Under the sea..!

[Deleted]

Angela’s blik var stadigvæk mod ham, da han fortalte hende om, hvor han kom fra og boede. Et sted vidste hun godt, at han var en fra en finere kreds, end hun selv var det, men uanset hvad så virkede det rigtigt at have behandlet ham, som hun havde gjort det. Uanset hvad. Hun så på ham med et smil og tænkte at hun ikke havde været det sted før, men hun ville gerne. ”Jeg må desværre erkende og indrømme overfor Dem Demarcus at det er et sted som jeg aldrig har været ved. Selvom min herre lod mig komme rundt omkring, men det lyder fantastisk og samtidigt som et dejligt sted,” sagde hun roligt. Endnu engang, tog hun en bid af æblet, og sænkede det. Hun smed æbleskroget ud i naturen, så et nyt træ kunne vokse op. Hun vendte atter blikket mod ham. ”Jeg kommer fra Tayevania, hvor jeg har boet efter at være blevet fundet i gaderne i en meget ung alder af min herre som tog mig til sig da jeg intet havde tilbage, ” fortalte hun roligt. Hun smilede stille. Hun havde boet lidt her og der siden hendes herre forsvandt. Men hvis hun kunne og havde muligheden for det, så elskede Angela at sove under den åbne nattehimmel. ”Det er ikke noget at jeg har noget imod at gøre. Jeg elsker det. Men lige nu har jeg ikke noget sted at bo. Men jeg har klaret mig,” sagde hun videre med et smil.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Krystalis var nok et af de smukkeste områder og steder her på Tayevania, og det var noget som selv Demarcus stod ved. Han ville bestemt ikke have boet der, hvis han havde været af en anden mening, kunne man jo sige. Et kort smil passerede hans læber, som han igen vendte sig mod hendes skikkelse. Hun var gået glip af noget. Det alene, herskede der nok næppe nogen tvivl om. "De er gået glip af noget," fortalte han med en rolig stemme, som han atter sendte hende et smil.
At hun var fra Tayevania, havde Demarcus lidt gættet. Det var jo trods alt hvad øen hed. "Det kommer ej bag på mig, at De kommer fra Tayevania. Det gør vi begge." Den bevægelsesfrihed, som hun havde haft, var bestemt ikke noget, som man typisk måtte finde en slavestand, hvilket var noget, som uden tvivl overraskede ham af den grund.
Hun sov under åben himmel. En tanke, som Demarcus faktisk ikke var god til at håndtere. Han fandt det rist, at det skulle forholde sig på den måde. "Trist.. Kan jeg tillade mig, at tilbyde Dem en plads i min stab?" spurgte han dog denne gang med en direkte stemme. Hun var en slave. I princippet kunne han tvinge hende med, men han gik op i retfærdighed.

[Deleted]

Et kort smil passerede hendes læber, som han atter vendte blikket mod hende. ”Det vil jeg gerne tro,” fortalte hun med en rolig stemme, som hun atter sendte ham et smil. Det kom ikke ligefrem som nogen overraskelse, at de var fra den samme Ø. Hun sendte ham endnu et smil. ”Ja selvfølgelig. Det må De undskylde. Jeg er fra Galarion, hvor min herre boede før han forsvandt.” Hun havde aldrig rigtig været en hjernevasket person, eller hvad det var, som skete med de der var slaver. Det var en af de ting som hun havde været sin herre taknemmelig for, at han havde haft det særlige med hende. Hun kunne godt se, at Demarcus havde svært ved tanken om at hun sov under åben himmel, men det var ikke noget som hun ikke elskede eller kunne lide at gøre. Det var en meget venlig og gavmild gestus, som Angela ikke vidste hvordan hun skulle håndtere. Han ville tilbyde hende en plads i hans stab. Men hvorfor? Og hvad ville han også få ud af det? Hun så på ham med et venligt og roligt smil. ”Det er meget venligt og gavmildt af Dem, at De tilbyder mig en plads i Deres stab,” sagde hun roligt, og med respekt. Det var ikke mange der ville gøre det, at tilbyde den slags. ”Men kan jeg spørger hvorfor De tilbyder mig dette, og hvad får De ud af det?” Spurgte hun og så på ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Tayevania var en smuk ø, som de alle sammen måtte holde kær. At hun derimod var fra hovedstadsområdet, kom ikke just bag på ham, da det var der, at de fleste jo måtte holde til. Han lod hovedet søge på sned, som han overbærende måtte sende hende et smil. I så fald, måtte hun være blandt de heldige.. Endnu mere fordi at hun var kommet derfra med en hest i sin besiddelse. Hvilket var noget, som han oprigtigt var meget imponeret af, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var.
"Et smukt område," sagde han roligt. Galarion, var et af de steder, som han tilbragte mesteparten af sin tid, mest grundet de forhandlinger, som han lavede, også på sine egne vegne, for der var virkelig mange af dem.
At tilbyde hende en plads i hans stab, var vel kun fordi at han så muligheder i hende, som han ikke så ved frygtelig mange? Som den adelige herre han var, ville hun nok også vide, at det var frygtelig dumt at sige nej, da han i princippet kunne tvinge hende med sig, da hun for øen her, ikke havde nogen personlig værdi. Ikke andet, end hvad en herre måtte lægge på hende. "Hvad jeg får ud af det, er min egen private sag.. Jeg beder Dem blot om at overveje det meget nøje," fortalte han sandfærdigt. Var hun klog, så tog hun imod det af sin egen frie vilje. Dumt var det nemlig at takke nej.

[Deleted]

”Ja det er et smukt område,” sagde hun roligt. Galarion, var et meget smukt område, som hun havde kær, ligesom selve øen Tayevania. Hun sendte ham endnu et smil, og gik over mod Sandra ved vandet. Hun tænkte meget over hans tilbud. Men hun kunne ikke lide, at han havde sagt det var hans private sag, for det var vel også en sag for hende? Men nu ville hun være både retfærdig og samtidig klog. Men der ville være et par betingelser for det, hvis han ville have hende med sig. Hun vendte blikket mod ham og så på ham med et lille smil. ”Med respekt for Dem, er det vel også min sag? Men jeg vil gerne tage med Dem. Men så er det der er nogle betingelser,” fortalte hun med et venligt smil. Var De begge kloge, så lyttede De til hinanden med gensidig forståelse og respekt for hinanden.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus synes han var meget venlig og gavmild, ved bare at skænke hende det tilbud. Det spørges jo så, om det var noget, som hun i det hele taget var interesseret i. At hun så derimod gerne ville med, men satte betingelser på, var noget som bestemt ikke faldt i hans gode jord. Troede hun virkelig, at hun befandt sig i en situation, hvor hun kunne stillede betingelser på?
"Undskyld mig?" spurgte han direkte. Han synes virkelig at han havde været god ved hende, bare ved at give hende buddet, for i princippet, så kunne hun sagtens undværes. Alene, vægtede hun nemlig ingen værdi her på øen. Ikke andet, end hvad han rent faktisk gav hende muligheden for.
Armene lod han denne gang glide over kors, som han sendte hende en langt mere stram mine end tidligere. "Jeg skænkede Dem et tilbud.. De kan takke ja eller nej. Jeg vil ikke pointere for Dem, at De har nogen ret til at sætte betingelser.. For det har De ikke," afviste han. Det ønskede han da slet ikke at høre tale om.

[Deleted]

Angela syntes han var meget venlig og gavmild, ved bare at give hende tilbuddet. Og hun vidste også på en måde godt, at hun nok ikke havde ret til at komme med betingelser, eller var i en situation, hvor hun kunne det. Men ret og retfærdighed, samt rimelighed skulle der til hvis hun skulle tage med ham. Hendes forhenværende herre, havde i det mindste lyttet og accepteret hendes betingelser og ønsker. Men han var væk og kom nok ikke tilbage, hvilket hun var trist over. Angela kunne se at det hun havde sagt ikke var faldet i god jord hos ham. ”De må meget undskylde hvis jeg har fornærmet eller ydmyget Dem, eller andet. Det var ikke meningen, at jeg ville det mod Dem,” fortalte hun sandfærdigt, rimeligt og respektfuldt. For det havde det ikke været. Hun sagde ikke mere og begyndte at ordne Sandra. Imens hun tænkte over hans tilbud. Selvom hun lidt overvejede, at takke nej til det, da han ikke ville høre på hendes betingelser og ønsker. Hun fortsatte med at ordne hovne.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var meget muligt, at hendes forhenværende herre, havde lyttet til hende, og de ønsker og betingelser, som hun nu måtte have, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at Demarcus var af samme støbning. For det var han da på ingen måde. Det var bestemt ikke dette, som han ønskede at lægge øre til. Fornærmet var han. På mere end en måde, kunne man sige! Han rystede kort på hovedet, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Var det forkert af ham, at give hende det tilbud?
"Jeg håber, at De ved hvor gavmild jeg har været, ved at skænke dig det tilbud.. Det er blot at tage imod.. eller lade være," sagde han direkte. Det var skam ikke ensbetydende med at han ville tage imod nej, som et svar. Han sendte hende en mere fast mine end hvad han havde gjort tidligere. "Er det nogensinde gået op for Dem, at De ikke er i besiddelse af noget, som minder om en værdi, til at kunne stille betingelser, Angela?" spurgte han denne gang meget direkte. Han kunne jo ikke gøre andet, end at give udtryk for skuffelsen over, at hun opførte sig på denne her måde. Særligt overfor en mand af hans stand.. en vigtig mand her på øen.

[Deleted]

Hun ordnede hovene, og endnu engang vendte blikket mod ham. Hun kunne godt se at han var fornærmet. På mere end en måde. Hvilket hun havde en skyldfølelse over, at være en del af, men det skulle han ikke umiddelbart se eller få at vide. Hun forstod ham godt et sted. ”Ja, det er sandt, og De må meget undskylde,” sagde hun denne gang direkte. Han havde ikke haft gjort andet end at være gavmild imod hende. Hun tænkte imens hun så hans endnu mere faste mine. Han måtte være blevet meget fornærmet over det. Hun trak vejret dybt og rettede sig op. ”Det ville komme an på, hvad at værdi er eller kan være. Men ja, det er gået op for mig, mange gange, Demarcus,” sagde hun denne gang meget direkte. Hun kunne jo ikke gøre andet, end at give udtryk for det overfor ham, at det var sådan. I hans øjne var hun ingenting. Men det syn, kunne hun jo ikke ændre for ham. Men hun vidste bedre om sig selv, end han gjorde det. Hun vendte blikket mod ham. Et sted i hende, ville hun takke nej, til trods for hans gode gavmildhed, og for at vise ham, men hun vidste godt, at han ikke ville tage et nej. ”Jeg og Sandra, siger mange tak for Deres gavmilde tilbud. Vi vil gerne slutte os til Dem,” sagde hun med et smil.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var uden tvivl en meget fornærmet mand, og særligt ved hendes måde at tiltale ham på, samt at snakke til ham på. Magen til frækhed i den verden, som han nu måtte komme fra. Han fandt sig bestemt ikke i det! Han rystede kort på hovedet. Måske at hendes tidligere herre, ikke havde lært hende, hvordan man skulle tiltale andre af velstand korrekt? En fejl i en opdragelse, som en slave, nu skulle have, kunne man sige.
"De undskylder, og undskyldningen er accepteret. Blot sikre Dem, at det ikke sker igen," sagde han kort for hovedet. I forvejen, skulle der heller ikke meget til, før han blev irriteret på den måde. Han gik meget op i at samfundet her skulle fungere, men det krævede, at alle gjorde sin indsats, for at få den til at virke. At hun så derimod afsluttede med at sige, at hun gerne ville med ham, passede ham mere end fint. Han nikkede derfor i retningen af hendes skikkelse igen.
"Udmærket. I det tilfælde, må vi hellere se, at komme hjem," sagde han med en langt mere tilfreds stemme, end hvad han havde gjort brug af så langt. Han rettede sig en anelse op. Det var uanset en lang tur tilbage til Krystalis, kunne man sige. "Så burde vi gå," afsluttede han denne gang med et tilfredst nik.

[Deleted]

Angela havde ikke haft det på sinde, men sket var sket. Hun var som hun var. Men hun så på ham med et smil glad for at han ville acceptere og modtage hendes undskyldning. ”Mange tak.” Hun så på ham med et endnu større og mere glad smil. Hun ville gøre sit bedste for at det skulle blive godt med dem, og håbede han ville gøre det samme. Hun gik meget op i det, at de ville få det godt med hinanden, og måske en dag, se på hinanden, som ligeværdige, men det tvivlede hun lidt på, men hun håbede det, men det ville kræve en indsats fra dem begge to. Hun nikkede imod hans skikkelse med et smil. ”Ja, det må vi hellere se, at komme videre,” sagde hun med en venlig stemme. Hun rettede sig en anelse op med endnu et smil. Hun gik mod Sandra, og ordene hende og steg op på hende inden hun kort vendte sig mod retningen til Galarion for at sige på gensyn til hun ville vende tilbage igen. Hun vendte om og så på ham med et smil og et nik. ”Ja,” afsluttede hun denne gang med et nik, og smilede venligt til ham. Hun var klar til at tage afsted, når han var det. "Vil De ride med os, herre Demarcus?" Spurgte hun venligt og glad imens hun havde blikket mod ham. Det var noget hurtigere, end at gå hele vejen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvis Demarcus nu skulle huse hende, kunne de lige så godt komme hjemover, og få tingene ordnet, som de nu skulle ordnes. Det var nemlig på tide, at hun valgte og formåede at indrette sig efter hans regler og hans love, for det var dem som gjaldt i hans hjem, og det var det eneste!
"Det burde vi." sagde han direkte. Var det en fejl af ham, at lade hende tage del i hans stab og i hans husstand? Selvom hun nok kunne klare sig selv herude, var han jo ikke i tvivl om, at hun havde nogen kvalifikationer, som han godt kunne bruge i hans eget hjem, og særligt nu hvor tingene forholdt sig sådan på øen, som de nu gjorde.
At hun tilbød ham at ride med hende, gjorde ham et sted.. forarget. I princippet, var det ham, som burde tvinge hende af hesten, binde hendes håndled, og tvinge hende til at følge ham på hesteryg. Derfor måtte han igen tage hendes ord som en fornærmelse. "Jeg burde sætte dig på jorden, og selv indtage hestens ryg, kære Angela," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Han var herren af de to.. den som havde nogen værdi for øen, hvor hun derimod, ingen havde. Og han stod fat på, at hun ingen havde.