A new start - Again

[Cassie Imirachi]

Anthony De Luca Imirachi

Når solen først var stået op, passerede timerne så hurtigt, og før man så sig om gik den ned igen. I dag var intet undtag. Hen på eftermiddagen havde Marius valgt at søge ned i centrum for at se på markedet og få hentet de nødvendige forsyninger, og imens havde Cassie valgt at undersøge omgivelserne i dette nye land. Godt nok havde hun før været bosat i Manjarno, men begge gange inde i byerne, hun havde glemt at værdsætte sit væsen og de behov der fulgte med der... behovet for at være omgivet med naturen.
Der var gået timer nu. Solen var gået så meget ned at det eneste der var tilbage, var et par røde nuancer nederst på en himmel der var begyndt blive mørk, dog ikke bælgmørkt endnu i hvert fald.
Hendes hofter vuggede i takt med naturens rytme. Vinden der fik blade og græs til at visle let, fugle der i ny og næ fløj over, det var ikke svært at finde musik end ikke på et sted hvor hun ikke var stødt på noget væsen siden hendes ankomst.

Efter timer hvor hun havde bevæget sig således, udfordret sin krop havde et tyndt lag sved lagt sig på hendes mørkglødet hud. Hun stoppede lettere forpustet op og nød det lille vindpust der kærtegnede hendes varme ansigt. Hun var ikke klædt på til at danse, tværtimod bar hun til en forveksling en lidt tung kjole der var ret velset i Procias. Den fremhævede hendes barm og hofte, men den var snørret meget ind med et korset og bestod af alt for mange lag i underkjolen, til gengæld var den sober og moderigtig, hvilket hun havde været lidt tvunget til at være gennem sit forhold til Marius og hans stilling i Procias. Nu var de her i Manjarno. Somme tider længtes Cassie stadig tilbage til Dvasias og til Alex, men hun snakkede aldrig om det. Det var et kapitel hun havde lagt bag sig, ligesom Procias var et nyt færdigskrevet ét. Nu handlede det om at finde sig til rette her.

[Anthony De Luca Imirachi]

Manjarno ... Landet i midten. Lyder og mørket havde i mange år haft kamp i dette land og om dette land men nu så det ud som om Dronningen af landet havde styr på det hele. Selv gik han ikke op i konger og dronninger. De betød intet i hans lille verden selvom han dog ønskede at støtte den dvasianske dronning eftersom det var det land som han tilhørte. Da mørket var faldet på havde han søgt fra det værelse som han ellers havde lejet for dagen. Han ville videre. Alt var gået som han havde ønsket det ind til videre. Der var planer der skulle ordnes og ting som skulle sættes i værk. Han nynnede let for sig selv som han begyndte at bevæge sig igennem det Manjarnske landskab. Landet var smukt, det var et land som han virkelig godt kunne lide at rende rundt i. Ikke nok med at han kunne lide at rende rundt her så vidste han at det ene af hans mål måtte befinde sig her. Han havde egentlig søgt til Procias for at finde hende men ak, hun havde forladt landet. Dog havde hans tur til Procias langt fra været uden belønning. Den havde været ... yderst frugtbar hvis han skulle sige det selv.

Som han nåede Namtymia søgte hans først byen. Han kendte kvindens navn og hendes udseende så det at finde hende skulle være let nok hvis hun altså ikke hun bevægede sig alt for meget rundt. Der var gået noget tid siden han var begyndt at lede og selvom han endnu ikke havde været heldig med at finde hende så var han en meget tålmodig mand. Han kunne sagtens vente. Han nåede til engen nær Namtimia hvor han egentlig besluttede sig for at slappe lidt af og vente lidt før han gik videre. Dog måtte fornemmelsen og lyden af at bankende hjerte i hans nærhed føre ham tættere på lyden. Han var altid nysgerrig når han bemærkede nogle rende rundt midt om natten. Folk værdsatte virkelig ikke nattens væsner så det ikke ud til. Lydløst bevægede hans sig hen over engen til en ung kvinde kom ham til syne. Hun dansede og Anthony var ikke en mand som ønskede at stoppe hende lige nu. Han stoppede roligt op og uden at sige noget betragtede han blot kvinden foran sig. Han var iført nogle pæne pressede bukser i noget lækkers stof. Som altid havde han den blå lidt halvlange frakke om sig og den var knappet med guldknapper til lidt over brystet sådan så man stadig kunne ane den hvide skjorte inde under. Han var klædt som en mand af status hvilket han vel et sted også var.

[Cassie Imirachi]

Uden at vide hvilke øjne der fulgte hende i natten, holdte hun en kort pause på et par sekunder, før hun atter genoptog de glidende bevægelser. Den ene fod strakte hun og od den glide i en elegant bue som kløvede det høje græs til hun havde danset engang rundt om sig selv. Somme tider savnede hun at have et publikum. Alexander havde altid nydt at se på hende, ligeså meget som hun havde hadet at blive betragtet af et sultent bæst, ligeså meget havde hun elsket de følelser det havde sat i hende og den intensitet. Marius fandt det vel nok smukt, men han værdsatte det ikke på samme måde, og hvem kunne også bebrejde ham for de?
De mørke lokker blev fanget af vinden og hang lidt vildt omkring hendes ellers meget milde ansigt. Lidt unaturligt var hun født med blå øjne der virkede så varme og kærlige alle tider. Nok havde hun boet i Dvasias i mange år, men altid havde hun været varm af hjerte, sind og sjæl, selv da Alex havde påvirket hende mest.

I mange minutter var hun så optaget af sine egne bevægelser at hun stadig levede i naiv uvidenhed, lige til det øjeblik hvor hun med et elegant spring vendte sig mod skyggerne og anede skikkelsen i dets midte. Hun stoppede øjeblikkeligt op. Da Marius havde bragt hende nyheden om at var nødt til at tage væk, havde hun ikke regeret på længsel eller savn efter lyset, tværtimod nærmere frygten for at vampyrerne stadig ikke havde ladet hende gå i glemmebogen efter Alex' død, men det var jo mange år siden nu, og desuden så var dette langt væk fra mørket, langt tættere på den procianske end den dvasianske grænse. "Marius?" spurgte hun ud i det blå. Han kunne nemt finde hende med sine sanser, hvem ellers skulle stå der og betragte hende?

[Anthony De Luca Imirachi]

Dans var en af livets smukkere ting og det var en af de ting som skulle deles med andre. Den kønne kvinde som stod der i sin helt egen verden krævede et publikum og der stilte han sig hjertens gerne til rådighed. Det charmerende smil hvilede på hans læber. At dette var hans bytte var ikke en tanke som endnu havde strejfet ham. Lige nu gik hans tanker mere i banerne af hvorfor kvinder dog blev ved med at rende rundt alene om natten? Havde de bare ingen respekt eller troede de virkelig at nattens rovdyr ville lade dem være? Han var et rovdyr og et farligt et af slagsen. Hvor mange af hans artsfæller ville angribe med det samme og lade alt ende i blod og tårer så elskede Anthony jagten og legen. Det at lulle sine ofre ind i en falsk følelse af tryghed. Uhh han kunne virkelig ikke leve uden den!

Kvinden som stod for hans blik og dansede var virkelig i sin helt egen lille verden. Hun gik op i det med hele sjælen hvilket var en god ting, det gjorde absolut dansen meget mere smuk i hans øjne. Dog kunne det ej vare ved. Kvinden så hans skygge i mørket og stoppede op. Han betragtede hende som hendes stemme lød i den ellers så stille nat. Marius? Det var det navn hun kaldte. Navnet var bekendt. Hans egen lille efterforskning havde fundet ud af at hans lille venindes nye elskede gik ved dette navn. Dette kunne dog være et tilfælde. "Jeg kan ej kalde mig ved det navn, Unge Frøken" påpegede han roligt og gik et par skridt tættere på hende sådan så hun kunne se ham. Det lange hvide hår hang roligt ned over hans skuldre og han kørte kort en hånd igennem det. "De må undskylde at jeg stod og betragtede dem men Deres dans var blot så utrolig smuk. Jeg blev helt betaget" sagde han med en charmerende stemme. De blå øjne betragtede kvinden. Hun passede beskrivelsen men han var nød til at vide mere. Det nyttede jo ikke noget at finde den forkerte selvom han nu aldrig sagde nej til nyt legetøj.

[Cassie Imirachi]

Der var engang hvor det blot havde været daglidag at have hundrede af stirrende øjne hvilende på sig. Det var et rampelys som Cassie havde lært a holde af, men som hun i dag kun kunne bærer et stort savn til. Marius ville næppe sætte ris på at hun dansede for andre end ham, det var intimt på en måde, men det havde også engang været hendes levebrød. Engang for alt for mange år siden, havde hun danset for adlen. Nu dansede hun for fuglene.. og for den fremmede i skyggerne.
Brat stoppede hun op og studerede ham med store, urolige øjne i himlens farve. Ej ville Marius gemme sig i skyggerne, men et lidt naivt håb havde dog meldt sig, udelukkende fordi hun vidste hvad der ellers plejede at gemme sig. Fjender.

"Så hvilket navn kan De ellers gå under?" spurgte hun fattet og trådte et skridt tilbage da han trådte frem af sin skygge. Der herskede ingen tvivl om hans race, og efter alt hvad hun havde været igennem med Alex, kunne det næppe forundre nogen, at hun så alt grund til at udvise forsigtighed. "Jeg takker, dog regnede jeg ikke med publikum i aften," indrømmede hun og rynkede på panden. Under normale omstændigheder fandt man ingen mere varm kvinde end Cassie var, men lige når det kom til vampyrer, udviste hun en naturlig fjendtlighed som et værn mod at beskytte sig selv.
"De er langt hjemmefra. Kan jeg hjælpe Dem med noget?" spurgte hun og mærkede sit hjerte banke hurtigere. Efter alle de år vidste hun at han kunne høre det, og i tilfælde af at han var på rov, ikke at han virkede som det, men i det tilfælde, ville det næppe hjælpe hende.

[Anthony De Luca Imirachi]

At denne kvinde havde været vant til et publikum kom slet ikke bag på Anthony. Det var så tydeligt at se at dette var noget som hun havde øvet sig på i mange år. Hun havde været danser, men for hvilket publikum? Det var spørgsmålet, var det ikke? Han var en mand som elskede at tænke over sådan nogle små ting. Videnbegærlig havde han nu altid været og det at der stadig var mere information derude som han endnu ikke vidste gav ham blod på tanden i mere end en forstand. Som hun brat stoppede op da hun bemærkede ham valgte han at træde mere frem i lyset sådan så hun kunne se ham. Han ønskede jo ikke at skræmme hende.

Hun var fattet hvilket han absolut kun kunne være imponeret af. Det var ham ret åbenlyst at hun vidste lige præcis hvilken race han var. Hun havde uden tvivl være vant til at være i nærheden af vampyrer og havde sikkert et ret godt kendskab til racen. Alt tydede på at dette var han mål med Manjarno men han kunne jo ikke være helt sikker endnu. "Mit navn er Anthony De Luca. Og Deres, frøken?" spurgte han roligt. Han valgte med vilje ikke at nævne sit efternavn. Nej, ikke endnu. Hvis det virkelig var hende så ville hun reagere på efternavnet og det kunne han virkelig ikke have. Smilet hvilede roligt på hans læber som han betragtede kvinden. "Jeg håber ej at De havde noget imod opmærksomheden. Deres dans var smuk. Jeg kunne ej løsrive mit blik" lød det med en charmerende stemme fra ham selvom han ikke regnede med at det ville virke. Ikke på hende men man kunne jo ligeså godt prøve.
Hendes hjerte begyndte at hamre hurtigere. Måske hun fornemmede at der var noget i gære? Hun kunne ikke flygte fra ham hvis han ikke ønskede at hun flygtede. Dog ønskede han ikke en jagt på denne aften. Det var for irriterende. Nej der skulle andet spil til for at holde den kvinde helt på plads. "Jeg var blot ude at gå i den smukke nat og blev Betaget af Dem. Intet andet" påstod han roligt selvom dette var en løgn. Han havde ledt og ledt og nu lod det til at hans søgen endelig var ovre. Hvis hun dog bare ville give ham sit navn!

[Cassie Imirachi]

Trods Cassie havde levet blandt hans slags i mange år, var det svært for hende at skjule hvor ubekvem hun var. Det var ikke vampyrracen i sig selv som hun nærede afsky overfor, det var hele deres uforudsigelige væsen, den måde man aldrig vidste hvor man havde dem. Manipulerende bæster stort set allesammen, og så sensuelle at de fik hendes hjerte til at banke og tanker til at vandre til steder de slet ikke burde nærme sig førend hun var gift vel og mærke. Der i det sidste lys som himlen kastede, stod hun og betragtede hans skikkelse. På en eller anden måde mindede han hende om en mand der var længe væk, men som hun stadig kunne mærke afsavn til i ny og næ, særligt når hun var fanget i sin hjertes rytme og bevægede sig som hun havde gjort for bare et øjeblik siden.

Udadtil virkede hun ganske rolig, en kende skeptisk men frem for alt rolig. Dog havde hendes isblå øjne brændt sig fast på hans skikkelse, i sådan en grad at hun end ikke blinkede, udelukkende fordi hun vidste hvor hurtige de var. Et splitsekund, og hele ens skæbne kunne være afgjort. Her stod hun fuldkommen afvæbnet, hvem skulle have troet at finde en vampyr på disse kanter? Ej var de langt fra Procias. "Cassidy Darcy," præsenterede hun og undlog bevidst at bruge hendes korrekte efternavn, det genkendte de fleste vampyrer nok. Så pyt skidt med at hende og Marius ikke var gift endnu! Derudover brugte hun egentlig aldrig sit fødenavn, men i sådanne situationer forekom det ret så praktisk. "Det glæder mig at De fandt det betagende, så virkede det efter hensigt," hun følte en lille stolthed, men lod den ikke komme for meget frem, dog havde hun overskud til at sende ham et svagt smil. Måske hun overdrev? Der fandtes gode vampyrer, Marius var en god vampyr, og han levede her, måske han var ligesådan?
"Man kan aldrig vide. Vampyrer jager på denne tid," påpegede hun og følte sig stadig ikke for tryg, men trods alt lidt mere, hvilket var naivt, hun kendte en vampyrs charme.

[Anthony De Luca Imirachi]

¨

Hun kunne ikke helt skjule det ubehag som han vagte i hende. Han kunne faktisk godt lide den følelse. Hun frygtede ham ikke decideret men tænkte nok over hans tilstedeværelse til at være varsom. Klog pige, det måtte han sige. Smilet hvilede roligt mod hans læber. Sandt så prøvede han at være så charmerende som muligt, det var bare den person han var. Altid havde han været sådan og han ønskede ikke ligefrem at ændre det. Hovedet søgte let på sned. Kvinden foran ham var snu men ej snu nok. Navnet som hun bød ham fik smilet til at brede sig på hans læber. Cassidy Darcy, fantastisk! Det kunne jo næsten ikke være bedre. Hvis hans hjerte havde banket ville det næsten have gået amok lige nu. Det her var for godt! Et let lille grin forlod hans læber og hans smil skiftede til en smule mere koldt men beholdt dog stadig de charmerende træk. "Deres dans er smuk. Jeg kunne godt tænke mig at se mere" lød det roligt fra ham mens de blå øjne hvilede i hendes. Hun holdt øjnene stift på hans krop men ej ville hun opfange ham tæt på før han stod lige foran hende.
Han kunne ikke dy sig mere. Hurtigere end hendes hjerte kunne slå et slag var han helt henne ved hendes skikkelse. Den ene af hans kolde hænder løftede han op mod hendes ansigt og greb let om hendes hage og førte hendes ansigt en smule tættere på hans eget. Han studerede hende med det samme kolde og charmerende smil som han havde præsteret. "Cassidy Darcy. Så Du er Marius Darcy's forlovede. Jeg har ledt efter dig" sagde han roligt. Han droppede den fornemme tale. Der ville ikke blive meget fornemt mellem dem mere. Øjnene gled hen over hendes ansigt som de stod der. Det her skulle nok blive sjovt. han kunne næsten ikke vente med at komme i gang! Han havde så mange planer som han ønskede at føre ud i livet og hun skulle være en del af dem!

[Cassie Imirachi]

Det var dumt at sætte sin lid til en vampyr. Den lektie var lært på den mindre blide måde. Hendes store, blå øjne betragtede ham med ærefrygt og et glimt af forvirring som hun altid havde med. Det var langsomt begyndt at gå op for hende, at deres møde måske var knap så uskyldigt som hun ellers først havde antaget.
Det glatte smil på hans læber da hun sagde sit navn, fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Han kunne da umuligt spore det tilbage til hende. de færreste vampyrer vidste hvor hun havde søgt ly og tryghed efter Alexanders død, og endnu færre vidste at hun havde forlovet sig på ny.
"Trods jeg bukker og takker for Deres komplimenter, så tror jeg at jeg er færdig med at danse for i aften," svarede hun høfligt og bakkede et skridt bagud for at lægge lidt større afstand. Naivt eftersom et skridt fra eller til, ikke gjorde den store forskel for en vampyr.
Ét sekund og han stod helt foran hende. Cassie gispede og var nær væltet bageover i overraskelse og frygt. Hans døde blik brændte sig fast til hende som han fastholdt hende. Det føltes som om hendes hjerte helt stoppede med at slå, hvilket ikke kunne være tilfældet for så havde hun trods alt allerede været død nu.
"L-ledt efter mig?" fremstammede hun i et forsøg på at virke fattet, men hendes klare, blå øjne strålede direkte af frygt for ham. Hun vidste at vampyrerne havde søgt hende som et symbol på magt, men ingen var nogensinde gået så langt for sagen. Hun sank en klump. Hvad pokker ville han med hende? Det var så mange år siden nu!

[Anthony De Luca Imirachi]

Vampyrer havde altid og ville altid være utrolig snu. Anthony var en af dem. Han var rolig og fattet i sin fremgangsmåde, prøvede altid at lulle sine uskyldige ofre ind i en flask følelse af tryghed før han satte tænderne i dem. Dog var hun anderledes. Hans bror havde vidst lært hende en ting eller to om hvordan man skulle holde sig selv i skindet omkring disse nattens væsner? Et sted morrede det ham umådeligt!
Hun havde rykket sig tilbage hvilket han ikke kunne tillade. Hurtigt havde han været henne ved hende og grebet om hendes hage var fast men ej for hårdt' Endnu ønskede han jo ikke at skade hende.
Ej var det mange som havde vidst hvor hun havde været. Det havde han fundet ud af på den hårde måde. Alexanders lille magt symbol som det havde lydt sig igennem flokken af vampyrer havde formået at gemme sig i mange år efter hans død. Det var noget som Anthony kunne respektere. Hun var smart, det var en sjov tanke. Svært havde det være men han havde fundet hende til sidst. At hun så ikke havde været i Procias som først antaget havde været skuffende og dog var det bare så meget lettere at nuppe hende her fra Manjarno. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst og det var næsten en sand fryd for hans øre. En let lille latter lød ved hendes fremstammede ord. "Åh ja. Jeg har skam ledt efter dig, Cassidy Imirachi. Du er jo, trods alt, en vigtig lille magt ganstand, ikke sandt?" lød det næsten blidt fra ham.
Hovedet søgte let på sned som hans blik borrede sig ind i hendes. Det havde været let, alt for let faktisk. Næsten en skam? Ej sagde han nej til en kvinde som strittede imod og dog var Cassie ikke et måltid, ikke endnu i hvert fald. Han havde helt andre tanker med hende lige nu. Den frie hånd løftede han let og førte den om bag hendes hoved, roligt lænede hans sig frem mod hende, forbi hendes ansigt til hans læber var lige ud for hendes øre. "Mit navn er Anthony De Luca Imirachi" hviskede han roligt og trak sig så tilbage for at se hendes reaktion.

[Cassie Imirachi]

I så mange nætter var det lykkedes hende at lægge stor afstand til en fortid hun ønskede glemt. Hun havde været omgivet af disse nattens væsner gennem en stor del af hendes liv, og vidste at de var forførende og farlige, desværre havde hun en tendens til konstant at falde i deres kløer.
De isblå øjne, særlige som de var med hendes mørke glød, faldt i hans blik da hans kolde fingre lukkede sig om hendes kæbe og holdt hende fanget der. Hendes hjerte rasede, han kunne med garanti høre hver eneste slag af frygt der bankede i hendes bryst. Hans blik fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, der var noget som virkede så velkendt ved ham og alligevel så fremmede. På intet tidspunkt forsøgte hun at rive sig ud af hans greb, hun vidste at det ville være for stærkt, til gengæld slog hun hurtigt blikket væk fra hans og kæmpede en brav kamp for ikke at se på ham.
Hun læberne skilles i overraskelse. Et symbol på magt? "D-der var en-gang. Efter Alexander I-Imirachis død, er j-jeg intet værd f-for dig," fik hun frem. Alt i hende bad til at han ville se fornuften i det. Nu hvor Alex ikke længere levede, hvordan kunne hun så være et symbol på magt? Hun hadede sin tidligere ægtemand for hans handlinger! Han havde udstillet hende som noget magtfuldt, noget så magtfuldt så kun han måtte røre det. Den stærke hånd holdt hende fanget og lod ham nærme sig hende, trods hun ihærdigt forsøgte at læne hovedet tilbage for at undgå den nærhed. Der var ingen varm ånde at føle når han talte, kun død.. og kulde. Den klump der havde dannet sig i hendes hals, sank hun lidt anstrengt. Anthony Imirachi? For første gang i flere minutter så hun på ham med forfærdelse. Hendes stærke kæbeparti stod tydeligt frem så sammenbidt som hun pludselig var blevet. "Slip mig!" hun forsøgte naivt at slå fra sig, en kende pludseligt, men hun ville aldrig involveres med Imirachier igen!

[Anthony De Luca Imirachi]

Historierne om Cassie havde været mange igennem hans levetid. Alexander havde behandlet hende som et magt symbol, som han ejendel og det havde fået mange vampyrer til at være efter hende. Synd var det vel et sted. Denne kvinde bar på en symbolsk magt og ikke så meget andet men det var nok. Anthony krævede den af en eller anden grund. Hun tilhørte hans bror og dermed tilhørte hun Imirachi hvilket ville sig ham. Det var en tanke som han fandt umådelig morsom. Selv efter så mange år kunne hun endnu ikke slippe ud af hans brors skygge. Sjovt var det. Blikket hvilede roligt på hendes skikkelse. Hun kæmpede ikke imod fordi hun vidste bedre. Hun var uden tvivl blevet opdraget godt.
Smilet bredte sig på hans læber som han lyttede til hendes ord. Hun var bange, frygten var tydelig fra hendes indre og det faktum at hun stammede svagt når hun snakkede sagde virkelig det hele. Frygt var en dejlig ting. Hun nød godt af den, vældede sig glædeligt i den. Hun anså ikke sig selv som værende af værdi for ham længere nu hvor Alexander ikke længere var på denne jord. Hvor var det sødt og dog så forkert. Hun havde en værdi for ham, helt uden at vide det. "Du har skam en værdi for mig, kæreste Cassie. Du tilhøre mig" sagde han med blød stemme og sendte hende et grumt smil. Hun var hans og han skulle nok vise hende det. Dog gik der ikke længe før han fik en reaktion som han kunne lide. Lyden af hans navn, hans rigtige navn. Det fik hende til at bruse op. Hvor var det fantastisk! Smilet bredte sig til noget mere morende og koldt ved synet af hendes forfærdelse. Det naive forsøg på at slå fra sig påvirkede ham ikke. Roligt blev han blot stående og betragtede hende tænkende. Endelig lod han hovedet søge let på sned. "Og hvad ville du gøre hvis jeg slap dig, Cassie? Løbe? Tror du at du ville kunne løbe hurtigere end mig? Du tilhørte mig bror, efter hans død tilhøre du Imirachi. Du bære endda navnet. Du tilhøre mig" hvislede han slesk og betragtede hende. Hun var nu meget sød, han kunne godt forstå hvorfor Alexander havde ønsket hende. Nu gjorde han det samme men nok af lidt andre grunde.

[Cassie Imirachi]

Forholdet til Alexander havde været en forvirrende ting. Et sted bag misbrug og magtsymbolet, så havde han nok i virkeligheden elsket hende på sin egen særlige måde, af den grund var mange af reglerne i vampyrsamfundet kommet, men hun havde aldrig ventet at det skulle blive misbrugt på den måde. Hendes isblå øjne stirrede ind i hans, og trods hun havde mod til at fastholde dette, så kunne man tydeligt se frygten malet. Så tæt på at skabe sig en tryg tilværelse, og så løb fortiden hende i hælene.
Hun sank en klump og forsøgte at trække vejret roligt så hendes hjertebanken ikke ville forværres, selvom det i forvejen slog så hårde slag, at det nærmest gav hende en følelse af at være rundtosset. "Jeg er i-ingen genstand! Og s-slet ikke din!" vrissede hun stædigt. Den eneste hun tilhørte var den mand hun havde planer om at ægte i nærmeste fremtid også selvom det ikke var den store kærlighed.
Tydeligheden af hans fryd gav hende kvalme, det var som om at han nød at se hende så bange og lidende. Det var årevis siden Alexander var afgået ved døden, hvorfor efter alle de år? Og hvorfor havde Alex aldrig nævnt noget om nogen bror? "Din bror ejede mig i-ikke. Han snød mig til et ægteskab, det navn er givet under falske forudsætninger. Lad mig gå.. jeg vil være dig til større besvær end jeg vil være en værdi," lovede hun og håbede inderligt at det ville være nok, for desværre så havde han ret. Aldrig ville hun kunne løbe fra ham, han var hurtigere, han kunne dufte hende og høre hende, selv hvis hun forsøgte, og det mindede hende om præcis hvor meget hun hadede hans slags!
Hendes stædighed var slående, det var den selv samme som havde drevet hans bror til vanvid, og hun ville gøre det samme med ham hvis han tvang hende derud hvor hun ikke kunne gå med.