. Ej heller valgte hun at se på ham, som hun måtte finde området det mere betagende end ham. Det var trods alt også det, som hun var kommet for. Desuden.. hvad godt kunne hun få ud af ham? Han var ikke længere interessant i forhold til Dvasias, som han havde opgivet landet, og derfor var der ikke meget, som han kunne bruges til. Særligt ikke, når hans personlighed ikke strømmede igennem som værende fantastisk.