Family-reunion.

[Lucas Marcellus Himalaro]

@irrayathen - @melrose

---

Vinden var mild. Dejlig mild denne aften, da Lucas havde taget valget, og søgte bort fra Himmeriget. I mange år, havde han nu holdt til deroppe, og nu var det bare på tide, at komme lidt væk derfra, og tilbage på jorden igen. Et sted, fortsætte fra hvor han havde sluppet for adskillige år siden?
Det var slut nu. Det var slut for englene at holde ham deroppe, velvidende om, at de kun havde gjort det for at passe på ham. Et møde med hans søn, som havde mødt døden på samme måde, som han selv havde gjort det, var endnu omstændigheder, som han måtte sige sig, at have svært ved.. Meget faktisk.

Et mildt 'bump' måtte lyde under ham, da han endelig landede. Elegant, som kun en født engel, var i stand til at gøre det. Vingerne førte han tæt ind mod sin krop, inden han hævede blikket igen. Himmeriget, kunne han skimte højt deroppe. Han ville bare gerne fortsætte fra hvor han slap for alle de år siden.
De smukke hvide vinger lyste nærmest op i lyset, men nu hvor han også vidste, hvor dårligt, han måtte tåle mørket, og når den slags måtte komme, så måtte han trods alt også tage sine forhåndsregler. Vinden rev i det korte hår, hvor et smil alligevel måtte brede sig på hans læber. Som havde han aldrig forladt stedet, også selvom han vidste, at rigtig mange af dem, som han havde holdt nær og kær i hans liv, var gået tabt med årene. Tragisk som det var på alle måder.
Et tungt suk brød hans læber, som han gav sig til at vandre over de store og smukke marker. Et af de steder, som han altid havde elsket at besøge.

[Deleted]

Irrayathen havde tilbragt det meste af dagen i Catalena hvor han havde haft et ærinde. Senere havde han søgt mod græsmarkerne for at få noget fred. Han havde brug for at tænke; der var sket så meget den sidste tid, og han havde besvær med at følge med. Det var en ren velsignelse at han var kommet tilbage her til livet, men at han oven i var blevet forenet med hans fader, var noget som var et sandt mirakel. Døden havde ikke bragt ham fred, men en ny begyndelse. Dog var det svært for ham at håndtere alt dette som der var blevet ham givet; for det var et faktum at hans fader var fremmed for ham, men det var slet ikke noget som Irrayathen havde lagt mærke til. Han var vokset op med historier om hans heroiske fader. Blevet fortalt hvor meget de lignede hinanden. Og han ville aldrig helt erkende det. Men nu hvor han havde mødt sin fader, var det gået op for ham, at de bestemt var som to dråber vand. Han rejste sig besværet op, og gik med tunge skridt videre. En tanke nagede ham, og den havde naget ham længe. Melrose, hans moder var i live. Det vidste han, for hendes sjæl befandt sig hverken oppe i Himmeriget, eller ved kirkegården. Hun måtte være i live. Han agtede at finde hende, men det var endnu ikke noget som han havde fortalt sin fader. Egentlig havde de ikke fået snakket rigtigt endnu. Han var så optaget af hans egne tanker, at han knap lagde mærke til det begyndende mørke eller det bløde bump der lød ikke så langt fra ham. Ikke vidste han at hans egen fader allerede befandt sig her hvor han selv var.

[Deleted]

Det var ved at mørkne, og dette havde fået Melrose på vingerne. Hun havde gemt sig ved sletterne, som omgav Catalena. Det var ikke så forfærdeligt lang tid siden hun ankom til grænsen til Procias. Det havde været et underligt øjeblik da hun pludselig havde mærket solen mod sit ansigt og varmen som kærtegnede den blege hud. Hun var fløjet mod Catalena, fordi det var et sted som havde stor betydning for hende. Hun havde engang tilbragt timer i templet for at heale dem som havde behov for det. For hende var det det første stop, før hun kunne vende tilbage til hvem hun havde været før. Det var Gabriel, som havde overbevidst hende om, at hun kunne vende tilbage til lyset, for som han havde sagt; det var hende der havde vendt lyset ryggen, men ikke lyset der havde forladt hende. Det havde fået hende ud på en færd mod Procias. Hun ønskede at blive hvem hun engang havde været før, men det var svært, når hendes ydre stadig tydede på at hun var af mørket. Dog var der sket få forandringer. Hendes hår havde en mere grå nuance, i stedet for helt sort, hendes øjne var blevet mere blålige, hendes vinger havde fået få lyse fjer, hun lignede ikke skind og ben længere, og den blege hud var ved at få farve. Det var ikke forandringer hun selv havde set, men det var noget hun følte indeni. Dog brød hun sig ikke om hvis hun stødte ind i nogen af lyset. Det var hun ikke klar til endnu. Hun var nået græsmarkerne, og hun besluttede sig for at lande. Hun søgte ned mod jorden, og landede ved flodbredden. Hun tog en dyb indånding og nød duften af græs. Hun satte sig ned og så ud over det smukke område. Pludseligt gik det op for hende at hun befandt sig ved den samme bred hvor hun engang var stødt ind i Lucas. Hvor hun havde reddet hans liv. I mange år havde hun forbudt sig selv at komme her, men nu var hun endt her ved et tilfælde. Det virkede som et tilfælde der ikke helt var et tilfælde alligevel. Et lille smil krusede hendes læber.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Området her, havde selv en ganske særlig betydning for Lucas, og derfor kunne han heller ikke slippe den. Han var lænket til stedet her grundet den fortid, som han havde sammen med dem omkring ham. Altid havde han været en fri sjæl. Fri til at gøre hvad han havde lyst til, og med dem, som han havde lyst til. En god mand, havde han dog altid været, og dette var bestemt ikke noget undtag, kunne man jo sige.
Et tungt suk brød hans læber. Der var enkelte individer omkring ham, men ikke noget, som han ønskede at intimidere i. Han ønskede blot at trække luften frit, som han havde gjort for så mange år tilbage, og nu hvor han havde muligheden for at gøre det, så havde han uden tvivl også tænkt sig, at gøre det igen.
Vingerne lagde sig ind mod hans ryg, som en fjerklædt kappe. Det var en del af ham, som den repræsentant for lyset som han altid havde været, go som han endnu en gang måtte være. Kvinden som satte sig langs den rolige flod, der løb forbi området, var noget, som fik ham til at lade hovedet søge på sned. Selv vidste han, at han ikke burde opsøge nogen.. Vingerne var ej lyse, som denne kvinde havde på ryggen, og han vidste, at grænserne var åbne. Kniven havde han på sig. Mest ønskede han jo, at bruge sin stemme, når han havde muligheden for det, fremfor fysiske våben. Aldrig havde han ønsket, at gøre skade på et andet væsen og individ. Særligt, hvis han kunne slippe for det. Hans hjerte begyndte at hamre. Skulle han kende den kvinde, som sad der ved vandet? Alligevel vovede han sig tættere på, men uden at sige noget. Han følte det et sted... men det var bare lige.. hvorfor?

[Deleted]

Melrose havde ingen anelse om at både hendes søn, og hendes store kærlighed, befandt sig samme sted som hende. Ikke var det noget hun kunne tro, eftersom hun regnede med de begge lå i graven. Hun lukkede øjnene og tillod sig selv tænke tilbage til en tid, hvor hun havde været så ung og usikker. Hun tillod sig selv at tænke på dengang da hun var stødt ind i Lucas. Hun huskede svagt at han havde været såret, og at hun havde healet ham, men hvad der ellers var sket stod hende uklart. Men hun kunne mærke den boblende fornemmelse indeni. Hun kunne mærke hjertet banke hårdt mod hendes bryst og hvordan hendes kinder rødmede ved tanken om Lucas. Efter alle de år, var mindet om ham stadig lige så stærkt, som hvis han sad ved siden af hende. Hun rejste sig op, og trådte ud af hendes støvler. Med bare ben og tær, trådte hun ud i flodens. Det var koldt, men ikke ubehageligt. Det fik hende til at vågne op og se sig omkring. Ikke så langt fra hende, så hun en bevinget skikkelse. Hun kunne se hvordan de store bløde vinger, lå som en vifte omkring skikkelsen. Hendes hjerte bankede hurtigere. Kunne det være..? Eller var det blot et synsbedrag? Han var jo død. Han kunne umuligt være i live. Hun vendte sig væk fra skikkelsen og knyttede hænderne. Neglene borede sig ind i håndfladerne, men hun registrerede ikke smerten. Til sidst træk hun vejret dybt og vendte sig om igen og så mod skikkelsen.

[Deleted]

Irrayathen registrerede lyden af det bløde bump, og vendte sig om. Skikkelsen foran ham, gik væk fra ham og nærmede sig floden. Han genkendte skikkelsen vældig godt. Det var som at se ham selv. Det var hans fader. ”Fader..!” råbte han. Og gik nærmere på. Det var som om at hans fader havde fået øje på noget.. eller nogen, men Irrayathen kunne ikke se hvem det var. Han gik tættere på sin fader og råbte: ”Lucas!” Samtidigt stoppede han op med hjertet i halsen da han så hvilken skikkelse der stod med fødderne ude i vandet. Det var en lille skikkelse med store vinger der havde et mørkt skær. Det lignede hans moder, men det kunne det vel ikke være? Ingen i Himmeriget vidste hvor Mel egentlig befandt sig for som de forklarede det; det var som om de ikke kunne mærke hende længere. Som om hun havde forladt lyset. Men Irrayathen havde følt noget andet de sidste par dage. Der var noget som havde draget ham til Catalena. Noget som havde fortalt ham at hans moder ville være der. At han så havde et ærinde der skulle klares, havde blot hjulpet ham med ikke at tænke længere over det. Men det var umuligt. Hans moder blev ved med at dukke op i hans tanker og drømme. Så måske var det virkelig Melrose. Han nåede tættere på sin fader men holdt sig i baggrunden. Han ville være sikker på at Lucas havde set ham, før han gik tættere på. Ikke kunne han få øjnene væk fra skikkelsen. Det måtte være hende. Men det virkede alligevel for godt til at være sandt, gjorde det ikke? At familien atter ville blive genforenet. Irrayathen mente bestemt det ikke var noget som stod i stjernerne.. Men sommetider ændrede skæbnen sig, og det som der mindst blev forventet, ville gå i opfyldelse. Som et mirakel.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Stemmen som kaldte ham ved navn og titel, fik hurtigt Lucas til at dreje hovedet. Synet af hans søn.. Hans kære dreng, Irrayathen, fik et smil til at passere hans læber. Han nikkede mod ham, hvor han kort hævede hånden, som tegn til at han havde set ham, men også som tegn til, at han skulle holde sig en smule i baggrunden. Igennem den sidste tid, havde de fået et forhold. Selvom Lucas aldrig havde været der, som en del af drengens opvækst, da han var blevet revet fra den levende jord på så brutal vis, at han intet kunne gøre ved det. Dette var noget, som han nu havde i sinde at gøre noget med.
"Hold dig der," bad han med en rolig stemme, da knægten var tæt nok på, til at kunne høre ham. Han ville jo blot være sikker på, at det som han havde set, var hvad han havde set, og hvis det ikke var, så ønskede han ikke, at der skulle ske noget med hans elskede søn.

Lucas vendte derfor blikket mod denne skikkelse igen, inden han søgte tættere på. Hans hjerte hamrede så kraftigt og hårdt mod hans bryst, at han kunne høre det dunke i hans øre. Han blinkede kort med øjnene. Var det virkelig hende, eller var det hans øjne, som atter spillede ham et puds?
"... Melrose?" lød hans stemme roligt, da han igen valgte at stoppe op. Ikke ønskede han, at komme alt for tæt på, hvis det nu skulle vise sig, at han tog fejl, men han var nødt til at vide det! Den kvinde som dengang havde taget hans hjerte.. Han måtte vide sig sikker på, om det var hende, som han nu stod overfor her.. Her hvor han også havde mødt hende første gang.

[Deleted]

Det kunne ikke være rigtigt. Det kunne ikke være ham! Han var død. Hans krop skamferet. Han var væk. Hvordan kunne han så stå der over for hende og ligne sig selv, med den samme varme stemme, da han kaldte på hende? Hun kunne mærke hvordan enormt mange følelser som hun havde gemt væk i flere årtier. Så hun syner? Hallucinerede hun? Drømte hun? Var dette virkelighed? Hun konstateret hurtigt at dette måtte være virkelighed. Han måtte være rigtig.

Hun trådte tættere på ham og op på flodbredden og ind i det lange bløde græs. Hun stoppede op og betragtede skikkelsen tydeligere. Det var ham. Som han havde været dengang. Forvirret lod hun hånden køre igennem det filtrede hår og lagde hovedet på skrå. Hun forstod ingenting. ”Lu..cas..? Er det virkelig dig?”

I så mange år havde hun sørget over tabet af den mand der stod foran hende. Hun kunne ikke forstå hvordan han pludselig stod der. Hun følte en skam over at han så hende i den tilstand hun var i. At hun ikke havde været i stand til at holde lyset i sig, men at hun var vendt mod mørket. Hun havde gjort forfærdelige som hun var sikker på han aldrig ville være i stand til at tilgive. Hun var et væsen af mørket som så hurtigt havde taget i mod vreden, sorgen og bitterheden, og ladet dem bygge rede og bebo hende. Det var først for nyligt, det var gået op for hende at det var muligt at vende tilbage til lyset. Men at hun rent faktisk stod over for ham som hun havde længtes efter så længe, var som at befinde sig i en drøm.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hurtigt måtte Lucas' hjerte hamre mod hans bryst. Ikke i hans vildeste fantasi, havde han regnet med, at det var sådan her, at han skulle stå ansigt til ansigt med Melrose igen. Han havde faktisk ikke regnet med at han nogensinde skulle stå ansigt til ansigt med hende igen. Og her stod de nu.. Det selv samme sted, som de havde mødte første gang, og nu stod de der også alle sammen. Selv Irrayathen var på stedet.

Som Melrose kom tættere på, blev Lucas stående, for ikke at virke alt for voldsom. Det var selv voldsomt for ham, for dette var heller ikke en konfrontation, som han havde været indstillet på. Han havde holdt øje med hende, frem til hun var forsvundet under hans radar, og han ikke havde været i stand til at finde hende igen. Grotesk som det end havde været, så havde han søgt. Dog uden at melde sin ankomst på jorden. 
"Det.. det er mig," endte han. Dette var næsten lige så akavet og underligt, som da han havde mødt sin søn første gang. En søn, som han slet ikke havde vidst, at han havde haft. Denne gang var det ham, som valgte at tage skridtet tættere på. Han ønskede det. Ønskede at finde ud af, hvad der var sket med hende i den tid, de havde været adskilt. Mange ting kunne det jo trods alt have været, hvilket han vidste.
Lucas stoppede derfor op foran hende. Et skridt mere, og de ville være tætte. Så lang tid, at Irrayathen holdt sig i baggrunden, så var det fint. Han trak vejret dybt. "Hvad er der dog blevet af dig?" spurgte han med en dæmpet stemme. Grotesk som det end var. Det var ikke sådan her, han havde set hende sidst.

[Deleted]

Hjertet sad og bankede så enormt hårdt i Melroses bryst, at hun frygtede det ville springe ud af hendes bryst. Det kunne ikke være sandt. Det kunne ikke være virkelighed. Meget var sket siden de sidst havde set hinanden. Dengang vidste Lucas knap at hun var gravid med hans barn. De havde haft så kort tid sammen, og nu havde de været adskilt så længe. Sidst hun havde set ham, havde han næppe været i et stykke. Hun kiggede atter på Lucas, og kunne mærke hvordan tårerne brændte i øjnene på hende. Han kom tættere på, og selv tog hun et skridt. De stod nu så tæt på hinanden at de kunne røre hinanden. Melrose rakte hånden ud, og strøg blidt Lucas over kinden. Det virkede så underligt, uvirkeligt, som var de blevet lukket inde i en tidslomme.

”Det er en umådelig lang historie, min kære,” hviskede hun og så over hans skulder mod Irrayathen. ”Jeg kunne spørge dig om det samme,” sagde hun med en tynd stemme, der truede med at knække. Pludseligt så hun en skikkelse stå bag Lucas. Hun genkendte skikkelsen, men hun forstod ikke.. det kunne ikke være Irrayathen. Eller var det? Sidst hun havde set ham, havde han næppe været i et stykke. ”Irrayathen, min søn. Det er vel ikke dig?” spurgte hun med den samme tynde stemme. Ønskede skæbnen hende virkelig, at hun fik alt det tilbage som hun havde mistet, blot ved at hun var vendt tilbage til lyset? Hvordan kunne hun have fortjent dette, når hun havde forrådt lyset? Der var intet af dette som gav nogen videre mening. Hun måtte blot acceptere det, og tage et åndedrag efter det andet.

[Deleted]

Irrayathen stoppede, ved sin faders tegn og forholdt sig i baggrunden. Han forstod pludselig at hans fader ville være sikker på, at dette var hans moder. Det var svært at stole på alt og alle i disse tider, når grænserne stod åbne. Alle kunne nu befinde sig i Procias og det skyldtes ikke altid de bedste intentioner. Det hele skete så hurtigt, at han knap kunne nå at følge med. Pludselig stod hans moder så tæt på Lucas, og de genkendte hinanden. Men hun havde stadig ikke set ham. Han forholdt sig dog i baggrunden indtil videre. Han følte en uro, han ikke helt kunne placere. Så længe havde hun været forsvundet, og han havde frygtet hvad der ville ske med hende. Et eller andet sted blev han vred, fordi det var så tydeligt, hvad der var sket efter hans død; hun havde valgt mørket.. Ikke turde han tænke på hvad hun havde gjort, for at overleve. Var det noget han var i stand til at forstå og tilgive? Kunne de blot vende tilbage til familielivet, og fortsætte hvor de slap? Han blev bragt ud af tankestrømmen, da hans moder henvendte sig til ham. Han trådte tættere på, så hun kunne se ham og nikkede stille. ”Ja, moder. Det er mig,” sagde han med en klar og mild stemme. Ikke ville han vise hvad det var for nogle tanker, som fløj igennem hans hoved.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var ikke bare Melroses hjerte, der hamrede mod hendes bryst. Det var ligeledes Lucas' som slog så kraftigt, at han var bange for, at han ville dejse om. Han følte sig næsten svimmel. Tænk engang, at han skulle stå overfor hende igen, efter alle de år, som nu havde passeret. For det var virkelig ved at være mange nu. Han havde et forhold til sin søn.. Han havde rent faktisk en søn, som han havde taget sig af, igennem den seneste tid, og ikke ønskede han, at gøre det om. Det eneste, som han var ked af, var at han ikke havde haft mere med det at gøre, end hvad han havde.

Hånden som strøg over hans kind, var en voldsom sitren, som skete i hans krop. Det føles fantastisk. Der var ikke noget, som kunne beskrive det bedre! Og særligt, når det var hendes. Øjnene lukkede han for et øjeblik, bare for at tillade sig selv, at nyde det. Nyde et kærtegn af en kvinde, som engang havde taget hans hjerte. Var det mon endnu hende, som han personligt stod overfor? Eller var det en ganske anden? "Det var ikke således, jeg efterlod dig," sagde han med en såret stemme.
Hendes øjne var blanke.. Ikke græd han.. Men følelserne var uden tvivl udenpå tøjet. Hans blik søgte selv mod deres søn. Tænk en gang, at de havde sådan en. De havde rent faktisk skabt et perfekt vidunder sammen. "Vi er her.. alle sammen." Denne gang, var det ham, som hævede hånden, for at tage om hendes. Han var her virkelig.. og lige så, var hun jo.

[Deleted]

Melrose forstod ingenting. Hun ventede blot på at hun ville vågne fra denne drøm, og det ville gå op for hende det ikke var virkelighed. Men det var det. Det fortalte hendes hjerte hende at det var. Det bankede så enormt hurtigt at hun selv følte sig lettere svimmel og desorienteret. På en eller anden måde var de to som betød allermest kommet tilbage i hendes liv. Så betød det pludselig ikke noget at hun følte skam over hvem hun var blevet, efter hun havde mistet dem. Men det gjorde det, også selvom hun på en eller anden led vidste de ville tilgive hende og forstå. At han ikke trådte væk, da hun kærtegnede hans kind, var endnu et bevis på at han nok ville tilgive hende. Hun forstod hans tvivl over hvem hun var, men hvordan kunne hun nogensinde bevise at hun stadig var Melrose? Hende som engang havde ofret sit hjerte til ham og ydmygt taget imod hans? Hun træk en halskæde over hovedet og placeret den i hans hånd og lagde hans fingre omkring den. Vedhænget var en lille nøgle som symboliserede den kærlighed som var imellem dem. Hun havde gravet den ned for mange år siden, men for nyligt havde hun fundet den igen. ”Jeg ved det, min kære. Jeg ved det. Sorgen over mit tab af både dig og vores søn, åd mig op og fik mig til at gøre.. utilgivelige ting. Jeg forstår udmærket hvis det er svært for jer at tilgive, men jeg nægter nogensinde at vende tilbage til mørket igen.” Da han tog hendes hånd, sitrede det igennem hende, og hun mærkede en varme ulme i hendes mave. Den stikkende smerte som så længe havde siddet under hendes hjerte, var pist væk. Men det havde den været siden hun stødte ind i Gabriel. Hun havde så meget at takke den unge mand for hvad han havde gjort for hende, og hun kunne ikke vente med at fortælle ham om Lucas’ og Irrayathens tilbagevenden. Men først ville hun nyde hvert øjeblik hun havde med dem som stod hende nærmest. ”Jeg forstår det ikke, Lucas.. Hvordan kan vi være sammen igen? Hvordan kan vi være blevet forenet endnu engang?”

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas vidste ikke hvorfor, men en ting, var han dog overbevist om: Dette var meningen. Det var meningen, at det her skulle ske, og gud hvor var han lykkelig for det! Det eneste, som han havde ønsket, var at han ville have haft tid, til at forberede sig mere på det, end det, som han nu havde fået lov til.
Ikke kunne det falde Lucas ind, at skulle trække sig væk fra Melrose, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Den kæde, som hun lagde i hans hånd, vendte han blikket mod. Han kunne huske, at have set den hvile omkring hendes hals, de gange de havde været sammen. De havde jo været så tæt på, at starte et liv op sammen.. Så tæt på, at etablere noget fast, og se. De havde en søn nu, som han ikke havde været med til at opdrage. Af den grund, havde hun gjort det godt. Han kunne jo se hvilken stærk dreng de havde. "Mørket er ikke en farve, som nogensinde har klædt dig. Jeg har sagt det før," sagde han, som han tog omkring hendes hånd. Ikke var der noget klandrende over hans stemme. Aldrig.

Lucas vendte blikket mod Irrayathen, som tegn til, at han nu godt måtte komme dem i møde. De var en familie. Ikke var det meningen, at nogen overhovedet skulle holdes udenfor, og særligt ikke på denne her måde. Et kort smil passerede hans læber. "Skæbnen har atter valgt, at vores stier skulle mødes, Melrose.. Du hjalp mig dengang.. Det er denne gang min tur," sagde han. Mørket skulle hun ud af. Og han skulle nok være den, som ledte hende tilbage til lyset igen!

[Deleted]

Melrose var ved at forstå at dette var virkelighed. Det var ikke noget hun drømte eller hallucinerede. Det skete, og hun var overbevidst om at dette var skæbnen. Så meget modgang havde hun gennemlevet. Hun havde fået dem der stod hende tættest, skåret væk fra sig, men nu var de to som stod hende nærmest kommet igen. Der var ingen retfærdighed i, at Lucas var forsvundet før hun havde født hans søn. Det var ikke retfærdigt at Irrayathen var vokset op uden sin fader. Men al den uretfærdighed var ligegyldig nu, for de var atter forenet og kunne starte det liv op sammen, som blev taget fra dem. ” Jeg ved det min kære, jeg ved det. Hvis jeg bare havde indset det noget før,” hviskede hun næsten grådkvalt. Selvom der overraskende nok ikke var noget klandrende i hans stemme, følte hun stadig skam og skyld. Hun følte stadig hun havde svigtet hendes egen søn. Men alt det kunne hun råde bod på nu. Da Lucas vendte sig imod Irrayathen, gjorde hun det samme. Tårerne trillede ned i en genstridig strøm og det var som om hun ikke rigtig kunne forhindre dem. Mørket var allerede ved at forlade hende. Men hun vidste der var vej endnu, før hun kunne kalde sig engel og tjener af lyset. Men hun følte ikke at vejen længere var usikker, for hun havde Lucas og deres søn ved sin side. ”Aldrig har jeg været mere sikker på, at jeg atter vil vende tilbage til lyset,” sagde hun med en hikstende stemme, men på trods af gråden, var der en stor glæde i hendes stemme.