Daddy ... I kinda did something.

[Marius Amalani Darcy]

Det var ikke fordi at Marius ikke troede, at Angel ville være i stand til det, men mere fordi, at han frygtede for, hvad konsekvenserne af det, ville ende med at blive. Det var lidt sådan, at han havde det med det hele. Han bed tænderne tydeligt sammen. At hun reagerede på en manglende støtte, så var det kun fordi at han havde svært ved at vise hende det. Han sukkede let, og rystede på hovedet, inden han endnu en gang rejste sig op i stedet for. Hans blik søgte hendes skikkelse.
"Jeg ved godt, at den manglende støtte, er dig et problem, min pige, men for mig, er det her svært. Jeg gik med ønsket og forhåbningen om, at du ville tage min gamle titel og fortsætte arbejdet. Ikke bare har du placeret Darcy-navnet på kortet, men som royal.?" Hun kunne blive sur på ham, om det var hvad hun ville, og det ville ikke gøre nogen forskel for ham uanset hvad. Han rystede let på hovedet, hvor han tydeligt måtte bide tændere sammen. Han trak vejret dybt, selvom det faktisk slet ikke var ham en nødvendighed på noget tidspunkt. Han rystede kort på hovedet. Skete der noget med hende, så svor han, at han ville tage Jasons liv, da det var den mand, som havde placeret hende i denne situation!
"Du er noget af det eneste, som jeg har i mit liv, Angel.. Jeg ønsker virkelig ikke, at noget skal ske dig. Jeg ved ikke hvad jeg gør, den dag, hvis det kommer til at ske.. Særligt som dronning af landet." Han sendte hende en alvorlig mine. Det var muligt, at det ikke gjorde ham bedre, end så mange andre.. Men han var dømt på forhånd.. Gjorde det så i det hele taget nogen stor forskel?

[Angelique Amalani Darcy]

Hun brød sig ikke om det. Hun var ikke i tvivl om at dette var noget som hun ville og derfor havde hun taget valget. Et sted så måtte han bare acceptere og respektere det. Det var hendes holdning til det nu. Ikke nok med at hun ønskede at gøre noget for landet som lige nu stod uden en leder men hun gjorde det også for ham, for at han kunne komme tilbage i landet og faktisk være velkommen. Om det nogensinde ville lykkes for hende vidste hun ikke men kunne hun andet end at prøve.
Hun sukkede stille og rystede på hovedet. "Det er et valg som jeg har truffet. Så kan du støtte mig eller lade være selvom jeg håbede at du ville stå bag mig. Jeg er ikke i tvivl om at der kunne være nogle farer indblandet i det her men det her er det valg som jeg har truffet. Så må du acceptere det eller lade være" endte hun roligt og dog med sikkerhed i stemmen. Det andet kunne ikke nytte noget længere. Hun ville ikke være sur på ham, hun nægtede det simpelthen! Dog var det ikke svært. Hun var mere skuffet end noget som helst andet. Bevares, det var ikke hvad han havde regnet med men han burde kunne støtte hende en smule alligevel.
Hun bed sig kort i læben før hun roligt lod armene falde ned langs hendes side. Roligt satte hun dem i siden mens hun blot betragtede ham. "Jeg gør ikke kun det her fordi jeg vil bevise noget. Jeg gør det fordi det er en mulighed for mig at hjælpe landet. Jeg ønsker at se Procias fremgang og jeg håber så inderligt at jeg kan få folket til at se at folk som dig, folk som har mørke racer men ej er mørke af sind, godt kan blive stolet på. Dette bliver dog svært hvis du gør ud og truer den kongelige rådgiver, Far. Jeg skal nok være forsigtig, desuden har jeg en stor ildspydende drage ved min side. Chili skal nok passe på mig" forsikerede hun ham om. Det skulle nok gå, det var hun sikker på.

[Marius Amalani Darcy]

Angel havde uden tvivl de helt rette intentioner, hvad angik det her, og det måtte Marius jo give hende, men om det overhovedet kunne lade sig gøre i praksis, var en anden ting. Nu var det jo heller ikke fordi at den unge pige vidste noget om det royale liv, eller hvad det ville sige, at være dronning af et land, og særligt et land som Procias. Hvordan de mon ville tage imod hende, havde han ingen anelse om, men han måtte jo alligevel sige, at han frygtede for det. Han frygtede virkelig for sin datters velbefindende, og det ønskede han heller ikke at blive straffet for. Hun var jo noget af det eneste, som han havde tilbage.
"Jeg håber virkelig, at du ved, hvad du laver, Angel. Det er ikke en stilling, som man bare kan tage imod, og så bliver alting godt. Det bliver en kamp for resten af dit liv," fortalte han. Han ønskede jo bare, at vide sig sikker på, at det valg, som hun nu havde taget, var det rigtige for hende, og ikke bare noget, som hun gjorde for hans skyld, for det var slet ikke sådan, at det skulle være.
Marius rystede kort på hovedet. Lige nu, var det nok også ham, som gjorde sig en masse tanker, som han slet ikke burde gøre sig, men kunne han da gøre noget ved det nu? Han bed tænderne tydeligt sammen. Han ville gerne støtte hende, men frygten for, at dette ville koste ham hans elskede datter, var virkelig stor for ham lige nu.
"Du er noget af det eneste jeg har, Angel.." Han vendte denne gang blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Forstod hun det ikke? "Procias har brug for en dronning.. En prociansk dronning som kan lede dem.. Men behøver det at være dig?" Hans lille øjesten. Han ønskede jo bare ikke, at noget skulle ske hende! Han rystede kort på hovedet, inden han vendte blikket den anden vej. Det gjorde ham virkelig usikker.

[Angelique Amalani Darcy]

Procias var et land der uden tvivl var svært at lede. Hun havde jo set det igennem mange år. Først Elanya da hun var lille, så skulle Camryn og junior overtage hvilket var de sidste inden hendes død og nu havde både Silia og Gabriel valgt at sige fra. Tronen var svær at håndtere men hun ønskede at gøre forsøget. Hun elskede jo landet og folkene i det. Hun ville gerne give dem en chance til, en chance for at kunne leve deres liv og en chance for at blive beskyttet.
Hans ord fik hende til at nikke. Hun var nød til virkelig at vise ham det. Roligt søgte hun over til hans side og lagde en hånd mod hans kind. Ærlighed var noget som hun virkelig ønskede at vise ham. "Jeg ved ikke hvad jeg laver, det vil jeg ikke lyve og sige på nogen som helst måde men jeg kan lærer. Og jeg agter at lærer. Jeg ved at dette bliver en kamp for livet men det er en kamp jeg vælger at tage. For mig selv, for Procias og for dig. Jeg ved at dette ikke er en dans på roser. Der skal arbejdes og det har jeg så sandelig i sinde at gøre" lød det roligt fra hende. Hun ville det her, der var ikke længere nogen som helst tvivl i hendes sind. Positionen som dronning var en som hun agtede at stå ved.
Hun vidste at han var bekymret. At han bare ikke ønskede at noget som helst skulle ske med hende. Hun ønskede det jo heller ikke. Hun havde fået denne chance for at kunne gøre noget ud af det hele og det agtede hun at gøre. Med hvert eneste vejrtrækning ville hun få det bedste ud af det. Hans ord var dejlige at høre. Hun vidste at hun var ham utrolig vigtig. hun var jo det eneste barn havde havde tilbage. Hun sendte ham et roligt smil. "Jeg ved det. Du er også det vigtigste jeg har. Du er min eneste familie. Jeg holder af dig. Tror du ikke at hvis der havde været nogen mere kvalificeret at de ville have valgt dem? Der er ingen andre. Tro mig. Jeg spurgte efter mere kvalificerede folk. Men jeg ønsker at gøre det så godt som det er mig muligt. Jeg vil virkelig bare gøre mit bedste og forhåbentlig vil de ønsker jeg har komme i opfyldelse" sagde hun blidt og lod armene falde om hans skikkelse inden hun puttede sig ind mod ham. Hun ville bare så gerne have at han ville forstå det. Dette var noget hun ønskede og hun håbede virkelig at det hele nok skulle falde på plads.

[Marius Amalani Darcy]

Frygten for at tronen ligeledes ville tage knækken på hans elskede datter, var det som virkelig stod stærkest i Marius lige i øjeblikket, og han kunne ikke lide det. Han kunne virkelig ikke lide det, for han ønskede slet ikke, at noget skulle ske med hende. Han reagerede jo sådan for hendes skyld, og ikke på grund af alt muligt andet, kunne man jo sige. Han bed tænderne tydeligt sammen, hvor han let rystede på hovedet.
Hånden som let strøg over hans kind, fik Marius til at lukke øjnene, hvor et tungt suk gled over dem også. Han var da lettet over, at hun ikke var vred på ham eller noget lignende. "Der skal ikke bare arbejdes. Der skal arbejdes virkelig, virkelig hårdt, og jeg ønsker ikke, at noget skal ske med dig. Du er det vigtigste for mig. Virkelig.. noget af det vigtigste for mig, og jeg ønsker ikke, at noget skal ske med dig," sagde han med en ærlig stemme, som han kort lod blikket glide mod hendes hånd. Det var ikke nogen hemmelighed, at han virkelig havde det dårligt med alt dette, men det var derimod også bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det, kunne man jo sige.
Marius lod armene søge omkring hende, hvor han denne gang trykkede hende godt og tæt ind mod sin egen krop. Han holdt hende tæt, uden at kvæle hende. Han sukkede let. "Du er virkelig vigtig for mig, Angel," endte han tæt ved hendes øre.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique vidste at denne trone havde knækket mere end en person. Det var hårdt at lede Procias men hun ville gøre forsøget. Hun ville virkelig kæmpe for det og virkelig gøre noget ud af det her. Hun vidste at han var bange. Han frygtede for hendes liv fordi han elskede hende. Det var hun ikke i tvivl om men dette var bare noget som hun måtte gøre. Hun strøg ham blidt over den ene kind og lod blikket hvile mod hans skikkelse. Hun havde virkelig brug for hans støtte, også selvom det virkelig ikke virkede som om han kunne give hende den. Det var nok noget af det værste ved det hele. Svagt bed hun sig i læben mens hun lyttede. Hun vidste det jo godt. Han blev ved med at gentage sig selv. Kort sukkede hun og lukkede øjnene. Hun tænkte kort før hun endnu en gang åbnede dem og vendte blikket mod sin far. "Jeg ved det godt. Tro mig, jeg ved det. Jeg ønsker heller ikke at der skal ske mig noget men dette er nu en gang mit valg. Det er det valg som jeg har truffet og det valg som jeg står ved" endte hun roligt. Det var sådan hun havde det og intet af det som han sagde kunne få hende til at skifte mening. Ikke på vilkår!
Hun søgte ind i hans favn og krammede ham. Armene som søgte om hendes krop trykkede hende mere ind mod ham. Han holdt fast men ej var det ubehageligt for hende som man kunne frygte at det ville være for en der ikke besad den vampyriske styrke. Hans ord mod hendes øre fik hende til let at løfte hovedet og de blå øjne vendte hun mod hans ansigt. "Du er også virkelig vigtigt for mig, far" hviskede hun stille.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde siddet på posten i Elanya, og set til, hvordan det havde ødelagt folk, og tanken om hvordan det skulle foregå, var næsten det, som var det værste. Han ønskede jo ikke ligefrem, at det var noget som skulle ramme hans elskede datter, da hun igen var noget af det mest vigtige, som han havde i sit liv.
Marius trykkede hende blidt ind mod sig, hvor han blot ønskede at holde hende fast. Det var det eneste, som egentlig havde noget, der mindede om en betydning for ham på denne her måde. Han ville gerne støtte hende, og vise at han gjorde det, men det var bare.. nemmere sagt end gjort, kunne man sige. Han sukkede ganske let, inden han trak sig bare en anelse.
"Det er virkelig meget du beder mig om, Angel. Jeg støtter op om dine beslutninger og dine valg, men det gør det bare ikke.. nemmere for mig. Jeg er der ikke længere til at passe på dig.. Og den tanke er skræmmende.." Han slap hende, for i stedet for, at lade hænderne glide mod hendes kinder, som han strøg ganske let. Den tanke kunne han slet ikke slippe. Han plantede derfor et stille kys mod hendes pande.. Ømt og blidt. "Jeg vil bare ikke have, at noget skal ske dig," endte han. Var det noget vidunder, at han var bange? Han var virkelig bange for, at noget skulle ske med hende, og den tanke, kunne han bestemt ikke lide!

[Angelique Amalani Darcy]

Hun puttede sig stille ind til ham. Hun kunne virkelig godt forstå at det var svært for ham at få sådan nogle ting af vide men ak, hun havde nu en gang truffet det valg og det var et valg som hun stod ved. Hun ønskede at han kunne støtte hende og at han ville hjælpe hende, om ikke så bare at snakke med hende og give hende hjælpene ord med på vejen når hun søgte forbi. Ville det mon være forsvært for ham? Hun håbede det ikke. Stadig havde hun jo brug for ham. Som han trak sig en smule løftede hun let hovedet og lod sine blå øjne søge hans blik. Det var virkelig svært for ham, det erkendte hun men hun kunne bare ikke træde fra. "Jeg har ikke brug for en til at beskytte mig. Jeg har brug for den der støtter mig. Det her bliver en voldsom kamp for mig og jeg har brug for alt den hjælp og støtte som jeg kan få. Dog er den vigtigste støtte jeg har dig så jeg beder dig om at støtte mig .... Også selvom du ikke er der til at kunne beskytte mig" endte hun stille men dog blidt. Hun lod ham slippe sig og stillede sig roligt foran ham. Hans kolde hænder mod hendes kinder fik hende til at lukke øjnene let. Det var dejligt mod hendes ellers så varme og røde kinder. Kysset som han blidt tildelte hende pande fik hende dog til at åbne øjnene igen og studere ham let. Hun ville ønske at hun kunne forsikre ham at hun ville være sikker men dette var ikke ord som hun kunne tage i mund. Det hun havde valgt var en farlig ting. hun vidste det. Alt hun kunne gøre var at prøve. "Jeg skal nok passe på" endte hun stille, dog med et lille smil på læben.

[Marius Amalani Darcy]

Det var virkelig svært for Marius bare at springe ind i det, når han vidste, hvor farligt det reelt kunne vise sig at være, og særligt med det arbejde, som hun nu pådrog sig. Det var jo desuden også begrænset, hvad han lige umiddelbart kunne gøre ved det nu. Han kunne ikke tage tilbage til Procias, for at hjælpe hende, og han kunne ikke støtte hende igennem det. Vel kun.. mentalt, at han kunne gøre det nu? Det var forfærdeligt. Han kunne bestemt ikke lide det, og særligt, når det foregik på denne her måde!
"Du kan ikke give mig nogle garantier, og det ved jeg godt.. Du er noget af det vigtigste.. Noget af det eneste, som jeg har tilbage, som gør mig bare lidt menneskelig og lidt levende." Han trak kort på smilebåndet. Hvis det ikke var fordi at Alexander havde tvunget ham til at blive en del af mørket, for at redde sin familie.. Hvor havde han så ikke stået den dag i dag? Det var da altid hårdt for en far, at måtte give afkald på det bånd til sine børn.. Det synes han i hvert fald, at det var!
Hænderne strøg han over hendes kinder. Han modsagde hende ikke fordi at han ikke troede, at hun kunne, for hun var stædig nok til at gøre det. Det var bare.. svært. Ingen tvivl om det. "Jeg vil bare gerne vide, at du er så sikker, som du kan være i den situation, min pige.. Nu hvor jeg ikke er der, til at give dig det," sagde han denne gang. Hun var virkelig, virkelig vigtig for ham!

[Angelique Amalani Darcy]

Det var svært for dem begge. Det kunne hun da mærke. Hun vidste hvor vigtig hun var for ham, det havde hun jo alle dage godt vidst selvom hun havde fornægtet det da hun var yngre. Han elskede hende og ønskede kun at beskytte hende hvilket var en rar tanke men lige nu kunne han ikke. De var i hver deres land og selv var den tanke slet ikke en som hun kunne lide. Hun tog en lidt dyb indånding og lukkede øjnene. Hun ville virkelig ønske at det kunne være anderledes, at han kunne være i landet og hjælpe hende men lige nu var dette ikke en mulighed og så måtte de arbejde rundt om det. "Jeg ved det godt, far. Men dette er nu en gang bare noget som jeg er nød til at gøre. Jeg skal nok holde mig så sikker som jeg kan, jeg har også Chili til at beskytte mig. Det skal nok gå er jeg sikker på" endte hun stille og en smule beroligende. Hun vidste at han havde virkelig svært ved det. Det at hun var med til at gøre ham menneskelig i hans øjne var en dejlig tanke og dog var det ikke helt rigtigt. Han havde jo holdt den samme stil mens hun havde været afgået ved døden, det havde hun i hvert fald fået af vide.
Hænderne mod hendes kinder føltes utrolig godt. Det var rart at kunne mærke ham bare en smule. Et lille sødt smil bredte sig på hendes læber og blikket gled roligt mod hans skikkelse. "Jeg skal nok være sikker og hvem ved, måske kan du en dag komme til at kunne beskytte mig i Procias. Det er en af de ting jeg vil prøve at føre igennem når tiden er. Jeg ved at det vil blive svært men jeg kan jo ikke andet end at prøve" sagde hun roligt.

[Marius Amalani Darcy]

Angel var den sidste, som Marius havde haft hjemme, og selvfølgelig var det altid svært at give slip. Særligt ved tanke på, at hans datter nu ville befinde sig på et sted, hvor han ikke bare kunne opsøge hende. Det var nok det, som for ham, var det sværeste lige i øjeblikket, for han var uden tvivl meget ked af, at han ikke kunne være der for at beskytte og passe på hende, som en fader nu burde.
Hænderne strøg han over hendes kinder. Hun var vel heller ikke i tvivl om, at han rent faktisk elskede hende? For det gjorde han virkelig, hvilket der bestemt heller ikke skulle herske nogen tvivl om! "Jeg vælger at forsøge at tro på, at det hele nok skal gå. Det er også en kæmpe omvæltning for mig det her," forklarede han med en rolig stemme. Først at være tvunget fra hus og hjem - i den bogstavelige forstand, og så miste sin datter til en trone, som havde drevet langt de fleste til vanvid i Procias, var da ikke en tanke, som han bare kunne slå sig til ro med!
Marius lukkede øjnene for et kort øjeblik. Hvorfor skulle det hele være så svært? Det var virkelig heller ikke retfærdigt på nogen måde overhovedet! Om han kunne komme hjem igen? Han ville virkelig elske den tanke! Men han måtte erkende, at han desværre tvivlede på det. "Tanken er god," begyndte han med en oprigtig stemme. Han strøg hånden let over hendes kind, og med et stille smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være. "Jeg beder til magterne i det høje om, at du skal være den, som bringer Procias ud i den form for ro, som de så længe har søgt.. og til at vi som har været en del af landet i så mange år, atter vil kunne komme hjem," sagde han med en rolig stemme. Han slap hende, kun for at vende blikket mod et af vinduerne i stedet. Det var stadig meget svært det her.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at det var svært for hendes far alt det her. Ikke nok med at han var blevet drevet fra hus og hjem i et land som ikke længere ønskede ham og som anså ham for at være et skidt væsen så stod hun nu her som landets næste dronning. Hun kunne godt forstå at det var svært for ham, selv var det jo heller ikke ligefrem en dans på roser for hende.
Hænderne mod hendes kinder var virkelig behagelige. Hun nød det og ej var hun i tvivl om at han elskede hende. Det havde hun jo vidst længe. Blikket hvilede roligt på hans ansigt som hun sendte ham et lille smil. "Jeg ved at det er svært men alt vi kan gøre er at prøve. Jeg er sikker på at det hele nok skal gå på den ene eller den anden måde" sagde hun mildt og sendte ham et opmuntrende smil. Hun var sikker på at det nok skulle gå. Det skulle nok komme til at virke på en eller anden måde.
Som han slap hende for at vende sig mod det ene vindue lod hun armene falde ned langs siden. Blikket hvilede roligt på hans skikkelse som hun lyttede til hans ord. Hun vidste at hendes mål var så langt ude at det måske slet ikke kunne lade sig gøre men hvis man ikke prøvede så skete der vel ingenting? Hun var da i det mindste nød til at gøre forsøget. "Jeg håber at jeg er værdig nok til at kunne give Procias hvad de ønsker. Jeg vil gerne hjælpe dem ind i en tid hvor der er mere ro. Så meget ro at vi endnu en gang kan byde velkommen til dem som har kaldet landet deres hjem i så forfærdelig mange år" sagde hun mildt. Roligt gik hun helt hen til sig far igen, rundt om ham så hun stod ved hans front og lod armene glide om ham i et kram. "Jeg vil tage tilbage nu, far. Jeg har en masse som skal gøres. Jeg glæder mig til at vi ses igen" lød det fra hende før hun atter slap ham. Med rolige skridt søgte hun mod døren og ud i natten hvor Chili troligt ventede på hende. Ligeså hurtigt som de var kommet var de atter afsted igen på vej mod Procias.

//OUT

[Marius Amalani Darcy]

Det var uden tvivl svært for Marius at acceptere, at han havde mistet hus og hjem, men nu blev hans datter endda også i Procias, og sågar som landets dronning? Det var bestemt ikke den nyhed, som han havde regnet med, at skulle lægge øre til. Han ville gerne støtte hende, men det var svært for ham. Virkelig, virkelig svært faktisk. Han sukkede let. "Det er ikke let. Det indrømmer jeg gerne," sagde han denne gang. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han elskede hende.. forgudede hende, og derfor var det uden tvivl svært for ham, at stå i denne situation.
Marius slap hende. Hun havde jo ret i, at der intet skete, hvis man ikke prøvede, men han frygtede for, hvad det ville ende ud med, hvis det gik galt, og dette ønskede han sig jo langt fra! "Det er et farligt erhverv, du har kastet dig selv ud i, Angel. Som fader,frygter jeg for dit liv," endte han. Selvfølgelig var det blevet nemmere, i og med, at han nu bar den vampyriske race, men han var ikke bange for at fortælle, hvad tankerne gjorde ved ham.. For de gjorde rent faktisk rigtig meget ved ham. Han rystede let opgivende på hovedet.
Blikket faldt til hendes skikkelse, da hun endnu en gang stod foran ham. Armene lod han glide om hende i en omfavnelse. Han trykkede hende tæt ind mod sig. "Hvilket jeg forstår. Pas nu godt på dig selv," bad han. Han var bange på hendes vegne.. Lige der, var han vel den gamle hønemor, som han altid havde været? Han så til, som hun forlod stedet. Dog med et meget tungt hjerte.

//Out