Family-reunion.

[Deleted]

Der var noget som rørte sig i Irrayathen da han så sine forældre sammen. Genforenet efter at have været skilt så længe. Han kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på, selvom han absolut nægtede at give efter. Det var et billede han havde forestillet sig i mange år. At de alle tre atter ville blive forenet. At de var en familie. Han nærmede sig de to andre og kyssede sin moder på den ene kind. Han tørrede hendes tårer væk. Hvordan kunne han på nogen måder fordømme hende, hvad der var sket med hende? Dette var sket på baggrund af hvad der var sket med ham. Han var den som havde forvoldt hende denne sorg. Og derfor ville han sammen med sin fader, gøre alt hvad der stod i hans magt, for at få hende tilbage i lyset.

”Moder du har været så stærk. Så taber. Jeg kunne aldrig have bed om en bedre moder og rollemodel. Du har altid været så stærk, på trods af den sorg du bar efter Lucas’… jeg mener min faders død. Jeg vil gøre hvad der står i min magt til at få dig på rette vej igen.” Han var beslutsom, men følte også en vis rødmen stige ham til kinderne. Han talte ikke tit om hvordan han havde det, men det han vidste at dette var ord hun havde behov for at høre, fordi han et eller andet sted vidste den skyld og skam hans moder måtte føle efter alt det som var hændt hende.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hvis der var nogen, som var i besiddelse af styrken, så var det uden tvivl Melrose. Så meget vidste Lucas. Han havde trods alt set hende gøre det før. Det var grotesk, hvad et væsen kunne udsættes for, bare ved den rigtige type for sorg. Hun var et tydeligt eksempel på det, og Gabriel var det samme. Hver ting til sin tid. Tingene skete af en grund, og det var en tankegang, som aldrig nogensinde havde forladt ham. Her var de nu alle sammen.. De havde alle sammen hinanden. Og denne gang, fik Irrayathen også lov til at komme det tættere på. Han var glad.. Lykken følte han så tydelig indvendig.
"Du må ikke græde," bad han. Det var jo selv lige før, at det var noget, som han begyndte med, og det var bestemt heller ikke meningen. Hans blik søgte hendes skikkelse igen, som han trykkede omkring hendes hånd. Her lod han også Irrayathen komme til, så han kunne kysse sin smukke moders kind. Han trak kort på smilebåndet.
"Den smukke kæde, som du lagde i min hånd.. Lad den være dig en guide tilbage til lyset, og tilbage til det, som vi havde.. Og endnu har," sagde han. Denne gang tydeligt henvendt med stolthed til deres søn. Ganske vidst havde han ikke været der igennem opdragelsen, men han kunne se, hvad der var hændt med drengen. Han var en god en. En som man kun måtte være stolt af. Han førte hendes hånd til sine læber, hvor han kyssede hendes knoer. Hans elskede Melrose.

[Deleted]

Det hele var så overvældende for Melrose. Så længe havde hun opholdt for sig selv, og nu var de to væsner som betød alt for hende, så tæt på hende igen. De var villige til at stå ved hendes side og hjælpe hende tilbage til lyset, men hun ville aldrig være nået dertil hvis det ikke havde været for mindet om dem og den kærlighed hun stadig havde til dem. Sandheden var at hun ikke kunne få sig selv til at erkende at hun besad en stor styrke, og uden den var hun ikke kommet i live uden denne. Men hun var i live af en grund, og Melrose var overbevist om at grunden til at de mødtes her til aften havde været skæbnebestemt. Irrayathen tørrede hendes tårer væk og hun prøvede at stoppe gråden for Lucas’ og Irrayathens skyld. Hun følte sig næsten flov, men glæden som var i hende kunne ikke længere være i hende. Men ved Lucas’ ord om kæden der stadig lå i hans hånd.. ordene fik tårerne frem igen. Dog tørrede hun dem væk og trådte et skridt tilbage så hun kunne betragte de to mænd hun holdt så meget af. ”Det vil jeg, med jeres hjælp,” sagde hun med varme i stemmen.

”Hvad gør vi så nu? Hvor tager vi hen? Hvor begynder vi?” Melrose var fuldkommen ligeglad med dette svar, for det eneste der betød noget, var at hun tilbragte tid med hendes kærlighed og søn, tid til at få snakket sammen om alt det de ikke havde fået snakket om i den tid de havde været adskilt. Kysset mod hendes knoer fik hende til at søge op i mod Lucas’ milde ansigt. Hun gik tættere på og kyssede hans læber. Det var noget hun havde haft lyst til siden det gik op for hende at det var Lucas hun var stødt ind i. Bevidstheden om at Irrayathen stod lige ved siden af, generede hende ikke. Det eneste hun for en stund havde i tankerne var hvor højt hun elskede både sin søn og Lucas som stadig var i besiddelse af hendes hjerte!

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var lykkelig, som han aldrig nogensinde havde været det før. At de alligevel havde haft muligheden, for at få hinanden igen.. Det her var meningen. Det var nødt til at være meningen, og det var det eneste, som han kunne sige lige nu.
Irrayathen og Lucas var der.. Melrose var der. Det kunne ikke bare være en tilfældighed, at de alle 3 var samlet på det samme sted som de var lige i øjeblikket. Tårerne meldte sig selv i hans øjne. Ikke af sorg, men derimod af ren og skær lykke. Tænk, at dette var en mulighed, som skulle vise sig, at ske for dem. Det var det mest fantastiske, som han nogensinde havde oplevet, nogensinde før! "Vi er nødt til at hjælpe hinanden. Det er trods alt, hvad en familie gør," lovede han roligt. Mørket havde drevet ham fra denne her verden. Det var ikke tabet af andet, end lyset, som altid havde været så stærk i ham.

At Melrose trådte det skridt tættere på ham, kun for at plante sine læber mod hans, var et kys, som han glædeligt måtte tage del i! Øjnene gled i, som han denne gang lod armene søge omkring hende. Deres dreng var en voksen mand, som burde kunne holde til at se den slags.
Langsomt brød han kysset efter en stund. "Vi skal have gjort noget ved den kulør dine vinger har indtaget, Melrose. Du er nødt til at lukke lyset ind i dit hjerte, dit sind og din sjæl igen," sagde han ærligt. Hvis der var nogen som kunne gøre det, så var det uden tvivl hende. Hun var en af de stærkeste personer, som han nogensinde havde mødt.

[Deleted]

I dette øjeblik var der så uendelig mange prikker som faldt på plads hos Irrayathen. Så mange spørgsmål, som han altid havde stillet sig selv, blev pludseligt besvaret. Ved at se den kærlighed der var imellem hans forældre, forstod han pludselig hvad det var for en sorg som hans moder havde gået rundt med i alle de år. Og hans fader. De to lignede hinanden så meget, men på trods af det, vidste han nu at han ikke var en kopi af hans fader, men at de blot besad mange af de samme kvaliteter. Han forstod hvor svært det måtte have været for hans moder at se på ham, fordi hun måtte have set Lucas i ham. Men alt hvad der var sket i fortiden, betød ikke længere noget. Nu var de alle tre sammen igen, og de kunne starte det liv, som det var meningen de skulle leve.. sammen. Irrayathen forstod hurtigt at hans forældre havde brug for noget alenetid. Men han var i tvivl om hvordan han skulle gøre sit exit uden at fornærme dem. Det var jo så tydeligt at de var fuldstændig forgabt i hinanden, og det glædede kun Irrayathen. ”Jeg vil hjælpe jer nu, og gøre mit exit så I to kan få noget fred. Men jeg skal nok komme tilbage igen,” lovede han og smilede skævt. Sandheden var at han følte sig lidt udenfor. Ikke at det var noget han var bitter over. Tværtimod, det var noget han forstod. Han gav sin moder et hurtigt kys på kinden og klappede sin fader på skulderen. ”Før du ved af det, moder, er dine vinger hvide igen. Jeg ved at det er muligt for dig at lukke lyset ind og mørket ude. Du har gjort det før,” sagde han før han vendte om og gik væk fra sine forældre. Han kastede et blik tilbage og så dem stå tæt omfavnet. En evig glæde ramte ham, da han spredte sin vinger og satte af med kursen mod Himmeriget. Nogen skulle jo fortælle de kære engle hvem der var kommet tilbage!

//Out

[Deleted]

Hele dette øjeblik var så følelsesladende. Derfor var det umuligt for hende at holde tårerne tilbage. Men det glædede hende det samme gjaldt for ham, at alle de her følelser var noget de delte. ”Det har du fuldstændig ret i min kære,” sagde hun kærligt. Nok havde mørket skilt dem ad, men lyset havde forenet dem. En glæde boblede i Melrose da de stod tæt omfavnet og hun mærkede hans læber mod hendes. Hun havde længtes efter dette øjeblik så længe, og nu skete det endelig. ”Ja vi er en familie igen,” sagde hun med en varm stemme. Hun vendte sig i mod Irrayathen, og smilede lettere rødmende til ham, men var også dybt taknemmelig fordi hun på så mange måder virkelig havde behov for at have Lucas på tomandshånd. Hun kunne altid hive fat i Irrayathen og få talt tingene igennem med ham. ”Vi ses senere min kære dreng,” sagde hun og kyssede hans pande. ”Og tak,” hviskede hun i hans øre. Han gik væk fra dem, og pludselig stod hun alene med Lucas igen. ”Farven vil snart ændre sig min kære. Meget er sket på få dage. Jeg stødte ind i Gabriel, og han mindede mig om at jeg er en tjener af lyset. Siden da valgte jeg at tage til Procias igen. Det gik op for mig at jeg måtte kæmpe mig tilbage i lyset, i stedet for blot at give efter for mørket. Mine vingere er blevet lysere, alt har forandret sig på få dage, og snart vil mine vinger blive hvide igen, takket være at vi er blevet forenet igen,” fortalte hun ham og gav ham et ekstra kys før hun gik tættere ind i hans favn.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas vidste, at Malrose kunne gøre det, for hun havde gjort det før. Mørket havde knækket ham.. knækket hans liv, og revet ham væk fra de levendes jord, men lyset havde givet ham en chance af grunde, som han ikke havde forstået. Nu stod han med grunden i sine arme. Og han elskede det! Aldrig var han stoppet med at elske hende, og aldrig havde han troet, at dette var noget, som skulle komme til at ske, og dog.. Nu stod de her. Han hævede sin hånd, hvor han blidt strøg hånden over hendes kind.
"Endnu en gang, må du lade lyset guide dig," sagde han med en rolig stemme. At deres søn gjorde sin afsked, var nu ikke noget som han havde noget imod, for han havde rigtig meget, som han skulle snakke med Melrose om, og gerne uden, at deres søn skulle sidde og lægge øre til. Han nikkede mod sin søn, og med et smil. Selvom han ikke havde været til stede under opdragelsen, havde han uden tvivl taget rollen, som fader til sig, efterfølgende. Nu hvor knægten var fløjet, vendte han sin fulde opmærksomhed i retningen af Melrose, som endnu måtte stå i hans arme. Hånden strøg over hendes ryg i et roligt kærtegn. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Ikke nu hvor han endnu en gang, måtte have muligheden for at gøre det. Han smilede svagt for sig selv. "Du har opdraget vores søn godt," kommenterede han endeligt. Han var stolt. HAn kunne jo ikke være andet end stolt.

[Deleted]

Melrose havde aldrig set Lucas som svag. Men eftersom han var født som engel og var tjener af lyset, kunne han ikke tåle mørket. Så meget var sket dengang og mørket havde overtaget ham i sidste ende og havde slået ham ihjel. Men han var kommet igen. Af en eller anden grund så havde lyset bragt både ham og Irraythen tilbage. ”Det vil jeg min kære, og det vil blive så meget lettere med dig ved min side,” fortalte hun ham med en varm stemme. Det sitrede i hende, efter Irrayathen var fløjet og hun så pludseligt havde Lucas helt for sig selv. Tårer trillede ned af hendes kinder og hun sendte ham et stort varmt smil. Dette var et øjeblik hun havde ventet på længe, og aldrig var det faldet hende ind at det ville ske igen. Hun lagde armene rundt om ham og nød hans kærtegn mod hendes ryg. ”Ja, det har jeg vidst, min kære. Men altid med dig i mine tanker,” fortalte hun og kyssede ham endnu engang. Irrayathen havde klaret den godt, på trods af alt det som var hændt ham. Nogen havde slået ham brutalt ihjel, men det virkede ikke som om han bar nogen form for hævn eller bitterhed. Og det gjorde hende stolt. Så uendelig stolt. ”Hvad skal vi så bruge vores alenetid på, min kære?” spurgte hun nysgerrigt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde fundet styrke andre steder, end hvor Melrose havde fundet sin. Det var jo bare tydeligt, at de jo i det tilfælde, måtte være hver deres. Han smilede let. Irrayathen, var en ung dreng, som han kun måtte være stolt af. Han kunne jo ikke være andet, når han så hvad den unge dreng var endt med at blive, og særligt, når det var på denne her måde. "Denne gang går jeg ikke nogen steder," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte sig mod hendes skikkelse. Et smil passerede hans læber, som han denne gang hævede hånden mod hendes kind, som han strøg ganske let. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Det var slet ikke meningen, at hun skulle stå og græde. "Jeg går ud fra, at det er tårer af rene glæder," sagde han med et stille smil på læben. Han kunne ikke lade være, og særligt, når det nu måtte foregå på denne her måde.
"Som du altid har været i mine," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Nu hvor deres søn var fløjet, så var de alene, og det var noget, som han et sted også godt kunne lide. Han var i hvert fald ikke bange for det. Særligt ikke, når det var på denne her måde. "Vi skal have fundet lyset i dig igen," sagde han roligt. Han greb omkring hendes hænder, som han trykkede om dem. De kunne lave lige hvad de ville.. men det lys i hende, skulle findes igen. Igen skulle hun lukke lyset ind i sit hejrte.

[Deleted]

De to havde været så ufattelig meget igen. De var blevet revet fra hinanden på den mest uretfærdige måde, men kærligheden i mellem dem var ikke forsvundet. Dog kunne Melrose mærke en lille frygt midt i al glæden; hvad nu hvis de ville blive revet fra hinanden igen? Uvisheden om hvad der ville ske i fremtiden, skræmte hende. Men det var ikke en frygt hun kunne gøre noget synderligt ved. Det var blot at tage en ting af gangen og nyde det imens det var muligt. Hvis der var noget som havde fået hende igennem alt dette, så var det de minder hun havde om Lucas og Irrayathen, som hun havde båret med sig hvor end hun gik. ”Nej, for du er lige her,” fortalte hun ham, og pegede ved sit bryst hvor hendes hjerte befandt sig. Hun var så lykkelig. Ikke kunne hun huske hvornår hun sidst havde grædt tårer af ren af skær glæde. ”Ja, der er ikke andet end boblende glæde i mig nu,” fortalte hun ham og strøg tårerne væk fra hans kinder. Lyset... Hun måtte finde lyset igen. Ikke så hun et problem i det, i forhold til at hun havde fået det igen, som var skyld i at hun havde tilladt mørket at besidde hende. Dog var der en lille tvivl i hende som hele tiden stillede spørgsmål om det var muligt at over give sig helt til lyset, når mørket havde været så stor en del af hende så længe. ”Ja, men jeg er bange Lucas,” fortalte hun ham ærligt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var bestemt ikke småting de havde været igennem, hvilket Lucas udmærket godt vidste. Det var lidt det, som var problemet.. Det var ikke til at sige, om det var noget som skulle ske igen.. om det overhovedet ville ske igen, selvom han selvfølgelig kunne håbe på, at det ikke gjorde. Han sendte hende et smil. Hun behøvede slet ikke fælde de tårer, som hun gjorde i øjeblikket. Han ville passe på hende.. sikre sig, at lyset endnu en gang, ville finde vejen til hendes hjerte, sind og sjæl, for det var der, det skulle være. Det var meningen, at det var der, det skulle være!
"Og jeg går ingen steder." At hun derimod var så lykkelig, glædede ham, for så vidste han da, at han var, hvor han selv burde være. Han var ved kvinden, som han elskede, og som han altid ville elske. Aldrig kunne han drømme om, at skulle finde en anden, og særligt, når det foregik således. Han sendte hende et smil. "Og alligevel fælder du tårer," sagde han ærligt. Han fandt det morende.. bedårende og sødt på samme tid.
"Hvad har du at være bange for?" spurgte han med en rolig stemme, som han igen hævede hånden og strøg den over hendes kind. Lyset vidste de jo godt begge to, at hun ville kunne finde. Hvis nogen kunne, så var det da uden tvivl hende! De var sammen nu. Hvad var der at være bange for?

[Deleted]

Ensomheden havde været Melroses ven så længe. Det eneste hun kunne stole på. Hun var ikke længere vant til at nogen passede på hende. Men det var så ufattelig let at falde ind i den rolle igen, at være den som blev passet på. Og Lucas gjorde det så uendelig nemt for hende, når han valgte at passe på hende og hjælpe hende ind i lyset igen. Men Melrose fandt sig selv gøre en smule modstand. Som om noget af den mørke som befandt sig i hende, nægtede at give efter for lyset. Men det måtte ske, for Melrose ønskede at leve i lyset igen, hun ønskede at tjene lyset. ”Heller ikke jeg,” fortalte hun ham og sendte ham et blidt smil. Hun forstod stadig ikke at hun var her med manden hun elskede og som hun ville tilbringe resten af sine dage med. ”Jeg kan da ikke gøre for at jeg flyder over af glæde, min kære,” sagde hun til sit forsvar. Hun rødmede en smule, men var glad for det ikke var noget han kunne se på grund af mørket.

”Jeg… jeg er bange for.. Lucas! Jeg har gjort utilgivelige ting. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, men jeg er så bange for at det mørke som er i mig, aldrig vil forsvinde helt. Jeg har svært ved at tilgive de ting jeg har gjort, på trods af at det har ligget og luret da min ophavsrace er dødsenglen… det hele virkede så naturligt, så lige til.. men det var en nødvendighed for overlevelse. Det ved jeg nu. Lyset er mit sande element og det skal nok være muligt at få mørket ud af mit hjerte,” fortalte hun ham ærligt. Det var betryggende for hende at vide, at Lucas ville forstå og tilgive hende for hvad hun havde gjort. Det lå i hans natur, og det gjorde hende så uendelig lettet.

[Lucas Marcellus Himalaro]

For Lucas var det naturligt, at springe ind i den beskyttende rolle overfor Melrose. Ikke i hans liv, om han kunne drømme om at gøre noget andet, og særligt nu, hvor han rent faktisk havde muligheden for at gøre det. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse. Den lykke som strålede ud af hende, var en, som smittede af. Ikke om han nogensinde havde regnet med, at dette nogensinde skulle blive ham en mulighed igen, og nu stod han her.
"Du stråler virkelig også af den, kære Melrose," sagde han glad. Glad gjorde hun ham, som hun altid havde gjort det, og han lagde så sandelig heller ikke selv skjul på det. De himmelblå øjne hvilede på hendes skikkelse. Lykken som hun følte, var også en som han bar i kroppen. Det fyldte ham med en energi, som han ikke følte, at han havde haft i mange år.
"Og derfor har du netop ikke noget at være bange for," forsikrede han endnu en gang. Der var ikke nogen grund til at være bange, og da slet ikke for ham! Han smilede let for sig selv, som han lænede sig frem, og plantede et kys mod hendes pande igen. Forsigtigt trykkede han hendes skikkelse ind mod sig, bare for at vide sig sikker på, at hun blev der. "Du har haft lyset som en del af dig før, og jeg ved derfor, at det er noget, som du kan gøre igen," sagde han. Han havde styrken på at hun kunne. Hun bar nemlig inde med en massiv styrke, som han ikke havde set nogen andre steder nogensinde før.

[Deleted]

Så længe havde Melrose været sig selv. I al den tid havde der ikke været nogen til at beskytte hende. Hun var faldet ned i mørket, og havde ladet det omgive hende fuldt og holdent. Men måske havde det lille lys inde i hende, beskyttede hende alligevel. Hun havde overlevet mørket, på trods af hvor forblændet af vrede og sorg hun havde været. Hun vidste der ville gå lidt tid før hun endeligt ville vende sig i mod lyset igen, men nu var Lucas her. Nu følte hun en intens glæde, som fik hende til at stråle atter igen. At den smittede af på Lucas, glædede Melrose blot endnu mere. ”Det gør du nu også min kære. Og det klæder dig så umådeligt!” fortalte hun ham og smilede stort til ham. Hun forstod ikke hvorfor hun sådan frygtede det mørke som havde været i hende, men måske var hun bange for det aldrig ville forsvinde, selv hvis hun overgav sig helt og holdent til lyset. Men hun vidste indeni at Lucas fra denne dag ville beskytte hende fra det mørke, og sørge for at hun ikke vendte tilbage dertil. Aldrig ville hun igen tage et hverv som lejemorder igen. Hun ville redde de væsner omkring hende som havde behov for det. Procias behøvede tjenere af lyset. Og igen ville hun tage det hverv som altid havde været hendes livs mål.

”Jeg ved det Lucas. Mørket er ikke noget som jeg bør frygte mere,” sagde hun roligt. Hun lukkede øjnene og nød kysset mod sin pande. Hun trykkede sig yderligere ind til ham, og lagde hoved mod hans bryst. Hun kunne høre hans hjerte banke i en rolig rytme. Det beroligede hende, og hun vidste nu, at her ville hun blive resten af sine dage. I hans favn.

”Ja, og så nemt kom lyset til mig igen, på trods af at jeg vendte det ryggen. Min plads befinder sig her, i lyset hos dig min kære.”

[Lucas Marcellus Himalaro]

Mørket skulle ikke frygtes, men det var heller ikke noget, som man i Lucas' øjne, burde lukke tæt på. Det var en del af hende, som hun skulle respektere, men ikke lukke ind i det lyse og varme hjerte, som han vidste, at hun havde i sin besiddelse. Og nu hvor de havde muligheden for at finde ud af, hvordan de skulle gribe tingene an, også på det mere personlige plan, så var det også noget, som han havde tænkt sig at gøre.
"Det kan jo kun være din fortjeneste, Melrose. Det er det eneste, som i den forstand, vil give mening for mig," fortalte han denne gang med en oprigtig stemme. For ham, var det nemlig noget, som rent faktisk betød utrolig meget for ham.
Hånden lod Lucas stryge over hendes kind, og med det varme og kærlige smil på læberne. Svært og uundgåeligt var det nemlig for ham, at vise sig fra denne side, og særligt, når det foregik på denne her måde. "Lyset har nu altid været en stor og stærk del af dig, Melrose.. Det handler jo bare om at finde det hele frem igen.. Og det ved jeg, at du kan," pointerede han med en oprigtig stemme..
Lucas lænede sig frem og plantede et kys mod hendes pande. Øjnene lukkede han stille i. "Aldrig skal du frygte noget, som har været en del af dig. Ikke er det meningen, at du skal frygte dig selv. Du er et godt væsen Melrose.. Og det kan vi finde frem igen," forsikrede han hende. Ikke ønskede han at høre tale om noget andet!