I won't let you do this

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Einar Calder Vali

---

Det var hen på eftermiddagen, da Thranduil havde valgt at forlade Serenity i deres hjem, for at komme ud og snakke med Silivrenniel om de trusler, som hun havde skænket ham. Han vidste ikke rigtigt hvor han skulle finde hende. Han havde været forbi hendes hjem, men end ikke der, havde hun været at finde, hvilket faktisk irriterede ham! Procias var urolig nok i forvejen, og ikke var det noget, som han ønskede, også skulle gøre sig mærkbart omkring elverne, og særligt, hvis han kunne blive fri!
Kronen havde han efterladt derhjemme. Det var jo den, som var hovedproblemet, kunne man sige, og dette ønskede han naturligvis at få gjort noget ved, for han havde ikke tænkt sig at give slip på den.. Serenity havde ikke tænkt sig, at give slip på den, og det var noget, som han rent faktisk stod fast på, når det endelig skulle være i den anden ende.
Thranduils mine, var alvorlig. Han valgte for sit muligt, at undgå de øvrige elvere, da han ikke ønskede at andre skulle gøres mere urolig på trods af omstændighederne. Lige nu, handlede det mere om, hvor han kunne finde hende? Han søgte derfor til udkanten af byen.. Mere i retningen af, hvor han havde mødt hende sidst. Måske at han rent faktisk kunne få gjort noget ved dette nu? Få gjort en ende på de evige diskussioner om tronen i skoven. En plads, som hverken ham eller hans hustru, var villig til at give fra sig.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel stod ganske rigtigt i udkanten af byen, men hun var ikke alene i dette øjeblik. Hun havde gjort det til hendes livsmission at skulle tage tronen fra Thranduil. Mest fordi hun slet ikke kunne stå inde for en konge, der havde været sin kone utro. En konge, der ikke have skabt noget forhold til andre racer, men kun isoleret elverne mere og mere. Hvis det ikke havde været for hende, så havde druiderne og elverne aldrig opnået et godt samarbejde i skoven. Og hun agtede at videreføre traditionerne under sit eget regime. Så måtte Thranduil jo se hvor mange loyale undersåtter han endte med at have tilbage. For hvis han ikke gav tronen fra sig, så skulle hun nok finde på noget andet. Hun smilede let og trykkede druiden i hånden, der stod overfor hende. "Det glæder mig utrolig meget, at I vil tage mit parti i denne sag, Rhonda. Og så rigtig god bedring til Deres mand," endte hun. Deres kinder mødtes i en gestus på afsked, hvor Rhonda vendte om og begyndte at gå.
Silivrenniel vendte selv om på hælen og gik tilbage mod byen, hvor hun fik øje på Thranduil. Hun havde slet ikke lyst til at snakke med ham lige nu, så hun gik bare med et stilfærdigt udtryk mod byen, uden at rette kursen mod ham i stedet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde en klar fordel: Folk vidste hvad de kunne forvente, også selvom han da uden tvivl havde gjort sine fejl igennem hans liv. Det var jo trods alt det, som man lærte af,og dette var ikke noget undtag. Efter hans samtale med Serenity, var det vel bare gået op for ham, at det slet ikke var titlen som kongen af Elverne, som han ønskede at miste? Også selvom Silivrenniel havde gjort utrolig meget i den sammenhæng, som havde været ham en kæmpe stor hjælp.
Blikket faldt hurtigt på hendes skikkelse, hvor også hendes stemme, havde indikeret, at det måtte være her, hun måtte være. Endelig.. Han havde langt om længe fundet hende, og det var nu eller aldrig.. Det var jo nu, at de rent faktisk skulle snakke om det. Han stoppede derfor op, og lod hende gøre afskeden med disse elvere færdig. Var hun igang med at finde tilhængere? Ved at så splid i deres race? Bestemt ikke noget, som han ville finde sig i! "Silivrenniel," hilste han kort for hovedet. Han søgte denne gang efter hende. Hvilken respekt at vise ham, ved bare at ignorere ham! Han nåede hende derfor hurtigt, hvor han tog fat omkring hendes arm, for at tvinge hende til at stoppe. Dette var bestemt ikke en opførsel, han fandt sig i. Endnu var han jo trods alt hendes konge!

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel vidste udmærket, at det ville blive en lang kamp, hvis Thranduil ikke gav tronen fra sig frivilligt. Men det var en kamp hun var villig til at tage, for hun følte endelig, at hun faktisk havde fundet en mening med hendes liv. Hun ville ikke længere være en pige, der blev trampet på og gjort til grin. Ej være den mærkelige pige længere. Men derimod ville hun tage kampen op for sine afdøde forældre og blive til noget. Gøre en forskel, som de ikke havde været i stand til i sidste ende, fordi Thranduils far havde slået hendes. Det skulle hun nok få lavet om på! Hun sendte Rhonda et venligt smil. Druiden, som selv havde siddet til middag med Thranduil, da de i sin tid havde fået samarbejdet op at køre mellem elverne og druiderne. Så lige nu var det ikke elverne hun såede splid imellem, for så langt var hun slet ikke nået. Først ville hun sikre sig, at hun havde druiderne i ryggen, som hun jo altid havde haft. For de havde været hendes venner, da elverne ej havde. Hun ignorerede hans hilsen, da hun slet ikke var interesseret i at snakke med ham. Så meget var sket med tiden. Og med afstanden mellem dem, hvor han nu plejede sin kone og barn, så var deres venskab også smuldret imellem fingrene. Hun både savnede og foragtede ham, hvilket hun slet ikke brød sig selv. Hun så sig over skulderen, som han tog fat om hendes arm og stoppede hende. Hun stoppede derfor brat op og sendte ham et fast blik. "Hvad vil du?"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det her var på ingen måder respektfuldt overfor sin konge, for det var jo trods alt den titel, som Thranduil måtte bære. Ud i det offentlige, men også overfor en kvinde som Silivrenniel. At hun så bare søgte videre, og endda uden så meget som et ord til ham, synes han var fuldkommen respektløst!
Derfor søgte Thranduil direkte efter hende, hvor han denne gang tog fat om hende, for at få hende til at stoppe. Denne interne krig, ønskede han stoppet, og gerne med det samme! Det var slet ikke noget som kunne gå hurtigt nok, for det var allerede løbet totalt af sporet! Han vendte blikket direkte mod hende, og med en meget alvorlig mine. "Jeg formoder, at du udmærket godt ved, hvorfor jeg er her, Silivrenniel. Vi to har brug for at snakke," sagde han direkte. Han havde drøftet det med Serenity.. Hans gravide og elskede hustru, og han ønskede selvfølgelig at værne om det, som han havde lavet, og det som han havde bygget i årenes løb, for det var jo heller ikke ligefrem småting, kunne man sige. Han slap hende denne gang. Han ville snakke stille og roligt.. Det var jo mere, hvordan hun tog det. "Denne interne krig skal stoppes," tilføjede han kort for hovedet. Dette var han træt af. Det var trættende, og Procias, var i forvejen et stresset og påvirket folkefærd. Det var ikke noget, som også skulle ramme elverne!

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel vidste udmærket godt, at hun var disrespektfuld lige nu. Men det var ikke noget, hun havde tænkt sig at ændre på lige nu, for hun nærede ikke respekten for ham som førhen, så hvorfor skulle hun lade som om? Hun var færdig med at spille den søde pige, som alle kunne køre på, for det var hun bestemt ikke længere. "Jeg har faktisk intet at sige til dig som det ser ud netop nu," svarede hun ham blot roligt. Hun trak sin arm til sig, men vendte sig dog med fronten mod ham. Hun foldede hænderne foran sig. Hun anså sig som ligeværdig med ham, så derfor tiltalte hun ham ikke længere som 'min konge' som hun havde gjort førhen. Hun var ganske vist ved at starte en intern krig, men det var nødvendigt. Hun havde brug for at gøre dette for sig selv og sine principper. Og hvis han ikke opgav tronen frivilligt, så skulle hun nok give ham igen. Og hun ville gøre det ligeså stille, så han ikke ville ane, hvad der ramte ham. Han skulle bare fejes væk! Hun havde druiderne med sig. Og snart måtte hun begynde sit arbejde i elverbyen. Hun så på ham med et neutralt blik, der hverken var venligt eller fjendtligt. "Krig? Der er da ingen krig, Thranduil. Ikke medmindre du laver den," svarede hun.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den disrespekt som Silivrenniel måtte udvise overfor ham, var en tanke, som gjorde Thranduil forarget. Fint nok, at hun ikke tiltalte ham som 'sin konge', men at undlade at hilse på ham, som han hilste på hende, var slet ikke noget som han ville have, og særligt, når han vidste, hvad der var på gang. Hun var i øjeblikket igang med at samle allierede.. med andre ord, så var der jo nærmest startet en krig! "Det tror jeg såmænd, at du har," sagde han med en kortfattet stemme.
Den uro, som herskede i resten af landet, behøvede virkelig ikke komme hertil. Det var slet ikke noget, som han ønskede sig, og det var slet ikke noget, som han ville have. Han rystede kort på hovedet. Hvorfor var det lige, at hun var så ligeglad med ham nu? Fordi at han havde taget over det arbejde, som hans forældre i sin tid havde gjort? Skulle han nu også straffes for det? "Du har netop startet en intern krig, ved at blande druider og andre væsner af skoven ind i vores lille fejde. Det er på tide, at vi får orden og styr på den.. under fire øjne," sagde han direkte. Ikke ønskede han, at dette var noget som skulle fortsætte. Han ønskede at det skulle stoppe, hvilket i forvejen, ikke var noget, som kunne gå hurtigt nok!