Finally free

[Alice Lairé-Jênan]

Lestat De Lochèr Maloya Junior

At være varulv, var det bedste, der nogensinde var sket for Alice. Hun havde aldrig oplevet at være fri, som hun var nu. Hun mærkede ingen lænker om sig, ingen farer, der truede derude og hun følte sig oprigtigt heldig hver eneste dag. Rhaenys var virkelig hendes store forbillede når alt kom til alt, for det var hende, der havde hentet hende fra Manjarno til det gamle Imandra, hvor varulvene holdt til. Lykos Canina hed det og det var hjemligt som intet andet. Bare varulve i stor flok og masser af mennesker at lære og kende. Sjovt var det, når man så hinanden i menneskeskikkelse, hvis man havde mødt hinanden som ulv første gang. For man kunne jo faktisk med sine sanser genkende personen, selvom det måske ikke lige var, at man havde set hinanden i den skikkelse før. Hun hjalp med til at lave mad på stedet og det gik godt syntes hun selv. De var en flok kvindelige ulve, der deltes om at lave maden alle dage. Så skiftedes de til at lave til middag og til aften, mens andre ulve lavede andre ting. Jagede, byggede... eller hvad det kunne være. Hun lærte stadig nye ting hver dag!
I dag sad hun nede ved åløbet på deres område på breden. Hun mødte stadig nye ulve hver dag, for hun havde ikke været her mere end en uge. Turen fra Manjarno havde taget lang tid! Hun sad i sin skikkelse som ulv. Hun øvede sig hver dag på forvandlingen og det blev bedre og bedre. Hendes ulv var brunrød i farverne og i lyset havde hun mange flotte røde farver. Hun bøjede snuden ned og tog en slurk vand af åen, som hun sluprede i sig. Man kunne se vandet hænge ved hendes pels under snuden.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Tilværelsen og livet som en del af et kobbel, var uden tvivl det bedste, som længe var sket for Junior. Det havde givet ham en gejst tilbage, som han ikke havde haft i frygtelig lang tid, og end ikke det, var noget, som han havde tænkt sig at lægge skjul på. Han kunne virkelig godt lide det.
Selv nu hvor han kunne starte ud med en uges vasketjans, fordi at han havde tabt armbrydnings-konkurrencen, så var det noget, som han måtte bide i sig nu. Han havde det egentlig ganske fint med det nu. Han var ved at blive stærkere.. han var faldet ekstremt godt til, og det kunne uden tvivl også godt mærkes, og særligt, som det var lige i øjeblikket.
Denne gang, var det ham som var på vej ned til søen. Han rendt rundt topløs. Selvom det havde været underligt for ham i starten, var det efterhånden ved at blive noget af en vane for ham, for det var også sådan at resten gik rundt i lejren, så det var jo også bare en del af ham nu. Ulven som allerede sad nede ved vandet, tog han sig ikke af. Ikke var han bange for det på sigt, for det var der slet ikke nogen grund til. Han knælede ved vandet. "Godaften," hilste han med en rolig stemme, inden han foldede hænderne i vandet, og kastede vandet op i ansigtet. Det var rart, og uden tvivl også noget, som han virkelig havde brug for!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice slikkede sig om snuden, så de overskydende dråber blev slikket af. Det gjorde dog ikke, at hendes pels var tør, men sådan var det jo. Hun burde nok egentligt vaske sig helt, for hendes pels var blevet beskidt af en hel dag i skoven, hvor hun havde hjulpet med at samle piletræ ind, så der kunne blive flettet kurve i morgen. Det var ikke rigtigt en pligt, men nærmere en hyggelig sammenkomst hvor alle kunne komme og flette kurve eller andre ting, hvis de havde lyst. Aftensmaden var overstået, så nu sad hun bare her og slappede lidt af. Altid godt med en tår vand ovenpå aftensmaden. Hun hørte og lugtede godt, at der var en, der nærmede sig. Vedkommende var i menneskeform kunne hun mærke på det hele. Let drejede hun blikket. Her gik kvinderne ikke rundt i særligt dækkende tøj, men det gjorde hende intet. Det var frit og dejligt! #Godaften,# svarede hun med tankens kraft. Det havde hun først lært den sidste uge, at man kunne snakke sammen fra sind til sind ulvene imellem! Det var utroligt smart, når man bare skulle snakke internt. For som ulv ville man jo ellers grynte, knurre eller hyle, hvis man prøvede at 'tale'. Hun kneb øjnene let sammen og snuste til ham igen. Der var... et eller andet over ham. Hun skubbede sig op at stå på alle fire og vendte sig mod ham, som hun betragtede ham indgående. #Kender jeg dig..?# spurgte hun lavmælt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Om Junior kendte kvinden, som han i øjeblikket stod overfor, havde han faktisk ikke nogen anelse om. Umiddelbart ville han ikke sige, at hun sagde ham særlig meget. Han kastede vandet op i hovedet og ned af nakken. Selv for ham, havde det nemlig været krævende og forvirrende ikke mindst, at skulle omlægge sit liv så meget, selvom han nu kun måtte mærke sig af, hvad det gjorde ved ham på sigt. Han var blevet en glad mand igen. Igen havde han formået at finde et kald, som han følte, at han kunne udrette noget med, her i sit liv.
Stemmen sagde ham ikke umiddelbart noget. Derfor satte han sig op. Selv han havde været en del af dette kobbel igennem det, som måtte være temmelig lang tid nu. Han kunne lide det. Ingen tvivl om, at han virkelig godt kunne lide det. Burde han kende hende? Han rynkede let i panden. ".. Burde jeg kende dig?" spurgte han denne gang med en rolig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. En smuk ulv, var hun ganske vidst. Og det måtte han jo give hende.. men burde hun sige ham noget? "I den skikkelse, er jeg bange for, at jeg ikke just genkender dig," sagde han roligt. Igen rejste han sig op. Duften sagde ham ikke rigtigt noget.. men okay, han var også præsenteret for rigtig mange nye, over den seneste tid. Skræmmende som det end var, men han var jo faldet ekstremt godt til i koblet. Virkelig meget, og han var glad for det.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice så mod manden, der smed vandet mod sit hoved og sin nakke. Han havde umiddelbart en flot overkrop. Han gik rundt med bar overkrop som alle andre mænd her på stedet. Det var ikke unaturligt for folk at gå klædt sådan i koblet, for alle var trygge omkring hinanden i familien og de fleste var ikke jaloux anlagt overfor deres partnere/mager. Hun havde aldrig forestillet sig, at det ville være sådan her at leve som varulv. At det var så frit og åbent. At ulvelivet slet ikke var noget slemt overhovedet, for nu forvandlede hun sig jo faktisk hver eneste dag. Og det gjorde næsten ikke ondt længere. Men hun var dog ej ligeså hurtig til det som mange andre, men det kom vel en dag? Hun snuste let frem for sig. Umiddelbart, så duftede han ikke bekendt og så heller ikke bekendt ud. Men man vidste jo aldrig, gjorde man? #Det ved jeg ej, om du burde... Men der er bare, et eller andet over dig,# svarede hun stille. Hun søgte hen mod ham og lo let for sig selv, som han påpegede det. Hun forvandlede sig så til menneske uden rigtigt at tænke over, at hun var splitter nøgen. Det var som om, der ikke var den barriere her omkring og det var jo kun ulvene der kom på disse kanter. Det var trods alt deres territorium. "Jeg hedder Alice."

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At gå rundt i bar overkrop, var efterhånden noget som Junior gjorde, fordi... det var sådan, at man gjorde det her på stedet. Det var det, som man gjorde her i koblet, og derfor reagerede han jo også på den måde, som han nu gjorde. Hans blik hvilede på hende. Burde han kende hende? Han var blevet mødt af så mange nye ting igennem den sidste tid, at han havde svært ved at forestille sig det, men hvad vidste han? Det var jo trods alt aldrig til at vide, kunne man jo sige.
Han blev roligt stående, som hun denne gang valgte at forvandle sig. En nøgen kvinde, var stadig svært for ham at forholde sig til. Men kvinden.. var han da uden tvivl sikker på, at han havde set før. Han blinkede kort og let med øjnene, som han vendte blikket mere mod siden. Et sted var det respekten for hende, som gjorde, at han handlede på den måde, for han ønskede jo heller ikke at stirre på hende. Han trak vejret dybt. "Alice.." endte han med en dæmpet stemme. Havde han set hende før? Om ikke andet, så måtte det virkelig være lang tid siden. Han rettede sig op. "Lestat Junior.. Det er vel ikke et ukendt navn for dig?" spurgte han med en rolig stemme. Opkaldt efter sin fader - en mand, som han i forvejen, ikke havde noget med at gøre mere faktisk. Det var vildt hvilken forandring hans liv havde taget på så kort tid.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice så roligt mod den mandlige skikkelse foran hende. Umiddelbart sagde han hende ikke noget, men der var bare en tiltrækningskraft fra ham. Som om hun genkendte ham helt indefra, trods hun aldrig syntes at have set hans ansigt før. Hun var draget af ham og havde aldrig følt sådan før. Var det mon varulven, der spillede hende et puds? Men hvad kunne det være, der gjorde, at han lige tiltrak hende på den måde? Det var der ingen andre, der havde gjort. Hun trådte hen imod ham, lidt ligeglad med at hun var nøgen faktisk. Hun havde faktisk hurtigt accepteret, at det var sådan det var her, for man kunne jo ikke rende rundt med tøj på sig hele tiden. At han så vendte blikket bort fra hende, fik et smil til at passere hendes læber. Han var stadigvæk lidt ny også, dog knap så ny som hende selv, men det var jo stadigvæk forskelligt hvordan man så på tingene. Hun lod hovedet søge let på sned. Det navn sagde han faktisk overhovedet ikke noget som helst. Gjorde det? Lestat Junior... Hun løftede en hånd og kløede sig let i håret, inden hun måtte trække på skuldrene. "Det siger mig ikke umiddelbart noget," svarede hun. Hun endte med at gå en tur rundt om ham og endte med at stå lige foran ham, da hun var nået en runde omkring ham. "Jeg ved ikke hvad det er... Det er bare som om ulven... altså jeg... er draget til dig," svarede hun.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var stadig ikke vant til at se kvinderne uden en trævl på kroppen. For hans vedkommende, så var det så forkert, som noget overhovedet kunne være. For ham, var det en privat og meget intim ting, hvilket skam også var grunden til, at han valgte at vende blikket den anden vej. Han bed tænderne tydeligt sammen, som hun tog turen omkring ham. Han kendte hende ikke, og derfor ønskede han heller ikke at nedstirre hende eller noget lignende. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som hun endnu en gang måtte stille sig foran ham. En smuk kvinde var hun virkelig. Han kunne uden tvivl godt lide, hvad han så. Hvor han samtidig forsøgte, ikke at stirre alt for meget.
Junior forsøgte at slappe af, selvom det virkelig ikke var nemt på nogen måde. Det handlede vel egentlig bare om at prøve, gjorde det ikke? Et kort smil passerede hans læber, som han vendte sig mod hende. En smuk kvinde var hun.. en kvinde, som han meget hurtigt kunne lade sig tiltrække af. "Jeg kan sige en ting: Aldrig har jeg set dig før," sagde han med en rolig stemme.
Følte hun sig tiltrukket af ham? Draget af ham? Det var ting og af grunde, som han slet ikke forstod sig på. Han endte hende et overbærende smil. "Jeg... er bange for, at jeg ikke helt forstår..?" forsøgte han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvad var det helt præcist, som hun var ude på?

[Alice Lairé-Jênan]

Alice smilede let, som hun gik undersøgende rundt om ham. Hun vidste virkelig ikke hvad det var, men han var bare... så umådeligt tiltrækkende. Måske var det fordi, hun ikke havde rørt en sjæl siden Valerio var skredet fra hende. Hun havde været lidt for såret til at gøre noget, selvom hun allerhelst bare gerne ville have glemt ham med det samme. Men det var først nu, hun faktisk rigtigt kom videre. Hun sendte ham et skævt smil, da hun endnu engang stod foran ham. Hun måtte virkelig holde sig selv igen for ikke at røre ved ham. Men hun ville virkelig gerne vide hvorfor hun var så tiltrukket af ham. "Og jeg har heller ikke set dig før," svarede hun roligt. Selv forstod hun ikke, hvad det her gik ud på og hun så let ned i jorden, mens hun let stod og famlede med sine hænder foran sig. Hun trak vejret dybt. "Jeg forstår det heller ikke selv. Men jeg kan bare mærke, at det bruser i mine årer, at du er her... Bare dit væsen. Det som om ulven er tiltrukket af din indre ulv," prøvede hun forklarende. Men det lød jo tosset!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Denne kvinde var da højest mærkværdig, i forhold til, hvad man kunne sige, at Junior var vant til at se. Ikke at det var noget, der som sådan, gjorde ham noget. Der skulle være plads til alle, og det var han også helt enig i. Han trak vejret dybt, som han endnu en gang lod blikket glide mod hendes skikkelse, som hun søgte omkring ham, som havde han været en udstilling. Det var dog langt fra tilfældet, og derfor ønskede han da slet ikke at se sig selv på den måde! Som i overhovedet ikke! "Og alligevel, er det således, at du ser på mig..?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Alt taget i betragtning, så var det ikke en skidt ting. Det var vel bare en del af det at være dyr? Noget som han selv havde brugt utrolig lang tid, på at acceptere og tage til sig, og særligt efter Caylas død, hvor han også havde forsøgt at skubbe det hele på afstand igen.
Hun var en smuk kvinde. Måske at han kunne holde bedre og mere igen, end hvad hun gjorde, men hvad forskel gjorde egentlig det? Han spændte let i kroppen. Han følte et sted også for at vise sig for hende.. Markere sig for hende, også selvom han på ingen måder, var den største hanulv i koblet. Han var tvært imod en af de mindste, men han havde jo så heller ikke været i træning i det, som måtte være uendelige tider, kunne man sige. Han havde ikke været i træning i flere år. En svag brummen brød hans strube. "Du vækker det ligeledes i mig," erkendte han. Han havde en akut og desperat trang til at.. vise sig for hende. I forvejen, var det bestemt heller ikke noget, der lignede ham!

[Alice Lairé-Jênan]

Det var helt sikkert, at Alice ville blive nødt til at spørge Rhaenys til råds omkring disse følelser, der opstod i hende, når hun så Junior. Det var en dyrisk ting, som hun ikke kunne sætte finger på, men alligevel ønskede at reagere overfor. Hun nikkede let. "Jeg har aldrig været så ligefrem før... Men her omkring føler jeg det dumt at skjule det," svarede hun ham roligt. Normalvis ville hun aldrig have været så ligefrem, men blandt ulvene var det noget andet. Det var deres allesammens hjem og i en stor flok, måtte man være ærlige overfor hinanden, eftersom man ellers ikke ville fungere sammen i flok. Hun løftede sig blik igen. Hun var ikke den pige mere, der skulle kigge ned og ikke turde holde fast i hendes ord. Hun var fornyet og forstærket. En bedre version af sig selv, end hvad hun havde været i mange år. Måske han ikke var den største og flotteste ulv. Det betød intet for hende. Hun trak skævt på smilebåndet ved hans ord. Virkelig? Hvad var det så, at det lige kunne betyde? Hun spandt nærmest med en blid knurren, som hun lukkede afstanden mellem dem og stillede sig helt tæt op ad ham. "Jeg ved virkelig ikke hvad det er... Der er bare noget over dig," endte hun igen og lod sin hånd glide over hans bryst. Han var nu fast nok, selvom han måske ikke var ligeså trænet som de erfarne han-ulve her på stedet.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior fulgte Alice meget nøje med blikket, og uden at se væk fra hende et eneste øjeblik. Han kunne lide det.. Han kunne lide, at hun kiggede sådan efter ham, og særligt, når det nu foregik på denne her måde. Et svagt smil måtte derfor også passere hans læber, som han svagt knyttede den ene hånd. Han følte nærmest for at vise sig, hvilket bestemt ikke var typisk ham at gøre. Han plejede jo bare at være typen der fulgte strømmen.. Det gjorde han ikke denne gang. Lige her, føltes det faktisk underligt, og langt mere naturligt.
"Hvorfor lægge skjul på den, som du er? Det er der virkelig ikke nogen grund til," pointerede han dog med en rolig stemme, som han denne gang, lod hovedet søge en kende på sned. Et svagt smil passerede hans læber, som han denne gang lod hende komme helt tæt på. Han kunne jo godt lide det, også selvom han vidste, at det måske ikke var helt så gennemtænkt.
Hånden hævede han, kun for at lade den stryge over hendes overarm. Ikke var han bange for at lade hende røre ved ham, som omvendt, for han var bestemt heller ikke bange for hende, og ikke ønskede han at vise, at han var det. Koblet var de jo begge fra. De var begge to fra det samme sted, så det var jo noget, som han selv kun følte, at han kunne være stolt af. "Du er mig en unik kvinde.. Er vi af samme kobbel?" spurgte han direkte. Selv var han jo frygtelig ny i det... Og derfor valgte han pludselig at forvandle sig. Den store og mørke pels skinnede nærmest i lyset af månen. Han ønskede at gøre sig til for hende.. vise hende hvor stor og flot han egentlig var.

[Alice Lairé-Jênan]

Hvor det hele kom fra, det kunne Alice ærlig talt ikke svare på. Det var mere en følelse. En tiltrækningskraft, som hun slet ikke kunne modstå. Gad vide hvem han var? Og hvorfor det var sådan? Var det sådan det skete, når man mødte den varulv, man hørte sammen med? Eller var det en helt anden grund? Det var i hvert fald stensikkert, at hun blev nødt til at forhøre sig hos Rhaenys omkring dette. Bare ikke lige nu. Lige nu var det som om, hun knapt tænkte på alle pligter og opgaver, hun havde fri. Var fri. "Netop... Det er noget, jeg dog virkelig skal vænne mig til her omkring," svarede hun med et skævt smil. Hendes hjerte slog hårdere mod hendes bryst og fik hendes hjerte til at banke kraftigt i hende. Hun måtte trække vejret dybere og trække vejret lidt hurtigere, så det var tydeligt at mærke på hende, at hun faktisk oprigtigt følte sig tiltrukket. En let knurren brød hendes læber. "Vi er vel alle sammen i Rhaenys' kobbel?" svarede hun tænksomt. Her på egnen var der vel ikke andre kobler? Som han forvandlede sig, så endte hun kun med at følge hans eksempel og gøre det samme. Selv var hun en ret flot udgave af en hun-ulv. Fine feminine træk og med en rødglødende pels, der par præg af hendes røde hårfarve. Hun så indgående mod ham, nu hvor de så stod her som ulve. Hvad mon der ville ske nu?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Som hun skulle vænne sig til det, skulle Junior uden tvivl også det samme. Selv havde han anset ulven som en forbandelse i mange år, også selvom det synes at gå lidt mere i glemmebogen nu. Nu var det en del af ham, og noget som han havde lært at leve med, hvilket skam også var noget, som han kunne takke Rhaenys for. Et svagt smil passerede hans læber. "Det er du heller ikke alene om," sagde han med en rolig stemme. Han ville gerne vise sig for hende. Det var en akut desperat følelse, som var dukket op i ham, og særligt, når det måtte foregå på denne her måde.
Derfor forvandlede Junior sig. At hun fulgte hans eksempel havde han intet imod. Dette dyr, var også noget, som han havde taget som en så stor del af sig. Han lænede sig frem, hvor han snusede til hende. De var en del af det samme kobbel, hvilket skam også gjorde det dejlig nemt for ham. Han nikkede blot, selvom det lignede, at han bare kastede lidt rundt med hovedet. #Vi er en del af samme kobbel. Vi kommer til at se rigtig meget til hinanden i fremtiden,# sagde han forsat. Denne gang, var det bare kun hende, som var i stand til at høre ham, og det passede ham egentlig mere end fint. Han brummede ganske svagt, som han hævede sig igen. Han skød brystet en anelse frem. Han ville jo gerne have, at hun fandt ud af, hvor flot og stor han var. Det var jo altid attraktivt i en ulveflok.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde aldrig rigtigt opfattet ulven som en forbandelse. Valerio havde kaldt det en sygdom, men hun havde mere set det som et nyt liv. Hun havde været tæt på at dø og belejligt som det var, så var hun blevet bidt af en varulv lige i tide til at forvandle sig. Mørket havde været i hendes hjerte, så hun havde været klar. Nu skulle hun bare for alvor acceptere det og være fri omkring det, men det gik faktisk over al forventning. Hun havde aldrig følt sig så fri som person og det gav hende virkelig livsglæde. Hun elskede det! Hun endte på fire poter foran ham og smilede, selvom man ikke rigtigt kunne se det på hende når hun var i denne skikkelse. Ikke medmindre hun smilede med tænder og det så tosset ud, for det lignede bare hun viste tænder af ham så og det ville hun ikke. Som han snuste til hende, så snuste hun lidt til gengæld. Hans duft og det hele bød virkelig til, at hun ønskede at være tæt på ham. Endnu mere nu, hvor han var i ulveskikkelse. Det var virkelig underligt. #Fantastisk,# endte hun i hans hoved. Han prøvede at vise sig for hende? Det var sødt. Selvom han ikke var den største hanulv, så gjorde det hende slet ikke noget. Han var flot i hendes egne alligevel. Hun spankulerede let rundt om ham på fine poter, hvor hun selv gjorde sig til for ham.