It hurts so much..

[Anthony De Luca Imirachi]

Følelsen af at miste et barn ville absolut altid hænge ved i ens sind. Det var noget som han var helt sikker på. Han havde i sandhed ondt af hende. Ingen burde miste deres børn. Det var en forfærdelig følelse at være efterladt med. Ej var han en følelses kold mand. Han havde skam følelser som alle andre og det var lidt dem han vidste nu selvom en del af det var spil for galleriet.
"Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er en følelse som vil følge Dem længe hvis ikke resten af Deres liv" sagde han ærligt. At hun følte at hun havde fejlet som mor var vel ikke underligt? Det var vidst en meget normal følelse et sted at forældrene følte at de havde fejlet.
Det var tydeligt at han havde fejlet ved at give hende hele hans navn. Hvordan mon han skulle kringle denne her sådan så han stadig kunne vinde? Han havde ikke lyst til at slå hende ihjel og lige nu havde han ikke lyst til at skade hende men det kunne jo være at han blev nød til det hvis hun altså valgte at prøve at stikke af. Åh sikke en pine! Hendes ord gjorde det kun værre. Han måtte finde på en måde at vende situationen på igen. Men hvordan?
Han endte med at sukke og ryste let på hovedet. "Ej er jeg som min bror, havde jeg været som min bror havde De ej stået levende der, Frøken. Men bevares. Hvis de ønsker at dømme mig på et navn så er det Deres valg men lad mig stille dig et spørgsmål. Hvis jeg havde været så grum som min bror, ville De så ikke have kendt til mit navn ud over mit efternavn?" spurgte han roligt. Han betragtede hende en smule og vendte så blikket mod vandet. Det var et sats, han vidste det og dog kunne han ikke andet end at prøve.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Jacqueline virkelig følte, at hun havde fejlet som mor, og særligt, når det var denne her måde, at det hele havde foregået på. Begge hendes børn, var brutalt revet fra hende, i den forstand, at hun slet ikke havde været i stand til at gøre noget som helst. Det var grotesk. Der var ikke noget ord, som kunne beskrive de følelser, som hun sad med, bedre end det. Tænderne bed hun en smule sammen.
"Jeg er bange for, at De har ret," sagde hun med en ærlig stemme, som hun igen vendte blikket væk fra ham. Det var slet ikke meningen, at hun skulle gøre sig tanker. Og særligt nu, hvor hun stod overfor en af hans slags.. En Imirachi.. En frygtet vampyrfamilie, som i forvejen, ikke kunne siges, at være ukendt på nogen måde. Det gjorde hende nervøs. Var det underligt? En mentaldæmon havde faktisk ikke det største værn mod en vampyr!
Om han var som sin bror, vidste Jacqueline ikke.. Og det var bare ikke nu, at hun skulle blive usikker på det her! Overhovedet ikke, faktisk! Hun vendte blikket tænksomt ned mod jorden. Det her var virkelig.. forvirrende! "Du skal ikke forvirre mig." sagde hun direkte. Måske at han var som sin bror.. Bare med en anden taktik? Det var jo aldrig til at vide! Hun rystede på hovedet. Udnyttede han bare en stærk kvinde i hendes svage øjeblik? "Hvad vil du mig?" spurgte hun denne gang mere hårdt. Hun var jo nødt til at forsøge at forsvare sig selv.

[Anthony De Luca Imirachi]

Det var en trist tanke at det skulle være på denne måde men der var ikke rigtig noget som han kunne gøre ved det. Han vidste ikke om hendes døtre var døde eller om de bare var taget fra hende men i hvert fald så var det slemt for hende. Det var han slet ikke i tvivl om. "Det er en grusom tanke at det er på denne måde" medgav han roligt for andet var der vel ikke at sige. Hun havde det skidt og det ville hun have længe. Tabet af sine børn var noget som han aldrig selv håbede på at han ville opleve. Børn skulle begrave deres forældre og ikke omvendt.
Hun vidste hvad han var og hun vidste hvem han var. Han havde intet gjort hende og som sagt så ønskede han heller ikke at gøre hende noget lige nu. Hun var på vagt og han vidste at ikke bare kunne gøre noget nu. Nej dette skulle forgå stille og roligt. Det var en leg, katten efter musen og en forkert bevægelse kunne gøre en ende på det hele. Han stod stille som hun snakkede. Han forvirrede hende? Det var jo meningen! Han havde lyst til at smile men endte blot med at sukke en gang mere. "Ej ønsker jeg at forvirre dem, Frøken" sagde han sandfærdigt. Han var manipulerende, det var en af de ting han lavede af. Ved hendes spørgsmål lod han roligt sin hænder falde fra ryggen og ned langs siden. Derefter lod han den ene hånd køre igennem det lange hvide hår. De blå øjne søgte hendes skikkelse. "Jeg søgte blot selskab og fandt dem ved et held. Andet var der ikke i det." Han løj ikke. Han havde blot fundet hende ved et tilfælde. Han fornemmede at der skulle noget mere til for at vinde hende tilbage. Han lod hånden falde fra håret igen. "Dog må jeg være ked af at De dømmer mig så grumt. Ej har jeg gjort Dem noget og ej er jeg kendt af dem. Intet andet har jeg gjort Dem end at snakke med Dem og høre på Deres sorg og alligevel behandler De mig som om jeg har stået med blottede tænder og tigget om Deres blod. Det skuffer mig en smule" sagde han stille og lød oprigtigt skuffet. Lokke, lokke, lokke, kom nu lille frøken.

[Deleted]

Soraya og Leonore kunne lige så godt have været døde for Jacqueline, for det ville have været den samme effekt. Grusomt som det end var, så var det bare ikke noget, som hun kunne gøre noget ved. Der var ikke noget, som hun kunne gøre, som kunne bringe dem hjem igen. Ondt som det end var.. Det var virkelig en ond og grusom verden, de var en del af. "Det er ikke noget som De skal tænke på," bad hun. At tænke for meget på det, gjorde kun mere ondt.
Hvordan hun skulle tage denne mand, vidste Jacqueline ikke, og det forvirrede hende kun yderligere! Hun vendte blikket mod hesten. Mest var hun fristet til at sætte sig op på den, og bare komme afsted, selvom det nok var lettere sagt end gjort, og særligt, når det foregik på denne her måde. Hun rystede kort og forvirret på hovedet. "Men De forvirrer mig," fastholdt hun en kende stædigt. Hvordan kunne det være, at hun følte sig udnyttet på dette?
Jacqueline så mod ham, og denne gang med en mere fast mine. Var han ude på at give hende dårlig samvittighed? Hendes problem var jo bare, at det jo desværre virkede, uden at hun egentlig kunne gøre alverdens ved det. Hun sukkede let, og vendte blikket ned mod jorden igen. Det var virkelig ikke fair. Måske at han havde ret.. eller måske gav han hende bare, hvad hun havde brug for at høre? Det var jo aldrig til at vide, og hun vidste jo, at hun skulle være påpasselig. Det var også, hvad deres elskede børn havde fået at vide.. Og nu var de jo også begge to væk. Brutalt revet fra dem.
"Jeg føler.. at jeg burde beklage.. Men jeg ved ikke om det er klogt." Hun strøg hesten over halsen. Hun burde tage afsted.. Tage hjem, og glemme, at hun havde søgt ud. "Er De anderledes end Alexander..? Eller spiller De mig et puds?" spurgte hun denne gang direkte. Hun havde brug for at vide det nu.

[Anthony De Luca Imirachi]

Det var synd at hun skulle have det på den måde. Det var det virkeligt. Børn havde det med at påvirke ham allermest. Det var en ting som virkelig kunne sætte gang i hans glemte følelser. Hendes lille bøn fik ham dog til at smile. "Det er absolut svært når det har med børn at gøre må jeg erkende. Børn er en svaghed jeg har mig" sagde han ærligt. Han havde ikke noget imod at give lidt af sig selv når han også fik noget igen hvilket han gjorde nu.
Anthony vidste at han forvirrede hende og det var virkelig en god ting for ham. Han var ved at vinde hende tilbage men det var ikke helt nok endnu. Stadig var hun påpasselig og stadig så holdt hun på at han forvirrede hende hvilket han var nød til at ændre på. Han tog en indånding selvom dette ikke var nødvendigt. Det var blot en god måde at få styr på tankerne på. "Jeg beklager. Det er ej min mening at forvirre Dem" sagde han ærligt. Løgn, løgn var det hele. Han ønskede bare mere selskab et sted. Hvad de skulle lave, ja hun var ikke gået endnu så hvad mon han kunne finde på.
At han følte at hun skulle beklage gjorde blot at han vidste at hun var begyndt at falde tilbage til ham. Dejlig var den tanke men han kunne ikke hvile på laurbærene endnu. "Om De vil beklage eller ej er Deres valg. Dog vil jeg ej mene at det er fair at dømme folk blot fordi man kender et efternavn. Hvad mener De?" spurgte han roligt men lod dog ikke helt den skuffede tone forsvinde fra hans stemme. Hendes spørgsmål var så dejlig direkte hvilket var noget han kunne lide. De blå øjne betragtede hende lidt før han valgte at svare. "Jeg er ej som min bror og aldrig vil jeg være som mon bror" lød det ærligt fra ham hvilket jo heller ikke var helt løgn. Han ville aldrig blive som Alexander og han ønskede det heller ikke. Han var sig selv helt og holdent.

[Deleted]

For en kvinde som hende, der havde mistet rigtig mange børn i årenes løb, så var det uden tvivl noget, som gjorde ondt. Ikke at Jacqueline kunne skjule det. For hende, var det sidste tab bare mere, end hvad hun kunne holde til. Det var dog ikke noget, som hun ønskede, at denne mand skulle rende rundt og tænke på. Det måtte være hendes byrde. Det var i hvert fald sådan, at hun så på det. Hun bed tænderne svagt sammen. "Det er virkelig ikke en tanke, som De burde gøre Dem.. Jeg kan kun håbe på, at hun engang kommer hjem," sagde hun med en ærlig stemme.
Forvirret var Jacqueline uden tvivl over denne situation, men det var derimod også meget begrænset, hvad hun kunne gøre ved det. Ikke at det var noget, som hun kunne gøre noget ved.. Han forvirrede hende jo for pokker, og ikke var det noget, som hun anså som fair på nogen måde! "Og dog forvirrer De mig," sagde hun direkte, som hun igen vendte blikket mod ham. Et sted vidste hun, at det mest fornuftige, ville være at søge op på hesten, og søge hjemover igen.. Men et sted, så kunne hun heller ikke få sig selv til at gøre det. Manden var jo alligevel rar at føre en samtale med. Det at føre en samtale med nogen..
Jacqueline var måske allerede tabt. Hun var ukendt med vampyrens intentioner hvad hende angik, og det kunne da uden tvivl godt mærkes nu. Hun betragtede ham roligt. Nej, det var ikke fair, at dømme på et navn, men de havde vel et sted fået samme opdragelse? "Nej.. For det, beklager jeg," sagde hun dog. Det var ikke fair at dømme ham på det grundlag, selvom det var det, som hun havde mest lyst til lige nu. At han ikke var som sin bror, og ikke ønskede det, glædede hende. "Meget vel.." Denne gang slappede hun da en smule mere af.

[Anthony De Luca Imirachi]

At hun var en kvinde og mor som havde mistet meget var let at se. Et sted så var det de ting som han spillede på for at holde hende ved sig. kvinder var langt lettere end mænd at lokke og hun var ingen undtagelse. Han lyttede roligt til hende og nikkede så. "Om forladelse, De har ret. Det kan dog blot være svært at holde styr på tankerne når det har med børn at gøre. Børnene er vores fremtid og fremtid er det vi lever for" sagde han roligt. Det var ikke så meget fordi det var hendes børn men blot børn generelt.
Han forvirrede hende. Han kunne se det og han nød det. Hun vidste at han var vampyr, kendte til hans familie navn og alligevel så følte hun alligevel ikke at han gjorde hende noget hvilket han jo heller ikke gjorde lige nu. Han kunne lide det sådan her. Hun måtte gerne være forvirret, hjertens gerne så længe hun bare blev her sammen med ham. Han var ikke færdig med hende endnu. Hendes meget direkte kommentar fik ham til at bøje hovedet kort og derefter vende blikket mod hende igen. "Om forladelse. jeg ønsker ej at forvirre dem" lød det fra ham igen. Løgn var det men det vidste hun jo ikke.
Han ville ikke kalde hende Tabt. Han havde ingen intentioner om at ende hendes liv, nej hvor ville det sjove dog være i det? Døden var hyggelig og der var ikke noget bedre end at se andre dø for ens blik men nej, døden var ikke alt og mange gange var der mere nydelse i at holde folk i live end der var i at lade dem komme videre i det næste liv. At hun beklagede fik ham blot til at sendte hende et opmuntrende smil. "Alt forladt. De er langt fra den første og vil ej heller være den sidste som dømmer mig på race og familie navn" sagde han roligt. Hun faldt mere til ro hvilket var skønt! Han fik altid hvad han ville have, det handlede bare om at vente på at tiden var inde. Man skulle ikke forhaste sig, alt kom til den der ventede og han havde masser af tid til at vente. "Jeg fik vidst aldrig dit navn, Frøken..?"

[Deleted]

Jacqueline ønskede at glemme alt i sine tanker omkring Soraya og Leonore, selvom det virkelig var svært, og det var heller ikke noget, som hun kunne skjule. Det gjorde ondt, når en moder mistede sine børn. Hun havde mistet mange. En del børn efterhånden faktisk, og nu var det bare hende og Lestat i et ægteskab, som hun faktisk ikke vidste, om ville holde i det hele taget. Var det underligt, at det gjorde ondt, og hun følte sig en smule magtesløs? "De har ret i, at børnene er vores fremtid. Uden dem, har vi alle et problem. Derfor gør det naturligvis ondt, at miste, men det er ej noget som De skal tænke mere på," bad hun. Det gjorde ondt for hende, at tænke alt for meget på det. Særligt fordi at det havde endt ud i så meget efterfølgende.
Jacqueline var virkelig forvirret, og denne mand gjorde det ikke ligefrem bedre. Når alt endelig skulle komme til alt, så var det vel bare egentlig at trække sig? Selvom hun ikke vidste, om det var klogt eller hvad det var, og det gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre for hendes vedkommende. Hun rystede kort på hovedet af sig selv. "De er tilgivet," sagde hun med en rolig stemme, som hun endnu en gang vendte blikket mod hesten ved sin side igen. Dette var uden tvivl forvirrende for hende, og hun kunne bestemt heller ikke lide det. Ikke når det var på den måde.
At dette var et led i en overordnet plan, som denne mand, måtte gøre sig, var slet ikke en tanke, som slog hende det mindste. Hendes tanker, var nemlig lagt helt andre steder, hvilket nu heller ikke var noget, som sagde så lidt. Hun trak vejret dybt. Det var måske bare klogt at tage derfra, og søge hjemover igen? Det begyndte at blive en smule ukomfortabelt. "Jeg beklager," sagde hun oprigtigt. Et svagt smil passerede hendes læber. "Mit navn er Jacqueline De Lochér.. Og jeg er bange for, at jeg er nødt til at drage hjemover," sagde hun ærligt. Hun fandt virkelig denne situation ukomfortabel.