Uro

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var vel ikke underligt, at dette virkelig var en frustrerende tanke for Thranduil. Selv han ønskede, at deres samfund kunne fortsætte, som det havde gjort frem til nu, og det kunne naturligvis også godt mærkes. Hans blik søgte hendes skikkelse, hvor han tog imod hendes kys. Selv med glæde. Dette var bare en frustration, som han følte, at han måtte dele med hende. Han rejste sig derefter. Han vidste at han var nødt til at handle på det, men det var i hvilken retning, og helst gerne uden at det skulle påvirke den vred, der så tydeligt måtte herske dem imellem. Det kunne jo mærkes.. Endda frygtelig, frygtelig tydeligt.
Var fangenskab en mulighed? Det var jo ikke hvad Thranduil ønskede for deres egen slags. Han ønskede jo ikke at fængsle en elver. Det var dertil at den rent faktisk blev sværfor ham. "Jeg ville blive den første konge, til at fængsle en af mine egne, Serenity," pointerede han let. Der var rigtig mange ting i det. Men han var enig.. Noget var de jo nødt til at gøre. At opgive den krone, som hans forældre i sin tid, havde plantet på hans hoved, var ikke noget, som han ønskede at opgive, som han heller ikke ønskede at opgive det liv, som han kunne skænke sin egen familie.. og deres kommende lille. Det var ikke en verden i kaos, det barn skulle komme til verden i! "Silivrenniel er en handlens kvinde, Serenity.. Jeg ved, at hun ikke bare vil lade sagen ligge der. Hun ønsker at tage den titel fra mig.. fra os." Tanken gjorde ham vred et sted. Han fandt det ikke retfærdigt. Midt i lykkens stund, så skulle dette ske. Det var jo bare.. typisk!

[Deleted]

Hertil så hun faktisk ingen anden løsning, hvis han kendte kvinden så vel som han lod til, så var der jo ingen anden udvej, hun skulle sættes på plads, på den ene eller anden måde. Om det så blev en landsforvisning. Hun vidste godt det ikke var let, men selv deres egne kunne handle af ondt og selvisk hjerte, og det måtte der uden tvivl tages hånd om! Hendes mine var alvorlig, hun ville have gjort noget ved dette, og det skulle gå hurtigt! Kaos kunne spredes så let som en steppebrand og det ønskede ingen. Eller, tilsyneladende mente denne kvinde at det var det værd. "En landsforvisning kunne også gøre det. Bør vi tage det op med kongehuset Thranduil? Det kunne være her vi har brug for hjælp udefra ligeså. Noget er vi i hvert fald nød til at gøre min elskede, og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er vort folks fred som står på spil i dette, og ikke mindst vores kommende barn." Hendes fingre strøg uroligt over maven, der måtte for alt i verden ikke ske noget for at barnets barndom blev påvirket af dette. Ej heller fremtid. Det ville ende ved denne kvinde, og der kom ikke mere frem i det. Hun måtte acceptere at tronen tilhørte en anden nu, en anden slægt, og dette blev ikke ændret! Hans ord fik hende til at rejse sig op. "Jeg kan ikke bare sidde her Thranduil, vi er nød til at handle!" Kom det fast fra hende, hvis denne kvinde brændende ønskede at tage titel fra dem, måtte det blive over hendes lig! For det kom ikke på tale, det ville gå ud over folkets fred. "Det burde ej være tilladt at handle så selvisk, tænker hun slet ikke på folket? Hvad dette kan gøre ved vores elskede skoves fred?" Rassende gjorde det hende, hun var slet ikke i stand til at yde den kvinde nogen form for empati!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kendte Silivrenniel temmelig godt, og særligt efter alle de år, som havde passeret. Det så dog bare ikke ud til at være gået, som han gerne ville det, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham lige nu. Han var en mand præget af frustration, og særligt over denne besked. Hvad skule han da gøre ved det? Ikke ønskede han at skabe påstyr i deres lille samfund, som i forvejen, var meget upåvirket af, hvad der skete udenfor. Det gjorde det ikke nemmere, når de ikke havde det forhold til kongehuset, som de engang havde. Han rystede kort på hovedet.
"Jeg ville ønske at vi kunne, Serenity, men kongehuset har i forvejen den forudsætning, at vi selv kan tage hånd om vores problemer. Desuden er Silia nok den sidste, som jeg skal stå i nærheden af," fortalte han. Rygterne sagde at hun var gravid, og et sted, var han vel også bange for, at det kommende barn også måtte være hans? Han sagde det ikke højt. Uanset, var det ikke et barn, som han ville have noget med at gøre længere! "Serenity.. rolig," bad han. Hun havde også den lille at tænke på, og derfor måtte hun for alt i verden heller ikke køre sig selv op! Han vendte sig mod hende, hvor han lod hænderne søge mod hendes skuldre. "Jeg tvivler på, at hun har tænkt det hele igennem. Det er de forhastede beslutninger, som jeg er mest bange for," fortalte han ærligt. Han forsøgte virkelig at forholde sig oprigtigt. Det var bare så pokkers svært.

[Deleted]

Naturligvis blev hun ophidset af dette, hvad bildte hun sig egentlig ind?! Det gik lige så godt alting, det hele var ved at falde på plads, det med Silia var så godt som i baggrunden, og barnet kom snart til verdenen! Det skulle være en fredfyldt en, så perfekt som den måtte være ligeså. Den fred som herskede var jo virkelig tiltrængt, for alle i landet! Hendes blik hvilede mod ham. "Jeg kunne jo stå i dit sted Thranduil. Men nej, du har nok ret." Hun sukkede tungt, det passede hende virkelig ikke dette her! Hendes sind var i oprør og det kunne mærkes på kroppen, det var ikke fair dette her. At han bad hende være rolig, fik hende til at få en lettere stram mine, det kunne han jo sagtens sige! Dog var hans hænder mod hendes skuldre, en nem overtalelse, da hun blev blød som smør hver gang han lod sine fingre komme i kontakt med hende. "Vil det overhovedet nytte noget at forsøge at tale hende til fornuft?" Spurgte hun stille, det var virkelig en ting hun ønskede kunne ske, men om det var aktuelt, det lød ikke helt til det. Hendes blik gled ned, hvorfor skete det her lige nu? Hun levede i sin lykkelige lille boble hvor hun sad og syede tøj til deres elskede barn. Og så sker dette. "Thranduil kan hun ej tales til fornuft, skal vi sørger for hun ikke kan handle. Hvordan er helt op til dig, men det er vores pligt at beskytte folket, også selvom det er for en af vore egne som handler selvisk." Lød det alvorligt fra hende. Det var ord hun mente!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var lige så plaget af dette, som enhver anden, og særligt fordi at det var hans kongestyre, som det måtte gå ud over. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang, og med en tydelig alvorlig mine. At hun tog sådan på det.. som hun oprigtigt ønskede at forsvare den krone, som han havde skænket hendes smukke pande, var en tanke, som glædede ham. "Siden Gabriel har forladt landet, og har meddelt, at de ikke længere er sammen, er den unge dronning under hårdt nok pres," fortalte han. Han kunne sagtens sende Serenity i hans sted, men han ønskede jo heller ikke at hun skulle for langt væk. Det var ikke til at sige, hvornår hun ville gå i fødsel, og han ville være omkring, når det skete!
Thranduil vendte blikket væk. Aldrig havde det været en nødvendighed, at skulle tage den slags midler i brug, men det var tydeligt, at det var en nødvendighed i denne stund. En tanke, som rent faktisk måtte bringe ham til.. frustration. Det havde jo aldrig været en nødvendighed tidligere, og det kunne naturligvis godt mærkes. Han spændte i hans krop. Hun havde ret. Han var jo trods alt nødt til at handle på det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. "Jeg ved som sagt ikke hvor langt hun er villig til at gå for noget, som hun ikke kan styre eller kontrollere. Jeg er ikke villig til at opgive det, som jeg igennem så mange år, har kæmpet så hårdt for, som jeg har. Uroen breder sig i forvejeden derude.. Den skal ikke også komme hertil," sagde han med en fast og bestemt tone.

[Deleted]

Hvad der skete udenfor deres skove, det havde hun hørt til, noget som i den grad måtte plage hende ligeså. Tanker havde været omkring dette, hvilket i den grad ikke var nogen som var rare. Heldigvis kendte ingen til Thranduil og Silia, der var ingen rygter der omkring. Rygterne hun havde hørt blandt folk, var at Gabriel havde ligget med en gammel elsker fra sin fortid. At det var gået så galt, var der intet at sige til, hun var ikke ligefrem glad for Silia, og hun var irriteret over at det ej var hende som havde forladt landet. Det ville gøre alting så meget lettere! At Thranduil måtte tage hensyn til kvinden, brød hun sig ikke om, ikke fortjente hun det hvis man spurgte hende. Men hun sagde intet, mærkede hun en snert af skuffelse melde sig. Det blev en svær ting at skulle gøre, men det kunne blive nødvendigt. "Vi må tale med hende så, i det mindste prøve. Og ser hun ingen fornuft i denne sag, må vi handle mere drastisk." Lød det bestemt fra hende, som hun nikkede roligt, hun var enig med ham jo. Dette var deres ansvar, og hun ville tage sig af det! Hun havde giftet sig til dette, og hun var ved at finde sig tilpas i det ligeså, derfor, tog hun ansvaret som en del af hendes byrde lige så. "Jeg støtter dig i alt min elskede, og ligeså gør folket. Det skal nok gå, men vi må handle hurtigt." Det var vel en form for trøst fra hendes side af, hun søgte tættere på ham og sukkede blidt. Det var i den grad en svær situation de stod med, men det skulle nok gå, alt sammen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils blik gled mod hendes skikkelse. Det var ikke fordi at han ville holde Silia ude af dette, men det var en situation, som han helst så, at de kunne løse selv, uden at det skulle gå udover den fred og den harmoni som herskede her på stedet. Til nu, havde de formået at leve i fred og harmoni, uden at det skulle gå udover deres folk om ikke andet, og det var sådan, at han ønskede, at det skulle fortsætte, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han rystede kort på hovedet. "Det er mig en frustration, at det skal gå hen og blive nødvendigt," sagde han med en tydeligt frustreret stemme.
At hun kom tættere på ham, havde han intet imod. De havde brug for hinanden, og derfor søgte han også til hende. Han ville jo samtidig også gerne vise hende, at han gerne ville have det til at fungere. Nu vidste de da hvad de havde at gøre med, og at de måtte støtte hinanden i det. Nu hvor Thranduil altid havde været meget racerasistisk, og altid havde sat sin egen race først, og det gjorde han også her. Der var virkelig ikke nogen forskel, og det var han heller ikke bange for at vise hende. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Han ønskede jo ikke alle de problemer. "Det har bare aldrig været et alternativ tidligere. Hun startede sågar ud med at beskylde mine forældre for hendes forældres død. Jeg ved ikke hvad der skabes i hendes tanker og sind, men det skal stoppes," fortalte han. Det havde gjort ham vred. Han ønskede blot at sikre sig det elviske samfund, deres normer og deres værdier.

[Deleted]

Der måtte uden tvivl handles, og det skulle gå stærkt! Hendes hjerte måtte banke lettere hurtigt, hun var jo ikke tryg ved denne situation og alt hun tænkte på var hvilken verden hendes barn kom til verden i. Oveni, brød en masse tanker om uro blandt folket også løs, hun kunne lige se kaosset for sig, og det var ikke et rart syn! Hun forstod godt at det var en hård ting at skulle, men det kunne blive en nødvendighed. Hun nikkede blidt til at det var han en frustration, hun forstod ham jo godt, hendes skikkelse måtte ramme hans, maven var i den grad mere i vejen, men det hindrede hende ikke i at søge ind mod ham og søge lidt tryghed i alt dette. "Hun lyder ustabil, folk på den måde er farlige. Vi er nød til at gøre noget, gerne nu Thranduil. Kan du tage afsted, forsøge at tale hende til fornuft? Eller skulle vi byde hende velkommen herhjemme, og i fællesskab tale med hende?" Hun søgte jo en løsning, måske alt kvinden havde brug for var omsorg og en forklaring. En hun søgte de helt forkerte steder og pludselig var på en vendetta som ikke just virkede sund. Det var en trist ting, at miste forstanden. Måske de kunne hjælpe hende? Det behøvede jo ikke være en forvisning eller at skulle lade hende fangetage. Der kunne findes en fredlig løsning, hvorvidt hun altså måtte ønske det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvorvidt om Silivrenniel var til at tale til fornuft, vidste Thranduil ikke, og det var også grunden til, at han handlede og reagerede som han gjorde. Han ville jo heller ikke have, at det skulle gå udover den lille familie, som han havde, og ej heller, var det meningen, at det skulle gå udover folket, og særligt ikke på denne her måde. Det var en tanke, der rent faktisk formåede at gøre ham pissed.. For at sige det mildt.
"Jeg vil ikke have hende indenfor min dørtærskel, når hun truer med at ødelægge alt hvad jeg har opbygget igennem de sidste mange år, Serenity," sagde han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Desuden var hun gravid.. Det var ikke noget som han ville have, at Silivrenniel skulle få lov til at bruge mod ham, og han var bange for, at hun kunne finde på det. Det ønskede han bestemt ikke, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun var for pokker det vigtigste som han havde i sit liv, og han havde mistet før.. Det var ikke noget, som han ønskede at gå igennem igen. "Jeg skal nok forsøge at tale med hende," sagde han sandfærdigt. Han ønskede ikke at give op uden kamp. Det var som om, at hun havde skænket ham lysten til at kæmpe for det, og særligt fordi at hun selv gjorde det. Det var præcist det, som han havde søgt. Han vidste, at han ikke var alene, og det gjorde også en kæmpe forskel for hans vedkommende. Han ville det her.. Han ville ikke give slip på det.

[Deleted]

Det var ingen tvivl om at Serenity endnu ønskede at se det bedste i andre, specielt en af deres egne, men hun kunne også fornemme på Thranduil nu, hvor han ssagde som han gjorde, at denne kvinde havde krydset langt over hans grænse. Hun nikkede bestemt. "Jeg forstår." Lød det roligt fra hende, for det gjorde hun. Tænk sig at være så fræk at sige sådanne ting, hun var tydeligvis ikke rigtig klog! Arme kvinde, noget måtte være gået helt galt hos hende. Hun lod sine fingre søge hen over hans brystkasse, så rank og stolt en mand, han skulle bestemt ikke falde, det skulle hun nok sørger for! Lysten til selv at hive fat i kvinden var stor i hende, virkelig stor. Men hun ville ikke risikere noget med en ustabil kvinde i nærheden af hendes mave med barnet i. Tænk hvis hun var vanvittig nok til at gøre skade på hende! Det hjalp at han ville forsøge at tale med hende, det gjorde hende lige det mere rolig. "Søg til hende straks kære, der er virkelig ikke et eneste minut at spilde." Lød det uroligt fra hende, i en bøn som i den grad bar bekymring i sig. Hun ønskede dette ude af verden hurtigst muligt! Selv ønskede Serenity jo at kæmpe for dette, specielt fordi hun jo vidste hvem hendes mand var. Hvor meget han betød for sit folk, for skovene. Alt det som de var kommet i igennem, takket være ham og hans utrolige måde at håndtere sin plads på. Konge var hvad han var, og den titel skulle han lægges i graven med når han var gammel og grå! Det holdte hun fast ved.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At opgive alt det, som han havde kæmpet for igennem alle disse år, var ikke noget som Thranduil havde tænkt sig, at lægge skjul på. Ikke om det var noget, som han ellers kunne blive fri for på sigt. Hans blik søgte derfor Serenitys skikkelse, da hun kom tæt nok på, til at kunne lægge hænderne mod hans bryst. Han tog imod disse, og trykkede så omkring hendes hænder. Han sukkede let. Silivrenniel havde trådt langt over hans grænse. Aldrig kunne han mindes, at have været så vred før, som det han var lige nu. "Jeg skal nok snakke med hende," gentog han, som han atter en gang, måtte vende blikket mod hendes skikkelse igen Hvorvidt, om han ville få noget ud af det, var jo så det som de måtte tage hånd om på sigt.
Sammen var de nemlig om dette, og det var alt sammen noget, som Thranduil virkelig var glad for. Han skænkede hende et kys. Selvom det var ved at være halvsent, vidste han at Silivrenniel ville være vågen. Altid havde hun nemlig skillet sig, fra hvad det ville sige, at være den typiske elver. Han lænede sig frem, og skænkede hende et kys. "Vent ikke på mig i aften, min kære.. Læg dig.. tøm hovedet for tanker, og tænk på den verden, vi bringer vores lille barn til verden i," bad han. Vred som han var, måtte hun uden tvivl være det samme. Han havde jo allerede i forvejen lagt øre til rigtig meget ved Silivrenniel.. Men en ting var sikkert: Denne gang opgav han nemlig ikke sin plads! Han trykkede omkring hendes hænder, inden han søgte tilbage til døren og søgte ud. Det var meningen, at de skulle hjælpe hinanden.. Det var meningen at deres race skulle sikres! Han søgte ud af døren, kun for at søge tilbage til Silivrenniel.

//Out

[Deleted]

Det var vigtigt, ikke bare for dem, men for hele folket at der blev handlet hurtigt, det gik virkelig ikke dette her. Kvinden måtte jo være rablende gal, hvor var lyset i hende i alt det her? En skam at en af deres egne måtte handle således, det bekymrede hende faktisk en del. Mon hendes forældre ligeså havde disse tendenser, var det deri det lå at Thranduil's forældre havde handlet som de gjorde. Det ville ikke komme bag på hende. Hun var glad for at han ville tage hånd om det, det gjorde hende lige det mere tryg. Kysset gengældte hun glædeligt, hun elskede jo at være nær sin mand, og det var en vidunderlig følelse hver eneste gang. "Jeg vil gøre mit bedste, søg for at have nogen med dig, om ikke andet i nærheden. Jeg ville blive knust hvis noget skete dig." Bad hun stille, inden hun slap ham og trådte tilbage. Han ville søge afsted nu, hvem vidste hvad kvinden kunne finde på? Serenity var virkelig bekymret for folket, men ikke mindst ham når han tog afsted. Hun vente tilbage til sit sytøj og endte med at tage det med sig ind i sengen så hun kunne ligge lidt ned. Her lå hun så og tænkte på fremtiden, hvordan den så ud, hun var nervøs, for lige nu, vidste hun det jo faktisk ikke. Et suk forlod hende, og et gab blev kvalt, hun lagde sytøjet fra sig og endte med at lukke øjnene for at få styr på de mange tanker.

//out