Under the sea..!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

@angela

---

Den store sø i Vaenia. Det var Demarcus' bestemmelsessted. Efter at han var kommet tilbage fra turen til fastlandet, havde han fået rigtig mange ting, som han var nødt til at tænke igennem, og det var skam også, hvad han havde tænkt sig, før han vendte hjem til sin hustru igen.
I takt med hans skridt, knaste jorden under hans fødder. Han stirrede dog frem for sig, som han fortsatte sin målsikre og faste gang. Selvom skoven var frodig stort set hele året rundt, så var der stadig særlige ting at se på de specielle årstider.
Søen her, var et af de steder, som Demarcus særligt måtte værdsætte. Det var bare ikke ofte, at han havde muligheden for at tage denne lange tur, for det var uden tvivl langt væk hjemmefra, hvilket naturligvis godt kunne mærkes på hans fødder. For en gangs skyld, havde han valgt at lade hesten stå hjemme i stalden, og derfor valgt, at tage turen til fods. Det blæste mildt her.. Det gav nogen rystelser i overfladen af vandet, som ellers var så spejlblankt.
Demarcus var i dag, iklædt sine smukke hvide klæder. Rent og pænt, hvilket uden tvivl udstrålede velstand. Han var jo trods alt også en handelsmand, og det var noget som han var stolt af! Hånden strøg han over håret. Her var varmt. Nærmest tropisk. Han strøg hænderne over det fugtige ansigt. Han svedte ovenpå den lange tur. Derfor søgte han ned mod søen. Det ville blive godt at køle lidt ned.

[Deleted]

Hun havde slået sig ned ved søen for at hendes hest, Sandra, kunne få noget at drikke ved søens vand. Angela sad og nød den smukke og betagende sø imens med et smil på læben. Hun var vant til vejret, så det generede hende ikke, at det var så varmt, som det var i dag. Angela var iklædt hendes vante klæder, da hun ikke kunne se nogen grund til at tage en kvindelig kjole på. Det virkede fjollet og dumt, når man alligevel red og ville blive snavset, hvis man ikke passede på. Hun havde ikke været der længe førend hendes ører opfangede lyden af fodtrin, men hun blev siddende ved siden af hendes hest der drak af vandet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus stoppede op, ved synet af en kvinde, som sad ved vandet. I forvejen, var det sjældent, at han stødte på nogen heroppe. Det var ikke ligefrem det mest besøgte sted i Tayevania, og særligt ikke med Arenaen og Galarion, som lå et par timers rejse herfra.
Demarcus valgte derfor at fortsætte roligt frem. Ikke ønskede han at gøre nogen noget ondt, og ikke havde det nogensinde været hans intention. Han vendte blikket mod denne kvinde, og hesten, som var ved hendes side. Hun måtte være en kvinde af penge og velstand, siden hun var i besiddelse af sådan en. Eller var den stjålet måske? Han vidste det ikke. "Smuk en dag, ikke sandt?" sagde han roligt, som han selv søgte tættere på vandet. Han passerede hende. Ikke fordi at han ville ignorere hendes tilstedeværelse, da hun også var en af dem, som var her først, men fordi at han ville vise hende, at han intet ondt ønskede at gøre hende. Han derimod havde helt andre planer og helt andre intentioner i dag. Det varme vejr skulle nydes, og tankerne skulle på plads, inden han søgte tilbage til hans hustru.

[Deleted]

Angela kiggede på den fremmede mand stadigvæk roligt og med et smil betragtede hun ham med hendes grønne øjne. Hun tænkte på ingen måde at den fremmede mand var ude på at gøre dem ondt, for hun vidste at hendes hest, som hun havde haft fået fra sin forhenværende herre, ville have reageret anderledes, hvis manden havde villet dem ondt og hun havde også selv en god fornemmelse af mennesker såvel som dyr. Det var derfor hun bare var blevet siddende. Men hun kunne godt kæmpe, men så ingen grund til det. De havde begge lov til at være der, så hun bød ham velkommen. Angela havde godt set at han var en fin herre. Hun smilede til ham. ”Ja det er en smuk dag, herre” sagde hun, og klappede hendes skønne hest på halsen og hesten vrinskede inden den tiggede om at få et æble ved at skubbe blidt til hende. Angela smilede og grinede. ”Ja, ja Sandra du skal nok få et æble.” Hun tog et æble fra hendes taske og dolken og delte æblet imellem dem og spiste den anden halvdel selv.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At se en enlig kvinde med en hest på den måde, oplevede Demarcus sjældent. Primært var kvinder omgivet af mænd, og gerne mænd til at beskytte dem. Særligt hvis de var af finere stand, så hvem var denne kvinde egentlig? Han vidste det ikke, og derfor var det noget, som han var opsat på at finde ud af. Særligt for at finde ud af, om dette var noget, som placerede ham i en uheldig situation, eller noget lignende.
Langsomt søgte Demarcus i knæ ved bredden, hvor han lod hånden stryge over vandoverfladen. Det var dejlig køligt. I dag, var også en smuk dag.. så det var underligt, at vandet ikke var varmere. Det måtte være noget med magien, der hvilede over stedet. Hovedet søgte på sned.
"Så smuk en dag, som det er i dag, er en dag, som vi skal nyde," sagde han roligt. Herude var der intet andet end fred og ro. Det var langt fra, som det var i byerne, hvor tingene havde for vane, at gå lidt mere grotesk til værks. Igen så han mod hende.
"Det er en yndig hest De har," tilføjede han roligt, som han endnu en gang rettede sig op. Nysgerrig som han var, agtet han at finde ud af, hvem denne kvinde var.

[Deleted]

Angela spiste sin del af æblet og gjorde sin dolk ren igen inden hun satte den i sin skede igen. Hun så på ham med øjnene, men sagde ingenting selvom hun var nysgerrig, som han var det med hende, men det var ikke noget der lyste ud af hendes grønne øjne, som det gjorde det med hans øjne. Hun vidste godt at hun var et særsyn, så hun lod det bare være ved det. ”Ja, en så smuk dag, som i dag, den skal nydes,” sagde hun med et lille smil. Det var ikke mange dage siden at hun havde fundet søen her. Angela så mod ham og Sandra også i det han nævnte hende. ”Ja, hun er noget for sig selv, Sandra, og tak, jeg fik hende af min forhenværende herre, men han forsvandt en dag uden et ord, så det er kun os nu,” tilføjede hun roligt, og med sandheden, da hun ikke så nogen grund til at lyve om det.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hendes herre? Så man kunne i princippet sige, at hesten ikke engang var hendes? Dette var uden tvivl noget, som formåede at gøre Demarcus temmelig nysgerrig. End ikke det, var noget, som han kunne lægge det mindste skjul på i den anden ende. Hovedet od han søge på sned. Det var uden tvivl et smukt væsen, som hun havde ved siden af sig. Han kunne lide det. Heste havde han selv mange af i sin egen stab. Han var trods alt en adelig forretningsmand, så han havde jo sans for den slags ting.
"Det gør mig ondt," sagde han ærligt, som han rettede sig op. Hendes herre var forsvundet? Der var desværre sket en hel del af den slags her på øen igennem den seneste tid, og ja.. tanken om det, var virkelig tragisk.
Hænderne førte han ned langs sine sider, hvor han ellers blev stående. Her stod han i fint tøj. Hun stod med en hest.. Det var virkelig den omvendte verden for ham. "Så... Hvem er De? Siden De ej har nogen herre, men giver udtryk for at have haft?" Reklamerede hun direkte med en tidligere slavestand? Det havde han svært ved at forholde sig til. Mange ønskede jo ikke just at reklamere med den slags ting.

[Deleted]

Hun kunne godt forstå ham. Han var nok ikke vant til at se på en kvinde som Angela. Nej, hun var noget helt for sig selv, kunne man godt sige. Angela klappede Sandra imens hun tænkte på dengang da hun havde fået hende som en gave fra sin herre. Angela vidste godt at hun var en valkyrie og alene, dengang han fandt hende og tog hende til sig. Det havde også været hårdt, først at miste sin familie, i kamp og død, mod en anden fjendtlig clan, og så Rohan nu. Men ligesom andre måtte hun være tapper og kærlig, og komme videre med livet. Angela så mod manden. ”Det kan De jo ikke gøre for,” sagde hun ærligt, og tænkte at han var meget ærlig og venllg imod hende. ”Man kalder mig Angela. Og hvad kalder man Dem Hr?” Hun så på ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var bestemt ikke ofte, at Demarcus stødte på en kvinde, som reagerede og handlede, som denne kvinde gjorde. Et sted mått ehan jo alligevel sige, at han var yderst imponeret. Han sendte hende blot et venligt og varmt smil. Han kunne jo ikke lade være, og særligt, når det var sådan her.
"Måske ikke, men en kondolerance, er vel på sin plads?" spurgte han med en rolig stemme, som han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. Angela.. Et fint navn til en flot kvinde. Armene lod han derfor også bare søge over kors, som han nikkede modh endes skikkelse. Glad var han faktisk. I dag, var han nok mere glad, end hvad han havde været længe, selvom der endnu var rigtig mange ting, som han skulle have på plads.
"Et smukt navn.. Kald mig Demarcus," sagde han denne gang med et venligt smil på læben. For nu havde han trods alt heller ikke nogen grund til at skulle gøre noget andet. Han blev stående for nu. Betragtede sig af hende. Ideer begyndte at melde sig i hans tanker og sind.

[Deleted]

Det var bestemt ikke ofte, at Angela stødte på en mand, som reagerede og handlede, som denne mand gjorde. Men et sted var det fint for hende. Hun sendte ham hans venlige og varme smil tilbage igen. Hun kunne ikke lade være, og særligt, når det var sådan her. ”Jeg siger mange tak, for deres kondolerance, det er meget venligt og gavmildt af Dem.” Hun vendte atter blikket mod hans skikkelse. Demarcus. Et navn, som Angela tænkte passede godt til ham. Det var mandigt og maskulint. Hun tog sine hænder op til hendes lange fletning og begyndte at ordne sit hår, så den ikke gik op. Glad var hun faktisk. I dag, var hun mere glad, end hun havde været længe, selvom hun var det normalt, det måtte skyldes stedet eller selskabet, som hun var sammen med nu. ”Mange tak. Demarcus,” sagde hun med et venligt smil på læben. For nu havde hun trods alt heller ikke nogen grund til at skulle gøre noget andet. Hun rejste sig op og gik hen til et træ hvor der var æbler på, og begyndte at klatre og springe op til træets krone for at plukke nogle flere æbler, og kom ned igen med en taske fuld af dem. ”Kunne De tænke Dem et æble Demarcus?” Hun rakte hånden frem mod ham med et friskt rødt æble og et smil.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde nok sin egen måde, at håndtere disse situationer på. Ikke var han typen, der gik offentligt ud, og direkte pralede med det ene eller det andet, for det havde han aldrig haft en grund til, og en kondolerance, synes han ærlig talt bare var på sin plads, hvis han skulle være helt ærlig.
Armene lod han let søge ned langs sin krop, som han nikkede mod hende. Han gik nemlig op i respekten for det enkelte individ. Hvis han krævede det i retur, så krævede det da uden tvivl også, at han kunne vise det for hende, kunne man jo sige. At hun valgte at tilbyde ham et uvasket æble fra det nærmeste træ, forundrede ham dog. At dele noget så værdifuldt, og særligt, hvis man selv ikke havde noget fast, forundrede ham dog. "De vælger at dele Deres levebrød med mig?" spurgte han denne gang. Det var beundringsværdigt, da det i forvejen ikke var noget, som særlig mange ville have taget del i normalt, kunne man sige.
Demarcus søgte hen mod hende, hvor han denne gang stoppede op tæt ved. Ikke var han truende overfor hende, da han ikke havde nogen grund til det. "Hvad ønsker De til gengæld?" spurgte han denne gang. Han var jo trods alt en forretningsmand.

[Deleted]

Angela stod med æblet og så at det var en smule beskidt og tænkte at det ville han nok ikke have, så hun gik hen til søen for at vaske to æbler og gik hen til ham med et lille undskyldende smil på læben. Det var mere en ren venlighed at hun ville dele naturens goder med ham. ”Ja jeg vil gerne dele med Dem af naturens goder,” sagde hun med et smil. Hun stod stille med æblet i hånden, imens han søgte hen mod hende. ”Jeg ønsker ikke noget til gengæld,” sagde hun med et smil og tog en bid af det andet æble i hendes hånd.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At der var nogen, der ikke krævede noget i retur, var uden tvivl noget, som Demarcus havde meget svært ved. Det var.. unaturligt i den verden, som han måtte komme fra. Hvorfor skulle hun da handle og reagere på den måde, som hun nu gjorde? Det gav jo ingen mening! Han tog imod æblet, men så på det.. meget overvejende i hånden faktisk. Han vidste nemlig ikke helt, hvad han skulle sige til det. "En yderst sjælden gæstfrihed, må jeg sige," sagde han dog. Han var slet ikke vant til at blive mødt med noget, der lignede dette, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Et kort smil måtte derfor passere hans læber, som han igen sendte hende et smil. "Jeg takker mange gange for Deres venlighed. Det er meget venligt af Dem," sagde han med et tilfredst smil, hvorefter han tog en bid. Æblet var tildels surt, men det var sådan, at han godt kunne lide dem. Han kunne godt lide, når frugten bed lidt igen.

[Deleted]

Hun lod ham tage æblet fra hendes anden hånd, og så på ham med et smil imens hun prøvede på ikke at le med respekt for ham. Han var åbenbart ikke vant til normal venlighed og gæstfrihed som at dele med andre uden noget til gengæld fra andre. Det var noget som de altid havde gjort i hendes clan, så det var en naturlig ting for hende. ”Det var så lidt,” sagde Angela med et smil og tog endnu en bid af den dejlige friske frugt og sank igen. ”Hvor er De fra, Demarcus?” Spurgte hun ham venligt, roligt og imødekommende imens hun vendte blikket mod ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Man kunne ikke just sige, at Demarcus var vant til denne behandling, som det derimod var det modsatte, han var vant til. Folk kiggede som regel på ham i æresfrygt, og særligt, når han viste sig som den mand af velstand, som han nu var.
Hvem han var og hvor han holdt til? Et kort smil passerede hans læber. Hun havde virkelig ikke nogen anelse om, hvem han var, og det var egentlig noget, som han havde det fint med. Om hun havde gjort, havde hun næppe taget så pænt på ham, som hun nu havde gjort. "I Krystalis, som resten af min slags. Der holder jeg til i et prægtig hus med tjenestab og stald," fortalte han roligt. Han var jo en mand af værdi her for øen, og det var noget, som han uden tvivl også var stolt af. Endnu en gang, tog han en bid af æblet, og sænkede det. Han spiste det med største velbehag. Det smagte virkelig godt. "Og De? Jeg formoder ikke, at De sover under den åbne nattehimmel?" spurgte han videre.