Uro

[Deleted]

Thranduil Íl Aleazea Devárniä

Efter barnet var kommet ordenligt på plads, var vokseværket i maven også taget til, hendes mave var blevet så fin rund, brysterne svulmede og vidnede om at der var en baby på vej parat til at indtage mælken som blev produceret. Hun sad i fuld gang med at skabe flere klæder i neutrale farver, men hun var klar til at brodere detaljer, og bånd i farver kunne sættes i forskellige steder på dem. Hvor hun dog glædet sig, glædet sig til at holde barnet i sine arme. Hun mærkede sit hjerte banke stærkt hver gang hun tænkte på det, sådan en lille skabning. Kærligheden til barnet var der allerede, hun måtte i den grad elske at mærke livet som var stort derinde. Mon Erigor havde ret, ventede de sig en lille dreng med massere af krudt? Tanken fik hende til at smile som hun syede videre. Hun sad i en stol foran det store vindue og så ud over skoven i ny og næ når hun lige skulle holde en pause fra at sy. Kjolen hun bar var enkel hvid, den formede hendes barm og lagde sig ellers løst ud over den nu halvstore mave. Blidt begyndte hun at nynne vuggeviser for barnet, som hånden strøg over maven og hun så ud til den smukke natur hvor solens stråler brød den grønne trætop. Det var så smukt og al den herlighed kunne de dele med barnet. Forsat nynnende, måtte hun dog taget sytøjet op igen og forsætte med at lave klæder til deres barn. Hun vidste de voksede så hurtigt i starten, så hun var godt forberedt, hun havde næsten skabt en gaderobe til det første leveår. Plukveer var begyndt at melde sig, vidnede om at tiden snart var der, men der skulle stadig gå alt fra en dag til et par måneder endnu. Healeren kunne endnu intet sige om det, men hun skulle hvile meget fik hun besked på. Dog tog hun stadig de vante gåture i skoven, for dem måtte hun ikke gå glip af, og hun deltog i de vigtigste ting. Ellers sad hun blot og slappede af i hjemmet, hvilket gjorde hun ikke så så meget til Thranduil endnu. Stadig rørte hele sagen med Silia hende, men det afholdte hende ikke fra at elske Thranduil uendeligt højt. Hun følte i hvert fald alt var som det burde være igen, men tankerne på det kunne endnu gøre ondt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Skyggen af Silia, havde Thranduil ikke set, siden hændelsen i træet ved siden af, og ikke var det noget, som han ønskede at rende rundt og snakke om.. eller tænke på, for den sags skyld. Vigtigst var det nemlig for ham, at han havde Serenity og deres kommende barn, som han kun ønskede at give den bedst mulige opvækst.. Selvom det efterhånden var noget, som en kvinde som Silivrenniel, rent faktisk kunne afholde ham fra. En oldgammel hemmelighed havde fundet vejen frem i lyset, og det var kommet hende for ører.. uanset hvor meget han ville ønske det, så var det nu alligevel sket.
De sidste dage, havde Thranduil været meget ude, mest for at tænke den igennem. Han var vel bare kommet frem til den løsning, at der ikke var andet at gøre, end at informere Serenity om det, så de kunne finde ud af, hvad de skulle gøre? Om Silivrenniel ville stille sig offentligt op og gøre krav på den krone, som han måtte bære på hovedet, vidste han sågar heller ikke. Han vidste ikke rigtigt noget som helst.
Thranduil nåede endelig hjem, hvor han startede opstigningen til hans eget hjem. Han savnede Serenity.. savnede den voksende mave, hvor selv han uden tvivl måtte glæde sig til at byde den lille velkommen, når det skulle ske. Hvad det ville blive, vidste han ikke, men denne gang, tillod han sig ren faktisk at glæde sig! Han nåede endelig op, og søgte ind af døren.. Som altid, lod han kronen falde af hans hoved, og lagde den på det smukke klæde. Herhjemme, var han ikke konge, men bare sig selv. "Serenity?" kaldet han let. Længe havde han haft det på sinde. Denne gang, var han bare nødt til de at dele det med hende, og så håbe, at hun accepterede det nemmere, end hvad han havde.

[Deleted]

Det var en dejlig ro som lå i det lille hjem, men hun glædet sig faktisk til den blev brudt af barnegråd og pudslen fra den lille. Ingen tvivl om at al hendes fokus lå på barnet og dets velfærd, samt at det skulle komme til verden med de bedste vilkår overhovedet. Ligeså blev der gjort klart til et børneværelse, noget hun virkelig elskede, hun arbejdede på at designe et sengetæppe, samt lave en uro til at hænger over vuggen. Der var ikke det hun ikke ville give det barn. Hendes smile var ej til at tage fra hende, hun nynnede glad videre, indtil hun hørte sin mands kalden. "Jeg er herinde elskede." Svarede hun blidt, inden hun endte med at ligge sytøjet fra sig, og rejse sig. Det var blevet lidt hårdere for hende, men graviditeten klædte hende til gengæld. Hendes arme gled ned over maven og hun smilede ved følelsen af den store mave, nu kunne man virkelig se det og barnet havde gjort sin plads større og knapt så trang. Ved hendes pludselige bevægelse, måtte barnet også reagere, hvilket fik hende til at klukke i en mild latter. "Rolig nu, du ender med at tage pusten fra mig." Skældte hun kærligt ned mod maven.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var selvfølgelig glad for at Serenity havde valgt at blive ved ham, og derfor gjorde han også, hvad han kunne, for at få tingene til at fungere, for det ville han jo gerne. Det var en kernesag, og særligt nu hvor han også vidste, at hans tid som konge af elverne, var ved at rende ud.. og med største sandsynlighed var forbi. Han gik vel ud fra, at hun alligevel havde valgt at ægte ham på det rette grundlag, og ikke kun fordi at han bar den titel, som han havde gjort.
Med rolige skridt, søgte han ind i stuen, hvor han blev mødt af hende og hendes smukke mave. Synet ville han aldrig blive træt af.. Her blev der arbejdet hårdt, for at gøre klar til at den lille ville komme, og det var noget, som han rent faktisk godt kunne lide. Han søgte hende i møde, hvor han lod hånden stryge over maven. Den var tydelig nu. Der kunne ikke være lang tid, før de ville byde deres elskede lille barn velkommen, hvilket uden tvivl var en tanke, som han virkelig godt kunne lide. Han glædede sig oprigtigt nu. Ikke at han havde gjort det i starten.. Det var kommet. "Jeg har en ting, som jeg er nødt til at tale med dig om," sagde han med en dæmpet stemme. Det var alvorligt.. men ikke nær så alvorligt, som sagen omkring Silia!

[Deleted]

Aldrig blev hun træt af at se på ham, som han nu måtte søge ind i stuen for at møde hende, hun smilede kærligt til ham, hun blev blød i knæene hver eneste gang, lige så forelsket som hun hele tiden havde været, hvis ikke også mere. Hun mærkede hånden som søgte over det velvokset mave, barnet ligeså måtte reagere på sin faders tilstedeværelse og puffede til hånden ivrigt som havde det været en boksebold. Serenity elskede dette, hun ville næsten savne maven når den forsvandt, men hun glædet sig nu også til barnet måtte komme ud til dem. Hun så op mod ham, han virkede alvorlig, hvilket fik hende til at se en anelse bekymret ud. Hans ord fik hende til at få en grim Decia Vu fornemmelse, hun mistede kort pusten og rystede på hovedet. Nej det havde intet med det af gøre, det kunne det ikke, så dum var han ikke. Hun så ham i øjnene, bekymret for hvad han havde at sige. "Hvad har du på hjertet?" Spurgte hun blidt, var det noget alvorligt, involverede det hende, eller måske var han syg? Tankerne om de vilde katastrofer måtte søge i hendes hoved, rundt og rundt, det var ikke rart. Blidt tog hun hans hånd i sin og nussede den blidt, han måtte ikke holde noget skjult for hende, hun ville vide alt. Uanset hvor slemt det var. Men hvad kunne det dog være?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke var Thranduil i tvivl om, at det som han havde med Serenity, var noget, som skulle bestå. Selvom han måske havde dummet sig med en sensuel dæmon.. som i forvejen, var et væsen, som alle havde svært ved at stå overfor fra tid til anden, så vidste han jo godt, at han var medskyldig.
Hånden strøg han over maven, hvor han tydeligt kunne mærke det liv, som herskede i hendes indre. Ikke var han i tvivl om, at det barn som voksede, ville vokse sig stor og stærk, og det var alt sammen til en kæmpe glæde for hans vedkommende. Det ville blive helt og særdeles fantastisk, at kunne bringe det frem i livet.. ønske det velkommen, og give den det bedste af det bedste, for det var uden tvivl, hvad der var fortjent. Han plantede et kys mod hendes kind. Dette havde intet med Silia at gøre. Han havde intet med Silia at gøre mere på den front, kunne man jo sige. "Kom," opfordrede han med en rolig stemme, hvor han førte hende ind. Dette ville forblive deres.. Det eneste, som de ville miste, var kronen og deres titel. Selvom han bestemt heller ikke var meget for det. "Jeg kan forsikre dig om, at det intet har med Silia at gøre," sagde han som det første. Han ville bare gerne have hende ned at sidde. Ikke ønskede han, at hun skulle stresse med det, da han heller ikke ønskede, at det skulle gå udover deres ufødte barn!

[Deleted]

Kysset blev vel taget imod, hun havde jo ingen grund til andet. Hun sendte ham et halvhjertet smil, da bekymringen stadig måtte herske i hende. Hvad ville han fortælle hende? Det lød jo ikke ligefrem som noget glædeligt. Tankerne fløj endnu vildt på hvad det kunne være, hun søgte efter ham, som han opfordrede til, kun for at sætte sig roligt i stolen igen. Sytøjet lå endnu på gulvet ved hendes side, hun så mod ham, med en uhyrlig trang til at vide hvad der foregik. At han dernæst måtte forsikre hende om det ikke var Silia, fik hende til at smile svagt, det havde hun nu heller ikke helt regnet med, så dum var han ikke. Vel? Hendes blik vandrede kort ud mod skoven, hun var nervøs, hvorfor følte hun så meget uro. Åh kunne han da ikke bare komme til sagen? "Thranduil hvad er det?" Kom det bekymret fra hende, som en rynke måtte vise sig i hendes pande, det var ulideligt ikke at vide hvad det var. Hormonerne spillede en stor rolle, blæste små ting op, og store, ja de var næsten til at slå ihjel med. Hun var dog så fattet som hun nu kunne være, det krævede jo en del at holde sig bare nogenlunde rolig. Hænderne lå foldet i hendes skød, foran maven hvor deres barn måtte skøjte rundt, godt klar over mor var bekymret for et eller andet. Hendes blik søgte hans, afventende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Serenity satte sig på stolen, glædede Thranduil, for han frygtede jo alligevel, hvordan dette ville påvirke hende. Det ville jo ryste fundamentet under dem, hvilket han i forvejen foragtede mere end noget andet. Hans blik søgte hendes skikkelse. Langsomt gik han i knæ foran hende, hvor han tog omkring hendes hænder, som han trykkede i sine. Ikke ønskede han jo at miste hende. Det var rent faktisk det sidste som han ønskede det.
"Jeg er ikke ude på at gøre dig bekymret, Serenity.. Men der er en vigtig ting, som jeg er nødt til at dele med dig," begyndte han. I princippet havde den jo faktisk intet med ham at gøre, men derimod hans forældre. Det var jo dem, som havde gjort det tilbage i sin tid, men efter alle de ting, som de til nu, havde haft at slås med, var det så overhovedet underligt, at han tog tingene på den måde, som han nu gjorde? Han var jo bange for at miste hende, og særligt fordi, at de havde de problemer, som de nu havde. "De elvere, som skænkede mig livet, har handlet ondt i andre henseender, som nu kommer efter mig. Mine forældre, har aldrig været de sande royale af vores ædle race, Serenity." Med andre ord, så var han ikke den rettemæssige konge af elverne. Denne plads tilfaldt en anden, og hun havde desværre fundet ud af det.

[Deleted]

Hun klemte blidt hans hænder, som han måtte trykke hendes i sine, hun lod hovedet søge på sned, han ønskede ikke bekymring, men kunne han forvente andet? Hun nikkede til at der var noget han måtte dele med hende, det var jo tydeligt, men nu måtte han altså komme frem med det, for ellers ville hun da blive vanvittig af alle de tanker som styrtede rundt i hendes sind. Da han endelig lod beskeden nå frem over hans læber, skød hun et øjenbryn i vejret, hun vidste godt hvor han ville hen med det, næsten som havde han opgivet kronen allerede. Hun rystede på hovedet. "Hvor mange år har du ikke tjent disse skove Thranduil, hvor mange gange har du ikke forsvaret hvad der retmæssigt er vores, beskyttet vores folk? Royalt blod eller ej, dine forældres handlinger er hvad de er, men kronen er stadig retmæssigt din. Du er født som prins, blevet konge, og det bør du stå ved." Lød det fast fra hende, Serenity viste en helt ny side af sig selv, om det var moderskabet der måtte gøre hun følte sig mere selvsikker og kampklar, det vidste hun ikke. Men hele hans liv var som prins og konge, det skulle ikke ændres fordi andet var kommet til overfladen. Serenity så ned mod ham, som hendes hånd løftede sig og strøg ham blidt over kinden. "De ældste i byen må vide til dette, og har stadig accepteret tingene som de har gået deres gang Thranduil. Du er og bliver konge af vore ædle folk." Sådan så hun det, andre måtte kende til dette, og stadig være okay med det, ingen havde gjort noget. Hvad der engang var, var ikke således mere, det var en ny tid. Han skulle ikke stå til ansvar for sine forældres handlinger, men han skulle heller ikke fratages et arbejde han havde gjort så godt i så mange år. Dette stod hun fast ved!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Serenity tog uden tvivl dette langt pænere, end hvad Thranduil lige havde regnet med, og et sted gjorde det ham glad. Hun havde ret. Han var kommet til denne verden som en prins, men det gjorde det jo ikke anderledes, at hans forældre havde taget noget, som ikke retmæssigt var deres, og nu stod han i denne situation. Det var bare rigtig meget ovenpå alt det andet, som også havde været i den seneste tid. Det havde jo heller ikke ligefrem vist sig, at være småting, kunne man jo sige.
Hånden mod hans kind, fik ham kort til at lukke øjnene. "Du tackler det langt bedre, end hvad jeg havde antaget," begyndte an roligt, som han igen vendte de grønne øjne op mod hende. De ældste i byen var klar over det, men havde intet gjort ved det. Kronen ønskede han ikke at lægge fra sig.. Ikke var der det, som han ikke havde gjort for at styrke elverne som et væsen og folkeslag. Han havde virkelig forsøgt at gøre sig bedre end hans forældre. Gode og varmhjertede havde de begge været, men de havde givet udtryk for at ville det mere, end hvad de oprindelige havde gjort, og det ville han ikke dømmes for på sigt. "Jeg ønsker blot, at vores kommende barn.. og for vores liv, og alle andre, som har været underlagt os igennem de sidste mange år. Jeg ønsker ikke at miste det, som vi har haft, Serenity.. jeg ønsker ikke at give afkald på det, som jeg igennem alle de år, har arbejdet så hårdt for." Ordene var udtalt med en mindre frustration. Han hadede det virkelig.

[Deleted]

Det var med en helt anden fatning, som faktisk selv måtte overraske hende, hun sad rankt med den fine mave hvor deres kommende barn lå og nu sov sødt. Blikket var roligt og blidt, hun tog det pænt på sin vis, men hun var vred, prøvede nogen at tage det fra ham? Tage det fra dem? Sig selv var hun dog ligeglad med i dette henseende, men med alt han havde gjort, og hvor højt folket elskede ham, og alt han havde gjort for deres hjem, så var det på ingen måde fair at frarøve ham dette. "Bare fordi jeg er gravid, kan jeg godt tænke lidt rationelt. Lidt." Lød det blidt og småfnisende fra hende, hun måtte dog lade ansigtet glide over i alvorlige folder som han gjorde udtryk for sin egen frustration. Der var altså tale om nogen forsøgte at ændre dette. Hun trak vejret dybt, for ikke at hidse sig op, ramte man hendes mand, ramte man hende og såvel deres barn, og det skulle ingen! "Thranduil, talte folket, er jeg slet ikke i tvivl om at de vil men du er og bliver den retmæssige konge. Der er intet at frygte, jeg ved hvor højt de elsker dig, jeg ved hvordan der bliver talt om dig. Børn bliver fortalt hvor stor en mand du er kære." Forklarede hun blidt, forsøgte at give ham en ro i dette. Selv var hun ikke bange, for hun havde været en del af folket, hun havde været en af de mange som beundrede ham på afstand og vidste hvilken storslået konge han var. "Gør nogen krav på kronen?" Spurgte hun så direkte, hun måtte jo vide besked. Og i så fald, måtte de handle på det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var slet ikke således, at Thranduil havde regnet med, at hun ville reagere, men derimod, var det en tanke, som rent faktisk glædede ham. Han tog det alt sammen som noget positivt, og særligt, når det var på denne måde, at det måtte foregå. "Jeg er glad for det," sagde han ærligt. Oveni alt det andet, som også havde været der, havde det været meget for selv ham. Han var bange for, at det i værste ende, ville blive for meget for hende, og at hun så ville trække sig fra ham. Der havde bare ikke været så mange problematikker på så kort tid omkring dem mere, og det kunne naturligvis godt mærkes.
"Silivrenniel Ainarië Lociéniel.. Er en elver, der igennem mange år har arbejdet tæt ved mig, om samarbejdet mellem elverne, druiderne og de øvrige væsner, som holder til i skovene her," fortalte han med en rolig stemme. Ham og Silivrenniel havde aldrig været noget, men efter at hun havde fundet ud af, at hendes forældre, havde haft det royale blod i årene, så var der sket en masse ting med hende. Han trykkede let omkring hendes hænder. "Folket husker mig. Jeg er bare ikke sikker på, hvor langt hun er villig til at gå for selv at få kronen siddende på hovedet," fortalte han med en sandfærdig mine. Atter vendte han blikket op mod hende. Han forsøgte at tænke rationelt. Det var bare svært med alt det andet samtidig.

[Deleted]

For første gang, følte hun sig faktisk som en sand dronning, og det var virkelig en fantastisk følelse at sidde inde med, for hun følte hun kunne håndtere enhver situation og det var hvad hun i dette også forsøgte. Hun strøg hånden blidt hen over sin mave, med en tænkende mine. Hvordan løste de dette her? Han var klar over hvem som stod i dette, og hvorfor, men vidste folk det, og ville det ende med at skabe splid? Det kunne de ikke have, elverne var en fredligt folkfærd og det skulle det blive ved med at være. Tænk sig en borgerkrig i sidste ende faktisk ville kunne oprinde hvis denne kvinde valgte at føre det så langt ud. For at frasige sig tronen i skoven, det fik Thranduil ikke lov til at Serenity, og han virkede heller ikke til at ønske dette selv. "Hvis du er usikker på hvor langt hun vil gå kære, så kan hun risikere at blive farlig for freden i skoven. Og det kan vi ikke have." Der måtte ligge en bekymring i hendes ord, men det var hendes folk, deres folk, som hun bekymrede sig for, og freden i skoven. Det ville skabe en uro som i den grad var unødvendig. Der måtte jo handles derpå, og det stod Serenity fast ved, men hvordan? "Har du tænkt over hvordan vi bør gribe det an?" Spurgte hun så, det lød til han havde vidst dette i noget tid, måske han havde søgt en løsning inden han henvendte sig til hende, bare for at aflaste hende. Det kunne jo lige ligne ham! Serenity så kort ud mod skoven, alt han havde kæmpet for, bare for at gå hen og blive normal borger, det kom ikke på tale! Kvinden havde det måske i blodet, men hun var opvokset på anden vis. Tingene så som de lå, og sådan burde freden forblive i det! "Hvorfor ønsker hun at gøre oprør? Jeg forstår det virkelig ikke. Du har ledt vort folk i mange år, og gjort det fantastisk. Du er født ind i dette, det er som det er, man kan ikke ændre fortiden, man må se frem. Alligevel vælger hun at se tilbage? I værste tilfælde kunne dette ende med splid iblandt folket. Thranduil vi kan muligvis se frem til kaos. Og det skal vores barn ikke fødes ind i!" Det gik hende tydeligvis på at det forholdte sig således, men hun tænkte det også igennem, og hun så tingene for sig, for at finde en løsning.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det sidste Thranduil ønskede, var at Serenity skulle fanges i denne kaotiske situation, og særligt nu hvor de ventede deres første barn. De skulle skabe en familie, og derfor ville han jo genre sikre sig, at de begge to kom vel igennem det.. og så måtte han jo tage det, som det kom. Det var hans familie, som havde forårsaget dette kaos for mange år siden. At det skulle gå udover dem nu, synes han jo heller ikke var retfærdigt. "Jeg ved ikke hvor langt, at hun er villig til at gå, for hvad hun føler retmæssigt er hendes. Det eneste jeg ved, er hvad min fader fortalte mig, før han selv gik bort. Jeg har vidst dette hele mit liv, og har været indstillet på, at Silivrenniel ville komme efter mig. Jeg havde bare ikke regnet med, at det ville ske, når jeg havde det bedst," fortalte han. Sammen med Serenity, var han jo lykkelig.. Hvorfor fik Silivrenniel den idé, at skulle ødelægge det nu? Det ønskede han slet ikke!
"Jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe sagen an. Vi har det godt her.. alle sammen nu, og jeg ønsker ikke at ødelægge det." Han rystede på hovedet og rejste sig op igen. Hun havde heldigvis taget det meget pænt, hvilket gjorde det meget nemmere for hans vedkommende, og det var noget, som han samtidig havde det utrolig fint med, hvis han selv skulle sige det. "Jeg ønsker ikke at den interne krig atter skal bryde ud. Mine forældre frarøvede hendes deres titel, da de oprigtigt mente, at de kunne yde et bedre stykke arbejde. Og det gjorde de." Han vendte blikket mod hende. Hans forældre havde været hårde.. men de havde haft et godt hjerte, og de have haft klare mål. Mål, som han agtet at føre til døren.

[Deleted]

Dette var virkelig en problem, og hun forstod han var frustreret, for dette ændrede en hel del, hvis hun rent faktisk ønskede at gøre noget stort ud af det. Hendes blik hvilede på hendes smukke mand, den fødte konge og mand til at lede dette folk, ingen skulle ændre på dette. Hun lyttede, det var jo relevant, og hun måtte sande at selvom det var en handling som måske ikke var god, var den et sted det som skulle til for at folket havde det godt, og det kunne hun støtte fuldt ud. Blidt lod hun fingre stryge over hans kind, hun lænede sig blidt fremover, for at skænke ham et blidt kys. Besværet med maven, men det lykkedes hende trods alt. "Det kommer heller ikke til at ske Thranduil, vi må jo have gjort det klart for hende hvor vi står, og at vi ikke rokker os ud af stedet. Forklare hende at vi ikke ønsker uro i landet, og hvis hun virkelig handler på folkets veje, burde hun lade denne sag ligge. Handler hun af selviske årsager Thranduil, ser jeg ikke meget andet valg end at forhindre hende at skulle starte på noget som helst." Intet skulle hindre elverne i at leve fredligt og roligt, sådan som freden lå lige nu, var alt perfekt, dette skulle kvinden ikke ødelægge ved selvisk handling! Serenity stod fast ved dette, en elver som gik imod sit eget folk, var ikke velkommen i deres samfund. Dertil, mente hun faktisk et passende sted for den kvindes gøren måtte være i fangeskab hvor hun ingen kunne skade, hvor ingen splid kunne ske. Lige der viste hun en hård side, en handlekraftig en. Hun ville på ingen måde lade en borgerskrig starte ud, og slet ikke når hun var ved at være nær en undfangelse. Ikke tale om!