Can this heal me?

[Denjarna Dark Dynithril]

Gabriel Maloya Nicomendes

Tayevania. Egentligt et ganske eventyrligt land, hvis man så på naturen. Det var om end også det eneste, som Denjarna havde set indtil nu, som hende og Damien havde landet på øens nordlige kyst. Som de havde landet og været omgivet af anderledes træer og blomster, havde hendes nysgerrig øjeblikkeligt været vakt. Naturen pirrede nemlig uden tvivl hendes elver, og især som det hele så så anderledes og så smukt ud. Svært var det nemlig at benægte, at omgivelserne her var smukke. Hvad hun dernæst var blevet pirret af var den mand, som hun og Damien havde fundet. Mod betaling havde han indvilliget i at hjælpe dem med til landets hovedsæde. Et sted der åbenbart lå i byen, Galarion. Derudover havde han lystigt fortalt om omgivelserne her, hvor hun blandt andet havde bidt mærke i, at han havde fortalt om nogle varme kilder med healende kræfter. Healende kræfter. Det var, hvad hun blev pirret af. Både fysisk og psykisk. Fysisk var der næsten ikke den del af hende, der ikke var præget af skader fra fangeskab. Psykisk havde hun desuden endnu nogle mén, som man vel kunne sige, at hun var blevet drevet lettere vanvittig. Om kilderne kunne hjælpe på noget af al dette, vidste hun ikke, men forsøget værd var det jo. Man kunne i hvert fald sige, at hun ikke havde noget at tabe.
Charmerende var området, som De varme kilder ikke lå udenfor, men derimod under jorden. Det gjorde, at man kunne se de stenvæggene der var krogede på mest naturlige vis. Derudover var der vandet der var klart, og hvor damp let steg fra. Som man trådte derind, kunne man næsten øjeblikkeligt mærke, hvordan fugten satte sig i ens hud. Det var noget der hurtigt havde fået Denjarna til at trække sig ud af buksedragten, hvor hun havde lagt den, og den rene kjole på en sten, alt imens hun havde trådt i. Brændende havde det følt som en start, men som hun havde hvilet sig mod kildens kant, imens hun fra bryst og ned havde været dækket, havde hun langsomt taget den afslappede effekt til sig, hvor hun nu hvilede sig med lukkede øjne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad Gabriel egentlig lavede, vidste han virkelig ikke. Han kunne mærke hvor træt han efterhånden var blevet ovenpå den lange flyvetur. Efterhånden havde han vænnet sig til tilværelsen som en dødsengel, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han accepterede, hvad han var blevet til, for det gjorde han da på ingen måde! Hvert et vingeslag, var tungt for ham nu. Det havde været en forbandet lang tur.. Hvor desperat var han ikke lige? At søge hele vejen til Tayevania? Det rablede da for ham nu!
Silia var ikke en kvinde, som han hørte det mindste til mere. Han vidste at hun ventede sig.. Rygterne gik jo langt, og allerede der, vidste han jo, at barnet heller ikke var hans. Det kunne umuligt være hans. Det var uden tvivl nedladende for ham, at skulle tænke på det. Sveden piblede i øjeblikket fra hans pande, som han vendte blikket mod øen, som han kunne spotte i det fjerne. Egentlig ganske heldigt, da han ikke havde haft nogen anelse om, hvor pokker øen lå henne, eller om han i det hele taget var fløjet den rigtige vej. Det var han da! Heldigvis!

Langt om længe, nåede Gabriel fast land, hvor han gik ind for en landing. Hans krop rystede af anstrengelsen. Han havde også fløjet over ekstrem lange afstande denne gang, og det var han jo heller ikke ligefrem vant til, kunne man jo sige. Hans ben klappede sammen under ham, da han langt om længe måtte ramme jorden med fødderne. Vingerne kollapsede omkring ham, hvor han måtte sætte hænderne mod jorden, for ikke at falde helt sammen.
Svagt måtte Gabriel hive efter vejret, inden han forsigtigt rejste sig op. Hvor han var kommet hen, vidste han ikke. Huler og klipper, var der stort set over det hele. Han sukkede let. Han vidste at Denjarna var her et sted, men hvor han skulle søge henne, vidste han ikke. Måske han skulle finde en hule og få sovet lidt? Han søgte til en af de større huler, hvor han søgte ind. Røg og dis, kunne ses.. fra kilder? Han sukkede tungt. Han var bare så træt efterhånden!

[Denjarna Dark Dynithril]

Brug for ro og afslapning kunne man godt sige, at Denjarna havde. Livet som dronning var nemlig ikke let som en leg, og derudover gjordet det det ikke lettere, at hun havde problemer på den romantiske fløj. Igen stod hun nemlig overfor det dilemma, at to mænd måtte ønske hende.. eller hun var temmelig sikker på at den ene ønskede hende, hvor den anden stadig havde noget at finde ud af. Roligt trak hun vejret, alt imens hun holdt underarmene korslagte oven på kildens kant, så hendes hage kunne hvile deri. Selv kunne hun mærke, hvordan det varme vand omgav hendes krop og holdt hende tung og afslappet. Rart var det uden tvivl at hvile her, men om det hjalp, kunne hun ikke ligefrem sige. Det var måske også for meget at bede om, at en smule varmt vand kunne heale hende sjæleligt og kropsligt? Intet havde hun dog at tabe på det, og derfor gav hun også blot kilderne en chance.
Hvor længe Denjarna lå i kilden, inden hun hørte … skridt, vidste hun ikke, men øjnene lod hun straks søge op. Var det en ren og skær forbipasserende, der også ønskede at nyde de varme kilder? Eller var det hende og Damiens guide, der havde fået lidt for sjove tanker? Hovedet hævede hun nu en anelse. Burde hun søge op og tage sine klæder? Hun kunne høre, hvordan skridtende nærmede sig og… ”..Gabriel..?” lød det forfærdet fra hende, hvor det var mildt at sige, at hendes sølvgrå øjne lyste overraskelse. De sorte vinger.. Kroppen.. Svedperlerne der nærmest stod på hans pande.. Havde han lige fløjet hele vejen fra Manjarno og til Tayevania? .. og vigtigst af alt, hvorfor? Mest af alt lignede han en der skulle til at falde bevidstløs om, så det var vel næppe ment i sjov? Var han blevet fordrevet dertil i den korte tid, hvor hun havde været bortrejst? Spørgsmålene havde hun uden tvivl!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det svimlede for Gabriels blik, da han endelig søgte ind i hulerne. Han havde brug for at ligge ned, og gerne uden, at der var alle mulige andre til at holde øje med ham. Han havde vel bare brug for at trække sig væk fra alt og alle? Glemme alt og alle, og særligt nu hvor han kun yderligere var blevet bekræftet i, at han ville gøre dem ondt, hvilket slet ikke var noget, som han ønskede sig. Det var nok noget af det, som hans nylige tilværelse, aldrig ville kunne tilpasses med. Tanken om at gøre nogen ondt.. Det var udelukkende derfor, at han havde valgt, at søge denne lange vej.. Det var langt væk fra dem, som han typisk ville være omkring, og dem som han havde nær og kær i hans liv. Det var bare på tide for ham at komme væk.. Langt væk!
Disse huler, måtte han alligevel anse som et passende skjulested, og især for i nat, hvor han for alvor havde brug for at få lov til at sove.. slappe af, og så måtte han tage det hele i morgen. Her kunne han da få sig lidt søvn.. Slappe af. Forhåbentligvis om ikke andet, for han kunne slet ikke overskue, at skulle slås med alverdens mærkelige ting.. nye væsner eller noget som helst. Han sukkede let, inden en ellers frygtelig velkendt stemme måtte ramme ham. Næsten automatisk måtte hans hjerte hamre mere og mere i hans bryst, som han hævede blikket. Han bed tænderne let sammen. Hvad lavede hun her? Det var jo ikke ligefrem her, at han havde regnet med, at skulle se hende. Han sukkede let og rystede på hovedet. "D-Denjarna.." Han stoppede op, inden han gled op langs væggen og gled så derefter ned på gulvet i stedet for. Han var virkelig træt.. Det havde jo virkelig været en forbandet lang flyvetur! Tænderne måtte han svagt bide sammen. Han hev svagt efter vejret. Han var uden tvivl mere træt, end hvad han egentlig lige have regnet med, at han ville være!

[Denjarna Dark Dynithril]

Helt ved siden af ville det ikke være, hvis man sagde, at Gabriel var den sidste person, som Denjarna havde forventet at se her. Var det også underligt, at hun spekulerede på, om han var kommet for hende, som han ellers meget bekendt ingen relationer havde til Tayevania? Han vidste jo, at hun havde taget af sted. Hurtigere slog hendes hjerte, alt imens de sølvgrå øjne fulgte hans bevægelser. Dog var det synd at sige, at han lignede en der søgte hende.. Det var i hvert fald ikke det romantiske gensyn, som man i så fald kunne have forventet. Det lignede nærmere, at han ønskede at glide hen, og at hun i så fald kunne prikke til ham om en time. Var det besynderligt, hvis det var en kende skuffende? Tavst betragtede hun ham, som han nærmest skvattede omkuld langs væggen. Havde han været ude i en form for kamp? ”Hvad laver du her, Gabriel?” endte hun direkte med at spørge. ”I Tayevania? I præcis den samme varme kilde, som jeg?” Ja, besynderligt lød det helt, hvis ikke han havde søgt hende. Hvis ikke var det uden tvivl noget af et tilfælde. Opmærksomt betragtede hun ham med blikket. Ej forlod hun den varme kilde, som hun lå i. Rart var her jo, samt hun ønskede at vide, hvad Gabriel lavede her.. For sandheden var vel, at han næppe havde kommet efter hende, som han nærmest lod sig falde om, som han var i det samme rum som hende. Hvis det havde været såvel, havde han vel nærmere taget hende ind i sin favn og svunget hende omkring. Hagen lagde hun tavst tilbage mod sine korslagte arme. Rødmende var hendes kinder på den ellers så pleje hud. Dog ikke grundet hans ankomst, men grundet de varme aromaer, som steg op for kilderne. Om de ville hjælpe hende, vidste hun ikke.. Men var det et tegn, at Gabriel kom til hende, som hun forsøgte at heale sig selv?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Træt var Gabriel, da han endelig søgte ind i hulerne. Han havde bare brug for at komme lidt væk fra det hele, hvor han samtidig ville få muligheden for at tænke klart. Det var bare ikke just på denne her måde, at han havde regnet det hele med at være, og det kunne da uden tvivl også godt mærkes for hans vedkommende. At skulle stå ansigt til ansigt med Denjarna her, var nok ikke lige, hvad han havde regnet med. Ned af væggen gled han, som han satte sig på enden, bare for at få muligheden for at slappe af. Den som efterhånden var så forbandet tiltrængt for hans vedkommende. Efter de nyheder, som han havde fået - ikke bare af Corina, men også af Melrose, så var det jo kun en bekræftelse for ham.. Og han ønskede jo ikke, at gøre nogen ondt. Særligt ikke, hvis han kunne blive fri for at gøre det!
Svagt rystede Gabriel på hovedet. Om han havde vidst, at det var denne hule, hun ville befinde sig i, havde han uden tvivl valgt en anden. Der var jo rigtig mange i områderne omkring her. Han sukkede tungt, som han kort lod øjnene glide i. "H-havde jeg vidst a-at du var i denne, h-havde jeg nok valgt en a-anden," endte han med en tydeligt stakåndet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hårdt var det da uden tvivl for ham, at sidde i en situation som denne, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, kunne man jo sige. Han vendte blikket mod hende. Hvad lavede hun her? Han havde ikke vidst, at hun var taget mod Tayevania. Han havde jo selv brugt tiden på at finde ud af, hvad han gerne ville med sit liv.

[Denjarna Dark Dynithril]

Selv forundrede Denjarna sig uden tvivl over, hvad Gabriel lavede her. I Tayevania. I den samme varme kilde, som hende. Hans svar var dog direkte som en mavepuster! For et par sekunder stirrede hun bare på ham, inden hendes blik blev koldt. Det føltes dog også som om, at han havde fået hendes indre til at isne, og det var næsten utroligt, når man tænkte på, at hun lå i det hede vand. Mænd! Et tydeligt tegn var det dog på, at hans tilstedeværelse på ingen måde var et tegn! Der var i hvert fald ikke nogen romantisk mening med det. ”Hvis det er således du føler, så forsvind. Denne hule er optaget,” lød det afvisende fra hende med en fjendtlig røst. Hvorfor overhovedet sætte sig, når det var således, at han havde det?! Og for det andet.. hvad havde gjort, at han pludselig fandt hendes tilstedeværelse ækel?! Sidst havde han jo mere end ønsket hende. Som han ikke længere ønskede hendes tilstedeværelse, ønskede hun dog heller ikke hans! Afvisende lod hun sig vende om i vandet, så hun ikke længere hvilede op ad kanten, men derimod havde ryggen til ham. Ej heller ønskede hun at forpeste sine øjne med hans tilstedeværelse, hvis det var sådan, at han havde det! Hænderne førte hun ned under vandet, hvor de bevægede sig let, inden hun lod dem bryde overfladen, så de våde håndflader kunne køre ned over hendes ansigt. Magen til uhjælpsomme kilde! Her kom hun i håb om at blive healet, og som resultat blev det hele bare … forværret! Af den årsag burde hun vel næsten skynde sig op? Det var jo mere end tydeligt, at kilden havde den modsatte effekt på hende! Og selv havde hun i hvert fald ikke brug for mere ulykke end det, som hun allerede havde!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var jo ikke ligefrem meningen at Gabriel skulle støde på nogen som helst, og særligt ikke Denjarna! Han havde brug for fred.. komme sig, efter hvad han havde fået at vide, og som tilsyneladende bare var ting, som han måtte slå sig til ro med her i hans liv, selvom det bestemt heller ikke ligefrem gjorde tingene nemmere eller enklere for ham af den grund. Desuden havde hun beskrevet ham, som en mand, der ikke var noget for hende.. Så hvorfor reagerede hun så voldsomt? Det forstod han da endnu mindre af! Kvinder.. forbandede kvindfolk!
"F-for helvede.." vrissede han med en fast tone. Det var bestemt ikke just dette, at man kunne sige, at Gabriel havde regnet med, at skulle stå ansigt til ansigt med, og særligt, når det måtte foregå på denne her måde. Han forsøgte at komme op, også selvom hans ben føles som gele. Han havde nok været på den længste flyvetur i hele sit liv, og nu skulle hun også til at skælde ham ud? Var det underligt, at det var en tanke, som direkte gjorde ham pissed? For at sige det mildt! Han prustede let, som han lagde hovedet tilbage. Hvad han dog ikke ville gøre for noget iskoldt at drikke.. Bare et eller andet, som han kunne falde ned på. "D-det lyder jo h-heller i-ikke som min t-tilstedeværelse er ø-ønsket," pointerede han kortfattet. Hvilken velkomst at modtage, når han var kommet denne lange vej. Var det for at møde hende? Han vidste det ikke. Tayevania og det at komme væk fra fastlandet, var det første, som havde slået ham. Det havde helt igennem været en frustrerende tanke nok for ham!

[Denjarna Dark Dynithril]

Ondt gjorde det næsten helt at høre Gabriels ord, og derfor reagerede Denjarna naturligvis også, som hun gjorde. Hvorfor skulle hun også være venlig over for ham, samt ønske ham, når man bestemt ikke talte pænt til hende, og tydeligvis ikke ønskede at være i samme rum som hende? Hvad der havde sket siden denne pludselige ændring, vidste hun dog ikke.. Man skulle næsten tro, at de var tilbage på det stadie, hvor de foragtede hinanden, inden de havde genfundet hinanden på kroen. At han begyndte at bande, tog Denjarna sig ikke af. Han måtte da i sandhed også være bitter på hende! Som hun hørte noget rumstere, regnede hun med, at han var på vej bort. Dog måtte hun sande, at det ikke var tilfældet, som hun hørte bumpet, som han gled ned igen, og som han begyndte at tale. Hvorfor overhovedet tale til hende, når han alligevel hadede hende? Dog forstod hun oprigtigt ikke, hvorfor han var blevet sådan, da de sidst havde haft en fantastisk tid sammen. Turen til stranden, hvor de havde grinet og badet.. Den kølige hjemtur til Neutranium, der havde været efterfulgt af nogle særdeles varme stunder.. Hvad var hans problem virkelig?! ”Skyd ikke skylden over på mig, Gabriel,” sagde hun direkte. ”Det er dig og ikke mig der hilser med den sætning, at du ikke kan tåle at være i samme rum som mig. Jeg hjælper dig derfor bare på vej.. Du ved, hvor udgangen er.” Fandeme nej skulle han have lov til at være her, hvis han opførte sig på den måde! Desuden havde hun ikke kommet her for at skændes eller være negativt stemt, som hun derimod var kommet her i håbet om, at kilden kunne heale nogen af hendes skader. Det havde dog tydeligvis været for meget at forlange, som det åbenbart kun var blevet værre! ..Eller også kunne man tolke det, som var det kildens måde at sige, at hende og Gabriel var en katastrofe sammen. Det var jo også noget, som hun havde ønsket et svar på.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Gabriel holdt af Denjarna, for det gjorde han. Af den grund, så ønskede han jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske hende noget, og særligt, når det foregik på denne her måde. Tænderne måtte han bide tæt sammen. Han kunne slet ikke overskue, at skulle til at skændes med hende, og frygten for, at han ville gøre hende ondt, tog mere og mere til, i takt med, at han lukkede den dødsengel tættere og tættere på sig, og det var det, som skræmte ham mest. "Hold nu kæft, Denjarna!" bed han af hende. Det var ikke bare hende, som havde det hårdt. Det var for pokker da også ham!
Gabriel slap et tungt suk. Det var uden tvivl hårdt nok, som det måtte være i forvejen, og lige nu, måtte han jo erkende, at hun heller ikke just gjorde det nemt for ham, eller for sig selv. Kunne han, havde han nok rejst sig igen, men det kunne han ikke! Han var fløjet hele vejen.. Hans krop føles tung, som var den lavet af bly, og bare tanken om at bevæge sig, gjorde det ikke ligefrem nemmere. Han havde jo heller ikke just taget denne lange vej, for at genere hende. Det havde i hvert fald ikke været hensigten med det i hvert fald, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Han rystede kort på hovedet. Det hele var jo bare.. dumt! "Hvis du tror, at jeg har taget denne lange vej, kun for at komme her og genere dig, så tager du fejl. Jeg ved udmærket godt, hvor udgangen er, ellers tak," endte han, som han vendte blikket den anden vej. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, og han følte sig svimmel. Han havde for pokker da ikke energien til at rejse sig, og bare søge væk. For ikke at glemme, at hun nok ville blive pissed, om han bare gjorde det. Han trak vejret dybt endnu en gang.. I et forsøg på at genvinde roen. Og nu hvor han sad lidt ned, var det også nemmere. Det gjorde ikke så ondt mere, som det havde gjort tidligere.

[Denjarna Dark Dynithril]

En tand for meget matte Denjarna finde dette, og derfor endte hun også med at vende sig om igen. Underarmene placerede hun mod kanten til kilden, alt imens hendes hårde blik faldt på hans skikkelse. Hvad var seriøst hans problem?! Hun forstod det vitterligt ikke! ”Jeg ved ikke, hvem der har pisset på din sukkermad, Gabriel, men jeg har intet gjort dig. Hold derfor din uoplagte vrede inde, eller jeg vil give dig en grund til at være vred på mig,” sagde hun nu skarpt, som hun bestemt ikke ville være skydeskive for noget, som hun end ikke havde gjort! Hvis han derimod mente, at hun rent faktisk havde gjort ham uret, ville hun da hjertens gerne vide, hvad hun havde gjort, for selv havde hun ikke den fjerneste ide om, hvad hun kunne have gjort ham. Sidst de havde skiltes, havde de jo smilet til hinanden og kysset hinanden farvel. Nu snerrede han derimod ad hende. Hvad havde helt seriøst ændret sig? Havde han blot fundet ud af, at hun på ingen måde skulle være en del af hans liv, og var det så hans måde at fortælle hende det? Morsomt fandt hun det dog ikke, at det skulle foregå på den måde. Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”Hvis du hverken er her for mig, eller ønsker at være i min nærhed, kan jeg ikke se, hvorfor du vil være herinde et sekund mere. Landet her er ganske vidst ukendt for mig, men selv ved jeg da, at dette ikke er den eneste hule her.. Så hvis virkelig synet af mig for det til at vende sig i din mave, vil jeg foreslå, at du tager videre,” sagde hun direkte. Morsomt var det trods alt heller ikke at være i nærheden af en, som pludselig foragtede ens tilstedeværelse. Hvorfor det pludselig var sådan, vidste hun ikke.. og ondt gjorde det faktisk. Hun havde jo følt ... noget.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Denjarna så derimod skulle sidde og bide af Gabriel på denne måde, var ikke just noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Faktisk kunne han slet ikke lide det. Frygten for, at han ville ende med at gøre hende ondt - som alle havde sagt, at han ville, så var det vel bare mest fornuftigt af ham, at skubbe alle fra sig? Leve et liv alene, hvor han med sikkerhed vidste, at der var langt større chance for, at han intet ville gøre dem? Han bed tænderne sammen. Træt som han var, kunne han slet ikke overskue at rejse sig lige nu. Selv for ham, havde det virkelig været en lang flyvetur, og han kunne jo ikke direkte gøre noget ved det lige nu! "Ligner jeg en, som er i stand til at rejse mig lige nu?! Nej... nuvel, så lad mig sidde, og få pusten igen!" bed han af hende. Han forsøgte vel bare at holde hende på afstand, også selvom det gjorde ondt.
At det gjorde ondt på hende, kunne han mærke. Det forbandede væsen i ham, bed sig da også bare fast i absolut alt omkring ham, hvilket ikke ligefrem, var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det var da direkte frustrerende, at det skulle være på den måde. Han sukkede let og lod hænder skælvende glide over hans ansigt. Det var virkelig ubehageligt det her. "Jeg vidste ikke, at du var her.." pointerede han let, som han igen drejede hovedet mod hende. Var det virkelig så svært at forstå? Han gled mere langs væggen bag ham. Det var jo ikke fordi at det vendte sig i hans mave! Langt fra! "Jeg kan mærke det.. Vil du virkelig have, at jeg skal gå? Fint.." Han satte den ene hånd mod væggen bag ham og jorden foran, idet han forsøgte at kæmpe sig op. Det gik bare ikke som han ville have det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Dybt forvirret, såret og vred var Denjarna faktisk, som Gabriel meldte sin ankomst på den måde, som han gjorde. Desværre lignede det bare ikke, at noget af det ville blive bedre, som det derimod så ud til, at det bare var sådan, at det var. Hun slap et fnys ved hans ord. ”Hvor træt du end er, burde selv du kunne tage ti skridt ud af hulen.. eller vil du bare sidde her og klynke? Hade min tilstedeværelse, og ødelægge min stund her?” spurgte hun spidst. Det var jo tydeligvis sådan, at det var. At han ville brokke sig over, at hun var her, skønt hun var kommet her først, samt irritere hende med at sige, at hun ikke var ønsket. Hvad var der seriøst gået af den mand? Havde han bare fået en åbenbaring før hende?! Øjnene kneb hun en anelse sammen. Han havde ikke vidst, at hun var her? Det kunne hun være ligeglad med! Særligt som han højlydt havde sagt, at hun bestemt ikke var en person, som han ønskede at være i nærheden af! ”Du vidste ikke, at jeg var her? Fint! Du ved, at jeg er her nu, så saml stængerne sammen og fis ud igen!” bed hun af ham, som det bestemt ikke var en undskyldning for at blive siddende! At han endvidere havde behov for højlydt at sige, at han kunne mærke, hvordan hun fik det til at vende sig i hans mave, fik kun hendes indre til at trække sig det mere sammen! Sort måtte hun se, alt imens hun følte en smerte.. I hjertet. At se ham forsøge.. og så mislykkes i det, hjalp bestemt heller ikke på det! Ikke fordi at hun fik ondt af ham, overhovedet. Det pissede hende nærmere af, at det ikke lykkedes ham at skride, når nu hendes tilværelse faldt ham så forfærdeligt ind. ”Hvis ikke du selv kommer op på benene, skal jeg nok vise dig, hvordan det virkelig føles ikke at kunne gå..,” hvislede hun truende ad ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Smerten som Denjarna måtte mærke, kunne Gabriel ligeledes mærke. Han nærede jo nærmest på det, som ønskede han, at hun skulle fortsætte med at have ondt, og det var jo slet ikke sådan, at han ønskede at leve sit liv! Særligt, hvis det var noget, som han kunne undgå. Han lukkede øjnene for et øjeblik. Han forsøgte at skubbe det hele til side, selvom det ikke rigtigt ville, som han ville, hvilket næsten var det værste af det hele. Han bed derfor tænderne tydeligt sammen.
Gabriel væmmes ikke ved synet af hende.. Men han ønskede jo ikke at gøre hende yderligere ondt.. og så alligevel.. Han hadede det virkelig! "Tror du ærlig talt, at jeg er fløjet denne lange vej, for at spolere det hele for dig?" spurgte han med en stemme præget af skuffelse, inden han rejste sig op. I så fald, så indikerede hun da tydeligt, at hun slet ikke kendte ham! Skulle han stadig tage hendes ord for gode varer? At han på sigt, ikke var en mand for hende? Som hun havde fremstillet ham som? Tanken gjorde uden tvivl ondt, men det var ikke just noget, som han kunne gøre noget ved nu, og den tanke, var uden tvivl direkte frustrerende, for han kunne jo intet stille op med den. Han lagde hovedet mod klippevæggen, hvor han knyttede næverne. "Hvad pokker har jeg gjort dig, Denjarna?" vrissede han med en fast tone, som han atter en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Han var træt.. Han kunne slet ikke overskue at flytte sig, og ja. han tog styrke til sig, ved den smerte, som hun måtte føle i sindet. "Hvis du går og tror, at jeg væmmes ved dig, så tager du fejl! Okay!? Jeg er træt af, konstant, at skulle være påpasselig med hvad jeg siger, og hvad jeg gør.. Du har ondt.. jeg kan mærke det.. og det er grusomt.." Han rystede kort på hovedet. Det var virkelig grusomt, at kunne mærke det.. og lide det.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Hvad du laver her, ved jeg ikke, men det kan jeg tydeligvis også være ligeglad med,” sagde Denjarna sigende, som han trods alt selv havde udtalt, at han ikke ønskede at være omkring hende. Hvis det var sådan, hvorfor skulle hun så interessere sig for ham i retur? Hun ønskede jo ikke at være den der stod tilbage med en lang næse! Hvad der pludselig havde hændt, kunne hun dog stadig ikke forstå.. Igen havde han jo ønsket hende, og ligget med hende for en uge tilbage, og nu var al det bare … væk? Hun fnøs, som han begyndte at give hende skylden. Hvad bildte den mand sig ind?! ”Jeg burde nærmere spørge dig om, hvad jeg har gjort dig, siden du finder min tilstedeværelse så frastødende!” sagde hun direkte, hvor hun faktisk var … såret et sted. Som hun følte den smerte, kunne hun dog ikke lade være med at tænke, at det var, hvad mænd gjorde ved en, når de nåede ind under huden på en. De ødelagde en.. Derick havde forsøgt på det, og nu også Gabriel åbenbart! At han derfra pointerede, at hun havde ondt, og at det gik ham på, forstod hun på ingen måde! Det var jo for fanden ham, der lige havde plantet den følelse i hende! ”Ved du hvad, Gabriel? Bare gå. Gå hen og ødelæg en andens dag, når nu du allerede har haft succes her,” endte hun med at sige, som hun ikke gad være skydeskive for hans lege. Hvad var det dog også for noget, som han var begyndt på?! Hun forstod det ikke, som hun ikke forstod, hvad han pludselig havde imod hende. Tænderne bed hun sammen, inden hun vendte sig i vandet igen, så hun nok engang havde ryggen til ham. Han stod jo på benene nu, så han ville vel være væk om et øjeblik? Medmindre han fandt nydelse i at lege med hende, hvilket han vel sikkert også gjorde.