Daddy ... I kinda did something.

[Angelique Amalani Darcy]

Marius Amalani Darcy

---

Aftenen var kun lige begyndt at falde da Chili for anden gang på meget kort tid fløj Angel til Natymia. Denne gang var det dog ikke vreden som prægede den unge kvinde på hans ryg. Hendes hjerte hamrede fast som de kom nærmere og nærmere det lille hus hvor hendes far og Cassie havde slået sig ned. Var der noget at sige til at hun var nervøs? Sidst hun var taget herfra så havde de ligesom aftalt at hun skulle overtage hans titel men nu ... Ja nu var der sket nogle andre ting. Måske det var en for hurtig beslutning som hun havde truffet men hun stod ved den. Ikke om hun nogensinde ville gå tilbage på sit ord og hun mente at hun ville være i stand til at udrette noget stort nu.

Chili bragte hende til huset og landede med et blødt bump. Hun bed sig lidt hårdt i læben før hun hoppede af det store dyr. Hendes far ville ikke komme ud til hende da solens lys endnu faldt på jorden som et stille aften tæppe. Chili puffede let til hende. Hun var nød til at få det overstået. Med rolige skridt gik hun mod døren. Hun stoppede op da hun nåede hen til den og løftede let den ene hånd før hun bankede på. Ej vidste hun om Cassie ville være hjemme så hun gik bare indenfor og lukkede døren igen efter sig. "Far?" kaldte hun forsigtigt. Hun vidste jo ikke om han endnu sov?

[Marius Amalani Darcy]

Mørket var ved at sænke sig, men den mængde sollys der endnu var på den anden side af de klare vinduer, gjorde, at Marius endnu var fanget i sit eget hjem. Efterhånden kunne man sige, at det var noget, som han var blevet lidt for vant til. Han var vant til kun at have mørket at vandre i, hvor han kun havde solens lys at betragte på så lang en afstand, for at sikre sig, at han ikke blev brændt.
Bumpet mærkede han under sine fødder. Selv han, var blevet skræmmende følsom hvad den slags angik, men med det liv som han levede, var det vel heller ikke underligt, var det? Cassie havde ikke været hjemme i nogle dage. Efterhånden var han bange for, at noget var sket hende. Han bed tænderne sammen. Sådan kunne han slet ikke tillade sig at tænke, selvom det var svært ikke at gøre det. De bank der kom mod døren, fik ham til at vende blikket mod denne.. Særligt da Angel trådte ind. Hans elskede datter. Et svagt smil passerede hans læber.
"Luk døren," bad han. Den slap jo noget af solens lys ind, hvilket på ingen måder, var til gavn for ham lige nu. Roligt søgte han derefter hen til hende. Det glædede ham da, at han fik sin elskede datter at se! Hvad der var sket i Procias, var han derfor også lykkelig uvidende om.
"Hvad skyldes æren, min kære?" spurgte han denne gang med et smil på læben. Han var uden tvivl glad for at se hende. Det gav ham også nogle helt andre ting at tænke på, end den forsvundne Cassie.

[Angelique Amalani Darcy]

Nervøs var Angel da helt klar da hun landede i Manjarno. Det var jo ikke ligefrem hendes plan at komme til ham med denne nyhed men nu var det bare sådan det var. Gad vide hvad han ville sige? Ville han være glad? Stolt? Nervøs? Hade det? Hun vidste det ikke og det var noget så fustrerende! Hun sukkede stille som hun nærmede sig døren og søgte indenfor. Hun hørte sin far bede hende om at lukke døren og hun gjorde det med det samme. Solens lys skulle ikke ramme ham for det var noget af det mest smertefulde man kunne opleve. Hun talte af erfaring. Hun bed sig stille i læben som han kom hen imod hende. Stille lænede hun sig op af døren for at samle tankerne en smule. Nu hvor hun skulle fortælle det til ham så begyndte det pludselig dæmre for hende. Hun skulle være dronning. Hende. Angelique Darcy. Hvad skulle det dog ikke ende med?
Som han kom hende nærmere tog hun sig alligevel i at rette sig en smule op og gå ham i møde. Hun var spændt og nervøs på. Han ville kunne mærke det på hende. Hendes hjerte hamrede som en gal i hendes bryst og hun var ikke i tvivl om at det var noget som han ville opfange. Hans spørgsmål fik hende til at synke en lille klump. Nej, hun havde besluttet sig. Dette var blot noget hun følte at hun skulle gøre for han skulle hellere høre det fra hende end i folkemunde. "Far. Jeg søgte til slottet for at meddele at jeg ville overtage din stilling. Jeg mødte den kongelige rådgiver som jeg tror du er bekendt med, Jason Nimanhra" lagde hun ud. Et sted skulle hun jo begynde.

[Marius Amalani Darcy]

At tilbringe tiden sammen med sin datter, var ikke noget som Marius havde noget imod. Nu hvor han havde muligheden for det, var han skam heller ikke bange for at gøre det, og det var han heller ikke bange for at skjule. Han var uden tvivl glad for det forhold, som de nu havde fået til hinanden, og særligt nu hvor det måtte foregå på denne her måde. For ham, var det noget, som betød en verden til forskel.
Marius kunne mærke på hende, at hun var nervøs. Var det fordi at hun havde fået titlen, og nu kunne kalde sig grevinde? Det var umiddelbart det, som han gik ud fra, for han regnede faktisk heller ikke med, at der skulle ske meget andet end det, hvis han endelig skulle sige det helt ærligt. Han søgte hende i møde. At hun var der for at dele noget med ham, kunne han lidt fornemme på det hele. Han lod hovedet søge let på sned. Han forstod skam godt, at hun var presset af ansvaret som adelig, hvilket han skam godt kunne forstå. Det var jo heller ikke et arbejde, som man bare udførte.
Hænderne hævede han, kun for at lade dem glide mod hendes kinder. Disse strøg han ganske blidt. "Den kære Jason.. Tag dig endelig ikke af manden, og hans ord. Han tænker ikke altid klart, min pige," sagde han med et kækt glimt i øjet. Jason var en mand, som han holdt forbandet meget af. Men man skulle nu alligevel tage mandens ord med et grand salt.

[Angelique Amalani Darcy]

Det hele var hende stadig en smule forvirrende. Det Jason havde bedt hende om var stort men hun ønskede absolut at gøre det bedste arbejde hun kunne. Han ville hjælpe hende, støtte hende og hjælpe hende med at blive en god leder for det land som de alle havde kært. Glad var hun da for muligheden men det var bare meget at håndtere for hende. Hun sukkede svagt og sendte ham et lille smil.
Hun var noget så nervøs. Hun skulle ikke være adelig men dronning. Det virkede stadig helt underligt for hende at sige men det gav hende bare nogle muligheder! Hun kunne se på ham at han mærkede hendes nervøsitet. Hun vidste dog også at han regnede med at det var fordi hun var blevet Grevinde. Hvad mon han ville sige når han fandt ud af at dette ikke var tilfældet? Hun vidste det virkelig ikke. Et sted så turde hun næsten ikke sige det til ham men hun var nød til det. Hun var bare nød til at mande sig op! Hænderne mod hendes kinder fik hende dog til at falde en smule til ro. Hans ord gjorde en smule ondt men hun slog det af sig. Han ville ikke sige sådan hvis han bare vidste. Hun tog blidt om hans hænder og fjernede dem med et lille smil. "Det ville forklarer en del. Du er, i følge ham en gammel tør kiks" pointerede hun smilende før hun gik forbi ham hen til det lille bord i stuen. Hun lod langsomt fingrene køre hen over fladen mens hun tænkte. "Jason gav mig et tilbud som jeg ikke kunne afslå. Et tilbud som måske en dag kan munde ud i at jeg kan få min far tilbage i Procias" startede hun stille ud. Hun stoppede op og knyttede kort den hånd som ikke lå på bordet. Nej! Hun var nød til bare at sige det. Det nyttede ikke noget at vade i det. "Far, Jeg blev tilbudt at overtage hvor Silia og Gabriel slap og for at være ærlig så sagde jeg ja." Hun vendte sig mod ham som hun tav på ny. Hun var stadig nervøs for hvordan han dog ville tage nyheden.

[Marius Amalani Darcy]

Hendes nervøsitet, var næsten så tung og tydelig, at man kunne skære i den med en kniv, og for at være helt ærlig, så var det virkelig vigtigt for Marius, at hun vidste, at hun havde hans fulde tillid og støtte i det henseende. Ansvaret som Grevinde, vidste han godt, var et virkelig tungt arbejde, og ikke noget, som man bare udførte bare sådan uden videre. Det var i hvert fald ikke noget, som kom bag på nogen, kunne man jo sige. Han havde selv udført det i mange år, og derfor vidste han jo også hvad det indebar.
Hænderne lagde han mod hendes kinder, mest i et forsøg på at få hende til ro igen. Han sendte hende et overbærende smil. At Jason allerede havde kommet med sine udtalelser, var derimod slet ikke noget, som kom bag på ham. Tvært imod! Han himlede let med øjnene. "Man skal tage den gamle mands ord med et grand salt.. Han er efterhånden nået den alder, hvor hjernen kun bliver mere og mere til grød," pointerede han tydeligt drillende. Han lod hænderne falde let igen, som han så på hende. Hvad hun derimod var der for at fortælle, vidste han ikke...

Som ordene kom, måtte han selv stå fuldstændig stiv i blikket. Havde hun valgt at tage imod titlen som dronning af Procias? Det var bestemt ikke hvad han havde anmodet om! Han havde blot ønsket at hun skulle tage titlen som Grevinde til sig.
"Du har takket ja til titlen som dronning af Procias..?" spurgte han direkte. Næsten som en lussing.. en mavepumpe..et eller andet! Han vidste jo slet ikke hvordan han skulle reagere!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var virkelig nervøs. Hun vidste virkelig ikke hvordan han ville reagere på den nyhed som hun ville give ham. Et sted var det næsten værre end hvis hun var kommet kravlende efter at have været blevet gravid. Lige nu ville hun faktisk hellere komme rende til ham med det end det hun stod overfor ham med.
Hun gik ind i rummet fordi hun ikke havde lyst til at stå lige foran ham når han fik det af vide. Det var bare for meget at være helt tæt på ham lige nu. Hun bed sig stille i læben som han snakkede. Hun kunne ikke lade være med at smile. De to mænd så virkelig ud til at kende hinanden godt og kunne lide at bringe den anden ned for sjov. Det var sjovt at se men også ret hyggeligt på en måde. "Du skal vidst nødig snakke, Far. Du er ikke selv helt ung længere vil jeg gerne minde dig om" påpegede hun med et let lille smil.

Hun sukkede svagt og vendte sig mod ham som hun snakkede. Hans stive blik og hans måde at reagere på havde hun næsten forventet. Under normale omstændigheder ville hun have været blevet sur og irriteret men ikke denne gang. Hun var nød til at vise andre sider af sig selv end bare vrede. Hun tog en dyb indånding og rettede sig en smule op. "Ja det har jeg. Procias har brug for en på sin trone som ikke er hadet og foragtet er folket. Jeg har en mulighed for at ændre på nogle ting i landet som jeg har ønsket i så lang tid. Jeg har en mulighed for at ændre og forme landet. jeg kunne virkelig godt bruge min fars støtte i det her" påpegede hun på den mest diplomatiske måde som det var hende muligt. Hun havde virkelig brug for at han støttede hende i det her.

[Marius Amalani Darcy]

Marius kunne godt fornemme at hun var nervøs, og det ønskede han at få bugt med. Jason kendte han rigtig godt. De havde været kammerater nu i frygtelig mange år, så det alene, var heller ikke noget, som kunne komme bag på nogen. Han sendte hende et overbærende smil, hvor han let rystede på hovedet. "Jeg kan fornemme, at Jason allerede er kommet ind under huden på dig.." Han rystede morende på hovedet. Ikke at han havde noget imod det, for Jason var en god mand.. Dybt på bunden, et eller andet sted, hvis der da overhovedet var noget, der mindede om en bund.

Nu forstod Marius da grunden til hendes nervøsitet og uro! Hun var blevet dronning. Tænk engang, at hans egen datter, var blevet dronning af Lyset! Dronning af Procias! Det var ikke fordi at han ville trække sig, men for ham, var det en virkelig hård og tung nyhed, at skulle sluge, og det alene, var ikke noget, som måtte sige så lidt. Langt fra, faktisk! Han sukkede let for sig selv, hvor han rystede på hovedet. Det var.. nok ikke lige det, som han havde hørt, måtte man sige.
"Det.. vil jeg gerne, Angel, men.. dronning af Procias?" Det var virkelig store ting! Han gik og forventede, at hun ville tage titlen som greve til sig, og ikke en titel dronning! Det var jo et helt andet ansvarsområde!
"Jeg har brug for at sidde ned.." Han følte sig pludselig rundt på gulvet. Han ville gerne støtte hende.. Men det her var virkelig store sager!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde virkelig fået fornemmelsen af at Jason og hendes far var gode venner. Det var dejligt at der stadig var folk som holdt af hendes far. Det var noget som hun kunne lide og det fik hende til at smile. Hovedet søgte let på sned og hun begyndte at fnise en smule ved hans ord. "Han virker nu ret klog synes jeg" pointerede hun drillende og blinkede til ham. Jason var en god mand men hendes far havde ret. Han var kommet ind under huden på hende, ellers havde hun jo ikke stået her.

Angel stod der foran ham og jo mere hun snakkede jo mere selvsikker blev hun. Dette valg hun havde truffet var det helt rigtige. Hun kunne så meget mere i den stilling end hun nogensinde havde drømt om! Hendes største ønske var at se hendes far tilbage som greve i procias of ønsket af folket. Hvis hun kunne opnå det så ville det have været det hele værd. Procias var et land som hun havde kært og et land som hun ønskede at beskytte. Det var det hun ville.
Hun sukkede stille og sendte ham et stille smil ved hans ord. "Ja. Dronning af Procias" gentog hun. Som han ønskede at sidde ned skyndte hun sig hen til ham. Hun greb ham om den ene arm og førte ham hen til den nærmeste stol sådan så han kunne sætte sig ned og forhåbentlig finde noget ro i hovedet. "Sid ned, Slap af. Jeg ved at det her er meget, at det næsten er uvirkeligt men jeg kan gøre så meget for Procias. Jason har siddet på magten siden Silia valgte at forlade positionen, den person som skulle overtage er sporløst forsvundet og folket kæmper imod den eneste som har holdt landet ovenvande. En Procianer på tronen ville være en velsignelse for folket og jeg vil gerne være den som giver dem en ro. Jeg kan hjælpe dem og forhåbentlig kan jeg gøre noget for at ændre deres holdning til væsner som dig" pointerede hun roligt og strøg ham en gang over kinden. Hun sendte ham et roligt smil. Selv var hun afklaret med denne beslutning og det agtede hun at vise ham.

[Marius Amalani Darcy]

Jason var en god mand, hvilket Marius udmærket godt vidste, men at begynde med sit fis overfor hans datter.. Ja, lige der var han nok en kende overbeskyttende, men det var skam også kun fordi at han kendte den mand! "Du er allerede lokket i fordærv, min kære.. Så må jeg jo redde dig ud igen," pointerede han med et tydeligt morende smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være med det, når det nu endelig var.

At hans egen datter, skulle være dronning af Procias, havde han virkelig svært ved at kapere! Det var langt fra den nyhed, som han havde været indstillet på, at skulle blive præsenteteret for ved denne anledning. Derfor havde han virkelig brug for at sidde ned.
Som hun tog fat om ham, og førte ham til en stol, satte han sig frivilligt. Han lod en hånd glide over ansigtet. "Det er virkelig et ansvarsfuldt arbejde, Angel.." Ikke fordi at han ikke tvivlede på, at hun kunne gøre det. Det var bare.. et voldsomt stort og tungt ansvar, at have hvilende på sine unge skuldre. Og det var jo det, som hun havde nu.
Kort rystede Marius på hovedet. Det rablede for Jason.. At skænke den post til hans datter! "Jeg ønsker naturligvis at støtte dig, Angel, men jeg er bange for at Jason har handlet forhastet. Det er ... et meget alvorligt arbejde.." Han sukkede let. Hånden mod hans kind, var dog betryggende. Troede hun virkelig på, at hun ville kunne ændre dem? "Du ved slet ikke hvad du kaster dig ud i.." Det havde taget knækken på så mange.. Det ønskede han ikke skulle ske for hans datter!

[Angelique Amalani Darcy]

Jason virkede som en mand der havde et godt hjerte, ligesom hendes far. Hun så meget af ham i Jason og det var nok også derfor hun stolede på ham som hun gjorde det lige nu. Hun sendte hendes far et blidt smil. "Blot fordi han mener at du er en tør kiks så betyder det ikke at jeg skal redes. Måske du bare skulle slå dig løs og have det lidt sjovt en gang i mellem" lød det morende fra hende.

Det var et enormt ansvar. Hun vidste det og var hun klar til det? Hun anede det ikke. Det var skræmmende at skulle lede et helt land men ak, hun ønskede at hjælpe dem så meget. Hun fik ført sin far over til den nærmeste stol og strøg ham betryggende over kinden. Hun var sikker i sin sag, dette var noget hun ville. Hun ønskede hans støtte så meget som det var hende muligt. Hun havde jo stadig brug for sin far. "Jeg ved det godt. Jeg har overvejet det. Dette er ikke en beslutning som jeg har taget let. Jeg vil gøre en forskel" sagde hun roligt og sendte ham et opmuntrende smil.
Hans ord gjorde en smule ondt. Betød det at han ikke troede at hun kunne klare det? Hun rystede det af sig, hun kunne ikke tvivle! Ikke nu og ikke senere. Hun var nød til at stå fast. "Du har ret. Det rabblede sikkert for ham da han skænkede mig denne titel men jeg ønsker at bruge den til noget godt. Jeg ved at det er et stort ansvar, jeg ved at mine drømme sikkert er umuligt og dog har du altid fortalt mig og vist mig at hvis man kæmper for noget så vil det lykkes for en! Jeg vil kæmpe for Procias, for vores hjemland og jeg vil kæmpe for at få dem til at forstå at verdenen ej er helt så sort og hvid som de mener den er" endte hun roligt. Han havde ret. Helt og aldeles ret men det skulle ikke stoppe hende. "Måske ikke, men hvis jeg ikke forsøger så klare jeg den aldrig." Hun rettede sig en smule op og kørte en hånd igennem det løse hår. Hun var sikker i sin sag, helt og aldeles sikker.

[Marius Amalani Darcy]

Jason var en god mand, hvilket Marius vidste, men dette var ikke just hvad han havde forventet. Umiddelbart havde han vel bare regnet med, at de skulle aftale, at hun tog over efter ham, som grevinde af landet, og ikke som dronning, og at det var det som snakken var gået ud på. Ikke hvor kedelig og tør han var! Han rystede på hovedet,og med et kort træk på smilebåndet. "Det er bare ikke mig, at gøre den slags," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket mod hende. Nu hvor han var kommet ned at sidde, så hjalp det. Det sitrede i hele hans krop, og var uden tvivl rigtig ubehageligt. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv.

Hvor meget Angel havde tænkt denne her igennem, vidste Marius ikke, men det var uden tvivl et meget alvorligt arbejde, og det var også det, som han godt kunne mærke. Han havde set meget igennem sin levetid, og han havde set hvordan det havde påvirket, ikke bare Silia og Gabriel, men ligeledes også Elanya i sin tid. Var det virkelig det værd? Desuden ønskede han da slet ikke, at der skulle ske noget som helst med hans elskede datter, og særligt hvis han kunne undgå det!
"Det er ikke hvad jeg forventede, at høre fra dig, Angel," sagde han direkte. Han var naturligvis glad for, at hun blev i deres hjemland.. Hvem vidste.. Måske at hun engang kunne formå at udrette noget. Han håbede virkelig.. tiggede og bad for det. "Forstå mig ret.. Jeg ønsker ikke at noget skal ske dig." Næsten skælvende, tog han omkring hendes hånd. Han klamrede sig så meget til sit menneskelige jeg, som han kunne. Han stirrede i hendes blik. Han var.. knust et sted. Det var et meget alvorligt og seriøst ansvar hun havde lagt på sine skuldre! "Jeg sværger.. den dag, der sker noget med dig, slår jeg Jason ihjel," sagde han direkte. Han mente det!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne ikke andet end at smile lidt af ham. Hun elskede virkelig sin far men Jason havde ret. Marius Darcy var definitionen på en tør kiks. Han kunne ikke finde på at smide alle hæmninger og bare slå sig løs hvilket var ærgeligt fordi der lå sikkert en rigtig festabe gemt i ham et sted. "En gang i mellem skal man også prøve noget nyt" lød det drillende fra hende.
Hun havde hjulpet ham over på en stol og side. Hun kunne mærke på ham at han var rundt på gulvet og et sted var hun da ked af at han havde det på den måde. Men på den anden side så var hun også sikker på sit valg. Det ville blive alt for hårdt, hun vidste at det ville blive hende den største prøvelse som hun nogensinde havde været igennem men hun var klar til at teste sig selv! Hun havde bare brug for at vide at han støttede hende i det her.
"Jeg ved at det ikke var det som du forventede at høre fra mig men jeg ønskede at fortælle dig det selv i stedet for at du skulle høre det fra folkemunde" pointerede hun roligt. Hun strøg ham blidt over den ene kind for at berolige ham en smule. Hun ønskede jo at han skulle tage det her så roligt som muligt. Han var nervøs for at der skulle ske hende noget og hun kunne godt forstå det. Ulykker havde ramt det Procianske kongehus om og om igen. Hun vidste at det kunne være farligt og alligevel så havde hun valgt at sige ja. Hans lille trussel mod Jason fik hende til at lægge den anden hånd mod hans anden kind også og tyssede let på ham. "Ikke sig sådan noget, Far. Jeg ved at du bekymre dig men jeg skal nok klare mig. Det lover jeg dig" endte hun blidt og beroligende.

[Marius Amalani Darcy]

Marius fandt bestemt ikke denne tanke underholdende eller morsom. Tvært imod, så fandt han den direkte grotesk og grufuld. Han kunne slet ikke forstå, at hun kunne tage sådan på tingene, og særligt, når det måtte foregå på denne her måde! Svagt måtte han derfor bide tænderne sammen, som han kort rystede på hovedet. Det var muligt, at han var kedelig, sammenlignet med Jason, som allerede nu, havde været ude i mangt og meget, men han ville bestemt ikke sige, at han var en mand uden erfaring for livet.
Marius sukkede svagt. Han ville virkelig ønske, at han kunne give sin datter den bekræftelse, som hun så brændende ønskede at få, men lige her, kunne han bare ikke, uanset hvor meget han så måtte forsøge på det. Han vendte blikket mod hende. "Det kan ende med at koste dig livet, Angel.. Den trone tager liv.. ødelægger liv." Det ønskede han jo for pokker ikke for sin datter!

Kort måtte Marius lade øjnene glide i. Han mente det.. Hvis det her endte med at koste hans datter bare det mindste, så svor han, at han ville tage Jasons liv! Det var hans skyld, at hans datter var fanget i denne forfærdelige situation, og nej.. han brød sig bestemt ikke om det faktum! "Du kan forsøge at tage det fra mig, lige så meget du vil.. Hvis der sker noget med dig... Så ved jeg ikke hvad jeg gør." Så vigtig, og så betydningsfuld, som hun måtte være for ham, så var det vel ikke underligt, at han tog det på den her måde? Han elskede hende.. og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt, for at vide sig sikker på, at hun var i sikkerhed!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var ked af at han kun så det negative ved situationen. Hun vidste at det ville blive svært, at det ville blive hårdt og det måske ville være farligt for hende men dette var noget hun ville! Hun ønskede det! Hvorfor kunne han ikke bare give hende den støtte som hun så brændende ønskede? Hun kunne ikke forstå det. Altid var han sådan her og det gjorde hende faktisk utrolig ked af det. Et sted så følte hun bare at han ikke stolede nok på hende. Det var voldsomt fustrerende og hun vidste snart ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun sukkede svagt og bed sig let i læben mens hun blot lyttede til hans ord. Hun kunne ikke lide det. "Alt kan ende med at koste mig livet. Tronen er farlig, tror du ikke jeg ved det? Jeg er ikke dum. Jeg har valgt at tage denne plads fordi jeg vil. Jeg er ked af at du ikke kan give mig den støtte som jeg har brug for fra min far. jeg ved at du er bekymret men det ville bare være rart at kunne se en form for støtte fra dig" endte hun måske en smule hårdt men det var sådan hun følte det. Hun rettede sig en smule op og lagde armene let over kors. Hun ville ikke lade ham bringe hende ned! Hun ville simpelthen ikke!
Som han lukkede øjnene sukkede hun stille. Enkelte tårer havde fundet vej ned over hendes lettere røde kinder. De blå øjne gled ned mod hendes far igen som han snakkede. Hun kunne næsten ikke holde fustrationerne tilbage længere men hun var nød til det. Hun kunne ikke tillade sig at flippe sådan ud længere. "Hvis du nogensinde tager en andens liv så er du ikke bedre end hvad Procianerne som frygter dig siger. Jeg ved at du er en bedre mand end det så vis det! Det første du kan gøre er for pokker at støtte mig i det valg som jeg har truffet. Hvorfor forstår du ikke at jeg har brug for dig. Jeg har brug for min far fordi selvom dette valg er et jeg er sikker på så er jeg bange for hvordan det vil komme til at gå. Jeg frygter at jeg ikke er god nok, at jeg ikke kan leve op til de standarder som er sat. Men hvis jeg ikke en gang kan få dig til at tro at jeg kan klare det godt nok hvordan skal jeg så få folket til det. Fortæl mig det?" Hun forholdt sig sådan nogenlunde rolig. Hun var en smule ophidset og fustreret men hun råbte ikke af ham eller var vred, nok mere skuffet?