Out.. just for once!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun var lykkelig lig nu. hun hade mulighed for at være sammen med hende, uden tremmer og mure mellem dem. Hun så på ham som han snakke, ”det har jeg heller ikke noget i mod” sag hun roligt og så på ham og strøg ham blid over skulderne, og nøde bare og rør ved ham lig nu det krible faktisk i hende for at få lov og rør ved ham, hvilke var en underlig følelse men ikke ubehaglige på nogle måde.
Hun så roligt på ham, efter hun hade samle freskerne op. Hun så på ham og smile bare blidt til ham, ”og jeg agter og blive ved med og være god ved dig” hun smile og så på ham. hun så bare på ham, og nød kysset de dele og hun nød det virkelig meget ind da. Hun så på ham som hun brød det og smile bare blidt til ham og lo lidt. ”så bliver det nemt og få dig mæt vis du spiser alt” hun smile og så på ham som han tog en bid af fersken og smile blidt. Hun så på ham som han bad hende gå med ham, roligt begyndt hun at gå med ham. lyden af deres hove kunne høres runge gennem bygningen, hun så på ham ”hvor skal vi hen?” spurt hun mens hun holdt kurven i armen, og gik bare tæt ved siden af ham. hun hade ikke lyst til og vige fra hans side, hun ville være hos ham så meget hun over hovedet kunne. Hun kigge rundt i templet, hun hade jo aldrig være der så det var lidt spænende og være der men ikke så spænende som at være sammen med cale helt alene. 

[Cale Joseia Nightgale]

For Cale, handlede det i øjeblikket om, at nyde tiden mens han havde den. Det var jo et sandt mirakel, at hun skulle støde på ham på denne her måde, og så her på stedet af alle steder. Var det underligt, at han tog tingene på den måde, som han gjorde? Han smilede let. Ingen tremmer, mur eller noget andet i vejen for dem lige nu. Det var virkelig en fantastisk fornemmelse, som han sad igen med. "Det tænkte jeg nok," sagde Cale med et varmt smil på læben.
Kysset.. de mange kærtegn. Det var noget, som Cale kun måtte blive alt for vant til, som tiden nu måtte gå. Det var noget, som hun jo havde skænket ham, siden første gang, han havde mødt hende, og han kunne jo heller ikke gøre andet, end virkelig at elske den fornemmelse, som det måtte efterlade ham med, så det alene, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. "Du er virkelig alt for god ved mig, Mydall. Jeg er glad for det.. Det er jeg, men du er alt for god." Hvordan kunne han være så heldig, at få lov til at stå ansigt til ansigt med sådan en kvinde? Det var virkelig surrealistisk!

Cale begyndte at gå. Ikke havde han tænkt sig, at spilde tiden med at stå her og bare snakke, når de havde en hel dag, som de kunne bruge på så meget andet. Det var hvert fald sådan, at han havde det med tingene, kunne man jo sige.
"Væk herfra.. Jeg har ikke tænkt mig, at spilde min årlige fridag her, hvis jeg kan tilbringe den sammen med dig," sagde han med en rolig stemme, som han atter sendte hende et mildt smil. Han forlod derfor templet, for at søge ud i solen.. solen som han denne gang kunne møde, uden at skulle ende liv.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall smile og så på ham, det var virkelig bare en fantastisk dag. At få muligheden for at være sammen med cale uden tremmer og muren mellem dem, det var sådan her hun gerne ville have det med ham hverdag. Bare de to og ingen kampe, ingen grimme ord og folk der bestemte over en bare være fri og sammen. Hun så på ham som han snakke og smile, ”du fortjener nogle er god ved dig kære cale, og det falder mig naturlig og være god ved andre i sær dig” hun smile og så på ham med det svag rød farve i hendes kinder.

Hun så på ham mens de gik, hun gik roligt med kurven i en hånd og hun valgt blidt og tage hans ene hånd med den anden. Hun gik roligt ved siden af ham og hygge sig virkelig, hun så på ham som han snakke. Hun smile stort en dag med ham for sig selv var fantastisk! Hun smile ”hvor skal vi gå hen først så?” hun smile og gik roligt med ham mens hun flette sin finger ind i hans. Solen ramt hende varm og dejlig som de kom ud, det var skønt hun elske solen. Hun så rundt der var skønt uden for, hun smile og så rundt hun fik helt lyst til og løbe rundt og nærmest hoppe rundt som et føl i leg så glad var hun. Hun så på cale og gav ham et kys på kinden, hun kunne virkelig ikke lade vær med og gør det.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde i dag, bare brug for at tilbringe tiden sammen med hende, og det var skam også det, som han havde tænkt sig at gøre, hvordan skulle han da ikke gøre det? Et let smil passerede hans læber. Hun var så god ved ham. Han ville elske, hvis han fik den samme mulighed for det, for hun fortjente det, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om. "Du er virkelig alt for god ved mig, Mydall," sagde han denne gang med et smil på læben. Han var glad for det.. men det gjorde det ikke nemmere for ham af den grund.

Cale greb ud efter hendes hånd, som han trykkede fast i sin egen. Hans blik søgte derfor i retningen af hendes skikkelse i stedet for. Det handlede om at nyde det, og nu hvor de begge to havde muligheden for det, så hvorfor ikke bare gøre det? "Væk herfra.. Vi skal ud og nyde den tid vi har.. som kun to kentaure kan gøre det," sagde han med et smil. En tur ud i skoven, ville i hans øjne, være passende for dem, ville det ikke? Han sendte hende et let smil, inden han førte hende med sig. Væk skulle de i hvert fald herfra.. ud i naturen, hvor de kunne være alene.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare, hun kunne ikke lade vær og vær god ved ham. det faldt hende bare naturlig at være god ved ham, og hun ville blive ved med og være god ved ham. han fortjente nogle var gode ved ham, og hun ville være den der bragt ham den godhed til ham, om det var i form af mad, eller selvskab, eller følelse messing så ville hun være der. Hun smile bare og så på ham, ”det ved jeg.. men du kan lig det” hun smile og så på ham.

Mydall mærke han trykke hendes hånd fast med hans, hun smile og så på ham som han sag hvor de hen. Hun kysse ham på kinden og klemt hans hånd blidt, ”så lad os komme af sted!” kom det munder fra hende. Hun fuldt roligt med ham, mod skoven som hun kendt så godt. Det var hendes hjem, hendes liv var der ude. Hun gik roligt med ham, hun var spændet på og brug tiden med ham i skoven hvor de kunne være helt alene uden nogle stirre på dem. Det var ikke mange væsner hun så i skoven ud over de få kentaur flokke hun hade set til tider. Hun smile og så på cale, ”et særligt sted i skoven du kunne tænke dig og se cale?” spurt hun og smile blidt, og lag hovedet lidt mod hans skulder mens de gik sammen mod skoven.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Cale virkelig godt kunne lide, at Mydall var så god ved ham. Han elskede det jo! Han havde lært at elske det, da han også havde fundet ud af, at hun aldrig havde gjort det, for at have noget på ham, eller noget lignende, som han i udgangspunktet, havde været forbandet bange for. Det var nemlig slet ikke sådan, at tingene havde hængt sammen. "Hvem vil da ikke kunne gøre det?" spurgte han denne gang med et smil på læben. Han holdt forbandet meget af hende, og han ville jo bare gerne give hende lidt igen. Særligt for den gode behandling, som hun havde givet ham.

Det faldt tydeligvis i Mydalls gode jord, at han ville ud i skoven. Det var uanset spild af tid, at sidde her, når han endelig havde muligheden for at søge med derud! "Vis mig det hele, Mydall.. vis mig, hvad der er værd, at se i skoven," bad han denne gang med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Hun kom trods alt derudefra, og han havde jo kun denne ene dag, hvor han praktisk talt, kunne gøre lige, hvad der passede ham, og han havde skam også tænkt sig, at gøre det. Han havde virkelig tænkt sig, at udnytte hvert eneste sekund af denne her dag!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall smile bare stort mens de gik, denne dag skulle nok blive fantastisk. Hun så på ham som han snakke og lo lidt. ”der nok nogle der ikke vil bryd sig om en der for god ved dem” hun smile og så på ham ”men for mig er det vigtigst bare du kan lig det” hun smile og så på ham. for hende var det ham som var vigtigst, for hende og at han nød hun var god ved ham. hun smile og kigge i retning hvor skoven ville ligge, hun smile og glædet sig bare til og brug dagen med ham i skoven.

Hun så på ham som han bad hende vise ham hvad der var vær og se, hun smile stort. ”så følg mig” hun smile, og holdt forsat i hans hånd mens hun satte tempoet lidt op, hun ville gerne have ham med i skoven og jo hurtigere de kom der hen, jo mere kunne hun vise ham. da de kom til skoven måtte hun slippe hans hånd, det blev for svært og gå ved siden af hinanden mellem træene ”følg mig.. så skal jeg vise dig hvor jeg lever” hun smile, og holdt kurven mellem begge hendes hænder. Mens hun satte i trav gennem skoven, tydeligvis vantil og begå sig mellem træerne og rødderne på jorden. Hun holdt øje med han fuldt med, og forsatte bare gennem skoven til de kom til den flod der var i skoven, den der ført vand videre gennem skoven. Man kunne høre vandfaldet længer fremme, hun satte farten ned og fuldt flodens bred til de kom til vandfaldet. Der ved siden af vandfaldet var en hule, hun gik roligt ind i hulen og satte kurven på en flad sten. Der var et område dække med måse, hvor det var hun sov om natten. Der var kurve hist og her med mad som hang på ren hun hade lavet af græs, så hun undgik myre fik fat i maden. hun så mod cale og smile lidt, ”det så her jeg bor” hun smile og så på ham, der var rolig plads i hulen til de begge kunne gå rundt der inde.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale kunne godt lide, at Mydall var sådan overfor ham. Han kunne godt lide, at hun oprigtigt viste sig, at være en, som ønskede at tage sig af ham, som det uden tvivl også var gengældt. Alene det, var heller ikke noget, som han hverken kunne, elle ville lægge det mindste skjul på, når det endelig var. "Jeg beder til den dag, jeg for alvor kan gengælde den tjeneste, kære Mydall," sagde han ærligt, som han sendte hende et smil. Han var glad, når hun var der. Oprigtigt, så var han virkelig glad, når hun var omkring ham.

Selv fulgte Cale mere end glædeligt med hende, da de forlod templet, og søgte mere i retningen af skoven. For ham, var det bare vigtigt at tilbringe den tid med hende, og nu hvor muligheden var der, så skulle den så sandelig også udnyttes i den forstand, at det var dem overhovedet muligt!
"Vis mig det endeligt!" udbrød han med en glad stemme, som han nærmest kom i galop efter hende. Cyrenic vidste jo, at han kom retur, når dagen var overstået, som han nu gjorde hvert eneste år. Det var det som han havde at se frem til: En årlig fridag, hvor han kunne gøre lige, hvad der passede ham.
Skoven nåede de hurtigt, hvor han søgte ind mellem træerne efter hende. "Bor du helt herude..?" spurgte han, da han hørte lyden af vandfald. Han havde ikke hørt det i uendelige tider faktisk. At de søgte hen til vandfaldet og hen til en klippehule, fik ham til at rynke på næsen. Var det virkelig de levevilkår hun havde? Han ville ønske at han kunne forbedre dem. Virkelig.. virkelig ønske, at han kunne. "Det er godt nok langt væk fra det hele.." sagde han med en dæmpet stemme. Han så sig om. Her var hyggeligt.. meget, men var det ikke ensomt alene?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han smile, at han ville gør gengæld for hendes tjeneste behøve han sandelig ikke. ”du behøver ikke gør gengæld cale, det vigtigste for mig er du er glad” hun smile og så på ham for var han glad så var hun også glad og det var for hende det der betød noget.

Hun smile som han bad hende vise ham det, hun smile glad og forsatte blot ind i skoven. Hun glædet sig til og vise ham hvor hun kom fra, eller noget af det som vist hvor hun kom fra. Da de var ved hulen så hun roligt på ham, hun var van til roen og stilheden så det her var normalt for hende og hun fandt det lukse at kunne have en hule og bo i. hun så på ham som han spurt om hun boede helt der ude, ”ja.. det Sikkers her ude.. ” hun så på ham og smile lidt, som hun kigge rundt i hulen. ”det her ude de fleste kentaur jeg har set bor” hun så på ham, og smile skævt det kunne være ensomt det meste af tiden, når man var alene og der ikke var mange kentaur just så var det svært og finde nogle og tale med. Hun så på ham og gik roligt hen til ham, og tog blidt hans hånd. Hun smile, for det her var hendes liv og det var normalt for hende at han syntes det var noget langt væk kunne hun godt forstå man tænke på hvad han var vand til. Hun så mod floden, ”floden her er skøn og bade i, og det dejlig klart og ren og drikke” hun så på ham og smile, mens hun tænkt hvad hun ellers kunne vise ham af ting i skoven der ville vær spænende eller et godt sted og tage hen.

[Cale Joseia Nightgale]

Det her liv, var nok ikke hvad Cale havde forestillet sig, at Mydall skulle have. Det måtte da være ensomt, siden hun boede herude helt alene? Hans blik gled omkring i omgivelserne. Smukt var her ganske vidst, men selv han var nu også blevet vant itl at være omkring mange mennesker og mange folk.. Et liv som kentaur, havde han vel nærmest glemt, efter alle de år?
"Virkelig?" spurgte Cale næsten overrasket. Det som han kunne huske far sin egen barndom, var større flokke, hvor man passede på hinanden. Så godt som, om ikke andet, for man kunne jo ikke ligefrem sige, at det havde virket i hans situation.

Grebet gjorde Cale omkring hendes hånd, hvor han trykkede den fast omkring hendes. Han trykkede dem i sine egne og med et smil på læben. Det var et smukt sted, men var her ikke også ensomt? "Bare du har det godt og er tryg, så er jeg glad. Det er virkelig det vigtigste for mig," endte han. Han hævede hendes hænder og kyssede hendes knoer. Han var virkelig gået hen og blevet rigtig glad for hende, på rigtig kort tid. Der fandtes ikke det, som for ham, ikke var det vigtigere end hvad hun var. Øjnene lukkede han let. Den dag han kom ud.. nu vidste han da, hvor han kunne finde hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun stod der i hulen og nikke, ”mhm vi er slet ikke særlig mange igen, der bliver ikke født så mange kentaur.. det i vært fald længe siden jeg har passe nogle..” hun smile lidt og så på ham, hun hade jo boede i en anden flok efter hun forlod hendes far efter han hade lukke hende ude af hans liv efter tabe af hendes mor. Hun så på ham, hun kendt ikke til stor flokke af kentaur hendes forælder hade holdt sig for sig selv. Hendes mor død fordi mydalls fødsels hade tage hårdt på hende, og til sidste gav hendes krop op og hendes far var en ene spænder, hvilke nok var der for mydall holdt sig for sig selv.

Mydall mærke cales greb om hendes hånd og smile bare blidt til ham, hun nød og mærke han holdt om hendes hånd. Hun lytte til ham og smile, ”jeg er tryg og sikker her ind til videre.. og jeg glad når jeg ved jeg skal hen og se til dig stort set hverdag” hun smile. det var jo det eneste selskab hun hade, nemlig når hun besøgt ham. hun så på ham og gøs ved hans kys på knoerne, hun nød det virkelig meget. ”kunne du tænke dig og komme med ud i vand en tur?” hun smile. hun elskede selv og svømme i floden, det var forfriskende i sær når man hade en hest krop, der nemt blev varm og der var lummer i skoven.

[Cale Joseia Nightgale]

At der ikke var særlig mange tilbage, var naturligvis en tanke, som gjorde Cale trist, for det var en fantastisk race, og selv, var han jo et umådelig stolt eksemplar af slagsen, kunne man sige. Han elskede det.. Han var stolt af, hvad han var. Han sukkede let. "Det er ikke underligt, så meget jaget, de har været i mange år. Jeg er bare glad for, at intet er sket med dig," sagde han med en rolig stemme.

Cale knugede omkring hendes hænder, hvor han kyssede hendes knoer. Så lang tid hun havde det godt, så var det faktisk det eneste, som havde noget, der mindede om en betydning for ham, og det var han heller ikke bange for at lægge skjul på. Et smil passerede hans læber, som han blev stående og betragtede sig af hende. "For mig, er det også det vigtigste." sagde han med en ærlig stemme. Han sænkede deres hænder igen, som han denne gang lod blikket søge til hendes skikkelse. At komme med ud og opleve, hvad der rent faktisk var ude i skoven, ville han bestemt heller ikke have noget imod. "Vis mig det hele," opfordrede han med en rolig stemme. Nu havde han muligheden for det, og så havde han bestemt også tænkt sig, at udnytte det, i den forstand, at det var ham muligt! Han ville mere end gerne se det hele!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og klemt bare blidt om hans hånd, det var trist at der var så få af dem tilbage. Hun var stolt af sin race, hun så dem som et fantastisk væsen. Men hvorfor var der dog så få af dem? Det svar cale dog på ”jagte? Hvorfor vil andre dog jagt vores race? Vi har da ikke gjort noget der burte gør dem vrede vi holder os for os selv” hun så på ham, vis de var sådan jagte var hun da heldig at have haft en ’god’ barndom og være sluppet fra og skulle flygte og gemme sig som sådan.

Hun mærke han knuge om hendes hånd, hvor han hade kysset hendes knor. Hun så på ham og smile bare, mens hun vente på og høre om han ville med i vandet. Hun smile han var nu søde sådan og bekymre sig om hende, hun så på ham og smile som han sag hun skulle vise ham det hele. Hun smile og kysse hans kind, ”så lad os tage en tur inden jeg vil vise dig noget der særligt for mig” hun smile, og slap der efter hans hånd. Hun gik lidt væk fra bredden af floden, og vendt kort ryggen til ham.

Læder toppen hun altid gik med, spændt hun op i siden. Og lod tungt dumpe ned på jorden, hun mærke med det samme luften omslutte det nu blotte bryst. Hun løsne der efter fletning der var omkring hendes hoved, dette afsløre hvor langt hår hun enlig hade. Det var nok en af de ting hun var mest stolt over, hendes hår som for en normal hest ville vær dens manke. Det gik ned til tæt på midten af hendes heste krop, hun så der efter på cale lidt rød i kinderne ”hvem kommer først i?” spurt hun før hun vendt sig og eller satte i løb inden hun satte af fra kanten og oppe ud i søen, og der kom et ordentlig plask. Hun forsvandt under vandet for en stund, inden hun kom op til overfladen i et lille gisp. Hun skubbe der efter håret tilbage så hun kunne se igen, mens hun nød det kølige vand omslutte kroppen.

[Cale Joseia Nightgale]

Kentaurerne havde længe været en jaget race, grundet de evner og egenskaber, som nu måtte ligge i det. Det var dog bare svært for Cale at finde sig til rette med de omstændigheder, men det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg. "Grundet hvad vi kan," sagde han denne gang med en ærlig stemme. Han bed tænderne svagt sammen. "Vi tyder stjernerne, og vi er et halvt transportvæsen for dem.. Mange ønsker os som brugsdyr," sagde han. I det tilfælde, var han 'heldig' at være en gladiator.. en slave af Arenaen, kun sat der for underholdningens skyld. Det gjorde det dog ikke meget nemmere.

At der var nogen steder, der var vigtigere for hende, end her, gjorde Cale nysgerrig. Hvad kunne være af større betydning end ens eget hjem? "Er der noget mere vigtigt for dig, end dit eget hjem?" spurgte han denne gang med en tydelig nysgerrig mine. Han selv fulgte efter hende ned mod søen, for det ville uden tvivl gøre godt, at komme i. At det så pludselig skulle vise sig, at blive en konkurrence, var noget, som uden tvivl morede ham. "Du snyder!" kommenterede han kort for hovedet, inden hun allerede var kommet i vandet, inden han fik sat i løb.
Nu havde Cale jo ikke umiddelbart noget på, som kunne kaldes for en beklædning, og derfor sprang han direkte i efter hende. Det lød et gevaldigt plask, da den store krop ramte vandet. Det føles virkelig, virkelig dejligt at få vasket alt den grusomhed af!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, mens han forklar hvorfor de var en jagt race. Når han sag det sådan, kunne hun godt se hvilke fordel andre væsner måtte syntes de hade, og de derfor ønske at brug dem til slaver. Hun tog sig lidt til armen, hun hade virkelig være heldig at kunne leve et liv frit og uden den slags lænker omkring sig. Tanken om og blive brugt som et andet transportvæsen var ikke just noget hun brød sig om, hun ville ikke som cale passe inde i en arena hun kunne ikke slogs, det var hun ikke skabt til hun kunne brug en bue men det var intet i forhold til svær og skjold. Hun så på ham, og gik hen til ham og lod bare hænderne stryg ham over hans kinder mens hun bare så på ham uden at sige noget til ham.

Da han spurt om der var noget vigtiger for hende ind hendes hjem smile hun, ”min hule kan erstattes vis det er.. men det her sted jeg tænker på.. betyder noget særligt for mig” hun smile og kunne se han var nysgerrig ”du skal nok få det og se når vi har være i vandet lidt” hun smile blidt. Hun hade grine da han sag hun snød, men var bare hoppe i vandet med et ordentlig plask. Hun var lig komme til over fladen da han hoppe i, hun grine som hun blev sprøjt til med vandet fra hans plask. ”hey! Ikke sprøjt” hun grine og så på ham, at være ’nøgen’ over for ham var tydeligvis intet der rørt hende. Hun svømme roligt rundt om ham, mens hun smile og tydeligvis selv nød det kølig vand mod sin hud. Hun svømme til sidste op på siden af ham, og drillende sprøjt lidt vand på ham med hænderne mens hun fnise og holdt sig ved siden af ham og stødet sin bagdel mod hans under vand ind i mellem.