I need to se my family.

[Marius Amalani Darcy]

Marcianus Darcy

---

Det var mørkt, da Marius havde taget turen ud af det lille hjem i Manjarno. Han havde endnu ikke valgt at søge over grænserne mod Dvasias endnu. Cassie var væk.. Hans datter var blevet dronning af Procias.. og han havde ikke nogen anelse om, hvor pokker han ville finde sit elskede barnebarn henne, for det var ikke en ung mand, som han havde set i rigtig lang tid nu.
Dentures Inn, var derimod et sted, som Marius havde hørt lidt om, og derfor havde han valgt at søge dertil, for at få lidt at drikke. Lidt til en forveksling, ville ikke gøre nogen skade for ham. Tvært imod, ville det blive meget rart. Han nåede stedet. I aften virkede det til at være ganske roligt og fredeligt her, hvilket var noget, som egentlig passede ham meget fint. Han skubbede dørene op.
Marius måtte derfor hurtigt blive overrasket over hvor mange mennesker, der egentlig var til stede, men stemningen var god. Den var uden tvivl rigtig, rigtig god!

Et kort smil passerede på Marius' læber. Det var uden tvivl dejligt, at komme ud, men omstændighederne, var uden tvivl forkert. Han sukkede let, inden han trådte ordentlig ind. Der var liv og glade dage, men derimod intet, der tydede på, at dette ville ende ud i barslagsmål eller noget, der bare lignede det. Han satte sig derfor roligt ned oppe ved bardisken, hvor han tog kappen af sine skuldre, og lagde det over sine lår. Stemningen her på stedet, var uden tvivl rigtig god, og det kunne han lide. Lidt at drikke, og så ville han tage hjem igen.. Forhåbentligvis ville Cassie snart komme hjem igen.

[Marcianus Darcy]

Siden Marcianus havde fået skødet til Dentures Inn i hånden af Alice, havde tingene virkelig taget fejl. Med en vampyr som ejer, så gav kroen stadigvæk god mening. Lukket når solen var oppe, åbent i alle mørkets timer. Han var flyttet ind der hvor Alice før havde boet i den private del. Der var begyndt at komme flere og flere kunder og det var sjældent at folk rigtigt tænkte over, at han faktisk var vampyr. Han langede en masse øl og mjød ud over disken. I køkkenet havde han fået ansat en ældre kone, der var god til at lave steg og brød, så det var som oftest det, der var på menuen til de sultne sømænd, der kom i land. Han selv havde fået råd til lidt nyt tøj, så han så faktisk helt god ud på job. En hvid skjorte, med et par mørke bukser til og et par sorte støvler til. Hans hår var blevet redt, men var stadig en lidt ustyrlig bunke, selvom det nu klædte ham ganske godt. Han stod med ryggen og skænkede øl op i tre krus, som han bagefter satte direkte på baren, hvor tog søfolk tog imod dem og landede penge over baren til gengæld. Han tog dem og smed dem under baren, hvor han havde designet en tragt, der førte alle pengene ned i en stor tønde i jorden, som han tog op fra under gulvbrædderne en gang om ugen. Det fungerede super godt. Som den første gæst slog til den anden, så var Marcianus lynhurtigt sprunget over baren og ud mellem de to, som han skilte ad. "Hør her, de Herrer. Hvis I ikke kan opføre jer ordentligt, så er det ud," endte han bestemt. De prøvede at slåsse videre, men han holdt dem nemt fra hinanden og de opgav hurtigt. Han satte dem ned igen og de vendte blot tilbage til deres eget. Den ene forlod da heldigvis kroen. Han søgte tilbage om bag baren og stoppede op ved den nyankomne. "Hvad skulle det væ-" Han stoppede op midt i sin sætning, da han fik øje på hvem der faktisk sad der. Hans morfar? Var han her?

[Marius Amalani Darcy]

At hans eget barnebarn, skulle eje Dentures Inn, var slet ikke en tanke som slog Marius det mindste. Han havde jo faktisk ikke rigtigt haft kontakt med hans kære dreng i frygtelig lang tid, selvom de havde haft så meget med hinanden at gøre, og nu var det hele bare gledet fuldstændig ud i sandet, som var der intet galt med det. Det var underligt.. virkelig, virkelig underligt, at det var på den måde.
At nogen lagde op til slåskamp i baren, fik hurtigt Marius til at se op. Nu var han i forvejen vant til, at holde sig på afstand af den slags. Når man havde været tæt på Jason og Gabriel, kunne man jo ikke undgå at bide sig mærke i, at den slags bare faldt skræmmende naturligt, af en eller anden årsag.. Tingene var bare ikke som de plejede at være mere. Desværre. Et kort smil faldt over hans blege og tynde læber ved de mange gamle minder om deres drengeture ud. Det derimod, var noget, som han virkelig måtte savne.
Lyden af stemmen, var noget som næsten slog ind ved Marius med det samme. Han hævede blikket, hvor det selv var tydeligt, at han var genkendt. Hvis det ikke var fordi, at han i forvejen var et dødt væsen, ville han nok reagere meget anderledes, end hvad han havde gjort til nu. "Marcianus.." Havde han da vidst, at knægten rent faktisk bestyrede sådan et sted, så havde han da nok taget tingene på en lidt anderledes måde! "Jeg.. må sige, at jeg er... overrasket," endte han i manglen på bedre ord. At se ham i godt vel, var uden tvivl en kæmpe lettelse!

[Marcianus Darcy]

At Marius var kommet til denne side af grænsen, var ikke noget Marcianus havde tænkt på. Han havde haft travlt med at få skabt sig en anstændig levemåde siden han var blevet kylet ud af Procias, fordi han havde smuglet blod ind til Marius, så han kunne overleve. Men det så da ud til, at han faktisk var i bedre velgående nu, så måske han var forfaldet til menneskeblod selv? Det håbede han næsten, for han vidste, at hans morfar blev syg når han drak dyreblod. Men hvem gjorde ikke det? Han havde selv prøvet at leve på dyreblod, men det kunne han slet ikke. Slåskampe opstod af og til i kroen, men de fleste gengangere var udmærket klar over, at de aldrig nåede at slå på deres modstander før han selv var brudt ind. Han var nemlig ikke en kroejer, der var nem at narre på nogen som helst måde! Som han nu stod overfor sin morfar efter... en del år væk fra ham, så vidste han snart ikke hvad han skulle sige. Han var jo selv et dødt væsen, så der var ikke den store reaktion andet end han stoppede brat midt i sin sætning og ikke lige kunne fortsætte. "Morfar..." endte han. Han trådte ud fra baren igen og om til sin morfar. Han vidste snart ikke om han skulle omfavne ham eller hvad han skulle. Så han blev bare stående foran ham. "Og jeg med... Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se dig ude af Procias igen," svarede han stille.

[Marius Amalani Darcy]

Marius måtte endnu føle, at det havde været hans skyld, at Marcianus var sendt ud af Procias. Han var blevet dødeligt syg af dyreblod.. Ikke bare lidt, men rigtig meget, og derfor havde han reageret på den måde, som han nu havde gjort det. Det var næsten.. grotesk at det skulle være på den måde.
Nu stod han overfor sit kære barnebarn.. En ung dreng, som han havde forsøgt at finde i så frygtelig lang tid, og så skulle han finde ham her? Det var næsten.. ikke til at tro. Som Marcianus kom hen mod ham, valgte han derfor selv at rejse sig op. Han stirrede på den unge mand. Han var uden tvivl vokset ekstremt meget med ansvaret her på stedet. Bestyrede han det? Han kunne lide det. Ingen tvivl om, at han kunne lide det. "Tiderne skifter meget, min dreng.. Procias er ikke længere et sted for mig," fortalte han med en ærlig stemme. Midlertidigt havde han jo slået sig ned her i landet.. Om han blev, var for tidligt at sige. Selv ønskede han blot at få ro på tilværelsen igen.
"Det er godt at se dig igen," tilføjede han. Let varsomt, førte han armene ud fra kroppen, som han bød ham tæt på i omfavnelse. Han havde brug for at se sit kære barnebarn.. Vide, at han var der, og derfor var det virkelig lettende, at se og vide, at han rent faktisk havde det godt.

[Marcianus Darcy]

Marcianus var blevet voksen. Endelig, kunne man sige. I lang tid havde han forsøgt at finde ud af hvad det betød at være voksen, at have ansvar og hvad mere der førte med det voksne liv. Men først nu var han blevet fornuftig nok til at kunne leve som det. Det at blive smidt ud af Procias havde gjort det endelige for ham, selvom det nok var en hård måde at have lært det på. Han hørte bare ikke til i Procias, så meget havde han da fundet ud af, nu hvor han boede her. Manjarno var for ham et rart land, der var langt mere neutralt end både Procias og Dvasias. Imandra kendte han ikke noget til, for der havde han aldrig været. Men her havde han fundet sin plads. Og så som kroejer. Hvem skulle egentligt have troet det?
At hans morfar så havde forladt Procias ligeså, havde han ikke lige regnet med. Han havde ikke troet, at den mand ville være til at hive fra sit hjem. Men på den anden side også godt, hvis han ikke var knyttet så meget til sit land og sin jord, så han kunne give slip. Han så jo faktisk ud til at være ved godt vel, hvilket han uden tvivl godt kunne lide. Han trak let på mundvigen. "Det har det vist ikke været i mange år, morfar," påpegede han med en sigende mine. Man kunne sige hvad man ville. Men vampyrer hørte ikke til i Procias, det havde han da endelig forstået og lært at leve med. Han vædede let sine læber og så mod sin morfars favn, da han åbnede sine arme for ham. Han lukkede afstanden mellem dem og slog armene omkring ham, som han trykkede sig ind til ham. Ej en lille dreng længere, men enhver mand kunne have brug for sit voksne idol. "Det er virkelig også godt at se dig," svarede han dæmpet ved hans øre.

[Marius Amalani Darcy]

Utroligt var det, at se hvilken mand Marcianus var blevet til. Marius kunne jo i den forbindelse, ikke være andet end stolt af, hvad han kunne se. Et smil passerede hans læber. Måske var det sandt, at Procias ikke havde været et land for ham i mange år, men ikke desto mindre, så havde det været hans hjem. "Det har du såmænd ret i," sagde han dog. Procias havde bare været hans hjem i mange år, og ikke havde det været noget, som han kunne vende ryggen til. Nu havde han ikke haft noget andet valg. Det havde været det, eller at miste livet, og det var jo heller ikke ligefrem noget, som han havde ønsket, kunne man jo sige. Han vendte blikket roligt i retningen af hans skikkelse igen.
At afstanden blev lukket, og de kunne slå armene om hinanden, gjorde Marius det i gengæld. Han havde uden tvivl meget at takke sit kære barnebarn for, og det at vide, at han havde det godt, var helt rart og betryggende for ham at vide! Han lukkede øjnene. Han var lettet. Virkelig lettet over, at have fundet sit barnebarn igen!
"Lad os genoptage kontakten, Marcianus," bad han. Nu hvor han var bosiddende her i Manjarno, så var der jo også rig mulighed, for at gøre netop dette. Han vendte blikket mod ham, og med et smil. "Procias har længe vendt mig ryggen.. Jeg har forladt stedet og bor nu her i Manjarno," fortalte han videre. Han ville jo gerne have det bånd til sin familie.

[Marcianus Darcy]

Siden de var vendt tilbage til Procias uden, at hans moder havde været der, havde Procias ikke rigtigt været et hjem for Marcianus. Og det samme havde gjaldt for Marius. Hvordan det stod til med ham og kærlighed, det vidste han dog ikke. Selv skete der intet på den front. Han havde bare ikke fundet den rette og han var vel også... bange? Bange for at enhver ville afsky ham, ikke finde ham god nok eller hvad der kunne minde om det. "Det har det ikke være for nogen af os," svarede han ham sigende. Selvom de havde prøvet og egentligt fået vinmarkerne op at køre igen, så havde det bare ikke været hjem. Det havde været en pligt og en måde at gemme sig på, eftersom de jo faktisk ikke havde været velkomne i det land, de oprindeligt var fra. Tit måtte det handle om liv og død for dem. Det var sådan, han var blevet smidt ud; fordi Marius havde været dødeligt syg. Let så han på sin morfar og trykkede sig ind til ham. Det var godt at se, at hans morfar var ved godt vel, for det betød virkelig meget for ham. "Det havde aldrig været meningen at miste den... Jeg havde bare ikke rigtigt nogen chance for at komme til dig," svarede han ham dæmpet. Han følte dog stadigvæk, at skylden var hans, hvilket bestemt ikke var en rar følelse. Han slap ham stille og sendte sin morfar et smil. "Jamen, fantastisk! Jeg bor i en tilbygning til kroen her. Jeg har overtaget den efter hende, der startede stedet... Alice. Hvis du kan huske hende fra dengang i Corvento?" fortalte han ham. Han vædede let sine læber og trådte om bag baren igen. Han åbnede en lem i gulvet, hvor han fremdrog en flaske. Flasken var helt mørk og derfor så indholdet også meget mørkt ud. Han fandt et krus frem og hældte noget af flaskens indhold i kruset, hvor Marius nok hurtigt kunne dufte hvad det var; blod. Oveni blodet hældte han noget rødvin, hvor han så satte kruset foran Marius. "Huset giver," endte han med et skævt smil. Han pakkede blodet væk nede i gulvlemmen igen og så mod sin morfar.

[Marius Amalani Darcy]

Procias havde ikke været et sted for dem i lang tid, men det var bare svært at forlade noget, som havde været ens hjem i så frygtelig mange år. Det var i hvert fald også sådan, at Marius havde det. Procias var det land, som han i sin tid, selv var blevet født i. Og nu stod han så her.. Tvunget til at forlade det. Et svagt smil passerede hans læber, som han vendte blikket mod sit kære barnebarn igen. Kort gav han ham et klap på kinden, inden han slap ham igen. "Jeg var bare lang tid om at se det," fortalte han med en ærlig stemme. Han trak kort på skuldrene igen.
Marius tog endnu en gang pladsen overfor Marcianus, som drog en flaske frem og skænkede op til ham. Han duftede det med det samme. Ikke skulle den unge mand have det dårligt, ved at være smidt ud, eller at kontakten var gået i sig selv, for det var bestemt ikke hans skyld, at det var endt således, og det ønskede Marius meget gerne at understrege for ham! "Gør dig selv den tjeneste, ikke at føle den største skyld for, at det gik såvidt, min dreng," bad han roligt, inden han tog omkring glasset.
Havde Alice ejet stedet her? Det forundrede uden tvivl også Marius at høre! "Hvor blev det af hende?" spurgte han nysgerrigt. Et kort smil passerede hans læber. "Skænk et glas op til dig selv min dreng.. Det er på min regning," sagde han denne gang med et smil på læben.

[Marcianus Darcy]

Marcianus sendte et let smil til sin morfar. Det var underligt, at stå her overfor ham igen. Selvom de havde været fjerne fra hinanden, så føltes det slet ikke sådan. Men ikke ville han tillade, at deres kontakt skulle forsvinde på den måde. Han vædede let sine læber. Selv var han jo født i Procias, men det meste af sit liv været som en fremmed der. I en ung alder var han blevet omdøbt til vampyr, fordi han havde været døden nær i skoven. Siden havde han været vampyr og havde altid levet i skjul fra samfundet. Så han havde vel aldrig rigtigt fundet sin plads i samfundet før nu. Han havde forsøgt med Dvasias, hvilket var gået grueligt galt, så heldigvis var det da lykkedes med Manjarno. Her følte han sig faktisk tilpas, for han kunne godt lide at drive forretning... på den ene eller anden måde. "Som det tog mig lang tid, overhovedet at finde min plads i samfundet," svarede han dæmpet. Marcianus blev stående inde på barsiden, så han kunne stå overfor sin morfar. Han fik skænket op til ham og satte kruset foran sin morfar, så han kunne få lidt at drikke/spise... Blodet var jo mættende, men skulle skjules lidt med vinen, mest for de resterende gæsters skyld. "Det kan jeg vist ikke lade vær med," svarede han med et skævt smil. Marius kendte ham lidt for godt. Han var virkelig plaget af skyldfølelse og havde altid været det.
"Hun fandt også sin plads... Hun virkede glad. Gladere, end hun var i sidste ende her på stedet," svarede han dæmpet. Han havde bare fået en hurtig forklaring på, at hun skulle finde sig selv og havde så fået skødet i hånden af hende. Han lo let til hans morfars ord. Så gik det jo lige vidt! "Så pyt," svarede han. Han gjorde nummeret én gang til med blod og vin i et krus, pakkede blodet væk under gulvlemmen igen og satte vinflasken på plads. Han tog fat om sit krus og hævede det. "Skål så."

[Marius Amalani Darcy]

Det var uden tvivl underligt, at stå overfor sit elskede barnebarn, men han var glad for det. Han var virkelig, virkelig glad for det! Et svagt smil passerede hans læber. Hvorvidt om Manjarno var stedet for ham, var jo så det, som han endnu ikke helt havde fundet ud af, kunne man sige. Armene lod han roligt søge over kors, som han blev siddende på bænken foran ham. "Og denne gang har jeg måtte forlade den plads, som i mange år, har været min. Jeg skal omlægge hele mit liv. Virkelig.. det hele." Han havde jo længe siddet som den greve i Procias, og gjort hvad han kunne, for at støtte op og hjælpe med arbejdet for at få Procias på fode igen, og han havde gjort en kæmpe indsats for det.
"Det er ikke din skyld," sagde han med en rolig stemme. Det var ikke alene Marcianus' skyld, da han havde været lige så dårlig, til at opretholde den kontakt med ham, som han til nu havde haft. Han sendte ham et smil. At tage et glas begge to, var vel bare på sin plads? Dette var starten på et nyt liv, og kunne han få sit barnebarn ind, som en del af det, så passede det ham mere end fint, og det var han heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han lukkede de blege fingre omkring glasset, som han hævede. "Skål min dreng," sagde han med et smil, inden han tog en tår. Det var en perfekt mix af begge dele. Det smagte vidunderligt.

[Marcianus Darcy]

Marcianus fandt det mærkværdigt, at de skulle mødes på denne måde. Men på den anden side måtte Marius også virkelig føle det underligt at finde sit barnebarn på en kro, tidligere ejet af en kvinde, de var stødt på i Corvento under hans afvejs-tur til Dvasias. Og nu stod hans barnebarn så med kroens skøde og var ejer af stedet, i et land, de aldrig rigtig havde tilhørt. Selv vidste han, at Dronningen af landet ej brød sig synderlig meget om vampyrer. Derfor var det vidst godt, at kroen her lå lidt for sig selv og passede mest stamkunderne. Ligeså hjalp den jo til i landet, for kroen var nyttig for især søfolk og rejsende, så på den måde regnede han ikke med at blive lukket ned, selvom han stod som ny ejer. Her havde jo været en vampyr før; Valerio. Alice havde flygtigt fortalt om, at de ikke længere var sammen. "Ja, det må man sige... Så må du jo se, hvad du så kan finde på at give dig til," svarede han med et let smil. Selvom de havde gået meget op og ned ad hinanden altid, så var de stadig vidt forskellige af den grund. Ikke at det dog gjorde ham noget. Han smilede let, hævede sit krus og tog en tår af den lækre væske. Han selv var virkelig fan af sammensætningen af blod og rødvin, for det gjorde det lidt mindre tykt at spise. Det var mere delikat på den måde. Roligt satte han kruset fra sig endnu engang. Han holdt øje ud i kroen, men umiddelbart skete der intet, så Marius havde egentligt det meste af hans opmærksomhed. "Hvor bor du så henne af? Fortæl mig om hvordan din situation er nu," opfordrede han roligt.

[Marius Amalani Darcy]

Det var under meget mærkværdige forhold, at Marius var endt med at støde på sit kære barnebarn, men ikke desto mindre, så var han virkelig glad for det. Det var bekræftende for ham, at vide, at han havde det godt. Det var en lettelse, som nu satte sig i hans bryst, da han nu også vidste, at hans barnebarn havde det godt. At han j så ikke havde det samme, var så ikke rigtigt noget, som han kunne gøre det store ved. Han satte sig roligt til rette igen, og med blikket hvilende på ham. I Procias havde han jo haft ansvaret for en hel vinplantage, og deraf stået som ansvarlig for rigtig meget af den procianske økonomi. Det gjorde han ikke mere.. han havde ikke noget at lave, hvilket i forvejen, var noget som gjorde ham utrolig rastløs.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne give det et reelt svar på hvad jeg lavede, min dreng, men jeg laver intet. Ikke siden jeg var tvunget til at forlade Procias," fortalte han med en sandfærdig stemme. Han blev rastløs. Virkelig, virkelig rastløs, når han stod i en situation som denne. Et svagt smil bredte sig på hans læber, som han tog en tår af vinen. "Jeg har slået mig ned med Cassie i et forfalden gammelt hus, ikke langt fra skoven. Du ved hvor meget jeg har sat pris på den slags," sagde han med et smil. Det var nok ikke mere end en times gåtur herfra. Det var et hus og hjem, langt fra i den standard, som han var vant til, men det gik. Han havde jo bare pakket det mest nødvendige, og så havde han efterladt det hele.

[Marcianus Darcy]

Marcianus sendte et let smil til sin morfar. Det var en meget mærkelig måde de havde mødt hinanden efter nogle års adskillelse, men han var glad for, at de havde fundet sammen igen. Han kunne dog mærke på sin morfar, at han var rastløs. Derfor ville han jo også gerne spørge ind til hans situation, så han kunne få en fornemmelse for hvordan det så ud for ham. Hans morfar havde haft et stort ansvar med plantagen, som han jo selv havde været bestyrer af indtil han var blevet kylet for porten af Gabriel. Årsagerne var dog reelle nok, for han havde jo holdt sit smugleri skjult for sin konge... der oveni købet havde ladet ham blive. "Hvis du mangler noget at bruge din tid på... Så kan du da godt komme her. Jeg har ret travlt de fleste nætter, for der kommer altid skibsfolk ind, der skal have noget at drikke," svarede han tilbydende. Det var da om ikke andet noget Marius kunne bruge lidt tid på, hvis han gik rundt og var alt for rastløs? Selv tog han en tår af vinen og kunne tydeligt smage blodet deri, hvilket nu ikke gjorde ham noget som helst. Det holdt ham i skak, for hvis han ikke fik sit daglige måltid, så overfaldt han nogen på gaden. Han var ret ustabil på den måde. "Det lyder da udmærket til en start," endte han opmuntrende.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var slet ikke den type mand, der bare kunne sidde stille og lade som ingenting, og det var vel også tydeligt? Han havde brug for noget at lave, hvor han dertil også havde været direkte stolt af det arbejde, som han havde formået at udføre med den plantage, som han havde haft i Procias. I den forstand, kunne han jo takke den kære dreng for, at han endnu var til i det hele taget. Havde det ikke været fordi at han havde smuglet blodet ind til ham, så havde han nok været død i dag, for dyreblodet havde gjort ham vanvittig syg.
Et svagt smil passerede hans læber. Marius som bartender i Manjarno? Det gav ham ganske vidst noget at tage sig til, men om det var et job for ham, var jo derimod det, som han ikke var helt klar over i den anden ende, kunne man sige. "Du ønsker mig som bartender her på stedet?" spurgte han. Han ville gerne. Oprigtigt ville han hellere end gerne hjælpe sit barnebarn med byrden, for det måtte da også være hårdt alene?
"Jeg ved ikke om det er noget for mig, min dreng," sagde han med en oprigtig stemme. Ikke fordi at han ville modarbejde ham, men var det virkelig ham, at gøre sådan noget? Det var jo lidt det, som han ikke rigtigt kunne finde ud af, og særligt, som det stod lige i øjeblikket, så var det vel heller ikke s underligt, at det rent faktisk gjorde ham i tvivl. Han havde dog virkelig brug for noget at lave.. Men først og fremmest, burde han vel også finde Cassie?