returning

[Deleted]

Virkelig med lytterlapperne helt ude, sad hun dybt koncentreret om at høre hvad han havde at sige. Det var utroligt! Hun var virkelig fascineret af ham, hun lod hovedet søge på skrå som han forklarede videre. Da hans vinger brød frem, gispede hun forundret, ingen hun slet ikke tøvede med at røre. For hende var det jo nysgerrigheden som bestemte og så slap hun alle hæmninger, derfor, rørte hun bare folk uden tilladelse. Hendes fingre strøg over de store vinger. Der var ingen fjer på, det var mærkværdigt. Var han en fugl? Ingen hun nåede at spørger, forklarede han hvad det var som han var, hun var overrasket og imponeret. Det var trist at tingene hang sådan sammen, men hold da op det var fascinerende. Han var hvid, ligesom det andet, så smuk!
"De minder mig om perler, dem man finder i østers. Så smukt. Hvad er der med jer landbeboer og hvid?" Beundrende var hun i stemmen, næsten fraværende, hun ville gerne vide mere. Vingerne foldede sig ud og hun mistede næsten helt vejret, hun lod sig bevæge helt hen og gå langs dem, mærke på vejen. Det føltes så sjovt under hendes fingre, men næsten også vant, ingen pels og ingen fjer. Nærmere hen af skæl, men så alligevel ikke helt. Da han nævnte hendes fader, smilede hun blidt.
"Min fader er meget vis. Jeg ved siden af, dum som en sten. Men jeg vil gerne ud og se verdenen, tage en masse historier og oplevelser med hjem til mit folk, arbejde i forskellige embeder." Lød det eventyrs lystent fra hende, hun vendte de brune øjne mod hans skikkelse igen. Inden hun valgte at vifte med hænderne.
"Når, væk med alt det der, De er udmattet og trænger til ro. Jeg plejer at give min fader massage, jeg kunne gøre det samme for Dem? De ser så anspændt ud." Tilbød hun muntert.

[Deleted]

det var nu helt fint som hun gik rundt om ham og nærmest studerede de forskellige detaljer i hans forvandling det var selvfølgelig ikke noget folk normalt gjorde de fleste var vel bange for hvad han kunne og det var da også forståelig nok men at hun direkte ingen frygt havde og var mere nysgerrig i hvordan det føltes var lidt specielt for Muln
han kikkede også mod hende som hun spurgte ind til farven "jeg vælger ikke selv farven men jeg går vel ud fra jeg bare er glad for den hvid er en ren og fredelig farve " svarede han roligt inden han næsten dumpede ned på knæ *jeg tænkte det nok* tænkte muln lidt for sig selv energien var stadig flad og det var dermed svært og holde en forvandling selv bare en halv en som dette oppe og da hun bad ham fjerne forvandlingen igen måtte han jo lytte efter
"som du ønsker" sagde han stille og lod vingerne ligge sig ind mod kroppen igen inden de langsomt skiftede til en mere silkeagtig form igen og lagde sig som den kåbe han havde haft på intil nu
han satte sig ordenligt ned og kikkede op på hende "nu hvor jeg tænker over det har jeg vist ikke fået dit navn endnu ? kunne det være muligt at høre dette" spurgte han høfligt det ville bestemt være rart og vide hvem denne fremmede egentlig var
"og.. tak for at du vil hjælpe mig" sagde han igen stille inden han kikkede op på hende

[Deleted]

BEkymret måtte hun jo næsten være, selvom manden for hende var en vildt fremmede. Hun tog sig af folk på hendes vej, hun var en meget kærkomment væsen, hun ønskede at alle havde det godt. Fred og harmoni, det var så skønt! Krig havde hun aldrig været en del af, hun havde kun hørt de forfærdelige ting om det, selv arenaen var hun imod, men det måtte folk jo om, hun kunne vise sig uenig og tage afstand, det var vidst også det. Hun søgte forsigtigt ned bag ham på knæ, inden hun lod sine fingre hvile på stoffet, det ville nu være bedre hvis det ikke var der. Her måtte hun rødme lidt, for det var pinligt at spørger om!
"Ville det være muligt at fjerne beklædning for oven?" Spurgte hun stille med nu endnu mere røde kinder, og et skævt smil. Det var jo lettere at komme til på den måde, det kunne hun jo ikke gøre ved. Under vandet var alle mænd i bar overkrop, men at direkte bede en mand tage sine klæder af var nu alligevel grænseoverskridende for hende.
"Mit navn er Daleila, og De er?" Lød det roligt fra hende, som hun begyndte at varme sine hænderne lidt op, de kunne nok godt virke kolde og at give ham kulde ønskede hun ikke. Det var vigtigt med varme, det vidste hun, hendes krop fungerede under vand jo ikke på samme måde, men massage kendte hun til, både over og under vand.
"Det er en fornøjelse at hjælpe, desuden er det da det mindste jeg kan gøre. De har lært mig en del allerede." Glad måtte hun lyde og i den grad også taknemlig.

[Deleted]

han kunne hurtigt mærke at hun lagde hænderne langs det bløde stof og lyttede stadig roligt til hende som hun spurgte ind til og fjerne det han var ikke ligefrem van til massage men det var vel rigtig nok at det var nemmere sådan "selvfølgelig" sagde han bare stille og løftede stoffet af sig lagde det ved siden af sig selv det var et lidt specielt stof han havde fået for lang tid siden magisk skabt til og binde sig til hans forvandling og løbe i et med vingerne når disse blev fremmanet på denne måde ungik han at det gik i stykker
han lænede sig lidt mere tilbage og lukkede øjnene som han mærkede de varme hænder nærme sig
hvis hun var lige så god til det her som hun var til at snakke ville han da aldrig kunne glemme det igen
"jeg elsker og hjælpe folk og hvis det er vil jeg meget gerne vise dig mange flere ting jeg har været alene i alt for lang tid nu og du har stadig en del du ikke ved ikke sandt ?" spurgte han lidt efter det var måske dumt som han sagde det han var jo trods alt fremmed for hende men hun virkede så flink at han fik det til og lyde som om de havde kendt hinanden længe
"det..det må du undskylde jeg ved godt jeg er en fremmed person for dig har bare ikke talt med nogen længe" sagde han med et lille smil det her var bestemt noget han kunne vænne sig til

[Deleted]

Med rolige bevægelser, startede hun med at give ham massage, hendes fingre arbejdede forsigtigt og roligt, han var godt nok anspændt! Musklerne trængte i den grad til at blive løsnet op, så hun ville ikke have det gjorde for ondt på ham, men lidt kom det nok til. Han måtte virkelig have haft det hårdt, for hans krop var ligeså påvirket af det, men det kunne hun jo heldigvis gøre noget ved. På knæ kunne hun bedre nå og komme i dybten af hans problematikker, som viste sig at gå hele vejen ned over ryggen, han skulle muligvis ned og ligge på et tidspunkt. Men først tog hun sig kærligt af hans nakke og skuldre.
"Det ville være fantastisk med en ledsager! Jeg har ledt efter sådan en, men ingen kan holde mine mange spørgsmål og snakken ud." Udbrød hun glad, derfor behøvede han på ingen måde at undskylde, det ville kun være helt fantastisk for hende med en rejsekammerat. Hun ville til hver en tid gerne have en at rejse med, specielt hvis det betød at han også blev glad. Det var jo godt for dem begge to så.
"Jeg skal nok få talt ørerne helt af med tiden, jeg håber virkelig ikke De kommer til at fortryde!" Lød det ivrigt fra hende, for hun ville virkelig gerne have en til at ledsage hende, en til at svare på alle hendes spørgsmål! Det lød som en vildt eventyr og det ville hun med på! Men først skulle hun jo lige fortælle sine forældre det og tage afsked.

[Deleted]

Muln kunne meget nemt mærke han ikke havde prøvet det her før kroppen var øm og brugt efter gentagelige forvandlinger og problemer en forvandling var ikke helt uden problemer som mange almindelige folk mente
det kunne godt mærkes og det gjorde måske en smule ondt men det var egentlig også fint nok hun virkede til og havde godt styr på det hele så han lod hende da også om det
han smilte stille og roligt til hende "det havde jeg nær glemt mit navn er Muln hyggeligt at lære dig og kende" sagde han inden hun fortsatte sin tale han kunne igen ikke rigtig lade være med og grine lidt det var ret sjovt og for at være ærlig troede han ikke helt at han ville blive træt af at høre på hende foreløbig "bare rolig jeg har været alene så længe at jeg har plads til og lytte en del det rart for en gang skyld og kunne tale med nogen " svarede han
hvor længe siden havde det været siden han kunne være sådan her tale med nogen om alt muligt uden og være i fare for at miste livet ? rigtigt nok havde kvinden naydina været rar og tale med men problemet var selvfølgelig ham rytteren her nej her der var det da næsten som.... ja det måtte det være den samme glæde han følte mange år tilbage
"det rart det her i 500 år har jeg holdt mig for mig selv jeg havde næsten glemt glæden af at have nogen og tale med"
sagde han og kikkede op på hende med de sølvfarvede øjne og et stort smil

[Deleted]

Det betød meget for hende at kunne hjælpe ham, hun fandt det jo skønt at give fra sig, han gav hende ny viden, hun hjalp ham med at være i sig selv med mere afslappelse og harmoni. Hendes fingre gled erfarent hen over hans bare skuldre, videre ned over hans skulderblade, hvor hun løsnede enhver muskel og måtte fylde ham med velbehag. Hendes smil lå fast på læberne, hun var glad og havde det rigtig fint med at have noget at gøre med sine fingre.
"Jeg skal have meddelt mine forældre jeg tager ud og rejser over et længere stykke tid, får mig lidt dannelse og lære om livet på landjorden. Det vil de sikkert blive glade for, jeg ved de gerne vil have jeg bliver til et eller andet, og det er bedst hvis jeg kan lære selv, ude blandt andre." Startede hun med at sige, for at fokusere på at give ham mere massage, hun gled op til hans skuldre igen, hvor hun lænede sig mere ind mod ham og søgte at løsne hans nakke også hvor spændingerne måtte sidde. Daleila så ud mod vandet med et smil, det så bare så dejligt ud, hun elskede vand! Han havde jo ikke set hendes væsen endnu, hvordan skulle han have muligheden for at genkende hende?
"Og så med en guide, helt perfekt." TIlføjede hun med et let smil, hun stoppede med at massere ham kort, inden hun trak sig lidt tilbage. "Kan De ligge Dem på maven, så jeg kan komme til ved resten af ryggen?" Bad hun stille, hvis han ikke ønskede det, ville hun stoppe for nu, men det ville være bedst for ham at få det hele løsnet. Og så kunne hun arbejde videre når de så hinanden igen.

[Deleted]

Muln havde på dette tidspunkt fået lukket øjnene han nød vel lidt den pleje han var udsat for nu det var ikke tit hvis han overhovedet havde prøvet det før han lyttede høfligt til hende som hun talte om sin familie igen det var da klart de nok gerne ville vide hvor i verdenen deres datter befandt sig han små grinte lidt for sig selv en familie ja sådan en havde han jo også engang nu havde han bare sig selv og de få væsner han mødte på sin vej
"det lyder rart jeg kan huske dengang jeg selv havde en familie der bekymrede sig for en du virker glad for din far det en god ting man skal aldrig glemme dem man har" sagde han roligt og vendte sig uden problemer om og lagde sig på ryggen han havde det godt nu så der var ingen grund til at stoppe hende i hvad hun havde gang i
"der er en masse forskellige ting jeg kan vise dig i denne verden " sagde han bare og forsvandt lidt ind i sig selv drømte væk til de ting der kunne vises og de eventyr han kunne have med et andet væsen
"forresten er det muligt jeg kan se hvordan din slags ser ud i vand?" spurgte han lidt søvnigt og nysgerrigt han havde jo vist lidt af hvad han kunne så nu ville han jo egentlig også gerne vide hvad hendes art var i stand til det
det gjorde ham spændt og nysgerrig

[Deleted]

Eventyr som ventede, det ville være en stor glæde for hende, hun var spændt, hun glædet sig allerede, men hun måtte jo have styr på nogen ting inden. Hun var en rigtig fars pige, hun elskede ham meget højt, men også ligeså hendes mor. Som han lagde sig, endte hun ved hans side og begyndte at massere ham langs rygsøjlen, og ud mod de andre muskler. Hun ville vente med at tage hans lænd lidt endnu, for den måtte virkelig være øm. Roligt forsatte hun, som hun lyttede til ham.
"Jeg værdsætter familie meget højt, og vil elske og ære mine forældre til den dag de ej er her mere. Derfor vil jeg også gøre alt for at gøre dem stolte. Jeg er ked af De ikke har en familie mere." Lød det roligt fra hende, omsorgsfuldt til sidst. At han var villig til at vise hende en masse af verdenen, måtte virkelig gøre hende spændt! Hun mærkede hjertet hamre i fryd i brystet på hende, det var så perfekt og skønt.
"Er der et sted jeg kan mødes med Dem? Når jeg er klar til at tage afsted?" SPurgte hun blidt, så var det nemlig på plads, og de kunne rejse så snart hun var klar til det. Hun forsatte længere ned af hans ryg, hun var forsigtigt og startede blidt ud, han var virkelig fyldt med knuder og spændinger. Da han spurgte til hendes væsen, smilede hun stolt og glad, mens hun nikkede blidt.
"De kan komme med ud til havet bagefter, så kan De se?" Tilbød hun, her ved søen, var hun for bange for noget kunne ske og hun var fanget. Derfor var havet nu hendes foretrukne, selvom vandet så skønt ud!

[Deleted]

Muln begyndte smådt og lave nogle få lyde et tegn på at hendes behandling tydeligt virkede 
han kikkede opmærksomt på daleila som hun talte en familie var en god ting noget han vel til tider savnede 
men han kunne ikke bruge sin tid på at tænke på negative tanker han havde en og bruge sin tid med nu det var han rigelig taknemelig for da hun spurgte ind til et sted de kunne mødes måtte han egentlig tænke lidt 
"bare rolig så længe du er nær denne ø når du er klar kan jeg altid finde dig det er mit hjem og jeg har en god næse men hvis det er kan du altid komme her ud igen jeg er her det meste af tiden"
svarede han med et stort smil denne sø var hvor han engang havde boet som barn og i sin unge alder så det betød meget for ham og da hun nu vidste hvor stedet var 
hun begyndte og tale om havet hmm det var vel logisk hvis hun var hvad han gik ud fra ville det bestemt ikke være nemt at komme nogen steder i en sø som denne "så må vi jo besøge havet inden du skal videre det ville da ikke være godt med en strandet fisk her ude " det var tydeligt det ikke var ondt ment men lidt drilleri var der jo i det 

[Deleted]

Det var kun godt at hun kunne høre lyde fra ham, det betød jo at det virkede og gik i den rigtige retning. Men hun var også god til dette, så det måtte jo være en klar sag det hjalp. Det plejede det i hvert fald at gøre. Hendes blik hvilede mod ham, som hun afventede svar. Det ville jo helt klart være en fordel at vide hvor hun måtte kunne finde ham, så de kunne komme afsted på deres rejse sammen. Det kildede i maven bare at tænke på det!
"Jeg forsøger at finde dig her så." Meddelte hun, hun gik over i dus nu, ærligt, behøvede den fine tale jo ikke, nu hvor hun alligevel sad og masserede ham og aftale at rejse verden rundt med ham. Så var man vel nået et punkt hvor dus var okay? Hun smilede, godt opdraget var hun jo, men hun kunne også tænke lidt selv ind imellem. Hun endte massagen ud, den ryg krævede meget mere arbejde, men det måtte blive med mere end hvad hun kunne præstere nu. Derfor, rejste hun sig blidt op og strakte sin egen krop.
"Skal vi hoppe til stranden nu? Så kan vi snakke lidt om detaljerne på vejen. Så som, er der noget jeg skal have med på turen?" Spurgte hun nysgerrigt, normalt klarede hun sig bare lige med hvad hun havde, eller fandt på noget kreativt. Hendes smil nåede helt op i øjnene, hun var virkelig glad for at være faldet over denne mand, hun skulle ud og rejse med en, som ville besvare hendes spørgsmål efter bedste evne! Det var fantastisk!

[Deleted]

da daleila stoppede med massagen rejste Muln sig også han strækte kroppen lidt det kunne høres på knoglerne at der var blevet strukket ordenligt ud i  musklerne han kikkede lidt rundt inden kåben igen blev smidt over kroppen og det hvide hår faldt fint ned langs nakken inden han kikkede mod hende igen "ja lad os det " svarede han bare da hun spurgte om at gå mod stranden og med det begyndte han roligt at gå langs søen og hen mod skoven den vej var de nød til og tage for at komme ud her fra
da hun spurgte til hvad der var nød til og blive taget med kikkede han bare med et lille smil "hmm ikk så meget små ting du mener du får brug for og lidt mad til vejen ville være en god ide jeg kan flyve os noget af vejen hvis vi får brug for mere har du egentlig nogensinde prøvet og flyve i luften ?" spurgte han lidt ind det var måske et lidt dumt spørgsmål som hav væsen havde hun vel ikke rigtig prøvet dette før men det var da altid værd at spørge
selv elskede han at suse gennem luften og mærke vindens kølige tag på kroppen 
de bevægede sig gennem det bløde græs og nogle få grene hist og her træerne forsvandt stille og roligt bag dem efterhånden som de kom gennem skoven
skoven var lidt stor men der var ikke så langt til stranden her fra aligevel

[Deleted]

Forsigtigt fulgte hun med ham, med en balance som et hvert menneske, hun havde jo lært dette fra barns ben af, så det var hende en naturlig ting, men stranden havde hun ikke bevæget sig fra, som barn var hun frygtelig bange for det nye og ukendte. Nu var hun ellevild med det og kunne ikke få nok! Hendes blik søgte ham kort som hun sendte ham et blidt smil, han var virkelig en rar mand, så venlig og modtagelig for alle hendes spørgsmål, selvom hun faktisk ikke havde haft så mange lige nu. Det kom.....
"Jeg har normalt ikke brug for noget som helst på mine eventyr, men de foregår jo heller ikke på mere end et døgn før jeg vender tilbage. Jeg aner ikke hvad jeg skulle tage med. Og mad, det plejer bare at være fisk, men de skal jo helst spises friske." Startede hun usikkert, fisk åd hun jo råt, som havde hun været et dyr, men hun var også god til at fange dem. Tang elskede hun dog allermest, og det skulle altså også spises friskt, det kunne man ikke bare tage med. Med blide skridt søgte de igennem skoven, det var smukt, heroppe.
"Jeg har aldrig prøvet at flyve, er det ligesom med fuglene? Er det det du bruger vingerne til? Tager du mig virkelig med op og flyve? Det ville jeg elske!" Kom det ivrigt fra hende, allerede nu kunne man dufte stranden, den friske havluft som gled i deres retning.

[Deleted]

som de fortsatte med at gå smilte Muln roligt til hende ja det var vel at forvente af et hav væsen fisk måtte vel være deres foretrukne spise "hmm du har nok ret men bare rolig vi kan nemt sørge for mad hvis du ikke er kræsen er der mange slags spise på landjorden så det skal du ikke tænke så meget på" Muln kunne nu også selv begynde og dufte havet der nærmede sig hastigt lyden af de store og blide bølger kom tættere og tættere han blev dog glad da spørgsmålene omkring hans vinger dukkede frem igen "ja det er vel næsten lige som fugle det er hvad vinger er til for og du har endnu ikke set hvad en fuld forvandling er så længe du holder fast sker der dig ikke noget" forsikrede han hende det var noget mange folk glemte første gang de skulle flyve på et dyr at holde fast var vigtigt for i den fart der kunne nås i luften var det nemt og falde af hvis ikke grebet var som det skulle være
"jeg kender mange byer lande og øer som jeg har besøgt gennem min tid så at finde steder og vise kommer vi ikke til og løbe tør for foreløbig" sagde han med en smule begejstring i sin stemme aldrig havde han haft muligheden for faktisk at vise ud af sin viden og rejse gennem landet med andre en sig selv som selskab det var bestemt en ting at se frem til

[Deleted]

Hun måtte næsten lave et gadedrenge hop som hun lod blikket falde ivrigt på ham.
"Jeg ville elske at smage på ny mad, jeg er så nysgerrig på hvad i spiser!" Kom det begejstret fra hende, som hun klappede i sine hænder. Det blev bare bedre og bedre jo! Daleila smådansede som hun gik, det var helt perfekt dette her! Hun var bare så glad, så lykkelig. Det blev så fedt dette her, virkelig fantastisk. Og hun skulle nok finde ham, det var hun sikker på. Lyden af hendes hjem var der, duften, det hele og snart blev jord til sand under deres fødder.
"Jeg stoler på du nok skal passe på mig." Det var lidt af en tillidserklæring, men den fik han lige med oveni. Det var jo sådan hun måtte have det, hun stolede på ham rent faktisk, naivt? Måske.... Men hun følte sig ret sikker. At han lød til at vide meget og kende til en masse fik hendes hjerte til at slå vildt, det blev så perfekt dette her.
"Åh jeg glæder mig, jeg kan næsten ikke vente!" Udbrød hun, inden hun snurrede rundt om sig selv. Hun så på ham med et stort smil, inden de nåede ud mod vandet, her stoppede hun så op, var han så klar til at se hende nu? I sin sande skikkelse.