Can this heal me?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvor dum var hun ikke lige? Han havde jo ikke taget denne lange vej, for at genere hende, men derimod for at finde fred for sig selv, og sine alt for mange tanker, for dette var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget nemmere eller bedre af den grund! Det var virkelig en tanke, som vakte ham en kæmpe frustration, og han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det! Svagt måtte Gabriel derfor himle med øjnene. "Tror du virkelig, at jeg nyder det her?!" bed han af hende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Nu var det da virkelig kun gået hen og blive direkte irriterende.
Gabriel hadede virkelig sig selv, for at placere de tanker og følelser i Denjarna, for det havde aldrig nogensinde været hans mening eller intention, at det skulle gøres. Han kunne bare ikke gøre for det! Igen gjorde han andre ondt, som han havde omkring sig, og det var virkelig ikke en tanke som han kunne have! Hans dødsengel nød det.. jovist gjorde den da det, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at resten af ham, gjorde det, for det gjorde den da godt nok ikke! "Det er slet ikke min mening.. Men fint..!" Hun havde alligevel valgt at sætte sig med ryggen til ham. Så var han vel lige så uønsket, som han følte sig? Det gjorde ondt.. Han var stadig forvirret over alt det, som han måtte tænke og føle, og dette gjorde det ikke ligefrem bedre af den grund. Han måtte virkelig hade sig selv for det, og det kunne uden tvivl også godt mærkes, så det var der ingen tvivl om! "Undskyld.." endte han dog med at sige. Han mente det. Det havde aldrig været hans mening at ødelægge noget for hende. Det var bare ikke lige hende, og synet af hende, som han havde regnet med, at møde her.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Jeg ved tydeligvis ikke, hvad du nyder, Gabriel. Jeg troede, at du nød, hvad vi havde sammen, men der tog jeg vidst tydeligvis fejl,” svarede Denjarna skarpt, som det jo var sådan, at det forholdt sig. Havde det hele virkelig bare været indbildsk fra hendes side, at han havde nydt deres sidste tid sammen? Havde hun virkelig været så gal på den, at hun havde fantaseret noget, der slet ikke havde været der? Eller havde Gabriel udtrykt det, men blot løjet for hende, og var hun derfor faldet i hans spind? Det var de muligheder der var, og godt gjorde det ikke just. Slet ikke, når hun rent faktisk havde tænkt seriøst over tingene, om dette virkelig var noget. Ud fra hans lille visit nu, kunne hun dog regne ud, at det slet ikke var betænkningen værd. Det var dog også fordi, at han havde gjort det klart for hende, at hans interesse bestemt var faldet. Var det virkelig sådan det føltes at blive afvist? Afvist af en som man … kunne lide? Ikke havde hun prøvet det før, og ikke ville hun beskrive sig selv som en fan af det. Ondt kunne hun mærke, at det gjorde, som det helt knugede, men det værste af det hele var vel, at han nød det? Det havde vel været hans plan hele tiden at bringe hende sorg? Selv gik hun ud fra, at det var hans hævn.. En hævn, som han vel hele tiden havde planlagt. Dum fik det hende til at føle sig, og det var endda skræmmende mildt sagt. Som han nu undskyldte, lukkede hun øjnene i. Hvad havde den mand gang i? Afskyede han hende virkelig så meget, at han ønskede at køre hende rundt i manegen på den måde? Det gjorde han jo tydeligvis. Hans spil var åbenbart at udtrykke, hvor meget han hadede hende, dernæst fortælle, at det overhovedet ikke passede, og at der var noget mellem dem, dernæst, at han afskyede hende, og at det hele havde været en joke, og nu, at han igen følte noget? ”Bare ti stille og gå!” endte hun med at bide af ham. Han ville vel forlade hulen med et stort smil over, at han alligevel havde formået at komme lidt under huden på hende, og så ødelægge det?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvor var det bare typisk ham, at ødelægge det hele.. Han kunne jo for pokker ikke engang gøre for det! Gabriel bed tænderne tydeligt sammen, og rystede så på hovedet. Han havde uden tvivl nydt, hvad de havde haft sammen, også selvom han faktisk ikke helt vidste, hvad det måtte indebære, for det havde de jo aldrig rigtigt fået snakket om, kunne man sige. Han vendte blikket direkte i retningen af hende igen, som hun sad der i vandet.. I ingenting. Var det underligt, at det selv måtte sætte tanker igang ved ham? Det var da virkelig irriterende! "Det gjorde jeg.. meget endda." Ganske vidst frem til hun havde beskrevet ham som en mand for hende på sigt. På sigt! Det var jo heller ikke noget, som han kunne leve med!
Skulle Gabriel virkelig bare gå? Den smerte som hun måtte føle, var noget som han nærede på.. Noget som han fandt styrken ved, grotesk som det end måtte lyde, så kunne han ikke direkte gøre noget ved det, uanset, hvor meget han ville ønske, at han kunne det, eller ikke. Det var næsten det, som for ham, måtte være det værste. Skulle han virkelig bare gå? Det var jo ikke fordi, at det var noget, som han havde en direkte lyst til. Han sukkede tungt. "Fint.." mumlede han tvært, inden han forsøgte at få gang i benene, som nærmest føles som gele under ham. Han søgte ud den vej som han var kommet. Måske at det bare var det mest smarte, at lægge afstand til Denjarna? Selvom det jo heller ikke var noget som han havde lyst til. Det hele var bare irriterende for ham lige nu!

[Denjarna Dark Dynithril]

Overrasket, frustreret og egentligt også såret over Gabriel var Denjarna. Ej havde hun troet, at han havde været så bitter på hende, at han havde ønsket at snyde hende på den måde, som han havde gjort. Derudover var hun frustreret over, at han forsøgte at fortsætte, skønt hun havde luret ham. Hvad der var værst var dog, at det hele påvirkede hende, som hun i bund og grund havde følt noget for ham.. Øjnene lukkede hun kort i, som han sagde, at han havde nydt deres sidste møde. Meget endda. Hvorfor skulle han sige det på den måde, når hun vidste, at det han havde nydt var, at han havde snydt hende, eller det, at han havde fået en god omgang? ”Du kan finde den form for nydelse andetsteds næste gang,” sagde hun kort for hovedet. Idiot var han, hvis han troede, at hun lod ham fortsætte sådan! At han dernæst begyndte at gå, lettede hende, da han i så fald måtte vide, at hun var færdig med at blive kørt rundt i manegen. Tænk engang.. Hun blive kørt rundt i ring, og af ham? Hænderne førte hun ned i det varme vand, inden hun skubbede det mod sit ansigt. Hvorfor havde hun været så dum og ladt ham komme tilbage til hende på badeværelset sidst de havde set hinanden? Charmerende havde det uden tvivl været, men som det så ud nu lignede det bare, at det havde været en illusion. Derfor passede det hende kun, at han gik.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde med hånden på hjertet, nydt den tid, som han havde delt med Denjarna. At det så derimod, var noget, som han allerede nu, kunne siges, at have overstået, var jo så bare en tanke, som gjorde ham trist. Ikke at han kunne gøre noget videre ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han bed tænderne sammen. Han var træt, og alt for meget, til at fortsætte de uendelige diskussioner med hende, og særligt, hvis han ellers kunne slippe!
"Som De vil.. Deres Højhed" endte ham med en kortfattet og irriteret, samt næsten flabet stemme, som han kort vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han var ked af, at han havde ødelagt det, men når man endnu skulle finde ud af det hele, så var det for pokker heller ikke særlig nemt at være ham lige for tiden! Det gjorde ham selvfølgelig trist og ked af det, at hun reagerede så tydeligt, og særligt fordi, at han kunne mærke den smerte, som hun måtte føle i sit indre, uden at han kunne gøre noget. Særligt, når han kun følte for at ønske mere.. han ønskede at mærke mere af det.. Langt mere, end hvad han havde fået frem til nu!
Gabriel søgte mod udkanten af hulen, hvor han igen satte sig. Her kunne hun ikke se ham, og han kunne ikke se hende. Han slap et tungt suk, og lænede sig tilbage mod klippeb bag sig. Ked af det var han. Hele livet, var jo intet andet end et kæmpe kaos lige for tiden!

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej troede Denjarna på, at han havde nydt deres tid sammen. Hvis han havde nydt noget, havde han blot nyt at få noget, samt at håne hende. Heldigt for ham, havde han lige fået lov til at prøve begge dele. Noget der bestemt ikke faldt i hendes gode jord! Hun nød nemlig bestemt ikke at blive brugt, som det nærmere var hende der skulle bruge folk, hvis det i det hele taget skulle gå nogen veje! At høre ham sige Deres Højhed på den måde, som han gjorde, fik også kun hendes blik til at hærde. Fordømte mand! Hun burde tage om hans grødhoved og holde ham under vandet, indtil han stoppede med at sprælle! Hvor havde det også været idiotisk af hende at sænke paraderne det mindste for ham! Mænd! De ønskede alligevel intet godt for en! Tavst blev hun siddende i kilden, og med et hårdt bankende hjerte i brystet, som hun blot lod sekunderne gå efter, at Gabriel havde forladt hulen. Fordømt! Hvorfor skulle han også komme helt hertil og ødelægge det hele for hende?! Hun kunne da kun håbe på, at mødet med rådet ville gå det bedre end dette! Minutterne lod hun tikke derudaf efter, at Gabriel havde forladt hende. For det første ønskede hun jo at prøve at se, om hun kunne redde sit ophold her i den varme kilde, og for det andet ønskede hun, at når hun gik, at han var flere hundrede meter fra hende! Svagt rystede hun på hovedet, inden hun vendte fronten mod kanten af kilden, så hun kunne tvinge sin krop op. Våddryppende var hun, som vandet drev ned af hendes bare krop, som hun kom op og stå. Vandet børstede hun behændigt af sig, inden hun tog om den pæne kjole, som hun havde bragt med sig. Den trak hun hurtigt i, inden hun tog det andet tøj under armen, inden hun marcherede ud af hulen og tilbage til Damien.

// Out