It hurts so much..

[Deleted]

Anthony De Luca Imirachi

---

Lyden af hove lød i den stille nat, da Jacqueline kom ridende ned langs Den Nedre Flod i det gamle Imandra. Siden hende og Lestat havde mistet deres elskede lille pige, var det som om, at hele forholdet, var endt med at gå fuldstændig i stå. Tanken gjorde ondt på hende, og den føles næsten helt kvælende for hende. Lestat begravede sig i arbejde, hvor hun derimod.. bare gik rundt med den følelse af skyld, som voksede i hendes indre. Ikke bare en datter havde de nu mistet. De havde mistet hele to.
Et tungt suk brød hendes læber. Hun var færdig med at græde nu. Hun følte snart ikke, at hun havde flere tårer at græde af, hvilket næsten for hende, var det værste af det hele. Hvordan kunne man fejle på den måde?

Langs det, som engang havde været en flod, var der hun valgte at stoppe op. Benene svang hun elegant af hesten, hvor hun stillede sig lige ved siden af den. Kutten hang løst omkring hendes hoved, hvor hun stirrede tomt ud over landsskabet. Kjolen lagde sig smukt omkring hendes slanke skikkelse. Man skulle ikke just tro, at hun havde født en række børn, for det løb op i en del nu. Smukt var her.. Men det var slet ikke noget, som hun lagde mærke til længere.
Tøjlerne tog hun i hånden, mens hun søgte videre ned langs vandet. Hun var uden tvivl påvirket af at Leonore var væk, uden at vide, hvor hun kunne finde hende. Grotesk som det end var, så ville hun gøre alt, for at få sin datter hjem igen. Og gerne inden, det for alvor ville ødelægge ægteskabet til hendes elskede mand. Det hele var bare et kæmpe rod, og hun kunne ikke finde ud af det længere. Det var blevet alt for uoverskueligt for hende nu.

[Anthony De Luca Imirachi]

Natten var hans domæne. Det var det sted hvor han kunne befærde sig frit. Lydløst som et rovdyr kunne han bevæge sig gennem den mørke og farlige nat. I denne stund havde han søgt mod Imandra, hvorfor anede han ikke men et sted skulle han vel starte? Hans far var død men det var ikke sorgen som prægede ham på denne nat. Nej, det var nysgerrigheden som rev i ham. Aldrig havde han kunnet gå frit omkring på samme måde som han gjorde det nu. I så forfærdelig mange år havde hans far ikke ment at tiden havde været inde til at Anthony havde skulle få frie tøjler i denne verden men ved Alexanders død så var tiden vidst ved at være inde. Hans lillebrors døde havde berørt ham en smule selvom de ej havde haft fornøjelsen af hinanden. De havde levet to forskellige liv og dog kunne Anthony ikke lade være med at føle at han måske burde have gjort noget mere for ham? Måske dette blot var en dum tanke?

Hans lydløse og lette skridt bragte ham ned af den nedre flod. Her var stille, ikke nogle andre og dog. Han opfangede lyden og fornemmelsen af et bankende hjerte. Det var ham lokkende, tiltrækkende. Han var ofte i nærheden af folk med bankende hjerte og dog så det at være på egen hånd med en levende det var bare noget af det bedste. Hurtigt søgte han hen mod lyden som kun blev stærkere for hans øre. De blå øjne gled roligt hen over landskabet til han fik øje på en kvinde der gik langs åen som førhen havde været en flod. Ved hånden havde hun en hest som pænt luntende efter sig. Et roligt og charmerende smil gled over Anthony's læber og med rolige skridt begyndte han at nærme sig dyret og kvinden der tydeligt var alene i denne nat. "Godaften. Er det ikke sent for en ung kvinde at rende rundt alene?" spurgte ha med en let bekymret stemme. Der kunne jo være mange farlige ting i natten, hamselv inkluderet.

[Deleted]

Faren ved at færdes ude, når natten var faldet på, havde Jacqueline nærmest glemt. Det var nu, at hun for alvor kunne mærke savnet efter sine døtre, og særligt, fordi at hendes mand, gravlagde sig selv så meget i arbejde, at hun var bange for, at det ville koste dem ægteskabet. Det var jo ikke ligefrem fordi, at de havde haft de bedste forudsætninger for deres liv og tilværelse med hinanden, hvilket naturligvis var noget, som gjorde frygtelig ondt.
Hesten begyndte uroligt at ruske med hovedet, som havde den fornemmet, at der måtte være noget i deres nærhed. Jacquelines tanker blev derfor også afbrudt, mens hun forsøgte at få ro på det kære væsen igen. "Sch.." hviskede hun blidt, hvor hun strøg den mørke hingst over mulen.

Stemmen som lød ikke langt fra hende, var noget som fik hende til at dreje hovedet i retningen af vedkommendes skikkelse. Det var ikke fordi at hun var afvisende overfor nye, men at blive kaldt for unge frøken, var noget som hun ikke havde hørt i frygtelig mange år, og det kunne hun da godt mærke.
"Det må jeg sige, er rigtig mange år siden, jeg er blevet kaldt," sagde hun lettere monotomt. Det var ikke fordi, at der var noget i hendes krop og sind, der indikerede, at hun var venlig eller imødekommende, men heller ikke det modsatte. Hun havde det bestemt ikke særlig godt. Faktisk gik hun rundt og var..bange. Hun var virkelig bange for, at hun i værste tilfælde, ville ende med at miste Lestat på det, som hun også havde mistet begge sine elskede børn. Det var en tanke som virkelig skar dybt ind i hendes levende sjæl, og det var svært for hende, at vende ryggen til det. Hesten begyndte at stampe en smule uroligt i jorden ved siden af hende. Var det denne mand, som den var bange for?

[Anthony De Luca Imirachi]

Hesten blev tydeligt påvirket af hans tilstedeværelse hvilket ikke var noget nyt. Det skete faktisk ret ofte at han havde den effekt på dyr. Det gjorde ham ikke så meget men dog så kunne det gøre ejerne af dette dyr mere utryg og det var ikke noget som han brød sig synderligt meget om. Kvinden prøvede at få hesten til at falde til ro selvom det ikke så ud til at virke. En skam men han måtte bare arbejde med det som han havde.

Han stoppede op et lille stykke fra dem, ikke for langt men eller ikke for tæt på. Han ønskede ikke at denne kvinde skulle gå, årh nej. Ikke endnu i hvert fald. At hun ej havde hørt sig selv omtalt på den måde fik blot det charmerende smil til at brede sig en smule mere på hans læber. Han var i klædt et par pæne bukser, en hvid skjorte som man svagt kunne ane ved halsen for over den havde han en halvlang frakke som var knappet, ikke fordi han frø men blot fordi det så pænere ud i hans øjne. Han lod roligt hænderne glide om på ryggen mens han betragtede kvinden foran sig. "Om forladelse. Det er svært at bedømme alder på denne verdens mange væsner og jeg har af erfaring fundet ud af at det er bedre at sige unge end gamle. Hvad laver De ude på denne nat? Det virker ej klogt at strejfe om alene" sagde han roligt og studerede hende nøje. Det var ham helt tydeligt at noget påvirkede denne kvinde og det virkede ikke som om hun havde synderligt meget lyst til selskab. Han var dog ligeglad. Det var et stykke tid siden han havde snakket med et andet menneske eller leget med et andet menneske. Nu måtte de jo se hvad det skulle ende med. Om det bare var snak eller om det var leg det hele skulle ende ud i? Uvisheden og forventningen var virkelig noget af det bedste som han vidste!

[Deleted]

Hesten var bestemt ikke komfortabel med denne mands tilstedeværelse, hvilket måske burde for Jacquelines alarmer til at ringe. Dog var det ikke den effekt det havde på hende. Derimod gjorde det hende nysgerrig. I forvejen mødte hun frygtelig få mennesker, hvilket selvfølgelig kunne mærkes. Ikke fordi at hun var isoleret eller noget lignende, men fordi at hun trak sig. Hun havde haft helt andre ting, at tænke på igennem den sidste tid.
Jo tættere på manden måtte komme, jo mere urolig måtte hesten også blive. Den begyndte ikke bare at stampe i jorden, men også at kaste med hovedet og slå med halen. Dette fik Jacqueline til at stramme grebet. For nu, så hun ikke nogen grund til at handle overilet. Ikke hvis hun da kunne blive fri for det. "Sch.." hviskede hun endnu en gang, som hun strøg hesten over mulen og over siden af hovedet, i et forsøg på at gøre ham mere rolig.

At blive kaldt for ung var uden tvivl ikke noget, som skete særlig ofte. Dog måtte hun erkende, at det var noget, som hun godt kunne lide. En høflighed og respekt for sine medborgere, som man ellers sjældent måtte se, og det kunne da godt mærkes. "De valgte korrekt i det tilfælde," sagde hun med en rolig stemme. Hun sendte ham et kort smil, inden hun vendte blikket den anden vej. Skulle hun da tro det værste om ham, bare fordi at han stillede hende et spørgsmål? "Det er muligt, men det er her jeg for klareret mine tanker bedst," forklarede hun med en sandfærdig stemme. Grotesk som det end var, var det bare begrænset, hvad hun kunne gøre ved det lige nu. Hele livet var et helvede lige nu.. Og det var hårdt. Det var virkelig, virkelig hårdt.

[Anthony De Luca Imirachi]

Hesten kunne tydeligvis ikke lige ham. Den massive vampyriske tilstedeværelse kunne dyr som oftes mærke meget tydeligt. Han forblev dog roligt. Forhåbentlig ville kvinden kunne få dyret til at slappe af sådan så der ikke var så meget på færde. Han håbede det i hvert fald. Det virkede lidt som om hun begyndte at åbne en smule mere op for hans tilstedeværelse. Genialt! Det var nemmere end hvad han havde forventet at det ville være. Han blev dog stående og holdt den afstand som hun havde nu. Ikke kun på grund af hesten men også for at hun selv ikke skulle føle sig skræmt af ham. Det var i hvert fald det sidste som han ønskede sig på nogen måde. Smilet forblev på hans læber som han roligt studerede hende og den måde hun var omkring dyret på. Det faldt i hans smag, en blid kvinde. Det var noget som han virkelig godt kunne lide.
Kvinder var mærkværdige men han vidste dog hvordan han skulle gebærde sig omkring dem. De havde det med virkelig at kunne lide at blive komplimenteret og kunne lide at blive behandlet pænt så det var det han agtede at gøre. I hvert fald i begyndelsen. Desuden så havde han ingen ide om hvilken race denne kvinde besad. Selvom han var vampyr var han jo ej almægtig over for alle racer. "Jeg takker" sagde han roligt og lod blikket kort glide over deres omgivelser før han endnu en gang lod det falde tilbage på hendes skikkelse. Køn det var hun, det kunne han ikke komme uden om. "Åh? Det lyder som om De ligger med et tungt sind?" spurgte han roligt og lod hovedet søge på sned. Han snagede ikke voldsomt meget men han kunne ikke benægte at nysgerrigheden hev en smule i ham. Han vidste dog at man ej skulle presse for meget på med de oplysninger som man ønskede at vide. Man skulle bare tage det stille og roligt.

[Deleted]

Denne mand havde uden tvivl forståelse for, hvad en kvinde ønskede at høre, hvilket skam også var noget som faldt i Jacquelines gode bog. Selv havde hun ikke nogen grund til at være bange for denne mand, for han havde jo ikke just gjort nogen tegn til at ville hende noget. Det var bare en svaghed.. En mentaldæmon, kunne jo ikke just læse tankerne, til et individ, som var.. dødt praktisk set. Hun betragtede ham med en rolig mine, mens hun forsøgte at få ro på hesten ved hendes side. Det gik dog bedre i takt med, at manden bare blev stående, uden at gøre alverdens. Skulle hun tage det som et faresignal?
Alt for mange ting, plagede Jacquelines sind i øjeblikket, hvilket hun ikke just kunne løbe fra. Der var rigtig mange ting, der talte hende imod, og det gjorde ondt. Uden tvivl gjorde det ondt. Dog var det ikke tanker, som hun havde tænkt sig, at dele med en fremmede mand. Hun følte sig svækket nok, som det var i forvejen.
"Tilgiv mig," begyndte hun med en rolig stemme. Det var virkelig ikke hendes intention at belemre ham med noget, som hun vidste, at hun burde snakke med sin kære mand om, selvom det krævede at han ville snakke med hende, og det ønskede han tilsyneladende ikke lige nu. "Men ja.. Det er et frygteligt tungt sind, som jeg i øjeblikket vandrer med," fortalte hun sandfærdigt. Hesten faldt mere til ro ved hendes side, men var endnu meget ængstelig hvad angik denne fremmede mand. Hvorfor, var end ikke noget som Jacqueline forstod. Han havde jo trods alt intet gjort dem.

[Anthony De Luca Imirachi]

Som han bare blev stående uden at gøre for meget så blev hesten også mere rolig hvilket kun var til hans fordel. Han ønskede ikke at skræmme nogen af dem selvom det nu mere var hende der var i hans fokus end noget andet. Dog lod det til at hun var en smule knyttet til dyret og hvis han agtede at ville tættere på at måtte han tage det langsomt for at få dyret til at slappe af så vel som hende selv. Smilet forblev på hans læber. Han vidste hvad han skulle sige, han vidste hvordan han skulle opføre sig. Vampyrer var af natur fødte rovdyr men med den opvækst som han havde fået så havde han næsten nået et helt nyt niveau.
Det var tydeligt at der var noget som plagede hende voldsomt. Det ville da være tydeligt for en hver at se hvis man bare havde lidt omtanke i hovedet. Hendes sind var tynget af bekymringer. Hovedet lod han let falde på sned. Hvad mon kunne påvirke en kvinde så meget som dette gjorde hende? En elsker? Familie? Afkom? Han vidste det ikke men han fandt mysteriet pirrende. Dog kunne han mærke at hun ikke ønske at snakke med ham om det ..... endnu. "Alt forladt, Frøken. Jeg undskylder. Det var ej for at snage." Alt skulle nok komme til den der ventede.
Dog måtte hun alligevel snakke igen. Det var intet konkret som hun kom med men hun tilkende gav blot at han havde ret. Det var da en start. "Desværre er denne verden fyldt med ting som kan tynge vores sind. Selv har jeg for nyligt mistet både min Fader og min Broder. Ej er det altid lige nemt at håndtere sorgen" sagde han roligt. Han havde taget et gæt at det som tyngede hende var noget familie relateret og altid var det nemmere for folk at åbne op hvis de havde noget at relatere til. Hesten så ud til at falde mere til ro nu. Et sted var det en lettelse. Det gjorde alt meget lettere.

[Deleted]

Jacqueline slugte måske det hele rådt, men det var virkelig ikke noget, som hun kunne gøre noget ved. Det var bare som om, at det var hende naturligt. At han ligeledes havde lidt tab, var en tanke, som gjorde hende trist. Ingen fortjente, at blive udsat for den slags ting, og det gjorde rent faktisk ondt på hende, at vide, at det var således, at tingene måtte forholde sig, og særligt, når det måtte være på denne her måde. Hun rystede let på hovedet.
"Jeg kondolerer for Deres tab," sagde hun ærligt. Først en fader og så en broder? Det var meget på en gang, og særligt, når det var så nær familie, som dette måtte være, hvilket ikke just gjorde det meget bedre af den grund, kunne man jo sige.
Jo længere tid de bare stod der, så blev hesten også mere rolig, også selvom den stadig ikke kunne lide, at have den vampyr tæt på. Et sted kunne Jacqueline også godt forstå den. Det var et farligt væsen, hvilket hun udmærket godt vidste. Det var ikke noget, som gjorde det meget bedre. Hun vendte blikket mod ham. Skulle hun fortælle, at hun vidste hvad det ville sige, at miste.. grotesk som det end var sagt, men det gjorde hun.
"Jeg har selv mistet.. 2 døtre, og er bange for, at jeg står i situationen, at det kan koste mig ægteskabet.." fortalte hun ærligt. Det var ikke fordi, at hun havde særlig mange andre ting, at tage sig til, kunne man jo sige. Hun rystede på hovedet. Han var fremmede for hende. Hun burde jo slet ikke snakke med ham. Hun så mod ham. "Undskyld..Det.. det er virkelig ikke min mening," tilføjede hun. Han skulle ikke belemres med hendes problemer.

[Anthony De Luca Imirachi]

Det var virkelig ikke mange som ikke fandt sig til rette i Anthony's selskab. Han vidste hvordan han skulle træde valsen når det kom til denne form for dans. Det at snakke var en af hans styrker og det at læse folk var noget han var trænet i fra barns ben. Han skulle kunne vurdere hvad folk ville og hvad de havde på sinde også selvom de ikke sagde det. Han kunne bruge dette redskab som leder. Han bøjede let hovedet da hun kondolerede ham. Ak ja. Han havde mistet både bror og far inden for forholdsvis kort tid i en vampyrs levealder men han var ikke just voldsomt mærket af det. Dette var dog ikke noget som hun behøvede at vide.
"Jeg takker. Ej er det let men alle må vi lærer at leve med en sorg over at miste vores kære" lød det sandfærdigt fra ham. Han smurte måske en smule på? Eller gjorde han. Der var jo ikke rigtig meget af det han sagde som var løgn. Hasten var ved at være helt rolig selvom den ikke helt var tryg ved ham endnu. Et sted var det ikke underligt. Et ville det vel have været som hvis en kanin stod overfor en ræv. Den ville med det samme vide at den var et byttedyr. Lidt ligesom denne hest vidste at den var det. Dog havde Anthony ikke tænkt sig at gøre noget endnu. Lige nu skulle han bare lade dette udfolde sig helt som det gjorde det af sig selv.
"Det beklager jeg at høre. Det at miste et barn er noget af det værste som man kan blive udsat for som forældre. I mange tilfælde kan det, som du selv udtrykker det, koste et ægteskab. Desværre" sagde han roligt. Trist var det da når to elskende gik fra hinanden i sorg og endnu mere trist var det at miste et barn. Selvom Anthony var vampyr og selvom han som regel holdt sine følelser indelukket så havde han en svaghed for børn. Børn var jo trods alt deres alle sammens fremtid. "De skal ej undskylde. Når noget så grusomt trykker os har man brug for at komme af med det. Undskyld min uhøflighed. Jeg har ej præsenteret mig. Mit navn er Anthony De Luca Imirachi" præsenterede han sig selv.

[Deleted]

Jacqueline var vel så desperat efter at få nogen at snakke med, at det slet ikke gik op for hende, hvilken fare hun faktisk placerede sig selv i, i udgangspunktet? Lestat ønskede slet ikke at snakke med hende, og hun kunne ikke bære denne byrde alene. Begge børn var mistet, grotesk som det var, men der var ikke meget, som hun kunne gøre ved det, uanset.
At lide et tab, var grusomt, men dog en del af livet. Det var bare ikke meningen, at man skulle miste sine børn, før man selv gik i graven. Det var slet ikke sådan, det burde forholde sig. Ganske vidst var hverken Soraya eller Leonore døde.. Af hvad de vidste.. Det var den uvidenhed, som ikke gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Det var virkelig.. grotesk, at det var sådan, at verdenen var skruet sammen. "At det er en ting, som man direkte skal lære at leve med, er grusomt," sagde hun med en direkte stemme, som hun lod blikket hvile på ham.
Han gav hende præcist, hvad hun gerne ville have.. Hvad hun havde brug for i øjeblikket. Hesten slog stadig med hovene mod jorden, i sin egen uro, selvom Jacqueline ikke rigtigt tog sig af den lige nu. Var det overhovedet underligt? Han havde jo intet gjort hende. Selv hun havde mistet.. Han havde mistet. Det gav dem da noget tilfælles. Hun nikkede tavst. "Tak.." sagde hun blot.
Det gjorde ondt. Igen mærkede hun smerten samle sig i hendes bryst. Det klemte, og gav hende næsten følelsen af pustebesvær. Navnet som han dog måtte skænke hende.. Det efternavn, vidste hun, at hun havde hørt før. "Det har De så evigt ret i.. Og Imirachi? Det navn er mig kendt," sagde hun med en sandfærdig stemme. Hvem var han helt præcist?

[Anthony De Luca Imirachi]

Kvinden havde brug for at snakke med en og selvom han var fremmed så åbnede hun sig op som var de bekendte. Det havde været let, utrolig let faktisk hvilket næsten fik ham til at smile mere end han burde. Han havde ikke noget imod at lytte til hendes kvaler. Et sted kunne det kun ende med at gøre det hele meget sjovere senere, afhængig af hvad han synes at hun skulle bruges til. Endnu havde han endnu ikke besluttet hvad han skulle stille op med hende. Der var så mange spændende muligheder!
Følelsen af at miste et barn bar ubeskrivelig. Selv vampyrer havde et forhold til deres egne børn på et eller andet plan og han var langt fra en undtagelse. Børn var vigtige for en races overlevelse og derfor skulle de beskyttes. Det var ej meningen at forældre skulle begrave deres børn eller se dem forsvinde. Det var slet ikke sådan verdenen burde være, ikke for nogen. "Det er i sandhed en grusom ting at skulle lærer at leve med. Det har De ret i" medgav han sandfærdigt.
Han gav hende lige det hun havde brug for og det var helt med vilje. Han prøvede virkelig at virke så ufarlig som muligt mens de stod der og snakkede. Andet var ikke nødvendigt lige nu. Blikket søgte han kort mod himlen. Han var nød til at vurdere hvor lang tid han skulle bruge for at komme i ly men lige nu så det ud til at han havde masser af tid til at lege. Han nikkede blot anerkendende ved hendes tak og vendte endnu en gang blikket mod hendes skikkelse. At hun genkendte hans navn kom ikke bag på ham Imirachi var vel et kendt navn eftersom hans bror havde været vampyrenes leder i så mange år? "De er måske kendt med min broder, Alexander Imirachi?" spurgte han roligt uden at fortrække sig på nogen som helst måde.

[Deleted]

Jacqueline havde brug for nogen at snakke med, og når Lestat trak sig fra hende, vidste hun slet ikke, hvordan hun skulle håndtere det. Hun havde jo for pokker brug for ham, men det var han åbenbart ligeglad med. Hun rystede de tanker ud af hovedet. Det var slet ikke den slags tanker, som hun skulle rende rundt og gøre sig.
Det var virkelig grusomt, at skulle miste sine børn, og nu havde hende og Lestat ikke rigtigt snakket om det, så var det heller ikke ligefrem noget, som var meget bedre for hendes vedkommende. Tænderne bed hun derfor svagt sammen, hvor hun vendte blikket ud mod vandet i stedet for. Hun sukkede tungt. "Det er hårdt," tilføjede hun direkte, som hun endnu en gang, vendte blikket mod hans skikkelse igen. Han virkede nu reel nok, men selv hun vidste, at hun kunne tage fejl.. Det var en grotesk tanke faktisk. Hun kunne bestemt ikke lide den! Igen trak hun vejret dybt. Var det Alexanders familie? Hans broder? En mand, som ellers havde været så berygtet i så mange år. En mand, som hun vidste, var død.
"Deres broder, er Alexander Imirachi.." Skulle hun være urolig nu? Tænk om han rent faktisk skulle vise sig, at være lige så grotesk som den mand, var kendt for at have været? Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst. "En grusom mand," tilføjede hun blot. Skulle hun søge videre nu?

[Anthony De Luca Imirachi]

Det var tydeligt at denne kvinde havde brug for en at snakke med og det fik hun åbenbart ikke derhjemme. Hun havde fortalt at hun var bange for at deres ægteskab ville gå i stykker og det var vel ikke så underligt hvis man ikke snakkede sammen? Selv havde han aldrig været gift så det var ikke noget som han kunne udtale sig om lige her og nu.
Børn var dyrebart. Det var ej meningen at man skulle miste dem, det vidste Anthony kun alt for godt. Denne kvinde havde mistet to børn hvilket måtte være helt forfærdeligt for hende. Hvad hun ikke måtte tænke som moder. Tankerne strejfede ham. Han havde ondt af hende, det ville han ikke benægte. Ej var han en mand uden følelser og når det kom til familie så havde han måske flere end hvad godt var. Han nikkede blot ved hendes ord. "Det er det og ej er det en følelse som man kan komme af med igen" sagde han med sandfærdig stemme. At hun genkendte hans navn på den måde kunne han mærke fik hende til at tænke lidt mere over tingene. Skulle han begynde at være bekymret?
Han valgte dog at tage den helt med ro. Han betragtede hende som hun kommenterede hans bror. Grusom havde Alexander været og helt og aldeles uden klasse. Det var da sikkert. "Ak ja. Min broder var ikke en rar mand. Det vil jeg ej benægte. Han elskede at se folk lide på de værste måder. Dette er ikke en lyst som vi delte" sagde han roligt og ærligt. Hendes hjerte var begyndt at slå hurtigere. Det indbød ham næsten til at komme tættere på men han holdt sig i ro og blev pænt stående på afstand. Han var nød til at få hende beroliget igen sådan så hun ikke slap mellem fingrene på ham!

[Deleted]

Ingen havde Jacqueline at snakke om dette, og naturligvis, var det noget, som gjorde direkte ondt på hende. Ikke at det var noget, som hun kunne skjule. Det var vel bare som hun slugte alt rådt, som han måtte fortælle hende? Tabet af pigerne slog stadig meget hårdt på hende, hvor det var tabet af Leonore, som slog hårdest, da det var det nyeste tab, de havde lidt.. Hende og Lestat.
"Jeg tror aldrig, det vil være en følelse, som jeg vil kunne ryste af mig," sagde hun med en ærlig stemme. Hvis der var noget, som hun altid havde været, så var det en familiemor, og det var ikke noget, som hun havde tænkt sig at lave om. Men det var bare som om, at uanset hvad hun havde gjort, så havde hun fejlet. Det var virkelig grotesk.
At Alexanders familie, endnu måtte være derude, var en tanke, som bestemt ikke faldt i Jacquelines gode bog. Den mand havde gjort så mange andre fortræd. Skulle hun tage afsted? Tænk hvis han var ude på at gøre det samme! Tænk.. hvis han fortalte hende, hvad hun ville høre, bare fordi at hun ville høre det. Var hun virkelig så dum? Hun vendte blikket mod ham igen. Hun burde lytte til hesten ved sin side. Hun ville ikke ende med at miste livet, og derved lade Lestat være alene!
"Selvom De siger det, kan ordene skænkes som løgne," pointerede hun let. Hun havde været dum.. Alt for dum, og det var da ved at gå op for hende nu. Hun havde givet ham alt for meget af sig selv, og det var da på tide, at hun trak sig ud af det.. Dette var slet ikke noget, som burde forekomme i det hele taget! Overhovedet ikke faktisk!