Goodbye my lover..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Einar Calder Vali

---

Det var en tavs og tung stemning, som havde lagt sig over elverne og over Eytherelrvis. Ikke var det stridigheden mellem de to royale stammer, men derimod en tung.. trist og sorgfuldt stemning.
Ikke bare et individ, skulle de sige farvel til, men hele ti. Endnu en gang, måtte Thranduil indse i øjnene, at han atter skulle gravlægge to individer, som havde en ekstrem stor betydning for ham. Grædt.. Det havde han gjort rigtig meget af igennem det seneste døgn. Serenity havde han mistet.. Det samme med hans nyfødte lille baby, som sammen måtte ligge i en fællesgrav foran ham. Det smukkeste sted, som han kunne tiltænke sig i nærheden af elvernes by, havde han fundet til hende. Det var her, de begge to skulle stedes til hvile.
De grønne øjne.. klare, trætte og blanke, stirrede på kisten foran ham, som den stille og roligt blev dækket til, så hun kunne få den hvile, som hun havde brug for. Knuden havde han uden tvivl i hans bryst, og den klemte virkelig om hans hjerte, men intet kunne han stille op. Det var bare ikke hans lod i livet, at være lykkelig. Åbenbart.

Længe stod Thranduil bare og stirrede på den bunke jord, som hans elskede hustru, var begravet under. En enkelt tåre banede sig vejen ned af hans kind, som han denne gang stillede sig med ryggen til det. Kronen havde han ikke på hovedet i dagens anledning, da han havde ønsket at skænke hans hustru et sidste farvel.. ikke som en konge, men som hendes mand. Den mand, som hun havde elsket til det sidste. Og endnu en gang, var han ladt alene. Det begyndte at blive en byrde tung for ham at bære.

[Einar Calder Vali]

Sidst Silivrenniel havde snakket med Thranduil, havde de endt med at være så ragende uvenner som aldrig før, da de ikke kunne blive enige om hvordan fremtiden skulle være. Begge havde de nok også sagt ting, der var ment at skulle såre hinanden som det eneste, men sådan måtte det jo være.
Tingene var dog vendt helt op og ned siden deres skænderi i skoven. Serenity var gået bort sammen med Thranduils nyfødte. Begge vidste hun, at de var blevet begravet i dag, men hun havde holdt afstand til selve ceremonien. Hun havde ikke helt følt sig velkommen og hun havde heller ikke haft særlig meget lyst til at nærme sig Thranduil for meget. Det var svært for hende at vide helt hvad hun overhovedet skulle gøre af sig selv i denne situation. Thranduil havde igen mistet sin kone til døden, som hun vidste han havde førhen. Hun havde ondt af ham, det var der ingen tvivl om. Og hun havde da også slået lidt koldt vand i blodet angående overtagelsen af elverne. Men snart ville hun fortsætte sit arbejde om at blive leder for elverne. Hun troede nemlig ikke helt på, at Thranduil ville være i stand til det i det næste lange stykke tid på grund af sorgen og det skulle jo ikke forsømme elvernes hverdag til evig tid. Stille trådte hun frem fra sit skjul, da han var alene. "Må jeg kondolere for dit tab," begyndte hun stille. Hun kom faktisk med fred i dag.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var knust over tabet af hans elskede hustru. Det var nok mere, end hvad han lige kunne rumme lige i øjeblikket, og derfor forsøgte han bare at holde det hele en smule på afstand. Nemt var det dog ikke. Graven så han blive dækket til, hvor andre var oppe for at kondolere for hans tab, inden de valgte at forlade ham igen. Han trak vejret dybt. Mest i et forsøg på at få smerten til at lægge sig i brystet, også selvom det virkelig ikke var særlig let.
Stemmen, som lød ikke langt bagved ham, var noget som fik ham til at dreje hovedet. Var Silivrenniel virkelig kommet? Man kunne bestemt ikke sige, at han var op til alle de problematikker, som dette måtte føre med sig, og det var noget, som uden tvivl måtte irritere ham noget så grusomt! "Jeg takker," sagde han blot. Hvad andet forventede hun? at han ville fortsætte fejden her ved hans hustrus grav? Den familie, som han til nu, havde været så tæt på at få sig, og som skulle hjælpe ham over det tab, som han for alvor havde lidt sidst, han havde haft en så tæt ind på livet. Det var vel bare ikke meningen, at han skulle finde den form for lykke? Hvilket næsten var det, som for ham, var det værste. "Hør, Silivrenniel.. Jeg er virkelig ikke i humør til flere stridigheder lige nu," sagde han direkte, som han endnu en gang, måtte vende blikket mod hende. Han var knust.. helt igennem knust.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel kunne se på Thranduil, at han virkelig var knust. Og hun havde ondt af ham. Ingen fortjente at miste dem, som de inderligt elskede, uanset omstændighederne. Og hun ville ikke bruge det som våben imod Thranduil til at få hendes vilje. Hun ville stadigvæk gå med sin oprindelige plan om at overbevise elverne om, at hun var den retmæssige, trods at hendes far havde tabt. Hun ville lave en fremtidsplan for elverne og deres virke og håbe på, at elverne ville støtte hendes sag fremfor Thranduils. For han var ved at falde lidt af på den efter hendes mening, uanset hvor hårdt det så end måtte være. Hun nærmede sig ham langsomt og stoppede op med nogle meters afstand til ham, da hun ikke vidste, hvor tæt på ham hun kunne tillade sig at gå. Hun vædede sine læber ganske stille og så stilfærdigt på ham. "Jeg er ikke kommet for at skændtes, Thranduil," svarede hun ham. Hun blev stående, selvom hun faktisk var tæt på at gå hen og skænke ham en omfavnelse, for han lignede en, der virkelig havde brug for det. "Det gør mig virkelig ondt, Thranduil," afsluttede hun. Og hun mente det. Selv på trods af deres stridigheder, så mente hun, at hun oprigtigt følte hans sorg i eget sind.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde virkelig mistet alt i hans liv, som havde noget, der mindede om værdi, og ondt gjorde det uden tvivl, hvilket han i forvejen måtte vise. Det var ham en byrde, som han ikke rigtigt kunne holde igen, i denne omgang, kunne man jo sige. Han spændte automatisk i kroppen. At Silivrenniel var kommet, for at kondolere, var i forvejen en tanke, som han faktisk havde svært ved.
De grønne øjne,v endte han denne gang i retningen af hendes skikkelse. Hun kondolerede, og mente det rent faktisk? Det var ikke bare noget, som hun sagde? Sorgen var så tydelig at mærke. For en gangs skyld, havde han håbet på, at han kunne være den heldige.. Den som skulle have lov til at mærke glæden og lykken ved at være sammen med en anden kvinde.. kunne etablere en smuk og dejlig familie, og kunne være stolt over, hvad han havde fået ud af det. "Det vil jeg værdsætte," endte han. Hans blik hvilede på hende.. tomt.. præget af sorg, og med de blanke øjne, som man nok ikke regnede med, at en af hans stand, ville stå med nogensinde. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. "Må hun endelig få fred.." Hans blik søgte graven igen. Han længtes.. savnede hende, hvilket fik en simpel tåre til igen at trille ned af hans kinder. Han havde virkelig ondt.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel havde faktisk oprigtig ondt af Thranduil. Selvom de var endt med at gå fra venner til fjender, som hun jo selv havde været med til at forvolde, så var det ikke en skæbne hun ønskede for nogen. Ikke ham, ikke Maidhion, der havde udgivet sig for at være en han ikke var og heller ej den ondeste sjæl i Dvasias, som hun alligevel aldrig havde stødt på. Hun ønskede ikke den slags smerte for nogen, for hun kunne slet ikke have, at han skulle være så ked af det. Hun vædede flygtigt sine læber og endte med at lukke afstanden mellem dem, hvor hun lagde en hånd mod hans overarm, som hun gav et venligt klem. For nu var alle stridigheder lagt på hylden, da hun faktisk bare ønskede at være der lidt for ham. Hun glemte alle sine planer og så undersøgende på ham. "Jeg tror hun savner dig... Ser ned på dig oppefra et sted og ønsker dig alt godt for fremtiden," svarede hun ham med en rolig stemme. Hun trak vejret dybt og vendte hans blik mod sig, ved at lade sin hånd strejfe ham over kinden. Hun strøg hans tåre væk. "For gammel venskabs skyld, Thranduil... Lad mig hjælpe dig på vej efter det her," tilbød hun ham. Hendes grønne øjne søgte hans, blot så han kunne se, at hun faktisk mente det helt ærligt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Denne slags tab, var slet ikke noget, som nogen burde opleve. Thranduil havde nu haft den ind på livet hele to gange, og denne gang, gjorde kun langt mere ondt, end hvad den havde gjort første gang. For en gangs skyld, havde han faktisk håbet på, at han var den heldige.. Skæbnen ønskede andet for ham. Dette var bare i øjeblikket, langt mere, end hvad han kunne holde til. Silivrenniel var en kvinde, som han i øjeblikket, nærmest var i krig med. Han ønskede ikke at fortsætte den. Lige nu i hvert fald. "Må hendes ånd, løbe igennem skoven, som den frie sjæl, hun altid har været.. Og vores lille datter." End ikke havde han skænket hende et navn. Han kunne ikke overskue alt det oveni hinanden.
At hun trådte tæt nok på, til at hun rent faktisk rørte ved ham, sagde han intet til. Det var faktisk rart, hvis han endelig skulle sige det.. Rart at nogen tog lidt hånd om ham, selvom hun var den sidste, som han havde forventet det af. Hun ville hjælpe ham på vej? "Og hvordan skal den forstås?" spurgte han denne gang direkte. Han ville gerne stole på hende, men når han vidste, at hun bag hans ryg, havde startet en intern krig elverne imellem, så var det uden tvivl svært. Oprigtigt ønskede han jo bare, at fortsætte, som han havde gjort hidtil. En ting var sikkert. Aldrig i hans liv, om han skulle åbne op for nogen anden kvinde igen. Aldrig nogensinde.