In my sorrow..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Angelique Amalani Darcy

---

Det smukke efterårsvejr, var noget som elverne værdsatte. Det var nu, at de var begyndt at gå mere varmt klædt, og træerne skiftede farve.. fuglene forlod stille og roligt, det, som engang havde været deres hjem, for at søge mod de mere varme strøg. Et smukt et syn, som end ikke Thranduil kunne finde nogen skønhed og glæde i, som han plejede at gøre.
Endnu en gang synes sengen at være stor og tom, og tilværelsen trist og ensom. Det var ikke fordi, at man kunne sige, at tingene var på hans side, hvad det her angik. Han var derfor sjældent hjemme. Igen havde han forsøgt at kæmpe sig frem og tilbage til top, selvom det virkelig var svært, efter han havde lagt sin elskede hustru i graven. Det var tilsyneladende ikke en lykke, som han skulle have lov til at opleve på den måde.
Byen i sig selv, var stille og tavs. Det var slet ikke den samme glæde som var at finde her, som det havde været for bare en måned siden. Grotesk som det end var. Denne gang, havde han netop været forbi sin elskede hustru og lille datters grav. Tænk engang.. Han havde haft en lille pige. En pige, som han ikke engang fik lov til at holde i sine arme, og stolt kunne kalde sig for far. Ondt gjorde det virkelig. Aldrig havde han nogensinde været udsat for noget lignende.
Kronen havde han placeret på sit hoved, som han søgte fra gravstedet og igennem skoven med de målrettede og faste skridt. Hans mine var straks blevet fast og hård igen. Ikke havde der været et smil på hans læber, siden hans tid med Serenity. Igen havde han derfor bare valgt, at give sig fuldstændig hen til arbejdet. Det var tilsyneladende det eneste, som han kunne finde ud af. Elverne selv så efter ham. De vidste jo alle, at deres konge, ikke havde det godt.. Men der var ingen der kunne hjælpe ham. De som kunne, var jo lagt i graven.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde ikke rigtig haft det bedste held med mødet med sin far. Det var trist men hun var nød til at komme over det og komme videre. Han var bekymret for hende og hun vidste det men det ændrede jo ikke på at hun virkelig havde brug for den støtte som kun han kunne give hende. Hun sukkede stille. Der var ikke noget at gøre ved det lige nu! Hun skulle nok vise ham at hun kunne vinde hans støtte og at hun kunne få udrettet noget.
Hun var på vej ud i skoven, på vej til elverne. Det var på tide at hun mødte sine ledere og hun ønskede deres støtte som så mange andres. Det ville blive svært for hende, hun vidste det men hvis man ikke forsøgte så ville man aldrig få noget som helst ud af denne verden. Hun sad roligt på hesten som førte hende gennem elvernes skov. Hun elskede de flotte farver som var i naturen når året gik på held. Hun var iført en flot lyseblå kjole og ud over havde hun en stor og varm kappe sådan så hun ikke blev syg eller kom til at fryse. De blå øjne kiggede roligt rundt på hendes omgivelser. Et roligt smil hvilede på hendes læber som hesten førte hende videre. Hun nåede udkanten af elvernes by hvor hun let hoppede af. Hun snakkede med en elver som venligt tog sig af hendes hest og viste hende vej til hvor Thranduil befandt sig. Med rolige og sikre skridt gik hun i den anviste retning til hendes blik måtte falde på elvernes konge. Hun vidste at manden stadig var henlagt i sov. En skam at hans konge og barn var blevet krævet af dødens kolde hånd. Desværre var det noget som forekom selvom det næsten ikke var til at bære. Hun nåede hen til ham og stoppede roligt op. Pænt nejede hun for ham. Thranduil var en mand som hun respekterede og det var noget som hun agtede at vise. "Thranduil Devárniä. Jeg ønsker at tale med Dem. Har De tid til at se mig?" spurgte hun høfligt og rettede sig lidt op igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Folket forsøgte at hjælpe Thranduil, selvom det ikke havde nogen stor effekt. Han afviste folk.. sørgede for at folk vidste, at han var okay, selvom det ikke umiddelbart var sådan, at han følte det lige i øjeblikket. Han kneb øjnene svagt sammen. Alle de tanker.. Han kunne slet ikke overskue, at skulle gå igennem det her igen. Det var jo ikke første gang, at dette var sket for ham. Lykken med en familie og børn, var tilsyneladende ikke noget, som nogensinde ville ramme ham. Det gjorde ondt. Virkelig, virkelig ondt.
Stemmen som lød lige ved ham, fik ham til at stoppe op. De grønne øjne vendte han i retningen af kvinden, som ikke var nogen ringere end Angelique Darcy. Han havde ganske vidst fået med sig, at landet havde fået en ny dronning, men det var ikke noget som han havde taget nogen videre notits af. Sandt at sige, at han i denne omgang, havde valgt at være egoistisk, og havde derfor valgt, at tage sig af sin egen smerte og sorg i stedet for, for han havde virkelig brug for at få det bearbejdet ordentligt. Det var bare ikke så lige til. "Deres Højhed.." sagde han med en rolig stemme, som han foldede hænderne over hans ryg. Ikke var han i tvivl. Det måtte jo være hende. "Og hvad kan jeg gøre for Dem?" fortsatte han næsten toneløst. Et smil var der ikke at spotte.. men derimod kun en hård og fast mine. Han var en mand i sorg, og det var tydeligt.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique havde hørt hvad der var hændt elverne. Det var i sandhed en forfærdelig ting at miste hustru og ufødt barn samtidig måtte være hårdt for en hver. Det var et under at Thranduil stadig kunne holde fokus på arbejdet for flittig det vidste hun at han var. Måske han fordybede sig for at glemme sorgen? Angel var en som mente at sorg skulle bearbejdes og ikke gemmes væk men ak. Hun kendte ej Thranduil så det var begrænset hvad hun kunne gøre for ham sådan lige her og nu.
Hendes skridt mod den flotte elver var rolig. Hun havde før besøgt elvernes skov men aldrig havde hun været så nervøs som nu. Dog viste hun det ikke. Hun havde en grund til at være her og hun var nød til at fokusere på det som var hende lige for. Manden var rank og royal. Han bag virkelig præg af at have været konge længe hvor hun bare mere var på bar bund. Et sted var hun næsten som en fisk i luften. Hun var helt derude hvor hendes vinger ikke kunne bære hende længere og dog så førte hun sig alligevel med en vis finesse som var en grevedatter og ikke mindst en dronning værdig. Hun sendte ham et roligt smil selvom det ikke var gengældt. "Lad mig starte med at kondolere Deres tab" sagde hun roligt og bøjede hovedet i respekt for de afdøde. Dog var dette ikke den eneste grund til at hun var her. "Jeg ønsker at møde Lederne af dette land og tale med Dem med henblik på at støtte mig på Tronen. Ej er det en hemmelighed at jeg ej er opdraget royalt, jeg har ingen erfaring på Tronen endnu så det er mig bedre stillet at være proaktiv og snakke med Dem" forklarede hun roligt og foldende let hænderne foran sig, dog inde under kappen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ganske vidst en meget usund måde, at håndtere det her på, men det var derimod meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det nu. Han kneb øjnene let sammen. Hvad ønskede Angelique af ham? Han selv, havde mere end rigeligt at tænke på i forbindelse med begravelsen af sine nære og kære.. kampen med Silivrenniel, som han vidste, ville fortsætte, og han havde endnu titlen som konge at leve op til. En titel, som han havde haft hvilende på sine skuldre, siden han ikke havde været særlig gammel.
De grønne øjne, nu uden den typiske gnist.. Død, som han følte sig på indsiden, og særligt, da hun statede ud med en kondolerance. Han lukkede øjnene for et øjeblik. Smerten ved tabet væltede op i ham igen. "Jeg takker.." sagde han med en dæmpet, dog kortfattet stemme. Ikke ønskede han at lægge mere i det, end hvad godt måtte være. Lige den del, var han bestemt ikke meget for at snakke om. Ingen tvivl om det. Sorgen åd ham op indefra og hvordan han skulle komme igennem det denne gang, måtte han jo finde ud af på et eller andet tidspunkt. Det var hårdere denne gang, end hvad det havde været sidst.
"Jeg beundrer Dem for Deres mod ved tronen i Procias, unge frøken Darcy," begyndte han roligt. "Det er modigt af kongehuset, at skænke en uerfaren den form for titel og den form for ansvar." Nu var han i forvejen kendt for at være en tildels hård mand, og nu mere end hvad han havde været i lang tid. Han var en mand i sorg. Han var faktisk ikke rigtigt interesseret i at føre en samtale med nogen.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var slet ikke den rigtige måde som han valgte at håndtere dette på men selv kunne Angel ikke hjælpe ham. Kun folk som var ham helt nær kunne og selv var hun ham så fremmed. Nervøs var hun som hun stod foran elvernes konge. Hun vidste at han var en hård men retfærdig mand hvilket var noget hun hele tiden mindede sig selv om. Hendes temperament var stadig stort selvom hun fortvivlet prøvede at arbejde på det. Det var svært men hun følte at hun klarede det godt. Hun havde i det mindste ikke råbt og skreget af sin far sidst de havde diskuteret hvilket var fremskridt.
Hun kondolerede ham og nikkede blot ved hans tak. Ej ønskede hun at træde mere i det. Nok var sagt om den sag men dog så skulle det siges. Det var hårdt at miste kone og barn og selv kunne hun slet ikke forstille sig at miste nogen så tæt på. Hendes blik hvilede på hans skikkelse. Det var helt tydeligt at han ikke ønskede at snakke mere om sagen hvilket vel var forståeligt.
Hans ord var en smule hårde og hun bed lysten til at være flabet i sig. De blå øjne hvilede roligt på hans ansigt mens hun afventede at han var færdig med at snakke. Det var ikke pænt at afbryde. "Jeg takker for Deres beundring. Jeg er ikke dum. Den opgave som jeg har sat mig for er hård og svær. Kongehuset stod i en dum situation med et mørkt væsen på tronen, landet var i oprør og ingen anden med mere erfaring søgte til hjælp" sagde hun roligt og ærligt. Sandt var det jo at der ikke havde været andre og mere kvalificerede der havde bedt om lod. Ellers så ville de jo have fået den med det samme sådan så stakkels Jason ikke have skulle sidde der så længe. Hovedet søgte let på sned. "Opgaven foran mig er hård og det er også derfor jeg står foran Dem i dag. Jeg ved at dette er noget som kræver allierede og støtter." Det var jo sandt. Man kunne ikke lede et land alene, man havde brug for venner og støtter omkring sig. Ellers ville det ikke kunne nytte noget.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste godt, at den måde han tacklede og håndterede denne situation på, på ingen måder, var særlig optimal. Han vidste det godt, men det var den måde, som han nu gjorde det på. Det var jo ikke just første gang, at han havde tabt og mistet alt af familie på den måde. Sidste gang, havde han dog fået lov til at beholde sin søn, som han jo så kunne lægge i graven 2.000 år senere. Det var groteskt. Alle som havde været tæt på ham, og i hans liv, havde han jo mistet.
Hvorvidt Angelique ville kunne opretholde en plads som kongelig og royal i Procias, vidste Thranduil ikke. Han var i hvert fald tilbøjelig til at have sine tvivl hvad det angik. Han kneb øjnene svagt sammen. Sød som hun var, så var hun da uden tvivl noget af det, som procianerne havde søgt. Selv de ry og rygter, var kommet langt, og havde selv nået ham og hans ører. "Mørke væsner har været uvelkommen her på denne side af grænsen, siden landet blev stiftet og grundlagt, Angelique. Ej kan det komme som nogen forundring, hvis de tror, at de kan slå sig til ro på denne side," fortalte han sandfærdigt. Der var visse, som havde opnået en vis respekt blandt folket. Herigennem også folk og familier som Diamaqima-slægten. Hovedet lod han søge på sned.
"Med al forlov.. Deres Højhed," begyndte han roligt. Nu var han i forvejen ikke kendt for at være en mand, som lagde fingrene imellem, og det ville han nok aldrig komme til at gøre, kunne man sige. "Så er det en meget hård opgave, De har kastet Dem i krig med. Procias er et land, som er krævende.. De mørke væsner, som længe har siddet her, har ikke gjort andet end at ødelægge det.. Deres Fader er et mørkt væsen. Det vil sige, at De endnu vil have mange ting imod Dem," forklarede han direkte. Hvad havde hun regnet med? Hans støtte?

[Angelique Amalani Darcy]

Thranduil var en hård mand. Det var det rygterne altid havde talt om ham. Hård men også retfærdig et sted. Det var i hvert fald sådan hun havde set på det med de ting som hun havde hørt. Et sted var det hende umådelig skræmmende at stå overfor ham som hun gjorde det nu. Han var en meget skræmmende mand, især for en som hende som måske havde brug for støtten lidt mere. Hun ville dog ikke lade ham slå sig ned. Det havde hun allerede besluttet. Hun ville ikke have at nogen slog hende ned længere, det kunne hun ikke hvis hun ville sidde på den plads som hun nu en gang sad på og endnu havde hun stadig styrken til at kæmpe mod dem som var hende imod. Hans ord fik hende til at nikke roligt. "Ej er mange i dette land villig til at se mørkevæsner i dette land. Selv var jeg en gang en af dem. Jeg nærrede et had til alle væsner som var af mørket. Dog må man ej glemme at blot fordi folk er af mørket betyder det ikke at de er onde af sjæl, ligesom lysevæsner ikke nødvendigvis er gode af sjæl" sagde hun roligt og lod blikket hvile på hans skikkelse. Man kunne ikke skære folk over en karm, hverken i lyset eller i mørket.
Hans ord slog hårdt. Hun stod endnu en gang med en intern kamp for ikke at blive vred men vrede ville ej hjælpe hende noget som helst. Hun lyttede til hans ord og lod et roligt og dog beslutsomt blik hvile mod hans ansigt. Ej ville hun lade ham knække hende. "De mørke væsner som har siddet på tronen har bragt landet meget smerte men ej må De glemme de gode tider som de ligeså bragte os. Min far, derimod, er et mørkt væsen af nød, ej af lyst og jeg er ej af mørket. Jeg er ikke født ind i mørket men født i lyset. Mange ting vil være mig imod og mange ting vil være mig med. Jeg ønsker at se dette land sikkert, at se det blomster langt væk fra Dvasias mørke og ondskab" sagde hun fortsat roligt. Der var ingen grund til at hidse sig op og hun gjorde virkelig meget ud af at vise ham at han ikke bare kunne trampe på hende selvom han måske prøvede. Hun var sværkere end som så.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde og ville nok altid være en hård og meget direkte mand, og dette var bestemt heller ikke noget undtag, kunne man sige. For hans vedkommende, var det vigtigt, at han fik understreget hvordan han havde det med tingene, og særligt, når det var på denne her måde. Hans blik søgte derfor roligt hendes skikkelse endnu en gang. Det var bestemt ikke en Darcy, som han havde regnet med at se på den procianske trone, dog selvom han virkelig var glad for at se, at det rent faktisk var et prociansk væsen, som denne gang måtte indtage den. Respekten havde han uden tvivl haft for Silia, men efter det som var sket, så var der bare ikke særlig meget tilbage at komme efter.
"Procias har brug for en kvinde på tronen, som kan tage styringen, og som rent faktisk er prociansk og har det lyse hjerte, og som kan vise det udadtil. I al beskedenhed, er det noget som var svært for det forhenværende regentpar," sagde han med en rolig stemme. Han havde respekten for dem, og det arbejde, som de havde udført, men det havde bare ikke været godt nok.
Thranduil vidste godt, at han måske ramte nogen ømme punkter nu, men det var nu bare sådan at verdenen hang sammen i hans øjne. Marius havde udført rigtig meget for landet her - i sin lyse tid. Det var jo alt sammen noget, som var gået hen i mørke, som tiden nu havde passeret, og det var uden tvivl også synd og skam, at det var sådan at det var gået for manden.
"Jeg glæder mig til at se, hvad du vil kunne præstere på den procianske trone, Angelique. Jeg er oprigtigt spændt på dette," sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge på sned. Hun forventede hans støtte i dette? Det ville uden tvivl komme til at koste.. Han vidste slet ikke om hun var en, som han burde stole på.

[Angelique Amalani Darcy]

Thranduil var udentvivl en hård mand. Man kunne vel sige at rygterne om ham havde været rigtige? Dog ville Angel ikke lade sig underkue på nogen som helst måde! Dog viste hun ham stadig respekt og lyttede til hans ord. Hvem vidste, måske hun kunne opfange et råd eller to på vejen? Blikket hvilede mod hans skikkelse. Hun var lys af sind og hjerte og havde altid været det. Den korte tid hvor hun havde været Spide havde ingen plads i hendes sind. Hun havde taget sit eget liv fordi hun ikke kunne bære mørket, fordi hun ikke kunne leve med det og det var ikke en del af hende.
Hun lyttede til hans ord og lod hovedet falde let på sned. Roligt nikkede hun. "Procias har brug for en som kan lede det. Jeg holder stadig en stor respekt for både Gabriel og Silia. De udrettede meget for landet her men burde ej have efterladt det i denne ruin. De burde have efterladt en følger som kunne overtage og ikke blot forlade landet i denne stand. Jeg ønsker at udrette noget godt med landet- jeg ønsker at bringe Procias ind i en ny storheds tid. Det vil kræve arbejde men alt arbejde kræver et mål. Dette er mit" endte hun roligt. Hun havde virkelig haft meget respekt for både Gabriel og Silia men den måde de havde efterladt Procias på var bare ikke iorden. De kunne i det mindste have efterladt en pålidelig efterfølger istedet for blot at lade lyset i stikken på den måde.
hendes far havde gjort mange gode gerninger, både i sin lyse men også i sin mørke tid. Men dette var ej den rette tid eller det rette sted at diskutere det faktum. Han glædet sig til at se hvad hun kunne præstere? Så var de da to om det. Tiltro til sig selv og sine evner var ikke noget som hun som sådan havde haft før men nu var det nu og hun tvang sig selv til at tro at hun faktisk godt kunne. "Jeg takker. Men som sagt så kan mine mål ej opnåes alene. Jeg har brug for støtter og jeg er her af den grund. De er leder af Elvernes race, Elvernes konge. De har meget at skulle sige i et land som dette og ligeså har De meget indflydelse" sagde hun roligt. Hun vidste at hun skulle arbejde for hans støtte og det havde hun absolut tænkt sig at gøre hvis det skulle være på den måde!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var normalt en hård mand, og dette ramte som regel alle, som ikke havde noget med skoven at gøre, så det var egentlig ganske naturligt for ham, at handle og reagere på denne her måde. Hans blik søgte hendes blik med det samme, og med en alligevel ganske alvorlig mine. Det var et kæmpe arbejde, som hun kastede sig ind i, men det var også et kæmpe kaos som Silia og Gabriel havde efterladt landet i. Normalt havde han respekten for dem som individer. Dette var uden tvivl faldet voldsomt meget til jorden efterfølgende igen.
"Tag endelig ikke fejl. Jeg har stor respekt for hvad de har opnået, men derimod ikke på den tilstand, som de begge har valgt at efterlade det i. Jo mere du siger, jo mere må jeg sige, at jeg kan se.. meningen i det," begyndte han oprigtigt. Det var heller ikke ligefrem noget, som han ville, eller havde tænkt sig at gøre.
Thranduils grønne øjne hvilede intenst på denne kvindes skikkelse. Han havde uden tvivl respekten for, at hun gjorde hvad hun gjorde, ud fra de omstændigheder, som nu måtte følge med, og det gjorde han skam. Han bad til, at det ville virke, for landet her havde uden tvivl brug for det. Et svagt træk måtte dog alligevel brede sig på hans læber. "Så det du egentlig forventer, er at jeg skal støtte dig i din fremtid her i landet? Støtte dig som dronning af Procias? Dronningen over mig?" begyndte han. Hvis de fortsatte sådan her, var det heller ikke ligefrem utænkeligt. "Jeg nærer respekten for Deres ønsketænkning her i landet.. Deres Højhed. Om det er min støtte, De ønsker, er det en støtte, som De skal få," afsluttede han denne gang oprigtigt.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var hårde men sande ord som mødte hende. Det kunne hun ej benægte. Thranduil var en hård men god mand, dog kunne hun kun erkende at de rygter hun havde hørt om ham var sande. Hun blev dog mere og mere rolig selvom hun stadig ikke brød sig helt om det. Han havde jo ret til dels. Den opgave hun havde sat sig for var hård og hun var alt andet end erfaren men endnu havde der ikke været nogen andre der kunne gøre det og landet var i kaos efter Silia og Gabriel. Noget skulle gøres og hun ville i hvert fald gøre et eller andet!
Hans oprigtige ord fik hende til at nikke. Gabriel og Silia havde virkelig ikke efterladt landet her i den bedste stand. Det kunne virkelig ikke have været let for dem men hvordan kunne de bare se til mens landet så småt gik i opløsning? Hun vidste det virkelig ikke. ”Landet er i en mild tilstand af kaos efter de forlod det. Den måde de gjorde det på var ej rigtig og jeg begriber ikke den måde de gjorde det på. Man skulle tro at de ville have behandlet landet og folket bedre efter så mange år på tronen. Dog er sket sket, ej nytter det at græde over spildt mælk. Vi er nød til at komme videre, Procias er nød til at komme videre og det er noget jeg agter at være behjælpelig med” endte hun roligt.
Hendes blik mødte roligt hans. Hun havde allerede besluttet sig for at han ikke kunne få hende ned med nakken med hans ord. Hun agtede at tage imod dem alle med åbent sind og lærer af dem. Han var trods alt ikke ung, han havde en forfærdelig meget erfaring så hvorfor ikke tage ordene til sig og forbedre sig den vej igennem? Det var i hvert fald det som hun havde tænkt sig. Smilet bredte sig roligt på hendes rosa læber ved hans ord. ”Forventer? Nej. Jeg forventer ikke at De støtter mig men jeg håber det. Jeg ved at De har en utrolig stor erfaring med det at lede, Deres position som leder af Elver racen har ført meget erfaring med sig. Jeg agter at lærer af Dem men ja. Jeg håber uden tvivl på Deres støtte” lød det oprigtigt fra hende. At han respekterede hende gjorde hende faktisk glad. Det var utrolig rart at få den lille smule støtte og den lille smule anerkendelse som det var. Det ville hun skam ikke benægte. At han så endelig meddelte at hun havde hans støtte gjorde hende utrolig lettet. Smilet bredte sig endnu en gang en smule på hendes læber og hovedet søgte let på sned. ”Det glæder mig at jeg har Deres støtte. Jeg får brug for den hvis jeg skal bringe landet videre ind i en storheds tid.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Respekten for Gabriel og Silia, var bestemt ikke noget som Thanduil havde, efter det nummer, som de havde lagt for døren, inden de havde forladt stedet her, og efterladt det til sin egen skæbne. Grotesk og helt forfærdeligt måtte det være i hans øjne, at han gjorde dette, og han brød sig bestemt ikke om det. Silia havde været en kvinde, som han altid havde haft meget stor respekt for, og naturligvis var det noget, som ligeledes også godt kunne mærkes lige i øjeblikket.
"Jeg tvivler stærkt på, at nogen forstår hvad de foretog sig, da de begge valgte at forlade landet her. Landet har brug for en som de kan stole på." sagde han med en rolig stemme. Ikke ønskede han at svine dem til, men derfor fandt han det som sin ret, at give udtryk for sin utilfredshed, samt lægge til grunde, hvordan han havde det med en Darcy på tronen. "Vi har brug for at komme videre.. Og det giver jeg dig helt ret i.." Thranduil vendte igen blikket frem. Han vidste, at han var arrogant.. Det var han, og det havde han alle dage været.
Thranduil ønskede oprigtigt at støtte hende. Hvad hun fortalte ham, lød jo ganske fornuftigt, og han kunne jo godt lide det. Han trak ganske svagt på den ene mundvig. Lige hvad angik dette, så var det jo oprigtigt ment. Han ville ikke give hende den støtte, om han ikke havde regnet med, at hun kunne bruge den til noget. "Ønsker De noget andet af mig? Deres Højhed?" spurgte han denne gang. Han vendte atter de grønne øjne mod hende. At vise hende at han gerne ville.. For naturligvis ønskede han at Procias skulle bestå, og han var ikke bange for at gøre sin indsats.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var svært at holde respekten ved lige når de folk man havde stolet på havde gjort som det tidligere regent par havde. Mest af alt var folk vel skuffede over dem? Det var hun i hvert fald. Hun havde virkelig troet at de ville efterlade landet anderledes men dette var ej tilfældet desværre. Hun sukkede stille. Det havde ikke været meningen at det skulle være på denne måde men det var det nu en gang altså bare.
Hun nikkede ved hans ord. Der var nok ikke mange som havde en ide om hvad de havde tænkt på. Jo måske Jason? Måske hun skulle spørge når hun indfandt sig på slottet igen? Hun vidste det ikke og lige nu var heller ikke tiden at tænke mere over det. "Procias har brug for en de kan stole på. Det er det som jeg ønsker at give dem. Jeg ønsker at føre landet videre" sagde hun roligt og ærligt. Hun mente det jo virkelig. Hun ønskede at bringe landet ind i en ny storheds tid hvor at de alle kunne leve lykkeligt og fredeligt. Det var i hvert fald det som hun håbede på selvom hun jo godt vidste at den tanke gang var en smule naiv i denne voldsomme verden.
Hans støtte var hende kærkommen. Hun havde brug for alt den støtte som hun kunne få. I sær for dem som blev set som veteraner i dette land og det gjorde han især. Han havde siddet på posten som elvernes konge i frygtelig mange år, han vidste hvad det ville sige at lede og det var noget som hun agtede at lære af. Ved hans ord rystede hun smilende på hovedet. "Jeg ønsker ej at tage mere af Deres tid, Thranduil. Jeg er glad for at De støtter mig. Jeg vil lade Dem vende tilbage til dagen gøremål og undskyld jeg blot ankom uanmeldt men ej følte jeg at dette kunne vente for længe. Jeg takker for Deres tid. Farvel, Thranduil" sagde hun roligt og nejede for ham. Hun respektere ham og det viste hun gerne. Han var jo klog også selvom han kunne være et arrogant fjols til tider. Hun rettede sig op igen, sendte ham et roligt smil og vendte så rundt og søgte tilbage til der hvor hun havde stillet sin hest. Hun takkede elveren som havde passer på den og så sadlede hun ellers op og red tilbage af mod slottet. Alt taget i betragtning havde dette møde været rigtig godt!

//OUT

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Denne unge kvinde, var i besiddelse af nogle kompetencer, som Thranduil sjældent så. Måske at han alligevel havde været for hurtig til at bedømme hende? Men ud fra, hvad han havde oplevet, samt erfaret, så var det vel ej heller underligt, at det var således, at det forholdt sig?
Der var mange, som havde mistet meget respekt for Silia og Gabriel, og særligt efter at de begge havde forladt landet på den måde, som de nu havde. Det var jo et kaos af en anden verden, og selv Thranduil vidste det. Han kæmpede selv, for at holde det hele ovenvande i hans eget rige, og efter hvad han selv havde oplevet, så var det ikke ligefrem den nemmeste opgave.
"Det bliver en hård opgave," bemærkede han oprigtigt. Det ville bestemt ikke blive nogen nem ting for hende, bare at gøre, men hvad andet valg, var der, end bare at forsøge?

At hun ikke ønskede at optaget mere af hans tid, var nu heller ikke noget, som han havde noget imod. Thranduil nød nu selskabet, da det fik ham til at tænke på lidt andre ting, end hvad der egentlig plagede ham, og lige i denne her tid, var det virkelig mange ting.
"Jeg ser frem til samarbejdet.. Deres Højhed," afsluttede han, som hans blik fulgte hende, da hun søgte ud af skoven igen. Han mente det dog, når han sagde det. Han glædede sig til at se hvad hun kunne udrette, som han også glædede sig til det fremtidige samarbejde med hende.

//Out